Charlie Don’t Surf

Det blev jul, det blev nytår og det blev januar. Man er ikke ligefrem blevet mere optimistisk på verdens vegne i de sidste uger.

Jeg plejer normalt ikke at kaste mig ud i de store politiske tirader. Men – lad det være sagt –  jeg behøver luft.

Ilt. Frihed. Ytringsfrihed. Frem med hele det moderne journalistiske arsenal af floskler.

Jeg stemmer til venstre for midten politisk og det bliver jeg ved med. Jeg er tilhænger af EU, stemte endda for euroen i tidernes morgen, og ønsker ingen grænsebomme genindført. Jeg tror heller ikke at “de fremmede” er ved at invadere vores land, eller at de stjæler vores dit og dat, og kun vil udnytte velfærdssystemet, og i øvrigt er vanekriminelle hele bundtet.

Men jeg har fået nok af islamisme – af politisk islam. Det er vores tids nazister.

Nazi-muslimer fuck off. Så er det også sagt.

Den ramte mig som en tung hammer i kølvandet på massakren i Paris på bladtegnerne fra Charlie Hebdo. Denne 10 år gamle artikel. I virkeligheden var den bare et vredesudbrud.

Ja, man får sgu nok. Den gamle musikanmelder på Information, Klaus Lynggaard, er ingen ekstrem højreradikalist med en egen dagsorden om totalkrig mod denne verdens 2 milliarder muslimer. Tværtimod, vover jeg at påstå, uden at kende manden personligt.

Men han fik nok af nogle bestemte miljøer blandt os.

Jeg har også fået nok. Der findes grupperinger i vores samfund som er så syge i låget, at vi ikke behøver at pakke budskaber ind i humanisme og almindelige tolerance. Det er folk helt uden for rækkevidde.

Bekæmp lortet. Det er mennesker der er flasket ind i et moralkodex, der hører til i den mørkeste middelalder uanset om det er synet på et par satiriske tegninger af en religiøs profet, kvinder, eller homoseksuelle – eller vel bare mennesker generelt.

Den hvide mands byrde, manglende integration, og jeg orker ikke at høre mere pis.

Der er også et ansvar, der ligger langt væk fra de hvide mænd i denne verden. Uanset om det handler om at tage på imam-turne i mellemøsten med et par ekstra manipulerede fotografier, ved siden af de oprindelige karrikaturtegninger, og prædike bål og brænd – eller om blot at tage en smule vare på sit eget liv i en eller anden forstadsghetto.

Det var der mørkemændene for alvor kom forbi.

Charlie Don’t Surf. Charlie var engang ikke bare Charlie Brown – tegneseriefiguren fra Radiserne. Han var også Viet Cong og et frihedssymbol for venstrefløjen.

Charlie kan stadig ikke finde ud af at surfe. Men han behøver fandeme heller ikke bære burka og gemme sig for en åndsforskrækket middelaldermoral. Af ren angst for at blive slået i hartkorn med sine gamle fjender.

Det er heldigvis også et klart budskab fra Paris. Det kan man da dvæle lidt på… i en meget mørk og dyster verden.

I hjulemandens skygge

Der er gået lidt tid siden sidste indlæg, men jeg skulle lige have tid til at blive gammel.

Hver ting tager sin tid, som man siger, og det at blive gammel kræver bestemt sin mand.

Alt imens har en snestorm camperet flittigt over København, skabt det sædvanlige trafikale kaos, og ikke mindst gjort cykelstierne til et smattende helvede. Ain’t No Country for Old Men – for at spinde på en film der altid er værd at se.

Hvor blev bolden af, Jesper?
Hvor blev bolden af, Jesper?

Både Superliga og Europa League kom også igennem den sidste uges snevejr. Inden den definitive julepause. Søndag aften havde Hjulemanden sågar gaver med, da Jesper Hansen, Nordsjællands bedste i Champions League, fumlede bolden i henholdsvis fødderne på Delaney og hovedet på Santin.

Det blev en sikker 4-1 sejr i efterårets sidste spillerunde. Og det lignede grangiveligt Champions League. På den vis at Nordsjælland fik sine læsterlige klø igen. Som mod Donetsk, Chelski og Juventus.

Hvornår har Farum-konceptet i det hele taget vundet en kamp på den europæiske scene? Jamen, deres seneste sejr var over skotske Queen of the South i 2008’s UEFA kvalifikation. Siden har de spillet 10 kampe, med 2 uafgjorte og 8 nederlag til følge. Men de har et koncept og journalisterne elsker det – eller “elskede”, hedder det nok i disse dage.

Det er nok det med hver ting til sin tid igen.

FC København har parkeret sig på førstepladsen med 12 points forspring. Det ser fornuftigt ud. I jubelefteråret 2010 havde vi 51 points for 19 kampe, så det er langt fra episk i år. Men godkendt. Absolut.

Hvad der står tilbage som knap så godkendt er den europæiske kampagne. Den bliver historien om lige ved og næsten – eller pindsvinet der aldrig kom helt over vejen.

Først CL-kvalen mod Lille som måtte ud i fransk overtid og så en stribe halvsløje gruppekampe i Europa League mod Stuttgart og Steaua Bukarest. 2 ud 12 mulige points hentede vi mod de 2 mandskaber. Begge klubber vi sagtens bør kunne måle os med. Sportsligt. I hvert fald forvente mere end sølle 2 points i alt over 4 kampe. Norske Molde slog vi både hjemme og ude – det var vel forventet selvom det heller ikke gik helt glatbarberet.

Vi var et uheldigt freakmål i Bukarest fra at gå videre, men spillemæssigt står et utvetydigt indtryk tilbage. Vi har reelt kun forsøgt at matche rumænerne og tyskerne meget defensivt. Uden succes overhovedet. Vi fortjente det reelt ikke – at komme videre fra gruppen.

Det var pindsvinebold over hele linien – en stil der har været milevidt fra den stil som Ståle efterhånden fik udviklet med holdet i sine sidste sæsoner som træner. Tænk på Prag i december 2009. Vi tog derned og spillede Sparta ud af banen. 3-0. Sparta kan godt sammenlignes med Steaua, vil jeg mene.

Forklaringen ligger lige for. Fundamentet på 2012-holdet har simpelthen ikke samme styrke. Et hold der er usikker på sine kompetencer, søger ofte i en pindsvineposition. Man vil reagere, mere end agere – jep, citat plukket lige fra trænerskolens ABC.

Den centrale akse omkring TK og Claude kan ikke hænge med, når tempo og fysik skrues over Superliga-niveau. Vi kan sætte Delaney i samme potte, men han er endnu så ung og lovende, at det ville være åndssvagt at afskrive ham. Men faktum fortæller også, at der var nat og dag mellem hans niveau mod Steaua i torsdags, han var pivringe, til søndagens kamp under låget i Parken, hvor han reelt var Man of the Match.

Det er Kvist anno 2010, der mangler. Ham købte Stuttgart. En balancespiller med internationalt snit. Den helt store – og langt fra nemme – opgave over vinterpausen, er at genfinde ham. En Kvist-klon til maskinrummet. For det knager og brænder for nemt sammen.

Forsvaret har i efteråret fundet sine ben omkring Sigurdsson og Stadsgaard – de virker som en sikker midtstopperduo hvor begge har offensive kvaliteter også. Lars Jacobsen er landets suverænt bedste højreback – og efteråret har været det bedste halvår i den københavnske trøje for ham nogensinde.

Modsat på venstrebacken sidder Bengtsson solidt – med masser af offensive kvaliteter.

Som Jacobsen har TK spillet sin bedste halvsæson i København. Men han mangler det ekstra gear der skal til nede i fx. Bukarest – Ståle brugte ham konsekvent heller aldrig europæisk.

Ariel Jacobs har ikke haft andet valg. Han har ikke andre. Grindheim har forlængst forpasset sin chance – og kan tage Oslobåden. Delaney er for grøn endnu, og – som nævnt – for svingende i sine præstationer.

Det føg med rygter i sommers om Christian Poulsen. Angiveligt var han tæt på et københavnsk comeback, men valgte til slut Ajax. Men det er på det niveau, klubben skal fiske. Og det er svært – meget svært. For vi er langt fra alene på den indkøbshylde – og som med Ajax-tilfældet er konkurrenterne ofte økonomisk stærkere.

Den københavnske offensiv – med kantspillere og forwards – er den mest talentfulde i Superligaen. Nicolai Jørgensen er sin helt egen historie, vi har fået en ny Grønkjær tilsat ungdommens kilde, Cornelius har shinet og shinet igen, og har overvundet sin første “måltørke”. Igor Vetokele afventer en seriøs opstart under den fysiske træner Anders Storskov. Forhåbentlig får det stoppet hans serie af små fiberskader.

Jeg tillader mig i hvert fald, at have skyhøje forventninger til Igor. Og selvfølgelig Storskov. Vi har i efterhånden mange sæsoner haft en nogenlunde skadesfri trup – og det falder i høj grad tilbage på den dygtige fysiske trænerstab.

Til gengæld ligner det endnu en billet til Oslo-båden – også for Mos. Han har kæmpet med skader, men Cornelius har med sit gennembrud sat ham langt fra holdet.

Santin er Santin og han tager også sin tid til tingene, især når han ærgrer sig over en mistet bold eller en dribling der kikser – men han er erfaren og er, som Igor, en langt mere alsidig angriber end en klejn norsk boksspiller som Mos.

Opsummering: ambitionen i vintertransferen må være at hente en central midtbanespiller, hmm… har vi ikke sagt og skrevet og skreget det før. Og en angriber. Måske.

For på den anden side… jeg glemte helt Danny Amankvaa. Et nyt talent i Cornelius-skyggen.

I øvrigt er det noget som Jacobs kan. Det med de unge spillere. Hans fortid som træner for det belgiske U-landshold fornægter sig ikke.

Har Belgien ikke en stærk central midtbanemand? En lightudgave af Vincent Kompany og Moussa Dembele.

Tja! I FC København ved man aldrig hvad der sker – heller ikke over en lang vinter. Tænk et år tilbage. Men jeg sælger alligevel skindet, selvom bjørnen skraber rasende på døren – vi er meget tæt på mesterskabet. Om ikke andet er vi stensikre på andenpladsen. Selv hvis sportsdirektør CV atter må rykke ind som caretaker

Ergo bør vi i den grad bruge vinteren og foråret til at ruste os til næste europæiske kampagne. Overliggeren skal hele tiden hæves, for at citere samme CV.

Efterårets top5 i vilkårlig rækkefølge:

  • Nicolai Jørgensen & Andreas Cornelius – de er sgu for lækre
  • Ariël Jacobs – Mr. Cool. Manden der er rasende efter storsejre og beskyttende efter nederlag.
  • FCK TV – jeg elsker de små videoer, de strøer ud uge efter uge. PR-afdelingen i klubben har fået et gevaldigt løft det sidste halve år. Good work!!!
  • En helt ny og positiv dialog mellem klub og fans.
  • Superligastillingen ved vinterpausen
Side 220 på DR text-TV. En klassiker.
Side 220 på DR text-TV. En klassiker.

PS: hvis du savner inspiration til et par gode julegaver, vil jeg med fornøjelse re-anbefale disse 2 herlige bøger som enhver mand med respekt for sig selv bør læse:

Calcio af John Foot

Tor! af Ulrich Hesse-Lichtenberger

God jul, mand!

In Bruges

Nikolai Jørgensen er glad. Rød-hvide farver…

Ja, selvfølgelig er armene stadig i vejret!

Og i øvrigt er jeg helt sikker på, at den græske linievogter er et godt menneske!

Så er det heller ikke værre eller bedre – for var det egentlig så ufortjent at FC København gik videre? Nej bestemt ikke. 3-2 samlet over Club Brügge var heldigt – set med begivenhederne i de sidste 5 minutter i frisk erindring. Men over de 2 kampe som helhed fremstod København egentlig som det lidt bedre hold – eller det mindre ringe. Alt efter vinklen.

På forhånd var der da heller ingen grund til at være skræmt fra vid og sans efter nullerten i Parken. Det var et belgisk mandskab der var lige så famlende som os selv. De ville bare have 0-0 med sig hjem til Brügge, åbenbart med en sikker forvisning om at hjemmebanen nok skulle klare resten.

Fra københavnsk synspunkt var 0-0 i første kamp heller ikke så slemt. Om ikke andet beviste holdet for 3½ år siden, at de sagtens kunne vinde i “heksekedlen” i Brügge. 1-0 lød Europa League-sejren på i december 2008. Målet sat ind af samme Santin som scorede til 3-2 i det tomme mål i aftes langt inde i overtiden.

For træner Jacobs må det være en lidt bizar oplevelse, at stå i sit hjemland og sende sine landsmænd ud. Måske godtede han sig i virkeligheden, Brügge-fans’ene buhede i hvert fald konsekvent af ham i Parken, formodentlig på grund af hans fortid hos hovedfjenden Anderlecht.

En landflygtig belgier krydser sit spor. Ariël Jacobs imponerer mig sgu mere og mere. Han er sikker og konsekvent, når han taler med medierne. Og han gør det gerne lystigt. Nogle gange formodentlig så meget at den genetablerede sportsdirektør, CV Jensen, må bide hårdt i bordkanten, eksempelvis da Jacobs forklarede at han havde ønsket den gamle belgiske landsholdsklippe Wesley Sonck med sig til København.

Måske var det bare en røverhistorie – og jeg forstår sådan set godt, at CV har vurderet Sonck til at være for gammel til FC København. Men det var en god journalisthistorie og, tro mig, den var blevet hevet frem, hvis København havde tabt til Brügge i aftes.

Nu griller CV frem til på mandag, den 13. august. Der udløber UEFAs deadline for registrering af spillere til 4. kvalifikationsrunde – eller playoff-runden til Champions League som den officielt hedder.

Jacobs vil gerne have tilført et par spillere, direkte udtrykt som en angriber, men mon ikke han sagtens kunne se en til hver kæde på den lidt længere bane. Det kan jeg i hvert fald godt se, at han kan se.

Han må være belgier!


Han har været i København lidt over en måned
og sætter allerede sit tydelige aftryk igennem spillertruppen.

Johan Absalonsen, Søren Frederiksen, Peter Larsson, og Martin Bergvold kan godt finde sig en ny arbejdsgiver. Diouf er allerede udlejet til Emiraterne, og mon ikke Christian Gamboa også lejes ud. Han formodes vel stadig at have potentiale – som en Bryan Oviedo for et par sæsoner siden.

Youssef Toutouh er måske for ung endnu til en endelig dom, men han har ikke været i nærheden af en startopstilling eller indskiftning. Trods at Jacobs ikke har været det mindste bleg for at smide et par helt unge spillere ind.

Andreas Cornelius er allerede blevet et lille fund, en ny Nicklas Bendtner (som kom fra KB), og Christoffer Remmer efterlod ikke ligefrem et dårligt indtryk lørdag aften i udekampen ovre i Esbjerg. Begge er et par gutter på 19 år som Toutouh.

Tilbage til Jacobs: manden har jo udstråling. Er rolig og kan samtidig råbe igennem. Jeg har sneget mig forbi Peter Bangs Vej og træningen et par gange over sommerferien.

Første gang lige da han var ankommet og tavst betragtede det meste – og senest for 14 dage siden hvor han fløjtede og råbte – og dirigerede for fulde lunger.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hans 11 udvalgte går ind og spiller for ham.

Som helt almindelig fan bliver jeg også tryg, når træneren for mit hold sætter ord på det jeg ser. På tribunen eller på tv-skærmen. Det har Jacobs gjort.

Vi spiller for langsomt, mangler tempo, vi mangler aggressivitet. Den mest vidunderlige kom i et interview på FCK-TV, vi skal spille som et hold fra det smukke København når vi på besøg ude i landet (fri oversættelse og cirka 2:55 inde i interviewet). Ja ja, gu fanden, mand! Sådan finder du vej til mit hjerte.

Jeg har heller ikke længere fornemmelsen af at det hele kan ramle sammen, hvad øjeblik det skal være, når jeg ser holdet spille. Som under Roland Nilsson.

Vi har langt fra endnu spillet en optimal kamp i denne sæson, men jeg fornemmer fremskridt. Stille og roligt. Lidt som da Roy Hodgson kom til klubben, uden sammenligninger i øvrigt. Man følte sig bare i trygge hænder – dengang også.

Det virker alligevel ikke helt skidt og Jacobs har nogle idéer med de ting han gør, og noget fungerer åbenbart, både i superligaen og i Europa.

Vi er kommet igennem hele denne pisseirriterende hektiske danske opstart, altid midt i juli og midt i sommerferien, med mere end skindet på næsen.

Nu er vejen så banet ind i det egentlige Champions League, til playoff-runden, hvor den officielle hymne får lov til at gjalde over stadion inden kickoff.

Stadiet akkurat før det forjættende gruppespil med de mange millioner.

Vores kommende modstander er stadig ukendt. Lodtrækningen foregår imorgen – fredag middag.

Jeg tager gerne Mönchengladbach eller Malaga, hvis sidstnævnte overhovedet får lov til at spille. Ellers siger jeg bare, kom med dem! Det går nok – om ikke andet er jeg taknemmelig for gruppespil i Europa League. Det pynter altid på klubkoefficienten hos UEFA.

Og selvom jeg stadig kan blive indebrændt over forårets spildte mesterskab – og den gratisbillet til Champions League som vi fik smidt i fødderne på Farum-kunststoffet – så finder jeg sgu trøst i en ting. Havde vi vundet mesterskabet, havde CV formodentlig fortsat på trænerposten.

Historien om at han under alle omstændigheder ville træde af efter forårssæsonen, har jeg aldrig købt. Han havde fortsat hvis vi havde vundet titlen. Det havde været den nemmeste løsning i verden – og den havde været ganske belejlig og billig for direktør Hørsholt og de andre krejlere der styrer vores kære klub.

Det gik ikke sådan. Uheld i held – held i uheld. Vi fik istedet en ny mand på posten, og han virker som en rigtig dygtig træner oveni.

Og CV fungerer unægtelig langt bedre i kulissen, som sportslig ansvarlig, end i frontlinien foran kameraerne. Tjep-tjep, 1-2 nye spillere inden mandag, tak!