Nedturssang

FC Københavnsk champagnebrus i Liége. Ikke i nærheden!

Ja så sidder man her ved knasterne igen og nipper til lidt evalueringsrødvin. Endnu et efterår glider bort, denne gang det københavnske anno 2011.

Indrømmet; et eller andet sted havde man vel forventet nedturen. Den var næsten uundgåelig efter sommerens udvandring af spillere og tabet af Ståle Solbakken. Men skuffelsen og eftersmagen havde ikke behøvet at være så bitter som den egentlig er blevet.

Hvad gik galt? Alt i den europæiske kampagne. En relativ god lodtrækning til Champions League blev smidt allerede i første hjemmekamp mod tjekkiske Viktoria Plzen. I en katastrofal 2. halvleg faldt holdet fra hinanden.

Den efterfølgende degradering til Europa League-grupperne var dog til at leve med.

Igen en overkommelig lodtrækning. Hannover, Liege, og ukrainske Poltava. Det blev til 1 sejr, 2 uafgjorte, og 3 nederlag i de 6 kampe. Og langt fra den videre kvalifikation, som vi efterhånden har vænnet os til i København i de senere sæsoner.

Samlet set står indsatsen i gruppespillet tilbage som et sportsligt flop.

Vi floppede! Var for langt fra de 2 bedste hold og havde ikke behøvet at tabe begge kampe til Standard Liege. Det belgiske hold burde være vores ligemænd. Indsatsen både ude og hjemme var pivende ringe – uagtet at vi med en vis rette kunne føle os snydt i den første kamp.

Og udekampen i Liege blev nøglen i gruppen.

Hannover 96 var for stærke. De er middelmådige i Bundesligaen, men på alle planer skarpere end et famlende Københavnerhold. Alligevel står de 2 kampe mod tyskerne som nogle af efterårets bedre. Vi spiller en glimrende 2. halvleg ude og redder 2-2 med til returkampen.

Total overmatchet på tribunerne i Parken. Det var som 8 år tidligere hvor Djurgården kom forbi, blev der mumlet på rækkerne rundt omkring. Cirka 10.000 tyske fans havde valfartet til København. Det var deres store øjeblik, en god stund ude i Europa for et hold som ellers ikke er forvænt med den slags.

For os københavnske fans var det en dag på kontoret, en af de lidt mere udfordrende, men vi havde været der mange gange, særligt de senere sæsoner, og det har også været sjovere.

I guder hvor blev tyskerne stille i minutterne efter Damens 1-0 scoring. Stilheden varede desværre ikke mange minutter. Hannover fik scoret 2 gange og vendt til sejr – fortjent nok – på det sidste kvarter. Et øjeblik smagte det af lidt. Lidt henad sidste efterår. Derefter blev den nuværende københavnske forfatning afsløret og udstillet. Det vaklede i forsvaret under den kraftigere og kraftigere tyske forcering.

Det europæiske bal slukkede reelt ned den aften i begyndelsen af november. De sidste 2 kampe blev gruppekosmetik. Det undskylder dog ikke indsatsen. Den var jammerlig over hele linien! I Ukraine og hjemme mod belgierne.

Andedammen! Tilbage står de hjemlige turneringer. Vi fører Superligaen med 4 point ved vinterpausen og er videre til semifinalen i pokalturneringen. Begge dele må betragtes som godkendt på den mere realistiske skala. Men spillemæssigt har det været lange kampe, med hovedpinetungt og uopfindsomt opspil, et hold der har overlevet på dødbolde eller individuelle indfald fra angriberne.

Og så er det bare pokkers svært, at hidse sig op over Superligaen. Jamen, i det hele taget.

Hvad mangler? Midtbanen har været som en loftventilator i konstant rotation. 4 mand om 2 centrale pladser. Ud-ind, ud-ind. Claude, Grindheim, Delaney og den forkætrede TK.

Intet har fungeret. Manglende evner og nok endnu mere manglende lederskab. Hypotetisk blev salget af Kvist måske dyrere end det transferbeløb som vi faktisk indkasserede for ham. Kvist kunne have været nøglen til en mere solid europæisk indsats.

Det er selvfølgelig spekulation. Manden ville selv til Stuttgart, den faktor skal også regnes ind.

Sommerens indkøb står heller ikke som lysende succes’er. Diouf er dumpet, Grind er tæt på samme, Sigurdsson har som den eneste vist lovende sager.  De 2 højrebacks, Gamboa og Thomsen, bliver historier for sig. Den ene har ikke været i nærheden af holdet og den anden har ikke været i nærheden af kvalitet. Mon ikke vi kan blive enige med CV om, at det i en rum tid fremover må være slut med at hente spillere i Haderslev.

Kan man håbe på at den unge Delaney træder frem i foråret på Kvist-agtig vis? Foreløbig mangler han nogle muskler på kroppen. Men han kunne have potentiale – kunne have, sagde jeg! Jeg er dog mest tilbøjelig til at skrige KØB. Men den skal også bare sidde i skabet denne vinter. Ikke noget med halve eller hele sæsoners tilvænningsperioder for en ny central midtbanespiller.

Skal træneren fyres? Der fandtes uden tvivl ikke noget mere utaknemmeligt trænerjob end at skulle afløse Ståle i sommers. En skaldet nordmand på toppen, han havde ført sit hold længere end nogensinde, det bedste danske klubhold nogensinde. Samtidig var Ståle hele tiden i mental sync med sit København, det frygtelige hjertestop på Peter Bangs Vej, genoplivningen, den fælles historie. Det perfekte match. Ståle og FC København.

En skåning i krise?

Nu har vi en forsagt skåning. Främling över allt! Han overbeviser ikke nogen. Måske er han dygtig eller måske er der bare for langt fra Malmø til København. Vi vakler i tvivlen, Rolle! Fra mit perspektiv har han et halvt år til at bevise. Et mesterskab, en pokaltitel! Nuvel, det ville da ikke være det ringeste udbytte. Men det skal sgu også være!

Han fik ikke de nemmeste arbejdsvilkår fra begyndelsen med udvandringen af nøglespillere. Men han har heller ikke overbevist og ligefrem strålet igennem med en markant profil, hverken personligt eller i holdets udvikling.

Med den mest positive og udglattende (h)ånd kan man karakterisere det københavnske spil efteråret igennem som undersøgende. Søgende mod et nyt koncept. Men aldrig helt i nærheden, vel?

Vi famler i vintermørket! Tak, Lars, og velkommen hjem på mere permanent basis. En rigtig højreback. Det kan også være Nilssons første lille sten mod det nye koncept. Næste kan blive en Vingaard som forhåbentlig får vinterpausen til at finde sig selv og sit niveau fra før Chelsea-skaden i februar.

Derefter er der alt det med den centrale midtbane, der skal løses. Og den meget tynde besætning af midterforsvaret.

Mon ikke tiden er inde til at Cesar Santin skal videre? Tak for god tjeneste. Djiby Fall rumsterer blandt rygtesmedene. Han vil nok være til at leve med.

Et par julelys dog! Bryan Oviedo fik sig et lille gennembrud i det københavnske efterår. Som venstreback fik han faktisk sat Pierre Bengtsson noget i skyggen som løvet faldt af træerne. Nok til overraskelse for de fleste. Også mig. Han blev et frisk pust.

Et dejligt mål på vestegnen. Kritikken af Diouf har været skånselsløs og retfærdig, men ingen skal tage denne scoring fra ham. Den sidder lige i røven:

Efterårets bedste kamp… tjah! Udekampen i Odense måske eller pokalaffæren i Brøndby. Der lignede vi dog lidt mere end pebernødder i perioder. Men ellers skal der vist kigges dybt i glasset!

Modsat sidste sæson har jeg egentlig glædet mig til vinterpausen længe – og vil ikke begræde at den er 3 måneder lang denne gang.

Og over til musikken…

EMA – en onsdag aften i Pumpehuset

Det begyndte egentlig med et tip fra en gammel arbejdskollega, samtidig med lanceringen af den nye musiske nettjeneste Spotify.

Jeg fik hende serveret frisk i indbakken som noget af det første. EMA, eller Erika M. Andersson, fra South Dakota, USA. Efter eget udsagn, bekræftet under koncerten i Pumpehuset, har hun en dansk bedstemor. Så der var en linie – ikke at det betyder en skid. Men nu er den der.

Hendes debutalbum hedder “Past Life Martyred Saints” og er blevet rost til skyerne siden udgivelsen i foråret. Og ja, det er fremragende, måske endda årets bedste, som den gamle arbejdskollega påstod.

Jeg er selvfølgelig ganske langskægget anlagt. Derfor købte jeg cd’en et par uger efter. Spotify er fin nok til at browse hylder, men jeg vil også have noget på mine egne.

Kort efter blev koncerten i Pumpehuset annonceret. En oplagt mulighed for at opleve den reinkarneret PJ Harvey (sammenligningen er lige for).

Publikum i Pumpehuset var ungt og Erika applererer tydeligvis til kvindelig foretagsomhed og kunstnerisk finesse. Der var en overvægt af medsøstre. Hun har stadig et beskedent repertoire, men formåede i den grad at komme langt ud over scenen. Både i det fysiske rum hvor hun tog sig en tur ned blandt os begejstrede tilhørere, og endnu stærkere mentalt. Der var udstråling. Masser af udstråling.

Mest gribende blev åbningsnummeret fra albummet ‘The Grey Ship’ (se youtube-klip) og det første nummer i ekstrasættet, hvor hun entreerede scenen alene (titlen er væk!).

I øvrigt blev det et pudsigt gensyn med Pumpehuset, som man forsøger at puste nyt koncertliv i. Koncerten foregik i underetagen og ikke oppe i selve storsalen på første etage. Scenen var opstillet i hjørnet ved siden af baren, mens trappen op var afspærret. Den fortættede koncert behøvede så heller ikke mere plads, vi var vel 100-150 tilhørere.

Ikke desto mindre – det blev sgu årets koncert.

“Unknown Pleasures” på Hovedbiblioteket

Inden EMA-koncerten kunne man tage en smut forbi Hovedbiblioteket i Krystalgade. De kære bibliotekarkolleger havde fået stablet et glimrende lille arrangement på benene, Martin Hall taler med Peter Hook.

Peter Hook var bassist i de hedengangne Manchester-punkikoner, Joy Division, og senere i den succesrige efterfølger New Order.

Kort om Joy Division: de daterer sig fra 1976-80 og udsendte 2 LP-skiver (som det hed dengang). Samt et par singler. Deres musik ændrede verden, omend ikke helt, så for en masse unge mennesker worldwide. De fandt for alvor sig selv ved en Sex Pistols-koncert i hjembyen Manchester og blev hurtigt førende på den lokale scene. Debuten “Unknown Pleasures” udkom i 1979 og mødte verden med en lyd af kølig fortvivlelse, fremmedgjorthed, desperation, og en uendelig inderlighed. Altsammen på en gang.

Hvor de første punks som Sex Pistols og Clash rasede i en udadvendt frustration mod verden, rasede Joy Division indad i et mentalt dyb. Gruppens tid blev kort. Sanger Ian Curtis begik selvmord i maj 1980 på vippen til bandets helt store gennembrud og en forestående USA-tour. Han led af alvorlige epileptiske anfald, og efterfølgende depressioner, og lå samtidig i skilsmisse.

De resterende 3 medlemmer fortsatte under navnet New Order. Hvilket bliver en anden historie.

Hookie eller Peter Hook har været med hele vejen. Hans markante bas, den fungerer nærmest som guitar, blev en særlig skole og et helt eget lydbillede endnu mere for New Order end Joy Division.

Onsdagens arrangement på hovedbiblioteket blev kædet sammen med en koncert i Amager Bio. Peter Hook turnerer og spiller hele “Unknown Pleasures”, plus lidt flere numre fra samme tid. Jeg skippede koncertdelen for EMA-koncerten. Nostalgi får man hurtigt rigeligt af i min alder.

Derfor nød jeg selvfølgelig endnu mere Hall og Hook i salonsamtalen. Peter Hook var i gevaldigt humør (det er han ikke altid) og fortalte levende sine historier om “Unknown Pleasures”-produceren Martin Hannett (“an absolute lunatic!”) og hele punkscenen fra dengang.

En del af snakken kredsede om skrønerne fra filmen “24 Hour Party People”, som er en slags fiktiv dokumentar om hele Manchester-scenen fra Joy Division til de senere syrehoveder i Happy Mondays. Fortalt af og omkring tv-journalisten Tony Wilson (i filmen spillet af Steve Coogan).

Jeg vil også kun anbefale den snart 10 år gamle film. Alt er måske ikke lige sandt. Men dog næsten, som Peter Hook bekræftede, og bragende god er den. Stadigvæk!

Bosskilde

Nu sker det forhåbentlig. Bruce Springsteen spiller på sommerens Roskilde Festival. Festivalen selv har stadig intet bekræftet, men rygtet har svirret i et par uger, og Bruce har bekræftet og gjort det i flere omgange på sin egen webside – og såmænd på sin facebook-profil.

Jeg ved ikke hvad det er for papirer, som festivalen mangler at underskrive. Åbenbart de sidste af dem, i følge Politikens weekendudgave. Men det bliver fandeme ris til egen røv, hvis det kikser.

Jeg – og flere andre – har købt billetten i forventningen om at Bruce kommer. Har endda flottet mig og købt til hele festivalen allerede. Tager gerne alle dagene med. Men jeg vil sateme også have Bruce nu.

Skuf mig ikke Roskilde. Jeg siger det bare!