Den portugisiske vej

Natsværmer og superstar
Kom til mig, lille natsværmer…

Fra gråd og frustration til hysterisk glæde. Afstanden var cirka 95 minutter for Portugal søndag aften 10. juli. EM-finale: Portugal – Frankrig.

Først blev det nationale ikon, Cristiano Ronaldo, udskiftet efter forgæves at have forsøgt at spille videre med en skade. Folk omkring mig opfattede Dmitri Payets tackling som hensynsløs. Det var den måske også – jeg har dog set værre. Men folk græd bogstaveligt og slog opgivende ud med arme – skæbne er en ond ting.

En lang og halvtrist regulær kamp senere, et fransk forsøg på stolpen i tillægstiden, og endelig Eders fremragende scoring 10 minutter før finalens ekstratid løb ud. Det havde været en historie om en forudsigelig straffesparksafgørelse, der var blevet virkeliggjort. Ja, hvis ikke…

Som en ganske logisk afslutning på en EM-slutrunde, der ikke nåede hverken sin forgænger eller VM for 2 år siden til sokkeholderen i kvalitet.

Straffespark blev det aldrig. Der var en højere fodboldmagt med Portugal. De var heldige. Ikke bare i finalen, men turneringen igennem.

En sejr i regulær tid (semien over Wales) i 7 kampe. De øvrige 6 kampe endte reelt uafgjort. Og det hele endte som en ironisk modsætning til det EM, de skulle have vundet på hjemmebane i 2004. Dengang luskede Grækenland sejren hjem. 2-0 over et portugisisk hold der var klasser bedre end 2016-udgaven. Eller rettere det føltes sådan.

Sådan havde de det også selv.

De troede ikke en skid på det hold. Fra Lisboa til Porto. Hele vejen nord på trak de på skuldrene og gryntede mismodigt.

Jeg fulgte med på vandreturen op ad den særlige portugisiske pilgrimsrute, Caminho Central Português, og fik set de fleste kampe. Med eller uden portugisisk deltagelse.

Jublen var moderat, da de vandt over kroaterne efter en forfærdelig kamp. Sagte smil og stadig lidt ligegyldigt. Festen blev lidt større mod Polen, endnu en forfærdelig kamp, men der var dog sporadiske bilhorn i natten efter polakkerne skød sig selv ud på straffe.

I Porto eksploderede det så. Semifinalen mod Wales. Nattefest, morgentømmermænd, og en helt anderledes overskruet forventning. Pludselig lignede de også et fodboldhold, der ville noget.

Jeg tror samtlige tv-kanaler, der strejfede forbi min camino de næste dages tur op langs atlanterhavskysten, kørte flere dages optaktsshow. Fixpunkt Cristiano Ronaldo. Det var ham der skulle bære det. Mens træner Fernando Santos messede sig vemodigt igennem pressemøde efter pressemøde som en plaget bedemand.

Helt eksemplarisk stod den skadede superstar og dirigerede sine holdkammerater igennem de sidste 10 minutter.

euro2
Finaleklar i Viana do Castelo

Jeg så finalen i Viana do Castelo, en mindre fiskerby 55 km nord for Porto. Som i de fleste andre byer havde de bygget særlige storskærmsscener op, hvor primært unge flokkedes i tusindvis. Behørigt opstemte, men aldrig stangvisne. Vi kunne lære noget der – bær din brandert med stil i det offentlige rum.

Alternativt kunne man altid se kampen på barerne, hvor stort set alle bød på udendørs-tv og -servering.

Portugal vandt og de vandt over storfavoritten Frankrig. Der var særlige trætte smil overalt næste morgen, når man bestilte sin café con leche og den særlige portugisiske æggecremekage (pasteis de nata). De smager sindssyg godt og booster enhver vandretur og blev hårdt savnet dagen efter, da en lille færgeoverfart førte mig over Rio Minho og over grænsen til Spanien og Galicien.

Her var EM for længst gået i glemmebogen og det er formodentlig også de fleste andre steder. En ny sæson er allerede begyndt.

mig.
Den gamle mand og havet

Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Der hænger stadig for mange fantastiske øjeblikke og minder fra selve vandringen fast. De overskygger den hverdag, der hellere end gerne vil trænge sig på.

Et par opsummerende ord: vildt, vildt, vildt. Efter at have forlystet mig med den franske camino sidste år, var oplevelsen af den portugisiske på mange måder anderledes. Dels var jeg mentalt knap så fokuseret på at vandre hele turen, jeg var ganske sikker på, at det ikke ville være noget problem at gå de godt 600 km. Slet ikke efter at have gået over 800 km sidste år. Dels er den portugisiske camino langt mindre populær. Man er langt mere alene på ruten – og møder meget få andre pilgrimme. Til gengæld knytter man sig også sammen med dem, som man møder. Jeg tror, løst anslået, at jeg på hele strækningen fra Lisboa til Porto mødte i alt under 20 andre, der vandrede nordpå. Og fik jeg langt sjovere selskab.

Det øgede selvfølgelig også risikoen for at gå forkert og ende på utilsigtede detours. At være få og mangle tydelige pejlemærker. På franske camino var nøgleordet oftest “follow the crowd” – der går man aldrig forkert. I Portugal, særligt de første dage, var det en god ting med gps i smartphonen. De gule camino-pile var ikke altid lige synlige.

Semifinaleaften i Porto
Semifinaleaften i Porto

De fleste, der taler om den portugisiske camino, begynder i Porto. Det er der en god grund til. Byen i sig selv er mindst lige så attraktiv som Lisboa. Og turen nordpå til Santiago, særligt langs kysten, er helt fantastisk. Og ganske overskuelig. Cirka 10 gå-dage alt efter humør – og uanset om man vælger kysten eller den centrale rute.

sand
Morgenen, dagen efter, gående på stranden.

Lisboa – Porto er for de hårdkogte. Den trækker søm ud, der er langt mellem overnatningsmuligheder, og er om sommeren hysterisk varm. 40 grader ude i vin- og kornmarker uden meget skygge. Men Tejo-floden fulgte mig ud af Lisboa og næsten 100 km nordpå. Til tider er det en fed vandring på boardwalks over flodenge og til andre tider lange kilometre igennem industrielle områder, langs jernbanespor, og videre igennem små døsige landsbyer.

Men portugiserne er venlige mennesker. Bare sådan generelt. Jeg fik foræret alt fra frugter og kage til kaffe og sågar fodcreme fra et damer i en forbipasserende bil. Og blev beriget af herligt selskab af 2 amerikanere, Gary og Maureen. Gary mødte jeg efter et par dage, vi faldt i snak foran en café en formiddag, og Maureen kom til et par dage senere. Vi dannede en trio til Porto. Og lidt længere nordpå. Inden vi skiltes i Barcelos.

Maureen skulle tilbage til Porto for at hente en veninde, Gary ville gå videre i et spirituelt spor, noget med god mad og tid til eftertanke, mens jeg nappede et lokalt bumletog til atlanterhavskysten og den friske brise.

Det var på finaledagen. Viana do Castelo. Min deadline i Santiago var ganske stram. Flybilletten retur sagde søndagen efter.

Ude ved kysten mødte jeg Sigita fra Litauen. Igen. Jeg havde været ude at spise med hende allerede på andendagen efter Lisboa. Siden forsvandt hun. I næsten 2 uger. Både Gary og Maureen havde også mødt hende. Forskellige steder på vejen, inden jeg mødte dem.

Sigita i svømmepøl ved Atlanterhavet.
Sigita i svømmepøl på randen af Atlanterhavet

Efter Porto dukkede hun op igen. En aften vi sad og spiste på en restaurant.

Og 2 dage senere atter for mit vedkommende efter jeg havde sejlet over floden til Galicien/Spanien. Jeg mistænker, at hun forsøgte at tage en selfie, da jeg så hende stå i vejkanten nede ad en lille bakke. Det blev også historien om hendes camino. Hun havde gået det meste af turen fra Lisboa alene – med lidt afstikkere via det offentlige transportsystem.

Vi fulgtes de næste 3 dage op ad kysten. Indtog solnedgangen og de lækreste badestrande. 3 vandredage sammen, man kan blive ganske gode venner på så kort tid og dele oplevelser som bliver helt vores egne. Forpuppet i caminoens ånd, ordene vandrer ind i solen og smelter. I den grad også den portugisiske. At gå ind i Coimbra var som en at sidde fastspændt i en roterende tørretumbler. Også i skyggen. Jeg siger det bare.

Og de blev europamestre. Jeg fik vist flere gange skrevet hjem i sms’er, at dette ville blive Portugals “sommeren 1992”. Jeg stod midt i det. Et par dage af landets gæstfrihed og det var svært ikke at holde med dem – og unde dem titlen uanset hvor heldigt og ufortjent den end var.

For fanden da – en tur!

euro1
“Det er vores!” – ja altså deres!

Tag på Flickr-tour (billedshow)

Og den nøjagtige gå-tur blev følgende:

  • Lisboa -> Verdalho de Baixo – 32 km
  • Verdalho de Baixo -> Azambuja – 31 km
  • Azambuja -> Santarem – 32 km
  • Santarem -> Azinhaga – 25 km
  • Azinhaga -> Tomar – 37 km (lokaltog de sidste 7 km igennem industriområde)
  • Tomar = hviledag
  • Tomar -> Alvaiázere – 31 km
  • Alvaiázere -> Rabacal – 33 km
  • Rabacal -> Coimbra – 30 km
  • Coimbra -> Anadia – 31 km
  • Anadia -> Albergaria – 36 km
  • Albergaria -> Sao Joao do Madeira/Porto – 29 km (bus til Porto om eftermiddagen)
  • Porto = hviledag
  • Porto/Matosinhos -> Vila do Conde – 22 km (bus ud af Porto til Matosinhos)
  • Vila do Conde -> Barcelos – 30 km
  • Barcelos – Viana do Castelo (lokaltog, hviledag)
  • Viana do Castelo -> Caminha – 27 km
  • Caminha -> Mougas Camping – 31 km
  • Mougas Camping -> Nigran – 12 km
  • Nigran -> Redondela – 37 km
  • Redondela -> Pontevedra/Padron – 18 km (bus til Padron om eftermiddagen)
  • Padron -> Santiago – 24 km
Pilgrimspasset
Pilgrimspasset

And if you have 5 seconds to spare…

These feet were made for walking
Those feet were made for walking

Der er grusstien under fødderne, vinmarkerne der bliver til kornmarker, og en masse pilgrimme. To af dem går og udveksler citater fra gamle Smiths-sange og musiksmag i det hele taget. Vi er forbløffende meget i sync. Fra Joy Division, The Cure, 80erne, til britpop, og The National.

Jeg mødte argentinske Laura allerede en af de første dage. På den anden side af Pamplona. Det sædvanlige sker på caminoen, man bliver ved med at krydse hinanden og overnatte på de samme albergue’er, i de samme små landsbyer, og så begynder man at snakke. Lidt hist og her og så følges man. En dags tid, måske mere eller mindre, og begynder at fortælle brudstykker af sit liv.

Og pludselig møder man et menneske fra den anden side af kloden, som man har en masse til fælles med. En forsvarsadvokat fra Buenos Aires, der som teenager blev fan af Pulp og Jarvis Cocker og nærmest har lært sig engelsk via musikken.

… this charming man…

Laura – aficionada del Britpop. Med Stone Roses som vækketone.

Jeg er stadig forundret. Argentina var ligesom noget med latino-pop og tango i mit fjerne hoved. I bedste fald noget med fodbold.

Laura hader tango og fodbold. Til gengæld er der masser af plads til Robert de Niro og Malbec-vin. Ud over britpoppen.

Forundret!! Måske også bare sådan generelt.

Ligesom da en koreaner pludselig sagde “Tomassen” til mig, da han hørte jeg var fra Danmark. Vi sad og røg en smøg og han var tydeligt forlegen. Blandt koreanere er det meget lidt velset at være ryger, så han sneg sig altid på behørig afstand af den øvrige familie med et undskyldende blik, når smøgtrangen sneg sig ind.

I første omgang anede jeg ikke hvad han talte om. Han forsøgte med flere varianter af “Tomassen” og pludselig blev ordet goal scorer også nævnt. Manden var kæmpefan af fodboldspilleren Jon Dahl Tomasson. Han havde et billede af ham derhjemme, tror jeg nok han forsøgte at sige. I øvrigt elskede han også Carlsberg-øl (gætter på guldeksporten). Fordi de var stærkere end den almindelige koreanske af samme slags.

Et par færøske brødre. Begge var ganske fodboldgale og det har givet masser af snak på glædesturen ad Memory Lane – ganske særligt omkring Todi Jónsson.

Nøjagtig som meldinger hjemmefra om forårets 19-årige hotshot i FC København, Brandur Olsen, har styrket rigsfællesskabet en pæn sjat. Med sejrsmål i pokalfinalen og frisparksscoringen der sikrede andenpladsen. Ikke at det ændrer helhedsbilledet af sæsonen til andet end en gedigen skuffelse. Men det kunne være værre.

Derfor priser jeg mig også lykkelig for at have været på behørig afstand af både Glen Riddersholm og valgkampen. Det blev så i øvrigt første valg siden min 18 års fødselsdag, hvor jeg ikke stemte.

Men på caminoen i det nordlige Spanien er verdensfjernhed en del af dagsordenen. Man går her for at gå her. Lige præcis her, lige præcis i dette øjeblik, og reelt ikke skulle forholde sig til meget andet.

… these things take time…

Så det prøver jeg igen. Vi nulstiller. Som hollænderen Henk, der sagde sit job op til famliens fortrydelse. En chefstilling ved postvæsenet, som han aldrig følte sig tilpas med. For at vandre fra Holland til Santiago. Nu er han i gang med sidste etape af sin midlifecrisis, som han kaldte det. Til sommer starter han en fodboldskole op i sin hjemby og begynder forfra i sit liv.

Alle går for et eller andet. Nogle skærer den helt simpelt og prøver at finde ud hvorfor de bliver nødt til at gå her igen. Det er sådan jeg har det. Jeg var her sidste år og havde sådan set ikke behøvet at gøre det igen. Jeg har mit diplom og alt det fis. Men jeg havde allerede følelsen, da jeg vendte hjem til København sidste år. Jeg skulle gøre det igen, skulle have alle 900 kilometer med, jeg skulle igennem det hele igen.

It's like a jungle sometimes It makes me wonder how I keep from goin' under
En smuk tanke med på vejen

Det øsregnede i Saint Jean-Pied-de-Port i de franske Pyrenæere den 16. maj om morgenen, da jeg begyndte. En regn der solidt satte sig på hele dagen og blev trofast bakket op af både tåge og kulde. Der var knap 10 grader nede i dalen og væsentlig mindre højere oppe.

Jeg så det ikke selv, men hørte at man på den spanske side havde hentet pige ned fra ruten med hypotermi. Med ambulance. Hun var gået i kuldechok, havde haft for lidt tøj på og for lidt beskyttelse mod regnen. Det var dog ikke værre end at hun gik videre dagen efter.

Halvdårligt vejr i de første uger, blev efterhånden afløst af varme og sommertemperaturer på vejen ind i juni måned.

I virkeligheden har det slet ikke været så dårligt. Det har været behageligt vandrevejr. I begyndelsen endda ganske hjemligt ja.

… he knows so much about these things…

Og så var der ham koreaneren igen, han har sin helt egen tilgang til caminoen. Har åbenbart en favoritfodboldspiller i alle lande. Fra Argentina var det en vis Javier Saviola. Den var henvendt til Laura. Hun anede selvfølgelig intet.

Ikke Lionel Messi. Saviola – engang i et kæmpetalent i FC Barcelona. Ham der skulle være blevet Messi, men aldrig kom i nærheden af det. Respekt til Korea. Altid med en ny vinkel på tingene.

Min nye vinkel var egentlig at jeg ikke ville skrive andet end kommentarer til mit (næsten) daglige instagram-billede. Ikke skrive, bare opleve. Jeg bøvlede gevaldigt med at finde et brugbart instagram-script, der automatisk kunne overføre billederne til bloggen her. Således at det hele bare passede sig selv. Men det lykkedes aldrig – at finde det skide script.

Fra Cisur Menor til Fisterra. Den gamle gruppe samlet.
Fra Cisur Menor til Fisterra. Den gamle gruppe samlet. Gerard og Sylvie fra Cherbourg, Kyle og Kay fra et eller andet sted mellem Birmingham og den walisiske grænse. Samt yours truly.

En engelsk camino-fælle, Kay, førte sin egen dagbog – Call This A Holiday? – over turen. Jeg mødte hende og manden (The Cyclist) i Cisur Menor første gang og siden blev vi ved at holde kontakten undervejs.

Jeg optræder et par gange i skriverierne, når jeg fysisk har krydset deres vej. Det endte endda med at de tilbød mig husly i deres ferielejlighed i Fisterra.

Det skal dog tilføjes, at de faldt noget af på den til sidst. Nøjagtig som dagbogen vist gør. De fleste af de sidste 100 km til Santiago blev tilbagelagt i en bus, afsluttet med 4-dages daseferie i Fisterra.

Men hver sin vej. Et ældre hollandsk ægtepar som jeg nærmest fulgtes med fra dag 1, havde deres helt særlige rutine.

De gik hver dag til omkring kl. 13-13.30. Tjekkede ind på det offentlige albergue, og fandt derefter den nærmeste bar. Og drak sig systematisk i hegnet til hen under aften.

Den slog aldrig fejl. Så man dem ikke lige, kunne man oftest høre dem. Omkring kl. 20 var det sengetid. Getting ready for the next day, en god brandert kræver en god nats søvn. Og 25 km mere næste dag.

… oh the alcoholic afternoons…

Med til historien hører at de havde været på farten siden marts måned. Var begyndt et sted omkring Amsterdam. så man kunne dårligt bebrejde dem.

Big Lebowski
Way of The Big Lebowski

The Dude var der også. Fast på barerne. Alain fra Korsika. Laura havde hurtigt døbt ham Jeff Bridges, fordi ligheden var slående til filmen Big Lebowski. En morgenbajer og en smøg. Gerne før 10.

Han endte med at blive lidt træt af Sjeff Bridjes. Pludselig forsvandt han. Kort efter Leon. Han blev hængende i en landsby for at se nogle rideopvisninger. Noget middelalderfiesta.

Han var blevet til Vino Tinto, skulle han have proklameret (har det fra andenhåndskilder). Ikke desto mindre dukkede han op i Santiago. Jeg mødte ham foran pilgrimskontoret kort efter, at jeg var kommet retur med bussen fra Fisterra/Muxia. Han var glad og veltilfreds. Et sidste farvel. Oven på en masse andre.

Det er også historien om caminoen. Den begynder med et farvel til alt det man kender alt for godt, nogle svinger sig op til at kalde det virkeligheden. Det er det sted hvor man scorer masser af stemmer på 2 grænsebomme og en skildvagt iklædt dannebrog og en gammel karabin. Bare et tænkt eksempel fra en anden virkelighed. Tillykke med folketingsvalget, Denmark.

Og caminoen slutter med et farvel. Til alt det simple og enkle der har fyldt alt i 4-5 uger – sammen med de mennesker der var akkurat der, på akkurat det tidspunkt i ens liv.

Det vil være løgn at påstå, at det har været ren fornøjelse. Skinnebensbetændelse, manglende søvn, vabler, gnavende sår, solskoldning, forkølelse, pisregn i Pyrenæerne, morgentåge så tæt at man knap kan se sine egne fødder.

Men jeg vil aldrig være foruden. De bliver altsammen blot elementer i helhedspakken – the full camino-experience. Den er i rygsækken nu. Pakket til noget andet.

Det tog mig 30 dage at gå hele turen fra Saint Jean til Santiago (inklusiv en hviledag i Burgos). Og yderligere 4 dage at gå Fisterra-runden.

… I know it is over…

Det har været det vildeste trip, alt det jeg egentlig søgte at få fuldført fra sidste gang – og jeg ved med mig selv nu, at jeg kommer ikke til at gøre det igen. Alle gode oplevelser bør også slutte godt!

Så – over & out.

Mit instagram-album med billeder fra turen.

Insert new coin...
Insert new coin…

Vandring på livets vej – 4. del

Sarria – Santiago – Fisterra – Santiago – København

Jeg har gået til verdens ende. Stedet hvor man kun kan gå en vej fra igen, det er tilbage.

Finisterre eller Fisterra, vi hylder det galiciske her, er direkte oversat. Hele området går også under navnet Costa da Morte. Dødens kyst. Med henvisning til de mange forliste skibe langs klipperne.

I ældre tider gik pilgrimmene hele vejen ud til klipperne og var med til at sprede kristendommen fra Santiago og ud til kysten. Fisterra var allerede et helligt mødested for de keltiske druider.

Min nutidige og ganske postmoderne camino sluttede ude ved fyrtårnet, på klippen, i solnedgangen en mandag aften. Jeg sad der som et lykkeligt menneske. Jeg vil ikke sætte ord på. Kan ikke. De findes ikke beskrivende nok. Med andre ord…

(Du skulle have været der, du skulle have været inden i mig, så ville du forstå…)

Jeg ramte Santiago 3 dage tidligere, fredag middag. En dag før end jeg havde regnet med. Men man går hurtigere og hurtigere til sidst, gik flere dage i træk over 30 km, og strækningerne er terrænmæssigt enkle og relativt flade.

Selve ankomsten til katedralen og Praza do Obradoiro blev en lidt fesen oplevelse. De sidste 100 km ind til Santiago blev mere og mere præget af camino-turismen.

Store grupper bugseres rundt fra albergue til albergue. De går måske 10 km på hvert dagsstræk og bliver samlet op på en bar af en minibus og kørt til næste lokation. Deres bagage er allerede kørt i forvejen. Nogle gør det af fornøjelse, andre går for at markere en eller anden sag.

Jeg gider egentlig ikke have ondt i røven over det. Det betyder bare, at der er temmelig mange pilgrimme overalt og det ikke længere er det samme fællesskab som på de tidligere strækninger, hvor man krydsede hinanden hele tiden. I stedet går man nærmest i kø ind i byen.

Jeg havde fornøjelsen at overnatte på sidste albergue inden Santiago med en større gruppe spaniere, der alle gik på caminoen for en cyklamengrøn sag på de 15 ens t-shirts. De vandrede for noget, hyggede sig i fælleskab, 3-5 dage, og bagagen stod allerede og ventede på dem i sovesalen. Flere timer før de ankom. Og de mente det sikkert altsammen og alle 15 af et godt hjerte.

Jeg gad dem ikke rigtigt og de gad vist heller ikke hverken mig eller den koreaner, som var den anden overnattende på albergue’et.

Retfærdigvis skal siges, at når trafikken af pilgrimme ind mod Santiago tætner kraftig de sidste 100 km, hænger det også sammen med at en række andre caminoer støder til.

Det er i vores nordiske bevidsthed, at der kun findes en camino (Camino Francés). For det meste af det sydlige Europa, inklusive Tyskland, er der et helt netværk af caminoer. Fra Tyskland, Frankrig og igennem Spanien og Portugal. Reelt kan Hærvejen føjes til de tyske.

Logistikken omkring andre caminoer er dog langt fra på samme niveau som på Francés altid. Det gælder både overnatningsmuligheder og skilteanvisninger på ruterne.

Camino Finisterre, altså de 89 km fra Santiago ud til fyret, tæller reelt også for en egen camino, som man kan indhente diplom for at fuldføre.

Santiago ja. Jeg var endda heldig og ankom i strålende solskin og plus 30 grader. Tirsdag da jeg kom tilbage, var byen indhyldet i et seriøst regnvejr, og halvkølige temperaturer, der fortsatte både onsdag og torsdag.

Byen er den galiciske hovedstad og er man i tvivl om byen og regionens keltiske aner, bliver man hurtigt overbevist. I porten ind til Obradoiro-pladsen foran katedralen står et folkloristisk skiftehold af yngre mænd og kvinder og spiller på en særlig galicisk sækkepibe, en såkaldt gaita. Den bræger i porten fra tidlig formiddag til sen aften. Det siges i øvrigt at Irland blev befolket af keltere – fra Galicien.

En smuk by, turistmekka, og pilgrimsmetropol. Men så er den heller ikke mere interessant.

Katedralen har selvfølgelig sin helt særlige placering og værdi. Hver dag kl. 12 afholdes pilgrimsmesse for de mange ankomne fodgængere ude fra den store verden. Der er formodentlig stuvende fuldt det meste af året og det traditionelle højdepunkt som afslutning på messen, er når den særlige røgelsesklokke svinges igennem katedralen.

Botafumeiro hedder tingesten lokalt. Den hænger i et kolossalt tovværk og der er drøn på, når den accelerer op i fart. Som højest når den 21 meter op i kirkerummet og trækkes frem og tilbage i en bue på 65 meter.

I følge traditionen skulle røgelsen “rense” de ofte ganske beskidte pilgrimme, når de ankom med både det ene og andet på og i kroppen. Om ikke andet kunne røgelsesduften sikkert tage den værste odeur væk. Nu om dage er det et godt show, der selvfølgelig skal ses.

Og således står de små øjeblikke tilbage. Tiden er ved at rinde ud. Det ene øjeblik går jeg igennem et øde hedeagtigt landskab, jeg har slået følgeskab med en schweizer, det regner, en kraftigt byge der pludselig stopper. Op på en lille skråning. Solen bryder igennem og pludselig kigger vi på hinanden. Det er sgu da Atlanterhavet, vi ser som en sløret bræmme i horisonten. Mand, et sug i maven, en vidunderlig følelse.

Eller den glitrende sandstrand ind til Fisterra. Det er den sidste kilometer ind til byen og man kan daske afsted i vandkanten. Ikke i bare fødder. Behold støvlerne på. Der flyder med små skarpe og knasende muslingeskaller. Fødderne godter sig alligevel over det bløde sand og det er tilladt at få en klump i halsen, knibe en tåre, give en spontan krammer, og ellers bare dingle afsted. Tom, tømt, og glad.

Der var øjeblikket med værten på albergue’et i Sarria, der døbte mig Master Xan. X’et er en galicisk finte. Det hedder fx. ikke junta eller jacob, men xunta og xacob.

Han gav mig en lille sovesal alene. De 4 øvrige overnattende, 2 canadiske og 2 australske kvinder, blev læsset ind i den anden sal. En fin lille gestus.

Han havde ikke flere enkeltværelser tilbage og han kunne se at jeg mente alvor, da jeg bad om at slippe for mere musica la noche (baskisk udtryk for snorken). Bare en enkelt nat i fred. Kommer du nogensinde forbi Sarria, så kig ind på Internacional. Albergue’et ligger på hovedgågaden.

Eller værtinden i Ruitelán, der gav en gratis vask til alt mit kluns. Særdeles kærkomment efter et par ugers liv i en rygsæk. Bare fordi hun lige var åbnet og jeg var dagens første indlogerende.

Dagens anden gæst var knap så heldig, hun havde ellers fået min anbefaling af stedet med sig. Julietta fra Belo Horisonte, Brasilien. Hun humpede frygteligt med en hævet ankel og kunne reelt ikke gå et skridt videre.

Hendes brusekabine lækkede vand til etagen nedenunder. Skal vi kalde det sjusket håndværkerarbejde. Albergue’et havde i øvrigt 10-dags jubilæum den dag. Og man lærer af sine fejl, ikke sandt.

Julietta blev også historien der blev indhentede mig senere. Historier vandrer i egen pasgang på caminoen og mange dage senere var der pludselig en tysk kvinde der forskrækket kommenterede mine bukser. Var jeg faldet eller noget i den stil? Ikke det der lignede. Jeg havde siddet på en sten et par kilometer ude og drukket vand. Men det var midt i eftermiddagsheden og jeg fik fremstammet et irriteret københavnsk “Hvad siger du?” som svar. Hun begyndte så at snakke om sin brasilianske veninde, som hun ville møde søndag i Santiago og der havde mødt en sehr gemütliche däne tidligere. Det var mig.

Jeg afslutter med Rutger Hauers dødsscene fra Blade Runner i hukommelsen. Han improviserede – efter sigende – selv ordene frem.

Jo det er deprimerende, men det er også evigt smukt. Og det øsregnede da jeg begyndte en gang for længe siden en lørdag aften i Pamplona og det øsregnede da jeg forlod Santiago torsdag morgen. Og det øsregner på Hauer, da han gør status over sin teknologiske skæbne…

All those moments will be lost in time
Like tears in the rain
Time… to… (die)

Jeg skal undlade at fylde replikantens allersidste ord på. Fra Fisterra kan man kun gå tilbage. Vende hjem. Måske er der alligevel et par brikker, der er faldet på plads.

Status: 27 vandredage og ca. 700 km. Fra Pyrenæerne til Atlanterhavet. Det har været en helt uovertruffen rejse, det fedeste trip, og som bonus blev det alligevel til lidt Champions League-kvalifikation i Parken efter sommerferien.

 

Vandring på livets vej – 3. del

Leon – Astorga – Cruz de Ferro – Sarria

Slår man ordet ‘Pilgrim’ op i en moderne dansk ordbog, får man følgende forklaring.

En person der rejser til et helligt sted af religiøse grunde, fx. af fromhed, som bod eller for at opnå noget.

Mit tilfælde må falde i den sidste kategori. Jeg er helt sikkert ude på noget, selvom jeg på intet tidspunkt har haft religiøse tanker med at gå denne tur i det nordlige Spanien. 

Som udgangspunkt har jeg søgt eventyret, et udgangspunkt der også var spædet op med en pæn portion selvlede. 

Den fysiske prøvelse har jeg i høj grad betragtet som kuren. Caminoen har været i min bevidsthed længe. Et par år. Som noget der skulle gøres. Den var på checklisten. 

Praktisk og mentalt skulle det hele bare falde i hak. Det skete lige pludselig og på det bedst tænkelige tidspunkt.

Som de fleste andre i vores del af verden lever jeg et liv, hvor man bogstaveligt sidder på sin flade røv og glor på en skærm i det meste af døgnets 24 timer. Alt i vores hverdag er gjort så nemt som muligt, og jeg begræder det bestemt ikke. Tager gerne for mig af løjerne af nyeste teknologiske landvindinger, uanset om det er den iPad Air som denne tekst bliver skrevet på, eller det wifi som efterhånden rækker ud over det meste af verden.

Jeg har det fint med at være online. Flere gange om dagen. Også hernede. På forhånd havde jeg ingen ambitioner om at afsværge hverken den ene eller anden teknologi. Tværtimod. Jeg elsker at lege med dem.

Men man behøver ikke at afsværge det ene, for at gøre noget andet. Logisk. Frank, min belgiske følgesvend fra de første dage, havde efterladt smartphonen hjemme. Ambitionen var at være helt offline. Dog havde han medbragt en gammel mobiltelefon som han kunne smide et taletidskort i. Det gjorde han allerede efter 2 dage. Ingen grund til at fornægte verden, slet ikke for en medarbejder ved Belgacom, det belgiske svar på TDC.

Alle kender følelsen. Der er himmelsk forskel på at være træt i hovedet og træt i kroppen. Sidstnævnte kan sagtens opnås i det lokale fitness-center også. Det bliver bare røvkedeligt i længden og på den længere bane nok mere horisontnedfrysende end udvidende.

Jeg har følt mig som en omvandrende zombie. I et halvt år eller mere. En mørk og forbandet vinter, en storesøster fattigere, og generelt bare en følelse af at man har set sit eget spejlbillede alt for mange gange, hørt og set de samme ting alt for mange gange. Generelt set bare at føle sig udbrændt. 

Der var brug for en ‘game changer’ og man ville være en ufølsom satan, hvis man ikke hurtigt blev påvirket af at vandre igennem landskaberne hernede. Det er et artelleriangreb på alle sanser. 

Men der er heller ingen grund til at være blind for, at det religiøse aspekt er en del af caminoen. Historikken bag Jacobsvejen kan læses andre steder og selv i den mindste flække runder de gule pile (stiens kendemærker) den lokale kirke.

For mig var det også ganske logisk at begynde rejsen med aftenmessen i Roncesvalles. Alle nationaliter der havde tjekket ind på albuergue’et fik selvfølgelig velsignelsen med fra præsten. Lige så logisk vil det naturligvis være at afslutte rejsen med middagsmessen i katedralen i Santiago. Ikke kun for skuespillets skyld. Det er mere naturlig respekt for historikken og udfordringen end egentlige religiøse tilkendegivelser.

For rigtig mange af dem der går, betyder det religiøse noget særligt. Uanset om det Franscesco fra Rio eller Ramon fra Bilbao. Ikke fordi det er et hovedemne under frokost- eller aftensamtaler. Oftest er det bare underforstået og reelt er mindst halvdelen af pilgrimmene på stien da formodentlig også ‘verdslige’ typer som mig. I en eller anden forstand.  

Fællespunktet er måske nærmere at være søgende. Mange går for at finde svar på et eller andet. Blive afklaret. At få nogle brikker til at falde på plads i hovedet, som Afghanistan-veteran fra Viborg-egnen formulerede det. Han er en af 4 danskere som jeg hidtil har mødt. 

Nogle søger et nyt liv. Som østrigske Regine. 50 år, fraskilt, datter flyttet hjemmefra… midaldrende kvinde i krise, det sker sikkert for de bedste. 

Jeg mødte hende i Puente la Reina første gang. Vi fulgtes et stykke, men hun måtte holde pause. Rygsækken var gået i stykker. Hun stoppede en dag i Logroño for at købe en ny. 

Jeg mødte hende igen næsten en uge senere. På busstationen i Burgos. Hun var helt sønderknust. Ny rygsæk men knæene ville ikke mere. Hun havde taget bussen ind til Burgos dagen før.

Hendes sidste desperate forsøg var at tage videre med bus til Leon og prøve igen efter endnu en hviledag. Hun havde planlagt sin camino længe, som troende katolik var det ikke kun eventyret, og havde nærmest al den tid hun behøvede. Hun græd bogstaveligt, udsigten til ikke at nå Santiago var ikke til at bære. Det var et personligt nederlag.

På vejen til Astorga mødte jeg hende igen. Stadig vandrende. Hun havde gjort strækningerne kortere, højest 10-15 km om dagen. Det virkede. Hun strålede igen og var sikker på at hun ville nå sit mål. Det er jeg også.

Og sådan går og går det videre. Caminoens højeste punkt er ikke i Pyrenæerne, hvilket man nemt kunne forledes til at tro. 

Cruz de Ferro i de cantabriske bjerge vest for Leon rager 55 meter højere i vejret. Der kan sagtens være snestorme her, langt ind i april måned. Men vejret har været sommerligt hele denne uge, selv de lokale taler om usædvanligt høje temperaturer tidligt i maj. Støt stigende fra de 22-23 grader til 30 ud på eftermiddagen. Med andre ord har det været forbandet varmt. Også på toppen.

Cruz de Ferro er et af de magiske punkter på caminoen. Det er stedet, hvor du kan lægge et stykke fortid bag dig. Rent symbolsk i form af en medbragt sten (fundet med kærlighed – det er vigtigt for at magien skal virke), som man har båret med sig undervejs. Man placerer stenen ved det markante (jern-)kors på dyngen af alle de andre sten. Trækker sig meditativt tilbage og vupti… det sker helt af sig selv. Man er klar til at begynde på en frisk igen. En byrde lettere.

Det er et smukt lille ritual og man kan sagtens blive lidt rørstrømsk efterfølgende, når man begynder nedstigningen. Jeg gjorde i hvert fald. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

De modne overvejelsers tid. Jeg er allerede forlængst rykket ind i de faste rutiners vold. Tingene passer sig selv, bare man gør dem i den rigtige rækkefølge. Begrænsningerne kender jeg også. Jeg behøver ikke skubbe et par kilometer yderligere på i den værste eftermiddagshede. Hellere gå lidt kortere. 

Og dog…

Forleden dinglede jeg bogstaveligt ind på albergue’et i Villafranca del Bierzo på vippen af et godt gammeldags solstik. Jeg var seriøst svimmel, da jeg ankom, og måtte hurtigt have en halv flaske vand indenbords og ellers lige ligge 5 minutter i skyggen.

Den gamle er blevet gammel nu. 

Og nu skifter klimaet. Fra Castilla y Leon er jeg trådt ind i Galicien. Det nordvestlige og sidste provins som caminoen krydser igennem. 

I Galicien blæser det altid fra vest, ude fra Atlanterhavet, og det regner og er køligt og minder mere om Irland eller Bretagne end det øvrige Spanien. Sådan cirka. 

O Cebreiro er første lille punkt på caminoens vej ind i Galicien. Der er en hysterisk stejl opstigning fra dalen op til byen, som er en meget lille turistflække der mest udmærker sig fantastiske udsigter. Både mod øst ned i Valcarce-dalen (hvor jeg kom fra) og mod vest ned i selve Galicien. 

Det første som mødte mig, da jeg kom op i flækken søndag morgen, var selvfølgelig to vognlæs med tyske turister.

Landskabsmæssigt er det nemt at se sammenligningen til Irland. Stendiger der adskiller marker, de grå stenhuse og det meget lidt prangende grå stenkirker i landsbyer, der stinker langt væk af den kolort der er smattet ud over stierne. Der er kvæg allevegne og det er særdeles landligt. Nærmest hjemligt jysk. Tidligere var det korn- og vinmarker der dominerede.

Sprogligt er galicisk tæt på portugisisk – det klinger unægteligt på samme syngende vis. De lokale virker til gengæld lidt mere reserveret end tidligere på caminovejen. Måske har de set nok af vandrende mennesker. 

Jeg er ved at komme til den del hvor stierne for alvor fyldes med gåtrafik. Det bliver kun værre på de sidste 115 km. 

Sarria er den første rigtige by i Galicien, når man ankommer på camino-vis. Omkring 15.000 indbyggere. Byen er – ud over at være ganske hyggelig – et skæringspunkt. De 115 km fra Sarria til Santiago er det minimum, som pilgrimmen skal vandre for at hans/hendes camino bliver officielt anerkendt som gennemført på Oficina del Peregrino i Santiago. 

Det har selvfølgelig sat en kreativ turistindustri i gang og rejseselskaberne bliver større og større. Især tyskere og australiere. Omkring de sidste 4-6 vandredage, som turen normalt vil tage.

Personligt har jeg har føjet yderligere 8 dage til fødderne. Totalen er nu på 20. 

Status: mærket ja og min højre fod er svulmet en del op. Uden jeg kan forklare hvorfor. Det generer nu ikke, når jeg går. Nærmere kan jeg mærke en snigende mental træthed og er begyndt at tælle dage.

Og med mindre noget går grueligt galt, vil jeg ramme Santiago om 1-2-3-4-5 dage. På lørdag.

 

Vandring på livets vej – 2. del

Logroño – Najera – Villafranca Montes de Oca – Burgos – Leon

Det er svært at sætte ord på stilhed. Af gode grunde. Vi lader den bare stå et øjeblik.

… (ikke et ord for meget, vel)

Stilheden kan være enorm ved daggry, når man går ud af småbyer og ind mellem marker. Så enorm at du helt forsvinder. Ikke en lyd, ud over skridt der knaser i gruset. I bedste fald tilsat lidt fuglekvidder.

Jeg havde helt glemt, at morgener kan være så smukke. Og fredfyldte. 

Det er umuligt at beskrive, man skal være der i det øjeblik for at forstå og fange. Et øjebliks zen. Man er der og man er der ikke. Hver eneste celle i kroppen slapper fuldstændig af og er helt fokuseret på bare at gøre dette ene – slappe af.

Der er langt til cykelstien på Jagtvej. Mandag morgen. På mange planer. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

I ungdommen søger man egne ben og selvstændigheden. Man søger ekstremer og overdriver eget ego. Jeg nåede op på at gå over 30 km om dagen 3 dage i træk. Det har trukket ømheden i fødderne ud resten af ugen. Til gengæld gik det hurtigere end planlagt hjemmefra med at komme fra Logroño til Burgos.

Lad mig understrege, hvis jeg ikke allerede har gjort det, at en spansk kilometer ikke er lig en dansk. Der er højdemeter til forskel. Går du 5 km på Amager Fælled, går du 0 højdemeter. Det er 5 km i en lige linie. Går du 5 km i Navarra, kan du reelt ende med at gå både 6 og 7 km. Op og ned, op og ned.

Den voksne begynder at forstå sine begrænsninger og indretter sig efter det. Man falder til ro og erkender, at det langt fra handler om at bruge flest mulige kræfter, men om at bruge færrest ved at bruge dem rigtigt.

Efter en 7-8 vandredage begynder der at komme en stilfærdig orden på sagerne. En pilgrims dagligdag forløber nogenlunde således. Angivne tidspunkter er cirka: 

Kl. 5.30-6.30 – Vågner fordi alle andre vågner. Albergue’ernes sovesale kan være et rent gedemarked i timen før daggry.

Kl. 6.30-7 – Toiletbesøg, sovepose og rygsæk fikses

Kl. 7 – Man begynder dagens vandring. I spansk tid er det stadig akkurat daggry omkring 7. Er man inde i en af de større byer, kan man godt gå ud lidt tidligere.

Kl. 8-8.30 – Morgenmad. Typisk cafe con leche og en croissant/lignende, samt et glas friskpresset appelsin

Kl. 12 – Frokost et eller andet sted. Nogle gange købt på en bar, andre gange indkøbt på vejen i form af brød og chorizo/iberico skinke. Tilsat lidt frugt og gerne en cola.

Kl. 14-15 – Dagens vandring slutter. Man kan variere lidt på dagen alt efter humør, form, steder etc. Omkring denne tid kan man være rimelig sikker på, at der er ledige senge på albergue’erne. Det seneste jeg har nået dagens mål, har været 15.30. Det var førstedagen i Roncesvalles.

Kl. 15-17 – Bad + fodpleje + en cola. Generel afslapning, løse hængepartier som tøjvask ordnes. Man tjekker sine mobile enheder behørigt, læser lidt i sin guidebog og hænger bare lidt dovent rundt omkring. Sludrer hist og pist, er der gamle ‘camino-venner’ (dem man har krydset rundt med fra første dag) på albergue’et, og det er der oftest, bliver man lige opdateret på verdenssituationen, der primært tager udgangspunkt i fødder og ben. Her kan man typisk også lave aftaler for aftensmaden og spisning ude i byen.

Kl. 17 – Butikkerne i byerne åbner efter siestaen. Måske drysser man lige omkring den lokale tienda, for at købe lidt rationer til morgendagen.

Kl. 19 – I byerne åbner restauranterne for køkkenet, dvs. man kan købe sig til et solidt måltid. Mange steder en såkaldt ‘pilgrimsmenu’, særligt designet for peregrinos. Menuen koster som regel €10-12 og består af 3 retter. En forret, ex noget salat eller pasta med tomat/ost. Suppe og paella kan også forekomme. En hovedret med gris/kalv/kylling/fisk (efter eget hoved) og en flok fritter. En desert i form at et bæger med is eller noget kage.

Alternativt kan man lave sig en hurtig ret på albuergue’et. Det gider jeg dog ikke. Fra 17 kan man som regel også købe snacks eller bocadillos på barerne. Sidstnævnte kan sagtens tjene som et aftenmåltid. De kan fås med kartoffelmos, dvs et baguette-agtigt brød fyldt med en massiv ‘patata-omelet’. Du kan mærke den hele natten, skal jeg hilse at sige. Alternativt kan man lave sin egen sandwich, jf frokost.

Kl. 21-22 – Sovetid. En enkelt aften med Champions League på en bar blev det lidt senere. Men albergue’erne lukker normalt dørene 22.30 og lyset bliver slukket på sovesalen. 

Albergue’er er de særlige vandrehjem for pilgrimme, der flankerer hele caminoen. Det første er i Frankrig, 7,5 km oppe ad stigningen fra Saint Jean Pied-de-Port. Bare for en sikkerheds skyld. Der er så over 18 km til næste i Roncesvalles på den spanske side. Men er det usædvanlig lang afstand. Oftest ligger de med et par kilometers afstand. Som højest 10 km. 

Man får adgang med sit pilgrimspas, får et stempel og betaler typisk €5-10 for en overnatning. Reelt betaler man for en seng. Albergue’erne er regulære sovesale, fyldt med køjesenge. Dertil hører bade- og toiletfaciliteter, som faktisk har været i hæderlig stand overalt. Et par steder har det været for sparsomt med brusekabiner eller toiletter.

De billigste er de offentligt drevne, municipals. Standarden er basis. Der er det som skal være, heller ikke mere. Men tingene fungerer med nærmest fabriksagtig præcision. Selv skoene har særlige skabe. Roncesvalles har 300 sovepladser og i Burgos var der 6 etager med sale og faciliteter og vel nogenlunde samme antal pladser. Hvis ikke flere.

Logroño har været eneste undtagelse. Pladsforholdene var rasende ringe og en brandmyndighed med nogenlunde respekt for sig selv, havde lukket stedet med det samme. 

Der er en række private albuergue’er også. De er oftest dyrere, €10-15, og har lidt udvidede faciliteter, fx. 2 eller 3-sengs rum. De kan reserveres på forhånd, modsat andre, og er derfor ganske populære hos større camino-rejseselskaber. Det giver lidt af oplevelsen uden risici (at måtte vandre videre).

Yderligere er der nogle helt gratis, dvs nogle der udelukkende eksisterer alene på donativos fra gæsterne. Oftest er de religiøse eller kan være af meget alternativ kvalitet. Jeg havnede ved et tilfælde på et i Grañon. Casa de las Sonrisas. Der var to muligheder. At sove på gulvet i et særligt donativo-rum bag kirken eller en mindre hippie-joint, drevet af en landflygtig tysker. 

Jeg valgte sidstnævnte. Dårlig seng og generelt møgbeskidt. Men værten gav gratis aftensmad og rødvin til alle 29 gæster. Den smagte pragtfuldt. Det har også ham der sørgede for storskærm og Champions League-underholdningen på en bar ved siden af. Det skal måske tilføjes, at han hyggede sig gevaldigt med 4-0 røvfulden til Bayern München. Det var der et par ældre tyrolere der ikke gjorde. 

Der er wifi alle vegne, det fungerer bare ikke altid uden for meget afgrænset områder. Nogle byer har et såkaldt gratis wifi i alle offentlige arealer. Det kræver dog registrering med et spansk telefonnummer (hmmfff….)

Oven på dette skal dog også tilføjes, man bliver efterhånden godt og grundigt træt af albergue-livet. Rakkerlivet tilhører ungdommens interrailere (ja, det var i 80’erne. Jeg følte mig også ung i den periode), den voksne vil gerne trække sig tilbage til privaten. Et ordentligt hotel og hvad dertil hører.

Engang imellem. Albergue’erne kan være både sjove og hyggelige og det er oftest den nemmeste måde at møde andre pilgrimme på. Efter 12 dage on the way har jeg fået mere end rigeligt og har her i Leon tjekket ind på et hæderligt tre-stjernet med egen seng og bad. Tæt på centrum. To overnatninger i fred og ro.

Umiddelbart er den største pilgrimsgruppe italienere, men statistisk skulle tyskerne være flest efter spanierne. Sandsynligvis er italienerne generelt bare mere højlydte og derfor mere synlige. Og ganske hyggeligt selskab. Holder man sig gode venner med Alessandro og Francesca og hvad de ellers hedder, falder der nemt lidt pasta og rødvin af til aftensmaden.

De første dage var der godt med ledsagere ude på turen, men efterhånden foretrækker jeg at gå alene, i eget tempo, og sludre efter behov. Man er sjældent mutters alene på strækningerne alligevel. Der er altid en eller flere andre pilgrimme inden for rækkevidde. Foran eller bagved.

Fredag gik jeg ind i Burgos. Den tredje af de større byer på caminoen (Pamplona og Logroño var de første). Det er en af general Francos gamle højborge. Han brugte mere eller mindre byen som residens på nordfronten under borgerkrigen i 1930’erne. Ud over den enorme katedral, kan byens nyere kvarterer give mindelser om Chamartin-området i Madrid. Der er også visse historiske links den vej.

Burgos er nu en smuk by, og langt mere spændende end triste Logroño. Den blev også det store opbrudssted. Folk, som har været med siden Roncesvalles, tager hjem. Af tidsmæssige årsager. Som for eksempel Alexander og Pauline. To franskmænd med forbløffende gode engelsk kundskaber, som jeg spiste middag med første aften for snart længe siden. Pilgrimsmenuen selvfølgelig. 

Siden har vi krydset omkring hinanden. På caminoen og et par albergue’er. Drukket et væld af kopper kaffe, et par øl, eller delt frokost under et halvtag i styrtende regnvejr en formiddag efter Puente la Reina. I begyndelsen var de ikke et par, så blev de det alligevel. Efter sigende skulle Pauline holde op med at ryge. Da vi tog afsked igår middags i Burgos, stod hun med en smøg i munden. 

Sådan er der så meget. Jeg vil savne de to parisere ude på caminoen i de næste dage.

Min virkelighed fra Burgos blev bussen til Leon. Hen over mesetaen, som ingen endnu har overbevist mig om, skulle være vandreturen værd. 

Mesetaen er den iberiske højslette som reelt strækker sig nede fra Madrid i syd og fra Portugal i vest. Den kan være bidende kold eller drønende varm alt efter årstiden. Landskabet er meget åben og der er langt mellem byerne. Ydermere følger en pæn del af caminoen over mesetaen hovedvej N-120. Den mellem Burgos og Leon. Man går bogstaveligt ved siden af biltrafikken.

De dage var bedre givet ud i Pyrenæerne, og måske med en sviptur til Finisterre senere.

I morgen søndag vil jeg forsvinde i mængden som en anden turist. Luske omkring og tage halvdårlige postkortbilleder. Mandag morgen begynder anden del – de sidste 317 km til Santiago. 

Status efter 12 vandredage og snart 2 hviledage: jeg har det som jeg har slugt et glas lykkepiller.

 

 

Vandring på livets vej – 1. del

Saint Jean-Pied-de-Port – Roncesvalles – Pamplona – Logrono

Frokost. Vi sad med vores medbragte lunchbox, da hestene farende ned ad skråningen. De galopperende heste havde retning direkte imod vores position på et par sten og drejede først af og krydsede vejen 5-6 meter fra vores udsigtspunkt. 15-20 heste på vej ned ad bjerget. 

Hestedriverne kom til syne lidt efter. Først kom en fyr løbende ned ad skråningen, piftende og viftende med armene, og derefter kom et par biler fra modsatte side. Flere gestikulerende franskmænd. Hesteflokken faldt til ro en græsgang længere nede. 

I mit hoved var Pyrenæerne mest forbundet med en Tour de France-karavane. Ganske urimeligt. De er alt for smukke.

Saint Jean Pied-de-Port er startbyen for den franske Camino. Den lille bjergby er helt bygget op om sin rolle i verdens gang. Du kan købe vandrestokke fra kl. 6 om morgenen, købe særlige camino-lunchboxes, og man får stempel i pilgrimspasset uanset hvor man overnatter. 

Tågen hang som en grå grød i dalen og det tog en halv time at vandre igennem. Til gengæld bød stigningen ud af Saint Jean på den klareste forårsmorgen.

Pyrenæerne udmærker sig også ved at vejret på den franske side oftest er bedre end på den spanske side. Det har noget med vindretningen at gøre. Det blæser oftest syd fra og derfor bliver nedbøren også smidt af på sydsiden. 

Det blev der i hvert fald ingen grund til at betvivle. Den fantastiske opstigning mod passet over mod Navarra og Baskerlandet, blev i den tidlige eftermiddag afløst af en gevaldig haglbygl som efterhånden slog over i regn, i takt med at vi kravlede ned efter. The Full Camino Experience. På halvanden time.

Turen fra Saint Jean til Roncesvalles er 27 km, en anelse længere hvis man følger vejen som kaldes Napoleonsruten. Antallet af højdepunkter gør den noget tungere og den er kun åben i godt vejr. Den anden rute følger den almindelige landevej igennem dalene.

Valget sker når man går ud af Saint Jean Pied-de-Port. Går man til højre, går man den almindelige. Fortsætter man lige ud, er man straks i Napoleons fodspor. 

Det gjorde jeg. Højeste punkt er 1430 meter, det er på spanske side. Turen går for at være suverænt det hårdeste på camino-ruten. Ikke desto mindre strøg jeg op det første stykke og jeg sværger, jeg havde hverken taget EPO eller haft et par blodposer i rygsækken. 

Men det var lækkert at komme afsted. Til gengæld skal også jeg være den første til at erkende, at det hjælper gevaldigt med selskabet, når den for alvor trækker søm ud efter 12-13 km opstigning.

En amerikaner med efternavnet Dane. Han syntes selv at det var vældig sjovt to ‘meet a real dane’. Michael fra Chicago, vi fulgtes til Roncesvalles, og det er måden caminoen foregår. Der vader en masse mennesker rundt, de fleste med samme mål, men med hver deres lille skema i hovedet. Vi krydser frem og tilbage og alle prøver at finde deres egne ben. 

Som et barn der træder ind i livet. Nøjagtig. Samtidig er man usikker på det hele, behøver hjælp, er det overhovedet det hele værd på den lange bane… famler, forsøger at lære og tilpasse sig.

De kloge omtaler caminoen som et spejl af livscyklussen. Barndom -> ungdom -> voksen – > alderdom.

At gå ned er langt værre end at gå op ad. Når man går op, handler det om at finde sit eget tempo og ellers lade være med at kigge for meget op efter. Det virker bare demoraliserende, særligt i bunden af stigningerne. Fokus skal holdes på stien, hvor man går. 

Når man går ned, er man hele tiden tvunget til at holde igen, bakke af. Lårmusklerne spænder, fødderne presses frem i skoen og det ender med ømme tæer og blå negle, der bare venter på at falde af. De sidste par dage har jeg haft det, som der er blevet hamret søm i tåspidserne. Jeg bruger kun vandresko, når det er nødvendigt i øjeblikket. Ellers vandresandaler.

Som et barn skaber man sine egne myter og skrækhistorier. The Snoring Man. Første nat i Roncesvalles. Første etage. Alle talte om det. Jeg lå i køjen skråt under. Michael i båsen ved siden. I Zubiri tjekkede han ind på samme albergue som mig og igen i Lizarra/Estella forleden. Historierne rullede allerede i forvejen. 

Om dagen ligner han en spansk udgave af grisehandler Larsen fra Matador, godmodig gråspængt og på et par og 60, formoder jeg. Han ejer ikke et engelsk ord i livet, men vinker ivrigt og smiler hver gang man møder ham. Det gør man jævnligt, han går oftest død på stigningerne, hvorefter han kommer susende forbi igen på de flade stræk. 

Men som sagt om natten… 

… det er en skrækindjagende urytmisk snorken. Den bygges op, højere og højere, over flere minutter i uens intervaller på alt fra 5 til 20 minutter. Inden det hele lukkes ud som fra en gammel dampmaskine i et kæmpe schwuuus. Et par minutters stilhed, så begynder det forfra…

Jeg fulgtes et par dage med Frank fra Belgien. Han kommer fra Gent, for gud skyld ikke Genk, og er sæsonkortholder til det lokale holds, KAA Gent, kampe. En storsatsende klub, der flopper pænt. Har man hørt det før. Vi mødte ham første gang om morgenen i Roncesvalles og derefter om eftermiddagen igen i Zubiri. Bagefter blev han bare hængende, mens Michael gik videre mod næste Alberque.  

Landskabet skifter markant omkring Pamplona. Fra bjerge og udløberne af Pyrenæerne i nordøst til et mere og mere frodigt landbrugsland mod sydvest.

Nu er jeg trådt ind i vinmarkerne i La Rioja. Ligner en god årgang. Ankom til provinshovedstaden Logrono i hvad der gik op for mig, er blevet til søndag. Med andre ord min syvende vandredag. De første 150 km er afviklet. 

Status: 2 vabler og et par ømme tæer.  

 

Vandring på livets vej – prolog

København – Madrid – Pamplona – St Jean Pied de Port.

Morsomt på den ironiske måde at flyve ned over et nærmest skyfrit Europa påskelørdag, for at ramle ind et enormt skydække og rasende fly-turbulens omkring Biscayen og Pyrenæerne.

Det klarede op over Madrid. Alle skyerne lå selvfølgelig, hvor jeg skulle hen, og det styrtregnede i Pamplona natten over.

Det afholdt nu ikke byen i at holde en gevaldig fest natten igennem. Man fejrer påsken lidt mere hernede end man gør derhjemme.

Og vejrudsigten for de næste dage. Regn, regn og regnbyger. Men vejret i Pyrenæerne skifter nærmest fra dal til dal. Fra nærmest skyfrit til tæt tåge et par kilometer længere fremme.

Busturen fra Pamplona til den franske side i St. Jean Pied de Port bød på stort set alt. Bortset fra sne. Det er heldigvis langt væk og en ting er sikkert, det skide vejr kommer som den slags nu gør. Tid går og vejr kommer, og i morgen går det løs.

6,6 kg fik jeg målt rygsækken, alt inklusiv, til på badevægten. Måske er der en anelse mere. I hvert fald er det til at bære.

Op ad i rent Tour de France-terræn. Inden det går ned mod den spanske (baskiske) målby, Roncesvalles. Ja, byen har selvfølgelig et baskisk navn som alle byer på disse kanter. Orreaga. I øvrigt hedder Pamplona Iruna på baskisk.

Baskisk var også påskesøndagstemaet i Pamplona. En stor demonstration for uafhængighed af Spanien og centralmagten i Madrid fyldte det meste af den indre by i de tidlige eftermiddagstimer.

Alt forløb ganske fredeligt, og selvom der var både sortklædte og hætter fik de få udkommanderet betjente fra centralmagtens betalte policia næppe sved på panden.

Jeg gætter på, at det er en tilbagevendende markering. Disse uafhængighedsoptog. Og ganske sikkert en stor familiebegivenhed.

Efterhånden blev barerne omkring Paseo de Sarasate fyldt til randen med tørstige og sultne deltagere. Vokseninvasionen trak det dobbelte antal små baskiske unger med sig og fik efterhånden drevet væk fra mig væk fra en halvsløj irsk pub, som jeg havde fået plantet mit lunch-hungrende korpus på. Samtidig var det eneste sted der umiddelbart gad vise Norwich-Liverpool på barskærmen. Engelsk fodbold fænger ikke helt i La Liga-territorium.

Kort inde i 2. halvleg blev støjniveauet en tand for atonalt. Et øjeblik blev der nærmest sat lyd på Luis Suarez. Jaja, men noget skulle jeg bruge ventetiden på, inden bussen kørte til Saint Jean Pied de Port.

Men Pamplonas helt store søn er ikke basker. Tro ikke det. Han er amerikaner og hedder Ernest Hemingway.

Han går igen i hvert andet barnavn, på hver anden husfacade, i hver anden butiks forsøg på at sælge Hemingway et-eller-andet.

And Also Rises the Sun… han havde en ubønhørlig kærlighed til Spanien, og til dels baskerne, og han beskrev vel som en af de første San Fermin-festen fra almindelig øjenhøjde. Den hvor de slipper tyrene ud i gaderne i Pamplona.

Så jo. Måske. Den unge Hemingway, ham der rejste rundt mellem Paris, San Sebastian og Pamplona og tjekkede ind hos 1920ernes globale kunstner- og bohememiljø. Den ældre version hang mest på barer i Havanna på Cuba. La Floridita og La Bodeguita, inden han forsøgte at sluge sit gevær.

Jeg hænger lidt til tørre her til aften. Mentalt. Prolog, mand. Et køligt hotelværelse uden varme og det kan sagtens mærkes at dagstemperaturen ikke er kommet meget over de 18 grader. Udenfor. I dag.

WiFi’en er mere end almindelig ustabil, og ja, altså i morgen går det løs…

Det er alvor. Første etape. Kig lidt billeder imens. Der er et med et dyr og sågar et par andre med børn, hvis du kigger godt efter.