Vandring på livets vej – 4. del

Sarria – Santiago – Fisterra – Santiago – København

Jeg har gået til verdens ende. Stedet hvor man kun kan gå en vej fra igen, det er tilbage.

Finisterre eller Fisterra, vi hylder det galiciske her, er direkte oversat. Hele området går også under navnet Costa da Morte. Dødens kyst. Med henvisning til de mange forliste skibe langs klipperne.

I ældre tider gik pilgrimmene hele vejen ud til klipperne og var med til at sprede kristendommen fra Santiago og ud til kysten. Fisterra var allerede et helligt mødested for de keltiske druider.

Min nutidige og ganske postmoderne camino sluttede ude ved fyrtårnet, på klippen, i solnedgangen en mandag aften. Jeg sad der som et lykkeligt menneske. Jeg vil ikke sætte ord på. Kan ikke. De findes ikke beskrivende nok. Med andre ord…

(Du skulle have været der, du skulle have været inden i mig, så ville du forstå…)

Jeg ramte Santiago 3 dage tidligere, fredag middag. En dag før end jeg havde regnet med. Men man går hurtigere og hurtigere til sidst, gik flere dage i træk over 30 km, og strækningerne er terrænmæssigt enkle og relativt flade.

Selve ankomsten til katedralen og Praza do Obradoiro blev en lidt fesen oplevelse. De sidste 100 km ind til Santiago blev mere og mere præget af camino-turismen.

Store grupper bugseres rundt fra albergue til albergue. De går måske 10 km på hvert dagsstræk og bliver samlet op på en bar af en minibus og kørt til næste lokation. Deres bagage er allerede kørt i forvejen. Nogle gør det af fornøjelse, andre går for at markere en eller anden sag.

Jeg gider egentlig ikke have ondt i røven over det. Det betyder bare, at der er temmelig mange pilgrimme overalt og det ikke længere er det samme fællesskab som på de tidligere strækninger, hvor man krydsede hinanden hele tiden. I stedet går man nærmest i kø ind i byen.

Jeg havde fornøjelsen at overnatte på sidste albergue inden Santiago med en større gruppe spaniere, der alle gik på caminoen for en cyklamengrøn sag på de 15 ens t-shirts. De vandrede for noget, hyggede sig i fælleskab, 3-5 dage, og bagagen stod allerede og ventede på dem i sovesalen. Flere timer før de ankom. Og de mente det sikkert altsammen og alle 15 af et godt hjerte.

Jeg gad dem ikke rigtigt og de gad vist heller ikke hverken mig eller den koreaner, som var den anden overnattende på albergue’et.

Retfærdigvis skal siges, at når trafikken af pilgrimme ind mod Santiago tætner kraftig de sidste 100 km, hænger det også sammen med at en række andre caminoer støder til.

Det er i vores nordiske bevidsthed, at der kun findes en camino (Camino Francés). For det meste af det sydlige Europa, inklusive Tyskland, er der et helt netværk af caminoer. Fra Tyskland, Frankrig og igennem Spanien og Portugal. Reelt kan Hærvejen føjes til de tyske.

Logistikken omkring andre caminoer er dog langt fra på samme niveau som på Francés altid. Det gælder både overnatningsmuligheder og skilteanvisninger på ruterne.

Camino Finisterre, altså de 89 km fra Santiago ud til fyret, tæller reelt også for en egen camino, som man kan indhente diplom for at fuldføre.

Santiago ja. Jeg var endda heldig og ankom i strålende solskin og plus 30 grader. Tirsdag da jeg kom tilbage, var byen indhyldet i et seriøst regnvejr, og halvkølige temperaturer, der fortsatte både onsdag og torsdag.

Byen er den galiciske hovedstad og er man i tvivl om byen og regionens keltiske aner, bliver man hurtigt overbevist. I porten ind til Obradoiro-pladsen foran katedralen står et folkloristisk skiftehold af yngre mænd og kvinder og spiller på en særlig galicisk sækkepibe, en såkaldt gaita. Den bræger i porten fra tidlig formiddag til sen aften. Det siges i øvrigt at Irland blev befolket af keltere – fra Galicien.

En smuk by, turistmekka, og pilgrimsmetropol. Men så er den heller ikke mere interessant.

Katedralen har selvfølgelig sin helt særlige placering og værdi. Hver dag kl. 12 afholdes pilgrimsmesse for de mange ankomne fodgængere ude fra den store verden. Der er formodentlig stuvende fuldt det meste af året og det traditionelle højdepunkt som afslutning på messen, er når den særlige røgelsesklokke svinges igennem katedralen.

Botafumeiro hedder tingesten lokalt. Den hænger i et kolossalt tovværk og der er drøn på, når den accelerer op i fart. Som højest når den 21 meter op i kirkerummet og trækkes frem og tilbage i en bue på 65 meter.

I følge traditionen skulle røgelsen “rense” de ofte ganske beskidte pilgrimme, når de ankom med både det ene og andet på og i kroppen. Om ikke andet kunne røgelsesduften sikkert tage den værste odeur væk. Nu om dage er det et godt show, der selvfølgelig skal ses.

Og således står de små øjeblikke tilbage. Tiden er ved at rinde ud. Det ene øjeblik går jeg igennem et øde hedeagtigt landskab, jeg har slået følgeskab med en schweizer, det regner, en kraftigt byge der pludselig stopper. Op på en lille skråning. Solen bryder igennem og pludselig kigger vi på hinanden. Det er sgu da Atlanterhavet, vi ser som en sløret bræmme i horisonten. Mand, et sug i maven, en vidunderlig følelse.

Eller den glitrende sandstrand ind til Fisterra. Det er den sidste kilometer ind til byen og man kan daske afsted i vandkanten. Ikke i bare fødder. Behold støvlerne på. Der flyder med små skarpe og knasende muslingeskaller. Fødderne godter sig alligevel over det bløde sand og det er tilladt at få en klump i halsen, knibe en tåre, give en spontan krammer, og ellers bare dingle afsted. Tom, tømt, og glad.

Der var øjeblikket med værten på albergue’et i Sarria, der døbte mig Master Xan. X’et er en galicisk finte. Det hedder fx. ikke junta eller jacob, men xunta og xacob.

Han gav mig en lille sovesal alene. De 4 øvrige overnattende, 2 canadiske og 2 australske kvinder, blev læsset ind i den anden sal. En fin lille gestus.

Han havde ikke flere enkeltværelser tilbage og han kunne se at jeg mente alvor, da jeg bad om at slippe for mere musica la noche (baskisk udtryk for snorken). Bare en enkelt nat i fred. Kommer du nogensinde forbi Sarria, så kig ind på Internacional. Albergue’et ligger på hovedgågaden.

Eller værtinden i Ruitelán, der gav en gratis vask til alt mit kluns. Særdeles kærkomment efter et par ugers liv i en rygsæk. Bare fordi hun lige var åbnet og jeg var dagens første indlogerende.

Dagens anden gæst var knap så heldig, hun havde ellers fået min anbefaling af stedet med sig. Julietta fra Belo Horisonte, Brasilien. Hun humpede frygteligt med en hævet ankel og kunne reelt ikke gå et skridt videre.

Hendes brusekabine lækkede vand til etagen nedenunder. Skal vi kalde det sjusket håndværkerarbejde. Albergue’et havde i øvrigt 10-dags jubilæum den dag. Og man lærer af sine fejl, ikke sandt.

Julietta blev også historien der blev indhentede mig senere. Historier vandrer i egen pasgang på caminoen og mange dage senere var der pludselig en tysk kvinde der forskrækket kommenterede mine bukser. Var jeg faldet eller noget i den stil? Ikke det der lignede. Jeg havde siddet på en sten et par kilometer ude og drukket vand. Men det var midt i eftermiddagsheden og jeg fik fremstammet et irriteret københavnsk “Hvad siger du?” som svar. Hun begyndte så at snakke om sin brasilianske veninde, som hun ville møde søndag i Santiago og der havde mødt en sehr gemütliche däne tidligere. Det var mig.

Jeg afslutter med Rutger Hauers dødsscene fra Blade Runner i hukommelsen. Han improviserede – efter sigende – selv ordene frem.

Jo det er deprimerende, men det er også evigt smukt. Og det øsregnede da jeg begyndte en gang for længe siden en lørdag aften i Pamplona og det øsregnede da jeg forlod Santiago torsdag morgen. Og det øsregner på Hauer, da han gør status over sin teknologiske skæbne…

All those moments will be lost in time
Like tears in the rain
Time… to… (die)

Jeg skal undlade at fylde replikantens allersidste ord på. Fra Fisterra kan man kun gå tilbage. Vende hjem. Måske er der alligevel et par brikker, der er faldet på plads.

Status: 27 vandredage og ca. 700 km. Fra Pyrenæerne til Atlanterhavet. Det har været en helt uovertruffen rejse, det fedeste trip, og som bonus blev det alligevel til lidt Champions League-kvalifikation i Parken efter sommerferien.

 

Vandring på livets vej – 3. del

Leon – Astorga – Cruz de Ferro – Sarria

Slår man ordet ‘Pilgrim’ op i en moderne dansk ordbog, får man følgende forklaring.

En person der rejser til et helligt sted af religiøse grunde, fx. af fromhed, som bod eller for at opnå noget.

Mit tilfælde må falde i den sidste kategori. Jeg er helt sikkert ude på noget, selvom jeg på intet tidspunkt har haft religiøse tanker med at gå denne tur i det nordlige Spanien. 

Som udgangspunkt har jeg søgt eventyret, et udgangspunkt der også var spædet op med en pæn portion selvlede. 

Den fysiske prøvelse har jeg i høj grad betragtet som kuren. Caminoen har været i min bevidsthed længe. Et par år. Som noget der skulle gøres. Den var på checklisten. 

Praktisk og mentalt skulle det hele bare falde i hak. Det skete lige pludselig og på det bedst tænkelige tidspunkt.

Som de fleste andre i vores del af verden lever jeg et liv, hvor man bogstaveligt sidder på sin flade røv og glor på en skærm i det meste af døgnets 24 timer. Alt i vores hverdag er gjort så nemt som muligt, og jeg begræder det bestemt ikke. Tager gerne for mig af løjerne af nyeste teknologiske landvindinger, uanset om det er den iPad Air som denne tekst bliver skrevet på, eller det wifi som efterhånden rækker ud over det meste af verden.

Jeg har det fint med at være online. Flere gange om dagen. Også hernede. På forhånd havde jeg ingen ambitioner om at afsværge hverken den ene eller anden teknologi. Tværtimod. Jeg elsker at lege med dem.

Men man behøver ikke at afsværge det ene, for at gøre noget andet. Logisk. Frank, min belgiske følgesvend fra de første dage, havde efterladt smartphonen hjemme. Ambitionen var at være helt offline. Dog havde han medbragt en gammel mobiltelefon som han kunne smide et taletidskort i. Det gjorde han allerede efter 2 dage. Ingen grund til at fornægte verden, slet ikke for en medarbejder ved Belgacom, det belgiske svar på TDC.

Alle kender følelsen. Der er himmelsk forskel på at være træt i hovedet og træt i kroppen. Sidstnævnte kan sagtens opnås i det lokale fitness-center også. Det bliver bare røvkedeligt i længden og på den længere bane nok mere horisontnedfrysende end udvidende.

Jeg har følt mig som en omvandrende zombie. I et halvt år eller mere. En mørk og forbandet vinter, en storesøster fattigere, og generelt bare en følelse af at man har set sit eget spejlbillede alt for mange gange, hørt og set de samme ting alt for mange gange. Generelt set bare at føle sig udbrændt. 

Der var brug for en ‘game changer’ og man ville være en ufølsom satan, hvis man ikke hurtigt blev påvirket af at vandre igennem landskaberne hernede. Det er et artelleriangreb på alle sanser. 

Men der er heller ingen grund til at være blind for, at det religiøse aspekt er en del af caminoen. Historikken bag Jacobsvejen kan læses andre steder og selv i den mindste flække runder de gule pile (stiens kendemærker) den lokale kirke.

For mig var det også ganske logisk at begynde rejsen med aftenmessen i Roncesvalles. Alle nationaliter der havde tjekket ind på albuergue’et fik selvfølgelig velsignelsen med fra præsten. Lige så logisk vil det naturligvis være at afslutte rejsen med middagsmessen i katedralen i Santiago. Ikke kun for skuespillets skyld. Det er mere naturlig respekt for historikken og udfordringen end egentlige religiøse tilkendegivelser.

For rigtig mange af dem der går, betyder det religiøse noget særligt. Uanset om det Franscesco fra Rio eller Ramon fra Bilbao. Ikke fordi det er et hovedemne under frokost- eller aftensamtaler. Oftest er det bare underforstået og reelt er mindst halvdelen af pilgrimmene på stien da formodentlig også ‘verdslige’ typer som mig. I en eller anden forstand.  

Fællespunktet er måske nærmere at være søgende. Mange går for at finde svar på et eller andet. Blive afklaret. At få nogle brikker til at falde på plads i hovedet, som Afghanistan-veteran fra Viborg-egnen formulerede det. Han er en af 4 danskere som jeg hidtil har mødt. 

Nogle søger et nyt liv. Som østrigske Regine. 50 år, fraskilt, datter flyttet hjemmefra… midaldrende kvinde i krise, det sker sikkert for de bedste. 

Jeg mødte hende i Puente la Reina første gang. Vi fulgtes et stykke, men hun måtte holde pause. Rygsækken var gået i stykker. Hun stoppede en dag i Logroño for at købe en ny. 

Jeg mødte hende igen næsten en uge senere. På busstationen i Burgos. Hun var helt sønderknust. Ny rygsæk men knæene ville ikke mere. Hun havde taget bussen ind til Burgos dagen før.

Hendes sidste desperate forsøg var at tage videre med bus til Leon og prøve igen efter endnu en hviledag. Hun havde planlagt sin camino længe, som troende katolik var det ikke kun eventyret, og havde nærmest al den tid hun behøvede. Hun græd bogstaveligt, udsigten til ikke at nå Santiago var ikke til at bære. Det var et personligt nederlag.

På vejen til Astorga mødte jeg hende igen. Stadig vandrende. Hun havde gjort strækningerne kortere, højest 10-15 km om dagen. Det virkede. Hun strålede igen og var sikker på at hun ville nå sit mål. Det er jeg også.

Og sådan går og går det videre. Caminoens højeste punkt er ikke i Pyrenæerne, hvilket man nemt kunne forledes til at tro. 

Cruz de Ferro i de cantabriske bjerge vest for Leon rager 55 meter højere i vejret. Der kan sagtens være snestorme her, langt ind i april måned. Men vejret har været sommerligt hele denne uge, selv de lokale taler om usædvanligt høje temperaturer tidligt i maj. Støt stigende fra de 22-23 grader til 30 ud på eftermiddagen. Med andre ord har det været forbandet varmt. Også på toppen.

Cruz de Ferro er et af de magiske punkter på caminoen. Det er stedet, hvor du kan lægge et stykke fortid bag dig. Rent symbolsk i form af en medbragt sten (fundet med kærlighed – det er vigtigt for at magien skal virke), som man har båret med sig undervejs. Man placerer stenen ved det markante (jern-)kors på dyngen af alle de andre sten. Trækker sig meditativt tilbage og vupti… det sker helt af sig selv. Man er klar til at begynde på en frisk igen. En byrde lettere.

Det er et smukt lille ritual og man kan sagtens blive lidt rørstrømsk efterfølgende, når man begynder nedstigningen. Jeg gjorde i hvert fald. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

De modne overvejelsers tid. Jeg er allerede forlængst rykket ind i de faste rutiners vold. Tingene passer sig selv, bare man gør dem i den rigtige rækkefølge. Begrænsningerne kender jeg også. Jeg behøver ikke skubbe et par kilometer yderligere på i den værste eftermiddagshede. Hellere gå lidt kortere. 

Og dog…

Forleden dinglede jeg bogstaveligt ind på albergue’et i Villafranca del Bierzo på vippen af et godt gammeldags solstik. Jeg var seriøst svimmel, da jeg ankom, og måtte hurtigt have en halv flaske vand indenbords og ellers lige ligge 5 minutter i skyggen.

Den gamle er blevet gammel nu. 

Og nu skifter klimaet. Fra Castilla y Leon er jeg trådt ind i Galicien. Det nordvestlige og sidste provins som caminoen krydser igennem. 

I Galicien blæser det altid fra vest, ude fra Atlanterhavet, og det regner og er køligt og minder mere om Irland eller Bretagne end det øvrige Spanien. Sådan cirka. 

O Cebreiro er første lille punkt på caminoens vej ind i Galicien. Der er en hysterisk stejl opstigning fra dalen op til byen, som er en meget lille turistflække der mest udmærker sig fantastiske udsigter. Både mod øst ned i Valcarce-dalen (hvor jeg kom fra) og mod vest ned i selve Galicien. 

Det første som mødte mig, da jeg kom op i flækken søndag morgen, var selvfølgelig to vognlæs med tyske turister.

Landskabsmæssigt er det nemt at se sammenligningen til Irland. Stendiger der adskiller marker, de grå stenhuse og det meget lidt prangende grå stenkirker i landsbyer, der stinker langt væk af den kolort der er smattet ud over stierne. Der er kvæg allevegne og det er særdeles landligt. Nærmest hjemligt jysk. Tidligere var det korn- og vinmarker der dominerede.

Sprogligt er galicisk tæt på portugisisk – det klinger unægteligt på samme syngende vis. De lokale virker til gengæld lidt mere reserveret end tidligere på caminovejen. Måske har de set nok af vandrende mennesker. 

Jeg er ved at komme til den del hvor stierne for alvor fyldes med gåtrafik. Det bliver kun værre på de sidste 115 km. 

Sarria er den første rigtige by i Galicien, når man ankommer på camino-vis. Omkring 15.000 indbyggere. Byen er – ud over at være ganske hyggelig – et skæringspunkt. De 115 km fra Sarria til Santiago er det minimum, som pilgrimmen skal vandre for at hans/hendes camino bliver officielt anerkendt som gennemført på Oficina del Peregrino i Santiago. 

Det har selvfølgelig sat en kreativ turistindustri i gang og rejseselskaberne bliver større og større. Især tyskere og australiere. Omkring de sidste 4-6 vandredage, som turen normalt vil tage.

Personligt har jeg har føjet yderligere 8 dage til fødderne. Totalen er nu på 20. 

Status: mærket ja og min højre fod er svulmet en del op. Uden jeg kan forklare hvorfor. Det generer nu ikke, når jeg går. Nærmere kan jeg mærke en snigende mental træthed og er begyndt at tælle dage.

Og med mindre noget går grueligt galt, vil jeg ramme Santiago om 1-2-3-4-5 dage. På lørdag.

 

Vandring på livets vej – 2. del

Logroño – Najera – Villafranca Montes de Oca – Burgos – Leon

Det er svært at sætte ord på stilhed. Af gode grunde. Vi lader den bare stå et øjeblik.

… (ikke et ord for meget, vel)

Stilheden kan være enorm ved daggry, når man går ud af småbyer og ind mellem marker. Så enorm at du helt forsvinder. Ikke en lyd, ud over skridt der knaser i gruset. I bedste fald tilsat lidt fuglekvidder.

Jeg havde helt glemt, at morgener kan være så smukke. Og fredfyldte. 

Det er umuligt at beskrive, man skal være der i det øjeblik for at forstå og fange. Et øjebliks zen. Man er der og man er der ikke. Hver eneste celle i kroppen slapper fuldstændig af og er helt fokuseret på bare at gøre dette ene – slappe af.

Der er langt til cykelstien på Jagtvej. Mandag morgen. På mange planer. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

I ungdommen søger man egne ben og selvstændigheden. Man søger ekstremer og overdriver eget ego. Jeg nåede op på at gå over 30 km om dagen 3 dage i træk. Det har trukket ømheden i fødderne ud resten af ugen. Til gengæld gik det hurtigere end planlagt hjemmefra med at komme fra Logroño til Burgos.

Lad mig understrege, hvis jeg ikke allerede har gjort det, at en spansk kilometer ikke er lig en dansk. Der er højdemeter til forskel. Går du 5 km på Amager Fælled, går du 0 højdemeter. Det er 5 km i en lige linie. Går du 5 km i Navarra, kan du reelt ende med at gå både 6 og 7 km. Op og ned, op og ned.

Den voksne begynder at forstå sine begrænsninger og indretter sig efter det. Man falder til ro og erkender, at det langt fra handler om at bruge flest mulige kræfter, men om at bruge færrest ved at bruge dem rigtigt.

Efter en 7-8 vandredage begynder der at komme en stilfærdig orden på sagerne. En pilgrims dagligdag forløber nogenlunde således. Angivne tidspunkter er cirka: 

Kl. 5.30-6.30 – Vågner fordi alle andre vågner. Albergue’ernes sovesale kan være et rent gedemarked i timen før daggry.

Kl. 6.30-7 – Toiletbesøg, sovepose og rygsæk fikses

Kl. 7 – Man begynder dagens vandring. I spansk tid er det stadig akkurat daggry omkring 7. Er man inde i en af de større byer, kan man godt gå ud lidt tidligere.

Kl. 8-8.30 – Morgenmad. Typisk cafe con leche og en croissant/lignende, samt et glas friskpresset appelsin

Kl. 12 – Frokost et eller andet sted. Nogle gange købt på en bar, andre gange indkøbt på vejen i form af brød og chorizo/iberico skinke. Tilsat lidt frugt og gerne en cola.

Kl. 14-15 – Dagens vandring slutter. Man kan variere lidt på dagen alt efter humør, form, steder etc. Omkring denne tid kan man være rimelig sikker på, at der er ledige senge på albergue’erne. Det seneste jeg har nået dagens mål, har været 15.30. Det var førstedagen i Roncesvalles.

Kl. 15-17 – Bad + fodpleje + en cola. Generel afslapning, løse hængepartier som tøjvask ordnes. Man tjekker sine mobile enheder behørigt, læser lidt i sin guidebog og hænger bare lidt dovent rundt omkring. Sludrer hist og pist, er der gamle ‘camino-venner’ (dem man har krydset rundt med fra første dag) på albergue’et, og det er der oftest, bliver man lige opdateret på verdenssituationen, der primært tager udgangspunkt i fødder og ben. Her kan man typisk også lave aftaler for aftensmaden og spisning ude i byen.

Kl. 17 – Butikkerne i byerne åbner efter siestaen. Måske drysser man lige omkring den lokale tienda, for at købe lidt rationer til morgendagen.

Kl. 19 – I byerne åbner restauranterne for køkkenet, dvs. man kan købe sig til et solidt måltid. Mange steder en såkaldt ‘pilgrimsmenu’, særligt designet for peregrinos. Menuen koster som regel €10-12 og består af 3 retter. En forret, ex noget salat eller pasta med tomat/ost. Suppe og paella kan også forekomme. En hovedret med gris/kalv/kylling/fisk (efter eget hoved) og en flok fritter. En desert i form at et bæger med is eller noget kage.

Alternativt kan man lave sig en hurtig ret på albuergue’et. Det gider jeg dog ikke. Fra 17 kan man som regel også købe snacks eller bocadillos på barerne. Sidstnævnte kan sagtens tjene som et aftenmåltid. De kan fås med kartoffelmos, dvs et baguette-agtigt brød fyldt med en massiv ‘patata-omelet’. Du kan mærke den hele natten, skal jeg hilse at sige. Alternativt kan man lave sin egen sandwich, jf frokost.

Kl. 21-22 – Sovetid. En enkelt aften med Champions League på en bar blev det lidt senere. Men albergue’erne lukker normalt dørene 22.30 og lyset bliver slukket på sovesalen. 

Albergue’er er de særlige vandrehjem for pilgrimme, der flankerer hele caminoen. Det første er i Frankrig, 7,5 km oppe ad stigningen fra Saint Jean Pied-de-Port. Bare for en sikkerheds skyld. Der er så over 18 km til næste i Roncesvalles på den spanske side. Men er det usædvanlig lang afstand. Oftest ligger de med et par kilometers afstand. Som højest 10 km. 

Man får adgang med sit pilgrimspas, får et stempel og betaler typisk €5-10 for en overnatning. Reelt betaler man for en seng. Albergue’erne er regulære sovesale, fyldt med køjesenge. Dertil hører bade- og toiletfaciliteter, som faktisk har været i hæderlig stand overalt. Et par steder har det været for sparsomt med brusekabiner eller toiletter.

De billigste er de offentligt drevne, municipals. Standarden er basis. Der er det som skal være, heller ikke mere. Men tingene fungerer med nærmest fabriksagtig præcision. Selv skoene har særlige skabe. Roncesvalles har 300 sovepladser og i Burgos var der 6 etager med sale og faciliteter og vel nogenlunde samme antal pladser. Hvis ikke flere.

Logroño har været eneste undtagelse. Pladsforholdene var rasende ringe og en brandmyndighed med nogenlunde respekt for sig selv, havde lukket stedet med det samme. 

Der er en række private albuergue’er også. De er oftest dyrere, €10-15, og har lidt udvidede faciliteter, fx. 2 eller 3-sengs rum. De kan reserveres på forhånd, modsat andre, og er derfor ganske populære hos større camino-rejseselskaber. Det giver lidt af oplevelsen uden risici (at måtte vandre videre).

Yderligere er der nogle helt gratis, dvs nogle der udelukkende eksisterer alene på donativos fra gæsterne. Oftest er de religiøse eller kan være af meget alternativ kvalitet. Jeg havnede ved et tilfælde på et i Grañon. Casa de las Sonrisas. Der var to muligheder. At sove på gulvet i et særligt donativo-rum bag kirken eller en mindre hippie-joint, drevet af en landflygtig tysker. 

Jeg valgte sidstnævnte. Dårlig seng og generelt møgbeskidt. Men værten gav gratis aftensmad og rødvin til alle 29 gæster. Den smagte pragtfuldt. Det har også ham der sørgede for storskærm og Champions League-underholdningen på en bar ved siden af. Det skal måske tilføjes, at han hyggede sig gevaldigt med 4-0 røvfulden til Bayern München. Det var der et par ældre tyrolere der ikke gjorde. 

Der er wifi alle vegne, det fungerer bare ikke altid uden for meget afgrænset områder. Nogle byer har et såkaldt gratis wifi i alle offentlige arealer. Det kræver dog registrering med et spansk telefonnummer (hmmfff….)

Oven på dette skal dog også tilføjes, man bliver efterhånden godt og grundigt træt af albergue-livet. Rakkerlivet tilhører ungdommens interrailere (ja, det var i 80’erne. Jeg følte mig også ung i den periode), den voksne vil gerne trække sig tilbage til privaten. Et ordentligt hotel og hvad dertil hører.

Engang imellem. Albergue’erne kan være både sjove og hyggelige og det er oftest den nemmeste måde at møde andre pilgrimme på. Efter 12 dage on the way har jeg fået mere end rigeligt og har her i Leon tjekket ind på et hæderligt tre-stjernet med egen seng og bad. Tæt på centrum. To overnatninger i fred og ro.

Umiddelbart er den største pilgrimsgruppe italienere, men statistisk skulle tyskerne være flest efter spanierne. Sandsynligvis er italienerne generelt bare mere højlydte og derfor mere synlige. Og ganske hyggeligt selskab. Holder man sig gode venner med Alessandro og Francesca og hvad de ellers hedder, falder der nemt lidt pasta og rødvin af til aftensmaden.

De første dage var der godt med ledsagere ude på turen, men efterhånden foretrækker jeg at gå alene, i eget tempo, og sludre efter behov. Man er sjældent mutters alene på strækningerne alligevel. Der er altid en eller flere andre pilgrimme inden for rækkevidde. Foran eller bagved.

Fredag gik jeg ind i Burgos. Den tredje af de større byer på caminoen (Pamplona og Logroño var de første). Det er en af general Francos gamle højborge. Han brugte mere eller mindre byen som residens på nordfronten under borgerkrigen i 1930’erne. Ud over den enorme katedral, kan byens nyere kvarterer give mindelser om Chamartin-området i Madrid. Der er også visse historiske links den vej.

Burgos er nu en smuk by, og langt mere spændende end triste Logroño. Den blev også det store opbrudssted. Folk, som har været med siden Roncesvalles, tager hjem. Af tidsmæssige årsager. Som for eksempel Alexander og Pauline. To franskmænd med forbløffende gode engelsk kundskaber, som jeg spiste middag med første aften for snart længe siden. Pilgrimsmenuen selvfølgelig. 

Siden har vi krydset omkring hinanden. På caminoen og et par albergue’er. Drukket et væld af kopper kaffe, et par øl, eller delt frokost under et halvtag i styrtende regnvejr en formiddag efter Puente la Reina. I begyndelsen var de ikke et par, så blev de det alligevel. Efter sigende skulle Pauline holde op med at ryge. Da vi tog afsked igår middags i Burgos, stod hun med en smøg i munden. 

Sådan er der så meget. Jeg vil savne de to parisere ude på caminoen i de næste dage.

Min virkelighed fra Burgos blev bussen til Leon. Hen over mesetaen, som ingen endnu har overbevist mig om, skulle være vandreturen værd. 

Mesetaen er den iberiske højslette som reelt strækker sig nede fra Madrid i syd og fra Portugal i vest. Den kan være bidende kold eller drønende varm alt efter årstiden. Landskabet er meget åben og der er langt mellem byerne. Ydermere følger en pæn del af caminoen over mesetaen hovedvej N-120. Den mellem Burgos og Leon. Man går bogstaveligt ved siden af biltrafikken.

De dage var bedre givet ud i Pyrenæerne, og måske med en sviptur til Finisterre senere.

I morgen søndag vil jeg forsvinde i mængden som en anden turist. Luske omkring og tage halvdårlige postkortbilleder. Mandag morgen begynder anden del – de sidste 317 km til Santiago. 

Status efter 12 vandredage og snart 2 hviledage: jeg har det som jeg har slugt et glas lykkepiller.