Klopptimism – it was all on a platter

whl1
Spurs-Liverpool. Kick-off

One Hotspur international membership – et plastikkort. Når du køber billet til Premier League-kampe, uploades den direkte på kortet.

Det er også moderne fodbold og ganske praktisk, især når man husker plastikkortet. Og ikke sletter den bekræftende mail, som også ankommer. Der står detaljerne om indgang, række og sæde nemlig.

Tre kvarter før kick-off, 12.00 lokal tid, kunne jeg indtage pladsen på første række i Øvre H-blok på White Hart Lane i det nordlige London.

Kampen var blevet lidt en gave. Der var selvfølgelig tale om en storkamp mellem to klassiske engelske hold. Men det var ikke bare tid til at se Tottenham Hotspur, et håbløst London-foretagende som jeg engang i barnligt blåsyn forelskede mig i, det var også tid til at se nærmere på Liverpools særlige nyfundne “Klopptimism”. Et slags hysterisk selvsving som havde ramt alle med forkærlighed for den nordengelske klub.

Den tyske rock’nroll-træner Jürgen Klopp var ankommet, efter sin stille deroute i Dortmund, og havde afløst fyrede Brendan Rodgers. Jeg kender en del Liverpool-fans og de har rendt rundt med bristede hjerter og en ustoppelig serie af tweets om denne nye frelser. Wirtschaftswunder i en nordvest-engelsk havneby.

En klub der de senere år oftest har haft samme skæbne som Spurs. Noget med lige ved og næsten… og så alligevel langt væk. Fra de russiske og arabiske oliemilliarder, der på skift køber de engelske mesterskaber.

En møeklagt spillerbus ankommer uden for White Hart Lane
En mørklagt spillerbus ankommer uden for White Hart Lane

I forrige lørdags tidlige Premier League-opgør blev det mest Spurs, der var lige ved og næsten. Efter en shaky begyndelse, med opspilsfejl i Zanka-klassen, fra især højresiden, fik hjemmeholdet bedre og bedre styr på spillet.

Banens bedste, Mousa Dembélé, kontrollerede midtbanen med en overlegen energi og boldbehandling. Han gled rundt om Liverpool-spillerne som en hidsig cobraslange det ene øjeblik og leverede syngende tacklinger i rummet foran midterforsvaret i det næste.

Men Harry Kane kan ikke score mere (dette skrevet før Bournemouth-kampen!), og den nyindkøbte franske yngling, Clinton N’Jie, blev behændigt pareret ud af Liverpool-keeperen.

Skuffelsen blev mumlende og langtrukken på traveturen ned mod Seven Sisters efter kampen. Ikke rasende ærgerlig, blot et lavmælt “oh shit”.

Uden at jeg vil gå til i overdreven optimisme, er det svært ikke at se at Spurs faktisk har et spændende hold. Det yngste i Premier League. Og de kan sagtens spille fodbold. Hurtigt og lækkert og with a flourish, som Tottenham gerne ønsker for sin egen selvforståelses skyld – og de værste defensive udfald er efterhånden ved at være minimeret omkring den belgiske akse med Jan Vertonghen og Toby Alderweireld. Sidstnævnte er nok det bedste forsvarsindkøb som Spurs har gjort i en menneskealder – han er mindst lige så god, som efternavnet er svært at udtale.

Modsat på banen er det sjovt at se Christian Eriksen nærmest være bærende i offensiven. Spilleren som han sender hjem til landskampe må være en usædvanlig dårlig kopi. På Tottenhams hold glider han rundt i en fri rolle bag Kane og foran midtbanen. Liverpool-kampen var langt fra hans bedste, men han trives på holdet og var en klasse bedre end hvad jeg har set i den sidste dobbelte håndfuld af landskampe.

Slutresultat 0-0. Reelt en forbedring fra både 0-3 og 0-5, som er resultater fra Liverpools to sidste besøg i Nordlondon. Dette skrevet med erfaren Tottenham-realisme.

Men ja, for den neutrale og den naive og ham der bare ønsker sig mål, blev det reelt en halvsløj omgang til Match of the Day senere på aftenen på BBC. Fodboldshowet der nu styres af den gamle Leicester- og Spurs-angriber, Gary Lineker, og det er altid en fornøjelse at se ham.

The Libertines blev så af en eller anden grund brugt som underlægningsmusik til reklamer for kommende kampe i samme show. ‘Heart of the Matter’ fra det nye album.

Lets get straight to the heart of the matter
So glum, it’s all on a platter

Det er ikke svært at forstå at Bayern München-fans boykottede de første 5 minutter af tirsdagens Champions League-kamp ude mod Arsenal i protest. De engelske billetpriser er skyhøje og en hån mod tyskere og andre, der gerne vil følge deres favoritter på den engelske side af Nordsøen.

Min billet til White Hart Lane kostede £59, det er mere end det dobbelte af hvad en tilsvarende Bundesliga-kamp ville koste. I mit tilfælde var det endda members price. Skulle jeg have købt det via en eller anden billethandler på nettet, havde den snildt kostet 2-300 kroner yderligere.

Englænderne selv forsøger gerne at sælge Premier League som verdens bedste liga. Den er uden tvivl verdens rigeste/dyreste. Men skal vi måle på de reelle internationale resultater, både i Champions og Europa League, bør Spanien vist rettelig tage æren. La Liga vinder suverænt. Topduellen mellem Real Madrid og Barcelona rummer endda langt større og skarpere historik end det kunstigt udblæste oil battle mellem Manchester City og Chelsea. Og udfordrere som Atletico Madrid, Valencia, Bilbao og Sevilla leverer konstant på højere niveau end de engelsk subtop-klubber formår.

Både Spurs og Liverpool skuffede – ganske eksemplarisk – internationalt et par dage efter kampen på White Hart Lane, og et par andre engelske klubber var pænt heldige med at hive resultater hjem.

Men det evindelige sportslige luftkastel ændrer ikke ved den særlige oplevelse en engelsk fodboldkamp er. Eller stadig er. På et stadion som White Hart Lane. Den er fortættet, bogstaveligste forstand. Man sidder meget tæt og langt fra komfortabelt.

Men tæt, ja. Man kommer tæt på sidemanden, som i mit tilfælde var en yngre kraftig kvinde. Hun var ikke synderlig snakkesalig. Måske fordi det der lignede faderen, sad på den anden side.

Da jeg sidste år var på en lignende tur og fik plads på nærmest første parket til en Europa League-kamp, snakkede min sidemand uafbrudt i 2 timer. Han havde en mening om alt fra de horrible billetpriser og Spurs’ endeløse historie af flopindkøb, og der er mange, til EU’s forbandelser. Der er også mange, hvis man er englænder. Selv B1903 kendte han til min store overraskelse. From Copenhagen, aye?

Ja ja, mand. FC Copenhagen. I øvrigt insisterede han på at modstanderne dengang var albanere. De var fra Grækenland og hed Asteras Tripolis. Det var i samme kamp at Erik Lamela scorede med et rabona strike, og en uprøvet Harry Kane for alvor trådte ind på Spurs-mandskabet med et hattrick.

hoarding
Den danske vinkel. Eriksen på plankeværket.

Den særlige engelske fodboldkultur. Du har hørt det før. Den er der stadig. Det er stemningen før kampen, på pubberne og ved boderne langs stadion, sangene der pludselig kan blæse en hel tribune omkuld, uden at være fuldstændig orkestreret. Det sidder bare i rygraden på folk.

Om 2 sæsoner rykker Tottenham ind på et ny-etableret White Hart Lane. Langt mere mageligt og med plads til 61.000. Planmæssigt skal det være færdig til 2018/19.

Reelt kunne dette være mit sidste besøg på det gamle stadion. 2017/18-sæsonen skal i hvert fald spilles på et endnu ukendt sted, måske West Ham, måske Wembley, måske noget helt tredje uden for lands lov og ret, ombygningen gør i hvert fald klubben hjemløs.

Det nye stadion bliver designet af de samme folk som står bag Emirates Stadium, et par kilometer længere sydpå. Det er flot og imponerede at se på, men et røvkedeligt sted at være fodboldfan. Tro mig, jeg har været der og det er ikke noget jeg bare skal sige. Fordi jeg skal hade Arsenal.

I sig selv er et toptunet og moderne stadion ikke en stemningsdræber. Det er kun hvis magelighed og lounge-mentalitet helt sætter dagsordenen. Det gør de i den grad på Emirates.

Ståtribuner og anstændige billetpriser kan modsat være ganske kulturbevarende. Bare spørg tyskerne. Det gør de desværre nok heller ikke i Tottenham…

Sagt før, hørt før. Jeg ved det.

And you’ll get by you’ll get by
With your wicked little smile

The Libertines slukker for my beloved London denne gang. Efter 10 år med uvenskaber, pissen på hinanden, solokarriere, pissen på alle andre, og misbrug af det ene og andet, og efterfølgende rehabs, blev der atter tid til et album. Det er slet ikke blevet dårligt! Slet ikke, mand.

Og jeg griber gerne halmstrået og vender tilbage.

Endnu en weekend

God bedring, Tom - kaffen er på vej
God bedring, Tom – kaffen er på vej

Endnu en weekend med stressende masser
af folk der gaber kæberne af led
over tingenes tilstand & så det at sku’ op
før solen den igen går ned
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Et eller andet sted virker det passende at bruge CV Jørgensens gamle ord som begyndelse. En passende sindstilstand efter endnu en kamp i Parken, som var alt andet end imponerende. Bortset fra imponerende dårlig måske.

Vi vandt, FC København vandt. Med et spillemæssigt niveau der kun var marginalt bedre end oprykkerholdet Viborgs.

Der er ganske meget der ikke fungerer – især offensivt. Det så vi også i derbykampen ugen inden ude blandt forstæderne. Modstanderne stiller sig dybt, uanset om det er i Parken eller ude på Brøndby Stadion, og opskriften med 2 fysiske tunge, men knap så mobile angribere piller bare ingen defensiv fra hinanden. Der mangler tempo og bevægelighed.

Mængden af fejl gør ikke missionen nemmere. Fejl i opspillet, ofte ganske uprovokeret, og mangel på overblik når Nicolaj Jørgensen for ved-gud-hvilken-gang dribler ind en blok af 2-3 forsvarsspillere. En højre kant ude af form, en højre backplads med svingdørscirkulation, og ham der reelt har fungeret bedst nu ude med en langtidsskade.

Tom Høgli tog den for “fodboldens skyld” ude i Brøndby. 2 brækkede ryghvivler efter en komplet hensynsløs tackling. Et gult kort.

Bare et gult kort. Og det var godt for “fodbolden” blev vi belært af tv-eksperter. Der gælder nemlig et andet regelsæt i begyndelsen af en kamp end senere. Dommeren må ikke udvise spillere for psykopatisk opførsel, hvis et rødt kort kan ødelægge en fodboldkamp. Slet ikke når vi taler om et derby. Med andre ord det kan tippe kampen til det ene holds fordel. Helt uhørt for tv og eksperter. Eller noget lignende…

Man bliver så træt og rasende… ud af tangenten. For fanden et elendigt panel af såkaldte eksperter som Viasat har fået samlet. Martin Laursen, Jesper Grønkjær, Marc Rieper. Jydekompagniet fra Søndre Bøvelse. Omkring sine Premier League-kampe om lørdagen og superligaen om søndagen. Der er al mulig grund til at flygte over på 6’eren. De viser alligevel samme kamp – fra England.

Man bliver så træt og rasende… over at tabe en kamp i Brøndby som aldrig burde være tabt. Bovlam offensiv og fejlene igen. Overalt på banen. Og noget der nærmest bliver en tilfældighed 12 minutter før tid. Men den lå sgu lige til Martin Albrechtsen efter 78 minutters elendigheder.

Man bliver også træt og rasende… over at vinde en kamp mod Viborg, som selvfølgelig skal vindes, hvor vi spiller så gennemført elendigt som tilfældet var. Endda vundet efter en dommerfejl. Selvom Delaney næppe spekulerede i at bolden ikke lå stille, da han sendte frisparket hurtigt videre. Det handlede mere om at holde tempoet i spillet. Eller rettere at få det ind i spillet, efter at Viborg havde haft al held med at fjerne det.

Endnu en weekend med enkeltindivider
på hovedet flere timer i træk
for at virkeliggøre drømmen om et liv i luksus
eller dø unge i eget bræk

Og således en 1/3-del inde i superligaen. Vi ligger nummer 2. 3 points efter midtjyder og 6 points foran Brøndby. Det er betydeligt bedre end i fjor. På begge parametre. Men der er masser af plads til forbedringer.

Vi har et 24 millioners indkøb af en angriber, der stadig ikke har scoret et eneste mål i ligaen. Og knap har været i nærheden.

Vi har en højre side, der er mere uafklaret end 3 skiftende regeringers skatteministre. Og vi er nogle der stadig dagdrømmer om dig, Peter Ankersen.

Vi har smidt alt for mange nemme points. Farum, AGF, Odense, Brøndby – og reelt vundet færre af de givne selvom ugen med Aalborg, Randers og Hobro tikkede gevaldigt lettende ind på kontoen.

Og mand! Jeg tilstår! Jeg savner sgu Europa League-kampe i dette efterår og bliver helt misundelig på Midtjylland og FC Herning.

Lad os bare kalde det en Mickey Mouse-turnering. Men den ville være et afbræk, en inspiration, et alternativ til de samme superliga-modstandere igen og igen. Selvom mange af holdene ville hedde Lokomotiv Dit og Dinamo Dat og være perifære mesterskabskandidater fra den borduriske eller syldaviske liga. Samt gedigen subtop fra geografisk mere udforskede egne.

Det er ikke så længe siden...
Det er ikke så længe siden… Santin – 2008.

Det gælder også en torsdag aften i selskab med kommentatorer som hele Silkeborgs Morten Bruun. Dansk fodbolds kirkegård, fik han vist sagt. Nej, ikke om Silkeborg, selvom man nemt kunne forledes til at tro det. Det var Brügge og Jan Breydel Stadion, han mente.

FC København har aldrig tabt dernede – i 3 kampe. Det havde ikke krævet stor research at begrave den fortalelse og i øvrigt skrue ned for den mellem-jyske begejstring over et fint resultat på udebane et ganske kendt sted i Belgien.

Endnu en weekend i den omvendte verden
hvor op & ned har byttet plads
slutter uden varsel & en ny dag begynder
for alverdens mennesker en masse
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Ak ja… og nu er der landskamppause! Igen.

Men jeg har en billet til Tottenham – Liverpool den 17. oktober!

Mister København

guldharald
Den åndelige FC København-mentor sendes på sin sidste færd. Fra Parkens tribuner.

RIP Harald! Jeg undlader at skrive flere æresord, det har andre allerede gjort meget bedre. I stedet er det på sin plads at reklamere lidt for en af de bedste fodboldbøger, der er skrevet på dansk.

Joakim Jakobsens “Guld Harald” fra 2009. Den bærer den æggende undertitel “topscorer, idol, rebel” og det dækker fint bogens vid og læsværdighed.

Jakobsen har også skrevet en fremragende bog om Tour de France og så har han ikke mindst skrevet “Tynd luft” – om det bedste danske landshold igennem alle tider (mine tider i det mindste!). 86-holdet og deres lange vej til VM i Mexico. Som også rummede historien om en lang kamp væk fra den håbløse og chokerende amatørisme som prægede og dræbte dansk fodbold langt op i 70’erne.

Bogen om Harald
Bogen om Harald

Du kan roligt læse “Tynd luft” efter “Guld Harald”. De er på kvalitativ omgangshøjde og Jakobsen griber lige så hårdt fat om struben på DBU-amatørerne i bogen om Harald Nielsen.

Han var en af sin tids bedste angribere, vi snakker worldwide. Han fik 14 landskampe (og scorede 15 mål), inden han formastede sig til at skrive professionel kontrakt med italienske Bologna. Det lagde ham totalt på is i landsholdsregi.

DBU ville ikke røre ved spillere, der fik penge for at spille fodbold. De ville helst heller ikke spille mod modstandere, der gjorde det. Derfor deltog Danmark fx. ikke i VM-kvalifikationen til VM 1962 i Chile. I en tid hvor man ellers havde et landshold der kunne måle sig blandt de bedste i verden. Det hold, med Harald Nielsen på toppen, der tabte OL-finalen i 1960 til Jugoslavien i Rom. Samme Jugoslavien som iøvrigt tabte finalen i Chile til Brasilien.

Som Jakobsen beretter, Danmark havde i OL-forberedelserne spillet en venskabskamp mod de brasilianske verdensmestre (fra Sverige 58). En kamp der i øvrigt ikke var arrangeret af DBU, igen meget sigende. Men af den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet, som ofte kaldes en slags forløber for FC København.

Til alles overraskelse – også den brasilianske landstræners – ydede danskerne, med Harald som 2-målsskytte, en gigantindsats og fik de normalt verdenssuveræne brasilianerne i tovene. De vandt dog til slut 4-3.

Brassernes træner sagde efterfølgende, at han var overrasket over danskernes styrke og glædede sig til at møde dem igen i Chile. Journalisternes svar fik ham til at måbe. Det kom det aldrig på tale, det danske landshold ville ikke deltage. Takket være DBU-amatørerne.

Hvad der også gør Jakobsens bog glimrende, er at han får sat Harald Nielsen ind sin tid. Især de tidlige 60’ere. En tid med gryende rock’nroll og hysteriske teenagere i hobetal, der pludselig væltede en hel verden.

Der er levende beskrivelse af tiden i Italien og Bologna, og hvordan han var med til at løfte den italienske bys selvforståelse mellem det industrielle nord, med den kalkulerende catenaccio, og det kaotiske syd. Bologna i midten skulle være kunst, også på fodboldbanen, og det blev de kortvarigt, da de vandt lo scudetto i 1964 med Harald Nielsen som serie A-topscorer med 21 mål.


Haralds karriere og liv endte næsten som et livslangt opgør med amatørerne og DBU. Han blev primus motor på indførslen af professionel fodbold i Danmark sidst i 70’erne. Da han sammen med Herning-byrådsmanden og entreprenøren Helge Sander begyndte at arbejde for en dansk piratliga, hvor spillerne blev betalt for deres præstationer. Den storm som de rejste, fik omsider DBU i dybt knæfald.

Senere blev hans næste store projekt FC København. Den professionelle overbygning der skulle genføde københavnsk fodbold fra asken af de gamle amatørdage – med en tanke til det gamle stævnesamarbejde. Den historie kender de fleste af os ganske godt. Med alle armbevægelserne, fiaskoerne og dagdrømmene i 90’erne. Guld-Harald blev indbegrebet af hele projektet bag KB og B1903. En næsegrus optimisme der var meget verdensfjern efter 0-5 i Hradec Kralove og en økonomi der var tæt på total opløsning.

Dengang jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, vi taler 2001, forsøgte vi i øvrigt at få et interview med Harald Nielsen. Han ville ikke. Jeg tror, han betragtede os som 2 fusentastere af et par fans, der ville ribbe for meget op i fortiden. Og vi var ikke engang rigtige journalister.

Han er tilgivet. Og for at runde Jakobsen-bogen af…

Det er muligvis en fordom og uretfærdigt over for Harald Nielsen – han er trods alt en mand, som støt og roligt har opbygget sin egen koncern – men hans historie i FC København bekræfter billedet af en ustyrlig og energisk mand, som er skabt til at sprænge vej, mere end han er den stabile styrmand. Centerforward snarere end libero.

Det er Joakim Jakobsens ord og tolkning. Men i virkeligheden nok ikke helt ved siden af. Fra formand til bestyrelsesmedlem og æresmedlem. I takt med at klubben konsoliderede sin magtposition op igennem 00’erne.

Det er kun glædeligt at tænke på, at han fik lov til at opleve sæsonen 2010/11 i levende live. Den blev virkeliggørelsen af hans egen optimisme og tro på projektet. Med mesterskaber, og hele turen igennem Champions League-gruppen frem til 8-delsfinalen mod Chelsea. Det var det meste af det som FC København blev sat i verden for i 1992, dengang til manges fortrydelse, der faldt i hak i den sæson. Det gælder sgu også rent personligt. For mig – og sikkert også for dig.

Bolden er hermed sendt videre til det Harald selv kaldte “sit barn” i et interview med Ekstra Bladet efter 2001-mesterskabet.

Og der stod vi så, på den smukkeste sommersøndag i Parken, det sidste farvel under aftenhimlen. Kampen tegnede lovende for FC København, som hele sæsonstarten. Men den fes lidt ud mod afslutningen. Der var et par forsvarere der tog en unødig hviledag – og en gammel kending der pludselig genfandt sin fortid. 2 points smidt. Igen. Som sidste hjemmekamp mod Farum – eller den forduftede Europa League-chance mod Jablonec. Det ligner en rigtig dårlig vane anno 2015, som meget snart skal skrottes.

I Haralds ånd tror vi selvfølgelig stadig på guldet. Det vil være uværdigt andet. På akkurat sådan en søndag som i søndags.

Tak, gamle angriber, opportunist, og teenage-idol. Uden dig intet os. København står i evig gæld til en glad dreng fra nordjyske Frederikshavn, der bare elskede sin fodbold.

Og ja, så du skylder naturligvis dig selv at læse den bog. Jeg gentager det gerne igen og igen, du kan altid låne den på et bibliotek nær dig! Den er vist ovenikøbet udsolgt fra forlaget.

Fornuften kalder

oldpic
Reality checking?

Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Spanien og caminoen for knap en måned siden, hørte jeg seneste podcast fra den genopstandne fanradio, der ikke længere hedder Løvetimen. En hel time dedikeret til FC Københavns nyeste storindkøb, Federico Santander, der knap nok var blevet bekræftet på det tidspunkt. Værterne nørdede herligt i en snak om sydamerikansk fodbold og lange analyser af mandens formodede kvaliteter.

Det blev – på en eller anden måde – min indgang tilbage til virkeligheden og København. Reality check-in.

Jeg har været langt borte fra Parken og FC København. Så kun en eneste kamp på tribunen i hele foråret. Brøndby-kampen i marts. Resten af foråret var jeg væk i en blanding af mental og fysisk fravær.

Så langt væk at jeg faktisk overvejede om det var ulejligheden og pengene værd at gentegne sæsonkortet.

Det har jeg dog gjort. En gylden nedgradering fra platin. Lokket af en spirende optimisme på den nye sæsons vegne – man falder sgu i den gryde hver gang.

Og dog. Denne gang synes der alligevel at kunne være korn af substans. Mens jeg vandrede rundt i det nordspanske og forsøgte at finde noget og nogen og ikke mindst mig selv, tikkede nyheder og sms’er ind hjemmefra.

FC København handlede usædvanlig fornuftigt ind. Et særdeles velforberedt transfervindue, spillere blev signet langt inden sommerens forberedende trænngslejr, spillere af den rigtige kaliber. Vi har ikke været vant til den slags.

Fornuftige indkøb. Kasper Kusk, Peter Ankersen, slovenske Benjamin Verbic og paraguayanske Federico Santander. Alle spillere til offensiven. Også Ankersen selvom han som udgangspunkt vel skal ses som højreback. Der er talent og perspektiv. Både Kusk og Ankersen er velkendte fra superligaen – begge med landsholdspotentiale.

Verbic fik en fornuftig debut forleden i euro-præmieren, en 21-årig gut fra det slovenske landshold, der virker som han lynhurtigt har taget København til sig. Offensiv allround og med et godt drev.

Jeg så kampen mod walisiske Newtown med et halvt øje på TV. Indtrykket var overvejende positivt mod en svag modstander. Selvom de brændte chancer hurtigt blev et dræbende deja-vu.

Men skal man tro den nye træner, Petter Wettergren, bliver der arbejdet anderledes med offensiven på træningsbanen (igen en utrolig fornuftig forstærkning af trænerstaben Man kan næsten ikke få luft!) Og indkøbene er i den grad til det.

Den store satsning er Santander. Angivelig pris 23 millioner. Frisk fra Sydamerika til København. Det eksperiment gik helt galt for et år siden. Men Santander virker godt udtænkt, åh jo det er sandelig hørt før. Forhåbentlig har han hovedet bedre med sig end Franco Mussis. Positivt i hvert fald at Mussis-floppet ikke har afskrækket manager Ståle og hans team fra at handle direkte på det sydamerikanske marked.

I det samlede transferbillede hører også sommerens afgange. Gislason skulle videre, de Ridder havde fået sine chancer, umiddelbart anså jeg kun Christian Poulsen som et ærgerligt tab. Med sin erfaring og sine spoiler-kvaliteter på midtbanen.

Men det var kun indtil fredag aften.

WILLIAM! Det drønede straks med tweets fra fanarrangementet i Imperial-biografen, da han blev præsenteret. Ståle havde i dagene inden luftet, at der nok ville komme en spiller mere. Men det kom alligevel som en bombe – i hvert fald for mig.

Han er tilbage, i sin gamle trøje. Næsten! Nummer 6 var Claudemir. Men forhåbentlig med endnu et par lykkelige københavnske fodboldår i sig.

Kvist
Ægte KBH!

Han var indbegrebet af 2010-holdets ånd. Ikke som stjernen, men som et bundsolidt omdrejningspunkt. Og måske i virkeligheden det største tab i sommeren 2011, da holdet mere eller mindre smuldrede og forsvandt ned i Europa.

William Kvist. Jeg blev hamrende lykkelig – og så er vi tilbage ved den spirende optimisme der i en fredag aftens brandert nærmest kogte over.

Man skal passe på med den slags, det siger mere end 20 års erfaring fra livet på tribunerne mig. Men for fanden… det ser jo fornuftigt ud. Det gør det. Bestemt.

Det var også fredag aften, at trøjen kom. Endelig!

De blå-sorte striber. Den nogle af os har haft hede drømme om i mange år. Rigtig mange år. For hvad fanden er mere oplagt end at tage de klassiske striber fra moderklubberne og smelte dem sammen. Så oplagt at den selvfølgelig har haft sin egen facebook-side.

Hvorfor skulle vi vente så længe på den andentrøje? Der har været nogle spæde forsøg. Tværgående blå-sort vel nærmest lidt sympatisk. Men for rugby-agtigt. Rigtige fodboldstriber er på langs. Man kunne bare skele til serie A og Inter for at se hvor smukt kombinationen af blå og sorte striber kunne tage sig ud.

Åbenbaringen... eller i hvert fald en begyndelse
Åbenbaringen… eller i hvert fald en begyndelse

Jeg aner det ikke, hvorfor det har været så svært at designe den trøje. Og vi kommer desværre til at vente lidt i endnu på den anden halvdel.

Jeg har ikke set trøjen endnu, men så vidt jeg har kunnet tuske mig til, er ryggen helt blå. Man har ikke ført striberne igennem.

Forfanden mand! Vi skal åbenbart holdes på pinebænken. Nøjagtig som sæsonpræmieren der skulle udsættes – på grund af et svensk orienteringsløb.

Men vi tror på det. Det gør vi. Den henholdende optimisme. Der bliver forhåbentlig spillet fodbold på søndag i Esbjerg og en dag ser vi måske også den helt rigtige blå-sort stribede trøje.

Nøjagtig som mesterskabet da bestemt virker som en fornuftig målsætning. I øvrigt i den sidste sæson inden Superligaen udvides til 14 hold og skal belemres med et slutspil.

Uden at ville røre den snak yderligere, det bliver en anden gang, kan jeg bare konstatere at DBU til slut valgte den mindst ringe model.

Og for at bevare optimismen. Der er ikke langt fra 14 til 16 hold – når det nu skal være. Og så kan man sløjfe slutspillet igen og spille 30 runder. En gang hjemme, en gang ude. Helt klassisk som et par gamle fodboldstriber.

Eller løber det af med mig…

And if you have 5 seconds to spare…

These feet were made for walking
Those feet were made for walking

Der er grusstien under fødderne, vinmarkerne der bliver til kornmarker, og en masse pilgrimme. To af dem går og udveksler citater fra gamle Smiths-sange og musiksmag i det hele taget. Vi er forbløffende meget i sync. Fra Joy Division, The Cure, 80erne, til britpop, og The National.

Jeg mødte argentinske Laura allerede en af de første dage. På den anden side af Pamplona. Det sædvanlige sker på caminoen, man bliver ved med at krydse hinanden og overnatte på de samme albergue’er, i de samme små landsbyer, og så begynder man at snakke. Lidt hist og her og så følges man. En dags tid, måske mere eller mindre, og begynder at fortælle brudstykker af sit liv.

Og pludselig møder man et menneske fra den anden side af kloden, som man har en masse til fælles med. En forsvarsadvokat fra Buenos Aires, der som teenager blev fan af Pulp og Jarvis Cocker og nærmest har lært sig engelsk via musikken.

… this charming man…

Laura – aficionada del Britpop. Med Stone Roses som vækketone.

Jeg er stadig forundret. Argentina var ligesom noget med latino-pop og tango i mit fjerne hoved. I bedste fald noget med fodbold.

Laura hader tango og fodbold. Til gengæld er der masser af plads til Robert de Niro og Malbec-vin. Ud over britpoppen.

Forundret!! Måske også bare sådan generelt.

Ligesom da en koreaner pludselig sagde “Tomassen” til mig, da han hørte jeg var fra Danmark. Vi sad og røg en smøg og han var tydeligt forlegen. Blandt koreanere er det meget lidt velset at være ryger, så han sneg sig altid på behørig afstand af den øvrige familie med et undskyldende blik, når smøgtrangen sneg sig ind.

I første omgang anede jeg ikke hvad han talte om. Han forsøgte med flere varianter af “Tomassen” og pludselig blev ordet goal scorer også nævnt. Manden var kæmpefan af fodboldspilleren Jon Dahl Tomasson. Han havde et billede af ham derhjemme, tror jeg nok han forsøgte at sige. I øvrigt elskede han også Carlsberg-øl (gætter på guldeksporten). Fordi de var stærkere end den almindelige koreanske af samme slags.

Et par færøske brødre. Begge var ganske fodboldgale og det har givet masser af snak på glædesturen ad Memory Lane – ganske særligt omkring Todi Jónsson.

Nøjagtig som meldinger hjemmefra om forårets 19-årige hotshot i FC København, Brandur Olsen, har styrket rigsfællesskabet en pæn sjat. Med sejrsmål i pokalfinalen og frisparksscoringen der sikrede andenpladsen. Ikke at det ændrer helhedsbilledet af sæsonen til andet end en gedigen skuffelse. Men det kunne være værre.

Derfor priser jeg mig også lykkelig for at have været på behørig afstand af både Glen Riddersholm og valgkampen. Det blev så i øvrigt første valg siden min 18 års fødselsdag, hvor jeg ikke stemte.

Men på caminoen i det nordlige Spanien er verdensfjernhed en del af dagsordenen. Man går her for at gå her. Lige præcis her, lige præcis i dette øjeblik, og reelt ikke skulle forholde sig til meget andet.

… these things take time…

Så det prøver jeg igen. Vi nulstiller. Som hollænderen Henk, der sagde sit job op til famliens fortrydelse. En chefstilling ved postvæsenet, som han aldrig følte sig tilpas med. For at vandre fra Holland til Santiago. Nu er han i gang med sidste etape af sin midlifecrisis, som han kaldte det. Til sommer starter han en fodboldskole op i sin hjemby og begynder forfra i sit liv.

Alle går for et eller andet. Nogle skærer den helt simpelt og prøver at finde ud hvorfor de bliver nødt til at gå her igen. Det er sådan jeg har det. Jeg var her sidste år og havde sådan set ikke behøvet at gøre det igen. Jeg har mit diplom og alt det fis. Men jeg havde allerede følelsen, da jeg vendte hjem til København sidste år. Jeg skulle gøre det igen, skulle have alle 900 kilometer med, jeg skulle igennem det hele igen.

It's like a jungle sometimes It makes me wonder how I keep from goin' under
En smuk tanke med på vejen

Det øsregnede i Saint Jean-Pied-de-Port i de franske Pyrenæere den 16. maj om morgenen, da jeg begyndte. En regn der solidt satte sig på hele dagen og blev trofast bakket op af både tåge og kulde. Der var knap 10 grader nede i dalen og væsentlig mindre højere oppe.

Jeg så det ikke selv, men hørte at man på den spanske side havde hentet pige ned fra ruten med hypotermi. Med ambulance. Hun var gået i kuldechok, havde haft for lidt tøj på og for lidt beskyttelse mod regnen. Det var dog ikke værre end at hun gik videre dagen efter.

Halvdårligt vejr i de første uger, blev efterhånden afløst af varme og sommertemperaturer på vejen ind i juni måned.

I virkeligheden har det slet ikke været så dårligt. Det har været behageligt vandrevejr. I begyndelsen endda ganske hjemligt ja.

… he knows so much about these things…

Og så var der ham koreaneren igen, han har sin helt egen tilgang til caminoen. Har åbenbart en favoritfodboldspiller i alle lande. Fra Argentina var det en vis Javier Saviola. Den var henvendt til Laura. Hun anede selvfølgelig intet.

Ikke Lionel Messi. Saviola – engang i et kæmpetalent i FC Barcelona. Ham der skulle være blevet Messi, men aldrig kom i nærheden af det. Respekt til Korea. Altid med en ny vinkel på tingene.

Min nye vinkel var egentlig at jeg ikke ville skrive andet end kommentarer til mit (næsten) daglige instagram-billede. Ikke skrive, bare opleve. Jeg bøvlede gevaldigt med at finde et brugbart instagram-script, der automatisk kunne overføre billederne til bloggen her. Således at det hele bare passede sig selv. Men det lykkedes aldrig – at finde det skide script.

Fra Cisur Menor til Fisterra. Den gamle gruppe samlet.
Fra Cisur Menor til Fisterra. Den gamle gruppe samlet. Gerard og Sylvie fra Cherbourg, Kyle og Kay fra et eller andet sted mellem Birmingham og den walisiske grænse. Samt yours truly.

En engelsk camino-fælle, Kay, førte sin egen dagbog – Call This A Holiday? – over turen. Jeg mødte hende og manden (The Cyclist) i Cisur Menor første gang og siden blev vi ved at holde kontakten undervejs.

Jeg optræder et par gange i skriverierne, når jeg fysisk har krydset deres vej. Det endte endda med at de tilbød mig husly i deres ferielejlighed i Fisterra.

Det skal dog tilføjes, at de faldt noget af på den til sidst. Nøjagtig som dagbogen vist gør. De fleste af de sidste 100 km til Santiago blev tilbagelagt i en bus, afsluttet med 4-dages daseferie i Fisterra.

Men hver sin vej. Et ældre hollandsk ægtepar som jeg nærmest fulgtes med fra dag 1, havde deres helt særlige rutine.

De gik hver dag til omkring kl. 13-13.30. Tjekkede ind på det offentlige albergue, og fandt derefter den nærmeste bar. Og drak sig systematisk i hegnet til hen under aften.

Den slog aldrig fejl. Så man dem ikke lige, kunne man oftest høre dem. Omkring kl. 20 var det sengetid. Getting ready for the next day, en god brandert kræver en god nats søvn. Og 25 km mere næste dag.

… oh the alcoholic afternoons…

Med til historien hører at de havde været på farten siden marts måned. Var begyndt et sted omkring Amsterdam. så man kunne dårligt bebrejde dem.

Big Lebowski
Way of The Big Lebowski

The Dude var der også. Fast på barerne. Alain fra Korsika. Laura havde hurtigt døbt ham Jeff Bridges, fordi ligheden var slående til filmen Big Lebowski. En morgenbajer og en smøg. Gerne før 10.

Han endte med at blive lidt træt af Sjeff Bridjes. Pludselig forsvandt han. Kort efter Leon. Han blev hængende i en landsby for at se nogle rideopvisninger. Noget middelalderfiesta.

Han var blevet til Vino Tinto, skulle han have proklameret (har det fra andenhåndskilder). Ikke desto mindre dukkede han op i Santiago. Jeg mødte ham foran pilgrimskontoret kort efter, at jeg var kommet retur med bussen fra Fisterra/Muxia. Han var glad og veltilfreds. Et sidste farvel. Oven på en masse andre.

Det er også historien om caminoen. Den begynder med et farvel til alt det man kender alt for godt, nogle svinger sig op til at kalde det virkeligheden. Det er det sted hvor man scorer masser af stemmer på 2 grænsebomme og en skildvagt iklædt dannebrog og en gammel karabin. Bare et tænkt eksempel fra en anden virkelighed. Tillykke med folketingsvalget, Denmark.

Og caminoen slutter med et farvel. Til alt det simple og enkle der har fyldt alt i 4-5 uger – sammen med de mennesker der var akkurat der, på akkurat det tidspunkt i ens liv.

Det vil være løgn at påstå, at det har været ren fornøjelse. Skinnebensbetændelse, manglende søvn, vabler, gnavende sår, solskoldning, forkølelse, pisregn i Pyrenæerne, morgentåge så tæt at man knap kan se sine egne fødder.

Men jeg vil aldrig være foruden. De bliver altsammen blot elementer i helhedspakken – the full camino-experience. Den er i rygsækken nu. Pakket til noget andet.

Det tog mig 30 dage at gå hele turen fra Saint Jean til Santiago (inklusiv en hviledag i Burgos). Og yderligere 4 dage at gå Fisterra-runden.

… I know it is over…

Det har været det vildeste trip, alt det jeg egentlig søgte at få fuldført fra sidste gang – og jeg ved med mig selv nu, at jeg kommer ikke til at gøre det igen. Alle gode oplevelser bør også slutte godt!

Så – over & out.

Mit instagram-album med billeder fra turen.

Insert new coin...
Insert new coin…

Under derbyets tåger

Tågen letter...
Tågen letter…

I guder, mand! Er jeg den eneste der i den grad har savnet en superligakamp i Parken, der begynder kl. 15?

Længslen tilbage til dengang, hvor det ikke var tv-penge, men fodbolden selv der dikterede kamptidspunktet.

Det skete i søndags. Igen. På en strålende forårsdag en spytklat inde i marts.

Rent faktisk nåede klokken så vel 8-10 minutter over 15 før bolden blev spillet ud af midtercirklen. Pyroteknikken var legaliseret i dagens anledning, hver endetribune havde fået sin halvleg, og den københavnske fik lov til at lege først. Vinden markerede sig straks, tog over med et lakonisk pust, og fik drevet det meste røg ind over banen.

Det var til at leve med. Det var søndag eftermiddag, solen fortsatte stadig med at skinne bag røgen, og man fornemmede egentlig hurtigt at der var en hæderlig københavnsk indsats på vej. I lokalderbyet. Mod Brøndby.

Ja. Tak og lov for at det nu endelig bare er blevet et lokalderby, eller blot derby, for nemheds skyld. Alt ævlet med “New firm”, som om der overhovedet nogensinde har været en relation til skotsk fodbold, havde fortonet sig allerede inden røgen. Jeg kender ikke historikken bag begrebet, men kan huske at det begyndte at optræde i medierne allerede i 1995 og måske endda tidligere. En smart journalist forsøgte at skrive et rivalopgør op – og andre smarte journalister fulgte trup. Vi andre kunne bare hovedrystende kaste op på tribunen.

Der er en kamp mellem 2 klubber med beliggenhed en halv snes kilometer fra hinanden, 2 klubber der ikke har det så godt med hinanden, 2 klubber med en efterhånden pæn historik om mesterskaber, flop, dommerbrølere, og spektakulære scoringer, 2 klubber der hader hinanden i hvert fald på de fyldte tribuner, inklusiv prestige og håneret, 2 klubber som givet heller ikke kan undvære hinanden. Slet ikke den sportslige rivalisering på den lange bane.

Med andre ord – et derby. På godt og ondt. Et derby hvor sejrens sødme altid smager ekstra godt og føjer endnu et lille minde til den mentale collage.derby_originalGlemmer du, så husker jeg nok… den gode, den onde og det helt vilde. Som 3 korte sekvenser og de 3-1 til København som det blev denne gang.

Men vi skal selvfølgelig videre. Blot videre. 2 klubber der begge sukker efter fordums storhed i disse måneder. For der er lang vej tilbage til det der var engang. Rygtet sagde, at det havde været ganske underholdende denne gang alligevel. For de neutrale iagttagere. Ikke på grund af den spillemæssige kvalitet. Men intensiteten havde været der… igen.

Måske. Galningene på tribunerne blev holdt i skak og København vandt, alt imens solen skinnede og skinnede til den ikke gad mere.

Tømmermændene mandag morgen kunne så fortælle om et pivringe forsvarsspil, der i 1. halvleg forærede Brøndby 2 gedigne friløbere. Mere sjusk i 2. halvleg der medførte 1-1 målet og et par af de københavnske afbrændere tidligt i kampen, som Ståle ikke mener kan blive ved med at fortsætte. Men det gør de. Afbrænder på afbrænder, Ståle! Fra Odense over Randers til Brøndby.

Uskarphedens ulidelige surhed. Cornelius er forlængst blevet til Umulius – har vi overhovedet andre angribere i truppen? Jeg bliver træt bare ved at nærme mig tankesættet.

Nicolaj Jørgensen svæver rundt et sted mellem månen og grønsværen. Ground Control til Nico. Et par minutter er han nærværende, så er han væk igen. Men han er det bedste, vi har. I længden bliver det slet ikke nok til at true den midtjyske Evil Eyes (aka Riddersholm) og hans enerverende luftballoner.

Du så det selvfølgelig også, mand! Altid skarp som en barberkniv. Forsvaret der nærmest krakelerede overfor minimal hurtighed og pres, da Anton måtte udgå efter 20 minutter. Zanka dur med Anton, han dur ikke med Pelle Nilsson, og måske dur Pelle Nilsson slet ikke mere overfor angribere med en smule speed i tanke og ben.

På midten mangler boldsikkerhed. Det er år og dage siden vi sidst har set den. Vilje er der. Talent er der. Men fundamentet er skrøbeligt som et nylagt æg.

Tilbage stod Stephan Andersen i målet og blev dænget ind i byger af fjendtlige fadbamser og lightere i 2. halvleg. Han bliver ALDRIG en af vores egne… nix, men han er stadig sæsonens bedste. Som helhed betragtet. For FC København. Og han fik reddet vores røv, når vi forærede Brøndby de chancer, de ikke selv kunne skabe.

Den iagttagelse stod også glasklart tilbage: Brøndby var jo ikke en skid farlige. Ad egen kraft. Måske var det også hvad vestegnsikonet Agger havde luret under tusserne. Det kan sagtens give et akut ildebefindende, at erkende egen uformåenhed.

Derbysejr. Ja tak. Hånen er selvfølgelig tilladt. Men den smager allerede af tør fisk, hvis denne sæson skal følge sit deprimerende spor. Videre og videre til Esbjerg. Kl. 17 denne gang.

Giv dig blot tiden, min ven. Du fortjener det. Hæng lidt fast i søndagens sødme. Der er snart atter en hverdag forude. FCKTV har dokumenteret det hele i en usædvanlig video, der i de seneste dage har nået verdensberømmelse via USA Today og The Independent.

I øvrigt ganske velfortjent. Det er visuel poesi af den finere slags, hårfin i balancen mellem den umiddelbare glæde og kvalm selvfedme. Jeg behøver ikke andre ord end smuk i denne sammenhæng. Spot on!


En gammel ærkekøbenhavner, facebooks særlige Holmstrøm-profil (nej, det er ikke ham selv! Kun en god efterligning), bemærkede før derbyet…

Lad os håbe, at vi kan udnytte Brøndbys uopmærksomhed de første 20 minutter, hvor de stadig skal vænne sig til at spille på græs.

Den holdt næsten stik. Stikpillen til deres håbløse baneforhold ude vestpå. Vi kunne have ført 2-0 med lidt held og skarphed allerede efter et kvarters spil.

Den rigtige Holmstrøm har altid prædiket, at intet fodboldhold er bedre end sin seneste kamp.

Skal vi sammenfattende på den målestok sige, at FC København var både hæderlige og pænt gavmilde.

C-P-H

Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.

Denmark Shots
“… “

Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.

Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.

Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.

Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.

Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.

Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.

emirates
Turen gik til Arsenal

Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.

Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.

Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.

whl
Stadiondrømme i Nordlondon

Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.

Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.

Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.

Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.

I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall
And hide you from the emptiness of it all

FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.

Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.

Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.

I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.

Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.

Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.

Det var dengang med Mio.

Og Zuma.

2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.

Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København,  og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.

På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.

Da verden stoppede...
Da verden stoppede…

Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.

Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.

Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.

Charlie Don’t Surf

hebdoDet blev jul, det blev nytår og det blev januar. Man er ikke ligefrem blevet mere optimistisk på verdens vegne i de sidste uger.

Jeg plejer normalt ikke at kaste mig ud i de store politiske tirader. Men – lad det være sagt –  jeg behøver luft.

Ilt. Frihed. Ytringsfrihed. Frem med hele det moderne journalistiske arsenal af floskler.

Jeg stemmer til venstre for midten politisk og det bliver jeg ved med. Jeg er tilhænger af EU, stemte endda for euroen i tidernes morgen, og ønsker ingen grænsebomme genindført. Jeg tror heller ikke at “de fremmede” er ved at invadere vores land, eller at de stjæler vores dit og dat, og kun vil udnytte velfærdssystemet, og i øvrigt er vanekriminelle hele bundtet.

Men jeg har fået nok af islamisme – af politisk islam. Det er vores tids nazister.

Nazi-muslimer fuck off. Så er det også sagt.

Den ramte mig som en tung hammer i kølvandet på massakren i Paris på bladtegnerne fra Charlie Hebdo. Denne 10 år gamle artikel. I virkeligheden var den bare et vredesudbrud.

Ja, man får sgu nok. Den gamle musikanmelder på Information, Klaus Lynggaard, er ingen ekstrem højreradikalist med en egen dagsorden om totalkrig mod denne verdens 2 milliarder muslimer. Tværtimod, vover jeg at påstå, uden at kende manden personligt.

Men han fik nok af nogle bestemte miljøer blandt os.

Jeg har også fået nok. Der findes grupperinger i vores samfund som er så syge i låget, at vi ikke behøver at pakke budskaber ind i humanisme og almindelige tolerance. Det er folk helt uden for rækkevidde.

Bekæmp lortet. Det er mennesker der er flasket ind i et moralkodex, der hører til i den mørkeste middelalder uanset om det er synet på et par satiriske tegninger af en religiøs profet, kvinder, eller homoseksuelle – eller vel bare mennesker generelt.

Den hvide mands byrde, manglende integration, og jeg orker ikke at høre mere pis.

Der er også et ansvar, der ligger langt væk fra de hvide mænd i denne verden. Uanset om det handler om at tage på imam-turne i mellemøsten med et par ekstra manipulerede fotografier, ved siden af de oprindelige karrikaturtegninger, og prædike bål og brænd – eller om blot at tage en smule vare på sit eget liv i en eller anden forstadsghetto.

Det var der mørkemændene for alvor kom forbi.

Charlie Don’t Surf. Charlie var engang ikke bare Charlie Brown – tegneseriefiguren fra Radiserne. Han var også Viet Cong og et frihedssymbol for venstrefløjen.

Charlie kan stadig ikke finde ud af at surfe. Men han behøver fandeme heller ikke bære burka og gemme sig for en åndsforskrækket middelaldermoral. Af ren angst for at blive slået i hartkorn med sine gamle fjender.

Det er heldigvis også et klart budskab fra Paris. Det kan man da dvæle lidt på… i en meget mørk og dyster verden.

Fußballfall 2014

IMG_1533
Potsdamer Platz – på lysgrænsen

Nenas klassiske 99 luftballoner var blevet til 8000 lysballoner, der skulle fejre 25-året for den tyske genforening og ikke mindst byen Berlins. Om nogen var den 2. weekend i november den mest oplagte weekend af alle til at besøge byen i dette efterår.

En 15 km lang lysmur af opstillede balloner blev trukket igennem hele den centrale del af byen, hvor muren engang havde været. Fra Eastside Gallery i sydøst ved Warschauer Strasse til Bornholmer Strasse i nord.

Som kulmination blev ballonerne sluppet fri søndag aften den 9. november. Mauerfall 2014. På 25-års dagen for murens endelig fald.

Die Lichtgrenze forsvandt i nattehimlen over Berlin, som muren engang pludselig smuldrede mellem fingrene på magthaverne i det gamle DDR.

Men jeg tilstår gerne, at det ikke var i tankerne for den oprindelige planlægning. Det handlede om at finde en passende fodboldweekend. Ganske jordnært og nede i græshøjde.

Fredag aften spillede Hertha BSC hjemme på sit olympiske monstrum af et stadion mod Hannover 96. Bundesliga 2014.

Lad det være sagt – det blev en elendig kamp med den rigtige vinder. Hannover vandt 2-0 og cementerede blot helhedsindtrykket af en berlinsk storklub, der er meget langt fra at være i nærheden af noget marginalt stort.

Børnhaven i Berlin
Børnehaven i Berlin

39.710 var det officielle tilskuertal. Det er lidt mere end et halvfyldt Olympia Stadion og vist ganske normalt. Lige så normalt som det var, at de berlinske fans måtte gå skuffet hjem.

6 sejre i hele 2014 er det blevet til for Hertha. Vi taler immervæk om 28 ligakampe.

Efter nedrykningen i 2012, vendte holdet tilbage sidste sommer og spillede sig igennem et fint efterår. Men efter nytårsskiftet har kurven igen peget direkte ned i 2. Bundesliga.

Utilfredsheden på tilskuerpladsen blev også hurtigt mærkbar. Spillerne blev sendt til pausen med en markant pibekoncert. Bagud 0-1 og efter en halvleg, hvor de reelt ikke skabte en eneste målchance ud over et tilfældig kontraløb som deres formodede angrebses, Salomon Kalou, fik blæst langt over mål.

Ultras im Boykott
Langeweile auf den Rängen
Provinzclubs an der Spitze
Die Zukunft der 1.Liga?

Budskabet på bannerne på Ostkurve – tribunen med for de mest hårdkogte hjemmefans – der blev rullet ud i pausen. Men det blev i virkeligheden kun mere kedeligt efter pausen. Hannover havde kampen, hvor de ville. Og matchede nemt berlinerne på fysikken og vandt – hvad der lignede – samtlige hovedstødsdueller i og omkring felterne. Hertha virkede som et hold uden spilkoncept, pøsede blot lange bolde frem i et mere og mere bovlamt forsøg på bare at ramme en afslutning. En sikker 2-0 sejr og hjem til provinsen for Hannover.

Die Hauptstadt ist und bleibt leider Fußball-Provinz! Sådan lød det for 2 år siden. Dengang Hertha rykkede ud. Det er kun marginalt anderledes nu. Desværre. For en vidunderlig storby som Berlin, fortjener et ordentligt fodboldhold. Dette i en tid hvor selv Paris er kommet på Champions League-kortet. Men arabiske oliemilliardærer kan ikke pushe her, modsat Paris-projektet. Tysk fodbold tillader ikke indtog af pludselige lykkeriddere i klubberne på samme måde som andre steder i Europa. De er underlagt særlige regler, der sikrer ejerskabet hos medlemmerne.

Et sjældent syn - Hertha i offensiven
Et sjældent syn – Hertha i offensiven

Den store genforeningsfestivitas i weekenden fik med andre ord en sløj indledning. Vi gæster fik fornøjelsen af den særlige berlinersandwich som en monsterpakket u-bahn kan levere, når godt 40.000 mellemfornøjede mennesker skal transporteres tilbage til centrum på en times tid. Hvis man kan tale om at stå i spænd, til tider svævende et par centimeter over gulvet, er det vist ganske dækkende.

Et par timer før turen til Olympia Stadion. Egentlig var det en tilfældighed at vi endte med at spadsere langs ballonmuren ved Mauerpark. I det smukkeste efterårssolskin fredag eftermiddag. I forlængelse af selve parken og klods op ad det der engang var muren, i det gamle øst, ligger anlægget Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark.

Et stort sportshal, et hæderligt stadion og en række tilhørende tennisbaner. Hele anlægget stammer fra DDR-tiden og nu om dage bliver stadion stadig brugt af en af de mere tvivlsomme fodboldarvestykker fra samme tid. Dynamo Berlin eller BSC Dynamo, som de hedder nu om dage.

Klubben blev oprindelig dannet, da et succesrigt Dresden-mandskab blev beordret til hovedstaden for at opbygge en storklub. Dynamo var politiets klub, så det var nemt for det gamle regime at dirigere sine tropper rundt.

Klubben blev for alvor etableret sidst i 60’erne. Med særlig begunstigelse fra lederen af det hemmelige politi, Stasi, Erik Mielke, der tog dem under sine kærlige vinger. Fra sidst i 70erne og nærmest frem til murens fald i 1989 havde de monopol på DDR-mesterskabet i fodbold.

Et hurtigt opslag på internettet viste at Dynamo spillede hjemme lørdag eftermiddag. Mod FC Magdeburg. Et andet klassisk DDR-hold. Et mandskab der modsat Dynamo ligefrem havde høstet international succes. De vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1974, da de slog AC Milan 2-0. En kamp der især blev husket for sit bizarre lave tilskuertal. Kun 6.461 tilskuere. Ikke en eneste DDR-borger fik udrejse til kampen, der blev spillet i Rotterdam.

Gensyn fra den gamle DDR Oberliga
Gensyn fra den gamle DDR Oberliga

Med andre ord: en vaskeægte ostklassiker. Nu om dage midt i 4. bedste tyske række. Regional Liga Nordost. Og tag ikke fejl. Der er masser af politik i disse opgør stadig. Hele området omkring stadion var pakket med kampklædt politi, da vi ankom lørdag eftermiddag. Et par tusinde medrejsende Magdeburg-fans skulle holdes væk fra hjemmeholdets afsnit. Dynamo er stadig hadeholdet over dem alle for de andre gamle DDR-klubber. Det gik i øvrigt glat, politiet havde styr på sagerne.

Sammen med over 5.300 andre så vi endnu en skidt berlinsk fodboldindsats. 0-1 til gæsterne blev slutfacit. Fortjent og bestemt heller ingen køn kamp. Men her mere forventeligt.

Jeg indrømmer, at det var så som så med sympatien for hjemmeholdet og deres fans. Der var ingen tvivl om hvem de stadig hadede allermest. Den jeg bedst kan lide af Berlin-klubberne. Scheisse-Union med den gamle punksangerinde Nina Hagen som åndelig mentor. Igen skal der graves i DDR-historiken.

Union Berlin var egentlig en lidt perifær klub, der aldrig kom i nærheden af titlerne. Men de havde en enorm folkelig støtte og blev en slags symbol på modstanden mod det kommunistiske regime. Og alt det som Dynamo stod for.

I dag er Union den eneste af de gamle DDR-klubber der klarer sig hæderligt og frister en tilværelse i 2. Bundesliga. Da de for 2 sæsoner siden gæstede Olympia Stadion i Herthas nedrykningssæson, blev alt udsolgt. 74.000 tilskuere. Vi taler om en kamp i næstbedste række, så fodboldinteresse er der rigeligt af i Berlin. Det skranter bare på den ypperste kvalitet.

mauerpark
Mauerpark – lige bag Jahn-Sportspark.

Tilfældet Dynamo er ironisk nok den klub der kan bryste sig af den bedste placering. Rent geografisk. Lige midt i det moderne, murløse Berlins smørhuller ved Prenzlauer Berg. Men de har en grim fortid, der næppe vinder mange hjerter, selvom de nu om dage forsøger at slå sig op som ægte Ostberlin. Den nødvendige sportslige klatring op i ligasystemet bliver et kapitel helt for sig.

Men måske om et par generationer, fortiden har det med at udglatte. Engang fandt den gamle italienske diktator Mussolini på at Rom skulle have et storhold. Det blev AC Roma. 60 år senere var “det brændte barn” forvandlet til at være det progressive Roms foretrukne fodboldklub i klar modsætning til de stærkt fascistiske Lazio.

Ingen sammenligning i øvrigt. Bare en tanke. Turen på Jahn-Sportspark blev ikke bare et dyk ned i en blakket fortid, den viste også at der er et hulens liv langt nede i divisionerne i tysk fodbold. Positivt også og ja, for fanden. Det var lidt kult bare at være der! Jeg er gammel nok til at huske Magdeburgs sejr i Europa Cup’en og den grundstamme af DDR-spillere (samlekortene med Sparwasser, Hoffmann, Pommerenke…), der sensationelt slog de vesttyske værter – og senere verdensmestre – ved VM i 1974.

Og afslutningsvis… Ja, det var det bare at gå ud i aftenfesten med berlinerne og de mange andre turister. Tusinder og atter tusinder slentrede andægtige frem og tilbage langs de 15 kilometers lysballoner. Helt en helt fantastisk lørdag aften, i en helt fantastisk by, på en ganske særlig aften. Det tog vel et par timer at gå fra Eastside Gallery og ind til Brandenburger Tor, med et par pitstop undervejs til de nødvendige øl og en currywurst.

Himlen over Berlin
Og himlen over Berlin…

Københavnsk efterår

Nu falder bladene snart af træerne igen
Nu falder bladene snart af træerne igen

Sejrens sødme smager altid lidt mere lækkert mod Brøndby. Så lad os endelig begynde der.

I søndags skete det igen. En overlegen sejr på 1-0.

Dog havde 3-0 givet et mere dækkende kampbillede. Sagt uden at være grådig.

Halvanden forkølet afslutning blev det vel til for vestegnsspillerne. Modsat fik København brændt 4-5 pænt store chancer, inklusive Corners stolpeskud langt inde i “romerlys”-overtiden.

Kampmæssigt ejede Brøndby de første 10 minutter ved at trille bolden rundt, derefter tog FC København mere og mere over. Men som hele dette forbandede efterår er det en særlig prøvelse at komme frem til de helt åbne chancer. Vores offensive koncept virker mindst lige så forkølet som modstandernes samlet indsats.

I pausen stod jeg med fornemmelsen, det bliver 0-0, og en pisse-ringe kamp i det hele taget.

Det løsnede med scoringen. Den blev vital, som sejren i det hele taget bliver. Forhåbentlig.

Jeg skriver med vilje “forhåbentlig”, for jeg troede også at sejren i Champions League-kvalen mod ukrainske Dnipro var et vitalt boost for Ståles nye setup.

4 dage efter leverede FC København den største hjemmebaneblamage i 10 år.

Guernica v2. Fra NK Gorica i 2004 til Hobro i 2014. Det var næsten på dagen for 10 året. 0-3 i Parken mod en flok skovhuggere, rejeplukkere, skolelærere, pædagoger og lokale brugsomdelere.

So long, Mary Anne! Jeg noterede mig at jeg ikke var den eneste der skred et kvarter inde i 2. halvleg. Det var ellers en smuk og behagelig sommersøndag tidligt i august. Men det var også en smuk og solvarm sommeraften dengang i 2004.

Siden har efteråret mest været pinsel med en alenlang landsholdspause, der blev skudt i gang af en underlig superligapause. Konstrueret af Divisionsforeningens turneringsudvalg. Sikkert i bedste mening. En fri weekend, der skulle hjælpe klubberne på vejen til europæiske gruppespil. Dvs. Aalborg og os. De 3 andre danske hold var allerede daffet ud i de indledende kvalifikationsrunder.

Både vi og Aalborg præsterede efterfølgende at tabe 0-4. I henholdsvis Leverkusen og Nicosia. Oprigtig talt, den frie weekend gjorde ikke den fjerneste forskel.

Og så stod man der. I søndags. #Aggermania min bare. De fik solgt billetterne på Brøndby Stadion, men giraffen forblev usynlig. Tatoo-sønnen fra vest var blevet skadet. Igen.

Istedet fik han sin genkomst i søndags – og det gik ikke så godt. Der var dem på pladserne ved siden af mig, der ikke end ikke registrerede at han blev skiftet ud.

Men han fik lavet et straffespark som aldrig blev dømt, kunne jeg se på tv-skærmen efterfølgende. Han flåede Cornelius omkuld ved et hjørnespark i 1. halvleg med ryggen til bolden. Indrømmet – det var det vist et af dem der sjældent bliver dømt.

På den længere bane tror jeg nu nok, at de skal få glæde af Agger ude vestpå. Selvfølgelig er det et scoop at få ham hjem i en relativ ung alder. Han bliver ikke deres mr 70%, han er trods alt en tand mere dedikeret. Men han bliver nemt mr 70 minutter. Grundet hans høje skadesfrekvens – hvilket dybest set nok også er årsagen til at han overhovedet valgte Brøndby.

Og så ikke et ord mere om #fucking_Agger, lige så lidt som #fucking_Hobro. 17 forskellige tv-stationer sender formodentlig direkte live tema-dokumentar om begge. I skrivende stund.

Sjældent har jeg været så glad for mit Netflix-abonnement som i de sidste par uger.

I søndags så vi Anton for første gang levere forsvarsspil som det han præsterede for 4 år siden. Glædeligt. Enigheden var ganske slående på mine rækker i Parken. Han var suverænt banens bedste.

Vi så også en Alexander Kacaniklic levere en middelmådig indsats, men han har potentiale til meget mere. Og det kommer. Manden var glimrende i Fulham og kan sagtens blive vores bedste sommertransfer (=lejemål i dette tilfælde). Sammen med stadig sprudlende Bengtsson på venstrekanten… jeg tør næsten ikke skrive det… men de taler samme sprog og kan hjælpe os igennem efteråret.

Ej overdrive, ej overdrive. Det nye projekt Ståle tærer i den grad allerede på tålmodigheden og det skal jeg, og andre, prøve at vænne os til. Træk vejret dybt, vi tæller… 1, 2, 3, 4, 5, 6… Og 7.

Syv mål i 8 superligakampe hidtil. For helvede det er tungt at se på. Reelt kunne det være nedrykkerpotentiale. Men der er ingen grund til at blive hysterisk. Ikke endnu. Vi fører vores Europa League-gruppe. Det er faktisk bedre end hvad langt større klubber som Tottenham præsterer.

0 mål i Beograd og 0 mål mod i weekenden hjemme mod West Bromwich. Og nærmest uden at skabe en eneste ærlig målchance.

Det begyndte ellers fornuftigt for mine engelske number one. Under den nye manager, Mauricio Pochettino. Sejre over London-rivalerne i West Ham og Queens Park Rangers. Vi blev alle grebet af et øjebliks hysterisk optimisme.

Et regulært fata Morgana, mand. Det var i stedet begyndelsen på et københavnsk efterår, som dukkede frem i horisonten. Lad mig skyndsomt parkere den der igen.

What became of the likely lads
What Became of the Likely Lads

Tilbage til studiet, og 7 mål, og udgangspunktet, det var et sidespring, en fejl. Og Torino og Club Brügge kan ikke sammenlignes med hverken Galatasaray, Real Madrid eller Juventus, vel.

Jo, jeg ved, Brügge viste umenneskelig højt europæisk potentiale for 2 måneder siden, et helt andet hold end dem vi slog ud i Champions League-kvalen i 2012. Klasser bedre (… de slog for eksempel Brøndby 4-0…). Men alligevel…

Jeg varer mine ord. Ironi på skrift er en vanskelig sag.

Men der er de dage hvor jeg overvejer om jeg skal finde en anden branche.

De morgener hvor man bare er træt, inden man vågner. Cornelius sparker et ubehjælpeligt straffe, hvorfor ham igen? Nikolaj Jørgensen losser et frispark ud halvt mellem målstolpen og hjørneflaget, endnu et indlæg og ingen i feltet, Claudemir tør end ikke forsøge en afslutning 3 meter fra mål, Delaney med helt frit hovedstød lige i favnen på keeperen.

De aftener hvor det bliver mørkere og mørkere, og et par hyperentusiastiske NFL-drengerøve kan blive eneste dårlige undskyldning for ikke at gå i seng. Mens Stephan Andersen fumler med et harmløst indlæg og Zanka undervurderer endnu en forsvarsaktion og taber bolden under foden. Og Høgli scorer et halvt selvmål mod skolelærer/ejendomsmægler/lystfiskerholdet…

Tøv en kende! Samme Tom Høgli var faktisk til at holde ud at se på i kampen mod Brøndby. Det slog mig, da jeg cyklede hjem fra Parken.

Det bliver heldigvis snart vinter igen. Som altid. Årstiderne de skifter, baby, og sæsonen går sin egen gang. Nogle gange bliver den næsten alt for lang. Det gælder selvfølgelig både for stjerneræset & fuldemandssangen.

Sidstnævnte afslutningsvis og kortvarigt overladt til The Libertines, der væltede Vega tirsdag aften.