Københavnsk vinterblues

Ja det var så det FC København. Sådan tænkte jeg allerede efter 17. minutters spil i aftes. Anelka havde netop bragt Chelsea foran. En håbløs fejlaflevering tilbage i banen af Jesper Grønkjær blev begyndelsen til enden. Afleveringen kom aldrig i nærheden af Claudemir.

I stedet nappede Anelka den og spurtede mod straffesparksfeltet og skød fladt. Med lidt held havde Anton blokeret, med lidt held havde Wiland gjort det. Men heldet var der ikke, det frøs fast i december engang før vinterpausen. Tilbage stod kun fejlafleveringen, der mere eller mindre afgjorde kampen før den var begyndt.

Det måtte bare ikke ske. Ikke så tidligt i kampen, ikke i netop den kamp. I forvejen havde vi været på hælene i det første kvarter. Spillerne bar i den grad vinterrusten med sig fra start og Chelsea forstod at udnytte det kløgtigt med et højt pres, der helt smadrede ethvert københavnsk forsøg på opspil. Det samme pres der fik fremprovokeret Grønkjærs fejl.

En helt anden fejl stod tydeligt i selve startopstillingen. Den hænger på Ståles regning. Santin skulle ikke have spillet. En mindre satset opstilling med Grønkjær på top sammen med N’Doye, og Vingaard på Grønkjærs venstrekant, havde været mere logisk. Alle omstændigheder taget i betragtning.

Grønkjærs efterhånden alderstegne hurtighed kom alligevel til kort overfor Chelseas højreback Bosingwa. Samtidig fyldte Santin absolut intet og mangler generelt international snit til at være en trussel mod et forsvar på Chelsea’s niveau. Grønkjær havde fyldt mere med langt mere med sin rutine (noterbar hvor mange hovedstødsdueller han faktisk vandt). Tilsæt også Vingaards større defensivt arbejde på venstrekanten.

Jeg er sikker på at den opstilling havde holdt skansen lidt længere end 17. minutter og det var præcis den opstilling begyndte 2. halvleg og vi spillede vel vores bedste 10 minutter i den periode, frem til Anelka-mål nummer 2.

Pludselig var der lidt af efterårets flow tilbage og lidt mindre vinterrust. Ståle sagde det selv i sin match-evaluering.

»Måske var det for optimistisk fra min side at give Jesper Grønkjær den rolle på en firemands midtbane, hvor han skulle arbejde så meget bagud. Vi kom til at tabe bolden meget, og han havde ikke de nødvendige eksplosioner fremad«. (Fra Politiken)

Men så fik Chelsea igen frit spil, 2-0 blev resultatet af løst forsvarsspil, igen fik Anelka frit løb, og så var kampen stendød. Chelsea behøvede ikke at gøre meget mere og det gjorde de heller ikke. De gad dårligt løbe tilbage for at forsvare, når København forsøgte sig. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg så kontramuligheder som 4 mod 4 eller 3 mod 3, fordi 4-5 Chelsea-spillere valgte at spadsere tilbage. Uden at vi derfor blev vanvittig farlige foran mål.

Reelt var 2-0 sejren ikke et mål for lille. Den var stensikker og det blev den allerede efter 17. minutters spil. Returen midt i marts i London bliver nu en luksus-træningskamp for os, glem alt ævl, Chelsea er alt for gode og rutineret til at bomme noget som helst, de vinder med et par mål igen.  København kan så bruge kampen til at skue fremad – ja helt frem mod efteråret. Superligaforåret handler kun om en ting, at forsøge at nappe mesterskabet som ubesejret. For mesterskabet smider vi ikke.

Tilbage står spørgsmålet om hvordan vi havde set ud, hvis vi havde mødt Chelsea i efteråret, lad os sige omkring ultimo oktober hvor vi i lange momenter matchede Barcelona. Tja, det kan blive et langt gæt. Jeg så Chelsea spille mod Everton i lørdags i den udsatte FA Cup-kamp på Stamford Bridge. En kamp, som de fleste har opdaget, Chelsea tabte efter omkamp og straffespark.

Stamford Bridge

Jeg var slet ikke imponeret af Chelsea – de virkede ineffektive og til tider fantasiløse mod et godt spillende Everton (som København ikke behøver at ligge så langt under). Jovist. Chelsea burde have vundet, og de burde have vundet i ordinær spilletid, alene på et par kæmpechancer i 2. halvleg. Men et effektivt frispark i en slags last-action gav Everton 1-1 – og som sådan var det ikke helt ufortjent.

Forskellen mellem Everton og København var mange centimeter tyk vinteris, de var kampfitte, og nok også en taktisk lidt mere begavet approach, som det vist hedder. Sagt med andre ord. De lavede ikke de gigantiske fejl som vi så i aftes i Parken.

Katte på pubben. Læs også skiltet til højre.
Skilt på pub.

Dermed fik jeg også lige flettet ind, at den faste London-tur med det gamle spruthus-slæng og diverse hangarounds er vel overstået og atter blev ganske succesfuld.

For længe siden fik vi idéen at planlægge turen over en pokalweekend. Det giver oftest to kampe at se – og FA Cup-kampene er væsentlig billigere i billetpris end Premiership. Således igen.

Allerede omtalte Chelsea-Everton om lørdagen og Fulham-Bolton om søndagen. Derudover var der så de kampe vi kunne skrabe til os på pubberne. Og London er selvfølgelig altid et gensyn værd. Fra White Hart Lane til Stratford og Leyton og til Putney Bridge. Eller hvad med en Hold Steady-koncert i Sherpard’s Bush Empire. Ja vi var der.

Det mest hørte musiknummer på pubberne var i øvrigt ’Rolling in Deep’ fra den let buttede og vældig hypede sangerske Adele. Det er sgu et ret lækkert nummer, en fantastisk stemme – se selv!

Egypten 2.0?

Efter sigende var det en 26-årig kvindes facebook-besked, der satte gang i den egyptiske revolution og Mubaraks endeligt som præsident. Vred og træt af tingenes tilstand skrev hun: “People, I am going to Tahrir Square” på sin væg.

På sin vis bliver det ganske lakonisk at vi her i det nordvesteuropæiske hjørne af verden har en diskussion om facebook som et stasi-lignende spøgelse, der forsøger at malke alle private oplysninger ud af os – og bruge dem til et eller andet skummelt og i hvert fald noget hyperkommercielt. Andre steder i verden fungerer samme fjæs som et frihedens værktøj og er en grim torn i ethvert diktaturs øje.

Folk connecter derude i den anden verden uden at kunne kontrolleres… af andre end facebook selvfølgelig. Da jeg var i Vietnam for et par måneder siden, oplevede jeg også at facebook var lukket ned på alle hotelcomputere. Vietnam er et kommunistisk et-parti samfund, et diktatur med andre ord, dog med en ganske åben markedsøkonomi efter bedste kinesiske model.

Mubarak-regimets største fejl blev måske i virkeligheden ikke at få lukket ned for internettet og strømmen af sociale medier.
“Anyone who is worried about me or thinks that I am mentally ill should come in order to protect me…If the police wants to burn me – fine, I will be at Tahrir Square in half an hour.”, fortsatte den 26-årige kvinde på sin facebook-væg.

Sandsynligvis var oprøret kommet alligevel. Facebook blev blot et belejligt instrument, der kunne gøre logistikken i protesterne og oprøret nemmere. Og hurtigere. Det lå lige i hænderne for de mange unge på universiteter i Cairo og Alexandria. Det gør det jo så ikke mindre fascinerende. Nettet og det snart mumificeret web 2.0-begreb ændrer vores verden. På mange niveauer.

Lad mig så i øvrigt anbefale denne fremragende artikel, der underbygger meget mere.
Egypt´s Revolution 2.0: The Facebook Factor

The Streets… næsten… of London!

Hiphop fylder ikke meget i min cd/vinyl-samling. Der er nærmest intet, bortset fra en kunstner. Mike Skinner aka The Streets. Her er til gengæld fuld potte med 5 skiver. Forklaring følger… selvom det så slutter nu. For der kommer angiveligt ikke mere. Sidste udspil “Computers and Blues” udkom forleden.

Første gang jeg hørte The Streets var – ja sjovt nok – på en pub i London. Sad der mellem pints og cola, og ventede på noget og nogle, og faldt ellers ind i den almindelige summen fra andre shoppere, andre turister og driverter omkring Oxford Street/Soho.

Pludselig var jeg indfanget af baggrundsmusikken. Den sædvanlige underlægningsmusik fra højttaleranlægget var ikke helt så sædvanlig.

This AIN’T yer archetypal street sound
Scan for ultrasound North, South, East, West
And all round and then to the underground
You say that every thing sounds the same
Then you go buy them! There’s no excuses my friend
Let’s push things forward

Der var denne meget britiske brægen, der hele tiden trængte igennem og ville fortælle noget og samtidig gav mig følelsen af, at her var sgu alligevel noget, som jeg ikke havde hørt før. Ikke på den måde, ikke helt så originalt.

Det var hiphop – og jeg overgav mig pludselig. De sædvanligt svingende guldkæder og den pimpede blærerøvsstil manglede helt. Det her var fyren ovre i hjørnet med bumser og skævt hår, der rablede hverdagshistorier af over sin pint – en overset højhusdigter med sit poetry slam tilsat samplede teknobeats og reggaerytmer.

Det var “Original Pirate Material”. Debutskiven fra 2002. Der var stoffer, druk, og playstation. Der var vrede, frustration, kærlighed, og almindelig sund ungdomsmelankoli. UK Garage, blev stilen vist døbt.

Efterfølgende blev der masser at leve op til for The Streets. Det lykkedes til fulde på den 2 år senere opfølger “A Grand Don’t Come for Free”. Endnu et skridt fremad. Og det var fremragende igen. Som forgængeren var den optaget i Skinners soveværelse, og nærmest endnu mere rå og kantet.

På det tredje album begyndte berømmelsen at indfinde sig. The Streets fik succes, mega, de steg op fra undergrunden. Allerede på coveret af “The Hardest Way to Make an Easy Living” ses forandringen. Forgængerens billede af et busstoppested med en hængende Mike Skinner i parkacoat er byttet med et ditto af en Rolls Royce og en stadig hængende Skinner men nu mere stilig klædt. Det er i den grad gået fremad og op ad mod stjernerne.

The Celebrity Pages in papers don’t tell tales that are always to the line of the truth.
It’s ‘til a line (of coke) at which most likely you’ll have the time, or enough finance to sue.
Which is why it’s so frightening buying papers in the morning fearing the next Mike Skinner scoop. 

Alt i alt blev tiden moden til lidt selvransagelse for det unge stjerneskud som oprindeligt kommer fra Birmingham. Ikke London. Et par vandreture i bjergene, selvreflektering, og et solidt åndeligt mashup. Næste skridt fremad – alt er til låns. Fra berømmelse til moder jord. “Everything is Borrowed” udkom i 2008 og den tidligere pint-svingende fortæller var nu henfalden til et roligere gemyt, der gerne lod sig akkompagnere af jazz og tilbagelænet pop. Til tider en anelse kedeligt, og kunstnerisk den svageste skive. Men alligevel med sine øjeblikke:

Memories are times we borrow
for spending tomorrow

Således nåede jeg frem til det som det egentlig skulle handle om. “Computers and Blues”. Den endelige begravelse af The Streets.

Allerede fra første skæring ‘Outside Inside’ er tråden trukket tilbage til de tidlige udgivelser. Det er hektisk og kaotisk, men samtidig er det også tydeligt at det er den nu 32-årige Skinner der roder i Streets-bagkataloget. Den er ikke den 23-årige der udforsker verden med glubende appetit, forvirring og frustration. “Computers and Blues” er en ganske voksen skive, ikke piratmateriale fra et sovekammer eller en garage, og i virkeligheden derfor også en ganske vellykket afunding på det hele.

‘Blip on a Screen’ med sentimentale strygere bliver en hyldest til den nyfødte søn, ja vi taler voksen, i ‘OMG’ (en af mine favoritter) ironiserer fortælleren over kærestens facebook-status In a Relationship og ender med at ændre sin egen status til samme status naturligvis In Plain Helvetica.

Musikalsk hænger vi mest i energifyldt og groovy funkmusik. Når det fungerer og det gør det for det meste, bliver det ganske svedigt. I ‘Trying to Kill M.E’ bliver pianoet nærmest Springsteen’sk. Jeg hører i hvert fald Roy Bittans rullende akkompagnement overalt i det nummer.

Dansehittet ‘Trust Me’ brillierer med disse vittige strofer

I See Alice in Wonderland
I See Malice in Sunderland

Poetry slambam/spoken word/ja fedt. Det hele flimrer ud med ‘Lock the Lockers’, hvor Skinner pakker sig selv sammen og smutter fra kontoret, og på sin egen måde bliver sidste del af det sidste album også den stærkeste og smukkeste del.

Sådan bør det næsten også være!