Drømmens KBH

parken_tirsdag2
The sky is the limit – nogle gange

I had a Dream Joe!, brølede sangeren Nick Cave engang for længe siden.

Vi var også en del københavnerne der havde en drøm sidste tirsdag aften. En sejr over tyrkiske Galatasaray. Set på den korte forhistorie, det hostende efterår, og første kamp i Istanbul var der ikke meget vi kunne klynge den op på.

Men drømme er til for at blive virkelige og Parken bliver totalt elektrisk af forventninger op til disse store europæiske kampe.

Det er med til at gøre det hele til en grum cocktail, selv for ganske stærke modstandere, og det kom tyrkerne også til at smage. Selvom de var ganske talstærke på tribunerne også.

Jeg skal ikke gøre mig vanvittig klog på, hvor godt styr der var på billetsituationen, men en del tyrkere fik adgang til Nedre C. Selvom det ikke helt var hensigten.

Et par stykker havde også klemt sig ind på ledige sæsonkortpladser omkring vores rækker. Men der er så også forskel på at være af dansk-tyrkisk – og være Gala-fan. Vores “gæster” godtede sig mere over Galatasarays nederlag end de virkede direkte beklemte.

parken_tirsdag
Fæstningen!

Selve kampen fik en eksplosiv begyndelse med Daniel Braatens hurtige scoring.

En dobbelthælaflevering. Først spillede han Claude, som i sin tur vippede bolden videre til Gislason i frit løb ind i feltet og en flad aflevering tilbage til Braatens hæl.

Det var vel de bedste spillemæssige 20 minutter i årevis der fulgte, inden kræfterne sivede fra holdet. Det kunne sagtens være blevet 2-0 inden. Tyrkernes italienske træner, Roberto Mancini, så en masse Galatasaray-chancer og mente, at hans hold havde været uheldig.

Så mange åbne muligheder så jeg heller ikke i den 2. halvleg, der blev en af de længste jeg nogensinde har oplevet. Ikke at det overhovedet var kedeligt, det var bare frygtelig intenst.

Tiden stod i stampe. Hvert sekund blev til et minut af højspændt nervøsitet og man stod notorisk og talte dem. Først sekunder, så minutterne…

Det blev en taktisk forsvarskamp, der faktisk lykkedes fra københavnsk side. Lidt held skal man altid have, men Nikolaj Jørgensen ramte også stolpen, ligesom Braatens friløber helt overmatchede alle de muligheder som tyrkerne kreerede. Som det enkleste i verden kunne han havde spillet Jørgensen fri til åben scoring og de der 2-0 et par minutter inden pausen.

Det gik alligevel. Det hele gik. Og efter 1-0 sejren i tirsdags over Galatasaray kan vi næsten tale om en bastion. Det er 8 Champions League-gruppekampe uden nederlag nu. Benfica, Manchester United, Celtic, Rubin Kazan, FC Barcelona, Panathinaikos, Juventus, Galatasaray.

Vi glemmer lige at Chelsea vandt første 1/8-delsopgør i Parken i vinteren 2011. Statistik er som altid en taknemmelig størrelse og skabt til at blive manipuleret med. Du sætter rammen og tallene passer – og vi kan holde liv i drømmen lidt endnu.

I Esbjerg søndag eftermiddag blev det hurtig virkelighed igen. Efterhånden forbløffes man bare over de mange koncentrationssvigt Johan Wiland demonstrerer. De bliver mere og mere absurde og – de har allerede længe kostet adskillige points.

Er det ikke ved at være tid til at køre Jakob Busk i stilling? Han er godt nok kun lige fyldt de 20 år, men hvis alternativet på målmandsposten er en aldrende svensker der har svært ved at vurdere indlæg, taber langskudene, sparker bolden skævt i benene på stakkels Mellberg 2 meter væk eller bare losser håbløst skævt ud over sidelinien, kan jeg næsten bedre bære at Busk får optjent sine lærepenge nu i Superligaen.

Det gør det ikke nemmere at vi ingen rigtige angribere har. Ståle har i hvert fald ikke den store tiltro til dem.

Vetokele dur i Superligaen, men har i Champions League kun fået 2. halvleg nede i Istanbul. Ellers har han ikke spillet et eneste minut. Gamle Cesar Santin figurerer efterhånden kun som en evig joker på bænken.

De 2 nye fra sommertransferen er bogstaveligt helt væk. Pourie virker dog til at slås ihærdigt for sin chance og får sine minutter hist og pist, mens Fanendo Adi uden et ord er forsvundet helt ud af truppen den sidste måned. Rygterne siger, at han simpelthen er for doven.

Der skal vist handles seriøst i vintermånederne og måske finder klubben ligefrem en ny sportsdirektør midt i juleudsalget og begynder at opjustere igen. Der kommer trods alt en del i slanter i kassen efter Champions League-gruppespillet.

Det bliver måske en drøm for meget. Trods alt. Men jeg har alligevel en mere. At København forbliver ubesejret også efter sidste kamp i gruppen. Hjemme den 10. december mod Real Madrid.

Og lad så bare helvedet komme an. Endnu en landskampspause. 14 dages indædt tørke af stort set ligegyldige træningskampe mellem lande der enten har kvalificeret sig eller har mislykket.

Iceland_flag
En gammel koloni

Med et par enkelte undtagelser. Island skal til VM, jeg siger det bare. Ragnar og Rurik og hele banden.

Samme 350.000 indbyggeres miniputnation, Island, rummer måske også løsningen på vores angriberproblem – navnet er Kristján Flóki Finnbogason.

Sender selvfølgelig lige iskoldt Atlanterhav i blodet. Foreløbig har han spillet fast på vores ganske succesrige U19-hold, der har skrabet 6 points sammen i sine 4 kampe og holder 2. pladsen i samme Gruppe B mod de samme modstandere som de voksne møder.

Finnbogason scorede i øvrigt mod Galatasaray senest. En lille drøm at befri.

Og så var der ham Nick Cave. Han spillede i weekenden i Falkoner og det er der allerede skrevet og sagt mange kloge ord om. P6 Beats 6 timers lørdagsoptakt var helt vidunderlig (nap den som podcast, mand, du fortjener det).

2 koncerter over fredag og lørdag. I had a Dream Nick! Han skuffede såmænd ikke, men jeg ville bare gerne have hørt ‘The Weeping Song’.

Og således drømmer man jo gerne fra København… til Reykjavik og Torino og hjemmekampen mod Madrid i islandsk-kolde december… og så videre.

Solgt til stanglakrids

Nu faldt jeg i søvn en time før transfervinduet lukkede den 2. september, men det gjorde hverken fra eller til. Der skete intet spændende for FC København inden hasperne blev sat på igen.

Intet ud over de 2 navne som dagen allerede havde konfirmeret.

Østrigske Georg Margreitter til forsvaret og norske Daniel Braaten til offensiven. En helt ukendt (noterbart dog relativ ung) spiller, som Ståle oprindelig fik hentet til Wolverhampton, og en lidt udefineret kant/ midtbane og vist sådan mentalt loco – i hvert fald nogle gange. Om det bliver på Myklandsk vis må det næste års tid vise.

Samlet set over sommeren har vi hentet 5 spillere.  Ud over de 2 nævnte også Marvin Pourie, Olof Mellberg og Fanendo Adi.

Umiddelbart behøver det ikke at være så skævt. Igen samlet set.

Adi har spillet 2 kampe og scoret 2 mål. Succes!

Hele opholds-/spilletilladelsescirkuset må bare have efterladt den stakkels mand undrende. Hvorfor følges den slags ikke bare ad for en professionel fodboldsspiller? Begge formiddagsblade fik kogt vældig sommersuppe på en skid i et glas kurvand. Der var nærmest ikke grænser for det politiske drama, permanent udvisning, fængsel, og alt sammen fordi en sportsdirektør blev lidt for åbenmundet i et tv-interview.

Det er Carsten til venstre

Du tager naturligvis en fejl for holdet, CV! Mandfolk som du er!

Gamle Mellberg har spillet 4 kampe og scoret 1 mål. Som forsvarsspiller har han dog virket lidt rusten. Men man kan dårligt bebrejde ham, dels er han en aldrende herre, og dels fik han ikke hele opstarten med.

Den slags niver, det kan de fleste med hans alder (og ældre) skrive under på.  Men på en eller anden måde føler man sig i godt selskab med ham. Jeg gør i hvert fald.

Marvin Pourie har foreløbig virket som et dampbarn, der har haft det vældig svært. Det brænder helt sammen for ham på banen. Han vil vældig gerne, men det er ikke Silkeborg længere. Verden er blevet langt mere kompliceret. Dels har hans medspillere et højere niveau, han kan ikke bebrejde dem det mest indlysende når han selv falder igennem, og dels fik han heller ikke mange muligheder for at komme rigtigt på plads.

Har der været en plan med noget som helst, spørgsmålet blafrer stadig midt i september.

Måske snakkede Jacobs og CV sammen engang i foråret. Hvis Pourie var en del af planen, hvorfor blev han så først hentet 3 dage før sæsonstarten? Og Mellberg stod næppe heller skrevet på nogen ønskeliste.

Jeg er også ret sikker på at Fanendo Adi heller ikke stod der. Før planerne om et akut og nødvendigt trænerskifte for alvor tog fart. Han lugter af et meget tidligt Ståle-håndtryk.

Men det har da svirret med rygter hele transfervinduet igennem. Fra en Sandro Wagner i Berlin til forsvarsspillere i Real Betis.

Lad os heller ikke glemme den mærkelige føljeton med Joshua John, som åbenbart var et hedt ønske for halvanden måned siden. Twente ville gerne sælge, spilleren ville gerne, måske, og ville så ikke, da CV afkrævede ham en beslutning.

Nu fremstår John, efter han alligevel endte i Farum-lejren, fordi Twente ikke ville have ham mere, som et fjols. Han kunne have valgt Farum for længe siden, hvis det var et brændende ønske, som han kunne have taget FC København da tilbudet faldt. Han gamblede formodentlig og tabte ved bord 1.

Vi går altid efter at hæve overliggeren i hvert vindue, ikke sandt CV! Foråret var for længst blevet til efterår og holdet sejlede videre på åben sø, nu blev det blot endnu mere indlysende fordi de begyndte at tabe kampe på samlebånd.

Sommerens mest uplanlagte plan stod tilbage. Den blev at hive Ståle hjem, for at redde stumperne. Sommerens absolut vigtigste transfer, man gnækker lystigt, ud over de 5 indkøb har vi nemlig fået 2 yderligere “nye” spillere i den københavnske trup.

Claudemir og Bolaños. Begge er som forvandlet.

“Partymir”, som han er blevet navngivet i fankredse på grund af sin letlevende boheme-stil uden for fodboldbanen, det var høfligt sagt, er igen blevet til den Claude som vi så spille på den centrale midtbane for 2 sæsoner siden.

En træners magiske kneb på træningsbanen. Det virkede også på Bola. Han ligner pludselig en højrekant med selvtillid og frækheden tilbage. Og nok så væsentligt for hans højtanlagte spil, driblingerne begynder at lykkes.

De 2 magiske knapper tunet op nærmest fra dag til dag. Som udenforstående kan det være svært at fatte hvor tyndbenet kemien mellem en træner og enkelte spillere kan være. Eller rettere hvor stærk den pludselig kan vise sig.

En skaldet nordmand der kan skrige meget højt, det runger både i San Juan og i de københavnske barer ud på de små timer. Hvis Ståle også kan få pillet smørfingrene af Wiland, behøver vi ikke at være helt solgt til stanglakrids, når det går løs i Champions League om en uges tid.

Eller…

chlpic
♪♫..gem et lille smil til det blir gråvejr…♪♫

Nja desværre nok alligevel. En heldig lodtrækning var det ikke ligefrem.

Den lugter nærmest af 6 forudsigelige nederlag. Juventus, Real Madrid og Galatasaray. Tur/retur!

Forventningerne er naturligvis helt i bund og alligevel bliver de ikke større. Det er og bliver et klassisk dilemma, for en gammel og rutineret fan som undertegnede.

Det er altid sjovest at spille med på øverste etage.

Ja for fanden! Uanset om det foregår langt oppe under den åbne oktoberhimmel som på Camp Nou for 3 år siden – eller det bliver Santiago Bernabeu som denne gang.

Jeg er sgu parat nu og sluger gerne igen hvert et sekund, når hymnen klinger. Første gang over Parken på tirsdag.

Så kan vi lade medieklovnen Glen Riddersholm samle sine hundelorte op i Herning – og i øvrigt helt glemme Superligaens almindelige tristesse for en kort stund. FC Udfordret møder FC Halvvejen på FC Hele Vejen.

Og lad mig lige sige det, ikke rasende højt, men dog læseligt, skal der være andre danske mestre end København i maj 2014, så lad det for helvede da blive Esbjerg. De er fiskere hele bundtet, man kan ikke rigtigt blive sure på dem.

Et spændende hold og en flot kvalifikation til Europa League – lidt national sympati kan vi godt sende vestover til kutterne.

Og i øvrigt hvis der nu havde været en plan, kunne Peter Ankersen sagtens have været en interessant del af den. Men nøgternt og skåret til benet, planen manglede.

Den plan der skulle bagsikret vores røv. Når den første plan, den der gik på at bare tro at tingene ville fortsætte med at komme af sig selv, stille og roligt smuldrede mellem fingrene på en træner der måske mest af alt længtes hjem til Belgien og en sportsdirektør der ikke anede sine levende råd.

I stedet blev vi solgt til stanglakrids. Fra det tidlige forår til den 17. september.

God kamp på lørdag mod Esbjerg – ud over fisk, lugter det af lidt sund sparring med et internationalt strejf. Sådan cirka.