Et par timer fra forkanten ind i det nye år (rejsebrev Vietnam 3)


Med nattog til Hanoi og videre fra banegården i den årle morgen ud til Halongbugten. Vi rundede det nye år ved at padle rundt i 2-mandskajakker. Sådan cirka.

Nytårsaften 2010 foregik i en grotte på ø ude i bugten på en lidt særpræget måde. Vi ankom ikke bare 6 timer foran dansk tid. Happy New Year! Det lå ligesom i selve tidszonen og var forventeligt. Vi endte ydermere 2½ time foran og fejrede reelt nytår mellem 9 og 10 om aftenen lokal Halong-time.

Noget gik helt galt. Og mest af alt for de velmenende vietnamesiske festarrangører, der indbød til grotten og dens fest med lokal karaeoke og hvad dertil hører. Der blev talt ned – der blev bare talt ned på et forkert tidspunkt. 10-9-8-7-6-5-4-3-2-1-og 2011… sådan cirka bagfra og velsigne det herrens år. Vi ramte i hvert fald et eller andet og kom på rigtig meget forkant med det meste af den øvrige verden til halvdårlig techno og øvrigt festivitas.

Nytårsdag padlede vi løs. Seriøst. Padlede rundt i bugten mellem grotter og øer og fik søgang ind fra øst (via lurende regnvejr). For pokker hvor er det en fantastisk måde at opleve et land på. En mindre flig af et land. At cykle, at gå og at padle. Man kommer tæt på, man får det ind med sveden og anstrengelsen, og ind i hver pore.

Og ja det er naturligvis en illusion. Gu’ er jeg en turist, jeg er på besøg. Det er ikke min verden, jeg lurer blot lidt og kom i øvrigt lige forbi jeres land, fordi jeg havde tid og råd. 15 dage i Vietnam på fuld aktivitetsskrue.

Endnu en rig europæer på en oplev-mig-selv-tur. Engang gik man afsides og mediterede på en bjergtop for at finde den indre ro og fred. Nu pisker vi rundt på en cykel, kravler op på et bjerg og sejler rundt i kajakker, higer efter fysiske udfordringer, der er tilpas udfordrende til at blive livsbekræftende. For at få lidt, nå ja, indre ro og fred.

Og det er sjovt. Skide sjovt. Men egentlig må det godt have været lidt varmere. Sådan samlet set.

Det var denne tur fra Topas. Den er et rigtig godt valg!

Frisk luft i bjergene (rejsebrev Vietnam 2)


Vi fik nogle ganske fornuftige mountainbikes til rådighed og det blev dem, der bragte os rundt i de næste 3 dage.

12 i gruppe på cykler og med en fast servicevogn bagved til punkteringer og diverse små reparationer undervejs. Der gik hurtigt lidt Tour de France i den. For det meste kørte vi på almindelige landeveje, der er af habil kvalitet, men tog også et par afstikkere ud i mere hidsigt terræn aka Bumpy roads der mest bestod af jord, sten og solidt pløre.

Det gik op og ned mellem landsbyerne. Vi kørte mellem 40-60 kilometer om dagen. Ude i landsbyerne blev vi modtaget som rockstjerner af de lokale unger, hver gang vi cruisede igennem.

“Hello!”, hylede de og stillede sig ellers an, brændende af nysgerrighed. Nogle steder måtte vi ind forbi den lokale skole og et enkelt sted skulle vi hilse på den lokale borgmester. Altsammen ganske improviseret.

I det hele taget er det vist et meget godt billede på det Vietnam, som jeg har oplevet. De er flinke mennesker med en pæn gæstfrihed og samtidig en stolthed der kommer efter et halvt århundredes frihedskamp mod først franskmaend, så amerikanerne.

Vi afleverede vores bikes på landevejen 10 km fra Lao Cai. Blev samlet op af busser og kørt op til Sa Pá. Byen er samlingspunktet i bjergene for trekkere, hikere, klatrere og hvad ved jeg. En rigtig backpackerby med mængder af restauranter og outdoor-gear. Og som det første går man selvfølgelig på italiensk restaurant i Vietnam. Vi var i hvert fald nogle stykker der valgte den model. For pokker hvor bliver man hurtigt træt af ris;-)

For vores del – og sikkert mange andres – blev Sa Pá udgangspunktet til bestigningen af Fansipan. Vores trek var på 2 dage. Første dag fra selve porten, hvor man “officielt” begynder opstigningen, ‘Heaven’s Gate”, og videre til en overnatningslejr i 2800 meters højde. Andendagen var summit day og fuld nedstigning til porten igen.

Det var et trip med efterfølgende stive stænger. En rasende opstigning hvor man ofte mere kravlede end gik pga. stejlheden. Til gengæld havde man aldrig helt fornemmelsen af højden, fordi vi gik og gik inde i skoven næsten hele vejen op. Først ved selve toppen kom vi ud i noget der lignede åbent bjerglandskab.

Vi var usandsynlig heldig med vejret. Det holdt tørt og på selve toppen, vi var der kl. 9 om morgenen, var der det smukkeste solskin og en enorm udsigt. Vi havde en flok lokale bærere med op, der sørgede for telte i campen og lavede aften- og morgenmad.

Ydermere havde vi vores egen kioskdame. Hun fulgte os hele vejen op med en køletaske med cola og øl. Jeg tror, hun var i familie med nogle af bærerne. I hvert fald en smart lille geschæft. Ved første pitstop af opstigningen kostede en cola 25.000 dong (6-7 dkk), i campen 500 meter højere var prisen steget til 30.000 dong og på selve toppen 35.000 dong. På sin vis var det jo fair nok, hun måtte selv slæbe varerne op og ned…

To be continued

Og det begyndte ude i verden… (rejsebrev Vietnam 1)


Nu har jeg tænkt på at begynde denne blog i umindelige tider. Lad det så begynde her. Et sted mellem jul og nytår kort før 2011. Et rejsebrev fra Vietnam, et sted nær Sa Pá, midt mellem for- og middag.

En hilsen på en rolig dag herude i fjernøsten. 3 dage på mountainbike i områderne nordøst for Lao Cai og mod den kinesiske grænse er overstået. 2 dages op- og nedstigning til Fansipan, Vietnams højeste bjerg (3143 m) er overstået.

Det begyndte i Hanoi for en uges tid plus det løse siden. Max. luftfugtighed, tyk smog, og et trafikalt nervesammenbrud. For 10 år siden vrimlede byen med cyklister, siger de kloge. Siden har et økonomisk boom for Vietnam forvandlet cykelparken til små kinesiske motorcykler for menigmænd, og de finere scootere for de lidtmeremænd, og de kører allevegne. Larmer, støjer, og forurener.

Charlie Don’t Surf, som Robert Duvall konstaterede i Apocalypse Now med reference til Vietcong. Nej Charlie surfer heller ikke nu. Han kører på motorcykel. At krydse en gade i Hanoi er en bedrift i sig selv. Luk øjnene og gå – bare gå. De holder tilbage, og jo de holder tilbage, men kun hvis du går. Tøver eller stopper du, er du prisgivet i midten af motorcykelsværmen og det kan tage mange minutter at få fast grund under fødderne igen.

Ellers er Hanoi vel Hanoi. Ho Chi Minh-mausolæet, paradepladsen, og den gamle bydel der nærmest er en stor flydende masse af smågader. Ikke en by at falde i svime over. Det skulle da lige være luftforeningen.

Reelt var det en lettelse at komme op i bjergene…

To be continued