Vandring på livets vej – 1. del

Saint Jean-Pied-de-Port – Roncesvalles – Pamplona – Logrono

Frokost. Vi sad med vores medbragte lunchbox, da hestene farende ned ad skråningen. De galopperende heste havde retning direkte imod vores position på et par sten og drejede først af og krydsede vejen 5-6 meter fra vores udsigtspunkt. 15-20 heste på vej ned ad bjerget. 

Hestedriverne kom til syne lidt efter. Først kom en fyr løbende ned ad skråningen, piftende og viftende med armene, og derefter kom et par biler fra modsatte side. Flere gestikulerende franskmænd. Hesteflokken faldt til ro en græsgang længere nede. 

I mit hoved var Pyrenæerne mest forbundet med en Tour de France-karavane. Ganske urimeligt. De er alt for smukke.

Saint Jean Pied-de-Port er startbyen for den franske Camino. Den lille bjergby er helt bygget op om sin rolle i verdens gang. Du kan købe vandrestokke fra kl. 6 om morgenen, købe særlige camino-lunchboxes, og man får stempel i pilgrimspasset uanset hvor man overnatter. 

Tågen hang som en grå grød i dalen og det tog en halv time at vandre igennem. Til gengæld bød stigningen ud af Saint Jean på den klareste forårsmorgen.

Pyrenæerne udmærker sig også ved at vejret på den franske side oftest er bedre end på den spanske side. Det har noget med vindretningen at gøre. Det blæser oftest syd fra og derfor bliver nedbøren også smidt af på sydsiden. 

Det blev der i hvert fald ingen grund til at betvivle. Den fantastiske opstigning mod passet over mod Navarra og Baskerlandet, blev i den tidlige eftermiddag afløst af en gevaldig haglbygl som efterhånden slog over i regn, i takt med at vi kravlede ned efter. The Full Camino Experience. På halvanden time.

Turen fra Saint Jean til Roncesvalles er 27 km, en anelse længere hvis man følger vejen som kaldes Napoleonsruten. Antallet af højdepunkter gør den noget tungere og den er kun åben i godt vejr. Den anden rute følger den almindelige landevej igennem dalene.

Valget sker når man går ud af Saint Jean Pied-de-Port. Går man til højre, går man den almindelige. Fortsætter man lige ud, er man straks i Napoleons fodspor. 

Det gjorde jeg. Højeste punkt er 1430 meter, det er på spanske side. Turen går for at være suverænt det hårdeste på camino-ruten. Ikke desto mindre strøg jeg op det første stykke og jeg sværger, jeg havde hverken taget EPO eller haft et par blodposer i rygsækken. 

Men det var lækkert at komme afsted. Til gengæld skal også jeg være den første til at erkende, at det hjælper gevaldigt med selskabet, når den for alvor trækker søm ud efter 12-13 km opstigning.

En amerikaner med efternavnet Dane. Han syntes selv at det var vældig sjovt to ‘meet a real dane’. Michael fra Chicago, vi fulgtes til Roncesvalles, og det er måden caminoen foregår. Der vader en masse mennesker rundt, de fleste med samme mål, men med hver deres lille skema i hovedet. Vi krydser frem og tilbage og alle prøver at finde deres egne ben. 

Som et barn der træder ind i livet. Nøjagtig. Samtidig er man usikker på det hele, behøver hjælp, er det overhovedet det hele værd på den lange bane… famler, forsøger at lære og tilpasse sig.

De kloge omtaler caminoen som et spejl af livscyklussen. Barndom -> ungdom -> voksen – > alderdom.

At gå ned er langt værre end at gå op ad. Når man går op, handler det om at finde sit eget tempo og ellers lade være med at kigge for meget op efter. Det virker bare demoraliserende, særligt i bunden af stigningerne. Fokus skal holdes på stien, hvor man går. 

Når man går ned, er man hele tiden tvunget til at holde igen, bakke af. Lårmusklerne spænder, fødderne presses frem i skoen og det ender med ømme tæer og blå negle, der bare venter på at falde af. De sidste par dage har jeg haft det, som der er blevet hamret søm i tåspidserne. Jeg bruger kun vandresko, når det er nødvendigt i øjeblikket. Ellers vandresandaler.

Som et barn skaber man sine egne myter og skrækhistorier. The Snoring Man. Første nat i Roncesvalles. Første etage. Alle talte om det. Jeg lå i køjen skråt under. Michael i båsen ved siden. I Zubiri tjekkede han ind på samme albergue som mig og igen i Lizarra/Estella forleden. Historierne rullede allerede i forvejen. 

Om dagen ligner han en spansk udgave af grisehandler Larsen fra Matador, godmodig gråspængt og på et par og 60, formoder jeg. Han ejer ikke et engelsk ord i livet, men vinker ivrigt og smiler hver gang man møder ham. Det gør man jævnligt, han går oftest død på stigningerne, hvorefter han kommer susende forbi igen på de flade stræk. 

Men som sagt om natten… 

… det er en skrækindjagende urytmisk snorken. Den bygges op, højere og højere, over flere minutter i uens intervaller på alt fra 5 til 20 minutter. Inden det hele lukkes ud som fra en gammel dampmaskine i et kæmpe schwuuus. Et par minutters stilhed, så begynder det forfra…

Jeg fulgtes et par dage med Frank fra Belgien. Han kommer fra Gent, for gud skyld ikke Genk, og er sæsonkortholder til det lokale holds, KAA Gent, kampe. En storsatsende klub, der flopper pænt. Har man hørt det før. Vi mødte ham første gang om morgenen i Roncesvalles og derefter om eftermiddagen igen i Zubiri. Bagefter blev han bare hængende, mens Michael gik videre mod næste Alberque.  

Landskabet skifter markant omkring Pamplona. Fra bjerge og udløberne af Pyrenæerne i nordøst til et mere og mere frodigt landbrugsland mod sydvest.

Nu er jeg trådt ind i vinmarkerne i La Rioja. Ligner en god årgang. Ankom til provinshovedstaden Logrono i hvad der gik op for mig, er blevet til søndag. Med andre ord min syvende vandredag. De første 150 km er afviklet. 

Status: 2 vabler og et par ømme tæer.  

 

Vandring på livets vej – prolog

København – Madrid – Pamplona – St Jean Pied de Port.

Morsomt på den ironiske måde at flyve ned over et nærmest skyfrit Europa påskelørdag, for at ramle ind et enormt skydække og rasende fly-turbulens omkring Biscayen og Pyrenæerne.

Det klarede op over Madrid. Alle skyerne lå selvfølgelig, hvor jeg skulle hen, og det styrtregnede i Pamplona natten over.

Det afholdt nu ikke byen i at holde en gevaldig fest natten igennem. Man fejrer påsken lidt mere hernede end man gør derhjemme.

Og vejrudsigten for de næste dage. Regn, regn og regnbyger. Men vejret i Pyrenæerne skifter nærmest fra dal til dal. Fra nærmest skyfrit til tæt tåge et par kilometer længere fremme.

Busturen fra Pamplona til den franske side i St. Jean Pied de Port bød på stort set alt. Bortset fra sne. Det er heldigvis langt væk og en ting er sikkert, det skide vejr kommer som den slags nu gør. Tid går og vejr kommer, og i morgen går det løs.

6,6 kg fik jeg målt rygsækken, alt inklusiv, til på badevægten. Måske er der en anelse mere. I hvert fald er det til at bære.

Op ad i rent Tour de France-terræn. Inden det går ned mod den spanske (baskiske) målby, Roncesvalles. Ja, byen har selvfølgelig et baskisk navn som alle byer på disse kanter. Orreaga. I øvrigt hedder Pamplona Iruna på baskisk.

Baskisk var også påskesøndagstemaet i Pamplona. En stor demonstration for uafhængighed af Spanien og centralmagten i Madrid fyldte det meste af den indre by i de tidlige eftermiddagstimer.

Alt forløb ganske fredeligt, og selvom der var både sortklædte og hætter fik de få udkommanderet betjente fra centralmagtens betalte policia næppe sved på panden.

Jeg gætter på, at det er en tilbagevendende markering. Disse uafhængighedsoptog. Og ganske sikkert en stor familiebegivenhed.

Efterhånden blev barerne omkring Paseo de Sarasate fyldt til randen med tørstige og sultne deltagere. Vokseninvasionen trak det dobbelte antal små baskiske unger med sig og fik efterhånden drevet væk fra mig væk fra en halvsløj irsk pub, som jeg havde fået plantet mit lunch-hungrende korpus på. Samtidig var det eneste sted der umiddelbart gad vise Norwich-Liverpool på barskærmen. Engelsk fodbold fænger ikke helt i La Liga-territorium.

Kort inde i 2. halvleg blev støjniveauet en tand for atonalt. Et øjeblik blev der nærmest sat lyd på Luis Suarez. Jaja, men noget skulle jeg bruge ventetiden på, inden bussen kørte til Saint Jean Pied de Port.

Men Pamplonas helt store søn er ikke basker. Tro ikke det. Han er amerikaner og hedder Ernest Hemingway.

Han går igen i hvert andet barnavn, på hver anden husfacade, i hver anden butiks forsøg på at sælge Hemingway et-eller-andet.

And Also Rises the Sun… han havde en ubønhørlig kærlighed til Spanien, og til dels baskerne, og han beskrev vel som en af de første San Fermin-festen fra almindelig øjenhøjde. Den hvor de slipper tyrene ud i gaderne i Pamplona.

Så jo. Måske. Den unge Hemingway, ham der rejste rundt mellem Paris, San Sebastian og Pamplona og tjekkede ind hos 1920ernes globale kunstner- og bohememiljø. Den ældre version hang mest på barer i Havanna på Cuba. La Floridita og La Bodeguita, inden han forsøgte at sluge sit gevær.

Jeg hænger lidt til tørre her til aften. Mentalt. Prolog, mand. Et køligt hotelværelse uden varme og det kan sagtens mærkes at dagstemperaturen ikke er kommet meget over de 18 grader. Udenfor. I dag.

WiFi’en er mere end almindelig ustabil, og ja, altså i morgen går det løs…

Det er alvor. Første etape. Kig lidt billeder imens. Der er et med et dyr og sågar et par andre med børn, hvis du kigger godt efter.