Ræk mig flasken med vin

Det er min trofaste ven
Min krykke, min medicin

Hverken solsort eller forstærker
Hverken solsort eller forstærker

Det er sgu lidt svært, når tingene skal begynde på denne måde.

2014 tegnede ellers til at ankomme som årene har haft for vane de sidste par år. Samme procedure og alt det der. Men det nåede aldrig så langt, et hjerte svigtede pludselig. Helt uden grund, helt uden forvarsler.

Dødsfald i den nærmeste familie, hedder den tekniske term.

Reelt mistede jeg min storesøster dagene mellem jul og nytår. Bisættelse forleden fredag. Fra hjertestop til hjertesorg, der er kortere end man aner. Hun vågnede aldrig fra sit koma og sov ind en uges tid inde i det nye år. 61 år gammel.

Det kan gå fandens hurtigt i den virkelige verden.

Vær velkommen, du Herrens sår. Vi er i gang igen. En smule mere forkrøblede, en smule mindre naive, grinet er forlængst forstummet og sendt på plejehjem.

Lyset skifter og vandene stiger
Nu kommer kulden
Og fjernsynet fortæller at mit land er i krig
men ingen tager notits

Flasken med vin, ja. Jeg har haft den sang i hovedet et par dage. Olesen-Olesens ‘Ræk mig flasken’. Det passer bare, rammer mig ind. Har klæbet sig fast. Alt det der og deslige.

Egentlig er det meget passende at sangen hverken er tilgængelig på youtube, spotify eller lignende medier. Den kan simpelthen ikke streames, den stammer fra en anden tid.

Den kan derimod blive et støvsamlende klenodie i et hjørne. Hvis du ulejliger dig og får fingre i cd’en. Den hedder “Solsort og forstærker” og er fra 2005.

Olesen-Olesen eksisterer i øvrigt heller ikke mere. Rent musikalsk. Den ene af brødrene blev efterladt i et andet band, Peter, det er ham med teksterne, den anden er vist nok… ja jeg ved egentlig ikke, Henrik, han spiller nok guitar et sted derude.

Fred være med dem begge. De lavede en vidunderlig stribe af skiver fra 1997-2007. Helt og aldeles overset af de fleste, men immervæk nogle af de fineste arvtagere efter CV Jørgensen ud i danske sangtekster.

Jeg takker dem personligt for ordene. Sammen med Nick Cave’s dugfriske studiekoncert “Live from KRCW” og et par flasker rødvin har de hjulpet med at gøre januar lidt lettere til mode.

Så ræk mig bare flasken, mand, jeg kender dens blide facon ganske godt!

Det bliver hverdag og den slags skal man selvfølgelig lære at holde af. Igen. Ud over en halvsløj Bruce Springsteen-udgivelse, som jeg ikke har orket at bruge tid på endnu, er der også et åbent transfervindue der skal dækkes.

Det passer ikke sig selv. Tværtimod.

Der er en tsunami af rygter, og med københavnsk vinkel er det blevet en hel sæbeopera fra Buenos Aires. Jeg har ikke tal på hvor mange gange forhandlingerne er brudt sammen, for at så blive genoptaget, for derefter kategorisk at bryde sammen igen.

Tillad mig foreløbig at konkludere: FC København er på det argentinske spillermarked. Det bekræfter vores ellers ganske fåmælte sportsdirektør selv:

“Vi har nu fået opbygget et netværk i Sydamerika, hvor vi føler os på sikker grund. Vi føler os trygge nok nu til at kigge på specifikke spillere der, og nu er det så Argentina, der nævnes, fordi der er en konkret sag”

Den konkrete sag hedder Franco Mussis. En 21-årig midbanespiller fra La Plata-klubben med det vilde navn Gimnasia y Esgrima (Gymnastik- og fægteklub, lyder som en lidt mere sexet variant af århusianernes gymnastikforening). Han sparker som en hest og går lokalt som et ganske stort talent. Meget mere ved jeg så ikke. Det gør de fleste andre på vores breddegrader næppe heller.

Efter sigende har der været kontakt siden december, hvilket indikerer at Carsten V. (formodentlig godt understøttet af Ståle) har forsøgt at arbejde langsigtet frem mod transfervinduet.

Succes’en er foreløbig til at overse. Det behøver jeg vist ikke understrege. Tålmodigheden er ved at være tyndslidt blandt en del af os. De sidste par vinduer står i ganske frisk erindring og de givtige indkøb har i den grad været til at tælle på en hånd, ja, nærmest med een finger.

I kølvandet på Mussis er dukket andre navne op. Lucas Rodriguez, 20-årig venstreback fra Argentinos Juniors. Vi bliver i Buenos Aires-området, men rygtestrømmen har været mere lavmælt. Selvom spottet virker helt logisk. Pierre Bengtsson behøver en afløser – formodentlig ganske snart.

Hvis CV lander 2 argentinske U-landsholdsspillere, så tilgiver jeg ham det tabte mesterskab i 2012 også. Lad det være sagt.

Jeg tror så ikke en skid på, at det sker. Bare 1 er vist tvivlsom.

I den underløbende strøm af rygter har det også svirret med forsvarsrygter om Muhajyllands Erik Sviatchenko, selvom det ellers pure benægtes af Ståle.

En islænding mindre
En islænding mindre!

Umiddelbart skulle han ses som erstatning for solgte Ragnar Sigurdsson. Ærgerligt! Det russiske tilbud blev åbenbart for højt.

Ragnar var et af efterårets lyspunkter. Jeg havde gerne set ham fortsætte et par sæsoner mere i FC København. Bundsympatisk og altid hjertet med sig på banen.

Fjerde – og journalistisk mest varme – spor hedder Abderrazak Hamdallah, 23-årig marokkansk angriber. Åbenbart en up-coming stjerne i den norske tippeliga (har vi hørt det før?!)

Ålesunds FK havde gjort et kæmpescoop ved at hente marokkaneren sidste år, hvis man skal tro dem selv og de norske medier. CV var heller ikke i tvivl, han tronede endda sejrsikkert frem for fotograferne i Ålesunds lufthavn.

Star Quality! Wauw! Handlen var så godt som lukket for et par dage siden. Siden har ingen rigtigt hørt noget ud over at nordmændene forlanger en skyhøj pris, som FC København måske betaler.

Allah på banen. Hvad kan han og hvad vil han?
Den seminorske målgud?

I betragtning af FC Københavns historik med tippeliga-spillere inden for de sidste par sæsoner, er der al mulig grund til skepsis.

Der er sendt mange millioner spildte københavnske kroner til norske fodboldklubber inden for de sidste par år. Mos og Diouf, jeg hvisker dem bare som eksempler.

Ræk mig lige flasken! Koldt norsk kildevand i blodet, mand. Jeg bytter gerne de 2 unge argentinere for et alt-for-dyrt – og formodet – tippeligahotshot.

Men reelt er det bare rygter. Det hele. Der er stadig ikke skrevet med en eneste ny spiller. Til gengæld har det vrimlet med forstærkninger til selve organisationen.

I går blev det officielt at Johan Lange kommer hjem igen. I den nye stilling som udviklingschef. På en eller anden måde har det ligget i kortene, siden han selv sagde sit trænerjob op i Lyngby for halvanden måned siden. Den er bare blevet trukket i halen. Han skulle tales væk fra en eventuel trænerbænk, med andre ord.

Han bliver et glædeligt gensyn.

Oveni har klubben ansat en ekstra fysisk træner. Officielt denne eftermiddag. Bjørn Vidar Stenersen er ganske god bekendt af Ståle. Ud over at være landsmænd har de har en fælles fortid i FC Köln.

Stenersen skal sparre med nuværende fystræner Anders Storskov og ellers ordne talentflokken, der om en måned spiller 1/8-delsfinale mod Barcelona i Youth Champions League, som noget af det første.

Igen det lyder helt fornuftigt. Man bygger på, ruster sig, på den lange bane, og det understreger i hvertfald de signaler som allerede blev sendt før jul. At den sportslige sektion opgraderes kraftigt nu.

Men for helvede – kom med 1 signing eller 2. Snart. Meget snart. Inden det ender i notorisk neglebideri og et panikindkøb af en målmand fra Øvre Sognefjord. Til 36 mio. af de danske.

Jeg tror – trods alt – at Hamdallah er scoutet over en længere periode. Om ikke andet må Ståle have set en del norsk fodbold i forårsmånederne og den tidlige sommer.

Jeg klynger mig også gerne til gode gamle David Nielsen. Han har været ganske klar i mælet om vores seneste norske storkøb – og han spår gerne igen. Denne gang anderledes positivt.

Jaja, ræk mig nu bare den flaske
Forfandenda.

Charlie Don’t Surf

Det blev jul, det blev nytår og det blev januar. Man er ikke ligefrem blevet mere optimistisk på verdens vegne i de sidste uger.

Jeg plejer normalt ikke at kaste mig ud i de store politiske tirader. Men – lad det være sagt –  jeg behøver luft.

Ilt. Frihed. Ytringsfrihed. Frem med hele det moderne journalistiske arsenal af floskler.

Jeg stemmer til venstre for midten politisk og det bliver jeg ved med. Jeg er tilhænger af EU, stemte endda for euroen i tidernes morgen, og ønsker ingen grænsebomme genindført. Jeg tror heller ikke at “de fremmede” er ved at invadere vores land, eller at de stjæler vores dit og dat, og kun vil udnytte velfærdssystemet, og i øvrigt er vanekriminelle hele bundtet.

Men jeg har fået nok af islamisme – af politisk islam. Det er vores tids nazister.

Nazi-muslimer fuck off. Så er det også sagt.

Den ramte mig som en tung hammer i kølvandet på massakren i Paris på bladtegnerne fra Charlie Hebdo. Denne 10 år gamle artikel. I virkeligheden var den bare et vredesudbrud.

Ja, man får sgu nok. Den gamle musikanmelder på Information, Klaus Lynggaard, er ingen ekstrem højreradikalist med en egen dagsorden om totalkrig mod denne verdens 2 milliarder muslimer. Tværtimod, vover jeg at påstå, uden at kende manden personligt.

Men han fik nok af nogle bestemte miljøer blandt os.

Jeg har også fået nok. Der findes grupperinger i vores samfund som er så syge i låget, at vi ikke behøver at pakke budskaber ind i humanisme og almindelige tolerance. Det er folk helt uden for rækkevidde.

Bekæmp lortet. Det er mennesker der er flasket ind i et moralkodex, der hører til i den mørkeste middelalder uanset om det er synet på et par satiriske tegninger af en religiøs profet, kvinder, eller homoseksuelle – eller vel bare mennesker generelt.

Den hvide mands byrde, manglende integration, og jeg orker ikke at høre mere pis.

Der er også et ansvar, der ligger langt væk fra de hvide mænd i denne verden. Uanset om det handler om at tage på imam-turne i mellemøsten med et par ekstra manipulerede fotografier, ved siden af de oprindelige karrikaturtegninger, og prædike bål og brænd – eller om blot at tage en smule vare på sit eget liv i en eller anden forstadsghetto.

Det var der mørkemændene for alvor kom forbi.

Charlie Don’t Surf. Charlie var engang ikke bare Charlie Brown – tegneseriefiguren fra Radiserne. Han var også Viet Cong og et frihedssymbol for venstrefløjen.

Charlie kan stadig ikke finde ud af at surfe. Men han behøver fandeme heller ikke bære burka og gemme sig for en åndsforskrækket middelaldermoral. Af ren angst for at blive slået i hartkorn med sine gamle fjender.

Det er heldigvis også et klart budskab fra Paris. Det kan man da dvæle lidt på… i en meget mørk og dyster verden.