Sæsonen går til i junk og spot(lys)

Det sker i august. Sådan er det hvert år. I 14 af de seneste 14 år. Det handler om de europæiske gruppespil og det handler kvaliteten af dem. 13 ud af 14. En enkelt fall-out mod Jablonec, det var på vippen til august. Kommer vi først inden for i august, afgør vi selv karaten af kampagnen. Høj eller lav. Første eller anden klasse. Enkelte gange ender det hele bare i en taknemmelig og glædelig overraskelse. Sådan var det sidste år efter straffesparkssejren over Atalanta. En optimal bedrift efter en meget lang kvalifikation. Champions League var slet ikke et emne.

Det var den i år. Den røde stjerne funklede over en oppløjet knold i Parken og overvandt den mest surrealistiske straffesparkskonkurrence, som jeg nogensinde har set. Ikke bare på længden, 24 spark, men også antallet af håbløse afbrændere hvor bolden blæste lodret op i aftenhimlen og de øvre dele af sektionen. Sket er sket. Så har man set det med. Vi griner ad det om et par år, eller 5. Nu gider jeg ikke, bliver bare træt.

Ham her scorede sgu, mand!!!

I stedet bliver det – tema august. Dette specielle fænomen at vores sæson nærmest år efter år, bliver defineret i august. Succes eller lunken, pegende mod den totale fiasko. Knap nok en måned efter sæsonstart. Det er de små europæiske klubbers lod.

I de store ligaer begynder sæsonen typisk midt i august. I ro og mag for de fleste. Fribilletterne til Champions League sikrer, at de først for alvor ruller på midt i september. Et helt igennem misundelsesværdigt scenarie for os andre – hos FC København, Ajax Amsterdam, Celtic, eller Rosenborg – der skal igennem to, tre, fire kvalrunder først, sæson efter sæson, med et utal antal lottokuponer i lodtrækningen. UEFA-seedning eller ej. Vi trak Røde Stjerne som seedet. Røde Stjerne spillede Champions League sidste sæson. Det gjorde vi ikke.

Reelt vi var i samme båd før de 2 opgør, de var dårligere seedet på grund af de nationale serbiske resultater og tvivlsomme resultater årene før. Vi har alene høstet vores seedning ved at levere hæderligt i Europa League. En solid årgang i mange år. Ikke 13 af de 14 sidste sæsoner, et par enkelte gange har vi ramt selveste Champions League. Men det er det lange seje træk, der har givet seedningen, og derfor kan jeg heller ikke rase over, at det kun blev Europa League i år. Igen.

Der er gået et par uger nu, og den rationelle del af hjernen er for længst kommet til den konklusion, at hele forudsætningen for et nyt skud på Champions League, ikke bare ligger i et nationalt mesterskab. Det skubbes i den grad videre af en mulig seedning. Ergo Europa League-points. Bring them on! Som europæisk fodboldunderklasse er der kun hårdt rugbrødsarbejde, der hjælper, og der er desværre mange år til at udsigten bliver bedre. Hvis nogensinde. Der bliver gjort hæderlige forsøg på at ændre kvalifikationen og UEFA-rankingen, så den fælles nationale point-koefficient betyder mindre, og egen europæisk anciennitet tæller mere. Det ville gavne vores klub og dem der ligner, i Holland, Skotland, Sverige og Norge.

Forkølede aftener i Riga, som den forleden, slipper vi dog ikke for. Men at vi overhovedet endte der, skyldes også seedningen. Den kunne være blevet meget værre. En overkommelig opgave, som sportjournalisten vil kalde det og nikke anerkendende ad sin viden.

Det var det også. Teoretisk. Men august måned virkede som den havde slidt bunden ud på holdet. Sammen med et par uheldige skader. Intet hang sammen, bagud 0-1, nervøst forsvar, svinske baltere, og Pieros der brænder en afgørende friløber. 0-2 havde været en katastrofe. Den udeblev.

2 minutter efter slutfløjtet var nederlaget ligegyldig statistik. 3-1 blev til 3-2. Vi var samlet set videre til Europa League-grupperne. Sæsonen blev reddet der. Et par dage før august løb ud. Næste år er vi der formodentlig igen. Riga, Reggia, eller Beograd.

En drøm for nogle, hverdagen for andre

Imens vi venter på næste sæsons august, er det hastigt blevet september. Rugbrødsmånederne er begyndt. Der er spillet 8 runder af Superligaen, 8 runder og resten af sæsonen er sat, sandet til i junk & sport i den europæiske 2. division.

Vi fik pladsen på standardklassen, Copenhagen Trans Europa Express, vi er der trods alt, og pludselig kom Bendtner på kontrakt. Ud af sensommerens sidste vemodige spiritustårer. De drev af væggene nede på Nordre Fasanvej – Café Solbakken bød på happy hour, et håndtag til gården og gaden.

Soccer starz

En ny #32, tilfældet Nicklas Bendtner, vennen-af-huset-Bendtner, problembarnet, tumpen, the prodigal, den fortabte KB’er. Ståle blev desperat, nogle forsøger at booste aktiekurser og trøjesalg, hvad ved jeg! Måske var det bare øjeblikket. Bendtner har formodentlig været lige så desperat for redde de sidste rester af sin karriere, (er det muligt?), som Ståle har spejdet efter en ekstra angriber. Der var en anden på kornet på selve dagen, en svensker. Den transfer gik i vasken. Fortalte rygterne.

Jeg havde aldrig hørt om ham svenskeren. Men Bendtner kender man da. I den grad.

Jamen, for fanden. Jeg fik den først ind med morgenkaffen dagen efter. Fik den sunket med lidt ekstra mælk. Sjovt nok var mavefornemmelsen sgu okay. Denne gang var den okay, for hvad er der egentlig at tabe. Enten har Bendtner genfundet sin motivation, han kommer hjem til sin favoritklub, eller også fiser det hele ud om 4 måneder. Måske efter et slagsmål med en taxi-chauffør eller en fordrukken Frem-fan, sikkert noget med #ægteKøbenhavn, på en natklub inde omkring Gothersgade. Men det bliver så, hvad det bliver.

Om man vil det eller ej. Bendtner har noget Star Quality. Han sælger billetter. Lad ham dog prøve. Han kender Peter Bangsvej, han kender 10’eren og de fleste folk derude. Integration bør ikke være et problem. Den største udfordring befinder sig i mandens hjerne. Det bliver så Ståles opgave, at file sig ind som ny Morten Olsen der. Ndoye kan sikkert også træde til, selv på et par krykker. Hvad er der at miste? Et rugbrødsmesterskab i maj? Det kører vi aldrig hjem med Pieros og et par lotto-kuponer fra Segunda Division alligevel. Med Bendtner får vi en angriber, der i fit tilstand passer i Ståles koncept. Fysik og paddy power på toppen.

Det var afgjort bedre, hvis vi holdt os hver for sig, 

det gør vi ikke nej, men fortsætter et spil, 

hvor venner er venner værst, så længe der er venner til

Sådan cirka falder ordene fra en gammel mester. Dem køber jeg ind på.

Café Klubånd

Bygherren. Genrejsningen af KB Hallen. Det blev Holmstrøms sidste store smerte- og hjertebarn. Hallen genåbnede i vinters.

Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF vinder medaljer i år…

Engang på TV3. Niels-Christian Holmstrøm gæstede studiet i en eller anden filterløs debat af ældre dato.

Det blev til et af mange klassiske Holmstrøm-citater. Århusianere rasede på alle medieplatforme, men AGF vandt selvfølgelig ikke medaljer. De havde fået en god start i ligaen efter sommerferien i 2009, havde med andre ord vundet 2 kampe i træk, men 8-9 måneder senere rykkede de ud af superligaen. Med et brag. Hvilket Holmstrøm efterfølgende var den første til at beklage.

Gårdmand Bjørn forblev indlejret hos Anders And & co, Holmstrøm havde allerede på det tidspunkt trukket sig som sportsdirektør i FC København i årene før og indgik nu i stedet i bestyrelsen. Som KB’s repræsentant.

Den position som han forlod den 11. april i år. I en alder af 72 år.

Jeg er blevet en ældre mand, og jeg vil godt have lov til at sige farvel og tak, mens jeg stadig kan tygge rugbrødet.

Alderdom kan ingen rende fra og det er aldrig en bagdel at være på forkant. Men han bliver allerede savnet. Han var på alle måder en del af mit FC København. Det som jeg voksede op med siden “mørke-årene” i 90’erne. Han var klubmanden til fingerspidserne. Ikke den eneste. Men den synligste. Med både arrogancen og kækheden. Det anker som klubben i den grad søgte i sine tidlige år.

Det var i 1999 han blev sportsdirektør og begyndte “sin proces”. Det sejlede bogstaveligt oven på Laudrup-historien.

Vi ligger nummer 8, gjaldede det på Nedre C. Det gjorde vi adskillige sæsoner. Både før og efter Laudrup. Det var også der, hvor processen begyndte. Som nummer 8 og vi stod der igen på et vindblæst Herfølge Stadion i 2000, og så landsbyholdet vinde mesterskabet.

Holmstrøm indså formodentlig allerede dengang, efter et års træden vande, at processen behøvede en katalysator. En vis englænder var blevet spottet tidligere på tribunerne til de københavnske kampe.

Roy Hodgson blev ansat som træner – og det skabte en helt ny historie, hvis første kapitel begyndte med et saksespark. Hvis du ikke har hørt Mediano’s podcast fra i vinters om 2000/01-sæsonen, bør du skamme dig.

I tiders morgen, sommeren 2001, var også der hvor vores gamle bogværk FC Krøniken endte. Med saksesparket på forsiden.

Holmstrøm blev en væsentlig del af fortællingen. Som jeg husker det, blev vi inviteret ind på kontoret i Parken en lørdag eftermiddag. Vi ønskede et interview. Det var i det tidlige forår, og jeg husker at bogen “Kong fodbold”, stod synligt på reolen. Vi regnede med en lille times tid til snakken. Det blev til flere timer. Vi fik historien, den hele, og fik meget mere. Tanker om fodbold generelt, dansk og internationalt, tanker om at opbygge et fodboldhold. Det blev en guldmine til den senere bog – og mit personlige Holmstrøm Moment.

Han roste i øvrigt bogen efterfølgende, måske fordi han kunne genkende mange af sine egne ord i den.

Jeg gider altså ikke kommentere på alle de tågehorn, der udtaler sig uden at sætte sig ned bare to minutter og tænke tingene igennem.

Det var nogenlunde på samme tid. Et citat til både fans og journalister. Det var før saksesparket – og spillet fungerede ikke helt. Det gjorde det heller ikke, da Holmstrøm senere navngav en linievogter i Silkeborg som “det lange bindeslips”. Linievogteren annullerede en i øvrigt korrekt scoring til FC København.

Junior og Senior. En åndelig overdragelse.

I vinteren 2006 trak Holmstrøm sig som sportsdirektør i København. En nyt setup kom til. Det var en ung træner ved navn Ståle Solbakken og en lidt ældre – men ganske uprøvet – sportschef, Carsten V. Jensen. På det tidspunkt havde FC København sat sig som den alt dominerende faktor i dansk fodbold. Der blev nu altid talt om mesterskaber, aldrig om 8.-pladser mere.

Senere samme år, 2006, begyndte en ung fyr ved navn William Kvist for alvor at spille sig ind som fast mand hos FC København. Han var opvokset på KB og Peter Bangs Vej. Havde fået sin første kontrakt under Holmstrøm to år tidligere.

Den dengang 21-årige debuterede på en position som højre back, men insisterede på at blive central midtbane. Trods Ståles tvivl. Ikke på Willy, han blev nærmest fast mand under ham, men på positionen. 

Kvist blev over de næste sæsoner anker og anfører som defensiv midtbane på det københavnske hold, der kulminerede i sæsonen 2010/11. En historisk bedrift og et evigt minde fra Camp Nou.

Jeg har stået her som turist, da jeg var 12 år, så det er jo fantastisk at stå her som spiller. Vi har et rigtig godt flow i øjeblikket og har været solide over lang tid, så selvtilliden er i orden. Men i morgen skal vi nok ikke regne med at have bolden så meget som vi plejer…

FC København tabte kampen 0-2 i Barcelona, men jordskælvsrystede Parken hjemme og spillede 1-1. Kvists makker på den centrale midtbane, Claudemir, udlignede.

De gik videre fra Champions League-gruppen, og står stadig som det bedste københavnske hold nogensinde. Du kender historien, længere er det heller ikke siden.

Mååål – 2-1 i pokalfinalen mod AGF. Hans formodentlig sidste scoring i FC-trøjen. Bemærk hvordan netop den udebanetrøje klæder ham.

Kvist blev solgt til Stuttgart og Bundesligaen. Efter 4 år i Tyskland og England vendte han tilbage til København i 2015. Han blev genforenet med træner Ståle Solbakken, der ironisk havde været på samme europæiske rundtur i Tyskland og England. Begge med beskeden succes. Willy lidt mere end Ståle.

Holdet skulle genrejses efter 2 sløje sæsoner. Willy kom hjem som den gamle hardhitter, der skulle supplere Thomas Delaney som den centrale akse. Delaney der havde løftet anfører-arven. 2 mesterskaber og 2 pokalsejre. En mand af rette støbning for FC København.

Lige så eftertænksom og filosofisk, han kunne lyde uden for banen, lige så hård var han inde på græsset. Og formodentlig den bedste tænkelige støtte for Delaney, der bar rundt på samme kulturelle arvegods fra Peter Bangs Vej. Delaney fløj til Bundesligaen og Kvist overtog anførerbindet i en periode. Men det fungerede ikke med en anfører, der ikke var fast mand på holdkortet. Kvist endte mere og mere blandt reserverne allerede i sidste sæson. Derfor blev også en logisk beslutning. I søndags meddelte han, at karrieren på banen slutter med denne sæson.

Et par timer senere kom meddelelsen om, at han er indstillet til en post i FC Københavns bestyrelse. Den lå lige til højrebenet – jeg tænkte tanken med det samme, det var der heldigvis også andre der gjorde. William skal selvfølgelig være en ny Holmstrøm. Han kommer ikke til at repræsentere den gamle historie, moderklubbernes, hvor Holmstrøm på alle måder var et forlænget ben. Willy bliver det nye FC København. 

Det har jeg det fantastisk med.

Williams bænk med fanhilsner.

En udskudt fodboldkamp – dagbog fra Buenos Aires

CA Huracan, eller El Globo. Klubbens stadion ligger lidt sydvest for centrum af Buenos Aires.

Estadio Tomas Adolfo Ducó. Der er en ringeklokke ved hovedindgangen til stadion. Men ingen reagerede, da vi trykkede. 

Der skulle have været en kamp om aftenen, den 29. november. Huracan mod Argentinos Juniors. Den var blevet annonceret på diverse websites, også hos den tv-kanal, der ville vise kampen. Men et par dage inden blev kampen meldt flyttet. Sandsynligvis på grund af det forestående G20-topmøde i Buenos Aires. Al offentlig transport blev lukket ned i de centrale dele af byen om aftenen inden selve topmødet.

Men vi var blevet lovet en stadion-tour istedet. Eller rettere jeg var blevet lovet det via min argentinske forbindelse, Laura, der på forhånd havde talt med klubben i flere omgange. Vi havde mødt hinanden på caminoen i Spanien for 3½ år siden, og en fælles smag i musik og film havde hjulpet med at holde kontakten åben siden. On/off – og bestemt nok on til at det stadig gav mening at ses. Og Buenos Aires var det perfekte stop, inden min planlagte cykelferie længere syd på. I Patagonien på begge sider af den chilensk/argentinske grænse.

En fodboldkamp havde stået specifikt på “ønskelisten”, ting-som-du-må-gøre-inden-du-dør, og jeg havde endda rykket rundt med et par af de ialt 5 dage i byen, jeg havde planlagt for at få det til at passe. Med sommerpausen i den argentinske turnering.

Ganske forgæves. Som jeg havde erfaret ugen før. Kampen var blevet flyttet, meddelte Laura fra Buenos Aires, til midt i december, og oveni kom jeg til at dele den argentinske hovedstad med alverdens topledere i G20 med alt hvad det medførte af politi og demonstrationer og en halvt nedlukket indre bykerne. Dårlige nyheder hele vejen rundt.

Estadio Tomas Adolfo Ducó. Et nyt telefonopkald.  Vi skulle komme ned til Huracans klublokaler og få en akkreditering. Klubhuset er lokaliseret et par gadeblokke fra selve stadion. En pæn spadsertur på 15-20 minutter igennem et industriområde, hvor hver anden facade og de få lokale barer proklamerede med hidsig graffiti, primært rød og hvidt, at vi var i Huracans territorium.

Avenida Caseros. Skråt overfor den park, som har givet navn til hele kvarteret, Parque de los Patricios, fandt vi bygningen med gymnastik- og træningslokaler. Huracan er ikke bare en fodboldklub. Som de andre Buenos Aires-klubber har de et væld af sportsgrene på menuen. Fra boksning til hockey (på rulleskøjter). 

Det officielle dokument. Registreringen tog længere tid end interessen hos folkene på stadion.

Selve kontoret lå øverst i ejendommen og vi fik et møjsommeligt udprintet papir – den officielle tilladelse til at komme ind på stadion. Det er i øvrigt samme sted, man køber billetter til kampene. På selve dagen – salg direkte på nettet til argentinske kampe eksisterer ikke. Kun via arrangerede turistpakker.

Parque Patriocios ligger sydvest for centrum. Modsat de fleste andre klubber i Buenos Aires, bortset fra Boca Juniors, er Huracan og deres stadion ganske centralt beliggende. Det er nemt at nå med både bus og metro. Man kan sågar gå, der er kun et par kilometer fra det populære og mere navnkundige San Telmo, hvor jeg boede.

Derfor var det også en oplagt udflugt på forhånd. En god mulighed for fodboldturisten. Angiveligt ligger billetpriserne på 2-300 argentinske pesos, svarende til 40-50 danske kroner. Varierende efter modstanderen.

Huracan har et gennemsnit på 15-16.000 tilskuere til deres kampe. Dette på et stadion med plads til 50.000. Med andre ord havde det været nemt at få billet, også på dagen, og alt omkring klubben emmer relativt fredsommeligt. Bortset fra når de møder ærkerivalerne, San Lorenzo.

Tilbage igen til stadion. En taxi for nemheds skyld. Med papiret i hånden var der ingen problemer, nu var der folk ved indgangen. Adgangen gjaldt også selve banen.

En væsentlig årsag til at jeg på forhånd havde kastet min interesse på Huracan, er den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson.

Han bosatte sig i Buenos Aires, mens han skrev sin bibel om argentinsk fodbold, Angels with Dirty Faces, og var en rimelig fast gæst på Tomas Adolfo Duco.

En el cancha! Med det rigtige papir var der også adgang til selve grønsværen.

Det var et par lækre fodspor, at forfølge. Fodboldturisten der søger sin kilde og sit skrivende idol. Sådan cirka. Samtidig kunne jeg gøre noget af Wilsons historie til min egen.

In the red paint on a peeling white background along the top of the platea are written the names of Huracán legends: Carlos Babington, Rene Housemann, Alfio Basile, Miguel Angel Brindisi… a reminder that this isn’t just the shabbily beautiful ground of another failing Buenos Aires football team but that it was here, in 1973, that Cesar Luis Menotti made manifest the counter-revolution against the anti-futbol that had dominated the thinking since the 1958 World Cup. 
(Fra Angels with Dirty Faces)

Huracan tilhører ikke the big five blandt Buenos Aires-klubberne. I journalistiske termer. De 5 er Boca Juniors, River Plate, Independiente, Racing Club og San Lorenzo.

Men klubhistorien er lang og de kan skrive 5 mesterskaber i annalerne. De 4 første stammer dog helt tilbage fra 1920erne. Og så altså året 1973.

Huracan overraskede og charmerede med sin offensive og tekniske spillestil og vandt mesterskabet foran de store klubber. En ny og romantisk tilgang til spillet, der begejstrede vidt og bredt. Som det beskrives i bogen. Sikkert tilsat god argentinsk barbecue – og en upcoming træner.

Den omtalte Menotti manifestation skulle senere komme til at bære kimen til den argentinske VM-triumf på hjemmebane i 1978,

Jublende aviser fra 1978. Argentina har vundet VM på hjemmebane. Der er et mindehjørne i museet under El Monumental – River Plates hjemmebane og nationalstadion, hvor finalen blev spillet.

VM 1978. En af de ting, man altid husker, hvis man er gammel nok, er den langhåret mand, halvt professor, halvt boheme, på den argentinske trænerbænk, der konsekvent kæderøg under alle kampene.

Cesar Luis Menotti. Han var kendt som stærkt venstre-orienteret politisk og i skærende opposition til det militærstyre, som dengang forsøgte at høste national rejsning på VM-turneringen.

Han var også en begejstret fodboldromantiker og han havde sine ideer om at finde tilbage til det, som han opfattede som den oprindelige latinamerikanske spillestil. Offensivt, teknisk, og individualistisk. Mindre defensivt, mindre destruktivt, og mindre europæisk fysik og taktik, og meget mindre af deres egen anti-futbol som var blevet en slags doktrin op gennem 1960’erne. Til gengæld mere af det som argentinerne med afgrundsdyb misundelse havde set Brasilien praktisere i årene før.

Jeg henviser igen til Jonathan Wilson. Læs hans bog. Los Carasucias! De beskidte englehoveder. Den er et mesterværk og et kæmpe spadestik ned i forståelsen af hvorfor fodbold betyder så meget i Argentina. På godt og ganske meget ondt. Du kan altid låne den på biblioteket, husk det!

Menotti og Huracan blev afgjort the good guys i historiebogen. Selvom VM 1978 altid har haft et dunkelt skær over sig. Både som propaganda-stunt for militærdiktaturet, nogle økonomiske transaktioner mellem generalerne i Argentina og Peru, besøg i omklædningsrum før en afgørende puljekamp, og chikanen mod hollænderne op til selve finalen.

Menottis landshold formåede ikke helt at charmere resten af verden på samme måde som brasilianerne, fortidens dirty game spøgte, og man kan formodentlig stadig diskutere om det var fortjent at de vandt finalen. Jeg husker dem som ganske heldige, med belejligt dommertække turneringen igennem, og ser stadig billedet af Rob Rensenbrinks vip på stolpen i slutsekunderne af den ordinære spilletid i selve finalen. 

I 1978-truppen havde Huracan 3 spillere med. Osvaldo Ardiles, Rene Housemann, og målmanden Hector Baley. De 2 førstnævnte er blevet en slags klublegender. Housemann som en slags lokal institution med 8 sæsoner i klubben. Han døde i foråret af kræft. Mens Ardiles kom til at trække sine tydelige spor til England og Tottenham. Efter VM-sejren.

Som senere i Tottenham, forsøgte han sig også som træner for Huracan. Uden succes. Men han er stadig ikoniske Ossie for os gamle Spurs-fans.

Der sidder en bokser på tribunen. Oscar Bonavena aka Ringo. Han var argentinsk sværvægter, havde Beatles-hår, deraf navnet, og sloges mod samtidige som Joe Frazier og Muhammed Ali. Han blev dræbt i en skudveksling i USA i 1976. Han voksede op i Huracans bokseafdeling, derfor har han fået en ærespladsen på den dyre langside.

Estadio Tomas Adolfo Duco minder både udefra og indefra om et art deco-monument fra 1930erne. Det er pompøst, grandiost, og samtidig i langsomt forfald. Men det er det meste af Buenos Aires.

Der var engang, står malet i facaderne af gammel koloni-stil med afskallede maling og murvæg. Byen var engang en af verdens rigeste, sydens Paris, engang for 100 år siden eller lidt mere. Forfaldets skønhed, en påmindelse om de svundne tider og brede boulevarder af uindfriede drømme. Det er svært ikke at blive lidt vemodig og forelsket, når man spadserer rundt i byen.

Gå ind på ”La Poesia” – caféen ligger på hjørnet af Chile og Bolivar i San Telmo. Lørdag eftermiddag sidder der en ældre dame ovre i hjørnet og spiller klaver. En dramatisk tango. Både klaver og kvinde har formodentlig været fast inventar siden 1920’erne. Make-up’en i hendes ansigt er helt krakeleret, eftermiddagssolen gør rynkerne til jordskælvssprækker. Men hun spiller højt og intens, og du er ikke i tvivl. Hun var smuk engang. Så sæt dig ned. Bestil en cortado hos de unge servitricer, der vimser om benene på dig. 

Sæder i cement. Det var egentlig et okay besøg. Helt uden fodbold på programmet.

Stadion er bygget i 1947. Det er rustikt og funktionelt, og gennemtænkt, så selv ikke-fodboldinteresserede pludselig kan finde begejstring for de gamle tribuner. Laura kendte intet til Huracan og deres hjemmebane før en skør dansker fik hende sat på opgaven.

Det markante tårn på den dyre langside, som er vartegn for stadion og troner over kvarteret omkring, er der egentlig ingen forklaring på. Jeg har i hvert fald ikke fundet den. Andet end det er en mindre pendant til det tilsvarende tårn på nationalstadion i Montevideo.

Den udsatte kamp mellem Huracan og Argentinos Juniors sluttede i øvrigt 0-0. Det uafgjorte resultat betød, at Huracan kan holde sommerferie på fjerdepladsen i den argentinske superliga.

Kampen blev spillet den 13. december, et par dage efter en anden udsat kamp. Anden omgang af den store Copa Libertadores-føljeton mellem River Plate og Boca Juniors, der var blevet flyttet til et sted i Spanien. 

Jeg så det sidste af finalen med et halvt øje. Fra et sted i Chile. Det kunne så blive en anden historie. Jeg besøgte både La Bombonera og El Monumental, da jeg returnerede til Buenos Aires ugen efter. En arrangeret turist-rundtur. Men jeg holder mig til Huracan nu.

Soy Quemero!

Løvfældende tanker

Hvor mange træer går der på en Skov…

Et målbevidst indkast fra Ankersen, som Damen bevidst lader passere til Falk. Han dribler kort på tværs i feltet og efterlader næsten bolden løst til den fremstormende Skov. Frit skud fra højre og mål. 2-1 langt inde i overtiden.

Det var en indøvet detalje fra træningsbanen, men der var ingen succes-garanti.

Man kan være heldig og man kan være heldig. FC København var heldige i Bordeaux, men knap så heldige som vi var i Reggio Emilio et par måneder før.

Det handler om marginaler, nappe dem på forkant, ved at øve, og måske sætte et smart træk på Ståles taktiktavle. Det var klogt, at give den kamp til Stephan Andersen i målet. Efter et par sløje præstationer af Jesse Joronen.

Det var også klogt, at give William Kvist den kamp. Han var i den grad savnet et par dage før, i blamagen i Hjørring. Var blevet hjemme i København. Sygemeldt.

Selvfedme og arrogance havde i den grad losset vores egne københavnersnuder under græshøjde på den vindblæste plæne nordenfjords. Der blev skreget på en gammel, rutineret spiller. Ham der kunne råbe sin holdkammerater op i en uhørt ringe 2. halvleg, hvor man – ganske ukøbenhavnsk – smed føringen i det sidste kvarter.

Hjørring gik hurtigt i glemmebogen. Heldigvis. Kampene er mange i dette efterår og i europæisk sammenhæng blev det nummer 10. Kampen i Bordeaux.

De mange kampe forklarer måske også de udfald, der ind imellem kommer. Det er væsentlig nemmere at opretholde gejsten søndag eftermiddag kl. 16 i Parken frem for en søndag formiddag kl. 12 i Hjørring. Det tjener i hvert fald som en søgt undskyldning.

Endnu et kig i drømmenes manual

I det længere perspektiv er jeg overbevist om, at de mange europæiske kampe gavner holdet. Alene begejstringen over selve kvalifikationen til gruppespillet var til at føle på.

Alle følte det – også os gamle gnavne mænd på tribunen. Lidt som et flashback til Rosenborg-kampen. 2010 revisited. Næsten. Vi var i den grad næstbedst fra begyndelsen af sommerferien og kvalifikationen til Europa League-grupperne blev det absolut bedste af det næstbedste.

Personlig har jeg en drøm om at vi engang kan få europæisk bold i Parken, når de rigtige forårsmåneder engang ankommer igen. Det kræver at vi cirka rammer en kvartfinale, og – med andre ord – overlever de første 2 knock-out runder efter nytår.

Urealistisk. Fuldstændig. Men det er den slags tanker, der kan blive plads til i en landskamppause.

Frem-AB. En mission for den tidsrejsende

Der kan også blive plads til en tidlig lørdag eftermiddag i Valby.

I 2. divisions gruppe 2, det hedder rækken vist, var der et gammelt stævnemøde mellem Frem og AB. 1300 andre tilskuere havde fundet samme vej. Pænt imponerende.

I blandt var et kontingent af temmelig højrøstede AB’ere, eller aber, som de hed i gamle dage. De hadede Brønshøj og de hadede Lyngby, gjaldede de anført af en skinger junior capo.

Ved ikke om nogen egentlig hader dem. I københavnske fankredse gjorde vi aldrig rigtigt, da de genopstod på topplan kortvarigt sidst i 90erne. Måske fordi de aldrig var mange nok, og måske egentlig bare var ganske sympatiske.

Frem er Frem. De vil gerne være ægte, uden at jeg helt kan gennemskue hvad det skal dække over. Noget med moderne fodbold og noget med at være imod.

Men Valby Idrætspark er en tidsrejse værd. De har stadig en cool hjemmebanetrøje, og de flager med alt fra pride-fane til Jim Morrison (ja, jeg ved godt at det er Thomas Thøgersen, men et øjeblik… så havde de sgu været både ægte og originale. Jeg havde sågar også hørt rygter om britpop, som højttalermusik og pauseunderholdning. De rygter kan jeg godt mane i jorden).

I ølboden bag målet stirrede en halvvissen fyr bag disken måbende på mig, da jeg bestilte en cola.
“Det er min første”, bedyrede han højtideligt.
“Der er altid en første gang for alting”, svarede jeg. Han stirrede tomt på mig, som det jeg var. En rejsende fra fremtiden. Og pøsede hurtigt en Carlsberg Classic fra flasken over i et plastbæger. Til sig selv.

Frem vandt i øvrigt kampen 2-0. Begge scoringer faldt sent i 2. halvleg, efter en ganske jævnbyrdig kamp. AB’s træner, Michael Madsen, vi husker ham fra sen 90’erne, fór rundt på sidelinien i det meste af kampen. Han opførte sig som han var på coke. Klappende, slaskende, sig selv, sine spillere, alle vegne og meget intenst. Der røg adskillige Zorniger-dask efter både ind- og udskiftninger.

Ægte København. Ude i Valby. Jeg var der et par gange i 70’erne. Med en skolekammerat. Det var den sæson, 1976, hvor Frem tabte mesterskabet på sidste spilledag. I Næstved. B1903 vandt titlen i stedet, og Næstved rykkede ned alligevel. Det gjorde Fremad Amager også, og det berørte mig mere dengang.

I Sundby Idrætspark har de fjernet græsset, har jeg lige hørt. Banen er blevet belagt med plastic. Det er den ikke i Valby. Der er græsset heldigvis ægte endnu.

Og så var der landskamp om aftenen. Da det nye koncept omkring UEFAs Nations League blev præsenteret, fattede jeg ikke en bjælde. Det er jeg ikke sikker på, at jeg gør endnu. Når vi taler videre kvalifikation frem mod EM 2020.

Men noget fungerer i hvert fald. Holland-Tyskland, Spanien-England, Polen-Portugal, og så videre. Lagdelingen af landsholdene i puljer giver langt flere spændende kampe. Og med noget på spil. Noget med at rykke fra lag B til A mellem puljerne – eller omvendt. De ørkesløse træningslandskampe er reduceret ganske kraftigt i antal.

I det lys er det jo skønt, at vi har fået et landshold igen. Parodien var mere end tragikomisk i sidste landskamppause. En konflikt mellem nogle spillere og et nationalt fodboldforbund. Nogle forsøgte, at ophøje den til en arbejdskonflikt. Jeg havde svært ved at få øje på den. Det har været et årelangt cirkus og denne runde var en kamp om nogle sponsoraftaler, individuelle eller forbundets.

Min sympati kammede over til DBU. Et fodboldforbund, der udtager en række spillere til et landshold, kan aldrig blive en arbejdsgiver. Den rolle har spillernes klubber. Landsholdet er bonus og såmænd helt frivilligt. Spilleren kan sige nej, hvis det er uforenelig med hans private aftaler.

De sportslige tabere i cirkusset mellem DBU og Spillerforeningen 

DBU har en masse andre interesser at pleje, fx. at der kan spilles fodbold under organiseret forhold i Valby og alle andre steder i landet. Så selvfølgelig vil de kratte deres del af landsholdskagen ind. Det er en af deres væsentligste indtægter for at kunne finansiere en masse aktiviteter, elite eller bredde, andre steder i systemet. Også et kvindelandshold.

Men Willy ordnede sagerne, måske var det i virkeligheden derfor han aldrig nåede med til Hjørring, og alle blev glade. Cirka. Siden har DBU ansat en fodbolddirektør, der kan forstå spillerne. Peter Møller. Om han så forstår Mads Øland, må tiden vise.

IMHO: #32 ligner allerede det vigtigste scoop for DBU frem over.

Vild med Vavro

Skygger af skønhed

Alle taler om Viktor. Jeg vil tale lidt om Vavro.

Lad os bare begynde sådan. Igen.

Der har været en pause her på bloggen. Delvist selvvalgt. Det var en tung sæson, der sluttede for et par måneder siden, monstertung, og for djævlen, hvor løber man ind i mange cyklusser og depressive runddanse, som mangeårig FC København-fan. Der skal lades op cirka hvert 3-4 år. Sådan er det bare – og man lærer det aldrig helt og vil egentlig heller ikke affinde sig med det. Der har så også været andre gøremål. Et redaktørjob i fritiden i en helt anden branche. Det har ædt en del fritid som tidligere tilhørte denne blog.

Men hold op jeg blev ramt i søndags. Da jeg så Vavro juble foran os. Alle os der stået på tribunen i efterhånden en halv menneskealder, gamle venner og lidelsesfæller, fusionsnipsere, efterladenskaber og afkom, og masser af andet godtfolk, der bare har været der, på de samme pladser siden dengang sæsonkortene indtog Nedre C i 2002. Og såmænd før. Andre steder på samme tribune.

Der stod en 22-årig slovak nede på banen, indkøbt for et år siden fra det Zilina-hold som vi heldigt havde elimineret et par runder før i den europæiske kvalifikation dengang. Han var mindst lige så lykkelig, som vi følte os efter 3-1 sejren over Bröndby. Mit hjerte smeltede totalt.

Det var en forfærdelig sæson sidste år. Alt gik stort set skævt. Fra en misset scoring og Champions league-kvalifikationen til en fjerdeplads i superligaen. Den europæiske kvalifikation blev først sikret i en gøgler-agtig ekstra kamp mod AGF i foråret. Rimeligt og fortjent. Men uendelig langt fra forventningerne.

Det blev som dengang i 90erne, hvor vi begyndte at mødes til fodboldkampene i Parken. At finde sammen i de små fællesskaber rundt omkring på tribunen, der siden er blevet en slags pensionist-enklaver. Det er vores pladser. Basta. Bare basta – og alting var i øvrigt bedre før.

Lars Rønbøgs foto fanger momentet

Denis Vavro var knapt født, da Zuma scorede på sit saksespark. Han var et helt andet sted, i en helt anden by, i et andet land. Alligevel stod han der nede på plænen, og vi connectede i et par sekunder. Han forstod, hvad jeg forstod, hvad vi forstod. That special feeling… At længes et langt år efter en derby-sejr. Det er lang tid, når man i mange år faktisk har været bedre vant.

Hans 17/18-sæson var heller ikke nem. Vi har gloet på et forsvar, der har sejlet rundt. Ståles tjekko-slovakiske satsning. Formodentlig var den ikke hans hedeste ønske i transfervinduet for et år siden. Det blev omstændighedernes valg. Lüftner blev indkøbt tidligt på sommeren, men Vavro ankom først efter Swiatchenko-flirten gik i vasken.

En langtidsskade i sæsonstarten for et år siden til Erik Johansson og en misset Champions league-kvalifikation i sidste kamp, blev i virkeligheden den direkte anledning til at Vavro kom til København. Antager jeg.

Vavro og hans tjekkiske partner Michael Lüfter kom mest til at fungere som en mental cylinder, op og ned. Når den ene spillede godt, spillede den anden dårligt. Overbevisende blev det aldrig.

Det sejlede for Vavro og det sejlede for os andre. Bröndby vandt og vandt på tysk maner, indtil de en dag mødte en vis Finnbogason i Horsens. Vores sæson lignede bare gennemkørende lort. Med lidt sporadiske opmuntringer i forårsmånederne. Også i derby-kampene.

Fandt lidt opmuntring i Viktor Fischer, jo jeg elsker ham, han taler og tænker som en af vores. Fandt opmuntring i at Ståles eksperiment med sætte Rasmus Falk ind centralt gav pote. Det begyndte i en kamp mod Farum, hvor vi kom bagud, og det begyndte at ligne københavnsk fodbold igen, da vi vendte det truende nederlag og vandt 2-1. På 20 minutter med Falk og Zeca som central akse.

Grüße an 2. Bundesliga

Husker du 4-1 i 1997? Dengang Todi Jønsson lobbede Mogens Krogh af banen. Der var lidt den følelse i søndags. Den kamp var nailet. Den sad. Det var såre fortjent. Og efter lang tids venten.

Og der stod Vavro. Udskældt, efter sigende kunne han knapt et ord engelsk da ankom sidste sommer, og har formodentlig fået et par gevaldige hak på selvtilliden. Men det har ikke været til at se i kampene her i sensommeren. Fra den forkølede straffesparksscoring mod KUPS Kuopio til monstersparket nede i Sofia. Han har været tæt på fremragende i alle kampene, og som en af lidelsesfællerne på tribunen sagde søndag eftermiddag:

Hvem fanden havde troet for et år siden, at Vavro skulle blive publikumsfavorit.

Vi kan så sagtens sætte Andreas Bjelland ind i ligningen, det har andre og mere kyndige allerede gjort mere fornuftigt. Eller Sotirios Papagiannopoulos. De 2 nye forsvarsindkøb, der er hentet over sommeren. Der er i hvert fald tydeligt, at den Michael Lüftner, den fumlende tjekke, der egentlig begyndte som Ståles første signing sidste sommer, er nederst i forsvarshierarkiet nu.

Tankevækkende. Og dog. Der var jo en Erik Johansson, der pludselig forsvandt. Først med en korsbåndsskade, så permanent med kæreste-hjemlængsel, og nu visket ud i total glemsel. Denis Vavro derimod er total cool – og helt uden hestehale!

Nyt år, manualen, og… STORE PATTER

Parken er tabt! Foto fra http://www.fck.dk

En fodboldfans skæbne bør altid være indrettet på lykkelige øjeblikke, men aldrig på lykkelige tider. Sagt med et strejf af Friedrich Nietzsche og oldschool-klassisk dannelse.

Sådan blev lektien om efteråret også hos københavnske fans.

Der var et kanonmål af Pavlovic mod Sønderjyske, en enorm debut af dyrt indkøbte Carlos Zeca mod Midtjylland. Han er alt for god, nåede jeg at tænke en uges tid eller to, inden han fes ud i samme pauvre middelmådighed som resten af holdet befandt sig i. Der var også en kvalifikation til det europæiske gruppespil, ganske vidst kun det næstbedste, men bedre end slet ikke at være med. Og selvfølgelig den videre kvalifikation til knockout-runderne.

Vi har Atletico Madrid i Parken engang i februar. Vi er chanceløse sportsligt, men det bliver da en “kassekamp” med besøg af Griezmann, Carrasco og en røvfuld andre stjerner, og langt at foretrække frem for den stime af østeuropæiske og nærasiatiske modstandere, som vi har mødt igennem den europæiske kampagne hidtil.

Et efterår hvor meget gik galt. Ja faktisk det meste. Et par gange undervejs stod man med fornemmelsen, at det vendte nu. Eksempel allerede nævnt med Zecas debut og 4-3 sejren. Det holdt et par uger. Så kollapsede holdet igen på mystisk vis. Nederlag i Odense, Lyngby og Farum. Efter håbløse præstationer. Endnu værre blev det i Haderslev – og den ultimative fornedring, hjemmebanenederlag til Brøndby. Og næsten lige så slemt. Farum igen. Denne gang på hjemmebanen.

Jeg behøver ikke vade i det. Selvom det er noget af en (anti-)præstation at have elimineret sig selv langt væk fra top 3, og de europæiske pladser, kun halvvejs igennem sæsonen. En klub med 2 gange dobbelttitler i sæsonerne før, et hold med superligaens højeste budget, og fornemste europæiske historik.

Efteråret går for at være den smukkeste tid på året, i år var det langt som et godstog af gentagelser og forudsigelige forudsigelser. I oktober så jeg Christian Eriksen score på Wembley for Tottenham, dagen efter så jeg FC København var kommet bagud efter 2 minutters spil i Odense. Jeg gad ikke følge resten af meldingerne hjemmefra, forsvandt i stedet offline på en sløj burgerbar et sted i Bayswater.

I november så jeg Thåström spille en historisk forrygende koncert i Vega. Det var et par dage efter en historisk skuffelse i Parken. Og det blev ved og det blev ikke bedre. Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce… det var bluesen fra den anden side af Sundet, jeg gemte mig bag. Efteråret var langt som et FC København, der aldrig helt kom i gang efter sommerferien.

Og du kan selvfølgelig altid låne bogen på dit lokale bibliotek

I november læste jeg også Ståles selvbiografiske bog “Løvehjerte” og blev faktisk lidt klogere.

Vores spillestilsmanual har været mange år undervejs og bliver løbende justeret, i takt med at spillet ændrer sig. Oprindeligt var det Roy Hodgson,… der begyndte at udvikle spillestilsmanualen i samarbejde med Carsten V. Jensen.

Er man ikke fodboldnørdet helt ud over det sædvanlige, vil man sikkert kalde vores spillestilsmanual for verdens kedeligste bog, men jeg synes naturligvis, den er voldsomt interessant, da jeg selv har udarbejdet den nuværende version sammen med min tekniske direktør, Johan Lange.

Det er Ståles beskrivelse. Manualen har nærmest været mytologisk i fankredse, særligt i de dårlige perioder, hvor den både har båret ansvaret for manglende resultater og en stereotyp spillestil, samt en til tider rigid indkøbspolitik. Den bærer samtidig retningslinier mod kontinuerlige resultater.

Der er nogle helt grundlæggende principper i spillestilsmanualen, som vi aldrig afviger en millimeter fra – den defensive organisation, eksempelvis, hvor der ikke er plads til slinger i valsen…

Der var rigelig med “slinger i valsen” efteråret igennem. Isoleret set var det nok det allerstørste problem. Den tjekko-slovakiske satsning holdt ikke. Det var heller ikke en del af planen, at Erik Johansson skulle blive langtidsskadet i sensommeren. Det var ham, der skulle være hovedorganisatoren efter Zanka. Han var så heller ikke synderlig overbevisende i den håndfuld kampe, han nåede at spille sammen med sin tjekkiske makker Michael Lüftner. Det blev momentvis bedre, da Denis Vavro blev hentet ind som haste-signing fra slovakiske Zilina. Men aldrig helt godt og ironisk blev det næsten, at som udskældte Lüftner efterhånden begyndte at finde sig til rette, drattede formen markant hos Vavro.

Mit gæt er at der stadig kigges efter en midterforsvarer! Allerede i denne vinters transfervindue. Erik Sviatchenko?

Slinger i valsen! I den grad. Det er bare at gennemgå resultaterne for efteråret (tjek nipserstat). 32 kampe ialt. 13 sejre og 11 nederlag. Målscoren er også interessant, 53-35. Det er præcis mavefornemmelsen også. I nogle kampe har offensiven nærmest leveret ketchup-effekt, låget er røget af og målene er blevet høvlet ind. Kun for at gå fuldstændig i stå kampene efter. Indtil næste ketchup-effekt og næste storsejr.

Spillestilsmanualen på skrivebordet

Omkring offensiven lyder det, med Ståles ord, fra manualen:

Spillernes løbemønstre ligger fast. Mønstrenes formål er at sætte vores offensive spillere i scene, så de hver især kan få udnyttet deres spidskompetencer.

Det lykkedes sådan cirka i hver tredje kamp – og mest på hjemmebane. Igen mangler stabilitet. Langtidsskaden til Santander, nogenlunde samtidig med Johansson, har givet været endnu en bet.

Ståle benægter klart, at FC København kun leder efter fysisk stærke angribere. De skal bare være gode – og til at købe. Er udgangspunktet.

Er Pavlovic god nok? Hans efterår har været som holdets. Op og ned. Og mest ned. Han ikke er fysisk stærk nok, og simpelthen for dårlig til at spille med ryggen mod modstandernes mål. Jeg er også nået til den erkendelse. Til gengæld laver han de mest spektakulære mål, og gerne fra distance på kanten af feltet. Men i fremdrift.

Min forudsigelse: skal vi have bare et hæderligt forår, behøver vi Federico Santander i fulde omdrejninger fra februar. Og så må man gerne hente fx. en Viktor Fischer i tyske Mainz, hvor han er langt fra start-11eren.

Det fremgår ikke af Ståle-biografien, hvor tyk manualen egentlig er. Ej heller om det er et gammelt stilehæfte med håndskrevne noter. Den er dog ikke statisk, og opdateres cirka en gang i kvartalet med nye erfaringer og input (Gad vide hvad efterårets lektie har været?) Tidligere assistenttrænere som Petter Wettergren og Bård Wiggen har sat sine store aftryk.

Sidstnævnte kommer sikkert med endnu flere efter nytår. Han genindtræder som assistent, og tilbage i 2008, da han første gang kom til København, talte nogle af os på tribunen om en såkaldt “Bård-effekt”. Det var en let spøgefuld henvisning til, at holdet begyndte at spille mærkbart bedre offensivt fodbold efter hans ankomst – med det der blev kimen til 2010-holdet.

Og apropos. De 2 Barcelona-kampe fra dengang får da også sit eget kapitel i bogen. Det er det igen med øjeblikkene og…

alle dem, der gik hjem fra Parken efter Barcelona-kampen, følte det, der stod i avisen dagen efter, at det var den bedste kamp, de nogensinde havde set i Parken.

Spot on. Den kamp sidder i baghovedet, som var det igår.

Selve bogen er opbygget af en serie interviews med hovedpersonen over en længere periode, foretaget af journalisten Peter Sloth, med en fortid på Ekstra Bladet. Den er faktisk i sin helhed ganske fin læsning. Du kommer hurtigt igennem de knap 200 sider og får et godt billede af manden bag vores nuværende manager. Via historikken og personen.

Bogens deadline er omkring 1. september i år, det vil sige før den manglende scoring mod Qarabag Agdam i Parken, der ligesom blev indledningen på historien om dette efterår.  Det resterende kan du skrabe op andre steder, som hos de kære Nipserstat, og manualens kvartalsopdatering vil indtil videre være ren spekulation.

Jaja, jeg er flere gange i løbet af efteråret, blevet spurgt til, hvornår mon Ståle bliver fyret. Det er uomtvivsteligt hans skyld, det er altid trænerens skyld, når det nu ikke kan være dommerens, hvilket han da heller aldrig har været bleg for selv at sige.

For mig er det eneste, der tæller, særligt i de hårde perioder, at jeg er min egen hårdeste kritiker.

Og svaret på spørgsmålet: han bliver ikke fyret, og det vil heller ikke give nogen mening. Meritterne er store nok til at overleve en mellemsæson. Mere end store nok.

Det endnu mere relevante spørgsmål er selvfølgelig, tror vi at han kan rette det hele op igen. Ja, det gør jeg og jeg føler mig egentlig i endnu mere trygge hænder, efter at have læst bogen.

Selvfede spillere og måske en for selvsikker træner, en måske for selvsikker træner uden en fuldtidsassistent, skaderne, et manglende mål i Champions League-kvalen, et uprøvet midterforsvar, en målmand der har tabt sit niveau, uskarpe angribere, for dårlige angribere, en anfører i mental offside… Et helikopterblik ud over efteråret kan sagtens udpege en række små uheld og “omstændigheder”, der tilsammen opsummerer den næsten gigantiske deroute.

Jamen, du kan selv fortsætte listen, jeg gider ikke.

Det bliver som en velment #metoo-kampagne, der kammer over i en regulær #seeMEtoo. Det er så her alle råber STORE PATTER! Tidens toneklang, ikke i sig selv, ikke et ondt ord om dem, ej heller landsholdet. Men at det overhovedet bliver et debatemne i et eller andet etisk udvalg under DBU. Eller gjorde det? Jeg synes aldrig, at jeg hørte nogen konklusion. Godt det samme – for #whogivesafuck. Jeg indlever mig helt i CV Jørgensens ord:

Jeg tipper på jeg kommer fra outer space
på måden jeg tar’ del i The Human Race

Ståle valgte at donere indtægterne fra bogen til Dansk Flygtningehjælp. Til sports- og fritidsaktiviteter for børn og unge. Det krænkede nogle folketingspolitikere. Smålighed var ikke dækkende et ord – men reaktionen understregede egentlig Ståles pointe. Han gad så fornuftigt nok ikke at kommentere yderligere.

Tak for kaffen, Tom

Der er i øvrigt heller ikke så meget mere at sige. Året går på hæld. Benjamin Verbic er akkurat blevet solgt til Dinamo Kiev. Han var efterårets bedste spiller, men heller ikke uerstattelig. 30 mio skulle prisen angiveligt være. Han skulle sælges, det stod i hans masterplan.

Tom Høgli rejser hjem til Tromsø. Han nåede 74 kampe i alt. Siden sommeren 2014. Han skulle egentlig ikke have været her, i klubben her i efteråret, men forlængede med et halvt år på grund af skadessituationen på back-pladserne. Så blev han selv skadet og i alt blev det bare til sølle 3 kampe.

Høgli bliver så en af de spillere, der vil blive elsket for meget andet end indsatsen på fodboldbanerne. Den har været til at overse det seneste halvandet år. Men hans kaffeklub vil være et evigt minde! Tak for kaffe, Tom!

Godt nytår – sportsligt fortjener vi sgu noget bedre nu. For fanden da en omgang. Og afslutningsvis, jeg tillader mig at gentage et øjeblik. Det var i Vega i november. Thåström. Det hele er med i videoen. Vesterbro, Guldregn, Vega…

70% af en rigtig europæisk aften i Parken

Vejen til Europa

Parken i aftes. Jeg stod efter 1. halvleg og overbeviste mig selv om, at vi ikke måtte/kunne tabe til et hold som makedonske Vardar. Slet ikke samlet over 2 kampe. Vi var et markant bedre hold, omend kraftigt ude af sync i nogle situationer. Men ikke desto mindre meget bedre. Vi havde skabt chancer halvlegen igennem og 2-1 pauseføringen var i underkanten. Ja, jeg følte mig endda sikker på, at vi kunne tillade os at forære dem endnu et mål, som Tout og hans passive medspillere ved udligningen, og stadig være gode nok til at vinde med de nødvendige 2 overskydende pinde.

Men midt i 2. halvleg så det edderrådeme ikke godt ud. Vi spillede gå-og-kigge-fodbold, og spillerne kunne ikke ramme hinanden. Oveni kom så udvisningen til Jan Gregus, som bare har gjort det til sit helt eget trademark, at blive smidt ud i europæiske kampe. Det var tredje kamp nu. Porto, Ludogorets og Vardar. Tjekkisk hattrick med 2 gule kort i lommen.

Han var umanerlig frustreret, da han luntede af plænen. Formodentlig over sig selv. Det var det andet “professionelle frispark”, han havde taget. Helt kluntet. Men frustrationen gjaldt måske lige så meget de holdkammerater, der lod ham i stikken og tvang ham til at stoppe det makedonske kontraløb. Næsten for enhver pris – han tog een for holdet, som en tidligere sportschef i København yndede at sige.

En overdrivelse, ja. For hele situationen begyndte med et direkte frispark til os, som Santander tonsede lige ind i den makedonske opdækning. Et dårligt spark. Sekunderne forinden lignede Gregus en, der selv hjertens gerne ville have sparket det frispark. Og ganske berettiget. Han har scoret fra en lignende position i Parken. Dengang han var Jablonec-spiller. Og han havde allerede dundret 1-0 målet ind på en halvflugter – med sublim sparketeknik. For lige så ringe og kluntet han virker i det fysiske spil, lige så fremragende kan han sparke til en bold.

Men udvisningen var indiskutabel og den københavnske situation var efterhånden alarmerende. En mand nede og et mål nede (på aftenen stadig 2-1).

En eller anden gnist blev pludselig antændt. Det idé- og tempofattige spil fra første halvdel af 2. halvleg, blev afløst af hurtige løb og et par førstegangsafleveringer i minutterne efter udvisningen. Det fik sendt banens bedste, Pierre Bengtsson, mod baglinien på sin venstrekant. Et perfekt indlæg, som målmanden helt fejler på, og ind i hovedet på Santander, der ikke kunne undgå at score.

Den var hjemme. Næsten. 15 minutter igen og 3-1 var mere end nok. Trods en mand i overtal lykkedes det aldrig makedonerne, at sætte os under noget større pres. Fra københavnsk side gjaldt det bare om at undgå de mange personlige fejl og misforståelser, der har præget hele sæsonstarten. Hjemme, som i Europa.

Jeg bliver altid varm om hjertet, når Danny Amankvaa kommer på banen. Man vil ham bare så meget godt, se ham komme i omdrejninger og komme ind omkring startopstillingen igen. Han fortjener det. Ståle har åbenbart også bevaret troen på ham. Trods de lange og tunge skadesperioder siden foråret 2015.

Amankvaa kan ikke score, men han er en glimrende kontraspiller med sin teknik og hurtighed. Det viste han straks efter indskiftningen i aftes. Og det blev helt afgørende for 4-1 målet, der lukkede kampen. En onsdag aften i Parken – og samlet. Dannys snoede sig fri af noget makedonsk kludder, løb kontra, og sendte tå-stikning til Benjamin Verbic, der havde fri passage til målet. En kikset målmandsindgreb, et klart straffespark. Verbic var næstbedste københavner i Parken. Han var “on fire” igen – som en af de eneste spillere har han holdt niveauet fra sidste sæson, og har skreget af både gejst og frustration i de første kampe. Hjemme, som i Europa.

Verbic der stadig varmer bolden for meget. Verbic der stadig render rundt med et tunnelsyn, der momentvis får ham til at overse de mest oplagte afleveringsmuligheder. Til min frustration. Men hans hjerte har været helt uundværlig under en meget tung – spillemæssig – sæsonstart.

Pieros Sotiriou, eller Pieros fra Cypern, bankede stensikkert straffesparket i mål. Han havde i øvrigt en fænomenal afslutning i minutterne inden, en flyvende flugter som desværre ramte direkte på keeperen. Ellers var han blevet dobbelt målscorer.

Grubleren

Vi mangler 30%, før Champions League bliver sjovt for os, udtalte Ståle efter kampen. Jeg mangler meget fra nyindkøbte Michael Lüftner, jeg mangler meget mere fra Uros Matic, og jeg mangler en frygtelig masse, som jeg tidligere har set, fra Tout. Så er det også sagt.

Men udmeldingen fra Ståle, nikker jeg ivrigt bekræftende til. Oppe fra min beskedne plads på tribunen.

Vardar Skopje var et hold vi ikke skal tabe til. Ikke i forhold til den position og den europæiske aura, der efterhånden er omkring FC København. Forfanden, vi er jo et top 50 i Europa. Makedonerne er nummer tohundredeoggrønkål. Og et dårligere hold end Zilina, som vi bøvlede med runden inden.

30%. Det er ganske meget.

30% i forhold til det hold, der nærmest cruisede igennem kvalifikationen sidste år. Det svarer måske til 2 nye spillere og et par skadede spillere, der vender tilbage og hurtigt finder sidste års niveau. Jeg tænker primært Rasmus Falk. Suppleret med en overraskelse fra egne rækker, jeg drømmer Amankvaa.

Omvendt er vi 70% af vejen til det rigtige europæiske gruppespil. Garabag Agdam, Astana, Rijeka, Hapoel eller Slavia Praha. En af dem møder vi i play-off. Garabag, Qarabag, eller

Bjarne Goldbæk har scoret mod en af vores kommende modstander i playoff-runden.

Karabakh har vi mødt en gang før. For næsten 20 år siden. Det blev 6-0 på en halvleg og samlet 10-0 efter 4.

Det sker ikke igen. Der er pumpet mange oliemillioner i det azerbadjanske hold siden. Som det sket i Astana-fænomenet, der dyrker alt fra cykelsport til fodbold, ud over at være hovedstad i Kazakstan. Mest ubehageligt lyder Rijeka, i mine ører. Kroaterne er givet bedre end deres rygte, det er de altid – og vi behøver mere end 70% for at slå dem. Så er der Israel eller Prag tilbage.

Fisk – tag hvad der kommer. Det bliver svært, uden at være umuligt. Lodtrækning i morgen fredag. Vi har 8 europæiske kampe mere i efteråret, og har fået Ståles ord for at der nu skal købes ind. Mindst 1 spiller.

Og der er 14 dage til næste europæiske runde… Go Go Go! Tiden er knap.