Champions League vs. Jumboligaen

Haha! Én halvleg var sgu nok!!

Vi napper den i anden!

Jeg tror, at den stod mejslet fast i de fleste københavnske fans søndag aften efter årets første møde mod Brøndby. 2. halvleg var hele forskellen på at spille med i Champions League – og spille i Jumboligaen*.

Sagt med andre ord. Det gik hurtigt, meget hurtigt. Fra Santins udligning et par minutter inde i halvlegen til Grønkjærs endelige eksekvering af slutresultatet 3-1 på vippen i overtiden. Oven på 45 minutters tempofodbold som fik os til at indtage den rolle som Chelsea havde i opgørene mod, ja, os selv fra FC København.

Fra min position på Nedre C var det selvfølgelig en fornøjelse. Det blev den klassiske magtdemonstration som dette tidlige og lettere halvlunkne forår behøvede for at blive skudt i gang.

Der var frygtelig mange forventninger dengang i det tidlige februar og de fes altid for hurtigt ud i kulden hin tirsdag aften, hvor Grønkjær afleverede skævt tilbage i banen… etc (du kender historien, mand!).

Der har været en skygge siden. Over holdet og over spillet. Muligheden for at spille sæsonen til ubesejret, blev sølet bort i skuffelsen oven på Chelsea. Den mentale offside i Herning. En fedtet sejr i Aalborg.

Der var pludselig langt til efterårets sprudlende og indædte selvtillid. 0-0 på Stamford Bridge var da hæderlig – jovist. Men havde Damens frispark ramt indersiden af stolpen og hoppet ind bag Petr Cech, havde Chelsea sat anderledes turbo på.

Præcis som vi pludselig gjorde fra begyndelsen af 2. halvleg søndag aften. Hele vestegnens fodboldspillende familiegrillbar havde ellers set fornuftige ud i det meste af 1. halvleg. Jeg stod såmænd og tænkte, at det var såre fortjent at de førte ved pausen. Ikke fordi de var overdrevent farligere foran mål end os. Men de ville og forsøgte da noget, sled og slæbte lidt for sagen. Mens FC København nærmest stod som saltstøtter, både med og uden bold.

Ståles finte med at tage anfører Kvist ud fremfor den altid forkætrede TK** skabte måske en anelse vantro. Men det var heller ikke helt blankt. Ikke at Kvist havde spillet dårligere end de andre københavnske spillere. Det var nærmere TK der havde været usandsynligt meget bedre. Både i forhold til de andre og sin egen normale standard.

I bagklogskabens klare lys var det godt set af Ståle. TK voksede efterhånden som en outstanding Man-Of-the-Match. Hvordan tv-kommentatorerne på 3plus og Onside fik valgt Grønkjær, er mig en gåde!

TK funklede som eneste københavnske spiller i den jammerlige og nærmest pinlige 1. halvleg. Han holdt niveauet efter pausen, hvor det også hurtigt blev tydeligt hvor meget ravage en tempotekniker som Christian Bolaños kan lave, når han er i spillehumør. Pludselig blev der motorveje til Pospech, Claudemirs afleveringer lå i fødderne på en medspiller, Grønkjær fandt noget af sin ungdom, og et næsten pauvert angreb vågnede af forårssøvnen. Santin scorede, Damen scorede!

Der var en snert af efteråret 2010 over den 2. halvleg. Og vi behøvede den. Alle os på tribunerne – selvfølgelig pånær de 152 trofaste, der støttede Brøndby fra den – til lejligheden – sparsomme endetribune. Fra deres vinkel må det dog absolut være positivt…

1) at de ikke kom op at slås indbyrdes

2) at de heller ikke kom op at slås med politiet

3) eller at de ikke fik sat ild til sig selv eller det meste af deres eget tribuneafsnit.

For fanden mand, skriger jeg. Mere københavnsk spillehumør, tak! Vi blev overforkælet i efteråret og vil gerne lige klemme det sidste ud af citronen. Det fortjener vi, når vi selv skal sige det!

Der er 21 point nu til nærmeste forfølger fra Jumboligaen. Med 11 kampe tilbage betyder det at FC København skal tabe 7 af de 11 kampe for at miste mesterskabet. Samtidig med at de andre hold skal vinde rub og stub.

Det sker ikke.

Den er hjemme, skipper!

Noter

* folkelig betegnelse for de 11 andre hold i Superligaen.

**TK = Thomas Kristensen. Også kendt som et af sportschef Carsten V. Jensens mindre heldige indkøb.

Bale’s game

“They wouldn’t have seen this coming two years ago,” udtalte Harry Redknapp på vej hjem til en baconsandwich og en kop te – og henviste til de tusinder af lykkelige Tottenham-fans der forlod White Hart Lane efter 0-0 kampen mod AC Milan onsdag aften. Pladsen i Champions League-kvartfinalen var sikret.

En historisk bedrift for en klub, der for de lidt mere end 2 år siden som Redknapp taler om, lå til nedrykning og fatal exit ud af den bedste engelske række.

Meget er sket siden i Nordlondon og det meste er sket siden den 64-årige Harry Redknapp overtog managersædet i efteråret 2008. Noget af det hedder Gareth Bale og bærer sin egen pudsige historie.

Bale kom til Spurs i 2007, det var lidt over et år før Redknapp. Han var udråbt til et af de største talenter i engelsk fodbold. Han debuterede den 26. august 2007 mod Manchester United. En kamp som Tottenham vanen tro tabte, men allerede runden efter scorede Bale sit første mål i en 3-3 kamp mod Fulham. Alt tegnede såmænd lovende for den unge waliser dengang.

Hvad han næppe så komme var, at han kom til at spille 24 kampe i bedste engelske række uden at vinde. Det blev nærmest hans tatoverede karma. Når Bale spillede for Spurs, vandt de ikke.

Først den 26. september 2009 vandt han sin første kamp i Tottenham-trøjen. Altså mere end 2 år efter debuten. Retfærdigvis skal siges, at Bale gennemgik en række langvarige skadesperioder i perioden, hvilket også forklarer hans relativt lave antal kampe. Men de 24 kampe uden sejr står stadig som en af de mere kuriøse rekorder i engelsk fodbold.

Bale slås stadig med sine længerevarende skader. Han blev akkurat meldt klar igen til Milan-kampen i onsdags. Redknapp sparede ham dog til langt ind 2. halvleg. Men Bale har allerede fået revanchen for sin negative rekord.

I efteråret var han outstanding god, ikke mindst i gruppespillet i Champions League i et par kampe mod en anden Milano-klub, Inter.

I vanlig engelsk selvsving var Bale nærmest at sammenligne med FC Barcelonas Lionel Messi. Jamen, han var ligefrem bedre, lød enkelte røster. Dem kan vi roligt skyde ned. Bale er måske en af verdens allerbedste venstrekantsspillere, når han er fit. Men derfra til en Messi. Han er ikke i nærheden, skipper.

Under alle omstændigheder vandt Tottenham gruppen foran Inter – takket være Bales scoringer. Det har så affødt denne kunstneriske videohyldest – den er faktisk ganske smuk!

Jeg faldt for Tottenham engang i 70’erne dengang den engelske tipsfodbold om lørdagen var ugens absolutte højdepunkt for en mindreårig purk i kolonihaverne ude på Amager. Forholdet blev cementeret, da de argentinske VM-spillere Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa rykkede ind på White Hart Lane lidt før 1980.

Hvorfor egentlig Tottenham? Jeg har ikke noget endegyldigt svar, de vandt bare den første engelske tipskamp jeg kan huske nogensinde at have set, og derfor måtte de være gode at holde med. Basta. I virkeligheden vandt de aldrig så meget, men de ville noget med god og offensiv fodbold. Den fangede jeg så mange år senere.

Derfor varmer det edderrådeme også i hjertet at se dem blandt de 8 bedste hold i Europa netop nu. Takket være både Redknapp – og Bale. Og en hel masse andet.

Fyr træneren! Cirka

I weekenden blev foråret skudt i gang for superligaen. På forhånd virker den forudsigelig som en gåtur i Søndermarken (ja du træder i en hundelort!). I hvert fald hvis man holder det københavnske øje på sagen – og det gør jeg.

Reelt er der tale om en lang transportstrækning mod et mesterskab, som blev vundet allerede i efteråret. FC København skal tabe 6 af de resterende 13 kampe, samtidig med en af konkurrenterne, nærmest midtjyderne FC Muh(a) i fuldemunde, skal vinde alle deres. Det sker ikke. Selvom nogle lidt skælmsk efter søndag aften vil mene, at det er begyndt ganske godt.

Og gudfader for en jammerlig indsats i Herning, vi fik fra de københavnske spillere. Det var som ballonen allerede bristede mod Chelsea og nu fes den helt tom for luft før bolden overhovedet blev placeret på midterlinien. I øvrigt var jeg nok ikke den eneste der bemærkede, at anfører Kvist ved dommerens lodtrækning, tørt konstaterede, alt andet end gult, med reference den to-farvede mønt som dommeren viftede med. Det blev så det mest humoristiske indslag søndag aften mellem 17.55 og 20.00.

Jeg sad i pausen og tænkte, den første halvleg var noget af det mest ugidelige jeg har set fra FC København meget længe. Problemet blev at 2. halvleg blev meget værre. Jeg talte faktisk ikke en eneste fornuftig afslutning.

Fyr træneren!, havde det runget skingert for 1½ år siden. Egentlig var det mere spillerne, der burde fyres og det blev da også Ståles klare melding efter kampen. Jeg tvivler så på, at han gør alvor af de helt store trusler og sætter et halvt hold af til lørdagens udekamp i Aalborg. Det bliver formodentlig ved raseriet over indsatsen. Resten var mest til ære for pressen. De fik deres luns kød – nøjagtig som vi fans gjorde det.

Og nej, træneren behøver vi ikke fyre! Der er kun et par måneder tilbage for ham, og vurderet på sportschef Carsten V. Jensens udtalelser til 3plus før kampstart, ligger det lige for at Ståles afløser er meget tæt på. Midt i foråret skulle han planmæssigt åbenbare sig.

Vi venter og ser – og i øvrigt ikke et ondt ord om Ståle efter miséren på heden. Men sjovt at se den gamle AB- og FCK-spiller, Kenneth Perez, nu er trådt ind i rollen som ny tv-vært.

Jeg mindes en gammel AB-ven, der engang udtalte: FC København bliver aldrig mester med ham på holdet. Underforstået at Perez er lig problemer. Og ja, han ankom til FC København efter at være raget uklar med ledelsen i AB. Det var dengang i perioden 1995-97, hvor han spillede hos os. Mester blev han aldrig – ikke med FC København. Men som noget af det sidste i det københavnske var han med til at vinde pokalfinalen i 1997 – og var ifølge de gamle fusionsnipseres udsendte en af de 3 bedste i netop den kamp. Så noget tog han med sig til Holland – hvor det gik noget bedre.

De samlede nipserstats for københavnertiden kan iøvrigt fortælle om relativt beskedne 37 kampe og 6 mål. Bortset fra det gjorde han det egentlig fint nok som ny tv-vært. Til tider en anelse overivrig i forsøg på at supplere sine gæster, men ellers virkede han ganske afslappet.

Akkurat lige så afslappet som det københavnske hold. Og gudfanden var det ej en underholdende kamp som kommentatorerne, dog minus netop Perez, forsøgte at piske det op til. FC Muha-midterstejylland ville ikke meget offensivt, ud over når de fik bolden foræret ved utallige københavnske opspilsfejl. Deres nye koncept, stort opslået i optakten, var nogenlunde lige så nyt og epokegørende som fliser på et moderne badeværelse. De var ultradefensive i udgangspunktet, som de oftest har været det mod os.

Det ændrer så ikke ved, at deres sejr var såre fortjent.

Vi er i gang, foråret er i gang, og søndagens nederlag betød reelt intet nævneværdigt for stillingen i toppen. Der er stadig 19 points mellem nummer 1 og 2, blot en runde mindre til at hente dem (og ja jeg ved godt at midtjyderne har en aflyst kamp fra efteråret i baghånden, men den tæller reelt ikke før den er spillet om 14 dages tid).

Lidt fra filmens grafiske verdensdele

Året er 1982. Den libanesiske hovedstad Beirut er mere eller mindre i opløsning. Der hersker en uigennemskuelig borgerkrig. Palæstinensiske PLO er involveret, selvom de er ved at forlade byen, Syrien er involveret, Israel er involveret, og en bunke lokale kristne falangister er involveret.

At rede alle trådene ud vil kræve en længere logbog. Jeg nøjes med at henvise til Wikipedia som et overordnet sandhedsvidne. Selvom de i virkeligheden blot understreger hvor speget situationen er.

Dem af os, der er gamle nok, husker navnene Sabra og Shatila ganske godt. De to palæstinensiske flygtningelejre i Beirut, der blev udsat for en modbydelig massakre. De kristne falangister rykkede ind i lejrene i ly af natten og en solid israelsk mandsopdækning, og dræbte det meste de kom i nærheden af.

Dødstallene har aldrig været entydige. Jeg henviser igen til Wikipedia – anslået mellem 7-800 og 3500 – alt efter kilden.

Massakren blev udløst af mordet på den israelskstøttede præsident Bashir Gemayel. Bashir tilhørte de kristne falangiser – og blev dræbt af en syriskstøttet gruppe (i følge FBI). Men palæstinenserne fik skylden i første omgang – godt hjulpet af den israelske besættelseshær.

Det er disse begivenheder som den israelske film Waltz with Bashir fra 2008 griber fat i. Massakren i lejrene blev efterfølgende et traume for hele nationen Israel. En medvirken, som var mere eller mindre direkte, og som blev dokumenteret i diverse udredninger, også interne, flåede deres eget holocaust-billede i stykker. De var selv blevet bødler, – omend forsøgsvis stiltiende. Men der kom for alvor skår i glansbilledet af den forfulgte jøde fra 2. verdenskrig. Den er den historie, som filmen fortæller.

Den er vanvittig god og spændende. Og anderledes. Reelt er det en dokumentarfilm – den bygger på virkelige begivenheder og det er virkelige israelske soldater der fortæller deres historier fra Libanon-invasionen i 1982.

Filmen er lavet som tegnefilm. Eneste “rigtige” dokumentarsekvens er slutscenens billeder fra massakren. Resten er fortællende animation, der er skruet godt sammen med datidens underlægningsmusik. Fra OMD og synthpop-hittet “Enola Gay” til lokal israelsk punk. En lille kuriøs fejl kan dog registreres i denne trailer. Public Image Ltd og ‘This is Not a Love Song’ er fra 1983. Altså året efter massakren.

Og nej filmen går selvfølgelig ikke i biografen mere. Den blev Oscar-nomineret til bedste udenlandske film i 2009, men vandt ikke. Det gjorde en japansk film som jeg ikke skal gøre mig klog på. Men find denne israelske perle på dvd eller ude på nettet. Den er en kunstnerisk og dokumentarisk nydelse. Og ja, så snakker de hebræisk!

En anden film, der til gengæld, går i biografen i skrivende stund er den amerikanske animationswestern Rango med Johnny Depps stemme i hovedrollen som helten. Rango, Django, lighederne er selvfølgelig slående for Depps talende øgle og det bliver i virkeligheden filmens allerstørste hit.

Den jonglerer med alle klassiske western-film og -serier. Fra John Ford til Bonanza og tager selvfølgelig sin egen runde med min favorit, Sergio Leones spaghetti-western fra 1960’erne og Clint Eastwood med sin faste glødende kolort af en smøg naglet i mundvigen.

Det er også tydeligt at se George Lucas’ engagement i filmen. Det er en film fra hans produktionsselskab. Byen Dirt, som er handlingens navle, er befolket af en række ørkeneksistenser der til tider har slående lighed med de lignende interplanetare eksistenser fra Starwars VI – Jabba the Hutt er nok ikke helt fremmede for Rango:-)

Det er så alle disse referencer til filmhistorien, der gør Rango sjov for sådan en som mig. Reelt er den vel ment som en børne-, okay, nuvel familiefilm så! Jo, men som 10-årig fatter man formodentlig ikke et klap af handlingen, ud over at det er sjovt og der er god action, til tider. Men ungerne om det. Det bliver deres hovedpine. Vi andre midaldrende legebørn behøver også vores små oaser og her er Rango skøn.

Se den – for guds skyld – med den originale amerikanske tale. Den slags kan man i Empire Bio på Nørrebro, bedste og hotteste bio i landet stadig. Som Shrek i sin tid, eller som The Incredibles, er de originale amerikanske stemmer altid at foretrække.

Når det er sagt er det i øvrigt ikke kun western-genren Rango leger med. Den leger med sin egen hovedrolle, både inde i filmen og uden for. Johnny Depp’s gamle Duke-figur fra “Fear and Loathing in Las Vegas”(1998) går igen.

Direkte – vores øglehelt splatter simpelthen ud på forruden af bilen, da han og Dr. Gonzo, på syretrip, er på vej igennem Nevada-ørkenen. Men også mere indirekte da øglehelten i sin påklædning, den rødblomstrede og hængende skjorte der dækker over en diskret vom, har en slående lighed med Depps gengivelse af Hunter S. Thompson.

Og hermed konkluderer jeg igen: se filmen, mand! Du kan stadig nå den i Empire Bio. Den er sjov. Især hvis man, som undertegnede, elsker de gode gamle westerns og i øvrigt er en gennemført, midaldrende og uforbedrelig drengerøv.