Sæsonen går til i junk og spot(lys)

Det sker i august. Sådan er det hvert år. I 14 af de seneste 14 år. Det handler om de europæiske gruppespil og det handler kvaliteten af dem. 13 ud af 14. En enkelt fall-out mod Jablonec, det var på vippen til august. Kommer vi først inden for i august, afgør vi selv karaten af kampagnen. Høj eller lav. Første eller anden klasse. Enkelte gange ender det hele bare i en taknemmelig og glædelig overraskelse. Sådan var det sidste år efter straffesparkssejren over Atalanta. En optimal bedrift efter en meget lang kvalifikation. Champions League var slet ikke et emne.

Det var den i år. Den røde stjerne funklede over en oppløjet knold i Parken og overvandt den mest surrealistiske straffesparkskonkurrence, som jeg nogensinde har set. Ikke bare på længden, 24 spark, men også antallet af håbløse afbrændere hvor bolden blæste lodret op i aftenhimlen og de øvre dele af sektionen. Sket er sket. Så har man set det med. Vi griner ad det om et par år, eller 5. Nu gider jeg ikke, bliver bare træt.

Ham her scorede sgu, mand!!!

I stedet bliver det – tema august. Dette specielle fænomen at vores sæson nærmest år efter år, bliver defineret i august. Succes eller lunken, pegende mod den totale fiasko. Knap nok en måned efter sæsonstart. Det er de små europæiske klubbers lod.

I de store ligaer begynder sæsonen typisk midt i august. I ro og mag for de fleste. Fribilletterne til Champions League sikrer, at de først for alvor ruller på midt i september. Et helt igennem misundelsesværdigt scenarie for os andre – hos FC København, Ajax Amsterdam, Celtic, eller Rosenborg – der skal igennem to, tre, fire kvalrunder først, sæson efter sæson, med et utal antal lottokuponer i lodtrækningen. UEFA-seedning eller ej. Vi trak Røde Stjerne som seedet. Røde Stjerne spillede Champions League sidste sæson. Det gjorde vi ikke.

Reelt vi var i samme båd før de 2 opgør, de var dårligere seedet på grund af de nationale serbiske resultater og tvivlsomme resultater årene før. Vi har alene høstet vores seedning ved at levere hæderligt i Europa League. En solid årgang i mange år. Ikke 13 af de 14 sidste sæsoner, et par enkelte gange har vi ramt selveste Champions League. Men det er det lange seje træk, der har givet seedningen, og derfor kan jeg heller ikke rase over, at det kun blev Europa League i år. Igen.

Der er gået et par uger nu, og den rationelle del af hjernen er for længst kommet til den konklusion, at hele forudsætningen for et nyt skud på Champions League, ikke bare ligger i et nationalt mesterskab. Det skubbes i den grad videre af en mulig seedning. Ergo Europa League-points. Bring them on! Som europæisk fodboldunderklasse er der kun hårdt rugbrødsarbejde, der hjælper, og der er desværre mange år til at udsigten bliver bedre. Hvis nogensinde. Der bliver gjort hæderlige forsøg på at ændre kvalifikationen og UEFA-rankingen, så den fælles nationale point-koefficient betyder mindre, og egen europæisk anciennitet tæller mere. Det ville gavne vores klub og dem der ligner, i Holland, Skotland, Sverige og Norge.

Forkølede aftener i Riga, som den forleden, slipper vi dog ikke for. Men at vi overhovedet endte der, skyldes også seedningen. Den kunne være blevet meget værre. En overkommelig opgave, som sportjournalisten vil kalde det og nikke anerkendende ad sin viden.

Det var det også. Teoretisk. Men august måned virkede som den havde slidt bunden ud på holdet. Sammen med et par uheldige skader. Intet hang sammen, bagud 0-1, nervøst forsvar, svinske baltere, og Pieros der brænder en afgørende friløber. 0-2 havde været en katastrofe. Den udeblev.

2 minutter efter slutfløjtet var nederlaget ligegyldig statistik. 3-1 blev til 3-2. Vi var samlet set videre til Europa League-grupperne. Sæsonen blev reddet der. Et par dage før august løb ud. Næste år er vi der formodentlig igen. Riga, Reggia, eller Beograd.

En drøm for nogle, hverdagen for andre

Imens vi venter på næste sæsons august, er det hastigt blevet september. Rugbrødsmånederne er begyndt. Der er spillet 8 runder af Superligaen, 8 runder og resten af sæsonen er sat, sandet til i junk & sport i den europæiske 2. division.

Vi fik pladsen på standardklassen, Copenhagen Trans Europa Express, vi er der trods alt, og pludselig kom Bendtner på kontrakt. Ud af sensommerens sidste vemodige spiritustårer. De drev af væggene nede på Nordre Fasanvej – Café Solbakken bød på happy hour, et håndtag til gården og gaden.

Soccer starz

En ny #32, tilfældet Nicklas Bendtner, vennen-af-huset-Bendtner, problembarnet, tumpen, the prodigal, den fortabte KB’er. Ståle blev desperat, nogle forsøger at booste aktiekurser og trøjesalg, hvad ved jeg! Måske var det bare øjeblikket. Bendtner har formodentlig været lige så desperat for redde de sidste rester af sin karriere, (er det muligt?), som Ståle har spejdet efter en ekstra angriber. Der var en anden på kornet på selve dagen, en svensker. Den transfer gik i vasken. Fortalte rygterne.

Jeg havde aldrig hørt om ham svenskeren. Men Bendtner kender man da. I den grad.

Jamen, for fanden. Jeg fik den først ind med morgenkaffen dagen efter. Fik den sunket med lidt ekstra mælk. Sjovt nok var mavefornemmelsen sgu okay. Denne gang var den okay, for hvad er der egentlig at tabe. Enten har Bendtner genfundet sin motivation, han kommer hjem til sin favoritklub, eller også fiser det hele ud om 4 måneder. Måske efter et slagsmål med en taxi-chauffør eller en fordrukken Frem-fan, sikkert noget med #ægteKøbenhavn, på en natklub inde omkring Gothersgade. Men det bliver så, hvad det bliver.

Om man vil det eller ej. Bendtner har noget Star Quality. Han sælger billetter. Lad ham dog prøve. Han kender Peter Bangsvej, han kender 10’eren og de fleste folk derude. Integration bør ikke være et problem. Den største udfordring befinder sig i mandens hjerne. Det bliver så Ståles opgave, at file sig ind som ny Morten Olsen der. Ndoye kan sikkert også træde til, selv på et par krykker. Hvad er der at miste? Et rugbrødsmesterskab i maj? Det kører vi aldrig hjem med Pieros og et par lotto-kuponer fra Segunda Division alligevel. Med Bendtner får vi en angriber, der i fit tilstand passer i Ståles koncept. Fysik og paddy power på toppen.

Det var afgjort bedre, hvis vi holdt os hver for sig, 

det gør vi ikke nej, men fortsætter et spil, 

hvor venner er venner værst, så længe der er venner til

Sådan cirka falder ordene fra en gammel mester. Dem køber jeg ind på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s