Jamen det var måden!

Roland Nilsson fyret i FC København – bomben sprang i mandags!

De fleste fik vist formiddagskaffen galt i halsen.

Hvem fanden havde lige set den komme! De færreste formodentlig og alligevel er det ikke mere end en juleferie siden, jeg selv evaluerede ham ganske nølent. Var langt fra imponeret over Nilssons første halve år og efterårets spil generelt.

Det var folk i klubledelsen tilsyneladende heller ikke og det begyndte i virkeligheden lang tid før juleevalueringen. Når man i det tætte kølvand efter fyringen læser og hører udtalelserne, får man et billede af noget som har ulmet tørt et stykke tid. Ingen har været tilfredse med træneren.

Den begyndte hos hans nærmeste chef, Carsten V. Jensen, og den endte også hos ham. Bolden. For nu har han taget den helt selv. Man kan kun gisne om der har været forsøg på at finde en anden træner… der var i hvert fald ingen der umiddelbart matchede i FCK-masterplanen.

Og Roland Nilsson havde klubben og CV brugt næsten 1 år til at caste til jobbet. Vi behøver ikke ligefrem at være imponeret over deres indsats.

Jeg hørte flere svenske journalister være skeptiske på forhånd og kalde Rolle lidt intet-sigende (han sagde nemlig aldrig noget når han blev interviewet. Han snakkede bare).

En ting er mødet med medierne, noget andet bliver dagligdagen på træningsbanen. Akkurat der hoppede kæden også hurtigt af.

“Det er rigtigt, at det er vigtigt at vinde. Men processen starter i arbejdet på træningsbanen. Men hvis man som leder ser nogle tegn på det modsatte i de processer, der er i dagligdagen på træningsbanen, så må man handle på det, inden det går galt.”

Det står vel gemt i citatet fra Carsten V. Jensen: træneren havde ingen respekt blandt spillerne, træneren var for uklar, træneren var i virkeligheden alt for pæn og flink til sit job!

For os på sidelinien bliver det nok især måden. Måden som Nilsson leverede det hele på. Måden som Europa League blev afviklet på. Måden som der hverken var hoved eller hale i spil og taktik – ej heller udskiftninger/rotationer.

Nogen tæt på holdet har bimlet nervøst med klokken. Assistenten Johan Lange, CV selv, flere spillere, vi aner det selvfølgelig ikke. Men på sin vis er det betryggende at man ikke lader skuden sejle… hvis den sejler skævt. Især når alt stadig ser nogenlunde tilforladeligt ud på dækket – og det gjorde det da. Også for mig. At føre superligaen med 4 points ved vinterpausen er til at leve med.

Eftermælet for Nilsson bliver også pænt. Jeg låner af de gæve folk hos Nipserstat og siger:

  • Han fik 31 kampe (stats v-u-t: 18-5-8) i spidsen for FCK med målscore på 48-30
  • pointsnitsmæssigt FC Københavns 3.-bedste træner nogensinde med et snit på 1.90
  • bedre er Ståle med 2.02 og Backe med 1.97. Kent Karlsson og Hodgson har begge 1.89.

Men vi skal videre. Sådan er branchen. Folk falder som grene i vinterstormene og nu står man tilbage og aner ikke rigtigt sine levende råd.

Jeg havde gerne set et andet trænernavn end Nilsson som afløser for Ståle i sommers. Han sagde mig ikke noget.

Men jeg var heller ikke utaknemmelig. Giv tid, giv chance.

Jeg ser også hjertens gerne et andet trænernavn end CV nu og allersenest til sommer. Jeg tror simpelthen ikke på managerkonstellationen, som den er blevet skruet sammen i FC København.

Den engelske model er sikkert fin, for Ferguson og Redknapp og alle deres venner i Premier League, men de har mange flere folk end en assistent Lange omkring sig. De har en stab af specialister og det får CV ikke. Det er der hverken tradition for eller ressourcer til.

Med andre ord hvis sportschefen render rundt ude på Peter Bangs Vej i sit nyvasket træningstøj, hvem skal så spejde og erhverve de forstærkninger som holdet også mangler?

Forbliv positiv, mand! Jeg er sgu hverken eller. Nærmere ved at sprænges af spænding om hvad der sker i de næste uger og dermed resten af transfervinduet i januar. Vi behøver stadig at ramme et eller andet rigtigt.

Et mesterskab er ingen selvfølge, selvom man fører med 4 points til den nærmeste af en flok af ganske halvsløje konkurrenter, og i øvrigt hedder FC København og mener at man har ret til at vinde det meste.

CV er fandeme heller ikke en selvskreven træner! Han skal overbevise overordentlig meget… selvom han i virkeligheden skal ses som en care-taker!

Til sommer har vi en ny mand på posten, ham der kan lugte Champions League – ham som skulle have været der i stedet for en slatten skånsk Nilsson? Eller…

Jamen for fanden, det er hele måden!

30 år gammel porno

It doesn’t matter if we all die
Ambition in the back of a black car

De første linier i den første sang – ‘One Hundred Years’. Tonen bliver anrettet til den politiske dommedag og videre fremad til den totale mentale afklædning.

Det er porno, mand. Snart 30 år gammelt. Den 3. maj fylder The Cure’s album “Pornography” rundt – og den gamle skive er absolut et genhør værd.

Stroking your hair as the patriots are shot
Fighting for freedom on television
Sharing the world with slaughtered pigs

Albummet blev det fjerde i rækken fra det sydengelske band, der allerede havde et par semi-succes’er med “Boys Don’t Cry” (1980) og “Seventeen Seconds” (1980) i bagagen.

Titlen har formodentlig ligget lige for i sangskriver og guitarist Robert Smith’s eksistentialistiske univers, der på daværende tidspunkt heller ikke var helt stoffrit. Der skulle skæres helt ind til benet og meningen lå langt under den lyse horisont i det moderne postindustrielle Babylon.

Dommedagen, undergangen, hele tidsånden bliver indkapslet mellem en verden der peaker omkring den kolde krig og atomoprustning, arbejdsløsheden og nedsmeltning af gamle industrier og deres byer – og ikke mindst den dirrende venten på George Orwells snarlige 1984-fuldbyrdelse.

Fall fall fall fall
Out of the sky
Cover my face as the animals die
In the Hanging Garden

Den ægte vare

I 2005 udkom en CD deluxe-version med en række ekstranumre og studiedemoer. Men jeg foretrækker den ægte vare. Den har overlevet de snart 30 år på mine hylder og spiller stadig upåklageligt. Vinylskiven fra 1982 med 8 numre. 4 på hver side. Samlet spilletid 43 minutter og 29 sekunder.

Side 1

One Hundred Years
A Short Term Effect
The Hanging Garden
Siamese Twins

Side 2

The Figurehead
A Strange Day
Cold
Pornography

“Pornography” fik en hård medfart af datidens anmeldere, de fleste anså albummet for noget makværk, et tomt og klynkende rabalder.

Eftertiden gav dem sagte, men sikkert, drønende uret. For mange Cure-fans blev netop dette album en milepæl. Også for mig. Albummet blev indgangsdøren til et nyt univers både bagud og frem i tiden. Jeg hørte “Pornography” før jeg overhovedet kom i nærheden af tidligere perler som ‘A Forest’ og ‘Killing an Arab’.

I øvrigt solgte “Pornography” sig hurtigt ind som The Cures første britiske top 10-album.

Find en kur

Sang for sang bevæger vi os på den mentale gletcher. Det ene øjeblik som den klynkende teenager…

I scream
You’re nothing
I don’t need you anymore

Dernæst stener vi og prøver at forstå – men bliver aldrig en del af det hele. Det er blot uvirkelig mærkeligt. Mærkelige mennesker, mærkelige dage, så langt øjet og dopen rækker.

Held for one moment i remember a song
An impression of sound
Then everything is gone
Forever

A strange day

På titelnummeret som afslutter albummet er vi i et støjinferno, der bliver mere og mere massivt. Robert Smith råber nærmest fra dybet af alting, desperat op mod lytteren.

One more day like today and i’ll kill you
A desire for flesh
And real blood

Mørket bliver fuldkomment. En gotisk sort blamage med udtværet læbestift. Det er ikke til at holde ud mere, Smith ved det selv. Han må væk, har set nok, og finder sine strofer til en sidste desperat handling.

And i’ll watch you drown in the shower
Pushing my life through your open eyes

Fra liv til død og tilbage mod liv igen. Hele albummets udgangsreplik hæfter det hele sammen og spinder i virkeligheden også  tilbage første linie. Vi dør hele bundtet ja. Men vi behøver heller ikke at gøre det før tid, uanset hvad verden mener.

I must fight this sickness
Find a cure

“Pornography” står 30 år senere som en af bandets stærkeste udgivelser. Men når nok ikke helt det helstøbte mesterværk som udkom 7 år efter i 1989 – Disintegration. En historie man passende kan gå til bunds i med Danmarks Radio og P6 Beat.

Alligevel…

Den personlige affektionsværdi vil altid være stor. Det var en af de plader der kom ind i mit liv på det rigtige tidspunkt og sagde de rigtige ting. Derfor kan jeg også blive pludselig grebet 30 år senere, ved et tilfældigt genhør med ‘Hanging Garden’ en fredag aften et sted ude i byen. Skriv et par ord, mand! Den holder jo stadig – for fanden da!

Og dans, mand

På sin måde bliver albummet også et vendepunkt for The Cure. Kunstnerisk bevæger de sig markant videre mod dansegulvene og en mere klinisk popmusik.

Singleudgivelser som ’Lets Go to Bed’, ’The Lovecats’ (vidunderligt nummer!) og ’The Walk’ følger hurtigt efter, og bliver indledningen til Robert Smiths og The Cures musikalske vandring mod at blive et af 80’ernes allerstørste og mest geniale popbands. For det var de allerede dengang – selvom de langt fra altid lød sådan.