Old hippies never die, they just trip away

Psilocybe_semilanceata_250px
En svamp på Lolland-Falster?

Blæst ud af Istanbul. På røv og albuer. Yderligere ord er egentlig overflødige.

Jeg gør en undtagelse denne gang og dropper fodbolden og FC København. Intet interessant fra Bosporus og strædet omkring. Kampen nåede aldrig i nærheden af at blive fair.

Istedet tager vi en stille tur til pladehøkeren. En magelig søndag eftermiddag eller en travlere mandag. Der lugter nemlig lidt af ny vinyl.

En grammofonplade og sort retro, der skal dyrkes. I mere end en forstand.

Jeg så en spids nøgenhat i græsset
den vokser hvor dyrene er frie
(Fra ‘Spids Nøgenhat i græsset’)

Jeg faldt over dem lidt tilfældigt for et års tid siden. Bandet Spids Nøgenhat. Formodentlig vældig sent, for de fritidsdebuterede allerede for 12 år siden med kultskiven”En mærkelig kop te”.

Jeg har allerede glemt forbindelsen, men måske var det fortolkningen af det gamle Røde Mor-nummer ‘Lil’ Johnnys mund’ eller Gasolin-traveren ‘Langebro’. Begge er numre som jeg er kommet til at elske som noget af det fineste danske rockhistorie fra barneværelsets top 30 og hitlister i transistorradioen.

Dansk rock med danske tekster. Og reelt med reference til ham der Eik Skaløe, der egentlig begyndte det hele da pigtrådsmusikken for alvor fik hippiehår og euforiseret poesi.

Jeg indrømmer at jeg blev født ind i punken og den sorte sol, de tidlige 70’ers musik var egentlig no-go territorium (bortset fra enkelte undtagelser som David Bowie) indtil jeg nåede den modne side af de 25 år. Det var enten forældet hippiemusik, kvalmende symfoniske rockfusioner eller trættende politiske paroler.

Men hellere sent end aldrig! Old hippies never die, they just trip away.

Spids Nøgenhat. Selve bandet er et sammenrend af fritid og fornøjelse. Baby Woodrose og On Trial. Gamle venner. Lorenzo, Märkbar og Vesterbro. Syregrønne fornøjelser og en ædel kærlighed til årgang cirka 1970.

Der blev dog også talt om en helt legendarisk Roskilde-koncert. En lørdag aften som alle ved deres fulde fem husker. Sommeren 2011.

København druknede i tropiske oversvømmelser og ude på festivalen lynede og tordnede det, mens Arctic Monkeys gjorde sig færdig på Orange.

Derefter gik det for alvor galt. Regnmængdernes omfang så man først inde i byen mange timer senere, fortovene var bogstaveligt skyllet væk.

Ude på festivalen havde Spids Nøgenhat spillet sin koncert oven på skybruddet, og nej jeg var der (desværre) ikke. Men dem der var, glemte det ikke.

Koncerten blev foreviget på bandets anden udgivelse – “De sidste her på jorden” fra 2012.

Efter sigende blev publikum hængende ved Pavillion-teltet og sang omkvædet igen og igen i 45 minutter efter selve koncerten var slut, alt imens bandet måtte pakke sammen tvunget af festivalvagter. Er vi de sidste her på jorden, et passende og relevant spørgsmål oven på naturens rasen.

photo
Sort som kaffe og vinyl

Ja, Spids Nøgenhat, min ven. De kommer med fred – denne gang uomtvisteligt. Og så rammer vi udgangspunktet igen. Et lækkert stykke sort vinyl.

Der er 8 numre på deres dugfriske album “Kommer med fred”. 7 egne kompositioner og et styk genbrug fra den musikalske hovedkilde. Den danske rockscene omkring 1970. Lidt før og lidt efter.

Mand! Kan du ikke se?
At jeg kan se lige igennem dig!
Mand! Kan du ikke se?
At du er lisså gennemsigtig som mig…

Eposet ‘Den gennemsigtige mand’ er forfattet af den gamle Christiania-hippie, Hans Vinding. Han døde i 1999. Ganske underkendt for sine dansksprogede, ofte fortællende, tekster, Nummeret har sin oprindelse i bandet Hyldemor og deres 1978-album “Glem det hele”. Læs i øvrigt Kim Skottes glimrende anmeldelse i Politiken fra i vinters.

Genfortolkningen af Vinding er dog langt fra signatursangen på albummet. Den falder naturligt ind i en helhed der åbnes med sangen ‘Mere lys’. Tag øjnene af og læg dig ned inde i dit eget sind. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed.

Allerede for et par måneder siden udkom singlen ‘Lolland Falster’ som en slags teaser for herlighederne. I bandets ånd er det en hyldest til et stykke udkantsdanmark, hvor hampen kan få lov til at gro i fred.

Mens husene står tomme og marker ligger brak
lægger jeg kun sedler og siger mange tak
så flet dit polske hampesejl
og se hvor flot det står

Mens vestjyderne jamrer og klager og lobbyer og vil have flere tomme motorveje at køre ræs på, så er Lolland og Falster vel det ægte udkant. En hensygnende egn med tomme huse, manglende arbejdspladser og sociale problemer. Men også med en masse lækre grønne planter, hvis vi skal følge Woodrose og venner. Og det skal vi selvfølgelig.

Hyldesten til sydhavsøerne følges af nummeret ‘Lever vi nu?’. Et mere ekstistentialistisk tema bliver rullet ud i Lorenzo Woodrose’s stemme.

Ud over Valbys tage
I ekkomaskinens loop
I vores venners drømme
Lever vi nu?

Sangen blev min første personlige favorit, da jeg fik albummet lyttet igennem. En melankoli, tvivl, længsel, i det mørke der altid kalder på os. Den er nem at gribe. Der reflekteres over døden og tab, bandets lydmand Ralph døde sidste år. Samme Ralph optræder direkte i teksten på ‘Vand, brød og te’, med et indledende “Ja” som en slags svar på det hele.

Hele albummet har fedt guitararbejde fra Henrik ‘Hobitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen. Lead og ekko. Samtidig er der på en eller anden måde noget dæmonisk ved Lorenzo og hans stemme.

Det bliver stærkt på den messende ‘Jorden kalder’, der står som den perfekte psykedeliske hymne.

Fosforgule tårer
løber ned ad Gaia’s kind
Lys og lærkespore
Kun et spind af erindring
Jorden kalder, himlen falder

Den rammer langt mere plet end afslutningsnummeret ‘Fred’, der umiddelbart forsøger at slå samme psykedeliske toner an. Et kort mantra der gentages igen og igen og lidt østerlandsk mystik i melodien med fløjter i baggrunden. Nummeret falder genremæssigt ind i helheden, men står alligevel tilbage som det svageste af de 8.

“Kommer med fred” er et skønt album og drejer flittigt både på pladespilleren i stuen og via iPad’ens Spotify.

Og lad mig være din bedste ven
På vand, brød og te
Kærlighed og LSD 

Det er en ærlig hyldest til en særlig musikalsk tid, som de færreste af os efterhånden har oplevet på nærmeste hold. Men langt fra anakronistisk. På sin egen måde rammer det noget i 2013 også. Det er ikke ren retro, der er en ånd af åbenhed, reflektion og nysgerrighed.

Det er nok ikke helt forkert at historien opererer i cyklusser – og noget af den bedste rockmusik fra 1970 er ved at være brugbar inspiration igen.

Det handler om nysgerrighed og åbenhed. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed, lyder det i omkvædet på åbningssangen.

Og ja, jeg elsker Spids Nøgenhat. Jeg køber helt deres fred, den går i hjertet. Du kan i øvrigt få “Kommer med fred” på kasettebånd også. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt.

Una Pérdida Predecible

bernabeu
Udsigten næsten øverst fra D-tårnet – Santiago Bernabeu

Et 0-4 nederlag er og bliver aldrig tilfredsstillende, lad det være sagt straks. Aldrig.

Uanset modstander, uanset procentuelle ligheder i boldbesiddelse, uanset konceptuelle tværpasninger i prædefinerede trekanter, uanset alt muligt andet, og ikke mindst de 63 minutter hvor meget var lige ved og næsten.

Røv og nøgler. Vi er ikke Farum. Vi er FC København.

Hvad der gjorde det værre onsdag aften, var at vi nærmest forærede målene til Madrid. Først Wiland som fulgte sit 2013-trademark til dørs, at atter ligne en målmand der har sin bedste tid bag sig.

Der var knapt spillet 20 minutter, da han fejlbedømte et relativt harmløst indlæg. General Francos foretrukne fodboldklub fik foræret en åben boulevard til de forventede 3 points og næste Champions League-opgør.

Og jeg så allerede massakren forude. Vildanden blafrede, mand! Det var for nemt! Fandtes der en hurtig exit ud fra Santiago Bernabeu… hotelværelset og -sengen var trods alt kun 4 metro-stationer væk. Det var i gå-afstand, fra Chamartin til Tribunal, værre var det ikke.

En 4-dages sviptur til Madrid. Jeg manglede den spanske hovedstad på mit personlige rejsekort. En oplagt tur, et godt tidspunkt, selv vejret havde spillet med.

Først havde udsigten ellers sagt skyer og regn og atter regn hjemmefra, men Madrid slog allerede tirsdag formiddag over i det lækreste sensommervejr med masser af solskin og pænt over de 20 grader til langt ud på aftenen.

0-1 og bagud. Ironisk virkede det som målet, fik hele det københavnske hold til at hive sig op ved hårrødderne. Den resterende del af 1. halvleg blev pludselig vendt på hovedet.

Man fornemmede det langt op under taget på Bernabeu. Vi spillede i den grad med i kampen og endte med at være snublende tæt på en udligning. Modric’s arm stod i vejen, sagde sms’erne hjemmefra.  Først spejdede jeg den bare som inde over målstregen, fra langt oppe øverst i D-tårnet modsat.

Men gu’ fanden var der straffe. Uforsætlig eller ej. Madrid havde vel en åbenbar fordel af hans arm. Eller…

Set et par gange efterfølgende på tv, er jeg tilbøjelig til at give dommeren en vis pointe. Den er ikke så lige til og han valgte det sikre.

Det spillemæssigt fornuftige fortsatte egentlig i 2. halvleg. Vi forsøgte. Uden angribere, med Braaten og Nikolai Jørgensen flakkende som to offensive midtbanespillere, sammen med Københavns bedste på aftenen, Rurik Gislason. Men med omtanke alligevel.  Jeg får stadig kuldegysninger over de ynkelige Europa League-præstationer, vi så sidste efterår. Tommelfinger op til attituden onsdag aften.

Efterfølgende kan man vel ikke sige så meget til Madrids 2-0. Der er et par millioner euro til forskel på de 2 hold, cirka, og på et eller andet tidspunkt skal det blive synligt for alle.

Det burde så være det. Et Wiland-drop og noget der måtte ske. Nede 0-2. Det kunne ende som mod FC Barcelona for 3 år siden på Camp Nou.

Sammenligningen var egentlig langt væk. Både i forhold til hjemmeholdets kvalitet og vores egen. Madrid er langt fra toptunet, weekendens nederlag hjemme til lokalrivalerne i sydvest fra Atletico var ganske sigende. Verdens dyreste spillere gør det ikke alene.

Vores egne mangler har skreget til himmels i mange måneder og blev gjort ekstra tydelige fra det 63. minut, hvor Youssef Toutouh blev afløst af Christian Bolaños.

Hvad der havde været en hæderlig indsats fra en ung spiller, blev til skræmmende dårlig indsats fra en tidligere bærende spiller. Grumt sagt – men der begyndte derouten for alvor. Bolas håbløse boldtab højt i banen førte direkte til 0-3.

Jeg har tidligere troet, at Ståles genkomst ville tænde op under ham igen. Men effekten forduftede nærmest efter en kamp. Costaricaneren er en skygge af den spiller, han var for et par sæsoner siden. Igen. Og logisk også helt ude af truppen nu i weekenden.

Vi kan skrive ham på listen over spillere, som nok bør finde nye græsgange til vinter. TK, Bola. Det er 2 stykker. Claudemir, Santin og Wiland er 3 yderligere i mine noter. Lars Jacobsen er også tæt på, vores anfører imponerer heller ikke i dette efterår. Kort sagt er det en hel generation af ældre spillere, der har været med i klubbens fedeste tider,

Der har egentlig været frygtelig langt fra Camp Nou i 2010 til Santiago Bernabeu i 2013. Sportsdirektør Carsten V. Jensen vil sikkert kalde det en “bumpy ride”. Vi andre hælder mere til det enkle udtryk “nedtur!”, signeret en spejlblank sportslig ledelse.

0-4. Det var ren exit via rulletrapperne. Og nedad gik det. TK nåede at give sit bidrag, og blev overløbet foran vores eget felt. Han var end ikke i nærheden af at spille dengang på Camp Nou.

Sympati for djævlen
Sympati for djævlen

Vi fik aldrig scoret til sidst. Selvom chancerne var der. Først kom Bola alene igennem, dernæst dansede et hovedstød på målstregen lige efter et hjørnespark.

Madrilenerne jublede hysterisk for første gang i kampen. Iker Casillas holdt nullet. Aftenens lokale helt.

Deres tidligere træner Jose Mourinho, aka The Real One, kunne ikke lide ham. Han blev bænket i sidste sæson.

En skæbnens ironi. På stadionrundturen dagen før blev jeg hevet ind i en fotoshootout af 2 ganske charmerende unge kvinder.

Min favoritspiller i Real Madrid? Jamen, Jeg bryder mig egentlig ikke særligt om foretagendet, men følte at jeg burde være høflig.

Luka Modric og Gareth Bale er selvfølgelig tidligere Tottenham-spillere. Men nej…  og da slet ikke smørhåret Ronaldo. Men Iker Casillas. Han virker som et godt menneske.

Casillas endte med en uventet hovedrolle. Han forhindrede ganske irriterende et københavnsk trøstmål i slutminutterne – efter havde fået min personlige københavnske velsignelse. Og ja, egentlig skylder han én!

balestyle
Get Your Hair Styled like Bale

Ingen Bale. Han er skadet. Bale var også en del skadet, da han spillede i Tottenham. Især de første sæsoner. Men hans “£85m star quality” er uomtvistelig og enorm. En frisør i La Latina-kvarteret tilbød sågar en særlig Bale-styling.

Jeg gled behændigt uden om. Allerede rundbarberet Copenhague-style. Gik vanen tro mig en vabel til på den første dag. Fra Prado og det fisefornemme til Pirámides og det småfesne.

En dejlig by Madrid – og man farer herligt vildt i de små gader, hvad enten det er i turistområderne ved Plaza Mayor eller i boheme- og bøssekvartererne Malasaña eller Chueco.

Churro, Jamón Ibérico, Mahou, og en fantastisk irsk pub (selvfølgelig, de irske er som oftest de bedste sportsbarer), hvor de kørte 3 champions League-kampe tirsdag på storskærme. En perfekt opvarmning til Bernabeu-turen dagen efter.