Nedturssang

FC Københavnsk champagnebrus i Liége. Ikke i nærheden!

Ja så sidder man her ved knasterne igen og nipper til lidt evalueringsrødvin. Endnu et efterår glider bort, denne gang det københavnske anno 2011.

Indrømmet; et eller andet sted havde man vel forventet nedturen. Den var næsten uundgåelig efter sommerens udvandring af spillere og tabet af Ståle Solbakken. Men skuffelsen og eftersmagen havde ikke behøvet at være så bitter som den egentlig er blevet.

Hvad gik galt? Alt i den europæiske kampagne. En relativ god lodtrækning til Champions League blev smidt allerede i første hjemmekamp mod tjekkiske Viktoria Plzen. I en katastrofal 2. halvleg faldt holdet fra hinanden.

Den efterfølgende degradering til Europa League-grupperne var dog til at leve med.

Igen en overkommelig lodtrækning. Hannover, Liege, og ukrainske Poltava. Det blev til 1 sejr, 2 uafgjorte, og 3 nederlag i de 6 kampe. Og langt fra den videre kvalifikation, som vi efterhånden har vænnet os til i København i de senere sæsoner.

Samlet set står indsatsen i gruppespillet tilbage som et sportsligt flop.

Vi floppede! Var for langt fra de 2 bedste hold og havde ikke behøvet at tabe begge kampe til Standard Liege. Det belgiske hold burde være vores ligemænd. Indsatsen både ude og hjemme var pivende ringe – uagtet at vi med en vis rette kunne føle os snydt i den første kamp.

Og udekampen i Liege blev nøglen i gruppen.

Hannover 96 var for stærke. De er middelmådige i Bundesligaen, men på alle planer skarpere end et famlende Københavnerhold. Alligevel står de 2 kampe mod tyskerne som nogle af efterårets bedre. Vi spiller en glimrende 2. halvleg ude og redder 2-2 med til returkampen.

Total overmatchet på tribunerne i Parken. Det var som 8 år tidligere hvor Djurgården kom forbi, blev der mumlet på rækkerne rundt omkring. Cirka 10.000 tyske fans havde valfartet til København. Det var deres store øjeblik, en god stund ude i Europa for et hold som ellers ikke er forvænt med den slags.

For os københavnske fans var det en dag på kontoret, en af de lidt mere udfordrende, men vi havde været der mange gange, særligt de senere sæsoner, og det har også været sjovere.

I guder hvor blev tyskerne stille i minutterne efter Damens 1-0 scoring. Stilheden varede desværre ikke mange minutter. Hannover fik scoret 2 gange og vendt til sejr – fortjent nok – på det sidste kvarter. Et øjeblik smagte det af lidt. Lidt henad sidste efterår. Derefter blev den nuværende københavnske forfatning afsløret og udstillet. Det vaklede i forsvaret under den kraftigere og kraftigere tyske forcering.

Det europæiske bal slukkede reelt ned den aften i begyndelsen af november. De sidste 2 kampe blev gruppekosmetik. Det undskylder dog ikke indsatsen. Den var jammerlig over hele linien! I Ukraine og hjemme mod belgierne.

Andedammen! Tilbage står de hjemlige turneringer. Vi fører Superligaen med 4 point ved vinterpausen og er videre til semifinalen i pokalturneringen. Begge dele må betragtes som godkendt på den mere realistiske skala. Men spillemæssigt har det været lange kampe, med hovedpinetungt og uopfindsomt opspil, et hold der har overlevet på dødbolde eller individuelle indfald fra angriberne.

Og så er det bare pokkers svært, at hidse sig op over Superligaen. Jamen, i det hele taget.

Hvad mangler? Midtbanen har været som en loftventilator i konstant rotation. 4 mand om 2 centrale pladser. Ud-ind, ud-ind. Claude, Grindheim, Delaney og den forkætrede TK.

Intet har fungeret. Manglende evner og nok endnu mere manglende lederskab. Hypotetisk blev salget af Kvist måske dyrere end det transferbeløb som vi faktisk indkasserede for ham. Kvist kunne have været nøglen til en mere solid europæisk indsats.

Det er selvfølgelig spekulation. Manden ville selv til Stuttgart, den faktor skal også regnes ind.

Sommerens indkøb står heller ikke som lysende succes’er. Diouf er dumpet, Grind er tæt på samme, Sigurdsson har som den eneste vist lovende sager.  De 2 højrebacks, Gamboa og Thomsen, bliver historier for sig. Den ene har ikke været i nærheden af holdet og den anden har ikke været i nærheden af kvalitet. Mon ikke vi kan blive enige med CV om, at det i en rum tid fremover må være slut med at hente spillere i Haderslev.

Kan man håbe på at den unge Delaney træder frem i foråret på Kvist-agtig vis? Foreløbig mangler han nogle muskler på kroppen. Men han kunne have potentiale – kunne have, sagde jeg! Jeg er dog mest tilbøjelig til at skrige KØB. Men den skal også bare sidde i skabet denne vinter. Ikke noget med halve eller hele sæsoners tilvænningsperioder for en ny central midtbanespiller.

Skal træneren fyres? Der fandtes uden tvivl ikke noget mere utaknemmeligt trænerjob end at skulle afløse Ståle i sommers. En skaldet nordmand på toppen, han havde ført sit hold længere end nogensinde, det bedste danske klubhold nogensinde. Samtidig var Ståle hele tiden i mental sync med sit København, det frygtelige hjertestop på Peter Bangs Vej, genoplivningen, den fælles historie. Det perfekte match. Ståle og FC København.

En skåning i krise?

Nu har vi en forsagt skåning. Främling över allt! Han overbeviser ikke nogen. Måske er han dygtig eller måske er der bare for langt fra Malmø til København. Vi vakler i tvivlen, Rolle! Fra mit perspektiv har han et halvt år til at bevise. Et mesterskab, en pokaltitel! Nuvel, det ville da ikke være det ringeste udbytte. Men det skal sgu også være!

Han fik ikke de nemmeste arbejdsvilkår fra begyndelsen med udvandringen af nøglespillere. Men han har heller ikke overbevist og ligefrem strålet igennem med en markant profil, hverken personligt eller i holdets udvikling.

Med den mest positive og udglattende (h)ånd kan man karakterisere det københavnske spil efteråret igennem som undersøgende. Søgende mod et nyt koncept. Men aldrig helt i nærheden, vel?

Vi famler i vintermørket! Tak, Lars, og velkommen hjem på mere permanent basis. En rigtig højreback. Det kan også være Nilssons første lille sten mod det nye koncept. Næste kan blive en Vingaard som forhåbentlig får vinterpausen til at finde sig selv og sit niveau fra før Chelsea-skaden i februar.

Derefter er der alt det med den centrale midtbane, der skal løses. Og den meget tynde besætning af midterforsvaret.

Mon ikke tiden er inde til at Cesar Santin skal videre? Tak for god tjeneste. Djiby Fall rumsterer blandt rygtesmedene. Han vil nok være til at leve med.

Et par julelys dog! Bryan Oviedo fik sig et lille gennembrud i det københavnske efterår. Som venstreback fik han faktisk sat Pierre Bengtsson noget i skyggen som løvet faldt af træerne. Nok til overraskelse for de fleste. Også mig. Han blev et frisk pust.

Et dejligt mål på vestegnen. Kritikken af Diouf har været skånselsløs og retfærdig, men ingen skal tage denne scoring fra ham. Den sidder lige i røven:

Efterårets bedste kamp… tjah! Udekampen i Odense måske eller pokalaffæren i Brøndby. Der lignede vi dog lidt mere end pebernødder i perioder. Men ellers skal der vist kigges dybt i glasset!

Modsat sidste sæson har jeg egentlig glædet mig til vinterpausen længe – og vil ikke begræde at den er 3 måneder lang denne gang.

Og over til musikken…

EMA – en onsdag aften i Pumpehuset

Det begyndte egentlig med et tip fra en gammel arbejdskollega, samtidig med lanceringen af den nye musiske nettjeneste Spotify.

Jeg fik hende serveret frisk i indbakken som noget af det første. EMA, eller Erika M. Andersson, fra South Dakota, USA. Efter eget udsagn, bekræftet under koncerten i Pumpehuset, har hun en dansk bedstemor. Så der var en linie – ikke at det betyder en skid. Men nu er den der.

Hendes debutalbum hedder “Past Life Martyred Saints” og er blevet rost til skyerne siden udgivelsen i foråret. Og ja, det er fremragende, måske endda årets bedste, som den gamle arbejdskollega påstod.

Jeg er selvfølgelig ganske langskægget anlagt. Derfor købte jeg cd’en et par uger efter. Spotify er fin nok til at browse hylder, men jeg vil også have noget på mine egne.

Kort efter blev koncerten i Pumpehuset annonceret. En oplagt mulighed for at opleve den reinkarneret PJ Harvey (sammenligningen er lige for).

Publikum i Pumpehuset var ungt og Erika applererer tydeligvis til kvindelig foretagsomhed og kunstnerisk finesse. Der var en overvægt af medsøstre. Hun har stadig et beskedent repertoire, men formåede i den grad at komme langt ud over scenen. Både i det fysiske rum hvor hun tog sig en tur ned blandt os begejstrede tilhørere, og endnu stærkere mentalt. Der var udstråling. Masser af udstråling.

Mest gribende blev åbningsnummeret fra albummet ‘The Grey Ship’ (se youtube-klip) og det første nummer i ekstrasættet, hvor hun entreerede scenen alene (titlen er væk!).

I øvrigt blev det et pudsigt gensyn med Pumpehuset, som man forsøger at puste nyt koncertliv i. Koncerten foregik i underetagen og ikke oppe i selve storsalen på første etage. Scenen var opstillet i hjørnet ved siden af baren, mens trappen op var afspærret. Den fortættede koncert behøvede så heller ikke mere plads, vi var vel 100-150 tilhørere.

Ikke desto mindre – det blev sgu årets koncert.

“Unknown Pleasures” på Hovedbiblioteket

Inden EMA-koncerten kunne man tage en smut forbi Hovedbiblioteket i Krystalgade. De kære bibliotekarkolleger havde fået stablet et glimrende lille arrangement på benene, Martin Hall taler med Peter Hook.

Peter Hook var bassist i de hedengangne Manchester-punkikoner, Joy Division, og senere i den succesrige efterfølger New Order.

Kort om Joy Division: de daterer sig fra 1976-80 og udsendte 2 LP-skiver (som det hed dengang). Samt et par singler. Deres musik ændrede verden, omend ikke helt, så for en masse unge mennesker worldwide. De fandt for alvor sig selv ved en Sex Pistols-koncert i hjembyen Manchester og blev hurtigt førende på den lokale scene. Debuten “Unknown Pleasures” udkom i 1979 og mødte verden med en lyd af kølig fortvivlelse, fremmedgjorthed, desperation, og en uendelig inderlighed. Altsammen på en gang.

Hvor de første punks som Sex Pistols og Clash rasede i en udadvendt frustration mod verden, rasede Joy Division indad i et mentalt dyb. Gruppens tid blev kort. Sanger Ian Curtis begik selvmord i maj 1980 på vippen til bandets helt store gennembrud og en forestående USA-tour. Han led af alvorlige epileptiske anfald, og efterfølgende depressioner, og lå samtidig i skilsmisse.

De resterende 3 medlemmer fortsatte under navnet New Order. Hvilket bliver en anden historie.

Hookie eller Peter Hook har været med hele vejen. Hans markante bas, den fungerer nærmest som guitar, blev en særlig skole og et helt eget lydbillede endnu mere for New Order end Joy Division.

Onsdagens arrangement på hovedbiblioteket blev kædet sammen med en koncert i Amager Bio. Peter Hook turnerer og spiller hele “Unknown Pleasures”, plus lidt flere numre fra samme tid. Jeg skippede koncertdelen for EMA-koncerten. Nostalgi får man hurtigt rigeligt af i min alder.

Derfor nød jeg selvfølgelig endnu mere Hall og Hook i salonsamtalen. Peter Hook var i gevaldigt humør (det er han ikke altid) og fortalte levende sine historier om “Unknown Pleasures”-produceren Martin Hannett (“an absolute lunatic!”) og hele punkscenen fra dengang.

En del af snakken kredsede om skrønerne fra filmen “24 Hour Party People”, som er en slags fiktiv dokumentar om hele Manchester-scenen fra Joy Division til de senere syrehoveder i Happy Mondays. Fortalt af og omkring tv-journalisten Tony Wilson (i filmen spillet af Steve Coogan).

Jeg vil også kun anbefale den snart 10 år gamle film. Alt er måske ikke lige sandt. Men dog næsten, som Peter Hook bekræftede, og bragende god er den. Stadigvæk!

Bosskilde

Nu sker det forhåbentlig. Bruce Springsteen spiller på sommerens Roskilde Festival. Festivalen selv har stadig intet bekræftet, men rygtet har svirret i et par uger, og Bruce har bekræftet og gjort det i flere omgange på sin egen webside – og såmænd på sin facebook-profil.

Jeg ved ikke hvad det er for papirer, som festivalen mangler at underskrive. Åbenbart de sidste af dem, i følge Politikens weekendudgave. Men det bliver fandeme ris til egen røv, hvis det kikser.

Jeg – og flere andre – har købt billetten i forventningen om at Bruce kommer. Har endda flottet mig og købt til hele festivalen allerede. Tager gerne alle dagene med. Men jeg vil sateme også have Bruce nu.

Skuf mig ikke Roskilde. Jeg siger det bare!

En hilsen fra Onkel ‘Arry i London

I fredags lå der et underligt brev i min postkasse. Airmail fra England.

Det var et postkort, eller rettere et fødselsdagskort, fra Tottenham Hotspur FC til mig. Med underskrifter fra anfører Ledley King og manager Harry Redknapp.

Kortet er ankommet i god tid. Der er ca. 1 uge endnu inden det faktisk er min fødselsdag, men i England har man formodentlig villet gardere sig mod de forventelige forsinkelser i juleposten og hellere være ude i god tid end at komme tampende med et kort 8 dage for sent. Det var betænksomt og ganske rørende.

Ja, jeg er udemærket klar over at alle andre medlemmer af Tottenhams officielle fanklub, OneHotspur, får samme kort på deres fødselsdage og måske endda mere præcist på datoen. Men alligevel. Det var da en smuk tanke – og så med hilsenen fra ‘Arry, som Harry Redknapp gerne kaldes blandt fans – både klubbens egne og andre – pga. sit almindelige gemytlige væsen og ofte ganske ligefremme tilgang til presse og medier.

For ‘Arry er fodbold et simpelt spil, der handler om at score flere mål end modstanderen. For at gøre det må man angribe og helst hurtigt. Det betyder at Tottenham spiller en åben offensiv fodbold, som er helt i klubbens egen historiske ånd om at vinde “with a flourish”. Det skal se godt ud – og det gør det bestemt i det nordlige London i øjeblikket. En mareridtsagtig sæsonstart er afløst en glædelig lang stime af sejre, der har bragt klubben frem til 3.-pladsen i Premier League (skrivende stund).

Det begyndte ellers forfærdeligt på mange fronter. Et af de områder som blev hårdest ramt af sommerens raceoptøjer og plyndringer i de engelske storbyer var Tottenham.

Når man går turen fra tube-stationen Seven Sisters eller fra trinbrættet White Hart Lane på regionalbanen nordpå, er man ikke i tvivl om at det er et af Londons mest socialt belastede områder. I ældre tid var Tottenham et jødisk område, Spurs-fans refererer stadig til sig selv som Yids. Nu om dage er området præget af indvandrere fra Pakistan og Caribien og ikke mindst sociale problemer med høj arbejdsløshed og almindelig misligeholdelse/mismod – og det var politiets nedskydning af en ung sort fyr i netop Tottenham, der fik balladen til at eksplodere i sommers.

Optøjerne rasede lige uden for hjemmebanen på White Hart Lane og videre ned ad High Road, og klubben så sig nødsaget til at udsende en applerende meddelelse.  Balladen i gaderne fortsatte helt frem til sæsonstart. Derfor kom aflysningen af åbningskampen mod Everton ikke som den store overraskelse.

Oveni rasede uroen også internt i spillertruppen, hvor den kroatiske midtbanepoet Luka Modric erklærede at han ville sælges til Chelsea og følte sig svigtet af klubben, da den ikke ville lade ham gå. ‘Arry havde fat i ham, ville også beholde ham, og Modric blev bænket. Mest for hans egen skyld, som det lød. Chelsea hentede den spanske midtbanespiller Juan Mata i Valencia istedet.

De første 2 kampe i sæsonen blev mod Manchester-klubberne, United og City. 0-3 ude på Old Trafford. Det var det sædvanlige. Spurs vinder aldrig der – hvis de en sjælden gang kommer i nærheden, skal en dommer eller linievogter nok få det forpurret.

Meget værre var 1-5 lussingen hjemme mod City. Godt nok havde det blegblå Manchester-hold oprustet gevaldigt med deres arabiske milliarder (easy come, easy go, i betragtning af deres historisk astronomiske underskud) og ligner en mesterskabsfavorit efterhånden, men City plejer Spurs alligevel at have et godt tag på. Slet ikke den søndag eftermiddag sidst i august.

Det vendte heldigvis ugen efter. 2-0 ude mod Wolverhampton og siden har de vundet 9 ud af 10 kampe. Senest lørdag eftermiddag ude mod West Bromwich.

For manager ‘Arry har det også været lidt omtumlet. Han blev hasteindkaldt til operationsbordet for et par uger siden med hjerteproblemer. Alt gik fint og trods beordret hvile vendte han hurtigt tilbage til trænerbænken og konstaterede fornøjet efter Aston Villa-kampen for nylig:

“I enjoy watching us play football. That’s the best medicine for me.”

Fornøjelsen er ikke kun på hans side. Der er næppe mange Tottenham-fans der ikke deler den.

For 1 år siden debuterede klubben i Champions League, og spillede åbent og underholdende i bedste ‘Arry-style. Det endte i foråret i kvartfinalen mod Real Madrid, hvor de blev helt overmatchet. Eventyret kostede også i den hjemlige turnering. De formåede ikke at komme i den forjættende top 4 og få en ny mulighed for at spille sig ind i Europa’s finest.

Denne sæsons udgave af Spurs er et stærkere mandskab end sidste. Angrebsmæssigt er lejesvenden (fra Manchester City) togolesiske Emmanuel Adebayor en opgradering i forhold til Peter Crouch, og på målmandsposten som var sidste sæsons svageste led har den amerikanske veteranmålmand Brad Friedel fået lukket gevaldigt i. Oveni er motoren Scott Parker hentet til midtbanen.

Luka Modric har ovenikøbet genfundet glæden, ellers behøver han bare at kigge på stillingen.

Det ser med andre ord rigtig godt ud igen for Spurs. Det glæder selvfølgelig også mig, så herfra vil jeg bare sige:

Tak for fødselsdagskortet, Harry (og Ledley)!

Time Time Time – Minutes to go!

Time Time Time
Minutes to go, searching crime

Jeg kan ikke huske hvornår jeg egentlig så Sort Sol, eller Sods som de stadig hed dengang, for første gang på scenen.

Måske var det Nosferatu festivalen i Saltlageret i 1982, måske Rockmaskinen ude på Christiania tidligere samme år – eller efteråret før. Hukommelsen flyder lidt i perioder omkring gymnasie og studentereksamen. Men det var der omkring tidsmæssigt.

Siden hen – op igennem 80’erne og 90’erne har jeg set en del koncerter med dem. De kunne være ganske eksklusive med deres koncerter, væltede sig ikke rundt i lange turnéer, men når de var på, vidste man bare som fan/publikum at de altid var gode. De var på! De var der!

Der hvor de skulle være. Fra hedengangne Ungdomshuset, over Pumpehuset, til Ridehuset i Århus. Sidstnævnte mindes jeg af en eller anden grund stadig som den bedste koncert. Jeg kom hjem en forstuvet fod og et stort smil! Til gengæld valgte jeg med vilje ikke at se revival-touren her i foråret. Minderne er så klart at foretrække – Sort Sol blev definitivt amputeret for 10 år siden.

Anledningen til den korte forårstour var derimod langt vigtigere. I foråret 2011 udkom også den helt store samlerboks. En slags Sort Sol fra 1978 til 2001, de i alt 8 udgivne studiealbummer er tilsat 3 yderligere opsamlinger med diverse sange under titlen Stamina.

Jeg købte selvfølgelig boksen med glubende appetit, Sort Sol er 3 årtiers største danske rocknavn for mig, det meste af mit voksne liv.

Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg for alvor har fået taget hul. På den kolossale samling i boksen. Igen.

Den sorteste boks 1978-2001

Debuten “Minutes to go” udkom i 1978, som rendyrket punk, og den mere indadvendte og søgende “Under en sort sol” kom halvandet år senere.

Boksen bliver skudt i gang med 2 af dansk punks tidligste udgivelser, Lost Kids fra Århus udgav den første single, men den er mest til historiearkivet. Det var Sods-udgivelserne, der kom til at definere punkscenen og punkmiljøet i starten som en slags københavnsk in-crowd. I virkeligheden blev det nok mere folkene omkring end bandet selv der blev selve in-crowd’en. Sods rakte gerne ud og stillede sig til rådighed for eksperimenter.  I perioder involverede bandet sig vidt og bredt i andre kunstarter og optrådte eksempelvis sammen med eksperimenterende jazzmusikere og teatergruppen Billedstofteatret.

Men det var en tid som var svær at dokumentere. Punkens tidsånd var meget impulsiv og do-it-your-self og i 1980 havde man ikke nutidens muligheder for hurtigt at af- og indspille øjeblikket via diverse lækre mobile dingenoter. Derfor er boksen heller ikke komplet omkring bandets tidlige år.

Ikke desto mindre er der rigeligt til at dokumentere et band der over 20 år blev en lysende stjerne på rockscenen. Det allerfremmeste og mest talentfulde vi har haft, og samtidig et band der måske aldrig helt rullede sit fulde potentiale ud. Med den rette ærgerrighed kunne de måske have nået meget mere – uden for landets grænser. På den måde er boksen også beretningen om et band der altid satte kunsten i sig selv over alt andet.

Bandets medlemmer er…

  • Steen Jørgensen /sang
  • Peter Peter (Schneidermann) /guitar
  • Knud Odde /bas
  • Thomas Ortved /trommer
  • Lars Top-Galia / guitar (Han trådte ind i 1985)

De fik et stort kommercielt gennembrud i de tidlige 90’ere. Først storhittede det pop-inspirerede album “Flow My Fire Tear” (1991) og 2 år efter indgik dele af “Glamourpuss” som et væsentligt soundtrack til Ole Bornedals gyserfilmhit “Nattevagten”. Sort Sol blev nærmest folkeeje med hitsangen ‘Let Your Fingers Do the Walking’ (og hvor er den fremragende, mand!) og samtidig fortsatte de som anmelderdarlings, og kunne endog stadig påberåbe sig kunstnerisk integritet. De var stadig deres helt egne.

Men den længe ventede – og yderst fortjente – succes endte måske også med at tage livet af dem. Publikumstække og skulderklap stod i klynger og blev aldrig helt deres gebet. Det ragede dem måske inderst inde lidt. Det var udtrykket, musikken, det handlede om.

Eller… i hvert fald smuldrede det langsomt frem mod årtusind-skiftet. Peter Peter, guitaristen og punkmotoren, forlod bandet efter “Glamourpuss”. Dermed forsvandt en flig af den kunstneriske vildskab også.

Bandet overlevede i første omgang. Men den kunstneriske tønde virkede temmelig tom. Lidt sigende kommer boksens udgave af “Unspoiled Monsters”, opfølgeren til “Glamourpuss”, som et mere skarpskåret Artist Cut af den oprindeligt udsendte skive, et par numre er røget helt væk. I perlerækken fremstod det også ved udgivelsen som bandets svageste album. Det gør det så stadig!

Da “Snakecharmer” blev indspillet i 2001, var bassisten Knud Odde på vej ud. Dermed var kun Thomas Ortved og Steen Jørgensen tilbage fra det oprindelige Sods/Sort Sol. Albummet står tilbage som en svingende svanesang, der dog absolut har sine små højdere. ‘Brogue’ er intet dårligt nummer, ej heller såmænd ‘Rhinestone’. Men albummet halter også forkølet mange steder og forsøger at ramme et eller andet ståsted.

Det rammer først til sidst – en cover-version af et gammelt Moody Blues-nummer.

Den sorteste sol af dem alle

Efterhånden som jeg har fået hørt alle boksens 11 skiver igennem, er jeg ikke i tvivl. Det var jeg i øvrigt heller ikke før. Sort Sol peakede i 1987.

Albummet “Everything That Rises… Must Converge” er højdepunktet i en formidabel lang og smuk karriere for bandet. Det er dansk rockhistories største album til dags dato. Det er et ualmindeligt udansk album, det er totalt internationalt, og netop derfor så fremragende.

Når jeg tænker musikalsk tilbage på året 1987, er det som mest ramler ind i mit billede umiddelbart The Pixies og “Surfer Rosa” og et stadig ungt REM med deres brilliante “Document”. Med “Everything That Rises…” er vi nærmest i samme boldgade – og vi er tæt på samme klasse.

“Everything That Rises” indeholder 10 numre. 2 af dem er coverversioner. Det første ‘Ode to Billy Joe’ og det sidste ‘Marguerita’. De 8 i mellem er egne kompositioner. Det ene ‘Abyss Revisited’ en opfølgning på den 4 år tidligere “Dagger & Guitar” som indeholdt samme nummer i en mindre viril udgave (må vel være bedste beskrivelse – der er afsindig meget mere power i Revisited-versionen!). Mere viril passer fordi bandet var blevet udvidet med en ekstra guitarist, Lars Top-Galia, til at supplere/kombinere med Peter Peter.

Det virker. Det slår som en hammer ved genhøret af dette album, for dælen da, hvor de sprudler. Det er mørke og dystre sange, men man står jo fluks og hugger med på luftguitaren igen, når ‘Searching Down the Block’ brager igennem stuen. Stopper op og lytter intenst til ‘A Knife For The Ladies’ og særligt den dejlige ‘Shapes of Summer’ (Jaja, selvfølgelig vil Nick Cave også nikke anerkendende). Det hele er så fremragende smukt i sin voldsomhed.

‘Pinocchio Loose’ bliver en slags inciterende splatterfilm-rock, som der i den grad står Knud Odde og Peter Peter på som de 2 kunstneriske drivkræfter. Inden sanger Steen får hele scenen i Marguerita-pastichen, der er et gammelt Elvis Presley-nummer.

Køber man cd-versionen af albummet, får man bonus-skiven “The Violent Bear it Away” med. Samme finder man som ene halvdel af Stamina-skive #2  i bokssættet, den anden del er mini-udgivelsen “Fog Things”.

Udholdenheden til sidst

Stamina-skiverne dækker 3 forskellige perioder. #1 er Early Recordings som indbefatter blandt andre de 3 numre som Sods bidrog med på punk-kompilationen Pærepunk (1979), der også omfatter Kliché og en række andre danske punkbands. Den countryagtige Ruby-maxisingle er også inkluderet her.

Skive #2 er allerede omtalt. Et par fremragende coverversioner ‘The Interpreter’ og ‘Love Is All Around’ skal selvfølgelig fremhæves. Eller hvad med det gamle T-Rex nummer ‘Children of the Revolution’, halvt sunget på russisk. Med oprindelse i Sort Sols deltagelse i Next Stop Sovjet-projektet i 1989. #2 indeholder også den lille vignet som bandet lavede til det gamle ungdomsprogram P4 (ja, det var Tine Bryld og Det Elektriske Barometer!). Sangen ‘Når solen stikker af’ afløste Gasolins klassiske ‘Som et strejf af en dråbe’. Det blev næsten helt symbolsk – fra Gasolin til Sort Sol.

Sidste Stamina-skive bærer titlen The Last Bunker Recordings & Esoteric Soundtracks, incl. The Hamlet Sessions. Oprigtig talt kunne jeg sagtens være den foruden. Noget teatermusik og noget skrammel.

I stedet nyder jeg hellere at hele forvirringen på “Snakecharmer” får lov til at slutte med Moody Blues-nummeret ‘Nights in White Satin’. Det er en smuk, smuk sang og helt anderledes værdig for dansk rocks allerstørste ikoner. Hvis det endelig skal være!

Og lad os så høre lidt af musikken – til en afveksling…

Totalt orange

Også på biblioteket

Hvem opfandt totalfodbolden?

Det gjorde hollænderne, ja. Pressen siger, at det var Rinus Michels, den legendariske Ajax-træner og senere hollandske nationaltræner. Michels siger, at pressen opfandt begrebet, han udviklede blot et system i samarbejde med den korrekte sammensætning af fodboldsspillere.

Den engelske journalist David Winners efterhånden 10 år gamle bog “Oranje” (oprindeligt “Brilliant Orange – the neurotic geniuos of dutch football”) er omsider blevet oversat til dansk. Med et logisk forord af Morten Olsen og et tilføjet efterord om VM-finalen 2010.

Hvad er totalfodbold? 

Totalfodbolden bygger på idéen om at en fodboldbane er elastisk og kan forandres af et hold alt efter hvordan de positionerer sig på den.

“Når Ajax – og senere hen det hollandske landshold – var i boldbesiddelse, gik de efter at gøre banen så stor som mulig ved at sprede spillet ud til deres wings og betragte ethvert rum og enhver bevægelse som en mulighed for at øge og udnytte frie rum.”

Modsat blev det når holdet gik i forsvarsposition:

“De pressede højt oppe på modstandernes banehalvdel, jagtede bolden, stod med forsvarskæden ti meter inde på egen halvdel og pressede med en aggressiv brug af offside-fælden pladsen at spille på yderligere sammen.”

Stilen er i hele sin tilgang offensiv – den handler om at angribe/forsvare, intelligent og elegant. Alle markspillere på banen skal både kunne angribe og forsvare. På den vis åbner man både banen op i angreb, og lukker banen sammen i forsvar.

Ajax anno 1971

Og ja, totalfodboldens fødsel gemmer sig et sted i Amsterdam og dybt i den hollandske kultur, på og uden for fodboldbanerne, som voksede frem i løbet af 60’erne og kulminerede med de to tabte VM-finaler i 1974 og 1978.

“De smukkeste tabere” – er det hollandske landshold fra dengang siden blevet kaldt. De var dog heller ikke mere tabere end at Ajax, klubholdet som blev hele kernen på især første landsholdsgeneration i 74, vandt Europa Cup’en for mesterhold, datidens Champions League, 3 år i streg fra 1971-73.

Hvad er det med Holland?

Landet er fladt og landet er overbefolket og i virkeligheden eksisterer 1/3-del af Holland slet ikke hvis det ikke havde været for omfattende dige- og kanalbyggerier. Det er i dette at David Winner ser koblingen mellem kulturen og fodbolden.

Alt er fladt, uhierarkisk, systematisk og velplanlagt arkitektur, afhængigt af kollektiv og samarbejde, og samtidig der er en evig higen efter at beherske rummet. Det åbne rum. Det sidder dybt i den hollandske sjæl at finde plads, fordi man altid mangler den.

Derfor må man tegne og systematisere veje til ny plads. Man inddæmmer landområder med kvadratiske afvandingssystemer, man bygger sjove smalle huse der rager i vejret (for vertikalt er der mere plads end horisontalt).

Hollænderne er små flittige arkitekter og ingeniører og det er i virkeligheden også hele sjælen i totalfodbolden. Den er systematisk, den er kollektiv, ingen er over fællesskabet og samarbejdet, det er indlært og gennemtænkt til mindste detalje. Og dog.

Selvfølgelig er fodbold ikke sådan. Der er mange elementer i spillet der er helt afhængige af den enkelte spiller, det skal være den rigtige mand med de rigtige kvaliteter, og dem begyndte Ajax’s systematiske ungdomsskole at fostre flere og flere af op igennem 60’erne.

Den allerstørste debuterede som 17-årig på førsteholdet og tog nærmest dirigentstokken fra start. Ingen over fællesskabet. Nej, men så kom Johan Cruyff.

Fænomenet Cruyff

VM-finalen 1974

Jeg var 11 år dengang. Så kampen der blev spillet om eftermiddagen hjemme hos en fodboldkammerat.

Øjeblikket står stadig lysende klart. Søndag den 7. juli 1974. Cruyff modtog bolden i midtercirklen og driblede frem mod det tyske felt. Lige på kanten væltede han, fældet af en tysk forsvarer. Straffespark. Johan Neeskens scorede sikkert. Der var kun spillet 2 minutter af finalen.

Det var usandsynligt arrogant bare at løbe bolden frem til det tyske felt på den måde. Som hele begivenheden ragede ham en fjer! Som det bare skulle overstås, fordi muligheden nu pludselig bød sig. Tyskerne var jo tydeligvis ikke helt klar. Og så pang! Snydt, min ven! Tacklingen var helt oversatset. Han havde formodentlig ikke scoret alligevel. Men den tyske forsvarer blev også provokeret af frækheden så kort inde i finalen.

Dengang hadede man bare tyskerne, og derfor holdt vi selvfølgelig med Holland, selvom jeg egentlig havde holdt mere med svenskerne og især deres målmand, Ronnie Hellström, som var min helt store favorit. Men tyskerne havde sendt Sverige hjem fra VM i en “regnvejrskamp”, som var blevet historisk en uges tid før.

Så det blev Holland og Cruyff, men tyskerne vandt selvfølgelig finalen på hjemmebane i München med 2-1. Senere blev finalen beskrevet som totalvilje mod totalfodbold. Tyskerne spillede aldrig i nærheden af kønt og elegant, de vandt blot som en uomgængelig naturlov.

I 1974 havde Cruyff allerede forladt Ajax og hollandsk fodbold. Året før rejste han til FC Barcelona, blev genforenet med sin gamle Ajax-træner Rinus Michels, og sammen slæbte de totalfodboldfilosofien med sig.

Der blev knyttet et uløseligt bånd mellem den catalanske hovedstadsklub og Cruyff, som 16 år senere udmøntede sig i første Barca Dream Team (med Laudrup, Koeman, Stoichkov etc). Med Johan Cruyff som træner.

De smukkeste tabere revisited

VM-finalen 1978

For Holland blev VM-finalen i 1974 et traume, der reelt kom til at gentage sig 4 år senere. Det skete nemlig igen. Man tabte til hjemmenationen og VM-arrangøren i finalen. Denne gang i Buenos Aires, Argentina.

1978-holdet var en mere bleg udgave. Der var ingen absolut ener på holdet. Det var i virkeligheden  ærke-hollandsk ingeniørsamarbejde der fik bugseret holdet frem til finalen. Tilsat et par guddommelige langskudsmål.

Efter finalen stod de der igen. De burde have vundet. Det overhypede hjemmehold var i virkeligheden sluppet billigt igennem de ordinære 90 minutter med 1-1. Om ikke andet havde Rob Rensenbrink, den belgiske “fremmedarbejder” hos de orangefarvede, et vinklet vip af et skud på stolpen i slutminutterne. I 1974 havde der også været et skud på stolpen, der kunne have forandret tingene.

Også det øjeblik står klart i min hukommelse. En feriekoloni på Møn. Sidste år i folkeskolen. Ennio Morricones VM-sang hver morgen i radioen, seneste nyt. Ja, den aften skulle Holland have vundet, Argentina havde fusket sig i finalen foran Brasilien. Vandt den afgørende mellemrundekamp med 6-0 over Peru. Den peruvianske målmand manglede sjovt nok helt armene i den kamp – og gæt hvor han oprindelig var født! Nej det var ikke i  Peru.

Holland tabte efter forlænget spilletid. To sene argentinske scoringer afgjorde kampen. Jeg fik i øvrigt problemer med en hysterisk begejstret DR-kommentator, Svend Gehrs, dengang i 1978. Der gik flere år før jeg kunne holde ud at høre ham igen og tilgav hans argentinske entusiasme.

10 år senere, i 1988, vandt Holland omsider sin første store internationale titel. Europamesterskabet. Der var det en helt ny generation, mange atter fra Ajax-skolen (van Basten, Rijkaard, Koeman).

Ajax vandt Champions League-finalen i 1995 efter en succesfuld opblomstring på den europæiske scene med spillere som Davids, Blind og de Boer-brødrene. Pudsigt nok fremstod de tidlige 90’ere kulturelt som et genskær fra 60’ernes “flower power” med sin spraglet sample- og techno-kultur, hvor man dansede hele nætter i rusen af både det ene og andet.

Året efter tabte Ajax samme finale.

I 2000 skulle Holland selv arrangere EM med deres belgiske naboer som medværter. Det var også det år Winners første engelske udgave af bogen udkom. Holland tabte i semifinalen efter straffespark til Italien. Endnu en kæmpeskuffelse. Det var bestemt heller ikke fortjent. Igen var det Ajax-skolen der førte holdet an. EM-helten fra 1988, Frank Rijkaard, stod i spidsen som cheftræner.

Hvor blev hollænderne af?

Har man fulgt de seneste to VM-turneringer, har man set et hollandsk landshold der nærmest er slået over i den forsmåede hævners rolle.

Engelske Daily Telegraph beskrev den nye fodboldstil således efter den tredje tabte VM-finale sidste sommer:

A quick reality check: The Netherlands, a nation that gave us the artistry of total football, last night resorted to the kind of tactics more usually reserved for cage fighting. This was not football. It was Rollerball. 

de Jong – en moderne træskokriger

Det var dagen efter det ganske velfortjente 0-1 nederlag til Spanien (det ville havde været et sygt karma, hvis de nogensinde havde vundet den finale!). Det var blevet Spanien med sin catalanske nerve fra FC Barcelona, kimen fra Cruyff-tiden og de mange senere hollændere omkring holdet, der repræsenterede den skønne fodbold.

Samme Cruyff slog prompte i et interview dagene efter helt hånden af sine egne landsmænd.

“Denne grimme, tarvelige, hårde, afskærmende, useværdige stil, man dårligt kan kalde fodbold, ja, med den lykkedes det hollænderne at ødelægge det spanske spil. Hvis de blev tilfredsstillet af at spille sådan, jamen fint nok, men de endte med at tabe.” 

Tabet blev ikke kun på fodboldbanen, mange fodboldelskeres image af Holland røg også på gulvet den søndag aften. Paul Schnabel, socialforsker, udtaler i det indsatte VM 2010-appendix i Winners bog:

“Jeg har altid haft en fornemmelse af, at udlandets billede af os var for positivt og baseret på “flower power”-tanken. Det, man ser nu, er mere det ægte Holland: hedonistisk, selvisk, egocentrisk, fornøjelsessygt. Længere er den ikke. Og måske er dette tilfældet i alle lande. Men i vores er det en anelse mere overdrevet.”

De indædte og frygtsomme træskokrigere fra VM-finalen 2010 har med andre ord været der hele tiden vi andre har bare ladet os forblænde af elegancen og kunsten fra Amsterdam og 70’ernes totalfodbold personificeret i Johan Cruyff.

Pointen er interessant nok. Herhjemme i andedammen snakker vi også om, at landsholdet skal afspejle landets kultur. Men hvad fanden er det? Er det Pia Kjærsgaards neurotiske fremmedfrygt, der er den danske folkesjæl? Så er det vist bare at parkere spillerbussen foran målet, alle mand ned i forsvarsposition. Det er gudskelov ikke så enkelt.

Den danske forbindelse

Der er heller ingen grund til at lægge skjul på at der er masser af sammenligninger mellem Danmark og Holland. Vi ligner hinanden som nationer (flade som pandekager) – og måske kan vi især som danskere lide at spejle os sydvest over. Det er så meget der er lig – fra metropolen Amsterdam til København, fra vadehavet til digerne og de kultiverede kålmarker, fra cykler til cykelstier, fra kanalerne omkring Christiania til den liberale hash-politk etc.

Samtidig har generationer af landsholdsspillere lært deres fodbold i Holland. En af totalfodboldens nærmeste arvtagere blev da også det danske 80’er-landshold. Et kuld af spillere der voksede sig til enten i Ajax (Jesper Olsen, Frank Arnesen, Søren Lerby, Jan Mølby) eller den belgiske lillebror Anderlecht (Morten Olsen, Kenneth Brylle).

Her kunne man sagtens også påpege det ironiske i, at det feriefede landshold der forsvarede sig igennem EM 92, slog eksempelvis Holland i semifinalen på straffespark, og vendte hjem som allertiders helte til hængekøerne og ligusterhækkene, var fucking miles away fra det hold der 6 år tidligere udspillede Uruguay med 6-1 i Mexico-VM. Men det bliver en anden snak – i miniature-format afspejler den noget af det hollandske dilemma.

Også derfor vil jeg uforbeholdent anbefale David Winners bog “Oranje”!

Oh well

… tiden den går, som den altid gør.

Champagnebrus? Ikke helt.

Der faldt sten fra hjertet en tirsdag aften i Dublin for snart længe siden. Med 2-0 sejren over Shamrock Rovers sikrede FC København sig adgang til endnu et europæisk gruppespil i efteråret. Valøren var endnu ukendt dengang, men betydningen bør stadig ikke undervurderes.

Den efterfølgende tjekkiske ChL-exit mod middelmådige Viktoria Plzen satte egentlig kun det hele i relief. Sejren over irerne var vigtig og betød ikke bare en fortsat europæisk kampagne efterår igennem – den betyder også en serie ekstra gruppespilskampe, der både er på højt niveau og indeholder al det sportslige incitament som en 1/16-dels finale i Europa League til februar også vil være.

Jeg tilhører dem der mener at europæisk fodbold kun gavner os i Superligaen. Vi bliver testet og tvunget ud i et højere tempo, flere kampe, og særligt nu som efteråret slæber sig igennem en sommer som aldrig ankom. Endnu flere kampe, hvor ganske mange spillere behøver at finde hinanden på banen.

Der er lysår mellem holdet sidste efterår og det vi så skrabe sig til 2-1 sejr i forstæderne i lørdags. Jeg mener så ikke, at sejren var så ufortjent endda som samtlige journalister og kommentatorer åbenbart gør.

Der er noget der hedder klasse, og klassespillere, det er dem gør forskelle i felterne foran mål, eget og modstandernes. Brøndby (fisse-Mike: “ih-ja-vi har-landets-bedste-midtbane”) besidder ingen klassespillere i felterne, København har i hvert fald 2. En angriber, Damen, og en målmand, Wiland.

Og 2 er nok – for at slå middelmådigheden. Ja, 2 mål blev skam rigelig nok.

Når det er sagt, må vi sateme også grave dybt efter bare tendenser til noget sprudlende københavnsk spil. Det hakker og hoster og hænger aldrig helt sammen.

Samtidig er skaderne i dette efterår kommet i et sjældent set omfang. Claudemir gik i stykker i første kamp mod Plzen, men er dog tilbage nu. Zanka nåede kun at fylde anførerbindet i 2 måneder, inden det uheldige vrid i knæet ude i Lyngby. Ham ser vi formodentlig ikke før i næste sæson (mon ikke klubben trods alt forlænger!).

Af de spillere som forlod København er Oscar Wendt afgjort den man savner mindst på banen. Pierre Bengtsson har været en fuldgod erstatning, der rent defensivt næsten virker stærkere. Han har i stort set alle kampe hidtil været blandt de bedste.

Antonsson, Pospech, og Kvist har efterladt forfærdelige huller. Den nylige signing med Lars Jacobsen har hjulpet noget på højrebacken (det dur bare ikke, Johnny! Sorry mand!), men forsvaret mangler en Antons ro og erfaring, og Kvist står som formodentlig det allerstørste tab.

Ikke fordi jeg egentlig mener at den direkte erstatning, Christian Grindheim, har været så ringe. Det er mere en utaknemmelig sammenligning for nordmanden, særligt hvis man måler med Kvists entré i Stuttgart og hans nylige indsats for landsholdet mod Norge. Han er en styrmand, han er en dirigent. København savner ham.

Tilbage i denne forkølede og “indian summer”-agtige september-evaluering på sæsonens hidtidige FC København står også, at vi reelt har fået for lidt kvalitet tilbage i sommerens transfer-vindue. Den helt store 18 millioner-dreng, Pape Pate Diouf, ligner en der enten behøver gevaldig tilvænning eller stille og roligt smutter ud ad bagdøren igen. Tilbage til tippeligaen eller noget.

Og lad mig til sidst bare sige det:
HOLD KÆFT hvor jeg savner Ståle! En ting var hans resultater i hans sidste københavnske sæsoner. Men der var også noget personlighed, noget udstråling, noget ilterhed. Roland Nilsson er sikkert en helt igennem flink fyr, som han bræger på sin skånske dialekt foran kameraerne. Men han siger jo nærmest ingenting.

Jeg har hørt en masse positivt om manden fra Malmø. En meget dygtig træner, der byggede et MFF-mesterhold op over 2 år. Men han må lære, at vi er blevet forvænte i København. En skånsk campinghabit bliver nødt til at imponere endnu mere, for vi taler om europæisk top 40 og noget lækkert vi også gerne vil se på.

Ja, vi er ekstremt forvænte! At føre med 10 points efter de 10 første Superliga-runder er slet, slet ikke nok mere!

Det glæder mig i øvrigt at Ståle er ved at få styr på sit 1. FC Köln. Man under ham det.

Og vi slutter med lidt musik…

Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer

Går i mørket… på en trappe… trin for trin…
åbner en dør
skærmer for lyset med hånden
ser den sølvgrå sky
og går ud i regnen
(Fra ‘Oppenheimers formiddag’)

Alt hvad jeg ser, bliver vibrerende klichéer – de samlede klichéer.

Den opsamlende genudgivelse af de 2 album som hedengangne Kliché lavede i årene 1980 og 1982, er nu kommet på gaden i en ny remaster-version.

De oprindelige numre er tilsat lidt ekstra krydderi i form af 3 ekstra fra den første danske punkudgivelse, Pærepunk (1979). Reelt er der intet nyt fra de gamle klichéer, alt har været udgivet og er hørt før.

Ikke desto mindre er den en pragtfuld sag. Der er allerede skrevet meget. Og med god grund. Jeg læner mig bare tilbage og følger i slipstrømmen.

Det mest slående bliver faktisk hvor fremragende og unikt det hele fremstår. 30 år senere. Der har ikke lagt sig meget rust på det gamle karrosseri. Men man kunne måske alligevel ønske noget nyt og hidtil uudgivet materiale. Lidt mere krom på dyret.

Har man – som jeg – de to oprindelige album “Supertanker” og “Okay Okay Boys”, jamen så har man faktisk det hele – ja næsten – jeg mener, så himmelråbende nødvendige er de 3 pærepunk-numre sgu ikke. De er selvfølgelig med til at tegne historien om bandet Kliché. Men det virkelige spring sker mellem de to album – fra den fræsende, monotone, maskinelle “Supertanker” til den langt mere spraglet og kunstnerisk-søgende “Okay Okay Boys”.

Ja, jeg har altid syntes, at det andet album “Okay Okay Boys” var det stærkeste. Sådan er det stadig. Efter genhørene.

“Supertanker” har bestemt sine øjeblikke, i den fræsende syntetiske energi der trækker tråde til både tyske Kraftwerk og David Bowies eksperimenter på et album som “Low”. Den tydeligste inspirationskilde er dog  amerikanske Devo. Deres sci-fi-agtige dyrkelse af monotoni og mekanik, i musikken som i udseendet – den menneskelige de-evolution, som de kaldte det.

Det ændrer dog intet ved den originalitet, som Kliché bragede igennem med dengang i 1980 på en nærmest helt igennem dødssyg dansk musikscene. (Umiddelbart var der vist kun Sort Sol, som endnu hed Sods på det tidspunkt, der er værd at nævne!).

“Supertanker” var en befrielse. En ny generation. En ny tænkemåde. En ny måde at skrive tekster på, en ny musik langt ind i et nyt årti.

“Okay Okay Boys” kommer efter bomben var sprunget. Punken og det altomfavnende New Wave-begreb skyllede efterhånden ind over de danske kyster også. Den første provokation havde lagt sig. Perspektivet blev bredere. Sanger Lars HUG begynder at folde sig mere ud og forsøger at ende et sted mellem Bowie og Bryan Ferry – og musikalsk tilføres Kliché guitaristen Hilmar Hassig. Med en inspiration fra en Adrian Belew, igen hænger Bowies spøgelse i et sted baggrunden, gav Hassig en helt anderledes klang til bandet.

Jeg fandt dette gamle koncert-klip fra den gamle Idrætspark – Afrika-koncerten 1985. Det er titelnummeret og det giver mig stadig gåsehud. Lad musikken selv fortælle… og lad det især være en hyldest til Hassig. Han døde tragisk i 2008 i en trafikulykke. Manden bag danmarks fedeste guitarlyd.


Tekstmæssigt bevæger bandet sig også. Den ironiske leg med Formand Mao-citater og revolutionære paradepladser bliver skiftet ud med Buddha-citater og søgen ud i verden. Datidens frygt for den store atomkrig bliver ganske nærværende.

En sang ‘Oppenheimers formiddag’ er selvfølgelig en direkte hilsen til atombombens “fader”, J. Robert Oppenheimer, men er ikke i nærheden af en parolesang. I omkvædet konstaterer bare sangeren bare vemodigt…

Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer…

Ja for fanden. Man synger bare uvilkårligt med. Vi ser jo ikke andet, vel! Koldkrig eller ej.

Filosofisk og næsten religiøst bliver ‘Ansigt til Ansigt’. Teksten er samplet fra Det Gamle Testamente og den mystiske Prædikerens Bog – en deprimeret Kong Salomon skuer ud over sin verden.

Ansigt til ansigt
Jag efter vind
Det der var er det der kommer
Det der sker er det der skete
Endnu engang

Tilbage står tomheden – som efter atomkrigen anno 1982. Eller noget. Det bliver rasende smukt. Også den dag i dag.

Videoen stammer fra DR, og blev så vidt jeg husker lavet i forlængelse af selve albummet, og er vel et af de første danske forsøg ud i en egentlig musikvideo, der er andet og mere end en koncertoptagelse.

Jeg vil tone ud sammen med den – som sidste skæring på det oprindelige album. Alt var tomhed og jag efter vinden – og inden de samlede klichéer kom til verden. Nyd dem – også i morgen!