Den forudsigelige begyndelse

Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en vis tradition.
Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en god tradition.

AaB – FC København den 21.7.2013, klokken er cirka 20.40 og kampen nærmer sig afslutningen. København er bagud 1-2.

Delaney har erobret bolden langt nede på den københavnske banehalvdel, han spiller frem til Gislason der dribler rundt på midten og søger spilmulighed.

Finder Delaney igen, der hurtigt stikker bolden frem til Pourie der forsøger at løbe dybt på venstrekanten. Han må spille tilbage til Gislason, der triller på tværs til TK.

Han lægger an til skud foran feltet. Finder ikke plads, spiller i stedet videre på tværs til en fri Lars J, der søger mod baglinien. Men afleveringen er ikke præcis. Han vender rundt og triller bolden tilbage til TK igen.

TK er ved at komme i vanskeligheder, spiller den ned mod midtercirklen, hvor Sigurdsson modtager og spiller videre skråt tilbage til Stadsgaard, der vipper den mod venstre til Bengtsson.

Bengtsson forsøger en lang høj bold frem mod feltet, men det bliver en blind aflevering. Der er ingen københavnske angribere i det område (Cornelius hvem) til at modtage bolden. Kun et par Aalborg-spillere.

Symptomatisk for kampen. Vi havde – efter sigende  – bolden 60% af tiden, men brugte den rystende ineffektivt og ukonstruktivt.

Det hele kan også opsummeres ganske kort: en målmand der dropper, svagt forsvar, idéforladt angrebsspil. Præmieren på Superligasæsonen 2013/14 blev 7. ligakamp i streg uden sejr for FC København. Den blev også det 3. nederlag i de sidste 4 ligakampe, for at skære helt skarpt.

Intet problem. Vi spiller bare en ny kamp. Som vi gjorde det meste af foråret. Med samme op- og indstilling, samme foræringer i forsvaret, og samme volumniøse fantasiløshed = manglende inspiration.

Og skal vi ikke bare sige samme resultat på søndag i Herning. Det virker mere som en sandsynlighed end et deprimerende gæt.

Men der er åbenbart ingen problemer. Ellers havde træner og sportsdirektør vel allerede brugt det åbne transfervindue proaktivt og hentet mere end en aldrende svensk forsvarsspiller, som alligevel ikke er helt kampklar. Samt et umiddelbart angrebssupplement i Marvin Pourie, som Silkeborg vel også havde solgt for en måned siden for 1 mio. euro.

Nu fik Pourie 3 dage til at komme på plads inden præmieren. Det nåede hverken han eller holdet at gøre.

Der var med andre ord intet nyt under sommersolen, da holdet løb på banen i Aalborg. Det hele var ganske forudsigeligt, og sådan fortsatte det.

Vi er mange, der taler om, at FCK har hårdt brug for en dynamisk midtbanespiller med offensive kvaliteter. Er du enig i, at du mangler den spiller? – Det holder jeg internt, svarer FCKs cheftræner, Ariël Jacobs, med et finurligt smil og sender på den måde bamsen videre til Carsten V. Jensen.
(Citat fra artikel på Berlingske den 22. juli efter AaB-kampen)

Sportsdirektør, Carsten V. Jensen, vil hellere hente forstærkninger til venstrekanten, bedyrer han i flere medier. Det kan der også være god ræson i. Det ene udelukker ikke det andet, det understreger i virkeligheden bare de problemer som holdet har – og har haft siden forårets badeferie.

Når det er sagt, vil jeg også mene, at både Olof Mellberg og Marvin Pourie kan vise sig som ganske fornuftige indkøb på den lidt længere bane.

Det slatne forår viste også med al tydelighed, at der i den grad manglede kant og irritationer i spillertruppen. Det hele kan blive for pænt – og for harmonisk.

Det er en balance. Selvfølgelig er det et gode hvis alle spillere er glade, og føler sig hjemme i en klub.

Men det hele kan også blive for selvfedt, hvis man ikke formår at hanke op i mageligheden.

Jeg vælger at se indkøbene i det lys. Vi behøver dem begge som typer. Den erfarne gamle ræv, der ikke gider for meget pis. Og den unge opkomling der giver fanden i det meste og gerne overvurderer sin egen betydning.

Mellberg er den knasende tørre og utilfredse leder, der har manglet. Michael Jacobsen, Ragnar og Kris må så slås om pladserne ved hans side i et forsvar som behøver at blive betydelig skarpere. Ikke snart. Heller ikke meget snart. Men nu!

Lars Jacobsen har været en guldfugl siden hjemkomsten fra England, jeg holder meget af ham som højreback og som anfører. Men han er en flink fyr med fynsk accent og alene har han måske lige manglet den psykiske kant, der kunne skabe den sidste tænding. I en alt for magelig forårssæson, hvor der kun var et opblomstrende Nordsjælland for alvor at bekymre sig om.

Bad boy

Omkring “problembarnet” Marvin Pourie. Han var nok sidste sæsons allerbedste angriber i Superligaen, ud fra hans vilkår i Silkeborg.

Han reddede deres røv mange gange – om end ikke til sidst. Statistisk er han svær at udmanøvrere. 23 mål i 55 kampe.

Jeg hilser ham velkommen og efter lidt rationel vurdering, kan han sagtens udmatche mere eksotiske hollandske transferrygter. Spillere som jeg ikke kendte det fjerneste til for en måned siden.

I mine øjne er Pourie et langt stærkere kort end i hvert fald Santin og Igor, ud fra det han har bevist.

Der varsles flere indkøb og transfervinduet står åbent en lang måned mere. Heldigvis, fristes jeg til at skrige!

Hvad der åbenbart ikke var tydeligt nok i maj måned, bør være skrevet i granit efter kampen i Aalborg. Hos både træneren og sportsdirektøren.

FC København behøver i den grad at få tunet sin spillertrup op et niveau eller tre. En venstrekant og en central midtbane. Jeg tager sgu dem begge.

Færre end 2 nye spillere kan vist ikke gøre det.

Jeg elsker sgu Roskilde

roskilde13
Skribenten forfølger sit spor foran Odeon (Lila foto)

The Roskilde Experience – på sin vis er det klassisk, man synes egentlig ikke at festivalprogrammet er noget at skrive hjem om.

Decideret slattent var vel en god karakteristik. På forhånd.

Alligevel er jeg kommet hjem med en håndfuld fede koncerter i bagagen.

Roskilde lykkedes med et eller andet – igen – som stadig rammer os ældre festivalgængere, der som udgangspunkt i den grad vælger af kærlighed til musikken. Mener vi selv.

Når man først er der, og stille og roligt rulles ind i stemningen, driver rundt mellem scenerne, får sig en øl i solen, hilser på gamle venner, skal jeg være den første til at erkende at der egentlig ikke er noget sted man hellere vil være.

Jeg havde mine tanker først på fredagen, kunne altid pendle til København og komme tilbage lørdag eftermiddag. Hvis og såfremt. Særligt fredag var programmet ganske sløjt. Gu fanden nej!

Den virkelige positive overraskelse fik jeg fredag nat. Efter Rihanna-koncerten som egentlig var bedre end jeg forventede.

På en skala fra absolut imødeset møg til et hæderligt ‘Um-brrrel-la’, var den nærmere det sidste. Frem for alt virkede det som hun selv nød det hele mellem præ-indspillede stemmesløjfer og minutiøs scenekoreografi.

På sin vis tror jeg Roskilde-arrangørerne har ramt rigtigt med at forsøge at trække et stort POP-navn til Orange. Scenen har haft sine kvaler, særligt de sidste år, og at se Black Rebel Motorcycle Club forsøge at opfylde den søndag eftermiddag i bagende sol, gjorde nærmest bare ondt i hjertet. De hører hjemme i en mørk kælder i New York, ja! Ikke på Orange.

Men den virkelig positive – for at vende tilbage – hedder Crystal Castles på Arena. For satan en koncert den canadiske duo (trio til lejligheden med en fabelagtig trommeslager) præsterede. Total elektronicamanisk. En spirrevip af en sangerinde, Alice Glass, drønede rundt på scenen og fik vist røget noget der lignede en hjemmerullet joint eller to. Mellem dunder og dans.

BBC har beskrevet en koncert med bandet således; “to be cast adrift in a vortex of deafening pain without a safety net. You get the feeling you could do anything in the world, but that ‘anything’ would ultimately mean nothing. Crystal Castles marks a nuanced emotional territory that dance music never covered before.”

Lidt af herligheden præsenteres her i sangsamarbejde med Robert Smith fra The Cure.

Lad mig resummere et par andre koncerter i vilkårlig rækkefølge fra de personlige huskeskuffer.

Calexico skuffer sjældent. Heller ikke på en doven søndag aften, hvor meget af festivalen er på vej hjem. De spillede det mexicanske kort og fik skabt en lille mariachi-fest i og omkring Odeon. Man går aldrig helt forgæves.

roskilde13-2
60.000 i 3D foran Orange (Lila foto)

Det var lige inden Kraftwerk lukkede og slukkede på Orange Scene. Dem skulle jeg bare se, for gammel venskab og glæders skyld. De leverer mere et koncept end en koncert, men søndag aften var det bare nærmest himmelsk perfekt. Med 3D-effekten på storskærmen bag de aldrende herrer. Bedstefædre i spandex, for at citere en veninde. Tysk perfektion til mindste detalje. Den sad lige i øjet!

Jake Bugg var torsdag aftens eneste højder for mig. Birminghams Bob Dylan virkede oprigtigt overrasket over jublen. Igen Odeon. Det telt er på en eller anden måde blevet festivalens nye sjæl. Dels får arrangørerne placeret mange gode navne i det telt, John Grant kan tilføjes blandt allerede nævnte, og dels er der bare noget oprindelig Roskilde-stemning i en scene, der heller ikke er helt lille, og fungerer uden sikkerhedspiten foran Arena. Du kan møve dig helt frem eller lade være.

På forhånd kunne man spekulere i om The National kunne rumme Orange Scene. Det var lørdag aften, nærmest i bedste sendetid lige før Metallica.

Det kunne de. De leverede et brag af en koncert, der fik sangeren Matt Berninger til både at smide en flaske hvidvin og selve mikrofonforbindelsen i sin iver efter at kravle rundt ude blandt publikum. Det sidste indikerede vel, at de ikke helt passede til scenen på samme vis som efterfølgerne Metallica, men det fede var, at de, bandet og han Matt Berninger gav fanden i det. Og hvor spiller han dog en hamrende fed spade, Aaron Dessner!

Af øvrige koncerter kan nævnes, nå ja, Metallica. Jeg kommer aldrig videre end det sorte album, men deres evner på en stadionscene er uovertrufne.

En time senere fangede jeg mig selv stå og vugge hofterne til et colombiansk salsa-orkester foran Cosmopol-scenen. I skrivende stund kan jeg ikke huske navnet, men det overlever vi begge nok. Det var blot The Roskilde Experience! Inden Chase & Status væltede Orange ud i natten.

Danske When Saints Go Machine spillede en fremragende pendant til Crystal Castles og gjorde søndag morgen meget lysere end den allerede var.

Jeg takker for underholdningen, Roskilde – og vender hjertensgerne tilbage.

Nøjagtig som jeg vil vende tilbage og vente på dig, Carsten V.! For tiden er snart knap til Superliga-starten. Den er ikke helt glemt.

Sommer- og hjemmesider

FC København har fået en ny hjemmeside. Efterhånden er det et par måneder siden den gik i luften, men den er stadig rædsom og gør mig irriteret. Selvom tiden har det med at tilgive – også mindre heldige intentioner.

Du kender sikkert møllen; en uvane kan nemt blive en dårlig vane, der ender som et dagligt vedhæng.

En forside, en indgang til et website, som til så meget andet skal være simpelt og overskueligt. Derfra skal godterne folde sig ud. I en god logik – for brugeren af sitet.

Det gør de ikke på http://www.fck.dk. Alt ramler sammen på forsiden som en dårlig legomodel i et regulært virvar af bokse og teasere for fcktv og diverse nyheder.

Det er ikke bare de nyeste, men også de næstnyeste, og de tredjenyeste. Alt skal på forsiden, arkivering og sortering er blevet fremmedelementer. Det skærer naturligvis i et bibliotekarhjerte som mit.

Der er ingen fokus-historie, øjnene sendes bare på en forvirrende vandring fra boks til boks – er det størrelsen af boksen der afgør vigtigheden – og aktualiteten? Jeg ved det ikke – jeg kan ikke gennemskue en redaktionel linie.

Selve menu-navigationen er jeg efterhånden blevet familiær med og jeg finder som regel hvad jeg søger på sitet. Men den indgangsside… fanden tage den og dens skabere.

Skær den ned, halvér den, sæt nyhederne i stedet i en karrusel, de er så populære for tiden, gør et eller andet for at skrue ned for overmætningen.

For snart en del år siden tog jeg som en del af min videreuddannelse faget “Usability” på IT-Universitetet. Det handler om design af brugergrænseflader, set over en bred kam. Men der var særlig fokus på nettet. Nøjagtig som jeg arbejder med webdesign og -grænseflader til daglig.

Jeg ved med andre ord noget om emnet, vil jeg mene.

Det gyldne mantra inden for webusability var dengang Keep It Simple, som essensen af læren fra både den danske webguru Jakob Nielsen og Steve Krugs lærebog “Don’t Make Me Think”. Kernen er at brugeren af et website ikke skal forvirres, forskrækkes, irriteres eller begynde at tænke unødigt over, hvordan han/hun finder vej til informationerne.

En eller anden burde forære den bog til webdesignerne bag www.fck.dk. Sitet er forvirring på et højere plan – alene fordi den redaktionelle politik åbenbart er, at alt skal på forsiden og der skal blive – vist nok i meget lang tid. Uagtet relevans og aktualitet. Gallerier fra guldfesten og de sidste hjemmeskampe i foråret, nej vel. Vi er kommet videre for længe siden og den nye sæson er så småt ved at rulle op.

For faginteressens – og sjov – skyld satte jeg to af de fodboldsites, som jeg bruger mest, op i mod hinanden.

Tottenhamspursweb FC Københavnfckweb

Begge screenshots af hovedsiden er taget den. 1. juli 2013.

Tottenham fremviser i hvad der i mine øjne er enkelt og overskueligt – og jeg bliver guidet med øjnene. Hovedfokus er nyhedskarrusellen, der var den igen, i toppen. Derfra til reklamen for Spurs TV, og jeg behøver ikke få de 15 nyeste indslag smidt direkte i hovedet, til en nyhedsoversigt, en simpel ticker, og videre til teaseren for næste kamp.

Jeg finder ganske mange af de vigtigste informationer ganske hurtigt. Bemærk i øvrigt at man kan scrolle venstre-højre i hovedpunkterne som også fungerer som en manuel karrusel for både shop og medlemskab af fanklub.

Mest af alt. Mine øjne finder ro på skærmen. Der er en fin balance mellem tekst og billeder.

I virkeligheden er det ikke så svært. Jeg plæderer ikke engang for, at Tottenhams website skulle være et særligt fremragende eksemplar af sin slags. I al sin simpelthen er den bare så vanvittigt meget bedre end FC Københavns.

Og for fanden da! Alt sammen fylder interssant nok en tredjedel af FC Københavns. Endnu et plus. Jeg skal ikke scrolle mig igennem en alenlang side, som jeg alligevel ikke kan overskue.

I sig selv var fornyelsen af http://www.fck.dk kærkommen nok. Vi havde efterhånden stirret på det gamle site – tilsat et par sporadiske forbedringer – i mere end 12-13 år, hvis jeg husker ret.

Men der er edderhuleme plads til forbedringer med det nye design.

Lad det hermed være sagt. Mens vi venter på nyt om hvad de omkring 75 mio. som salget af Cornelius har indbragt, skal bruges til.