Gem et lille smil til det blir snevejr

parken101213
Den store latinprøve!

Den fusede lidt op i aftenhimlen sammen med forventningerne, stemningen og den gode mavefornemmelse, selvom der egentlig var det sædvanlige europæiske støjinferno på tribunerne. Parken løftede sig lidt ekstra, men det rakte aldrig.

Real Madrid var så “usportslige” at møde frem med hele A-kæden, Ronaldo, Bale, Modric, Isco med flere, og med skader til vores 2 væsentligste offensive kræfter, Nico og Braaten, blev det umuligt.

Nicolai Jørgensen var ellers meldt klar til kamp, men holdt kun 9 minutter inden forstrækningen fra Brøndby-kampen tvang ham af banen. Erstatningen Bolaños blev alt andet end en, ja, erstatning, men virkede til tider bare som en vittighed.

Glem al sammenligning med 2010-holdet, både når det gælder point og spillestil. Offensivt har 2013-holdet været alt for svagt til at bryde “pindsvinebolden”. Dog står de første 20-25 minutter mod Galatasaray tilbage som noget af det mest opløftende længe. På den europæiske scene. Så holdet har det i sig, men mangler et par brikker yderligere til Ståles setup.

I det store perspektiv er efterårets europæiske kampagne ganske godkendt. Vi kom fra en nærmest umulig situation sidst i august og endte med at spille med om viderekvalifikation og forårets Europa League til sidste runde. Det endte med i alt 4 gruppepoints mod 3 kvartfinalister fra sidste års Champions League. De færreste, inklusive pessimisten her, havde forudset det udbytte.

Hvis vi rykker perspektivet en tand yderligere, så vil jeg ikke kalde efteråret godkendt. En ting er at forårets elendigheder stadig hang som en skygge over efterårets første 5 sejrsløse runder i Superligaen. Værre var at klubbens sportslige ledelse reagerede med bind for øjnene og nærmest kun handlede forkert. Også på transfermarkedet.

Pourie har kæmpet, sikkert især med sine egne spillemæssige kompetencer, og ligner den af de 2 indkøbte angribere som har mest fremtid i København. Han har knoklet sig til spilletid, trods mangler, og gjorde et glimrende indhop i 2. halvleg mod Madrid – nøjagtig som hans sejrsmål mod Vestsjælland giver kredit.

Fanendo Adi ligner bare helt igennem et fejlkøb. Trademark: Carsten V. Jensen! Yderligere kommentarer overflødige på dette punkt. Vi har været der før.

Ser vi alene på tiden fra Ståle overtog holdet, efter 5. superligarunde, og frem til nu, er det svært at blive direkte rasende. København har hentet 28 points i de sidste 13 runder – bedst af alle. Det ligner “gamle dage” og det med en trup hvor han ikke selv nåede at få sat meget aftryk på.

Men det kommer nu. Tiderne skifter. Straks efter Madrid-kampen bimlede det løs i alle medier. FC København opjusterer den sportslige sektion. Der skal investeres i spillertruppen – og staben omkring.

Første konkrete tiltag bliver en forfremmelse af Ståle. Han bliver nu med-sportsdirektør – eller noget. Carsten V. slipper vi heller ikke af med denne gang, men han får et prominent og indskrevet makkerskab nu.

I virkeligheden passer det ham sikkert glimrende. Han har aldrig været en (ind-)lysende sportsdirektør. Og jo, han har i perioder set meget ensom ud.

Ud over markant medindflydelse til Ståle får den sportslige afdeling tilført en såkaldt udviklingschef. Stillingen står stadig lidt uklart for mig, men min uforbeholdne favorit til den hedder Johan Lange. Det ligner en tanke, at han lige er stoppet som træner i Lyngby nu, og søger større udfordringer.

Lange var også Ståles assistent i Wolverhampton, hvis du skulle have glemt det. Ud over at være tidligere talentchef og trænerassistent i FC København. Bring him back!

Det virkeligt interessante i klubbens udmelding er at man budgetterer med at hente spillere fra en højere hylde end de seneste år. Vi taler ikke hverken Premier League, Bundesliga, eller lignende, men nok mere i en kategori omkring hvor de bedste hollandske, belgiske, og skotske klubber henter.

Det er i hvert fald tilladt at håbe – og hvis man oveni sikrer at den elendige spillerscouting (trademark: Carsten V. Jensen!), vi har set fra FC København de sidste 2-3 år radikalt ændres, kan vi også komme i nærheden af de bedste hollandske, belgiske, og skotske klubber igen.

Ja, gu fanden. Her taler vi også om at spille med mod de helt store som Real Madrid og Juventus. Ikke bare stå i en notorisk all-in forsvarsposition – men også stikke frem offensivt. At være irriterende og overraskende. Lidt som dengang i efteråret 2010.

Foreløbig ligger det hele på skrivebordet, og måske i jeres ydmyge skribents simple hjernespind om fremtiden, men klubbens udmeldinger lige efter Madrid-kampen er ganske positive.

Det bliver en spændende vinterpause denne gang – og det er snart jul. Nu kan vi for alvor få ryddet op efter et forsømt forår, jo jeg anerkender mesterskabet, Carsten V, men aldrig helt den ynkelige måde det blev slæbt hjem på, og en sommer der ikke blev brugt til andet fornuftigt end at genfinde Ståle oppe i hans norske domicil.

Lad bare freden sænke sig, der er næppe udsigt til sne på denne side af nytår. Og som altid her under jul bliver det tid at opsummere og samle de bedste oplevelser op. Afslutningsvis kommer her mine bud i en lettere vilkårlig rækkefølge:

Efterårets københavnske top 5

staale
Røvtur og armbøjninger

1. Ståle-effekten
FC København er i de bedste hænder nu. Det er ikke kun spillerne, der har fået en tydelig træner, senest manifesteret af 36 årige Olof Mellberg.

På tribunen har vi også fået en tydelig træner, der leverer. Han er et ufattelig dårligt integrationseksempel og taler stadig sit kaudervælske norsk. Men jeg forstår ham alligevel altid. De 4 points i den europæiske kampagne tilhører helt og alene ham.

I øvrigt er ovennævnte gammelfar Mellberg et af de spillerindkøb fra i sommers der faktisk har leveret varen. Ironisk nok ankom han tilfældigt på en fri transfer. Et sidste pitstop på karrieren inden Sverige.

kampprogrammer
Håndfaste beviser

2. Kampprogrammerne er tilbage
Jeg kan efterhånden dårligt huske hvornår de forsvandt og blev erstattet af såkaldt printvenlige pdf-filer (Sic!) www.fck.dk eller endte som sølle indstik i en eller anden irriterende metrosexuel gratisavis. Nu er der kommet rigtige trykte programmer med indhold i Parken igen.

Jeg er en gammel romantiker og for mig som fodboldfan findes der ikke noget mere håndfast bevis på min tilstedeværelse til en fodboldkamp end et kampprogram. Selvfølgelig med et fornuftigt indhold. Man når ikke altid at læse det på stadion, men gør det gerne bagefter også. Interviews og stats og quiz og hvad der hører sig til.

Det er et helt essentielt samlerklenodie – og som sæsonkortholdere får vi dem nu gratis med. Ærbødigst tak.

bif-fck
Ja da! Sejr i Brøndby

3. Den 1. december og de første 45 minutter ude mod Brøndby
Det var vidunderligt med den helt overlegne 3-1 halvlegsføring, man var på nippet til at tilgive alle sensommerens fortrædeligheder – samt i hvert fald et enkelt af Carsten V. Jensens mange fejlkøb.

Skal jeg komme med en indrømmelse, betyder det noget at Brøndby igen har været på vej frem sportsligt. Det skærper det hele. Sagt med lav stemmeføring, vi behøver vist bare dem, som de behøver os.

Det har noget med den der lille ekstra tænding at gøre.

toutouh
Next Gen!

4. Næste generation
Youssef Toutouh – 21 år. Ikke så meget pis, han er fra 2200 N. Stille og roligt er han gledet ind på holdet som offensiv allroundspiller, teknisk lækker og robust fysisk, både på kanten og næsten endnu stærkere på den centrale midtbane.

Thomas Delaney – 22 år. Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen.

Han er ingen lysende stjerne, men en slider af guds nåde. Ståle har døbt ham til kulturbærer – han er vokset ud af DNA’et på Peter Bangs Vej. Det samme gjorde William Kvist.

Igor Vetokele – 21 år. Jeg tror på ham som angrebses nu. Han har vist sit værd i Superligaen med 9 scoringer. Fik ingen nem start med Ståle, bænket og sat udenfor, men fandt efterhånden formlen for sig selv.

Hold på ham. Han fik et lille internationalt gennembrud mod Madrid og kan blive mere end 30 mio værd på den lange bane.

frberg
Frederiksberg Stadion med Madrid som gæster

5. U19-holdets tur igennem Champions League-gruppen
De gik ubesejret igennem gruppen. 2 sejre og 4 uafgjorte. Mest imponerende blev den afsluttende 3-2 sejr over Real Madrid og Zidane Junior, hvor holdet viste lidt mere offensiv power end førsteholdet senere på aftenen.

Kampen var til lejligheden flyttet fra Østerbro til Frederiksberg Stadion. Kommunen gav en gratis omgang og stadion var fyldt til randen (cirka 2.000 tilskuere. fortalte kampbulletinen), godt hjulpet af elever fra de omkringliggende folkeskoler.

Der er frygtelig langt fra ungdomsfodbold til seniorerne, men et par navne skilte sig ud. Mikkel Wohlgemuth, holdets anfører, er allerede tilknyttet Ståles trup. Yones Felfel behøver heller ikke at være langt væk. Begge var blandt målscorerne på det friske kunstgræs på Frederiksberg.

FC København er videre som 2’er i gruppen efter samme Real Madrid. Men foran Juventus og Galatasaray. Det betyder at de skal spille 1/8-finale i februar på udebane mod en af de andre gruppevindere. Modstander endnu ukendt. Der bliver ingen returkamp i København, så finurlig er Youth Champions League indrettet. Spørg mig ikke hvorfor.

Skål og god jul, mester!

Drømmens KBH

parken_tirsdag2
The sky is the limit – nogle gange

I had a Dream Joe!, brølede sangeren Nick Cave engang for længe siden.

Vi var også en del københavnerne der havde en drøm sidste tirsdag aften. En sejr over tyrkiske Galatasaray. Set på den korte forhistorie, det hostende efterår, og første kamp i Istanbul var der ikke meget vi kunne klynge den op på.

Men drømme er til for at blive virkelige og Parken bliver totalt elektrisk af forventninger op til disse store europæiske kampe.

Det er med til at gøre det hele til en grum cocktail, selv for ganske stærke modstandere, og det kom tyrkerne også til at smage. Selvom de var ganske talstærke på tribunerne også.

Jeg skal ikke gøre mig vanvittig klog på, hvor godt styr der var på billetsituationen, men en del tyrkere fik adgang til Nedre C. Selvom det ikke helt var hensigten.

Et par stykker havde også klemt sig ind på ledige sæsonkortpladser omkring vores rækker. Men der er så også forskel på at være af dansk-tyrkisk – og være Gala-fan. Vores “gæster” godtede sig mere over Galatasarays nederlag end de virkede direkte beklemte.

parken_tirsdag
Fæstningen!

Selve kampen fik en eksplosiv begyndelse med Daniel Braatens hurtige scoring.

En dobbelthælaflevering. Først spillede han Claude, som i sin tur vippede bolden videre til Gislason i frit løb ind i feltet og en flad aflevering tilbage til Braatens hæl.

Det var vel de bedste spillemæssige 20 minutter i årevis der fulgte, inden kræfterne sivede fra holdet. Det kunne sagtens være blevet 2-0 inden. Tyrkernes italienske træner, Roberto Mancini, så en masse Galatasaray-chancer og mente, at hans hold havde været uheldig.

Så mange åbne muligheder så jeg heller ikke i den 2. halvleg, der blev en af de længste jeg nogensinde har oplevet. Ikke at det overhovedet var kedeligt, det var bare frygtelig intenst.

Tiden stod i stampe. Hvert sekund blev til et minut af højspændt nervøsitet og man stod notorisk og talte dem. Først sekunder, så minutterne…

Det blev en taktisk forsvarskamp, der faktisk lykkedes fra københavnsk side. Lidt held skal man altid have, men Nikolaj Jørgensen ramte også stolpen, ligesom Braatens friløber helt overmatchede alle de muligheder som tyrkerne kreerede. Som det enkleste i verden kunne han havde spillet Jørgensen fri til åben scoring og de der 2-0 et par minutter inden pausen.

Det gik alligevel. Det hele gik. Og efter 1-0 sejren i tirsdags over Galatasaray kan vi næsten tale om en bastion. Det er 8 Champions League-gruppekampe uden nederlag nu. Benfica, Manchester United, Celtic, Rubin Kazan, FC Barcelona, Panathinaikos, Juventus, Galatasaray.

Vi glemmer lige at Chelsea vandt første 1/8-delsopgør i Parken i vinteren 2011. Statistik er som altid en taknemmelig størrelse og skabt til at blive manipuleret med. Du sætter rammen og tallene passer – og vi kan holde liv i drømmen lidt endnu.

I Esbjerg søndag eftermiddag blev det hurtig virkelighed igen. Efterhånden forbløffes man bare over de mange koncentrationssvigt Johan Wiland demonstrerer. De bliver mere og mere absurde og – de har allerede længe kostet adskillige points.

Er det ikke ved at være tid til at køre Jakob Busk i stilling? Han er godt nok kun lige fyldt de 20 år, men hvis alternativet på målmandsposten er en aldrende svensker der har svært ved at vurdere indlæg, taber langskudene, sparker bolden skævt i benene på stakkels Mellberg 2 meter væk eller bare losser håbløst skævt ud over sidelinien, kan jeg næsten bedre bære at Busk får optjent sine lærepenge nu i Superligaen.

Det gør det ikke nemmere at vi ingen rigtige angribere har. Ståle har i hvert fald ikke den store tiltro til dem.

Vetokele dur i Superligaen, men har i Champions League kun fået 2. halvleg nede i Istanbul. Ellers har han ikke spillet et eneste minut. Gamle Cesar Santin figurerer efterhånden kun som en evig joker på bænken.

De 2 nye fra sommertransferen er bogstaveligt helt væk. Pourie virker dog til at slås ihærdigt for sin chance og får sine minutter hist og pist, mens Fanendo Adi uden et ord er forsvundet helt ud af truppen den sidste måned. Rygterne siger, at han simpelthen er for doven.

Der skal vist handles seriøst i vintermånederne og måske finder klubben ligefrem en ny sportsdirektør midt i juleudsalget og begynder at opjustere igen. Der kommer trods alt en del i slanter i kassen efter Champions League-gruppespillet.

Det bliver måske en drøm for meget. Trods alt. Men jeg har alligevel en mere. At København forbliver ubesejret også efter sidste kamp i gruppen. Hjemme den 10. december mod Real Madrid.

Og lad så bare helvedet komme an. Endnu en landskampspause. 14 dages indædt tørke af stort set ligegyldige træningskampe mellem lande der enten har kvalificeret sig eller har mislykket.

Iceland_flag
En gammel koloni

Med et par enkelte undtagelser. Island skal til VM, jeg siger det bare. Ragnar og Rurik og hele banden.

Samme 350.000 indbyggeres miniputnation, Island, rummer måske også løsningen på vores angriberproblem – navnet er Kristján Flóki Finnbogason.

Sender selvfølgelig lige iskoldt Atlanterhav i blodet. Foreløbig har han spillet fast på vores ganske succesrige U19-hold, der har skrabet 6 points sammen i sine 4 kampe og holder 2. pladsen i samme Gruppe B mod de samme modstandere som de voksne møder.

Finnbogason scorede i øvrigt mod Galatasaray senest. En lille drøm at befri.

Og så var der ham Nick Cave. Han spillede i weekenden i Falkoner og det er der allerede skrevet og sagt mange kloge ord om. P6 Beats 6 timers lørdagsoptakt var helt vidunderlig (nap den som podcast, mand, du fortjener det).

2 koncerter over fredag og lørdag. I had a Dream Nick! Han skuffede såmænd ikke, men jeg ville bare gerne have hørt ‘The Weeping Song’.

Og således drømmer man jo gerne fra København… til Reykjavik og Torino og hjemmekampen mod Madrid i islandsk-kolde december… og så videre.

Old hippies never die, they just trip away

Psilocybe_semilanceata_250px
En svamp på Lolland-Falster?

Blæst ud af Istanbul. På røv og albuer. Yderligere ord er egentlig overflødige.

Jeg gør en undtagelse denne gang og dropper fodbolden og FC København. Intet interessant fra Bosporus og strædet omkring. Kampen nåede aldrig i nærheden af at blive fair.

Istedet tager vi en stille tur til pladehøkeren. En magelig søndag eftermiddag eller en travlere mandag. Der lugter nemlig lidt af ny vinyl.

En grammofonplade og sort retro, der skal dyrkes. I mere end en forstand.

Jeg så en spids nøgenhat i græsset
den vokser hvor dyrene er frie
(Fra ‘Spids Nøgenhat i græsset’)

Jeg faldt over dem lidt tilfældigt for et års tid siden. Bandet Spids Nøgenhat. Formodentlig vældig sent, for de fritidsdebuterede allerede for 12 år siden med kultskiven”En mærkelig kop te”.

Jeg har allerede glemt forbindelsen, men måske var det fortolkningen af det gamle Røde Mor-nummer ‘Lil’ Johnnys mund’ eller Gasolin-traveren ‘Langebro’. Begge er numre som jeg er kommet til at elske som noget af det fineste danske rockhistorie fra barneværelsets top 30 og hitlister i transistorradioen.

Dansk rock med danske tekster. Og reelt med reference til ham der Eik Skaløe, der egentlig begyndte det hele da pigtrådsmusikken for alvor fik hippiehår og euforiseret poesi.

Jeg indrømmer at jeg blev født ind i punken og den sorte sol, de tidlige 70’ers musik var egentlig no-go territorium (bortset fra enkelte undtagelser som David Bowie) indtil jeg nåede den modne side af de 25 år. Det var enten forældet hippiemusik, kvalmende symfoniske rockfusioner eller trættende politiske paroler.

Men hellere sent end aldrig! Old hippies never die, they just trip away.

Spids Nøgenhat. Selve bandet er et sammenrend af fritid og fornøjelse. Baby Woodrose og On Trial. Gamle venner. Lorenzo, Märkbar og Vesterbro. Syregrønne fornøjelser og en ædel kærlighed til årgang cirka 1970.

Der blev dog også talt om en helt legendarisk Roskilde-koncert. En lørdag aften som alle ved deres fulde fem husker. Sommeren 2011.

København druknede i tropiske oversvømmelser og ude på festivalen lynede og tordnede det, mens Arctic Monkeys gjorde sig færdig på Orange.

Derefter gik det for alvor galt. Regnmængdernes omfang så man først inde i byen mange timer senere, fortovene var bogstaveligt skyllet væk.

Ude på festivalen havde Spids Nøgenhat spillet sin koncert oven på skybruddet, og nej jeg var der (desværre) ikke. Men dem der var, glemte det ikke.

Koncerten blev foreviget på bandets anden udgivelse – “De sidste her på jorden” fra 2012.

Efter sigende blev publikum hængende ved Pavillion-teltet og sang omkvædet igen og igen i 45 minutter efter selve koncerten var slut, alt imens bandet måtte pakke sammen tvunget af festivalvagter. Er vi de sidste her på jorden, et passende og relevant spørgsmål oven på naturens rasen.

photo
Sort som kaffe og vinyl

Ja, Spids Nøgenhat, min ven. De kommer med fred – denne gang uomtvisteligt. Og så rammer vi udgangspunktet igen. Et lækkert stykke sort vinyl.

Der er 8 numre på deres dugfriske album “Kommer med fred”. 7 egne kompositioner og et styk genbrug fra den musikalske hovedkilde. Den danske rockscene omkring 1970. Lidt før og lidt efter.

Mand! Kan du ikke se?
At jeg kan se lige igennem dig!
Mand! Kan du ikke se?
At du er lisså gennemsigtig som mig…

Eposet ‘Den gennemsigtige mand’ er forfattet af den gamle Christiania-hippie, Hans Vinding. Han døde i 1999. Ganske underkendt for sine dansksprogede, ofte fortællende, tekster, Nummeret har sin oprindelse i bandet Hyldemor og deres 1978-album “Glem det hele”. Læs i øvrigt Kim Skottes glimrende anmeldelse i Politiken fra i vinters.

Genfortolkningen af Vinding er dog langt fra signatursangen på albummet. Den falder naturligt ind i en helhed der åbnes med sangen ‘Mere lys’. Tag øjnene af og læg dig ned inde i dit eget sind. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed.

Allerede for et par måneder siden udkom singlen ‘Lolland Falster’ som en slags teaser for herlighederne. I bandets ånd er det en hyldest til et stykke udkantsdanmark, hvor hampen kan få lov til at gro i fred.

Mens husene står tomme og marker ligger brak
lægger jeg kun sedler og siger mange tak
så flet dit polske hampesejl
og se hvor flot det står

Mens vestjyderne jamrer og klager og lobbyer og vil have flere tomme motorveje at køre ræs på, så er Lolland og Falster vel det ægte udkant. En hensygnende egn med tomme huse, manglende arbejdspladser og sociale problemer. Men også med en masse lækre grønne planter, hvis vi skal følge Woodrose og venner. Og det skal vi selvfølgelig.

Hyldesten til sydhavsøerne følges af nummeret ‘Lever vi nu?’. Et mere ekstistentialistisk tema bliver rullet ud i Lorenzo Woodrose’s stemme.

Ud over Valbys tage
I ekkomaskinens loop
I vores venners drømme
Lever vi nu?

Sangen blev min første personlige favorit, da jeg fik albummet lyttet igennem. En melankoli, tvivl, længsel, i det mørke der altid kalder på os. Den er nem at gribe. Der reflekteres over døden og tab, bandets lydmand Ralph døde sidste år. Samme Ralph optræder direkte i teksten på ‘Vand, brød og te’, med et indledende “Ja” som en slags svar på det hele.

Hele albummet har fedt guitararbejde fra Henrik ‘Hobitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen. Lead og ekko. Samtidig er der på en eller anden måde noget dæmonisk ved Lorenzo og hans stemme.

Det bliver stærkt på den messende ‘Jorden kalder’, der står som den perfekte psykedeliske hymne.

Fosforgule tårer
løber ned ad Gaia’s kind
Lys og lærkespore
Kun et spind af erindring
Jorden kalder, himlen falder

Den rammer langt mere plet end afslutningsnummeret ‘Fred’, der umiddelbart forsøger at slå samme psykedeliske toner an. Et kort mantra der gentages igen og igen og lidt østerlandsk mystik i melodien med fløjter i baggrunden. Nummeret falder genremæssigt ind i helheden, men står alligevel tilbage som det svageste af de 8.

“Kommer med fred” er et skønt album og drejer flittigt både på pladespilleren i stuen og via iPad’ens Spotify.

Og lad mig være din bedste ven
På vand, brød og te
Kærlighed og LSD 

Det er en ærlig hyldest til en særlig musikalsk tid, som de færreste af os efterhånden har oplevet på nærmeste hold. Men langt fra anakronistisk. På sin egen måde rammer det noget i 2013 også. Det er ikke ren retro, der er en ånd af åbenhed, reflektion og nysgerrighed.

Det er nok ikke helt forkert at historien opererer i cyklusser – og noget af den bedste rockmusik fra 1970 er ved at være brugbar inspiration igen.

Det handler om nysgerrighed og åbenhed. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed, lyder det i omkvædet på åbningssangen.

Og ja, jeg elsker Spids Nøgenhat. Jeg køber helt deres fred, den går i hjertet. Du kan i øvrigt få “Kommer med fred” på kasettebånd også. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt.

Una Pérdida Predecible

bernabeu
Udsigten næsten øverst fra D-tårnet – Santiago Bernabeu

Et 0-4 nederlag er og bliver aldrig tilfredsstillende, lad det være sagt straks. Aldrig.

Uanset modstander, uanset procentuelle ligheder i boldbesiddelse, uanset konceptuelle tværpasninger i prædefinerede trekanter, uanset alt muligt andet, og ikke mindst de 63 minutter hvor meget var lige ved og næsten.

Røv og nøgler. Vi er ikke Farum. Vi er FC København.

Hvad der gjorde det værre onsdag aften, var at vi nærmest forærede målene til Madrid. Først Wiland som fulgte sit 2013-trademark til dørs, at atter ligne en målmand der har sin bedste tid bag sig.

Der var knapt spillet 20 minutter, da han fejlbedømte et relativt harmløst indlæg. General Francos foretrukne fodboldklub fik foræret en åben boulevard til de forventede 3 points og næste Champions League-opgør.

Og jeg så allerede massakren forude. Vildanden blafrede, mand! Det var for nemt! Fandtes der en hurtig exit ud fra Santiago Bernabeu… hotelværelset og -sengen var trods alt kun 4 metro-stationer væk. Det var i gå-afstand, fra Chamartin til Tribunal, værre var det ikke.

En 4-dages sviptur til Madrid. Jeg manglede den spanske hovedstad på mit personlige rejsekort. En oplagt tur, et godt tidspunkt, selv vejret havde spillet med.

Først havde udsigten ellers sagt skyer og regn og atter regn hjemmefra, men Madrid slog allerede tirsdag formiddag over i det lækreste sensommervejr med masser af solskin og pænt over de 20 grader til langt ud på aftenen.

0-1 og bagud. Ironisk virkede det som målet, fik hele det københavnske hold til at hive sig op ved hårrødderne. Den resterende del af 1. halvleg blev pludselig vendt på hovedet.

Man fornemmede det langt op under taget på Bernabeu. Vi spillede i den grad med i kampen og endte med at være snublende tæt på en udligning. Modric’s arm stod i vejen, sagde sms’erne hjemmefra.  Først spejdede jeg den bare som inde over målstregen, fra langt oppe øverst i D-tårnet modsat.

Men gu’ fanden var der straffe. Uforsætlig eller ej. Madrid havde vel en åbenbar fordel af hans arm. Eller…

Set et par gange efterfølgende på tv, er jeg tilbøjelig til at give dommeren en vis pointe. Den er ikke så lige til og han valgte det sikre.

Det spillemæssigt fornuftige fortsatte egentlig i 2. halvleg. Vi forsøgte. Uden angribere, med Braaten og Nikolai Jørgensen flakkende som to offensive midtbanespillere, sammen med Københavns bedste på aftenen, Rurik Gislason. Men med omtanke alligevel.  Jeg får stadig kuldegysninger over de ynkelige Europa League-præstationer, vi så sidste efterår. Tommelfinger op til attituden onsdag aften.

Efterfølgende kan man vel ikke sige så meget til Madrids 2-0. Der er et par millioner euro til forskel på de 2 hold, cirka, og på et eller andet tidspunkt skal det blive synligt for alle.

Det burde så være det. Et Wiland-drop og noget der måtte ske. Nede 0-2. Det kunne ende som mod FC Barcelona for 3 år siden på Camp Nou.

Sammenligningen var egentlig langt væk. Både i forhold til hjemmeholdets kvalitet og vores egen. Madrid er langt fra toptunet, weekendens nederlag hjemme til lokalrivalerne i sydvest fra Atletico var ganske sigende. Verdens dyreste spillere gør det ikke alene.

Vores egne mangler har skreget til himmels i mange måneder og blev gjort ekstra tydelige fra det 63. minut, hvor Youssef Toutouh blev afløst af Christian Bolaños.

Hvad der havde været en hæderlig indsats fra en ung spiller, blev til skræmmende dårlig indsats fra en tidligere bærende spiller. Grumt sagt – men der begyndte derouten for alvor. Bolas håbløse boldtab højt i banen førte direkte til 0-3.

Jeg har tidligere troet, at Ståles genkomst ville tænde op under ham igen. Men effekten forduftede nærmest efter en kamp. Costaricaneren er en skygge af den spiller, han var for et par sæsoner siden. Igen. Og logisk også helt ude af truppen nu i weekenden.

Vi kan skrive ham på listen over spillere, som nok bør finde nye græsgange til vinter. TK, Bola. Det er 2 stykker. Claudemir, Santin og Wiland er 3 yderligere i mine noter. Lars Jacobsen er også tæt på, vores anfører imponerer heller ikke i dette efterår. Kort sagt er det en hel generation af ældre spillere, der har været med i klubbens fedeste tider,

Der har egentlig været frygtelig langt fra Camp Nou i 2010 til Santiago Bernabeu i 2013. Sportsdirektør Carsten V. Jensen vil sikkert kalde det en “bumpy ride”. Vi andre hælder mere til det enkle udtryk “nedtur!”, signeret en spejlblank sportslig ledelse.

0-4. Det var ren exit via rulletrapperne. Og nedad gik det. TK nåede at give sit bidrag, og blev overløbet foran vores eget felt. Han var end ikke i nærheden af at spille dengang på Camp Nou.

Sympati for djævlen
Sympati for djævlen

Vi fik aldrig scoret til sidst. Selvom chancerne var der. Først kom Bola alene igennem, dernæst dansede et hovedstød på målstregen lige efter et hjørnespark.

Madrilenerne jublede hysterisk for første gang i kampen. Iker Casillas holdt nullet. Aftenens lokale helt.

Deres tidligere træner Jose Mourinho, aka The Real One, kunne ikke lide ham. Han blev bænket i sidste sæson.

En skæbnens ironi. På stadionrundturen dagen før blev jeg hevet ind i en fotoshootout af 2 ganske charmerende unge kvinder.

Min favoritspiller i Real Madrid? Jamen, Jeg bryder mig egentlig ikke særligt om foretagendet, men følte at jeg burde være høflig.

Luka Modric og Gareth Bale er selvfølgelig tidligere Tottenham-spillere. Men nej…  og da slet ikke smørhåret Ronaldo. Men Iker Casillas. Han virker som et godt menneske.

Casillas endte med en uventet hovedrolle. Han forhindrede ganske irriterende et københavnsk trøstmål i slutminutterne – efter havde fået min personlige københavnske velsignelse. Og ja, egentlig skylder han én!

balestyle
Get Your Hair Styled like Bale

Ingen Bale. Han er skadet. Bale var også en del skadet, da han spillede i Tottenham. Især de første sæsoner. Men hans “£85m star quality” er uomtvistelig og enorm. En frisør i La Latina-kvarteret tilbød sågar en særlig Bale-styling.

Jeg gled behændigt uden om. Allerede rundbarberet Copenhague-style. Gik vanen tro mig en vabel til på den første dag. Fra Prado og det fisefornemme til Pirámides og det småfesne.

En dejlig by Madrid – og man farer herligt vildt i de små gader, hvad enten det er i turistområderne ved Plaza Mayor eller i boheme- og bøssekvartererne Malasaña eller Chueco.

Churro, Jamón Ibérico, Mahou, og en fantastisk irsk pub (selvfølgelig, de irske er som oftest de bedste sportsbarer), hvor de kørte 3 champions League-kampe tirsdag på storskærme. En perfekt opvarmning til Bernabeu-turen dagen efter.

Solgt til stanglakrids

Nu faldt jeg i søvn en time før transfervinduet lukkede den 2. september, men det gjorde hverken fra eller til. Der skete intet spændende for FC København inden hasperne blev sat på igen.

Intet ud over de 2 navne som dagen allerede havde konfirmeret.

Østrigske Georg Margreitter til forsvaret og norske Daniel Braaten til offensiven. En helt ukendt (noterbart dog relativ ung) spiller, som Ståle oprindelig fik hentet til Wolverhampton, og en lidt udefineret kant/ midtbane og vist sådan mentalt loco – i hvert fald nogle gange. Om det bliver på Myklandsk vis må det næste års tid vise.

Samlet set over sommeren har vi hentet 5 spillere.  Ud over de 2 nævnte også Marvin Pourie, Olof Mellberg og Fanendo Adi.

Umiddelbart behøver det ikke at være så skævt. Igen samlet set.

Adi har spillet 2 kampe og scoret 2 mål. Succes!

Hele opholds-/spilletilladelsescirkuset må bare have efterladt den stakkels mand undrende. Hvorfor følges den slags ikke bare ad for en professionel fodboldsspiller? Begge formiddagsblade fik kogt vældig sommersuppe på en skid i et glas kurvand. Der var nærmest ikke grænser for det politiske drama, permanent udvisning, fængsel, og alt sammen fordi en sportsdirektør blev lidt for åbenmundet i et tv-interview.

Det er Carsten til venstre

Du tager naturligvis en fejl for holdet, CV! Mandfolk som du er!

Gamle Mellberg har spillet 4 kampe og scoret 1 mål. Som forsvarsspiller har han dog virket lidt rusten. Men man kan dårligt bebrejde ham, dels er han en aldrende herre, og dels fik han ikke hele opstarten med.

Den slags niver, det kan de fleste med hans alder (og ældre) skrive under på.  Men på en eller anden måde føler man sig i godt selskab med ham. Jeg gør i hvert fald.

Marvin Pourie har foreløbig virket som et dampbarn, der har haft det vældig svært. Det brænder helt sammen for ham på banen. Han vil vældig gerne, men det er ikke Silkeborg længere. Verden er blevet langt mere kompliceret. Dels har hans medspillere et højere niveau, han kan ikke bebrejde dem det mest indlysende når han selv falder igennem, og dels fik han heller ikke mange muligheder for at komme rigtigt på plads.

Har der været en plan med noget som helst, spørgsmålet blafrer stadig midt i september.

Måske snakkede Jacobs og CV sammen engang i foråret. Hvis Pourie var en del af planen, hvorfor blev han så først hentet 3 dage før sæsonstarten? Og Mellberg stod næppe heller skrevet på nogen ønskeliste.

Jeg er også ret sikker på at Fanendo Adi heller ikke stod der. Før planerne om et akut og nødvendigt trænerskifte for alvor tog fart. Han lugter af et meget tidligt Ståle-håndtryk.

Men det har da svirret med rygter hele transfervinduet igennem. Fra en Sandro Wagner i Berlin til forsvarsspillere i Real Betis.

Lad os heller ikke glemme den mærkelige føljeton med Joshua John, som åbenbart var et hedt ønske for halvanden måned siden. Twente ville gerne sælge, spilleren ville gerne, måske, og ville så ikke, da CV afkrævede ham en beslutning.

Nu fremstår John, efter han alligevel endte i Farum-lejren, fordi Twente ikke ville have ham mere, som et fjols. Han kunne have valgt Farum for længe siden, hvis det var et brændende ønske, som han kunne have taget FC København da tilbudet faldt. Han gamblede formodentlig og tabte ved bord 1.

Vi går altid efter at hæve overliggeren i hvert vindue, ikke sandt CV! Foråret var for længst blevet til efterår og holdet sejlede videre på åben sø, nu blev det blot endnu mere indlysende fordi de begyndte at tabe kampe på samlebånd.

Sommerens mest uplanlagte plan stod tilbage. Den blev at hive Ståle hjem, for at redde stumperne. Sommerens absolut vigtigste transfer, man gnækker lystigt, ud over de 5 indkøb har vi nemlig fået 2 yderligere “nye” spillere i den københavnske trup.

Claudemir og Bolaños. Begge er som forvandlet.

“Partymir”, som han er blevet navngivet i fankredse på grund af sin letlevende boheme-stil uden for fodboldbanen, det var høfligt sagt, er igen blevet til den Claude som vi så spille på den centrale midtbane for 2 sæsoner siden.

En træners magiske kneb på træningsbanen. Det virkede også på Bola. Han ligner pludselig en højrekant med selvtillid og frækheden tilbage. Og nok så væsentligt for hans højtanlagte spil, driblingerne begynder at lykkes.

De 2 magiske knapper tunet op nærmest fra dag til dag. Som udenforstående kan det være svært at fatte hvor tyndbenet kemien mellem en træner og enkelte spillere kan være. Eller rettere hvor stærk den pludselig kan vise sig.

En skaldet nordmand der kan skrige meget højt, det runger både i San Juan og i de københavnske barer ud på de små timer. Hvis Ståle også kan få pillet smørfingrene af Wiland, behøver vi ikke at være helt solgt til stanglakrids, når det går løs i Champions League om en uges tid.

Eller…

chlpic
♪♫..gem et lille smil til det blir gråvejr…♪♫

Nja desværre nok alligevel. En heldig lodtrækning var det ikke ligefrem.

Den lugter nærmest af 6 forudsigelige nederlag. Juventus, Real Madrid og Galatasaray. Tur/retur!

Forventningerne er naturligvis helt i bund og alligevel bliver de ikke større. Det er og bliver et klassisk dilemma, for en gammel og rutineret fan som undertegnede.

Det er altid sjovest at spille med på øverste etage.

Ja for fanden! Uanset om det foregår langt oppe under den åbne oktoberhimmel som på Camp Nou for 3 år siden – eller det bliver Santiago Bernabeu som denne gang.

Jeg er sgu parat nu og sluger gerne igen hvert et sekund, når hymnen klinger. Første gang over Parken på tirsdag.

Så kan vi lade medieklovnen Glen Riddersholm samle sine hundelorte op i Herning – og i øvrigt helt glemme Superligaens almindelige tristesse for en kort stund. FC Udfordret møder FC Halvvejen på FC Hele Vejen.

Og lad mig lige sige det, ikke rasende højt, men dog læseligt, skal der være andre danske mestre end København i maj 2014, så lad det for helvede da blive Esbjerg. De er fiskere hele bundtet, man kan ikke rigtigt blive sure på dem.

Et spændende hold og en flot kvalifikation til Europa League – lidt national sympati kan vi godt sende vestover til kutterne.

Og i øvrigt hvis der nu havde været en plan, kunne Peter Ankersen sagtens have været en interessant del af den. Men nøgternt og skåret til benet, planen manglede.

Den plan der skulle bagsikret vores røv. Når den første plan, den der gik på at bare tro at tingene ville fortsætte med at komme af sig selv, stille og roligt smuldrede mellem fingrene på en træner der måske mest af alt længtes hjem til Belgien og en sportsdirektør der ikke anede sine levende råd.

I stedet blev vi solgt til stanglakrids. Fra det tidlige forår til den 17. september.

God kamp på lørdag mod Esbjerg – ud over fisk, lugter det af lidt sund sparring med et internationalt strejf. Sådan cirka.

Han er kommet hjem

Il Salvatore
Il Salvatore

Lettelse, en ubeskrivelig lettelse. Det er vel de bedste ord at sætte på følelserne, da første sms dukkede op lidt i 17 onsdag eftermiddag.

Ariël raus, Ståle ind, pr nu. 

Han kommer hjem igen, den skaldede, han kommer sgu hjem.

Jeg kneb næsten en lille tåre og hørte allerede hans fistelstemme gjalde over Parken.

Endnu vigtigere, det var som væggen af al den modløshed og apati, der havde sneget ind fra sæsonstarten, bare væltede i et hug. Fældet af et solidt norsk hammerslag.

Forfanden hvor har det været trist at overvære. Fra de første runder ovre i Jylland til første hjemmekamp mod Randers.

Allerede efter den kamp havde jeg det sådan, at Ariël Jacobs bare måtte væk. Jeg var eddikesur og træt af det hele. Den gik ikke længere. Det var ikke FC København mere.

Istedet så vi et hold der faldt fuldstændig sammen, et hold der slet ikke formåede at trykke sin modstander i bund, som ikke havde en nødplan når spillet ikke kørte. Et hold uden forsvar og fart i opspillet.

Heltnormal hos Politiken morede sig og legede Jesper Grønkjær for en stund:
Og har I set det tempo, FCK spiller i nu? Man kunne jo lave en treretters menu på den tid de er om at starte et kontraangreb.

Vi hørte det fra modstandernes spillere som Thomas Augustinussen i Aalborg: FC København manglede helt en plan og spillede alt for langsomt.

Og han havde irriterende ret. Vi kunne sagtens se det.

Andre fulgte op. Randers-spilleren Jonas Borring udtalte at der manglede noget i spillet hos de forsvarende mestre – ja en plan, kunne man næsten supplere igen.

Samme plan som havde været fraværende i hele foråret. For der var heller ingen.

Den lange vinterpause, som burde have givet arbejdsro og muligheder for Jacobs til at indarbejde sine idéer, havde nærmest sendt holdet ned i et dybt hul i stedet. Der var intet spilkoncept, der var intet alternativ til Cornelius’ fysik eller Nikolai Jørgensens individuelle indfald. Intet fælles fundament.

Snak om manglende motivation og mesterskabet der var sikret, intet andet end dårligt spin, de nøgne tal bagved blev ikke barberet væk.

Heller ikke efter det blev en ny sæson og man “naturligvis” ikke kunne drage paralleller fra foråret til den jammerlige sæsonstart efter sommerpausen.

Tallene står der stadig for 2013. 4 sejre, 8 uafgjorte, og 6 nederlag.  Vi har i skrivende stund spillet 18 kampe i kalenderåret 2013. Vi har vundet 4 – alene de 3 helt tilbage i marts måned. Og som sikkert ganske bekendt, den seneste sidst i april på plastikbanen i Farum.

Det er uhørt ringe. Et københavnsk flashback til 90’erne.

Mesterskabet blev reelt først sikret i 4. sidste spillerunde i foråret. Efter 0-0 ude i Brøndby. På det tidspunkt var stimen af manglende sejre allerede ved at bygge sig op – 3 på stribe der og i øvrigt anden 0-0 i træk.

Derefter gik det helt galt. Selv ikke “festkampen” mod en flok sønderjyder der intet havde at spille for i sidste runde, formåede holdet at vinde.

Nej det var ikke de 5 kampe alene i den nye sæson. Det er sgu helheden, det er alle 18 kampe og læg dertil gerne en pauver europæisk indsats i efteråret, for så forvænte kan vi sagtens tillade os at være.

Det var alt dette der gjorde at Ariël Jacobs ikke skulle overleve som træner i FC København. I mit hoved og ganske mange andres.

Der har så været arbejdet hurtigere i kulissen end vi andre udenforstående fik indtrykket af.

Hvis man skal tro på hvad man læser i diverse medier (det skal man ikke nødvendigvis), begyndte forhandlingerne om Ståles genkomst i FC København allerede for en uge siden. Med andre ord før kampen mod AGF. Oprindeligt med planen at han skulle overtage i sommeren 2014.

Om det var AGF-kampens spillemæssige apati der ændrede billedet, kan man kun gætte på. Han trådte i hvert fald pludselig ind ad døren i Parken igen. Den skaldede nordmand. Onsdag eftermiddag. Som omkvædet fra en gammel Kliché-sang:

findes der en mand der kunne tænkes at tænde
findes der en mand der kunne tænke sig at tænde

stjernerne i vores øjne

Han tændte dem igen onsdag aften. Over alt i gamle København.

Jeg ved sgu godt, at problemerne ikke bare forsvinder som dug for solen med et åbent ormehul tilbage til 2011.

Spillerne er de samme – og der mangler stadig 1 eller 2 nøgler, af den slags som Jacobs aldrig fik råbt højt nok efter. Måske fordi han overvurderede evnerne hos sportsdirektøren.

Jacob er givet en flink og venlig mand. Han var også firmaets mand, den karakteristik gav de belgiske journalister ham allerede med i kufferten for et år siden.

I virkeligheden begyndte hans problemer måske der. Han råbte ikke højt nok – i forhold til indkøb og ændringer i spillertruppen.

Han tog det der var ved hånden og det gik jo fint hele efteråret. Sådan da. Men værktøjskassen blev tømt, han havde ikke flere “cornelius’er” at hive frem. Og tilsyneladende heller ikke rigtig opbakning.

Sportsdirektøren på pressemødet forleden:
Vi evaluerede foråret og lavede en plan for sommeren og efteråret med Ariel. Vi er ikke en svækket klub. Men der er nok en pointe om, at Ariel ikke fik den optimale opbakning. Jeg vil sige, at det handler om – når man er i en dårlig periode – at den er så kort som mulig. 

Verdens ensomste mand - nu måske ikke helt så ensom længere.
Verdens ensomste mand – nu måske ikke helt så ensom længere.

Han forklarer sig ikke nærmere, sportsdirektør Carsten V. Jensen. Det gør han sjældent.

Jeg kender folk, der fyldes til randen med serbokroatisk raseri, blot CV nævnes. Selv er jeg en anelse mere pragmatisk, og konstaterer blot at han på forbløffende vis igen redder sin røv.

En forfejlet træneransættelse, et par kolossale transfer-kiksere i størrelsesordenen 40-50 mio i et forsøg på at erstatte et par bærende spillere for 2 år siden, ingen af dem slog til, samt et mislykket forsøg på at blive træner, jovist, men han sidder der stadig.

Reelt reddet af Jacobs sidste sommer. Denne gang gør Ståle det så.

Ingen kan rigtig lide Carsten V. Jensen, han virker altid lidt forknudret foran kameraerne og udtaler sig ofte på et bogholdersprog som efterlader folk med et indtryk af at manden aldrig siger noget som helst af betydning.

Men han er en survivor af rang og så må man give ham, at han ene mand over et par sæsoner har forsøgt at holde en sportslig fane højt overfor en bestyrelse, der næppe har haft andet for øje end at tælle sine aktieposter.

Alene Ståles personlighed er en enorm styrkelse af den sportslige sektion i klubben. Det ved CV selvfølgelig også. Derfor er han formodentlig også en ganske lettet mand nu.

Med Ståle har han fået en træner, der kan råbe og skrige. Særdeles højt og ganske skingert.

Og Ståle kan motivere sine omgivelser – her og nu. Det er der behov for hele vejen fra inderkredsen omkring bestyrelsesbordet til øverste sæde på A-tribunen i Parken.

Han siger det selv, FC København betyder noget særligt for ham. Hans “hjerteklub” i bogstaveligste forstand. Der vil altid være et tæt bånd, grundet nogle begivenheder en formiddag i marts for snart længe siden.

Ståle er vores Mourinho, har jeg hørt nogle kvække i det fjerne! Senest Jesper Grønkjær. Whatever…

Nu er han kommet hjem igen. Har fået sine ar ude i den store verden, fortjent eller ej, men er hjemme nu. Fra Köln til Wolverhampton. Vi kan så prise os lykkelig for, at han har en familie der også er forelsket i byen København. Det gør det hele nemmere. For alle parter.

Vi har fået en træner, der kan gøre en forskel i Champions League, sagde sportsdirektøren kækt på pressemødet forleden.

Ståle gør i hvert fald at vi kan tro på, at der må være en grund til at vi er der.

Og først og fremmest bliver udsigten til endnu en søndag til at holde ud igen.

Den forudsigelige begyndelse

Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en vis tradition.
Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en god tradition.

AaB – FC København den 21.7.2013, klokken er cirka 20.40 og kampen nærmer sig afslutningen. København er bagud 1-2.

Delaney har erobret bolden langt nede på den københavnske banehalvdel, han spiller frem til Gislason der dribler rundt på midten og søger spilmulighed.

Finder Delaney igen, der hurtigt stikker bolden frem til Pourie der forsøger at løbe dybt på venstrekanten. Han må spille tilbage til Gislason, der triller på tværs til TK.

Han lægger an til skud foran feltet. Finder ikke plads, spiller i stedet videre på tværs til en fri Lars J, der søger mod baglinien. Men afleveringen er ikke præcis. Han vender rundt og triller bolden tilbage til TK igen.

TK er ved at komme i vanskeligheder, spiller den ned mod midtercirklen, hvor Sigurdsson modtager og spiller videre skråt tilbage til Stadsgaard, der vipper den mod venstre til Bengtsson.

Bengtsson forsøger en lang høj bold frem mod feltet, men det bliver en blind aflevering. Der er ingen københavnske angribere i det område (Cornelius hvem) til at modtage bolden. Kun et par Aalborg-spillere.

Symptomatisk for kampen. Vi havde – efter sigende  – bolden 60% af tiden, men brugte den rystende ineffektivt og ukonstruktivt.

Det hele kan også opsummeres ganske kort: en målmand der dropper, svagt forsvar, idéforladt angrebsspil. Præmieren på Superligasæsonen 2013/14 blev 7. ligakamp i streg uden sejr for FC København. Den blev også det 3. nederlag i de sidste 4 ligakampe, for at skære helt skarpt.

Intet problem. Vi spiller bare en ny kamp. Som vi gjorde det meste af foråret. Med samme op- og indstilling, samme foræringer i forsvaret, og samme volumniøse fantasiløshed = manglende inspiration.

Og skal vi ikke bare sige samme resultat på søndag i Herning. Det virker mere som en sandsynlighed end et deprimerende gæt.

Men der er åbenbart ingen problemer. Ellers havde træner og sportsdirektør vel allerede brugt det åbne transfervindue proaktivt og hentet mere end en aldrende svensk forsvarsspiller, som alligevel ikke er helt kampklar. Samt et umiddelbart angrebssupplement i Marvin Pourie, som Silkeborg vel også havde solgt for en måned siden for 1 mio. euro.

Nu fik Pourie 3 dage til at komme på plads inden præmieren. Det nåede hverken han eller holdet at gøre.

Der var med andre ord intet nyt under sommersolen, da holdet løb på banen i Aalborg. Det hele var ganske forudsigeligt, og sådan fortsatte det.

Vi er mange, der taler om, at FCK har hårdt brug for en dynamisk midtbanespiller med offensive kvaliteter. Er du enig i, at du mangler den spiller? – Det holder jeg internt, svarer FCKs cheftræner, Ariël Jacobs, med et finurligt smil og sender på den måde bamsen videre til Carsten V. Jensen.
(Citat fra artikel på Berlingske den 22. juli efter AaB-kampen)

Sportsdirektør, Carsten V. Jensen, vil hellere hente forstærkninger til venstrekanten, bedyrer han i flere medier. Det kan der også være god ræson i. Det ene udelukker ikke det andet, det understreger i virkeligheden bare de problemer som holdet har – og har haft siden forårets badeferie.

Når det er sagt, vil jeg også mene, at både Olof Mellberg og Marvin Pourie kan vise sig som ganske fornuftige indkøb på den lidt længere bane.

Det slatne forår viste også med al tydelighed, at der i den grad manglede kant og irritationer i spillertruppen. Det hele kan blive for pænt – og for harmonisk.

Det er en balance. Selvfølgelig er det et gode hvis alle spillere er glade, og føler sig hjemme i en klub.

Men det hele kan også blive for selvfedt, hvis man ikke formår at hanke op i mageligheden.

Jeg vælger at se indkøbene i det lys. Vi behøver dem begge som typer. Den erfarne gamle ræv, der ikke gider for meget pis. Og den unge opkomling der giver fanden i det meste og gerne overvurderer sin egen betydning.

Mellberg er den knasende tørre og utilfredse leder, der har manglet. Michael Jacobsen, Ragnar og Kris må så slås om pladserne ved hans side i et forsvar som behøver at blive betydelig skarpere. Ikke snart. Heller ikke meget snart. Men nu!

Lars Jacobsen har været en guldfugl siden hjemkomsten fra England, jeg holder meget af ham som højreback og som anfører. Men han er en flink fyr med fynsk accent og alene har han måske lige manglet den psykiske kant, der kunne skabe den sidste tænding. I en alt for magelig forårssæson, hvor der kun var et opblomstrende Nordsjælland for alvor at bekymre sig om.

Bad boy

Omkring “problembarnet” Marvin Pourie. Han var nok sidste sæsons allerbedste angriber i Superligaen, ud fra hans vilkår i Silkeborg.

Han reddede deres røv mange gange – om end ikke til sidst. Statistisk er han svær at udmanøvrere. 23 mål i 55 kampe.

Jeg hilser ham velkommen og efter lidt rationel vurdering, kan han sagtens udmatche mere eksotiske hollandske transferrygter. Spillere som jeg ikke kendte det fjerneste til for en måned siden.

I mine øjne er Pourie et langt stærkere kort end i hvert fald Santin og Igor, ud fra det han har bevist.

Der varsles flere indkøb og transfervinduet står åbent en lang måned mere. Heldigvis, fristes jeg til at skrige!

Hvad der åbenbart ikke var tydeligt nok i maj måned, bør være skrevet i granit efter kampen i Aalborg. Hos både træneren og sportsdirektøren.

FC København behøver i den grad at få tunet sin spillertrup op et niveau eller tre. En venstrekant og en central midtbane. Jeg tager sgu dem begge.

Færre end 2 nye spillere kan vist ikke gøre det.

Jeg elsker sgu Roskilde

roskilde13
Skribenten forfølger sit spor foran Odeon (Lila foto)

The Roskilde Experience – på sin vis er det klassisk, man synes egentlig ikke at festivalprogrammet er noget at skrive hjem om.

Decideret slattent var vel en god karakteristik. På forhånd.

Alligevel er jeg kommet hjem med en håndfuld fede koncerter i bagagen.

Roskilde lykkedes med et eller andet – igen – som stadig rammer os ældre festivalgængere, der som udgangspunkt i den grad vælger af kærlighed til musikken. Mener vi selv.

Når man først er der, og stille og roligt rulles ind i stemningen, driver rundt mellem scenerne, får sig en øl i solen, hilser på gamle venner, skal jeg være den første til at erkende at der egentlig ikke er noget sted man hellere vil være.

Jeg havde mine tanker først på fredagen, kunne altid pendle til København og komme tilbage lørdag eftermiddag. Hvis og såfremt. Særligt fredag var programmet ganske sløjt. Gu fanden nej!

Den virkelige positive overraskelse fik jeg fredag nat. Efter Rihanna-koncerten som egentlig var bedre end jeg forventede.

På en skala fra absolut imødeset møg til et hæderligt ‘Um-brrrel-la’, var den nærmere det sidste. Frem for alt virkede det som hun selv nød det hele mellem præ-indspillede stemmesløjfer og minutiøs scenekoreografi.

På sin vis tror jeg Roskilde-arrangørerne har ramt rigtigt med at forsøge at trække et stort POP-navn til Orange. Scenen har haft sine kvaler, særligt de sidste år, og at se Black Rebel Motorcycle Club forsøge at opfylde den søndag eftermiddag i bagende sol, gjorde nærmest bare ondt i hjertet. De hører hjemme i en mørk kælder i New York, ja! Ikke på Orange.

Men den virkelig positive – for at vende tilbage – hedder Crystal Castles på Arena. For satan en koncert den canadiske duo (trio til lejligheden med en fabelagtig trommeslager) præsterede. Total elektronicamanisk. En spirrevip af en sangerinde, Alice Glass, drønede rundt på scenen og fik vist røget noget der lignede en hjemmerullet joint eller to. Mellem dunder og dans.

BBC har beskrevet en koncert med bandet således; “to be cast adrift in a vortex of deafening pain without a safety net. You get the feeling you could do anything in the world, but that ‘anything’ would ultimately mean nothing. Crystal Castles marks a nuanced emotional territory that dance music never covered before.”

Lidt af herligheden præsenteres her i sangsamarbejde med Robert Smith fra The Cure.

Lad mig resummere et par andre koncerter i vilkårlig rækkefølge fra de personlige huskeskuffer.

Calexico skuffer sjældent. Heller ikke på en doven søndag aften, hvor meget af festivalen er på vej hjem. De spillede det mexicanske kort og fik skabt en lille mariachi-fest i og omkring Odeon. Man går aldrig helt forgæves.

roskilde13-2
60.000 i 3D foran Orange (Lila foto)

Det var lige inden Kraftwerk lukkede og slukkede på Orange Scene. Dem skulle jeg bare se, for gammel venskab og glæders skyld. De leverer mere et koncept end en koncert, men søndag aften var det bare nærmest himmelsk perfekt. Med 3D-effekten på storskærmen bag de aldrende herrer. Bedstefædre i spandex, for at citere en veninde. Tysk perfektion til mindste detalje. Den sad lige i øjet!

Jake Bugg var torsdag aftens eneste højder for mig. Birminghams Bob Dylan virkede oprigtigt overrasket over jublen. Igen Odeon. Det telt er på en eller anden måde blevet festivalens nye sjæl. Dels får arrangørerne placeret mange gode navne i det telt, John Grant kan tilføjes blandt allerede nævnte, og dels er der bare noget oprindelig Roskilde-stemning i en scene, der heller ikke er helt lille, og fungerer uden sikkerhedspiten foran Arena. Du kan møve dig helt frem eller lade være.

På forhånd kunne man spekulere i om The National kunne rumme Orange Scene. Det var lørdag aften, nærmest i bedste sendetid lige før Metallica.

Det kunne de. De leverede et brag af en koncert, der fik sangeren Matt Berninger til både at smide en flaske hvidvin og selve mikrofonforbindelsen i sin iver efter at kravle rundt ude blandt publikum. Det sidste indikerede vel, at de ikke helt passede til scenen på samme vis som efterfølgerne Metallica, men det fede var, at de, bandet og han Matt Berninger gav fanden i det. Og hvor spiller han dog en hamrende fed spade, Aaron Dessner!

Af øvrige koncerter kan nævnes, nå ja, Metallica. Jeg kommer aldrig videre end det sorte album, men deres evner på en stadionscene er uovertrufne.

En time senere fangede jeg mig selv stå og vugge hofterne til et colombiansk salsa-orkester foran Cosmopol-scenen. I skrivende stund kan jeg ikke huske navnet, men det overlever vi begge nok. Det var blot The Roskilde Experience! Inden Chase & Status væltede Orange ud i natten.

Danske When Saints Go Machine spillede en fremragende pendant til Crystal Castles og gjorde søndag morgen meget lysere end den allerede var.

Jeg takker for underholdningen, Roskilde – og vender hjertensgerne tilbage.

Nøjagtig som jeg vil vende tilbage og vente på dig, Carsten V.! For tiden er snart knap til Superliga-starten. Den er ikke helt glemt.

Sommer- og hjemmesider

FC København har fået en ny hjemmeside. Efterhånden er det et par måneder siden den gik i luften, men den er stadig rædsom og gør mig irriteret. Selvom tiden har det med at tilgive – også mindre heldige intentioner.

Du kender sikkert møllen; en uvane kan nemt blive en dårlig vane, der ender som et dagligt vedhæng.

En forside, en indgang til et website, som til så meget andet skal være simpelt og overskueligt. Derfra skal godterne folde sig ud. I en god logik – for brugeren af sitet.

Det gør de ikke på http://www.fck.dk. Alt ramler sammen på forsiden som en dårlig legomodel i et regulært virvar af bokse og teasere for fcktv og diverse nyheder.

Det er ikke bare de nyeste, men også de næstnyeste, og de tredjenyeste. Alt skal på forsiden, arkivering og sortering er blevet fremmedelementer. Det skærer naturligvis i et bibliotekarhjerte som mit.

Der er ingen fokus-historie, øjnene sendes bare på en forvirrende vandring fra boks til boks – er det størrelsen af boksen der afgør vigtigheden – og aktualiteten? Jeg ved det ikke – jeg kan ikke gennemskue en redaktionel linie.

Selve menu-navigationen er jeg efterhånden blevet familiær med og jeg finder som regel hvad jeg søger på sitet. Men den indgangsside… fanden tage den og dens skabere.

Skær den ned, halvér den, sæt nyhederne i stedet i en karrusel, de er så populære for tiden, gør et eller andet for at skrue ned for overmætningen.

For snart en del år siden tog jeg som en del af min videreuddannelse faget “Usability” på IT-Universitetet. Det handler om design af brugergrænseflader, set over en bred kam. Men der var særlig fokus på nettet. Nøjagtig som jeg arbejder med webdesign og -grænseflader til daglig.

Jeg ved med andre ord noget om emnet, vil jeg mene.

Det gyldne mantra inden for webusability var dengang Keep It Simple, som essensen af læren fra både den danske webguru Jakob Nielsen og Steve Krugs lærebog “Don’t Make Me Think”. Kernen er at brugeren af et website ikke skal forvirres, forskrækkes, irriteres eller begynde at tænke unødigt over, hvordan han/hun finder vej til informationerne.

En eller anden burde forære den bog til webdesignerne bag www.fck.dk. Sitet er forvirring på et højere plan – alene fordi den redaktionelle politik åbenbart er, at alt skal på forsiden og der skal blive – vist nok i meget lang tid. Uagtet relevans og aktualitet. Gallerier fra guldfesten og de sidste hjemmeskampe i foråret, nej vel. Vi er kommet videre for længe siden og den nye sæson er så småt ved at rulle op.

For faginteressens – og sjov – skyld satte jeg to af de fodboldsites, som jeg bruger mest, op i mod hinanden.

Tottenhamspursweb FC Københavnfckweb

Begge screenshots af hovedsiden er taget den. 1. juli 2013.

Tottenham fremviser i hvad der i mine øjne er enkelt og overskueligt – og jeg bliver guidet med øjnene. Hovedfokus er nyhedskarrusellen, der var den igen, i toppen. Derfra til reklamen for Spurs TV, og jeg behøver ikke få de 15 nyeste indslag smidt direkte i hovedet, til en nyhedsoversigt, en simpel ticker, og videre til teaseren for næste kamp.

Jeg finder ganske mange af de vigtigste informationer ganske hurtigt. Bemærk i øvrigt at man kan scrolle venstre-højre i hovedpunkterne som også fungerer som en manuel karrusel for både shop og medlemskab af fanklub.

Mest af alt. Mine øjne finder ro på skærmen. Der er en fin balance mellem tekst og billeder.

I virkeligheden er det ikke så svært. Jeg plæderer ikke engang for, at Tottenhams website skulle være et særligt fremragende eksemplar af sin slags. I al sin simpelthen er den bare så vanvittigt meget bedre end FC Københavns.

Og for fanden da! Alt sammen fylder interssant nok en tredjedel af FC Københavns. Endnu et plus. Jeg skal ikke scrolle mig igennem en alenlang side, som jeg alligevel ikke kan overskue.

I sig selv var fornyelsen af http://www.fck.dk kærkommen nok. Vi havde efterhånden stirret på det gamle site – tilsat et par sporadiske forbedringer – i mere end 12-13 år, hvis jeg husker ret.

Men der er edderhuleme plads til forbedringer med det nye design.

Lad det hermed være sagt. Mens vi venter på nyt om hvad de omkring 75 mio. som salget af Cornelius har indbragt, skal bruges til.

Det var så det mesterskab

Liv og (lige)glade dage..
Liv og (lige-)glade dage…

Fesent, bliver den mest passende overskrift på FC Københavns 10ende mesterskab. Sikret på en pinsemandag hvor vejret skiftede lige så ivrigt som sæsonen havde gjort det. Fra sol til truende skyer hen under aften.

Fesent, ikke så meget fordi det ikke blev vundet sikkert. Det gjorde det. 5 points til nærmeste konkurrent og titlen sikret i fjerde sidste spillerunde. Ganske overlegent.

Men fesent fordi det sidste indtryk altid står stærkest tilbage og der havde intet overbevisende været ved indsatsen mod Sønderjyske – nøjagtig som hele foråret fortonede sig i samme sløje skær.

Og slet og ret – fesent var den følelse som undertegnede, sikkert sammen med mange andre fans, stod med, da Lars Jacobsen løftede DM-pokalen.

Een sejr i de sidste 10 forårsrunder. Endeligt facit. Sejren kom i Farum og blev mesterskabsafgørende, derefter 6 kampe uden sejr og endda 4 af dem uden en eneste københavnsk scoring. Jovist, holdet præsterede i forårets vigtigste kamp, men efterfølgende blev det nærmest uværdigt for et mesterhold.

Set isoleret på foråret sluttede vi på en 7. plads. Med sølle 18 points for 13 kampe. 10 points efter forårets stærkeste mandskab fra Esbjerg, der totalt udstillede os i tredjesidste spillerunde i Parken. Selv ynken ude fra Vestegnen endte med et bedre forårssnit end os.

Fesent i den grad!

Af egen interesse lavede jeg forleden et større dyk i Københavns ultimative statistikværktøj, Nipserstat. Oversigten over de sidste 15 forårssæsoner ser således ud:

Forår Kampe Points
1998 15 25
1999 16 16
2000 15 20
2001 15 33
2002 14 36
2003 15 23
2004 13 29
2005 15 30
2006 13 24
2007 15 33
2008 15 26
2009 16 37
2010 15 31
2011 14 30
2012 15 27
2013 13 18

Tallene er klare, selvom er der variationer i antallet af spillerunder fra forår til forår. 2013 er den dårligste forårspræstation siden 1999.

Jeg kunne ikke finde et billed af kyllingen, så her er et af Holmstrøm.
Jeg kunne desværre ikke finde et billede af kyllingen, så her er et af Holmstrøm.

1999, mand! Det er københavnsk præ-historie. Det var kyllingens forår! Dengang en genopstanden træner i skikkelse af Kim Brink forsøgte at samle stumperne efter forfejlede satsninger på Brian “jeg-er-for-stor-til-Danmark” Laudrup, Mr 70%, og superligaens hurtigste trænerfyring Christian Andersen.

Den moderne storklub FC København fødtes omkring efteråret 2000 og mesterskabet 2001. Hele årtiet inden havde foretagendet vaklet rundt som en usikker skoledreng, der gerne ville eje hele skolegården men altid endte som ham der konsekvent pissede på egne bukser. Vi ligger nummer 8!!!, gjaldede det livligt fra tribunerne i Parken.

Kigger vi fra 2001 står dette forår som den suverænt ringeste præstation – og jeg minder igen lige om, at vi vandt mesterskabet med 5 points til nærmeste konkurrent.

Superliga = Maltaliga!

Det har længe været en stående joke på vores magelighedsrække 24 på Nedre C, at transformere niveauet i superligaen til den noget ringere maltesiske liga. I et anfald af behørig ironi. For vi er naturligvis selv en del af den – hvilket foråret 2013 kun har understreget.

Bag de 18 points i 13 kampe har gemt sig et usædvanligt umotiveret københavnsk hold. Hvor efteråret tegnede mængder af lovende perspektiver, vi fraregner en sløv europæisk kampagne, med til tider flot og risikovilligt angrebsspil, er foråret endt i rent fantasiløs boldflytteri (nej, jeg sagde ikke “Kim Brink” igen! Der er dog en verden til forskel).

Træner Ariël Jacobs har mødt sin bagside nu. Al den kredit han fik optjent i efteråret, ved at turde satsningerne på Cornelius og Jørgensen, er begyndt at sive væk. For i bund og grund bliver det hans ansvar, at en flok selvsikre mestre faktisk beholder motivationen ude på banen.

Det har de fandeme ikke gjort. Kort og godt.

Der skal trækkes søm ud i denne sommerpause og ommøbleres. Vi nåede målet. Ad en mindre omvej. Den direkte plads i gruppespillet, som vi selv spillede os til i Ståle-æraen (jeg savner ham sgu!), er hjemme. Næste opgave bliver at bruge den til noget sportsligt også. Det trænger vi til.

Abs eller flommefedt?
Abs eller flommefed?

Det bliver Jacobs store projekt nu. Jeg ved ikke om han har evnerne, men den bedste måde at hjælpe ham på vej, bliver at skifte et par spillere ud. Jeg har længe plæderet for at vi gør noget ved midtbanen. Der mangler europæisk kvalitet i boldomgang og der mangler fysik – og en indpisker. Jeg kan ikke sætte noget flammende navn på – men han findes ikke i Malt… undskyld, Superligaen.

Santin trænger til nye græsgange, og vurderet på foråret behøver Bolaños også andre udfordringer i livet. Kigger vi på den nuværende trup, er Sølvi allerede helt ude. Han var end ikke tilstede ved mesterskabsfesten. Det samme er Diouf. Vingaard kunne også ligne en spiller der hænger yderligt. TK og Europa har jeg lige så lidt fidus til, som Ståle i sin tid havde (han brugte ham kun som aflastning i ligaen).

Forhåbentlig ryger der 3-4 spillere ud i denne transfersommer, og tilsvarende kommer 2-3 væsentlige navne ind. En spillertrup har brug for at blive udfordret, og selvfedmen i foråret har været umiskendelig stor. En angriber og en midtbanemand, begge af en vis kaliber og med fysiske kompetencer, bør stå højest på indkøbslisten.

Dette forår har i hvert fald været et gigantisk wake-up call! Vi er rystende langt fra Champions League-niveau og har nu 3 måneder til at lukke hullet fra Maltaliga til Superliga.

Og selvfølgelig inden det fortegner sig helt: Til dig og mig – tillykke med mesterskabet!