Los Carasucias – Angels with Dirty Faces

Messi was born on 24 june 1987 at the Garibaldi hospital in Rosario. Later that day, fifteen bombs went off across Argentina, including one in Rosario and one in Villa Constitución, the small town about thirty miles outside the city where Messi’s father worked. The precise reasons for the bombing remain unclear, but it seems they were a protest at Alfonsin’s Law of Due Obedience, which had come into effect the previous day.

angels_wilson
En bog du skal læse.

Citat: Jonathan Wilson. Ordene er hentet fra bogen “Angels with Dirty Faces” som udkom i sommers. Bogen om argentinsk fodbold, om historien, om stjernerne, om et af verdens mest fodboldgale lande, og om de aldrig forløste drømme, om realistiske og urealistiske forestillinger om storhed og mørke skygger der altid trækker ind fra horisonten.

Citatet er begyndelsen på kapitlet om Lionel Messi. Nutidens ubestridt største argentinske fodboldspiller. Det indrammer på sin egen måde en historie. Af kaos fødes endnu en gudsbenådet fodboldspiller et sted i et land, der politisk og økonomisk bare er kørt i grøften. Eller på trods af kaos. Måske illustrerer citatet, at Messi og Argentina stadig er et uforløst forhold, og hvorfor han som 16-årig rejste til Barcelona og i den grad fik forløst sit talent der. I Europa fremfor i sit hjemland.

Det var i Brasilien, at det burde have været. Ham og Argentina. VM 2014 skulle have været hans mesterskab. Alt var programmeret på forhånd  – faktisk allerede da han rejste til Barcelona. 2014 skulle være hans år.

Det blev det ikke.

What he offered instead were a series of decisive cameos, as though again and again he realised nobody else was going to turn the game…  just as he had done in youth-team games years earlier.

Messi bliver aldrig en rigtig pibe, i den argentinske betydning. Pibe betyder reelt set en dreng, men blev født i den argentinske fodboldforståelse allerede i 1920’erne som en slags mytisk figur, en gadedreng fra fattige kår “… who will make his way through life with a combination of charm and cunning“.

Lionel Messi er en pæn dreng og han synes altid at være midt i sin egen kamp, når han spiller for sit landshold. I sommeren 2016 tog han konsekvensen. Efter endnu en tabt finale. Copa America. Nederlag til Chile efter straffesparksafgørelse. Messi var den første, der brændte fra pletten i 2-4 nederlaget. Efterfølgende meldte han fra, det var slut med albicelestes, landsholdet – han fortrød dog hurtigt igen, efter Diego Maradona blandt flere bønfaldt ham om ændre sin beslutning. Men det understregede det bare – han ikke er en rigtig pibe.

Don't cry for me, Argentina
Don’t cry for me, Argentina

Den store legemliggørelse af el pibe i nyere tid er selvfølgelig Diego Maradona. Drengen fra slummen, der voksede op under usle forhold, men med et gudsbenådet talent. Han lærte sig spillet på asfalt og grus, og gjorde det til selve livet. På godt og ondt. En senere arketype i mange argentineres bevidsthed blev Carlos Tevez, i hvert fald til hans formkurve begyndte at dale og han selv meldte fra til landsholdet.

Tevez der aldrig helt kunne fungere med Messi. Lad Messi spille de nemme kampe, og Tevez de svære, sagde man på gaden. Han har garra, den rette ånd. Det har Messi ikke.

Men Messi var eksponenten for en enorm opblomstring af argentinsk ungdomsfodbold fra årtusindskiftet og frem med serier af vundne U-VM og OL-guld.

Men han mangler at vinde en rigtig finale. Han mangler et VM86, som Mexico blev det for Maradona. Med belejlig hjælp fra guds hånd og en guddommelig dribletur mellem engelske statister. Den store finale har han ikke givet Argentina – heller ikke på Maracana mod Tyskland for 2 år siden.

Jonathan Wilson er engelsk sportsjournalist og en fremragende fodboldskribent. Den ypperste af alle, med tidligere bogudgivelser som “Inverting the Pyramid”(2008) og “The Outsider”(2012). Denne bog er et mastodontisk mesterværk på mere end 550 sider. Minutiøst og detaljeret, og gennemresearchet i mange år. Wilson har i perioder boet i Buenos Aires, for at få landet og fodbolden ind under huden.

Fodbold i Argentina er en besættelse, den er en national identitet og lynafleder og i virkeligheden også det modsatte, og for at understrege betydningen skitserer Wilson bogen igennem parallelfortællingen om landet Argentina, dets kaotiske udvikling, økonomisk og politisk. Det fungerer og gør den ikke mindre interessant.

Jeg har sjældent følt så beriget på et lands kultur, som efter læsningen af denne bog. Når man tager sig selv i en vild lyst til at rejse derned, og tjekker flypriser til Buenos Aires, kan man vel godt tale om en slags “Mission Accomplished”. Men det bliver en anden historie.

Messi og Maradona er kapitler i vores egen nutid, og de bliver naturligvis nemmere at relatere til end 1920’erne og fødslen af en særlig argentinsk fodboldstil, La Nuestra (betyder “vores egne”), som blev en slags fundament og identitet til forståelsen af eftertidens fodbold.

La Nuestra blev produktet af generel latinamerikansk fodboldopfattelse, hvor spillet blev opfattet som kunstnerisk og individualistisk. Spilleren legede med bolden som sit musikinstrument. Det var i høj grad ment som en modpol til den britisk/europæiske fodboldopfattelse om fysik og fællesskab og gentlemanship. Og en mere overordnet taktisk og maskinel tilgang til spillet. Myten om El Pibe opstår i disse tankestrømme.

Meget sigende er de tidlige argentinske stjernespillere oftest, udover tekniske færdigheder med bolden, kendt for et lystigt privatliv. De var bohemer, der turnerede flittigt i nattelivet og alkoholisme var ikke en ualmindelig dødsårsag.

Som alle andre steder i verden ankom fodboldspillet til Buenos Aires med nogle britiske sømænd og indvandrergrupper i den senere del af 1800-talet. Briterne kom med logistik og skabte foreninger og turneringer, og prædikerede samtidig sin protestantiske etik og arbejdsmoral. Efterdønningerne fra briterne fornemmes stadig i mange klubnavne, River Plate, Boca Juniors, Racing Club etc.

De andre indvandrergrupper, særligt italienerne i havnekvartererne, tog det hurtigt spillet til sig, og populariteten gjorde at det hurtigt fik en vigtig rolle i dannelsen af en ung nations selvforståelse, oftest tangerende selvopblæsthed.

La Nuestra var den argentinske måde, og det var den rigtige, og det blev kun frustrerende at se lillebror og arvefjenderne fra Uruguay vinde det første verdensmesterskab i fodbold i 1930. Uruguay vandt finalen 4-2 over Argentina, og rippede op i OL-finalen fra 2 år tidligere. Ovenikøbet vandt Uruguay ved demonstrere en overlegen “La Nuestra”. Endnu et sår i selvforståelsen for en nation der havde været ganske sejrssikre på forhånd. De havde næsten bogstaveligt været på hjemmebane. Der er kun lidt over 230 km fra Buenos Aires til Montevideo.

Angel with a dirty face
Angel with a dirty face

Hos Wilson varer La Nuestra-epoken frem til 1950’erne. Det er også i den tid, hvor los angeles con caras sucias opstår. Med inspiration fra en gammel James Cagney/Humphrey Bogart-film, bliver det kælenavn for Copa America-vinderne fra 1957 med River Plate-forwarden Omar Sivori i spidsen.

… a recognition both of the impudence of their style and the carefree way in which they play

Året efter ved VM 1958 i Sverige led argentinere en forsmædelig deroute. Den flamboyante stil ramlede helt sammen. 1-6 til Tjekkoslovakiet. Det blev enden på La Nuestra. Ved samme VM indtog Brasilien og en vis Pelé for alvor verdenstronen med deres fortolkning af det latinamerikanske kodeks.

Lidt sigende om den argentinske selvforståelse. De deltog ikke i VM-turneringer efter 1934 og frem til 1958. Af forskellige politiske grunde. Som regel grundet utilfreds med FIFA eller arrangørlandet (Brasilien 1950).

Hos Wilson ligger parallellen til Peron-tiden lige for. Fra 1940’erne og frem førte Argentina en mere og mere isolationistisk politik under præsident Juan Peron (det er ham med Evita). Man holdt sig helt ude af 2. verdenskrig (og husede efterfølgende gerne tyske krigsforbrydere). Økonomisk lukkede man ned for udenlandske investeringer og forsøgte at skabe et slags nationalromantisk billede af argentineren som gauchoen, der er sig selv nok. Peron fik enorm folkelig støtte i begyndelsen. Også blandt fagforeninger og arbejdere. Men økonomien faldt systematisk sammen, og efterhånden spredte utilfredsheden sig. Militæret blev svaret, både overfor utilfredse borgere, og for nationen som helhed, da Peron i 1955 blev sendt i landflygtighed efter et kup.

Ydmygelsen i Sverige trak en skygge over de argentinske fodboldbaner. Det blev tid til gentænkning og reelt gik man i en slags pindsvinetilstand. Begrebet Anti-futbol blev skabt. Defensivt, kynisk, brutalt, hårdt arbejde, og sejr for enhver pris. Der skulle ganas til. Vilje mere end noget andet. Catenacchioens grand old man, Helenio Herrera, der fuldbyrdede sine triumfer med Inter i 1960’erne, var – ganske symbolsk – også argentiner.

Alt imens Brasilien besnærer en hel verden ved VM 1970 og vinder sit tredje mesterskab, bliver argentinsk fodbold begravet i en beregnende defensiv stil. Det fører reelt ikke til andet end endnu en VM-ydmygelse. Denne gang mod Holland i 1974. 0-4. Cruyff og totalfodbolden fejrer dem af banen i en kamp, som blandt andre fik en nutidig, og ganske navnkundig, træner – Marcelo Bielsa – til at spærre øjnene op.

Det gjorde andre også i Buenos Aires. Man skulle huse VM 4 år senere, og alt andet end et mesterskab på hjemmebane var uacceptabelt. Ikke bare for den argentinske selvforståelse, men i den grad også for den militærjunta som snart styrede landet.

Flashback VM 78 - Menotti med sin smøg
Flashback VM 78 – Menotti med sin smøg

Her bliver historien lakonisk. Eller bare typisk argentinsk. Man begyndte et langsigtet projekt med at opbygge et nyt landshold. Under ledelse af en kæderygende boheme og erklæret socialist, der afskyede militærregimet.

Cesar Luis Menotti. Han havde gjort en af de mindre Buenos Aires-klubber, Huracán, til nationale mestre i 1973 med en offensiv og livlig teknisk stil. Langt fra Anti-futbol.  Han var forelsket i landets egen historie, fortidens La Nuestra og ville genføde landsholdet i den ånd, og begyndte reelt fra bunden. Med en flok unge spillere, der alle var baseret i Argentina. Allerede dengang var landet storeksportør af spillere til ikke mindst til Italien og Spanien.

Ennio Morricones VM-sang i morgenradioen (stadig uovertruffen), nætter med Tommy Troelsen og Svend Gehrs på monopol-DR. Vi er inde i vores egen tid nu. Gamle barndomsminder vælder frem.

Osvaldo Ardiles, Daniel Passarella, Mario Kempes, Alberto Tarantini… med flere. Argentina vandt sit første verdensmesterskab. 3-1 efter forlænget spilletid. Over Holland. Efter en finale hvor hjemmeholdet havde virket som de mest nervøse, selvom arrangørerne ellers havde gjort hvad man kunne for chikanere hollænderne. Før kampen blev deres spillerbus sendt på omvej igennem hidsige menneskemængder i Buenos Aires, inden ankomsten til El Monumental – finalestadion. Og selve kampstart blev forsinket 10 minutter, fordi argentinerne pludselig protesterede til dommeren over en bandage som Rene van der Kerkhof bar om sin hånd. Hollænderen måtte smide sin forbinding, som ellers var godkendt tidligere. Han havde spillet med den i alle øvrige kampe frem til finalen.

Og Holland var bedst og skulle have vundet. Rob Rensenbrink og hans vip på stolpen i slutminutterne af den ordinære kamp kan stadig få mig til at knytte næverne i ærgrelse. Det var Holland uden Cruyff, men det var stadig Holland. Jeg tilstår, dengang havde jeg sgu ikke meget blik for Menottis albicelestes.

Cesar Menottis projekt lykkedes langt henad vejen og han kaldte stolt sin kompromisløse offensiv for “leftwing-football”. Men i sejrsnatten på El Monumental stod han alligevel tilbage som en nyttig idiot. Som Wilson skriver:

Whether the regime would have fallen sooner had Argentina not won the World Cup is difficult to say, but what is true is that the tournament was planned to provide a surge of nationalistic feeling on which the junta could capitalise and that it did so, ruthlessly cynically and successfully.

Et særligt dunkelt kapitel blev mellemrunde-kampen mod Peru. I Rosario skulle Argentina vinde med mindst 4 mål for at komme i finalen på bekostning af Brasilien. De vandt 6-0.

Der florerer adskillige historien om at kampen blev købt. En handelsaftale mellem juntaerne i de 2 lande, inklusiv en udveksling af politiske fanger, indefrosne peruvianske millioner der pludselig blev frigivet af den argentinske centralbank, et mystisk besøg i peruvianernes omklædningsrum inden kampen. General Videla og den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger stod pludselig og ønskede peruvianerne held og lykke. Eller en peruviansk målmand, Quiroga, der var født i Argentina.

Der findes dog intet endegyldigt bevis på, at kampen var fikset. Kun en række (nogle vil sige, stærke) indicier. Som det påpeges hos Wilson havde Peru et skud på stolpen, inden Argentina overhovedet scorede første mål, og reelt set mistede peruvianerne måske bare ævred efter de første par scoringer til hjemmeholdet. Det er sket før i fodboldhistorien.

Menottis tid endte i skuffelse med VM 1982 for de forsvarende mestre. Ude efter nederlag til Italien og Brasilien – og en 21-årig Diego Maradona blev udvist for en syg stempling. Historien tog igen en tango med sig selv og Anti-futbol blev nærværende i skikkelse af den nye træner Carlos Bilardo.

Som aktiv spillede han for Estudientes de La Plata, en af de klubber der høstede størst succes med stilen sidst i 1960erne. Særligt internationalt med 3 Copa Libertadores-sejre i træk. Dengang en historisk triumf for en argentinsk klub. Bilardo bragte sine erfaringer som spiller med sig over i trænerkarrieren. Først for Estudienties og siden til landsholdet. Han havde dog en altoverskyggende offensiv fiksstjerne, der fik gjort et fortjent verdensmesterhold ud af 10 ordinære spillere. Diego Armando Maradona.

Således nåede vi guds hånd igen. Den vilde kvartfinale i 1986 mellem England og Argentina. Der både gav VM-historien et af dens grimmeste mål og et af de smukkeste, og et nyt afsnit i et af de klassiske hadeopgør. England-Argentina. The Guardian har uddybet den vinkel.

Bittersweet memories of England and Argentina where football and conflict collide

Fantastiske øjeblikke på fodboldbanen. Og mange triste øjeblikke udenfor. El Pibe. Drengen blev taget ud af slummen, men slummen forblev intakt i drengen. Misbrug, alkohol, kokain, doping og forbindelser i den napolitanske mafia, selvmordsforsøg, og et forsøg som landstræner. Men de piller ham næppe ned fra piedestalen i Buenos Aires. VM 1986 forbliver hans.

Enten-eller. 4 år efter Mexico var Argentina rendyrket anti-futbol. Do cry for me, Argentina! De nåede finalen i Italien, med held, svinestreger, og en fantastisk målmand. Maradona tudbrølede, mens resten af verden jublede med det genforenede Tyskland, da Andreas Brehme sendte sit straffespark i mål. Tyskland vandt sin tredje VM-titel. Ikke Argentina.

poch
Poch (Mauricio Pochettino). Populær manager i Tottenham Hotspur og en af Bielsas tro lærlinge. Han spillede selv under Bielsa på det argentinske landshold ved VM 2002.

Frem mod årtusindskiftet søgte argentinerne igen mod sine offensive rødder. Nye generationer, ny stil, trænere som Marcelo Bielsa og Jose Pekerman er blevet anset som en slags arkitekter bag nutidens argentinske fodbold. En tredje vej efter hardhitteren og taktikeren Bilardo og romantikeren Menotti.

Særligt Bielsa er blevet en slags kultfigur – også i europæisk fodbold. Fascineret af totalfodbolden fra 1970’erne formulerede han en egen spilfilosofi, hvor grundprincipperne er grundighed og gentagelse med det ene formål at erobre bolden og angribe hele tiden. En slags kompromisløs offensiv baseret på stram disciplin.

Stilen var ikke lige spiselig for alle argentinere. Den blev for europæisk med sin fokus på disciplin. Efter 2 VM-slutrunder uden succes trak Bielsa som landstræner i 2004, kort efter at have vundet den olympiske fodboldturnering – med en ung Carlos Tevez på holdet.

Det blev først i 2014, at albicelestes nåede VM-finalen igen. Ironisk nok var finalen deres bedste kamp i Brasilien, men de tabte til hele turneringens bedste hold. Ja, Tyskland.

If football plays anything like the role now it did a century ago in the formation of national identity, if it has anything like as much to say about the state of the nation this is a troubling vison. While the young, the old and the mediocre play out their baffling league in front of bafflingly large crowds in dilapidated arenas, the cream of Argentina play its football in other leagues in other countries.

Messi, Agüero, Higuain, Di Maria, Zabaleta, Mascherano… en perlerække. De bliver dog bare stjernefnug på toppen og de bedste vil altid søge mod de største klubber og ligaer. Det har hidtil været i Europa. Men i dag er der mere end 1600 argentinske spillere uden for hjemlandet. De næstbedste og de tredjebedste og… ja, stort set alle med et rimeligt talent rejser også væk.

På hjemmefronten bløder den nationale Primera Division, som en parodi af en turnering. 30 klubber spiller mod hinanden en gang i sæsonen og så i øvrigt med et par ekstra opgør mod en lokalrival. Spillerflugten gavner ikke en national turnering, der samtidig har været ved at drukne i tilskuervold.

Stort set siden fodbolden overhovedet blev organiseret omkring turneringer har der været beretninger om baneinvasioner og tilskuerballade. Men det eskalerede for alvor i begyndelsen af 1990’erne, hvor gangsterlignende fangrupperinger omkring klubberne, Barra Bravas, blev magtfaktorer og politiske instrumenter. Med klubbernes billigelse. De fungerer som interne tæskehold, kan skræmme trænere væk på klubbestyrelsers vegne, inddrive beskyttelsespenge, og i det hele taget kontrollere al salg ved stadion omkring kampene.

Football is another Argentinian dream that has slipped away. For Argentinians to see the best their country can produce, they must look either to the past or abroad. Argentinian football has become something that is played elsewhere.

Det er Wilsons udgangsreplik. Vi lader den stå et øjeblik… jeg vil bare tilføje, at dette er en fantastisk bog. En bog som du absolut bør læse, og en bog du selvfølgelig kan låne på dit bibliotek.

Der er grund til at bevare optimismen

Typisk Københavnsk arrogance
Typisk Københavnsk arrogance. Altid pisseheldige!

Robin Olsen jublede som efter en afgørende scoring. Thomas Delaney gik rundt med en tåre i øjenkrogen, vaklende mellem glæden over sejrene og afskeden med det meste af hans fodboldliv. Vi andre drog et lettelsens suk hjemme foran tv-skærmen. Langt væk fra Århus.

Efteråret er forbi nu – sæsonen er slut – og det har været en formidabel tur, selvom luften var gået lidt af ballonen efter 0-0 kampen hjemme mod Porto. De sidste superligarunder blev lidt som en tung transport og den sidste Champions League-udekamp i Belgien manglede spændingsniveauet allerede inden kickoff.

Flashback til Champions League en tirsdag aften i november. I Parken. Isoleret set var 0-0 da et fint resultat. Efter en glimrende 1. halvleg kom vi gevaldigt på hælene efter pausen. Porto viste sig som det, jeg hele tiden mente de var, gruppens bedste fodboldhold. De var langt bedre end #fucking Leicester. Meget mere tekniske og hurtige i boldomgangen. Selv i deres nuværende lowbudget/genopbygningstilstand.

Men gu var jeg skuffet. Skuffet over at FC København missede andenpladsen i gruppen. Skuffet fordi den andenplads overhovedet ikke var så usandsynlig, den var faktisk langt mere synlig end for 6 år siden. Gruppe og modstandere taget i betragtning.

Og når man først en gang har spist med ved de riges bord… etc! Og mulighederne var der. Igen.

Ud fra et objektiv og søgt sportslig perspektiv er det selvfølgelig ikke helt skidt, Europa League, og det var vel målsætningen tilbage i august. Mindst en tredjeplads, og vi trumfer en plads op på seedningsbarometeret.

Europa League åbner en chance for flere europæiske kampe i foråret, ud over de 2 allerede givne i februar, hvor vi altid vil få problemer efter den lange vinterpause. I Europa League er modstanderne overkommelige. Man kan møde hold som PFC Ludogorets Razgrad fra Bulgarien, der på papiret er langt mere spiselige end Bayern München – eller ja, Sevilla eller Porto, for den sags skyld. Har du i øvrigt også bemærket, at bulgarerne har samme bastard-turnering som vores egen. 26 runders grundspil, smasket op med mesterskabsspil og diverse kringlede nedrykningsgrupper. Jo, såmænd.

Men, mand! Det havde været sjovere. Ikke bare lidt sjovere. Alt er sjovere på øverste hylde.

Andenpladsen blev heller ikke tabt mod Porto. Den blev tabt i de 2 Leicester-kampe – #fucking Leicester. 1 point i de 2 kampe var alt for lidt – og her hvor den virkelige skuffelse gemmer sig. Vi var fuldt på højde med dem, de engelske mestre, og reelt set endda bedre. 1-1 i Leicester havde ikke været urimeligt og 1-0 hjemme heller ikke umuligt. Det havde givet os de 4 points istedet for dem og holdt os brandvarme på gruppens andenplads og Leicester havde ikke kunnet slippe afsted at stille op i Porto med 10 reserver og en målmand fra den lokale pub.

Marginaler og bagklogskab. De trives bedst i fodboldens baggyder. Schmeichel d.y. kom i vejen 2 gange for Cornelius. Helt afgørende. Der var ikke et væld af chancer i Leicester-kampene, men dem der var, var store nok til at de burde have gjort den marginale forskel #fucking... et-eller-andet-lort!

Happy ever after
Happy ever after. En målmands momentum

Tilbage til Århus. 10 mand mod 11, en klar dommerfejl, udvisningen, og straffesparket der blev reddet af Olsen, Riddersholm og hans middelmådige århusianere, vi hader dig stadig, Glen, og endnu et selvmål. Selvmålet er vores individuelle topscorer i dette efterår. Næsten. Men 6 selvmål i alt. De er suset ind på indlæg, fra Brügge til Aalborg.

34 kampe på godt 6 måneder – 23 sejre, 10 uafgjorte og et nederlag. Sæsonens facit. Alle kan danse en sommer, vi har gjort det hele efteråret, og fortsætter over vinteren. Med turen til Bulgarien.

Lørdag aften i december. Sidste hjemmekamp mod Randers. Kampen sneglede sig afsted, tung som en julefrokost med alt for meget kød, den handlede om alt andet end 1-0 sejren og Falks i øvrigt lækre fuldtræffer. Det var tid til afsked, den nærmeste fremtid bliver uden Kaptajnen. Ham med det lækre hår, der scorede fjendens skår.

Vi har allerede haft adskillige måneder i parterapien til at komme overens med skilsmissen, Delaney og jeg.

Jeg sad forleden og gravede lidt i egne gamle blogindlæg for at se, hvad jeg egentlig havde nedfældet i tidens løb. Disse to citater sprang umiddelbart frem – der er halvandet år imellem dem og ikke meget pøbelstemning mellem linjerne – selvom en TV3-sportsjournalist åbenbart mente, at vi – pøblen på tribunerne –  var på nakken af ham. For nogle sæsoner siden.

Jeg husker det ikke, men er heller ikke sportsjournalist.

“Er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg” (Efter træningskamp mod Elfsborg, februar 2012)

“Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen” (Sæsonevaluering december 2013)

juniorkaptajn
Stiv pik og håret tilbage

Han voksede så langt ud over den rolle i de følgende sæsoner. Boks-til-boks-spiller med fantastisk hovedspil. Målscorer. Var forårets profil, er blevet efterårets profil, og er generelt bare en dejlig dreng – intelligent og humoristisk og en der kan få et glimt ind i selv det mest røvsyge interview. Sikken en fremtid han får, ja!

På gensyn, Thomas.

Så vi det komme, for 3-4 år siden? Det gør man vel aldrig helt. Det sker bare. Det skete også for William Kvist engang. Et godt hoved kan flytte mange talenter i den rigtige retning, også dem der ikke er de mest åbenlyse. En god træner kan i den grad hjælpe til – og sigende er det vel at Delaney for alvor begyndte at blomstre under Ståle version 2, som William gjorde under version 1.

Den næste Delaney skal måske findes på det nuværende U19-hold, dem der gik videre i Youth Champions League. Faktisk ganske imponerende efter en sløj start i gruppen. Ståle har 1½ år til at finde ham. Sådan cirka. Jeg regner med at han holder sin nuværende kontrakt og bliver i klubben til 2018. I virkeligheden kan det blive den vigtigste kontraktforhandling, få ham på papir 2 år mere. Mindst. Han har et projekt, det virker, og jeg er næppe den eneste, der stadig tror ganske meget på det.

I mellemtiden har vi allerede hentet en serbisk midtbanespiller. Just in case!!

Ovenikøbet til kaptajnens efterladte nummer 8-trøje. Den tikkede ind onsdag eftermiddag og kom helt bag på mig – paf i skrivende forstand. Den rettidige omhu. Igen.

staaletime
<!– Et eller andet på nynorsk, der irriterer tilstrækkeligt mange…->

It’s Ståle-time! Vinterens transfervindue er ikke engang begyndt og lillebror Uros Matic er hentet ind fra østrigske Sturm Graz. Og ja, han er sgu lillebror til den mere navnkundige Matic på Chelsea’s midtbane.

Stakåndet står man tilbage. Kan knapt følge med. Men spændende, vanvittig spændende – og lidt serbisk selskab kan måske endda vække Pavlovic oven på hans forsømte efterår. Det kom aldrig rigtig til at spille for ham – heller ikke da skaderne haglede ned over Santander og Cornelius i november.

Og således blev det pludselig julegavetid. I FC København, der er alt for arrogante til lille Danmark, men blot en mindre snotklat for de store europæiske ligaer.

Årets top 5 (kun for FC Københavnere)

  1. Delaney. Ham. Bare ham, fordi det er ham. Mere perifært dunderscoringen mod Brügge i Parken
  2. Transferstrategien. Klubben agerer, før den reagerer. Vindue efter vindue. Succes er ingen garanti, men det vidner om visioner og drømme, og det behøver vi i disse tider
  3. Den europæiske kampagne. Trods alt. Kvalifikationen til Champions League var overbevisende, selvom vejen var lang. Satsede vi for lidt i hjemmekampen mod Leicester? Jeg ved det ikke. Der var stadig en hjemmekamp mere, og vissevasse… skader og bagklogskab… og jeg holder med Sevilla til februar. Ubetinget.
  4. Santanders forår og år generelt – alt ævl og bævl lukket ned uden de store ord. Der kom bare mål og mål og mål…
  5. Cornelius’ efterår – knægten er lavet i støbejern. Også mentalt.

I øvrigt mener Toutouh, at vi kan vinde Europa League. Det kan vi ikke. På den anden side kan Sevilla heller ikke. De har ellers haft monopol på titlen i de seneste 3 år. Et nyt hold må til.

Dream, baby, dream! I’m your fan.