Fußballfall 2014

IMG_1533
Potsdamer Platz – på lysgrænsen

Nenas klassiske 99 luftballoner var blevet til 8000 lysballoner, der skulle fejre 25-året for den tyske genforening og ikke mindst byen Berlins. Om nogen var den 2. weekend i november den mest oplagte weekend af alle til at besøge byen i dette efterår.

En 15 km lang lysmur af opstillede balloner blev trukket igennem hele den centrale del af byen, hvor muren engang havde været. Fra Eastside Gallery i sydøst ved Warschauer Strasse til Bornholmer Strasse i nord.

Som kulmination blev ballonerne sluppet fri søndag aften den 9. november. Mauerfall 2014. På 25-års dagen for murens endelig fald.

Die Lichtgrenze forsvandt i nattehimlen over Berlin, som muren engang pludselig smuldrede mellem fingrene på magthaverne i det gamle DDR.

Men jeg tilstår gerne, at det ikke var i tankerne for den oprindelige planlægning. Det handlede om at finde en passende fodboldweekend. Ganske jordnært og nede i græshøjde.

Fredag aften spillede Hertha BSC hjemme på sit olympiske monstrum af et stadion mod Hannover 96. Bundesliga 2014.

Lad det være sagt – det blev en elendig kamp med den rigtige vinder. Hannover vandt 2-0 og cementerede blot helhedsindtrykket af en berlinsk storklub, der er meget langt fra at være i nærheden af noget marginalt stort.

Børnhaven i Berlin
Børnehaven i Berlin

39.710 var det officielle tilskuertal. Det er lidt mere end et halvfyldt Olympia Stadion og vist ganske normalt. Lige så normalt som det var, at de berlinske fans måtte gå skuffet hjem.

6 sejre i hele 2014 er det blevet til for Hertha. Vi taler immervæk om 28 ligakampe.

Efter nedrykningen i 2012, vendte holdet tilbage sidste sommer og spillede sig igennem et fint efterår. Men efter nytårsskiftet har kurven igen peget direkte ned i 2. Bundesliga.

Utilfredsheden på tilskuerpladsen blev også hurtigt mærkbar. Spillerne blev sendt til pausen med en markant pibekoncert. Bagud 0-1 og efter en halvleg, hvor de reelt ikke skabte en eneste målchance ud over et tilfældig kontraløb som deres formodede angrebses, Salomon Kalou, fik blæst langt over mål.

Ultras im Boykott
Langeweile auf den Rängen
Provinzclubs an der Spitze
Die Zukunft der 1.Liga?

Budskabet på bannerne på Ostkurve – tribunen med for de mest hårdkogte hjemmefans – der blev rullet ud i pausen. Men det blev i virkeligheden kun mere kedeligt efter pausen. Hannover havde kampen, hvor de ville. Og matchede nemt berlinerne på fysikken og vandt – hvad der lignede – samtlige hovedstødsdueller i og omkring felterne. Hertha virkede som et hold uden spilkoncept, pøsede blot lange bolde frem i et mere og mere bovlamt forsøg på bare at ramme en afslutning. En sikker 2-0 sejr og hjem til provinsen for Hannover.

Die Hauptstadt ist und bleibt leider Fußball-Provinz! Sådan lød det for 2 år siden. Dengang Hertha rykkede ud. Det er kun marginalt anderledes nu. Desværre. For en vidunderlig storby som Berlin, fortjener et ordentligt fodboldhold. Dette i en tid hvor selv Paris er kommet på Champions League-kortet. Men arabiske oliemilliardærer kan ikke pushe her, modsat Paris-projektet. Tysk fodbold tillader ikke indtog af pludselige lykkeriddere i klubberne på samme måde som andre steder i Europa. De er underlagt særlige regler, der sikrer ejerskabet hos medlemmerne.

Et sjældent syn - Hertha i offensiven
Et sjældent syn – Hertha i offensiven

Den store genforeningsfestivitas i weekenden fik med andre ord en sløj indledning. Vi gæster fik fornøjelsen af den særlige berlinersandwich som en monsterpakket u-bahn kan levere, når godt 40.000 mellemfornøjede mennesker skal transporteres tilbage til centrum på en times tid. Hvis man kan tale om at stå i spænd, til tider svævende et par centimeter over gulvet, er det vist ganske dækkende.

Et par timer før turen til Olympia Stadion. Egentlig var det en tilfældighed at vi endte med at spadsere langs ballonmuren ved Mauerpark. I det smukkeste efterårssolskin fredag eftermiddag. I forlængelse af selve parken og klods op ad det der engang var muren, i det gamle øst, ligger anlægget Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark.

Et stort sportshal, et hæderligt stadion og en række tilhørende tennisbaner. Hele anlægget stammer fra DDR-tiden og nu om dage bliver stadion stadig brugt af en af de mere tvivlsomme fodboldarvestykker fra samme tid. Dynamo Berlin eller BSC Dynamo, som de hedder nu om dage.

Klubben blev oprindelig dannet, da et succesrigt Dresden-mandskab blev beordret til hovedstaden for at opbygge en storklub. Dynamo var politiets klub, så det var nemt for det gamle regime at dirigere sine tropper rundt.

Klubben blev for alvor etableret sidst i 60’erne. Med særlig begunstigelse fra lederen af det hemmelige politi, Stasi, Erik Mielke, der tog dem under sine kærlige vinger. Fra sidst i 70erne og nærmest frem til murens fald i 1989 havde de monopol på DDR-mesterskabet i fodbold.

Et hurtigt opslag på internettet viste at Dynamo spillede hjemme lørdag eftermiddag. Mod FC Magdeburg. Et andet klassisk DDR-hold. Et mandskab der modsat Dynamo ligefrem havde høstet international succes. De vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1974, da de slog AC Milan 2-0. En kamp der især blev husket for sit bizarre lave tilskuertal. Kun 6.461 tilskuere. Ikke en eneste DDR-borger fik udrejse til kampen, der blev spillet i Rotterdam.

Gensyn fra den gamle DDR Oberliga
Gensyn fra den gamle DDR Oberliga

Med andre ord: en vaskeægte ostklassiker. Nu om dage midt i 4. bedste tyske række. Regional Liga Nordost. Og tag ikke fejl. Der er masser af politik i disse opgør stadig. Hele området omkring stadion var pakket med kampklædt politi, da vi ankom lørdag eftermiddag. Et par tusinde medrejsende Magdeburg-fans skulle holdes væk fra hjemmeholdets afsnit. Dynamo er stadig hadeholdet over dem alle for de andre gamle DDR-klubber. Det gik i øvrigt glat, politiet havde styr på sagerne.

Sammen med over 5.300 andre så vi endnu en skidt berlinsk fodboldindsats. 0-1 til gæsterne blev slutfacit. Fortjent og bestemt heller ingen køn kamp. Men her mere forventeligt.

Jeg indrømmer, at det var så som så med sympatien for hjemmeholdet og deres fans. Der var ingen tvivl om hvem de stadig hadede allermest. Den jeg bedst kan lide af Berlin-klubberne. Scheisse-Union med den gamle punksangerinde Nina Hagen som åndelig mentor. Igen skal der graves i DDR-historiken.

Union Berlin var egentlig en lidt perifær klub, der aldrig kom i nærheden af titlerne. Men de havde en enorm folkelig støtte og blev en slags symbol på modstanden mod det kommunistiske regime. Og alt det som Dynamo stod for.

I dag er Union den eneste af de gamle DDR-klubber der klarer sig hæderligt og frister en tilværelse i 2. Bundesliga. Da de for 2 sæsoner siden gæstede Olympia Stadion i Herthas nedrykningssæson, blev alt udsolgt. 74.000 tilskuere. Vi taler om en kamp i næstbedste række, så fodboldinteresse er der rigeligt af i Berlin. Det skranter bare på den ypperste kvalitet.

mauerpark
Mauerpark – lige bag Jahn-Sportspark.

Tilfældet Dynamo er ironisk nok den klub der kan bryste sig af den bedste placering. Rent geografisk. Lige midt i det moderne, murløse Berlins smørhuller ved Prenzlauer Berg. Men de har en grim fortid, der næppe vinder mange hjerter, selvom de nu om dage forsøger at slå sig op som ægte Ostberlin. Den nødvendige sportslige klatring op i ligasystemet bliver et kapitel helt for sig.

Men måske om et par generationer, fortiden har det med at udglatte. Engang fandt den gamle italienske diktator Mussolini på at Rom skulle have et storhold. Det blev AC Roma. 60 år senere var “det brændte barn” forvandlet til at være det progressive Roms foretrukne fodboldklub i klar modsætning til de stærkt fascistiske Lazio.

Ingen sammenligning i øvrigt. Bare en tanke. Turen på Jahn-Sportspark blev ikke bare et dyk ned i en blakket fortid, den viste også at der er et hulens liv langt nede i divisionerne i tysk fodbold. Positivt også og ja, for fanden. Det var lidt kult bare at være der! Jeg er gammel nok til at huske Magdeburgs sejr i Europa Cup’en og den grundstamme af DDR-spillere (samlekortene med Sparwasser, Hoffmann, Pommerenke…), der sensationelt slog de vesttyske værter – og senere verdensmestre – ved VM i 1974.

Og afslutningsvis… Ja, det var det bare at gå ud i aftenfesten med berlinerne og de mange andre turister. Tusinder og atter tusinder slentrede andægtige frem og tilbage langs de 15 kilometers lysballoner. Helt en helt fantastisk lørdag aften, i en helt fantastisk by, på en ganske særlig aften. Det tog vel et par timer at gå fra Eastside Gallery og ind til Brandenburger Tor, med et par pitstop undervejs til de nødvendige øl og en currywurst.

Himlen over Berlin
Og himlen over Berlin…

Københavnsk efterår

Nu falder bladene snart af træerne igen
Nu falder bladene snart af træerne igen

Sejrens sødme smager altid lidt mere lækkert mod Brøndby. Så lad os endelig begynde der.

I søndags skete det igen. En overlegen sejr på 1-0.

Dog havde 3-0 givet et mere dækkende kampbillede. Sagt uden at være grådig.

Halvanden forkølet afslutning blev det vel til for vestegnsspillerne. Modsat fik København brændt 4-5 pænt store chancer, inklusive Corners stolpeskud langt inde i “romerlys”-overtiden.

Kampmæssigt ejede Brøndby de første 10 minutter ved at trille bolden rundt, derefter tog FC København mere og mere over. Men som hele dette forbandede efterår er det en særlig prøvelse at komme frem til de helt åbne chancer. Vores offensive koncept virker mindst lige så forkølet som modstandernes samlet indsats.

I pausen stod jeg med fornemmelsen, det bliver 0-0, og en pisse-ringe kamp i det hele taget.

Det løsnede med scoringen. Den blev vital, som sejren i det hele taget bliver. Forhåbentlig.

Jeg skriver med vilje “forhåbentlig”, for jeg troede også at sejren i Champions League-kvalen mod ukrainske Dnipro var et vitalt boost for Ståles nye setup.

4 dage efter leverede FC København den største hjemmebaneblamage i 10 år.

Guernica v2. Fra NK Gorica i 2004 til Hobro i 2014. Det var næsten på dagen for 10 året. 0-3 i Parken mod en flok skovhuggere, rejeplukkere, skolelærere, pædagoger og lokale brugsomdelere.

So long, Mary Anne! Jeg noterede mig at jeg ikke var den eneste der skred et kvarter inde i 2. halvleg. Det var ellers en smuk og behagelig sommersøndag tidligt i august. Men det var også en smuk og solvarm sommeraften dengang i 2004.

Siden har efteråret mest været pinsel med en alenlang landsholdspause, der blev skudt i gang af en underlig superligapause. Konstrueret af Divisionsforeningens turneringsudvalg. Sikkert i bedste mening. En fri weekend, der skulle hjælpe klubberne på vejen til europæiske gruppespil. Dvs. Aalborg og os. De 3 andre danske hold var allerede daffet ud i de indledende kvalifikationsrunder.

Både vi og Aalborg præsterede efterfølgende at tabe 0-4. I henholdsvis Leverkusen og Nicosia. Oprigtig talt, den frie weekend gjorde ikke den fjerneste forskel.

Og så stod man der. I søndags. #Aggermania min bare. De fik solgt billetterne på Brøndby Stadion, men giraffen forblev usynlig. Tatoo-sønnen fra vest var blevet skadet. Igen.

Istedet fik han sin genkomst i søndags – og det gik ikke så godt. Der var dem på pladserne ved siden af mig, der ikke end ikke registrerede at han blev skiftet ud.

Men han fik lavet et straffespark som aldrig blev dømt, kunne jeg se på tv-skærmen efterfølgende. Han flåede Cornelius omkuld ved et hjørnespark i 1. halvleg med ryggen til bolden. Indrømmet – det var det vist et af dem der sjældent bliver dømt.

På den længere bane tror jeg nu nok, at de skal få glæde af Agger ude vestpå. Selvfølgelig er det et scoop at få ham hjem i en relativ ung alder. Han bliver ikke deres mr 70%, han er trods alt en tand mere dedikeret. Men han bliver nemt mr 70 minutter. Grundet hans høje skadesfrekvens – hvilket dybest set nok også er årsagen til at han overhovedet valgte Brøndby.

Og så ikke et ord mere om #fucking_Agger, lige så lidt som #fucking_Hobro. 17 forskellige tv-stationer sender formodentlig direkte live tema-dokumentar om begge. I skrivende stund.

Sjældent har jeg været så glad for mit Netflix-abonnement som i de sidste par uger.

I søndags så vi Anton for første gang levere forsvarsspil som det han præsterede for 4 år siden. Glædeligt. Enigheden var ganske slående på mine rækker i Parken. Han var suverænt banens bedste.

Vi så også en Alexander Kacaniklic levere en middelmådig indsats, men han har potentiale til meget mere. Og det kommer. Manden var glimrende i Fulham og kan sagtens blive vores bedste sommertransfer (=lejemål i dette tilfælde). Sammen med stadig sprudlende Bengtsson på venstrekanten… jeg tør næsten ikke skrive det… men de taler samme sprog og kan hjælpe os igennem efteråret.

Ej overdrive, ej overdrive. Det nye projekt Ståle tærer i den grad allerede på tålmodigheden og det skal jeg, og andre, prøve at vænne os til. Træk vejret dybt, vi tæller… 1, 2, 3, 4, 5, 6… Og 7.

Syv mål i 8 superligakampe hidtil. For helvede det er tungt at se på. Reelt kunne det være nedrykkerpotentiale. Men der er ingen grund til at blive hysterisk. Ikke endnu. Vi fører vores Europa League-gruppe. Det er faktisk bedre end hvad langt større klubber som Tottenham præsterer.

0 mål i Beograd og 0 mål mod i weekenden hjemme mod West Bromwich. Og nærmest uden at skabe en eneste ærlig målchance.

Det begyndte ellers fornuftigt for mine engelske number one. Under den nye manager, Mauricio Pochettino. Sejre over London-rivalerne i West Ham og Queens Park Rangers. Vi blev alle grebet af et øjebliks hysterisk optimisme.

Et regulært fata Morgana, mand. Det var i stedet begyndelsen på et københavnsk efterår, som dukkede frem i horisonten. Lad mig skyndsomt parkere den der igen.

What became of the likely lads
What Became of the Likely Lads

Tilbage til studiet, og 7 mål, og udgangspunktet, det var et sidespring, en fejl. Og Torino og Club Brügge kan ikke sammenlignes med hverken Galatasaray, Real Madrid eller Juventus, vel.

Jo, jeg ved, Brügge viste umenneskelig højt europæisk potentiale for 2 måneder siden, et helt andet hold end dem vi slog ud i Champions League-kvalen i 2012. Klasser bedre (… de slog for eksempel Brøndby 4-0…). Men alligevel…

Jeg varer mine ord. Ironi på skrift er en vanskelig sag.

Men der er de dage hvor jeg overvejer om jeg skal finde en anden branche.

De morgener hvor man bare er træt, inden man vågner. Cornelius sparker et ubehjælpeligt straffe, hvorfor ham igen? Nikolaj Jørgensen losser et frispark ud halvt mellem målstolpen og hjørneflaget, endnu et indlæg og ingen i feltet, Claudemir tør end ikke forsøge en afslutning 3 meter fra mål, Delaney med helt frit hovedstød lige i favnen på keeperen.

De aftener hvor det bliver mørkere og mørkere, og et par hyperentusiastiske NFL-drengerøve kan blive eneste dårlige undskyldning for ikke at gå i seng. Mens Stephan Andersen fumler med et harmløst indlæg og Zanka undervurderer endnu en forsvarsaktion og taber bolden under foden. Og Høgli scorer et halvt selvmål mod skolelærer/ejendomsmægler/lystfiskerholdet…

Tøv en kende! Samme Tom Høgli var faktisk til at holde ud at se på i kampen mod Brøndby. Det slog mig, da jeg cyklede hjem fra Parken.

Det bliver heldigvis snart vinter igen. Som altid. Årstiderne de skifter, baby, og sæsonen går sin egen gang. Nogle gange bliver den næsten alt for lang. Det gælder selvfølgelig både for stjerneræset & fuldemandssangen.

Sidstnævnte afslutningsvis og kortvarigt overladt til The Libertines, der væltede Vega tirsdag aften.

C5, Række 24, sæde 75

Bøfphan
Bøfphan Andersen eller hans haters?

Så står man der igen. Samme række, samme sæde, og samme nye sæson. Det trækker unægteligt søm ud, at superligaen begynder bare en uge efter VM-finalen. Som altid midt i juli, midt i sommerferien. Ovenikøbet midt i en længere hedebølge.

Sidste lørdag aften var det så varmt, at man nærmest var taknemmelig for det sene kamptidspunkt til første hjemmekamp. 19.30. I Telia Parken.

Nyt sponsoreret stadionnavn. Moderne fodbold og alt det der.

Ikke at det kan hidse mig op længere. Det er dagligdag i langt større ligaer end Superligaen. Signal Iduna Park, Imtech Arena (det har været AOL for et øjeblik siden), for mig er de stadig Westphalen og Volkspark Stadion, nøjagtig som Parken selvfølgelig altid vil være Københavns Idrætspark.

Sådan cirka.

teliaparken
Onlineservice, inklusive kampprogram.

Navnet ‘Parken’ fungerer glimrende stadigvæk, og det bliver det nok ved med i mange år. Nu kan vi endda skrive det uden versaler. og i iøvrigt bare glemme at nævne teleselskabet. De skiftes sikkert ud om syv år alligevel.

Og det nye trådløse netværk fungerer. Indtil videre ganske upåklageligt og med god service. Nu får vi kampprogrammet på smartphonen i stedet og ja, jeg har overgivet mig. Hardcopy-udgaven i sidste sæson var en stakket frist. Det er moderne fodbold, vi taler om igen – det der.

Nede på selve grønsværen er vores ny indkøbte målmand, Stephan Andersen, allerede blevet et studie i sig selv.

Det er usædvanlig fladpandet stil at buhe af sin egen målmand, nøjagtig som det er at tilsvine ham på sociale medier. Hvilket højere formål skulle det tjene? Vi har vel en fælles interesse i at spillerne leverer på banen.

Jeg er muligvis naiv og tilhører definitivt den ældre generation, hvor man hylder princippet om at give folk fair chancer. Jovist, manden har spillet i Brøndby, og åbenbart udtrykt en lidt svulstig kærlighed til dem, da de var ved at rykke ud for et par år siden. Men i bund og grund er han vel lige så meget AB-mand.

Jeg kan huske hvordan Peter Møller engang i 1997 rendte rundt og sparkede til en FCK-kasket som Brøndby-spiller. Han fik da i det mindste en chance og blev mødt med humor og ironi. Ikke tåbeligt buheri.

Møller blev aldrig nævnt ved navn. Hans fortid var blakket, han var ingen ‘homeboy’. Derfor forblev han nummeret på sin trøje. Han fangede den ovenikøbet hurtigt og gjorde #32 til sit helt eget brand. I dag nævner vi ham selvfølgelig gerne ved navn, fordi han har været den suverænt bedste VM-vært på dansk TV.

Stephan Andersen – derimod – gjorde bestemt ikke sin egen sag nemmere på sin debutaften i Parken. Det var nærmest et historisk pinligt drop, som nær havde foræret Farum noget som de ikke havde fortjent.

Det var tydeligt, også oppe fra tribunen, at hans tanker gik fra det enkle, at ville gribe bolden, til at forsøge at bokse. Det endte i et af de mest tåbelige målmandsindgreb som både Idrætsparken, PARKEN, og Parken endnu har set.

Ironisk for manden spillede han en glimrende kamp frem til Lurpak-smutteren. Han gjorde præcis det, som han formodentlig er købt for. Spillede stærkt med fødderne langt ude i sit felt og lå som en ekstra sweeper bag forsvaret, som Manuel Neuer beherskede på verdensmesterniveau for tyskerne. Alt det som Wiland ikke helt formår.

Smør på fingrene og Ståle som terapeut. Stephan Andersen fik ødelagt lidt af festen mod Nordsjælland, men foreløbig har han opbakning. Fin kamp i Ukraine onsdag, gentaget lørdag i Slagelse. Men han skal ikke lave mange flere numre i Lurpak-skalaen, før jeg også melder ind i det moderne kor af “Young Haters” på tribunerne.

Putin i Kiev? Nej, men Synoptik kan anbefales!
Putin i Kiev? Synoptik anbefales!

Onsdag var det Champions League. Kvalifikation. 0-0 i Kiev. I sikkerhedsafstand til borgerkrigen i de østlige regioner.

Men langt fra i sikker afstand til en gruppe lokale nationalister, der overfaldt den lille flok af københavnske fans og fik dem drevet ud af deres stadionafsnit. Angiveligt fordi københavnerne havde medbragt et banner med den russiske præsident Vladimir Putin. Sådan lød en af de tågede forklaringer efterfølgende.

Den forknytte mand hos Urban Crew. Jeg kender ikke historien bag deres logo, men det har været fast inventar i Parken i 8-10 år eller mere, og jeg kunne sagtens finde mere vellignende Putin-tegninger. Lidt for høj i panden, ikke! Og hvilken interesse skulle en flok københavnske fans have i at hylde Putin. Ingen.

På den anden side. For et halvt år siden blev en træningskamp i Stockholm mellem svenske Djurgården og Union Berlin afbrudt på grund af tilskuerballade. Nogle svenskere syntes at det var sjovt at hylde STASI med bannere. De tilrejsende Union-fans blev rasende. Deres DDR-historik er knyttet til modstand og kritik mod det kommunistiske regime. Min ungdoms punkdronning, Nina Hagen, er selvfølgelig Union-fan og har lavet den officielle klubsang. Den gamle stasi-leder, Erich Mielke, hadede “folkets klub” Union, de var alt det som hans eget Dynamo ikke var. Populære.

Det er også moderne fodbold! Hjernedøden breder sig uden for banen. Overfaldet i Kiev. Gu var der ingen provokationer. Nogle lokale tumper søgte bare desperat efter en undskyldning.

På selve grønsværen spillede vi for et gangbart resultat til Parken. 0-0. Det blev også et resultat som formodentlig passer ukrainerne fint inden returkampen på onsdag i Parken.

Et halvt ukrainsk landshold. FC Dnipro. Ståle lyder nærmest overdreven optimistisk med sine 50/50-vurderinger på videre avancement. Ukrainerne har det fint med kontra-bold og kampbilledet fra første kamp bliver næppe anderledes onsdag aften.

8 nye spillere i sommerens transfervindue nåede lige at blive til 9 inden kampen i Ukraine. Mikael Antonsson vendte hjem, som hans gamle makker i midterforsvaret, Matthias Zanka Jørgensen, gjorde for et par uger siden.

Andersen, Høgli, Mussis, Bashkim, Amartey, De Ridder, Nilsson, Zanka og Anton. Bortset fra den skadede Mussis har de alle fået spilletid i sommerens 4 første kampe. Med ganske svingende resultater til følge. Svagest har hidtil stået den norske højre back, Tom Høgli. Han har haft det svært, skal vi sige det sådan. Kraftigt understreget i denne weekend mod Slagelse, hvor Ståle tog ham ud i pausen.

Mest lysende har ghanesiske Daniel Amartey været som oprydderen på den centrale midtbane. Knægten er 19 år og spiller erfarent som en på 29. Et scoop snuppet for næsen af Brøndby. Hans præstationer forfølges pænt af den nye viceanfører, Pelle Nilsson, der har set stabil ud i forsvaret. Sådan cirka. Men det fungerede med Zanka i sidste uge.

Homeboy
#Homeboy

Anton fik allerede gendebut i denne weekend. Det blev til en elendig første time i Slagelse. Vi var vist mange der ikke helt forstod hvorfor bedste mand i Parken for en uge siden, Zanka, skulle bænkes i Slagelse. Rotation, restitution, få alle mand i spil, vil Ståle formodentlig sige.

Zanka. Hvilken fornøjelse det var at se ham tilbage i Parken i lørdags. Det var ikke til at se, at han havde været i Eindhoven i 3 år. Stort set uden at spille en kamp. Og den hvide trøje klæder ham. Også med lange ærmer på en tropisk sommeraften.

0-2 blev til 2-2 i Slagelse. Den værste katastrofe blev til en forkølet genkomst og samlet set har vi vel fået en typisk “Ståle-start” på sæsonen. 1 sejr og 2 uafgjorte i ligaen. Med 9 nye spillere og med fokus på FC Dnipro og den europæiske kampagne. Umiddelbart kan jeg kun mindes 2010-sommeren, som en sæson hvor vi bragede afsted fra begyndelsen. Fra Ståles første trænerperiode i klubben. Men det var en anderledes stabil tid.

Under alle omstændigheder er det allerede bedre end sidste år. Vi ligger ikke sidst efter de første 3 runder i ligaen. Moderat optimisme er stadig på sin plads.

Og nu lidt musik. Lana Del Rey er total Pop Noir og det nye album Ultraviolence er langt mere helstøbt, mørkt og henslæbende end forgængeren.

Sommervin

tyskefans
Keine luftballone…

De fortjente verdensmestre ja.

Men jeg syntes faktisk, at Argentina leverede det bedste spil i den ordinære kamp mod Tyskland. 2 gigantiske afbrændere kostede dem i sidste ende titlen.

For første gang ved dette VM så vi et argentinsk hold i sit es. Solidt defensivt funderet og mod en modstander der gav plads til hurtige kontrahug.

På et tidspunkt tænkte jeg uvilkårlig, de gør sgu som italienerne altid gjorde en gang. Spiller ad helvede til – kedsommeligt og uinspireret – frem til finalen, hvorefter de blomstrer op og vinder hele lortet.

Det skete ikke. Heldigvis! Vi behøvede tyske vindere af dette VM. Ikke bare af omsorg for de brasilianske værter, men for den positive fodbold som sådan.

Og semifinalen mellem Holland og Argentina havde været horror-versionen af alle playoff-kampe ved dette VM. Man behøver ikke at hylde den slags.

Men jeg gentager: det havde på ingen måder været ufortjent med en argentinsk sejr i selve finalen. Det virkede dog som en højere retfærdighed at den konsekvense offensive satsning, som har været det tyske landsholds tilgang til spillet i de seneste 10 år, endte med at bringe titlen til Europa igen.

Når argentinerne i momenter blomstrede omkring Lionel Messi, var det fordi det indgik i hele kalkylen fra tyskernes side. Vi går højt i banen og presser – og satser. Det lægger i national-11’s koncept at spille med risikoen.

Ikke at det morer dem, at modstanderne relativt nemt kommer til ret store chancer med hurtige sololøb (du husker også Algeriet-kampen). Træner Joachim Löw sender sikkert mere end en positiv tanke til Jerome Boateng efter finalen, han reddede nærmest ene mand deres bagkæde i perioder.

Men det er prisen for at fokusere mere på at score selv end at forhindre de andre i at gøre det. At fx. Mats Hummels havnede i et par utaknemmelige løbedueller med Messi eller Lavezzi.

Og vi fik faktisk en storartet finale, trods manglende scoringer. Den nåede heldigvis heller aldrig ud i en ellers truende straffesparkskonkurrence. Mario Götzes drømmemål 7 minutter før tid af forlængningen sikrede, at festen fik den bedst tænkelige udgang. Sådan cirka. For langt de fleste af os.

lineker
TOR!!!!

Lad os bare smide det klassiske Lineker-citat fra de glade 90’ere igen:

Football is a simple game. Twenty-two men chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win.

Spot on, Gary! Dengang i 1990 var der en lakonisk undertone. Søndag aften blev det til en mere stilfærdig anerkendelse på twitter-kontoen:

And in the end……. Congratulations to Germany. World Cup winners. The best team who played positive, attacking football throughout!

Hvad vi ellers lærte under denne slutrunde:

FIFA kårer turneringens bedste spiller ud fra vedkommendes kommercielle potentiale. Ikke efter spillemæssige kvaliteter. Lionel Messi var ikke VMs bedste spiller.

James Rodrigues eller Thomas Muller. Eller hvorfor ikke Manuel Neuer? Hans spil var weltklasse allerede mod Algeriet – ikke for det han gjorde på stregen som målmand, men for alt det han gjorde langt uden for sine områder som ekstra sweeper bag sit skrøbelige forsvar. Neuer er tæt på at være den bedst fodboldsspillende målmand, vi endnu har set.

Messi var i øvrigt ikke engang Argentinas bedste. Det var Javier Mascherano.

Holland er på 40 år gået fra totalfodbold til antifodbold. Deres spillestil ved dette VM har været lige så interessant som et par træsko i en kålmark.

Men Louis van Gaal er et taktisk geni. Han skiftede sin reservemålmand ind 1 minut før tid mod Costa Rica. Samme målmand teede sig i øvrigt nogenlunde lige så åndssvagt og usympatisk som landsmanden Hans van Breukelen engang gjorde mod Danmark. Det var ved EM 1992. Men Holland vandt denne gang og van Gaal er et geni og Manchester United bliver stensikkert til Mensa United inden vi får set os om.

Jeg er i øvrigt sikker på, at i hvert fald FIFA billiger det.

Brasilien er verdens mest overvurderet fodboldkultur (hvilket ikke gør deres værtskab det mindste ringe!). De bliver stadig solgt på samba- og chokoladelækkerier, selvom begge dele for længst er fortonet i fortidens efterhånden helt glemte bedrifter.

brasil14
Frikirken er samlet

Se det dog i øjnene. Brasilien er blevet røvkedelig, hvid middelklasse. Det er ikke dem der står og vrikker løsslupne salsa-rytmer nede omkring hjørneflaget længere. De skal i stedet passe bønnemødet inde i midtercirklen.

Mand, hvor halter Brasilien efter. Internationalt. Nogle burde fortælle dem at der var langt mere samba over José Pekermans Argentina for et tiår siden eller samme Pekermans Colombia denne gang.

Overfladen krakelerede fuldstændig med Neymars skade. At udnævne David Luiz som anfører for det skrøbelige mandskab, svarer til at give rattet til den lokale frikirkepræst.

Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz!

7-1! På hjemmebane i en VM-semifinale. Episk vil det altid være. Også totalt historisk fra og med forleden. Tyskerne fik deres “reality check” for 14 år siden, da de floppede ud af EM-gruppespillet til almindelig hånlatter fra den øvrige verden. Det fik dem ikke til at bryde sammen i gråd. De sadlede i stedet krikken om.

Der kan måske være en lektie at lære her. Måske! Jeg siger det bare.

Og så var det iøvrigt her, at jeg havde ambitionen om at lave en sæsonoptakt. Til FC København. Og til Superligaen. Vi skal allerede til det igen i den kommende weekend.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er sgu ikke helt klar. Ikke endnu.

I øvrigt er der stadig konfliktvarsel den 1. august. Turneringen kan reelt blive lagt ned, før den nærmest er begyndt. Jeg har ikke hørt om nogen løsning under VM-dagene. Har du?

Jeg tror bare, at jeg drøvtygger et par dage mere på VM.

#fucksambabold – Jeg elsker VM

Colombianske kaffebønder
Et par colombianske kaffebønder

Da Spurs-spilleren, Jan Verthongen, bankede belgierne foran i aftes 12 minutter før tid mod Sydkorea, markerede målet en slags afslutning på det indledende gruppespil ved dette års VM.

Et af de mest fantastiske, som jeg kan mindes. Og ja, jeg husker efterhånden en del. Fra cirka 1974 og frem. Selv de mest kedsommelige, rent spillemæssigt, som Italia 90 havde altid sit eget liv og sine egne karakterer. Roger Milla og Cameroun. Eller England der blæste sig selv ud af straffesparksafgørelsen mod det genforenede Tyskland i semifinalen. Ja det var dengang man faktisk holdt med England. Det er jeg blevet for gammel til nu.

I de foreløbige 48 kampe i Brasilien er der blevet scoret 135 mål. Det giver et ganske pænt gennemsnit på 2,81 pr. kamp. Den endelige dom over VM, falder selvfølgelig først efter det play-off, der begynder nu, er afsluttet med finalen den 13. juli.

Men allerede… det har sgu været forrygende.

Og jeg er faktisk ovenud taknemmelig. Det har taget sin tid at lande igen fra caminoen, mentalt har jeg en følelse af at have været igennem en total nulstilling. Det er både godt og ondt.

Friske øjne, ny energi, absolut. Mentalt renset. Men ind imellem skal der også graves dybt nede i kadaveret for at gentilpasse sig til det vakuum, som de fleste også kalder “almindelig hverdag”. Skal jeg hilse at sige.

Fra et sanse- og oplevelsesbombardement af en anden verden, 5 uger i streg, til at stirre ind i en hvid væg igen. På en ganske øde hverdagsaften. Med regnen øsende ned udenfor.

Heldigvis har den hvide væg de sidste par uger haft et fladskærms-TV fyldt med fodbold. Og heldigvis bliver VM-kampene spillet på det bedste tidspunkt på hverdagen. For os europæere. Sen eftermiddag og aften/nat. Og heldigvis foregår VM i et land som Brasilien. Et land med en rodfæstet fodboldkultur hvor der ikke er nødvendigt med brægende vuvuzelaer, TV2’s særligt udsendte Ulla Terkelsen, og andre eksotiske indslag.

VM er kommet på hjemmebane igen. Som det var i Tyskland i 2006.

På godt 14 dage har vi væltet os gennem gruppespillet. Med dommerfejl fra første fløjt, vanvittige resultater, skuffelserne og alt det andet. Samt den obligatoriske engelske nedtur.

Det tog kun 2 kampe denne gang og de havde endda skruet gevaldigt ned fra retorikken på forhånd. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at de faktisk var lidt uheldige. Mindre mod Italien og mere mod Uruguay. Men man behøver selvfølgelig heller ikke at forære modstanderne målene.

Jeg havde troet lidt på Italien denne gang. De viste strålende takter ved EM for 2 år siden. Inden finaleydmygelsen mod Spanien. Men endte som englænderne og fusede ud.

Stakkels Cesare Prandelli. Han havde virkelig de bedste offensive intensioner med sit hold. Men de efterlod ikke meget andet end en omgang Chiellini uden pasta.

Spansk defensiv anno 2014
Spansk defensiv anno 2014

Spanien blev VMs trætte gamle mænd som alle pludselig ville hade.

Jeg fatter ikke helt skadefryden, der rejste sig fra alle sider. Var deres forbrydelse ikke bare, at de i 5-6 år havde været forbandet gode? Og under to landstrænere, først Luis Aragones og siden Vincente Del Bosque, havde gjort det utænkelige. At få en samlet national enhed ud af spillere fra Real Madrid og FC Barcelona.

Tiki-taka er ikke en skid død. Den er bare lidt udbrændt og trænger som alt andet efter årelang succes til et frisk og fornyende input.

Jeg kan sagtens følge en del af kritikken. At ville eje bolden bare for eje den, fører ind i en blindgyde. De endeløse små trekanter af kombinationer midt på banen, det er i virkeligheden hverken underholdende eller kreativt, hvis man alligevel ender med at være helt afhængig af en enkelt spillers helt individuelle kvaliteter (læs: ex. Messi).

Spanierne endte i sin blindgyde og løb direkte ind i den hollandske kontrakæp på VMs andendag. Det gik pludselig alt for hurtigt for især målmand og forsvar. 1-5.

Compañeros
Compañeros

Jeg mindes en twitterkommentar under kampen fra den engelske fodboldskribent Jonathan Wilson. Han sammenlignede med Danmark-Spanien fra VM 1986. Spanien havde overtaget Jesper Olsen & co.’s rolle fra dengang. Foran på et straffespark og pludselig et defensivt sammenbrud som ingen havde set komme.

Lad mig i øvrigt tilføje, at jeg ikke bryder mig en skid om hollænderne. Hverken Arjen Robben eller Robin van Persie – deres voldsorgie i Sydafrika for 4 år siden i finalen mod samme Spanien har jeg ikke tilgivet.

Dengang for 4 år siden talte alle af de såkaldte fodboldeksperter om at Latinamerika nu havde overtaget den store scene.

Samme sang kører allerede igen. Latinamerikanerne styrer. Europa er i knæ. Vi står foran et paradigmeskifte (er det anden eller tredje slutrunde i træk at Chile bliver udnævnt til de store fornyere af spillet?).

Reminder: I Sydafrika var der kun 3 europæiske hold tilbage i kvartfinalerne. De 2 endte i selve VM-finalen.

Afrika er i hvert fald tæt på at være helt væk allerede og Asien endnu mere. Men det er bare som det altid har været.

I ottendelsfinalerne er der 6 europæiske hold tilbage. Det er stadig tæt på halvdelen. Mon ikke der stadig er masser af potentiale at samle op. Vi har vel ikke set belgierne ramme sit reelle niveau endnu (håber jeg sgu). Nok heller ikke tyskerne.  Mens Frankrig har spillet noget af det lækreste fodbold hidtil og har cruiset sig igennem gruppen.

Og er det egentlig ikke ligegyldigt? Europa versus Latinamerika. Bare der kommer nok lækkert fodbold på fladskærmen, der dækker for den tomme hvide væg.

Chiellini uden pasta
Chiellini uden pasta

For fanden da. Selvfølgelig kommer vi ikke uden om stjernepsykopaten Luis Suarez. Jeg har – ved gud! – hørt nok undskyldninger og forklaringer om den særlige uruguyanske macho-mentalitet. Vind for enhver pris.

Men at bide. Er det ikke sådan noget “tøser” gjorde i skolegården? Og sgu ikke for at vinde, men i et yderst desperat selvforsvar.

4 måneders total udelukkelse er den foreløbige straf. Den er formodentlig til appel i skrivende stund.

Suarez er en fremragende fodboldsspiller og et decideret dårligt menneske. En ganske tvivlsom kombo med andre ord.

En type man ikke gider. En type man tvinges til at forsvare hvis han spiller i favoritklubben, men prompte vil hade hvis han spiller for hvilken som helst modstanderklub.

Helt ærlig, jeg synes de 4 måneder er en hård straf af manden. Den luns han nappede af Chiellinis skulder er trods alt til at overse. Han har ikke brækket ben eller ydet korporlig vold i form af knytnæver eller spark. På den anden side gider jeg heller ikke rode mig ud i et længere forsvar af idioten.

Bye, bye, Suarez. Jeg blev næsten overbevist om andet efter de 2 scoringer mod England. Men du bliver aldrig en verdensstjerne. Format kommer også i den grad indefra.

Fokus ottendedel i stedet! En for en.

Brasilien – Chile:
Brasserne vinder desværre stensikkert. Chile er fisen i hornlygten. Ekspert-darlings ved hver slutrunde og særlig hos Morten Olsen fordi hans landshold tabte 0-3 til dem på Brøndby Stadion for et par år siden. Men de forlader turneringen igen med et 3-5 måls nederlag til Neymar.

Colombia – Uruguay:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Colombia der vinder og går videre. Jeg kan intet sympatisk finde ved Uruguay rent fodboldmæssigt. Jeg knuselsker bare Colombia anno 2014 og de har kvaliteten til at nå meget langt.

Holland – Mexico:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Mexico der vinder og går videre. De har været på vej i så mange år, og vandt OL-finalen i London over Brasilien for 2 år siden. De fortjener det. Samtidig slipper vi af med hollænderne.

Costa Rica – Grækenland:
Christian Bolaños kører den hjem. Ene mand.

Argentina – Schweiz:
Her kommer chokket der lammer fodboldverdenen. Schweiz vinder. Alpernes svar på Justin Bieber, Xherdan Shaqiri, scorer i overtiden og sender de sydamerikanske favoritter ud af turneringen. Et kontinent er rystet, ingen, jeg gentager, INGEN, havde set dette komme.

Frankrig – Nigeria:
Franskmændene har været det bedst spillende hold hidtil. Mand hvor de kører hurtige førstegangsafleveringer. Samtidig er der et eller andet bundsympatisk ved coach Didier Deschamps. Jeg tror, han er et godt menneske. Man kan se det i hans øjne og smil.

Belgien – USA:
Jeg er temmelig indifferent her. Har holdt lidt med belgierne fra start, men de har spillet pænt kedeligt trods 3 sejre i 3 kampe. Modsat har USA Jürgen Klinsmann som træner. Og Klinsy elsker vi bare, for hans begejstring og hans mod til at gøre ting anderledes.

Tyskland – Algeriet:
Tyskland vinder. Det siger jeg også med hjertet. Jeg er blevet alt for gammel til at hade dem og de har forlængst ramt en stil hvor ligusterhæk og nationalisme ikke nødvendigvis er plusord og giver masser af stemmer ved alle parlamentsvalg. Undskyld, Nabil Bentaleb!

Vandring på livets vej – 4. del

Sarria – Santiago – Fisterra – Santiago – København

Jeg har gået til verdens ende. Stedet hvor man kun kan gå en vej fra igen, det er tilbage.

Finisterre eller Fisterra, vi hylder det galiciske her, er direkte oversat. Hele området går også under navnet Costa da Morte. Dødens kyst. Med henvisning til de mange forliste skibe langs klipperne.

I ældre tider gik pilgrimmene hele vejen ud til klipperne og var med til at sprede kristendommen fra Santiago og ud til kysten. Fisterra var allerede et helligt mødested for de keltiske druider.

Min nutidige og ganske postmoderne camino sluttede ude ved fyrtårnet, på klippen, i solnedgangen en mandag aften. Jeg sad der som et lykkeligt menneske. Jeg vil ikke sætte ord på. Kan ikke. De findes ikke beskrivende nok. Med andre ord…

(Du skulle have været der, du skulle have været inden i mig, så ville du forstå…)

Jeg ramte Santiago 3 dage tidligere, fredag middag. En dag før end jeg havde regnet med. Men man går hurtigere og hurtigere til sidst, gik flere dage i træk over 30 km, og strækningerne er terrænmæssigt enkle og relativt flade.

Selve ankomsten til katedralen og Praza do Obradoiro blev en lidt fesen oplevelse. De sidste 100 km ind til Santiago blev mere og mere præget af camino-turismen.

Store grupper bugseres rundt fra albergue til albergue. De går måske 10 km på hvert dagsstræk og bliver samlet op på en bar af en minibus og kørt til næste lokation. Deres bagage er allerede kørt i forvejen. Nogle gør det af fornøjelse, andre går for at markere en eller anden sag.

Jeg gider egentlig ikke have ondt i røven over det. Det betyder bare, at der er temmelig mange pilgrimme overalt og det ikke længere er det samme fællesskab som på de tidligere strækninger, hvor man krydsede hinanden hele tiden. I stedet går man nærmest i kø ind i byen.

Jeg havde fornøjelsen at overnatte på sidste albergue inden Santiago med en større gruppe spaniere, der alle gik på caminoen for en cyklamengrøn sag på de 15 ens t-shirts. De vandrede for noget, hyggede sig i fælleskab, 3-5 dage, og bagagen stod allerede og ventede på dem i sovesalen. Flere timer før de ankom. Og de mente det sikkert altsammen og alle 15 af et godt hjerte.

Jeg gad dem ikke rigtigt og de gad vist heller ikke hverken mig eller den koreaner, som var den anden overnattende på albergue’et.

Retfærdigvis skal siges, at når trafikken af pilgrimme ind mod Santiago tætner kraftig de sidste 100 km, hænger det også sammen med at en række andre caminoer støder til.

Det er i vores nordiske bevidsthed, at der kun findes en camino (Camino Francés). For det meste af det sydlige Europa, inklusive Tyskland, er der et helt netværk af caminoer. Fra Tyskland, Frankrig og igennem Spanien og Portugal. Reelt kan Hærvejen føjes til de tyske.

Logistikken omkring andre caminoer er dog langt fra på samme niveau som på Francés altid. Det gælder både overnatningsmuligheder og skilteanvisninger på ruterne.

Camino Finisterre, altså de 89 km fra Santiago ud til fyret, tæller reelt også for en egen camino, som man kan indhente diplom for at fuldføre.

Santiago ja. Jeg var endda heldig og ankom i strålende solskin og plus 30 grader. Tirsdag da jeg kom tilbage, var byen indhyldet i et seriøst regnvejr, og halvkølige temperaturer, der fortsatte både onsdag og torsdag.

Byen er den galiciske hovedstad og er man i tvivl om byen og regionens keltiske aner, bliver man hurtigt overbevist. I porten ind til Obradoiro-pladsen foran katedralen står et folkloristisk skiftehold af yngre mænd og kvinder og spiller på en særlig galicisk sækkepibe, en såkaldt gaita. Den bræger i porten fra tidlig formiddag til sen aften. Det siges i øvrigt at Irland blev befolket af keltere – fra Galicien.

En smuk by, turistmekka, og pilgrimsmetropol. Men så er den heller ikke mere interessant.

Katedralen har selvfølgelig sin helt særlige placering og værdi. Hver dag kl. 12 afholdes pilgrimsmesse for de mange ankomne fodgængere ude fra den store verden. Der er formodentlig stuvende fuldt det meste af året og det traditionelle højdepunkt som afslutning på messen, er når den særlige røgelsesklokke svinges igennem katedralen.

Botafumeiro hedder tingesten lokalt. Den hænger i et kolossalt tovværk og der er drøn på, når den accelerer op i fart. Som højest når den 21 meter op i kirkerummet og trækkes frem og tilbage i en bue på 65 meter.

I følge traditionen skulle røgelsen “rense” de ofte ganske beskidte pilgrimme, når de ankom med både det ene og andet på og i kroppen. Om ikke andet kunne røgelsesduften sikkert tage den værste odeur væk. Nu om dage er det et godt show, der selvfølgelig skal ses.

Og således står de små øjeblikke tilbage. Tiden er ved at rinde ud. Det ene øjeblik går jeg igennem et øde hedeagtigt landskab, jeg har slået følgeskab med en schweizer, det regner, en kraftigt byge der pludselig stopper. Op på en lille skråning. Solen bryder igennem og pludselig kigger vi på hinanden. Det er sgu da Atlanterhavet, vi ser som en sløret bræmme i horisonten. Mand, et sug i maven, en vidunderlig følelse.

Eller den glitrende sandstrand ind til Fisterra. Det er den sidste kilometer ind til byen og man kan daske afsted i vandkanten. Ikke i bare fødder. Behold støvlerne på. Der flyder med små skarpe og knasende muslingeskaller. Fødderne godter sig alligevel over det bløde sand og det er tilladt at få en klump i halsen, knibe en tåre, give en spontan krammer, og ellers bare dingle afsted. Tom, tømt, og glad.

Der var øjeblikket med værten på albergue’et i Sarria, der døbte mig Master Xan. X’et er en galicisk finte. Det hedder fx. ikke junta eller jacob, men xunta og xacob.

Han gav mig en lille sovesal alene. De 4 øvrige overnattende, 2 canadiske og 2 australske kvinder, blev læsset ind i den anden sal. En fin lille gestus.

Han havde ikke flere enkeltværelser tilbage og han kunne se at jeg mente alvor, da jeg bad om at slippe for mere musica la noche (baskisk udtryk for snorken). Bare en enkelt nat i fred. Kommer du nogensinde forbi Sarria, så kig ind på Internacional. Albergue’et ligger på hovedgågaden.

Eller værtinden i Ruitelán, der gav en gratis vask til alt mit kluns. Særdeles kærkomment efter et par ugers liv i en rygsæk. Bare fordi hun lige var åbnet og jeg var dagens første indlogerende.

Dagens anden gæst var knap så heldig, hun havde ellers fået min anbefaling af stedet med sig. Julietta fra Belo Horisonte, Brasilien. Hun humpede frygteligt med en hævet ankel og kunne reelt ikke gå et skridt videre.

Hendes brusekabine lækkede vand til etagen nedenunder. Skal vi kalde det sjusket håndværkerarbejde. Albergue’et havde i øvrigt 10-dags jubilæum den dag. Og man lærer af sine fejl, ikke sandt.

Julietta blev også historien der blev indhentede mig senere. Historier vandrer i egen pasgang på caminoen og mange dage senere var der pludselig en tysk kvinde der forskrækket kommenterede mine bukser. Var jeg faldet eller noget i den stil? Ikke det der lignede. Jeg havde siddet på en sten et par kilometer ude og drukket vand. Men det var midt i eftermiddagsheden og jeg fik fremstammet et irriteret københavnsk “Hvad siger du?” som svar. Hun begyndte så at snakke om sin brasilianske veninde, som hun ville møde søndag i Santiago og der havde mødt en sehr gemütliche däne tidligere. Det var mig.

Jeg afslutter med Rutger Hauers dødsscene fra Blade Runner i hukommelsen. Han improviserede – efter sigende – selv ordene frem.

Jo det er deprimerende, men det er også evigt smukt. Og det øsregnede da jeg begyndte en gang for længe siden en lørdag aften i Pamplona og det øsregnede da jeg forlod Santiago torsdag morgen. Og det øsregner på Hauer, da han gør status over sin teknologiske skæbne…

All those moments will be lost in time
Like tears in the rain
Time… to… (die)

Jeg skal undlade at fylde replikantens allersidste ord på. Fra Fisterra kan man kun gå tilbage. Vende hjem. Måske er der alligevel et par brikker, der er faldet på plads.

Status: 27 vandredage og ca. 700 km. Fra Pyrenæerne til Atlanterhavet. Det har været en helt uovertruffen rejse, det fedeste trip, og som bonus blev det alligevel til lidt Champions League-kvalifikation i Parken efter sommerferien.

 

Vandring på livets vej – 3. del

Leon – Astorga – Cruz de Ferro – Sarria

Slår man ordet ‘Pilgrim’ op i en moderne dansk ordbog, får man følgende forklaring.

En person der rejser til et helligt sted af religiøse grunde, fx. af fromhed, som bod eller for at opnå noget.

Mit tilfælde må falde i den sidste kategori. Jeg er helt sikkert ude på noget, selvom jeg på intet tidspunkt har haft religiøse tanker med at gå denne tur i det nordlige Spanien. 

Som udgangspunkt har jeg søgt eventyret, et udgangspunkt der også var spædet op med en pæn portion selvlede. 

Den fysiske prøvelse har jeg i høj grad betragtet som kuren. Caminoen har været i min bevidsthed længe. Et par år. Som noget der skulle gøres. Den var på checklisten. 

Praktisk og mentalt skulle det hele bare falde i hak. Det skete lige pludselig og på det bedst tænkelige tidspunkt.

Som de fleste andre i vores del af verden lever jeg et liv, hvor man bogstaveligt sidder på sin flade røv og glor på en skærm i det meste af døgnets 24 timer. Alt i vores hverdag er gjort så nemt som muligt, og jeg begræder det bestemt ikke. Tager gerne for mig af løjerne af nyeste teknologiske landvindinger, uanset om det er den iPad Air som denne tekst bliver skrevet på, eller det wifi som efterhånden rækker ud over det meste af verden.

Jeg har det fint med at være online. Flere gange om dagen. Også hernede. På forhånd havde jeg ingen ambitioner om at afsværge hverken den ene eller anden teknologi. Tværtimod. Jeg elsker at lege med dem.

Men man behøver ikke at afsværge det ene, for at gøre noget andet. Logisk. Frank, min belgiske følgesvend fra de første dage, havde efterladt smartphonen hjemme. Ambitionen var at være helt offline. Dog havde han medbragt en gammel mobiltelefon som han kunne smide et taletidskort i. Det gjorde han allerede efter 2 dage. Ingen grund til at fornægte verden, slet ikke for en medarbejder ved Belgacom, det belgiske svar på TDC.

Alle kender følelsen. Der er himmelsk forskel på at være træt i hovedet og træt i kroppen. Sidstnævnte kan sagtens opnås i det lokale fitness-center også. Det bliver bare røvkedeligt i længden og på den længere bane nok mere horisontnedfrysende end udvidende.

Jeg har følt mig som en omvandrende zombie. I et halvt år eller mere. En mørk og forbandet vinter, en storesøster fattigere, og generelt bare en følelse af at man har set sit eget spejlbillede alt for mange gange, hørt og set de samme ting alt for mange gange. Generelt set bare at føle sig udbrændt. 

Der var brug for en ‘game changer’ og man ville være en ufølsom satan, hvis man ikke hurtigt blev påvirket af at vandre igennem landskaberne hernede. Det er et artelleriangreb på alle sanser. 

Men der er heller ingen grund til at være blind for, at det religiøse aspekt er en del af caminoen. Historikken bag Jacobsvejen kan læses andre steder og selv i den mindste flække runder de gule pile (stiens kendemærker) den lokale kirke.

For mig var det også ganske logisk at begynde rejsen med aftenmessen i Roncesvalles. Alle nationaliter der havde tjekket ind på albuergue’et fik selvfølgelig velsignelsen med fra præsten. Lige så logisk vil det naturligvis være at afslutte rejsen med middagsmessen i katedralen i Santiago. Ikke kun for skuespillets skyld. Det er mere naturlig respekt for historikken og udfordringen end egentlige religiøse tilkendegivelser.

For rigtig mange af dem der går, betyder det religiøse noget særligt. Uanset om det Franscesco fra Rio eller Ramon fra Bilbao. Ikke fordi det er et hovedemne under frokost- eller aftensamtaler. Oftest er det bare underforstået og reelt er mindst halvdelen af pilgrimmene på stien da formodentlig også ‘verdslige’ typer som mig. I en eller anden forstand.  

Fællespunktet er måske nærmere at være søgende. Mange går for at finde svar på et eller andet. Blive afklaret. At få nogle brikker til at falde på plads i hovedet, som Afghanistan-veteran fra Viborg-egnen formulerede det. Han er en af 4 danskere som jeg hidtil har mødt. 

Nogle søger et nyt liv. Som østrigske Regine. 50 år, fraskilt, datter flyttet hjemmefra… midaldrende kvinde i krise, det sker sikkert for de bedste. 

Jeg mødte hende i Puente la Reina første gang. Vi fulgtes et stykke, men hun måtte holde pause. Rygsækken var gået i stykker. Hun stoppede en dag i Logroño for at købe en ny. 

Jeg mødte hende igen næsten en uge senere. På busstationen i Burgos. Hun var helt sønderknust. Ny rygsæk men knæene ville ikke mere. Hun havde taget bussen ind til Burgos dagen før.

Hendes sidste desperate forsøg var at tage videre med bus til Leon og prøve igen efter endnu en hviledag. Hun havde planlagt sin camino længe, som troende katolik var det ikke kun eventyret, og havde nærmest al den tid hun behøvede. Hun græd bogstaveligt, udsigten til ikke at nå Santiago var ikke til at bære. Det var et personligt nederlag.

På vejen til Astorga mødte jeg hende igen. Stadig vandrende. Hun havde gjort strækningerne kortere, højest 10-15 km om dagen. Det virkede. Hun strålede igen og var sikker på at hun ville nå sit mål. Det er jeg også.

Og sådan går og går det videre. Caminoens højeste punkt er ikke i Pyrenæerne, hvilket man nemt kunne forledes til at tro. 

Cruz de Ferro i de cantabriske bjerge vest for Leon rager 55 meter højere i vejret. Der kan sagtens være snestorme her, langt ind i april måned. Men vejret har været sommerligt hele denne uge, selv de lokale taler om usædvanligt høje temperaturer tidligt i maj. Støt stigende fra de 22-23 grader til 30 ud på eftermiddagen. Med andre ord har det været forbandet varmt. Også på toppen.

Cruz de Ferro er et af de magiske punkter på caminoen. Det er stedet, hvor du kan lægge et stykke fortid bag dig. Rent symbolsk i form af en medbragt sten (fundet med kærlighed – det er vigtigt for at magien skal virke), som man har båret med sig undervejs. Man placerer stenen ved det markante (jern-)kors på dyngen af alle de andre sten. Trækker sig meditativt tilbage og vupti… det sker helt af sig selv. Man er klar til at begynde på en frisk igen. En byrde lettere.

Det er et smukt lille ritual og man kan sagtens blive lidt rørstrømsk efterfølgende, når man begynder nedstigningen. Jeg gjorde i hvert fald. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

De modne overvejelsers tid. Jeg er allerede forlængst rykket ind i de faste rutiners vold. Tingene passer sig selv, bare man gør dem i den rigtige rækkefølge. Begrænsningerne kender jeg også. Jeg behøver ikke skubbe et par kilometer yderligere på i den værste eftermiddagshede. Hellere gå lidt kortere. 

Og dog…

Forleden dinglede jeg bogstaveligt ind på albergue’et i Villafranca del Bierzo på vippen af et godt gammeldags solstik. Jeg var seriøst svimmel, da jeg ankom, og måtte hurtigt have en halv flaske vand indenbords og ellers lige ligge 5 minutter i skyggen.

Den gamle er blevet gammel nu. 

Og nu skifter klimaet. Fra Castilla y Leon er jeg trådt ind i Galicien. Det nordvestlige og sidste provins som caminoen krydser igennem. 

I Galicien blæser det altid fra vest, ude fra Atlanterhavet, og det regner og er køligt og minder mere om Irland eller Bretagne end det øvrige Spanien. Sådan cirka. 

O Cebreiro er første lille punkt på caminoens vej ind i Galicien. Der er en hysterisk stejl opstigning fra dalen op til byen, som er en meget lille turistflække der mest udmærker sig fantastiske udsigter. Både mod øst ned i Valcarce-dalen (hvor jeg kom fra) og mod vest ned i selve Galicien. 

Det første som mødte mig, da jeg kom op i flækken søndag morgen, var selvfølgelig to vognlæs med tyske turister.

Landskabsmæssigt er det nemt at se sammenligningen til Irland. Stendiger der adskiller marker, de grå stenhuse og det meget lidt prangende grå stenkirker i landsbyer, der stinker langt væk af den kolort der er smattet ud over stierne. Der er kvæg allevegne og det er særdeles landligt. Nærmest hjemligt jysk. Tidligere var det korn- og vinmarker der dominerede.

Sprogligt er galicisk tæt på portugisisk – det klinger unægteligt på samme syngende vis. De lokale virker til gengæld lidt mere reserveret end tidligere på caminovejen. Måske har de set nok af vandrende mennesker. 

Jeg er ved at komme til den del hvor stierne for alvor fyldes med gåtrafik. Det bliver kun værre på de sidste 115 km. 

Sarria er den første rigtige by i Galicien, når man ankommer på camino-vis. Omkring 15.000 indbyggere. Byen er – ud over at være ganske hyggelig – et skæringspunkt. De 115 km fra Sarria til Santiago er det minimum, som pilgrimmen skal vandre for at hans/hendes camino bliver officielt anerkendt som gennemført på Oficina del Peregrino i Santiago. 

Det har selvfølgelig sat en kreativ turistindustri i gang og rejseselskaberne bliver større og større. Især tyskere og australiere. Omkring de sidste 4-6 vandredage, som turen normalt vil tage.

Personligt har jeg har føjet yderligere 8 dage til fødderne. Totalen er nu på 20. 

Status: mærket ja og min højre fod er svulmet en del op. Uden jeg kan forklare hvorfor. Det generer nu ikke, når jeg går. Nærmere kan jeg mærke en snigende mental træthed og er begyndt at tælle dage.

Og med mindre noget går grueligt galt, vil jeg ramme Santiago om 1-2-3-4-5 dage. På lørdag.