En udskudt fodboldkamp – dagbog fra Buenos Aires

CA Huracan, eller El Globo. Klubbens stadion ligger lidt sydvest for centrum af Buenos Aires.

Estadio Tomas Adolfo Ducó. Der er en ringeklokke ved hovedindgangen til stadion. Men ingen reagerede, da vi trykkede. 

Der skulle have været en kamp om aftenen, den 29. november. Huracan mod Argentinos Juniors. Den var blevet annonceret på diverse websites, også hos den tv-kanal, der ville vise kampen. Men et par dage inden blev kampen meldt flyttet. Sandsynligvis på grund af det forestående G20-topmøde i Buenos Aires. Al offentlig transport blev lukket ned i de centrale dele af byen om aftenen inden selve topmødet.

Men vi var blevet lovet en stadion-tour istedet. Eller rettere jeg var blevet lovet det via min argentinske forbindelse, Laura, der på forhånd havde talt med klubben i flere omgange. Vi havde mødt hinanden på caminoen i Spanien for 3½ år siden, og en fælles smag i musik og film havde hjulpet med at holde kontakten åben siden. On/off – og bestemt nok on til at det stadig gav mening at ses. Og Buenos Aires var det perfekte stop, inden min planlagte cykelferie længere syd på. I Patagonien på begge sider af den chilensk/argentinske grænse.

En fodboldkamp havde stået specifikt på “ønskelisten”, ting-som-du-må-gøre-inden-du-dør, og jeg havde endda rykket rundt med et par af de ialt 5 dage i byen, jeg havde planlagt for at få det til at passe. Med sommerpausen i den argentinske turnering.

Ganske forgæves. Som jeg havde erfaret ugen før. Kampen var blevet flyttet, meddelte Laura fra Buenos Aires, til midt i december, og oveni kom jeg til at dele den argentinske hovedstad med alverdens topledere i G20 med alt hvad det medførte af politi og demonstrationer og en halvt nedlukket indre bykerne. Dårlige nyheder hele vejen rundt.

Estadio Tomas Adolfo Ducó. Et nyt telefonopkald.  Vi skulle komme ned til Huracans klublokaler og få en akkreditering. Klubhuset er lokaliseret et par gadeblokke fra selve stadion. En pæn spadsertur på 15-20 minutter igennem et industriområde, hvor hver anden facade og de få lokale barer proklamerede med hidsig graffiti, primært rød og hvidt, at vi var i Huracans territorium.

Avenida Caseros. Skråt overfor den park, som har givet navn til hele kvarteret, Parque de los Patricios, fandt vi bygningen med gymnastik- og træningslokaler. Huracan er ikke bare en fodboldklub. Som de andre Buenos Aires-klubber har de et væld af sportsgrene på menuen. Fra boksning til hockey (på rulleskøjter). 

Det officielle dokument. Registreringen tog længere tid end interessen hos folkene på stadion.

Selve kontoret lå øverst i ejendommen og vi fik et møjsommeligt udprintet papir – den officielle tilladelse til at komme ind på stadion. Det er i øvrigt samme sted, man køber billetter til kampene. På selve dagen – salg direkte på nettet til argentinske kampe eksisterer ikke. Kun via arrangerede turistpakker.

Parque Patriocios ligger sydvest for centrum. Modsat de fleste andre klubber i Buenos Aires, bortset fra Boca Juniors, er Huracan og deres stadion ganske centralt beliggende. Det er nemt at nå med både bus og metro. Man kan sågar gå, der er kun et par kilometer fra det populære og mere navnkundige San Telmo, hvor jeg boede.

Derfor var det også en oplagt udflugt på forhånd. En god mulighed for fodboldturisten. Angiveligt ligger billetpriserne på 2-300 argentinske pesos, svarende til 40-50 danske kroner. Varierende efter modstanderen.

Huracan har et gennemsnit på 15-16.000 tilskuere til deres kampe. Dette på et stadion med plads til 50.000. Med andre ord havde det været nemt at få billet, også på dagen, og alt omkring klubben emmer relativt fredsommeligt. Bortset fra når de møder ærkerivalerne, San Lorenzo.

Tilbage igen til stadion. En taxi for nemheds skyld. Med papiret i hånden var der ingen problemer, nu var der folk ved indgangen. Adgangen gjaldt også selve banen.

En væsentlig årsag til at jeg på forhånd havde kastet min interesse på Huracan, er den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson.

Han bosatte sig i Buenos Aires, mens han skrev sin bibel om argentinsk fodbold, Angels with Dirty Faces, og var en rimelig fast gæst på Tomas Adolfo Duco.

En el cancha! Med det rigtige papir var der også adgang til selve grønsværen.

Det var et par lækre fodspor, at forfølge. Fodboldturisten der søger sin kilde og sit skrivende idol. Sådan cirka. Samtidig kunne jeg gøre noget af Wilsons historie til min egen.

In the red paint on a peeling white background along the top of the platea are written the names of Huracán legends: Carlos Babington, Rene Housemann, Alfio Basile, Miguel Angel Brindisi… a reminder that this isn’t just the shabbily beautiful ground of another failing Buenos Aires football team but that it was here, in 1973, that Cesar Luis Menotti made manifest the counter-revolution against the anti-futbol that had dominated the thinking since the 1958 World Cup. 
(Fra Angels with Dirty Faces)

Huracan tilhører ikke the big five blandt Buenos Aires-klubberne. I journalistiske termer. De 5 er Boca Juniors, River Plate, Independiente, Racing Club og San Lorenzo.

Men klubhistorien er lang og de kan skrive 5 mesterskaber i annalerne. De 4 første stammer dog helt tilbage fra 1920erne. Og så altså året 1973.

Huracan overraskede og charmerede med sin offensive og tekniske spillestil og vandt mesterskabet foran de store klubber. En ny og romantisk tilgang til spillet, der begejstrede vidt og bredt. Som det beskrives i bogen. Sikkert tilsat god argentinsk barbecue – og en upcoming træner.

Den omtalte Menotti manifestation skulle senere komme til at bære kimen til den argentinske VM-triumf på hjemmebane i 1978,

Jublende aviser fra 1978. Argentina har vundet VM på hjemmebane. Der er et mindehjørne i museet under El Monumental – River Plates hjemmebane og nationalstadion, hvor finalen blev spillet.

VM 1978. En af de ting, man altid husker, hvis man er gammel nok, er den langhåret mand, halvt professor, halvt boheme, på den argentinske trænerbænk, der konsekvent kæderøg under alle kampene.

Cesar Luis Menotti. Han var kendt som stærkt venstre-orienteret politisk og i skærende opposition til det militærstyre, som dengang forsøgte at høste national rejsning på VM-turneringen.

Han var også en begejstret fodboldromantiker og han havde sine ideer om at finde tilbage til det, som han opfattede som den oprindelige latinamerikanske spillestil. Offensivt, teknisk, og individualistisk. Mindre defensivt, mindre destruktivt, og mindre europæisk fysik og taktik, og meget mindre af deres egen anti-futbol som var blevet en slags doktrin op gennem 1960’erne. Til gengæld mere af det som argentinerne med afgrundsdyb misundelse havde set Brasilien praktisere i årene før.

Jeg henviser igen til Jonathan Wilson. Læs hans bog. Los Carasucias! De beskidte englehoveder. Den er et mesterværk og et kæmpe spadestik ned i forståelsen af hvorfor fodbold betyder så meget i Argentina. På godt og ganske meget ondt. Du kan altid låne den på biblioteket, husk det!

Menotti og Huracan blev afgjort the good guys i historiebogen. Selvom VM 1978 altid har haft et dunkelt skær over sig. Både som propaganda-stunt for militærdiktaturet, nogle økonomiske transaktioner mellem generalerne i Argentina og Peru, besøg i omklædningsrum før en afgørende puljekamp, og chikanen mod hollænderne op til selve finalen.

Menottis landshold formåede ikke helt at charmere resten af verden på samme måde som brasilianerne, fortidens dirty game spøgte, og man kan formodentlig stadig diskutere om det var fortjent at de vandt finalen. Jeg husker dem som ganske heldige, med belejligt dommertække turneringen igennem, og ser stadig billedet af Rob Rensenbrinks vip på stolpen i slutsekunderne af den ordinære spilletid i selve finalen. 

I 1978-truppen havde Huracan 3 spillere med. Osvaldo Ardiles, Rene Housemann, og målmanden Hector Baley. De 2 førstnævnte er blevet en slags klublegender. Housemann som en slags lokal institution med 8 sæsoner i klubben. Han døde i foråret af kræft. Mens Ardiles kom til at trække sine tydelige spor til England og Tottenham. Efter VM-sejren.

Som senere i Tottenham, forsøgte han sig også som træner for Huracan. Uden succes. Men han er stadig ikoniske Ossie for os gamle Spurs-fans.

Der sidder en bokser på tribunen. Oscar Bonavena aka Ringo. Han var argentinsk sværvægter, havde Beatles-hår, deraf navnet, og sloges mod samtidige som Joe Frazier og Muhammed Ali. Han blev dræbt i en skudveksling i USA i 1976. Han voksede op i Huracans bokseafdeling, derfor har han fået en ærespladsen på den dyre langside.

Estadio Tomas Adolfo Duco minder både udefra og indefra om et art deco-monument fra 1930erne. Det er pompøst, grandiost, og samtidig i langsomt forfald. Men det er det meste af Buenos Aires.

Der var engang, står malet i facaderne af gammel koloni-stil med afskallede maling og murvæg. Byen var engang en af verdens rigeste, sydens Paris, engang for 100 år siden eller lidt mere. Forfaldets skønhed, en påmindelse om de svundne tider og brede boulevarder af uindfriede drømme. Det er svært ikke at blive lidt vemodig og forelsket, når man spadserer rundt i byen.

Gå ind på ”La Poesia” – caféen ligger på hjørnet af Chile og Bolivar i San Telmo. Lørdag eftermiddag sidder der en ældre dame ovre i hjørnet og spiller klaver. En dramatisk tango. Både klaver og kvinde har formodentlig været fast inventar siden 1920’erne. Make-up’en i hendes ansigt er helt krakeleret, eftermiddagssolen gør rynkerne til jordskælvssprækker. Men hun spiller højt og intens, og du er ikke i tvivl. Hun var smuk engang. Så sæt dig ned. Bestil en cortado hos de unge servitricer, der vimser om benene på dig. 

Sæder i cement. Det var egentlig et okay besøg. Helt uden fodbold på programmet.

Stadion er bygget i 1947. Det er rustikt og funktionelt, og gennemtænkt, så selv ikke-fodboldinteresserede pludselig kan finde begejstring for de gamle tribuner. Laura kendte intet til Huracan og deres hjemmebane før en skør dansker fik hende sat på opgaven.

Det markante tårn på den dyre langside, som er vartegn for stadion og troner over kvarteret omkring, er der egentlig ingen forklaring på. Jeg har i hvert fald ikke fundet den. Andet end det er en mindre pendant til det tilsvarende tårn på nationalstadion i Montevideo.

Den udsatte kamp mellem Huracan og Argentinos Juniors sluttede i øvrigt 0-0. Det uafgjorte resultat betød, at Huracan kan holde sommerferie på fjerdepladsen i den argentinske superliga.

Kampen blev spillet den 13. december, et par dage efter en anden udsat kamp. Anden omgang af den store Copa Libertadores-føljeton mellem River Plate og Boca Juniors, der var blevet flyttet til et sted i Spanien. 

Jeg så det sidste af finalen med et halvt øje. Fra et sted i Chile. Det kunne så blive en anden historie. Jeg besøgte både La Bombonera og El Monumental, da jeg returnerede til Buenos Aires ugen efter. En arrangeret turist-rundtur. Men jeg holder mig til Huracan nu.

Soy Quemero!

Løvfældende tanker

Hvor mange træer går der på en Skov…

Et målbevidst indkast fra Ankersen, som Damen bevidst lader passere til Falk. Han dribler kort på tværs i feltet og efterlader næsten bolden løst til den fremstormende Skov. Frit skud fra højre og mål. 2-1 langt inde i overtiden.

Det var en indøvet detalje fra træningsbanen, men der var ingen succes-garanti.

Man kan være heldig og man kan være heldig. FC København var heldige i Bordeaux, men knap så heldige som vi var i Reggio Emilio et par måneder før.

Det handler om marginaler, nappe dem på forkant, ved at øve, og måske sætte et smart træk på Ståles taktiktavle. Det var klogt, at give den kamp til Stephan Andersen i målet. Efter et par sløje præstationer af Jesse Joronen.

Det var også klogt, at give William Kvist den kamp. Han var i den grad savnet et par dage før, i blamagen i Hjørring. Var blevet hjemme i København. Sygemeldt.

Selvfedme og arrogance havde i den grad losset vores egne københavnersnuder under græshøjde på den vindblæste plæne nordenfjords. Der blev skreget på en gammel, rutineret spiller. Ham der kunne råbe sin holdkammerater op i en uhørt ringe 2. halvleg, hvor man – ganske ukøbenhavnsk – smed føringen i det sidste kvarter.

Hjørring gik hurtigt i glemmebogen. Heldigvis. Kampene er mange i dette efterår og i europæisk sammenhæng blev det nummer 10. Kampen i Bordeaux.

De mange kampe forklarer måske også de udfald, der ind imellem kommer. Det er væsentlig nemmere at opretholde gejsten søndag eftermiddag kl. 16 i Parken frem for en søndag formiddag kl. 12 i Hjørring. Det tjener i hvert fald som en søgt undskyldning.

Endnu et kig i drømmenes manual

I det længere perspektiv er jeg overbevist om, at de mange europæiske kampe gavner holdet. Alene begejstringen over selve kvalifikationen til gruppespillet var til at føle på.

Alle følte det – også os gamle gnavne mænd på tribunen. Lidt som et flashback til Rosenborg-kampen. 2010 revisited. Næsten. Vi var i den grad næstbedst fra begyndelsen af sommerferien og kvalifikationen til Europa League-grupperne blev det absolut bedste af det næstbedste.

Personlig har jeg en drøm om at vi engang kan få europæisk bold i Parken, når de rigtige forårsmåneder engang ankommer igen. Det kræver at vi cirka rammer en kvartfinale, og – med andre ord – overlever de første 2 knock-out runder efter nytår.

Urealistisk. Fuldstændig. Men det er den slags tanker, der kan blive plads til i en landskamppause.

Frem-AB. En mission for den tidsrejsende

Der kan også blive plads til en tidlig lørdag eftermiddag i Valby.

I 2. divisions gruppe 2, det hedder rækken vist, var der et gammelt stævnemøde mellem Frem og AB. 1300 andre tilskuere havde fundet samme vej. Pænt imponerende.

I blandt var et kontingent af temmelig højrøstede AB’ere, eller aber, som de hed i gamle dage. De hadede Brønshøj og de hadede Lyngby, gjaldede de anført af en skinger junior capo.

Ved ikke om nogen egentlig hader dem. I københavnske fankredse gjorde vi aldrig rigtigt, da de genopstod på topplan kortvarigt sidst i 90erne. Måske fordi de aldrig var mange nok, og måske egentlig bare var ganske sympatiske.

Frem er Frem. De vil gerne være ægte, uden at jeg helt kan gennemskue hvad det skal dække over. Noget med moderne fodbold og noget med at være imod.

Men Valby Idrætspark er en tidsrejse værd. De har stadig en cool hjemmebanetrøje, og de flager med alt fra pride-fane til Jim Morrison (ja, jeg ved godt at det er Thomas Thøgersen, men et øjeblik… så havde de sgu været både ægte og originale. Jeg havde sågar også hørt rygter om britpop, som højttalermusik og pauseunderholdning. De rygter kan jeg godt mane i jorden).

I ølboden bag målet stirrede en halvvissen fyr bag disken måbende på mig, da jeg bestilte en cola.
“Det er min første”, bedyrede han højtideligt.
“Der er altid en første gang for alting”, svarede jeg. Han stirrede tomt på mig, som det jeg var. En rejsende fra fremtiden. Og pøsede hurtigt en Carlsberg Classic fra flasken over i et plastbæger. Til sig selv.

Frem vandt i øvrigt kampen 2-0. Begge scoringer faldt sent i 2. halvleg, efter en ganske jævnbyrdig kamp. AB’s træner, Michael Madsen, vi husker ham fra sen 90’erne, fór rundt på sidelinien i det meste af kampen. Han opførte sig som han var på coke. Klappende, slaskende, sig selv, sine spillere, alle vegne og meget intenst. Der røg adskillige Zorniger-dask efter både ind- og udskiftninger.

Ægte København. Ude i Valby. Jeg var der et par gange i 70’erne. Med en skolekammerat. Det var den sæson, 1976, hvor Frem tabte mesterskabet på sidste spilledag. I Næstved. B1903 vandt titlen i stedet, og Næstved rykkede ned alligevel. Det gjorde Fremad Amager også, og det berørte mig mere dengang.

I Sundby Idrætspark har de fjernet græsset, har jeg lige hørt. Banen er blevet belagt med plastic. Det er den ikke i Valby. Der er græsset heldigvis ægte endnu.

Og så var der landskamp om aftenen. Da det nye koncept omkring UEFAs Nations League blev præsenteret, fattede jeg ikke en bjælde. Det er jeg ikke sikker på, at jeg gør endnu. Når vi taler videre kvalifikation frem mod EM 2020.

Men noget fungerer i hvert fald. Holland-Tyskland, Spanien-England, Polen-Portugal, og så videre. Lagdelingen af landsholdene i puljer giver langt flere spændende kampe. Og med noget på spil. Noget med at rykke fra lag B til A mellem puljerne – eller omvendt. De ørkesløse træningslandskampe er reduceret ganske kraftigt i antal.

I det lys er det jo skønt, at vi har fået et landshold igen. Parodien var mere end tragikomisk i sidste landskamppause. En konflikt mellem nogle spillere og et nationalt fodboldforbund. Nogle forsøgte, at ophøje den til en arbejdskonflikt. Jeg havde svært ved at få øje på den. Det har været et årelangt cirkus og denne runde var en kamp om nogle sponsoraftaler, individuelle eller forbundets.

Min sympati kammede over til DBU. Et fodboldforbund, der udtager en række spillere til et landshold, kan aldrig blive en arbejdsgiver. Den rolle har spillernes klubber. Landsholdet er bonus og såmænd helt frivilligt. Spilleren kan sige nej, hvis det er uforenelig med hans private aftaler.

De sportslige tabere i cirkusset mellem DBU og Spillerforeningen 

DBU har en masse andre interesser at pleje, fx. at der kan spilles fodbold under organiseret forhold i Valby og alle andre steder i landet. Så selvfølgelig vil de kratte deres del af landsholdskagen ind. Det er en af deres væsentligste indtægter for at kunne finansiere en masse aktiviteter, elite eller bredde, andre steder i systemet. Også et kvindelandshold.

Men Willy ordnede sagerne, måske var det i virkeligheden derfor han aldrig nåede med til Hjørring, og alle blev glade. Cirka. Siden har DBU ansat en fodbolddirektør, der kan forstå spillerne. Peter Møller. Om han så forstår Mads Øland, må tiden vise.

IMHO: #32 ligner allerede det vigtigste scoop for DBU frem over.

Vild med Vavro

Skygger af skønhed

Alle taler om Viktor. Jeg vil tale lidt om Vavro.

Lad os bare begynde sådan. Igen.

Der har været en pause her på bloggen. Delvist selvvalgt. Det var en tung sæson, der sluttede for et par måneder siden, monstertung, og for djævlen, hvor løber man ind i mange cyklusser og depressive runddanse, som mangeårig FC København-fan. Der skal lades op cirka hvert 3-4 år. Sådan er det bare – og man lærer det aldrig helt og vil egentlig heller ikke affinde sig med det. Der har så også været andre gøremål. Et redaktørjob i fritiden i en helt anden branche. Det har ædt en del fritid som tidligere tilhørte denne blog.

Men hold op jeg blev ramt i søndags. Da jeg så Vavro juble foran os. Alle os der stået på tribunen i efterhånden en halv menneskealder, gamle venner og lidelsesfæller, fusionsnipsere, efterladenskaber og afkom, og masser af andet godtfolk, der bare har været der, på de samme pladser siden dengang sæsonkortene indtog Nedre C i 2002. Og såmænd før. Andre steder på samme tribune.

Der stod en 22-årig slovak nede på banen, indkøbt for et år siden fra det Zilina-hold som vi heldigt havde elimineret et par runder før i den europæiske kvalifikation dengang. Han var mindst lige så lykkelig, som vi følte os efter 3-1 sejren over Bröndby. Mit hjerte smeltede totalt.

Det var en forfærdelig sæson sidste år. Alt gik stort set skævt. Fra en misset scoring og Champions league-kvalifikationen til en fjerdeplads i superligaen. Den europæiske kvalifikation blev først sikret i en gøgler-agtig ekstra kamp mod AGF i foråret. Rimeligt og fortjent. Men uendelig langt fra forventningerne.

Det blev som dengang i 90erne, hvor vi begyndte at mødes til fodboldkampene i Parken. At finde sammen i de små fællesskaber rundt omkring på tribunen, der siden er blevet en slags pensionist-enklaver. Det er vores pladser. Basta. Bare basta – og alting var i øvrigt bedre før.

Lars Rønbøgs foto fanger momentet

Denis Vavro var knapt født, da Zuma scorede på sit saksespark. Han var et helt andet sted, i en helt anden by, i et andet land. Alligevel stod han der nede på plænen, og vi connectede i et par sekunder. Han forstod, hvad jeg forstod, hvad vi forstod. That special feeling… At længes et langt år efter en derby-sejr. Det er lang tid, når man i mange år faktisk har været bedre vant.

Hans 17/18-sæson var heller ikke nem. Vi har gloet på et forsvar, der har sejlet rundt. Ståles tjekko-slovakiske satsning. Formodentlig var den ikke hans hedeste ønske i transfervinduet for et år siden. Det blev omstændighedernes valg. Lüftner blev indkøbt tidligt på sommeren, men Vavro ankom først efter Swiatchenko-flirten gik i vasken.

En langtidsskade i sæsonstarten for et år siden til Erik Johansson og en misset Champions league-kvalifikation i sidste kamp, blev i virkeligheden den direkte anledning til at Vavro kom til København. Antager jeg.

Vavro og hans tjekkiske partner Michael Lüfter kom mest til at fungere som en mental cylinder, op og ned. Når den ene spillede godt, spillede den anden dårligt. Overbevisende blev det aldrig.

Det sejlede for Vavro og det sejlede for os andre. Bröndby vandt og vandt på tysk maner, indtil de en dag mødte en vis Finnbogason i Horsens. Vores sæson lignede bare gennemkørende lort. Med lidt sporadiske opmuntringer i forårsmånederne. Også i derby-kampene.

Fandt lidt opmuntring i Viktor Fischer, jo jeg elsker ham, han taler og tænker som en af vores. Fandt opmuntring i at Ståles eksperiment med sætte Rasmus Falk ind centralt gav pote. Det begyndte i en kamp mod Farum, hvor vi kom bagud, og det begyndte at ligne københavnsk fodbold igen, da vi vendte det truende nederlag og vandt 2-1. På 20 minutter med Falk og Zeca som central akse.

Grüße an 2. Bundesliga

Husker du 4-1 i 1997? Dengang Todi Jønsson lobbede Mogens Krogh af banen. Der var lidt den følelse i søndags. Den kamp var nailet. Den sad. Det var såre fortjent. Og efter lang tids venten.

Og der stod Vavro. Udskældt, efter sigende kunne han knapt et ord engelsk da ankom sidste sommer, og har formodentlig fået et par gevaldige hak på selvtilliden. Men det har ikke været til at se i kampene her i sensommeren. Fra den forkølede straffesparksscoring mod KUPS Kuopio til monstersparket nede i Sofia. Han har været tæt på fremragende i alle kampene, og som en af lidelsesfællerne på tribunen sagde søndag eftermiddag:

Hvem fanden havde troet for et år siden, at Vavro skulle blive publikumsfavorit.

Vi kan så sagtens sætte Andreas Bjelland ind i ligningen, det har andre og mere kyndige allerede gjort mere fornuftigt. Eller Sotirios Papagiannopoulos. De 2 nye forsvarsindkøb, der er hentet over sommeren. Der er i hvert fald tydeligt, at den Michael Lüftner, den fumlende tjekke, der egentlig begyndte som Ståles første signing sidste sommer, er nederst i forsvarshierarkiet nu.

Tankevækkende. Og dog. Der var jo en Erik Johansson, der pludselig forsvandt. Først med en korsbåndsskade, så permanent med kæreste-hjemlængsel, og nu visket ud i total glemsel. Denis Vavro derimod er total cool – og helt uden hestehale!