Hallo hr. Jacobs!

Først skete der ikke en skid, så skete der slet ikke en skid, og så sent som for 3 dage siden var eneste trænerkandidat på rygtebørsen i FC København, Peter Sørensen fra AGF. Samme bedyrede i øvrigt selv for over en måned at han slet ikke var interesseret i jobbet.

Bevares, mand! Personlig var jeg da også helst fri. Han er muligvis Ståles lærling, men så imponerende var hans resultater sgu ikke.

Jovist, 0-0, 0-0, 1-1, var sæsonfacit mod os. I alle 3 kampe spillede århusianerne med 11 mand i eget felt i 88 minutter af kampen. Hjemme som ude. Det gjorde ingen forskel. Så nej tak til hr. Sørensen, bliv bare i Jylland.

Ariël Jacobs – hvidvasket i København

I går fik en and vinger, og i dag blev den pludselig skinbarligt flyvende. Ariël Jacobs, indtil fornylig træner i den belgiske storklub Anderlecht, har skrevet en 2-årig kontrakt med FC København.

Den var vi fandeme ikke mange der havde set komme – og halleluja, hvilken glædelig overraskelse!

Selvfølgelig skrevet med den klare ironiske bevidsthed om at Hr. Jacobs fra Belgien velsagtens bliver en art københavnsk møllesten (Meulensteen). En træner der med vestegnens inspiration indleder en 10 år lang sportslig deroute og et organisatorisk kaos af den anden verden for klubben.

Jeg fryder mig alligevel!

Han er ikke dødssyge Sørensen, han er gudskelov heller ikke svensker, og ej heller nordmand. Jacobs kommer nede fra kontinentet, fra et land med en anderledes og ældre fodboldkultur som dog heller ikke er mere fremmedartet end at stort set halve det danske 80’er-landshold (Morten Olsen, Per Frimann, Henrik Andersen, Frank Arnesen, Kenneth Brylle)  foldede sig ud på VM-scenen igennem netop en klub som Anderlecht.

Det er lidt svært at beskrive, men for fanden en lettelse. Et frisk pust, noget helt nyt. Som da Libor Sionko pludselig blev signet i sommeren 2007 og åbnede dørene til en anderledes fodboldkultur. Dengang til den tjekkiske. Det gav senere en Zdenek Pospech i medgift.

Misforstå mig ret, der er masser at hente for en klub som FC København i både Sverige og Norge, men ind imellem bliver det til skandinavisk forstoppelse. Roland Nilsson blev min.

Vi behøver noget andet og mere, især for at holde troen på at vi hele tiden går efter at løfte overliggeren et par centimeter mere, som den revitaliseret sportsdirektør CV Jensen har udtrykt det.

Ariël Jacobs er at løfte overliggeren. Uanset hvordan det går. Hans ansættelse vidner om fortsatte sportslige ambitioner.

Ansættelsen perspektiverer i forhold det ungdomsarbejde som CV selv har fået sparket bedre i gang de senere år. Manden kommer med en fin ballast fra diverse belgiske ungdomslandshold. Han kommer fra en fodboldkultur, som uagtet nuværende placeringer på UEFA-ranglisterne, er større og mere traditionsrig end den danske. Han kender pressen og presset fra Belgiens største klub og samtidig åbner alene hans tilstedeværelse i klubben måske for et marked af Benelux-spillere som alt andet lige nok havde været sværere at lokke til. På en ren skandinavisk profil.

Per Frimann – før TV3 klippede ham.

Jeg kan sagtens leve med at han blev buh’et og moppet ud af Anderlecht, efter 4½ år og 2 mesterskaber, på grund sin defensive spillestil. Værre var den vist heller ikke.

En af den belgiske klubs gamle spillere, Per Frimann, har givet ham dette skudsmål i Ekstra Bladet:

“Han spillede både sprudlende og kedeligt med Anderlecht, men han fik resultaterne. Han er hverken en Drillo eller en Laudrup type. Forstået på den måde, at hans stil ikke er destruktiv og kedelig, men den er heller ikke Laudrupdsk.”

Det lyder egentlig som det, Ståle efterhånden arbejdede holdet hen imod.

I almindelighed er belgisk fodbold vel kendt som mere kalkulerende og defensivt end deres nederlandske ovenboer. Det tager jeg gerne med. Der er trods alt noget slægtskab i fodboldforståelsen, den er kontinental, man spiller på græsset, ikke over det – og jeg er ganske sikker på at det kan tilføre FC København en dimension også. Lidt længere væk fra skandinaviske – som Sionko og Pospech har gjort.

For nogle af os københavnske fans (jeg må lære at tale bedre for mig selv) er Ariël Jacobs som et helt glas lykkepiller oven på et trist og traumatiserende forår, som mest har lignet et meget langt efterår.

Tid til en Leffe, mand. Tid til en rigtig belgisk Leffe!

Pludselig glæder jeg mig til næste sæson – atter en gang.

Berlin – på vej til Bosskilde

Olympia Stadion, Berlin, den 30. maj 2012.

Koncerten var sat til at begynde 19.30 og efterhånden kender jeg Bruce Springsteen godt nok til at vide, at han går på sharp. Velvidende at han alligevel kommer til at bruge hele aftenen til omkring de 3 timers koncert, som hans normale standard. I dagene inden Berlin havde han endda været oppe på de 3 timer og 20 minutter.

19.50 nåede klokken at blive, inden Bruce trådte ind på scenen i øredøvende jubel. Med en intro som helt var dedikeret byen Berlin.

‘When I leave Berlin’ er et ældre nummer (1973) af den britiske folksanger Wizz Jones.

Lad det være sagt, jeg havde aldrig i mit liv hørt sangen før. Men det har jeg nu og ovenikøbet serveret som en forrygende intro.

Derfra var der indbudt til fest. 55.ooo tilskuere og alt meldt udsolgt på forhånd. Det var min 7 Bruce-koncert på 10 år. Efterhånden har jeg oplevet ham i de fleste udgaver, solo på scenen i Forum, med band i Forum, Seeger Sessions, Parken et par gange med den sædvanlige blævrende lyd, og en forblæst og dårligt arrangeret pløjemark uden for Herning, hvor intet logistisk omkring var på plads.

Af erfaring ved jeg også, at Bruce skuffer aldrig. Du ved aldrig helt hvad du får, men du får altid noget med fra koncerten. Derfor var jeg heller ikke bekymret. Hans seneste pladeudgivelse “Wrecking Ball” er ganske vist en skuffelse i sin misk-mask produktion mellem gospelskor og irish traditional.

Men vinyl og scene er 2 forskellige verdener i det Springsteen’ske univers. Når han først træder ind foran publikum, er han så meget på, at han forvandler selv de sløjeste sange fra sit enorme bagkatalog til elektriske udladninger.

Samme skete på Olympia Stadion. ‘We Take Care…’ fra den nye skive flød naturligt ind hele åbningsshowet med en sværvægter som ‘Badlands’ og senere fremstod et andet nyt nummer som ‘We are Alive’ som nærmest episk fremragende med sin lange akustiske indledning og messende fortælling. Mand, man bliver altid overrasket.

‘Save My Love’ blev dog aftenens største overraskelse. Som et af de publikumsønsker der efterhånden er blevet en fast del af repertoiret.

Nummeret blev først udgivet i forbindelse med den store Darkness/The Promise-jubilæumsboks for 2 år siden. Et nummer han aldrig helt blev færdig med en gang omkring 1978-79 og “Darkness on the Edge of Town”-touren.

Det blev et af aftenens musikalske højdepunkter, sammen med den hamrende ‘Youngstown’, hvor Nils Lofgrens guitarsolo altid giver mig gåsehud, nøjagtig som ‘The River’ gør blot Bruce sætter i gang med mundharmonikaen. En åndeløs ‘Thunder Road’ med sin klassiske sing-a-long introduktion, og mit første koncertgehør på ‘Born in the USA’ med fuld E-Street Band. Vel nok hans mest misforstået nummer stadig til dags dato. Jeg har hørt den i flere skæve versioner, blandt andet den skramlende og vrisne udgave, som han lirede af i Parken 2003, for ikke at nævne den helt rene soveværelsesversion, men her kom den fuldstændig som 1984-smashhittet blæst ud over Olympia Stadion.

Born down in a dead man town 
The first kick I took was when I hit the ground 
You end up like a dog that’s been beat too much 
Till you spend half your life just covering up 

Yeah, mand!

Og allersmukkest blev det til sidst.

Det er godt et år siden at legendariske  Clarence “The Big Man” Clemons tog sin saxofon med sig i graven. Hans unge nevø, Jake, har nu overtaget pladsen i E Street på fineste vis – på mange måder nærmest bedre fordi onkel Clarence simpelthen har virket så udmattet af sygdom og alder på de seneste turnéer.

Tenth Avenue Freeze-Out er et af de klassiske Springsteen-numre som i den grad blev båret af The Big Man både musikalsk og ikke mindst i teksten. Nu følger det fast med på touren som den endelige encore…

When the change was made uptown
And the big man joined the band

… som en hyldest og et minuts stilhed, mens minderne om Big Man kører over scenen som billeder.

Inden livet og musikken spiller videre. Også fra tredje vers…

From the coastline to the city
All the little pretties raise their hands
Im gonna sit back right easy and laugh
When scooter and the big man bust this city in half
With a tenth avenue freeze-out, tenth avenue freeze-out
Tenth avenue freeze-out…

En fantastisk afslutning på en fantastisk aften i en fantastisk by. Tschüss, Berlin, for denne gang! Eminent godt selskab hele vejen rundt.

Bruce er i storform, når han ankommer til Roskilde om en måned, selvom han efter de 3 timer fysisk segnede af udmattelse på Olympia Stadion. Det var både symbolsk og reelt. Manden havde krænget alle sine 62 år ud over os. Endnu engang.

Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at gebærde sig i Roskilde Festivalens noget strammere opsætning på Orange. Han spiller næppe 3 timer og gimmicken med at hive folk på scenen, bogstaveligt spille bukserne af en roadie, eller forsøge at byde en kvindelig scenevagt op til dans går næppe heller.

Eller måske… Noget finder han nok på – og jeg glæder mig sgu helt vildt!

Sætlisten fra Berlin:

1. WHEN I LEAVE BERLIN (Wizz Jones cover)
2. We Take Care Of Our Own
3. Wrecking Ball
4. Badlands
5. Death To My Hometown
6. My City Of Ruins
7. Spirit In The Night
8. Hungry Heart
9. Trapped (sign request)
10. Jack of All Trades
11. Youngstown
12. Johnny 99
13. Working On The Highway
14. Shackled And Drawn
15. Waitin’ On A Sunny Day
16. SAVE MY LOVE (sign request)
17. The River
18. The Rising
19. Lonesome Day
20. We Are Alive
21. Thunder Road

22. Rocky Ground
23. Born In The USA
24. Born To Run
25. Glory Days
26. Seven Nights To Rock
27. Dancing In The Dark
28. Tenth Avenue Freeze Out