April på københavnsk

Holmstrøm som var det igår

Vanen tro er april måned forårets mest hektiske på den hjemlige fodboldfront. Det er her tabellen som regel sætter sig for alvor – og påskeprogrammet sammenlignes oftest med det engelske juleprogram.

Man vinder ikke det danske mesterskab i påsken, men man kan tabe det – lyder en Holmstrøm Classic. Og manden har for det meste ret.

Nu er april 2012 overstået. 6 superligakampe og 2 pokalkampe har FC København spillet. Ligastats er 5 sejre og 1 uafgjort, med en solide målscore på 16-3.

Oveni er den dobbelte pokalsemifinale mod Haderslev. 1 heldig sejr hjemme og 1 heldigt nederlag ude. 4-4 samlet og vi daffede i finalen på reglen om flest udebanemål. Overordentlig heldigt samlet set – og selvfølgelig glædeligt. Det eneste interessante ved DBUs pokalturnering er selve finalen på Kristi Himmelfart. Det resterende bliver alligevel aldrig noget der ligner FA Cup eller DFB pokal, men blot nogle ekstra midtugekampe for nærmest tomme tribuner.

Det store regnestykke ved udgangen af april ser ganske glimrende ud. Mesterskabet kan reelt blive afgjort på onsdag, vinder vi ude i Farum er det kun matematikken der skal falde i hak. 9 points foran med 4 kampe tilbage – det taber vi ikke.

Skal vi grave i den spillemæssige del af april, har det mestendels også været godkendt. Bedst står stadig Brøndby-kampen i påsken, den var overbevisende, Herfølge-kampen efterlod heller ikke meget tvivl. Ellers har der været en halvleg her og der, mens semifinalerne mod sønderjyderne står som lavpunkter.

Uanset skader, sparede spillere, og generelle eksperimenter i startopstillingen bør vi ikke dykke til så ringe forsvarsspil som det København diskede op med i Haderslev. Aldrig nogensinde igen…

Flashback: jeg kan huske en træningskamp i vinteren 1999 mod Herfølge (dette gamle nipserreferat er skrevet med en usædvanlig overbærende pen). Ja, 0-6 sluttede den og det var en helt anden tid dengang. De var i de få måneder, hvor Christian Andersen var træner.

Uanset hvor uprøvet opstillingen var, kunne man med rimelighed forvente at både Zanka og Kris Stadsgaard havde så meget erfaring, at de hurtigt havde fået sig indstillet på et par dybe stikninger og en lille hurtig angriber som sønderjyske Antipas. Men nej. Ydermere bidrog både begge backer og reservekeeper Kim Christensen til det jammerlige helhedsbillede – og de 4 baglænsscoringer.

Midtbanen er røget ind i et state-of-emergency. Der er ikke meget at vælge imellem mere. Delaney gik i stykker på aprils første dag og kommer ikke til at spille mere i foråret. TK fik en fibersprængning i pokalsemifinalen hjemme og har måttet stå over et par kampe. Desværre netop som han virkelig var ved at spille sig ind som sikker starter efter en række gode præstationer – og sågar en scoring i Herfølge. Han fik dog comeback i 2. halvleg i gårsdagens kamp mod Aalborg.

I stedet endte vi med en uinspireret Claudemir og en forvirret Grindheim som eneste tilbageværende (naturlige) muligheder i maskinrummet. Deres samarbejde hoster og hakker i sløvt boldflytteri, og overlever mest på at holdkammerater som Bolaños og Oviedo holder højt niveau offensivt.

Den københavnske livsnerve igennem foråret har været og er angriberne. Damen og Santin er superligaens to træfsikreste spillere. 16 mål af N’Doye og 13 af Santin.

5-0 i Herfølge

Deres 29 mål udgør over halvdelen af sæsonens hidtidige 50 københavnske superliga-scoringer. Santin tillod sig ovenikøbet at brænde et straffespark igår, da han trillede bolden forbi målet. Med et usædvanligt sjasket spark.

Tager vi april alene igen, så er 8 af de 16 scoringer af to (5 af Damen og 3 af Santin), læg dertil af 3 af de 4 mål i pokalsemifinalerne.

Vi er ganske afhængige – og nok især af Damen. Det bliver også ham der skal trække læsset for os i den lille mesterskabsfinale i Farum onsdag aften.

Næste stop maj – og forhåbentlig mesterskabet snart.

Og slet ikke et ord om hverken Ståle eller Christian Poulsen endnu.

Selvfølgelig, mand!

Dobbelt Dame

Det er altid på sin plads at hovere! Selvfølgelig. Efter skærtorsdag er det endda kun rimeligt. Et medieopblæst Brøndby-hold kom forbi Parken og tabte stort. 3-1 sejren til FC København var ikke et mål for lille.

Den fik ellers på alle tangenter fra et par formiddagsblade, familieforetagendet fra vestegnen havde vundet nogle kampe på et par heldige straffespark, de havde kæmpet sig fri af nedrykning, krisen var afblæst, Auraen havde taget over, og guldet lå lige om hjørnet. Næsten.

Hvilken tisgul maveplasker. De havde jo intet at komme med. Jovist, de manglede Krohn-Dehli men han spiller kun godt på landsholdet alligevel.

Selv et stadig middelmådigt københavnsk hold, der periodevis famler efter sit spil, var pænt overlegne og havde det ikke været for egne fejl, var resultatet blevet klarere. Lad det også være sagt, at det faktisk var et par glimrende scoringer som København diskede op med. Både til 1-0 og 2-1. Spillemæssige nydelser med Lars Jacobsen som oplægger begge gange.

1-0. Bolaños stikker bolden dybt til Santin, der spiller skråt bagud i feltet til Damen, der gentager og finder Lars J, på tværs med hurtig førstegangsaflevering og en elegant skruet inderside af Diouf. Spillemæssigt overbeviser han stadig ikke, senegaleseren, selvom indsatsen igår egentlig var til godkendt, men han laver nogle smukke mål.

2-1. Bolaños stikker bolden dybt til Lars J, der piler ned sidelinien på Pospech-vis, inden han smider bolden fladt ind i fødderne på Damen inde i feltet. Førstegangsafslutning – pang – mål. Et af de smukkeste mål set længe i Parken.

Ved begge scoringer lignede københavnerne sig selv fra sidste sæson. Kontraspillet, de hurtige kombinationer, det direkte spil, det var Ståles koncept, og måske er formen stille og roligt ved at indfinde sig.

Og måske har “manager” Carsten V. Jensen alligevel fået skruet på et eller andet?

For en uge siden så facit anderledes ud. 1 sejr og 3 uafgjorte og den samlede målscore hed 3:1. Det var mudder i marts og den ringeste forårsstart i de seneste 5 sæsoner.

Antal forårspoints efter de første 4 kampe:

2007: 8 p
2008: 9 p
2009: 9 p
2010: 9 p
2011: 7 p

Med 6 points sutter 2012 bunden, men værre var det heller ikke. På den anden side havde vi nemlig heller ikke tabt en af de første 4 kampe for første gang i 5 år. For det har vi gjort de andre forår. Marts 2011 tabte vi endda selve premieren i Midtjylland.

Statistik er som skørter, udtalte en kløgtig fætter engang, den siger meget – men den skjuler det væsentlige.

En uge senere – marts er blevet til april – og 2 gange 3-1 sejre over Lyngby og det fodboldspillende familieforetagende fra Vestegnen. Vi har stadig ikke tabt og pludselig er hele foråret blevet meget lysere.

Måske har jeg ikke været skarp nok til at gennemskue, hvad CV egentlig havde fået styr på, efter de første forårskampe. Der blev trillet bolde og spadseret i samme idéforladte mønstre som under skåningen i efteråret. Der har ikke været fart, ingen opfindsomhed, men der var da et lucky-punch i ny og næ – hvis vi overhovedet scorede. Jo, måske der noget lignede et mere stabilt forsvar.

Men overbevisende. Nej slet ikke.

Det alt overskyggende problem, som også blev skåningens, har været midtbanen. En midtbane efter Kvist. Et centralt maskinrum uden maskinmesteren.

Alle havde en idé om at Claudemir måtte være nøglespilleren, det var ham der skulle støbe offensiven, det var hans overblik og teknik, der skulle iscenesætte både fløje og angrebet. Og ikke mindst hjælpe med tempo i opspillet. I stedet blev han skadet og har ikke spillet de sidste 2 kampe.

Det har TK til gengæld og han har spillet glimrende. Måske er det TK som bliver CV’s kanin her i foråret. Delaney er desværre nu helt væk de næste måneder efter knæskaden i Lyngby. Claudemir er fortsat ude. Tilbage til midtbanerummet er reelt kun Grindheim og TK. Som en skæbnens ironi har det slet ikke været skidt.

Thomas Kristensen - københavnsk altmuligmand

Nød lærer nøgen kvinde at spinde! – eller noget i den retning. Tænk et år tilbage.

Sidste forår blomstrede TK også op og spillede en serie glimrende kampe. Dengang var det på et hold der fungerede. Nu har han faktisk været med til at få spillet til at fungere. Både oppe i Lyngby og igår var han vores bedste spiller og agerede som den offensive støbeform.

Med andre ord – manden har det jo i sig selv. Han har desværre også et forfærdeligt bundniveau, som jeg virkelig håber er smeltet væk under forårssolen.

Fungerer det også i Århus påskemandag, er jeg i hvert fald tilbøjelig til at skrive under på at Claudemir mere har været problemet end løsningen på den københavnske midtbane.