Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto - en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.
Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto
En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre - jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.
Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.

Champions League! Here we come…

Jackpot!
Europæisk Jackpot! Vi er med

Det var sgu fortjent. Kort og godt. Kvalifikationen til Champions League-gruppespillet. Vi spillede en ganske overbevisende kampagne.

Stensikre sejre over nordirske Crusaders, og vi tromlede videre mod rumænske Astra Giurgiu. Igen meget sikkert. Og hvis man betvivlede deres styrke, det var nærliggende oven på de 2 kampe, var de virkelig så dårlige, kan det bemærkes at de slog West Ham ud af Europa League-kvalifikationen runden efter at de tabte til København. Helt håbløse var de med andre ord ikke, men FC København var gode.

Når der overhovedet kom anfald af nervøsitet ind over de afgørende Apoel-kampe, var det fordi vi brændte uhyggeligt mange chancer. I begge kampe. Og fordi der spøgte et deja vu, med rødder 7 år tilbage i tiden.

Det blev kun forstærket efter første kamp i Parken. Den spinkle 1-0 sejr, der burde have været større. Et forsøg på indersiden af stolpen. Det var nærmest en gentagelse. Denne gang Verbic, for 7 år siden Ailton.

Men spillemæssigt var vi en klasse bedre og det var vi også på Cypern. Det var helt vanvittigt at vi overhovedet kom bagud og måtte æde negle ned til rødderne i bar angst på sofarækkerne. Ikke igen. Som for 7 år siden.

Det skete ikke. FC København havde for meget kvalitet, Apoel kom aldrig i nærheden af den anden scoring, og Santander er manden der scorer de vigtige mål. Det ved vi bare. 1-1 og ingen forlænget spilletid. Gudskelov.

Indlæg/skud. Den gik ind og det mål kommer han til at leve hele efteråret på. Han har ikke helt kunnet ramme forårets niveau i opstarten efter sommerferien, men målet i Nicosia blev den direkte nøgle ind gruppespillet. Federico is game!

santa
Netop leveret: efterårets bedste mål hidtil. Federico Santander!

Ja, vi fortjener det. Pladsen i fjerde seedningslag til grupperne. Den blev ovenikøbet krydret efterfølgende af en portion meget behagelig lodtrækningsheld, som vi langt fra altid har været forvænt med.

Leicester, Porto og Club Brügge blev trukket op af UEFA-bowlen. Det kunne sagtens have heddet FC Barcelona, Manchester City, Mönchengladbach fra de 3 øverste seedningslag. Sportsligt set, bedste chancer for points, bedste chancer for avancement og europæisk fodbold i februar, var det ren jackpot.

Efterfølgende blev det så et mindre skår, at København begynder ude mod Porto om 14 dage. Som inkarnerede fodboldturister var vi da i hvert fald nogle (en i hvert fald) der havde sat næsen op efter at få den kamp i oktober. Omkring efterårsferien. Med tid til planlægning omkring arbejde og andet. Og med muligheden for et par supplerende fridage omkring kampen.  Som tidligere ture til Lissabon, Barcelona og Madrid i de 3 forrige københavnske Champions League-eventyr.

Men Leicester tog oktober-udekampen og efterårsferien. Fucking Leicester. Jeg kan ikke rigtig se mig selv tilbringe 3 ekstra feriedage i Leicester. I Porto havde det været det mindste problem. Tro mig. Jeg snusede kort til byen i juli måned.

Det gensyn bliver en anden gang. Desværre.

Rent sportsligt er Porto måske ikke det værste sted at starte. Jeg mistænker portugiserne for at være bedste hold i gruppen, og midt-september er stadig tidlig sæson for dem. De bliver formentlig kun bedre som efteråret bliver til vinter.

Club Brügge er vi nærmest notorisk parret med. Enten det er Champions League eller Europa League. De dukker jævnligt op som modstander. I kvalen eller i gruppen. Vi har mødt dem 5 gange siden 2008. Senest Europa League-gruppespil for 2 år siden. Pudsigt nok har vi aldrig tabt til dem på udebane, 2 sejre (1-0 og 3-2) og 1 uafgjort (0-0). Og aldrig slået dem hjemme (0-0 og 0-4), den gevaldige røvfuld er dateret som 2 år gammel.

Dengang var holdet stadig røv og nøgler og famlede for at finde sit fundament igen. Efter Ståles genkomst. Vi er i væsentlig bedre forfatning nu og Brügge er måske kun marginalt bedre. Eller noget lignende. Men vi taler næppe om nogen walk in the Park(en), alt andet lige har vi ingen som helst tradition for at slå dem hjemme, når vi møder dem i anden grupperunde denne gang. Til gengæld ligner det en kamp, der i den grad vil definere vores muligheder, og Brügge er til at tale med. De er trods alt belgiere.

Og så er der Leicester City. Vi har altid en tendens til at gøre Premier League-hold bedre end de er. West Ham beviste vel lige det modsatte… eller? Særligt når vi taler om holdene uden for de sædvanlige top 4-5 stykker.

Engelske mestre eller ej. Jeg anser dem ikke for at være i nærheden af hverken Manchester City, Spurs eller Arsenal, alene fordi de ikke har samme økonomiske muskler. Samtidig er de helt grønne på den europæiske scene. De har aldrig været i nærheden af det tætte match-setup tidligere, Premier League/Champions League, som de kommer igennem i efteråret. En relativ smal trup. En masse rejseri. Et umuligt forsvar af et mesterskab på hjemmefronten. De vinder det ikke igen i min levetid.

Enten fuser de helt ud – eller også bliver Europa deres sutteklud. Jeg drømmer om det første. De endte med at irritere mig grænseløst i sidste sæson. Ikke mindst som Spurs-fan. Fucking Leicester!

I gruppen for 3 år siden, mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray, fik vi 4 points og daffede ud som det helt tynde øl. Da vi gik videre i 2010 fik vi 10 points, mod Kazan, Panathinaikos og Barcelona. Ved debuten i 2006 mod Benfica, Celtic og Manchester United blev til 7 points.

Jeg gider ikke at begive mig ud i gisninger om hvad det bør blive denne gang. Men jeg forventer at vi spiller med, og jeg forventer at det sportsligt stadig vil være muligt at avancere fra gruppen efter 1. december. Derfor har jeg pinpointet Brügge som min Champions League-away denne gang.

Ja, reelt er der ikke så meget valg. I min verden. Sagt igen; fucking Leicester! Derfor endnu mere grund til at holde fast i forventningen!

Hvis man i øvrigt savner inspiration til en vintertur til Brügge, vil jeg anbefale den britiske film “In Bruges” (2008). Den kan være et ganske godt og galgenhumoristisk holdepunkt. Der er masser af kulturel inspiration uden for Jan Breydel Stadion.

Og så kan vi snakke derby og Brøndby næste gang. Brøndby og Europa er ligesom ikke to matchende størrelse længere. Jeg beklager… eller nej, det gør jeg egentlig ikke.

Det passer mig faktisk fortrinligt.

XI – 11 – elleve

Plastic i Parken
Igen plastic i Parken

Jeg har hørt at der ikke blev jublet nok, da FC København for et par uger siden sikrede sig det 11. mesterskab. Med 2-0 sejren i Parken over Farum. 3 spillerunder før sommerferien. Der findes åbenbart en skala for den slags. Også  i sportsjournalistiske kredse.

Jublen blev aldrig ekstatisk. Nej nok ikke.

Nu oplevede vi vel heller ikke ligefrem en vild Hjalte-scoring i 3 minutters overtid. Vi oplevede mere frugten af mange måneders fornuftigt og målrettet arbejde. Tal om lettelse og almindelig stolthed i stedet. Med pokalfinalesejren som regulær bonus.

Det var et mesterskab der skulle hentes tilbage til København efter 3 år. Et mesterskab som reelt allerede lå til højrebenet, da vi vandt den udsatte stormvejrskamp i Herning fra efteråret. Det skete engang i marts.

Det dinglede lidt i et par udekampe. Randers, Viborg, måske endda Århus. Farum var helt uden for kategori. Men bufferen forblev intakt og truslen primært fra de sønderjyske regioner blev mest kortvarige angstneurotiske anfald. Af den slags alle fans lægger under for. Spøgelser og genfærd i vores begrænsede horisonter. Det er ikke bare nerver, det er dårlige nerver. Vi glemmer altid at den større virkelighed er vores bedste ven i den slags situationer.

Det 11. mesterskab i rækken – og Federico Santander scorede sine ligamål nummer 10 og  11 akkurat mod Farum. I øvrigt begge fremragende. Og helt symbolsk lukkede han også sæsonen ned, da han skovlede sejrsmålet mod AGF ind i den afsluttende guldfest. Det var pludselig gået stærkt, den afgørende scoring i guldkampen blev hans mål nummer 14.

I vinters ønskede jeg, at han ville score 8 kasser i foråret. Jeg er mere end tilfreds. Ja, nærmest ekstatisk. Fe-De-Ricoooo!!

Journalistiske døgnfluer som “flop” og “fejlkøb” truede flere gange i efteråret.  24 millioner og ingen mål. Men der var udbredt tolerance og almindelig anerkendelse på tribunerne i Parken tidligt i efteråret. Folk kunne lide hvad de så, og det handlede ikke bare om at man ikke ønskede endnu en Mussis-historie. Den mest hypede transfer i Københavnsk fodboldhistorie, der endte med at spille 1 kamp, og i øvrigt faldt helt igennem på alle tænkelige parametre. Fra Sydamerika til Nordeuropa og tilbage igen. San Lorenzo me bad!

Santander havde noget andet – noget anderledes modent bag sit venlige smil. Og det lovede godt. Allerede fra begyndelsen i august. Her i foråret blev det forløst. Delvist, gradvist, og mere og mere positivt. Men han har meget mere og større potentiale. En ny Dame. Det er det vi drømmer om, 10/11-sæsonen er ikke længere siden end at alt selvfølgelig rimeligvis måles i det perspektiv.

"Den glade indianer"
“Den glade indianer”

Det var i øvrigt mesterskab nummer 9 dengang i 2011 – det mest suveræne nogensinde og efter den bedste sæson nogensinde. Ikke mindst europæisk.  Det 10ende hænger i et underligt vadested. Det kom nemt og forsvandt nemt. Engang i 2013.

Det skulle have været året før, men 2012 forsvandt mellem nordsjællandske sommerhusdrømme og fingrene på diverse sportsdirektører og trænere, der gerne ville afløse hinanden, og en masse spillere der forsvandt på en eller anden måde. Mange desværre fysisk, skader og salg, og et par mentalt.

vtegn
To mere!

Med andre ord hopper vi hurtigt fra 9 til 11 og glemmer 10.

Historien om et bebudet mesterskab. Jeg har for længst overgivet mig til Ståle Solbakken. Ser ikke nogen anden træner for FC København i øjeblikket. Han har et klart projekt, han tror på tingene, ind imellem ganske skingert, og det virker som han har alle folk i klubben med på vognen, og den kører ikke af sporet lige med det samme. Heller ikke med et par udskiftninger i staben.

Allerede i august talte han om den kultur og det drive der var i klubben. Det skulle bringe mesterskabet hjem. Manden fik ret og man handlede rigtigt og målbevidst og usædvanlig tidligt. Truppen var på plads inden ferien og august, og man gjorde rigtigt ved at beholde Amartey et halvt år og først sælge ham i vinterpausen. Personligt indbragte det ham oveni både et engelsk og et dansk mesterskab.

Sæsonens eneste store minus var den alt for tidlige europæiske exit. Jeg har nævnt det før og den niver stadig. Vi var blevet vænnet til, at et efterår skulle være lig med europæiske kampe. Og jeg tilhører den slags, der godt kan finde Europa League-gruppekampe interessante. Meget mere interessante end 2 ekstra opgør mod Brøndby og Aalborg.

Det skulle gerne ændres efter ferien. Lodtrækningsheld eller ej – vi vil tilbage på Europa-kortet. Der er 3 runder ind til grupperne, enten den eksklusive Champions League eller discountudgaven Europa League. De der gør efteråret langt sjovere. Også for os på tribunerne.

Spillermæssigt har vi 4 brikker på plads. Rasmus Falk kommer til fra Odense. De 2 lejesvende Ankersen og Robin Olsen er kommet i stalden på faste kontrakter og den ene af de svenske geriatrikere i forsvaret, Antonsson, har forlænget med 2 år. Sidstnævnte med den klare forvisning om, at han nok kommer til at have en reserverolle og måske i en eller anden forstand være en forsvarsmentor for yngre folk. Det betyder formentlig også at Pelle Nilsson ikke bliver forlænget.

Erik Johansson og Zanka ligner de sikre førstevalg, og det vil ikke være helt skævt at tænke en yngre forsvarer ind allerede nu. Som Delaney har Zanka også kontraktudløb til næste sommer. Remmer måske? Nja… eller Marcus Mathisen? Kender intet til ham, og spørgmålet er om vi ikke skal et niveau højere under alle omstændigheder. Det tror jeg på.

I hvert fald står og falder meget af sommeren med kaptajn Delaney. Ståle & co kan forhåbentlig overbevise ham om, at det er en god idé at udskyde udlandet til vinter. Amartey-style. Det gør sommerens transfermarked meget enklere – og vil reelt kun handle om en ting mere ud over midterforsvareren. At finde en angrebserstatning for Nicolai Jørgensen.

Det bliver så også sin sag. Han har formodentlig spillet sit livs bedste og i hvert fald mest sammenhængende sæson. 15 mål, nærmest ingen skader, landsholdsgennembrud. Enorm fysisk power og enorm spændstighed og kreativitet. Rasmus Falk er ikke i nærheden af at kunne erstatte det. Jo måske kreativiteten, men ikke målene og ikke fysikken. Der skal købes – det har Ståle selv for længst bebudet – og de første rygter er begyndt at svirre i medierne fra de sædvanlige svenskere og nordmænd til mere interessante og eksotiske emner.

Sommerens EM i Frankrig gør formodentlig ikke markedet nemmere – og betyder måske også at salget af Nicolai Jørgensen ikke sker før august. EM-slutrunden bliver et større udstillingsvindue og det faktum at det danske landshold bummede helt i kvalen, gavner næppe hverken Nico eller Delaney. Det øger i hvert fald ikke deres markedsværdi. Men i tilfældet Delaney kan det måske være til gavn for FC København, hvis de større klubber har øjne og fokus andre steder.

Det kan blive en speget og tålmodighedskrævende affære over sommeren. Det gør den nye superliga, der starter op igen i juli, også. Og denne gang er det med garanti. Jeg har aldrig været euforisk med den model, der bliver skrottet nu. 12 hold der møder hinanden 3 gange. Alle mod alle. Men den har dog fungeret i over 20 år og udsigten bliver værre.

14 hold, slutspil for de øverste 6 og en underlig kombination af gruppespil og playoff for de 8 nederste. Et slutspil om mesterskabet betyder også en masse ekstra kampe mod de samme hold. Igen og igen. Intensiteten bliver forøget, siger de kloge, klubberne bliver bedre rustet til de europæiske kampe. Jeg tvivler.

Farum-træneren Kasper Hjulmand er heller ikke begejstret.

Jeg tror ikke en skid på den model. Jeg tror, at det bliver noget rod… Der er mange mærkelige ting i det. Nummer syv kan komme i Europa, og der kommer til at være mange fans, der ikke forstår det. Vi kommer til at lave det om ret hurtigt, det er jeg sikker på – citatet er hentet fra en BT-artikel.

Computer Charlie kom forbi
Der er sikkert et konsulentfirma i Nederlandene der kan fortælle dig lige nøjagtig hvordan og hvorfor…

Hjulmand tænker formodentlig ikke Farum som et fast top 6-hold, og ser sig allerede spundet ind i et morads af playoff-kampe. FC København skal være i top 6.

Men jeg tror heller ikke en skid på modellen og ja, den bliver lavet om igen om et par år (desværre går der altid et par år). Som da man lavede den gamle slutspilsmodel om efter Superligaens fødsel i 1991. Dengang gik der 4 år og så fik vi 12-holdsturneringen med den ekstra bastarddel, den 3. kamp. Den der faktisk har fungeret – som mindst ringe alternativ – frem til forleden.

Og nu – som dengang – det mest enkle er en turnering med 16 hold, der mødes 2 gange. Hjemme og ude. 30 kampe. Den type turnering kan man også få europæisk succes med. Malmø er gået i Champions League-grupperne 2 gange med basis i en 16-holds Allsvenskan.

Arrogancens fornøjelige lethed

Himmelfart
Himmelfart på fck.dk

Så skete det igen. Jeg fik nosset mig sammen til at skrive en sjat – og endnu vigtigere – FC København vandt en pokalfinale. I øvrigt for syvende gang.

Det kan refereres kort: fantastisk forårsvejr, fælledparken og øl, forfærdelig kamp, fuldt fortjent sejr.

2-1 lyder cifrene. Og de lyver.

Der var klasseforskel og århusianernes selvforståelse lå som sædvanlig langt fra deres evner på banen. København begyndte kampen elendigt, men overtog helt efter pausen.

AGF var kummerlige som deres placering i ligaen – og jeg behøvede bare at spole tilbage til søndagens ligakamp mod FC Herning-Ikast for at finde en kamp og en modstander med helt anderledes kvaliteter.

Lad os istedet dvæle lidt ved arrogante københavnere. For det er vi helt sikkert. Dig og mig og Ståle. Men den værste er utvivlsomt Mathias Zanka Jørgensen.

Den værste af os
Den værste af os

Han har mange haters, ham Zanka, især ude i de vestlige forstæder. Han har for længe siden erklæret sig københavner med stort K. Han tager gerne sine albue-dueller med den lokale tattovør, Daniel Agger, og han udtaler sig bare generelt bramfrit. Han var fx. ikke bleg for at erkende, at det røde kort han trak i Århus for et par måneder siden, var helt i orden. Han dummede sig.

Efter torsdagens finale erkendte han også, at det nok var hans fejl der gav AGF udligningen.

Inde i Parken så jeg det uomtvisteligt som Kaminskys, han var længe om at komme ud af sit mål, men jeg må trække min vrede mod belgieren tilbage. TV-kig kan gøre klogere. Det var Zanka, der tog sig en blunder, og det efter en elendig halvleg af ham selv, som han sagde.

Men også blandt egne københavnske fans har han sine modstandere. Hans spil på banen, som midterforsvarer, er indimellem for slasket og nonchalent og bærer præg af lidt for høje tanker om egne evner.

Han har lavet sine fejl. Bestemt. Men han har fået alt for lidt credit – for efterårssæsonen og foråret hidtil. Han har været en glimrende midtstopper sammen med Erik Johansson.

Ergo nu ved du, hvor du har mig. Jeg er Zanka-fan.

Han var decideret fremragende i pokalsemifinalen ude mod Brøndby, måske ansporet af det had som pludselig skyllede mod ham fra alle sider. Shitstorm og buheri – og efter torsdagens finale flejnede den århusianske journalist Jan Schouby helt ud i tweets.

zankatweet
Pip, pip, pipfugl…

Nu er Schouby vist mere kendt som århusianer end som sportsjournalist, selvom han formodentlig ynder at se sig selv som det sidste.

Han har det bestemt ikke nemt med arrogante københavnere. De overgår hele tiden hinanden.

Men man kan også fristes at mene, at han blot følger i tidens ånd blandt danske sportsjournalister. Skab dig som en fan, flyd over med skrigende begejstring ved scoringer eller uhørt indignation ved dommerkendelser. Almindelige journalistiske principper som perspektiv, research og kritisk vinkling er forlængst skreget ud bag fadølsanlægget.

Det var samme Schouby, der for et par sæsoner siden kogte over i indigneret raseri over en anden arrogant københavner,  vores gamle sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. Holmstrøm tillod sig betvivle de århusianske fortræffeligheder, efter en ellers fin sæsonstart for AGF.

Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF får medaljer i den her sæson.

Sådan faldt et par af ordene dengang. Det var august 2009. 9 måneder senere, samme sæson, rykkede AGF ud med et brag.

Situationen fra pokalfinalen: København er i kontra-angreb, en århusianer er tilsyneladende blev ramt i hovedet af Cornelius’ hånd kort forinden og ligger omtumlet i græsset. Han er dog ikke mere omtumlet end han kort kigger op og når at orientere sig om, at det københavnske kontrastød kan blive ganske farligt. Med en truende fare lurende, helt modsat er Augustinsson i frit løb mod baglinien, får århusianeren pludselig ekstremt ondt. Dommeren bliver nødt til at stoppe kampen og dermed angrebet.

Zanka sætter efterfølgende sig på hug og griner ad århusianeren. Hele episoden blev for øvrigt glimrende afdækket af TV3. Det må man give dem. Det ligner unægtelig et lille professionelt trick  for at få dommeren til at stoppe spillet. Og Zanka ville sikkert gøre det samme, indrømmede han efterfølgende i TV3’s interview.

Og nej, jeg giver ikke så meget for århusianerens forklaringer fredag. Som nævnt jeg er Zanka-fan og tv-billederne var ganske fortællende i sig selv. Det var ikke ligefrem et knusende albuestød, han fik i ansigtet, og han virker ganske bevidst om Augustinssons løb med bolden i modsatte side.

Illustreret vestegnslogik - nu også adopteret af århusianere.
Illustreret vestegnslogik – nu også adopteret af århusianere.

Skal vi fortsætte lidt omkring de journalistiske boldbaner, er der et fast dogme der huserer. Modstanderen bliver altid snydt for et straffespark, når de spiller mod FC København i Parken. Altid. Sådan er det bare.

Efter torsdagens finale var det angiveligt tilfældet igen. Fra min stående position inde i Parken, opfangede jeg intet der lignede et straffespark. Men jeg har efterfølgende set TV-dækningen af kampen og der kører agendaen igen. Antonsson skulle have tacklet en århusianer ureglementeret (næsten!) i feltet i 1. halvleg.

Jeg skriver “næsten”, fordi kommentatorernes første forargelse halvt fes ud og aldrig rigtig blevet fanget i nedtaktsstudiet. Der var vist ikke noget alligevel. Selv AGF-direktøren tog det med et skuldertræk.

Den kan dømmes, der er kontakt, men den er tynd… sådan hed det vist, da Toutouh blev fældet i feltet mod midtjyderne. Det er standardformuleringen når kommentatoren nødtvungent må erkende, at der bliver dømt rigtigt imod hans favorithold.

Jeg kunne godt tænke mig at se samme minutiøse granskning lagt på situationer som foregår i vores modstanderes felter som dem der foregår i vores. Var der ikke et straffe i Randers, der ikke blev dømt? Jo, det var der vist. Var der ikke et i Viborg, der helt forkert blev dømt? Jo, der var der vist også. Men der har ikke været direktører, trænere, og 11½ kommentatorer og eksperter, der har kævlet til mikrofoner til højre og venstre. Nøjagtig som ingen fra FC København, mig bekendt (har jeg misset noget?), har beklaget sig over at AGF fik 2 ekstra hviledage foræret op til pokalfinalen på grund af skør tv-planlægning af liga-runden i weekenden.

Cool kit
Cool CPH Kit

I øvrigt har vi fået 3 straffespark tilkendt hele sæsonen og fået 2 dømt imod. I betragtning af at vi dominerer store dele af kampene, og dermed befinder os langt mere i modstanderens felt end de gør modsat, så burde vi vel få tilkendt flere straffespark. Statistik set. Viborg har til sammenligning fået 6 straffespark i sæsonen.

Jo, jeg er bombesikker. Vi bør få flere. Især hvis man gennemtærsker hver eneste trøjehiv, benberøring, ulovlige obstruktioner, mistænkelige hands etc. fra hver eneste af vores kampe på samme måde som kendelser i vores felt.

Pointen er blot, jeg gider ikke høre mere vrøvl om tvivlsomme kendelser i Parken. De går begge veje. Og lad mig bare gøre det til et generelt synspunkt.

I fodboldkampe er der mængder af situationer, der er tvivlsomme. Det er en dommer, der skønner og dømmer på et splitsekund. Når han har dømt, er der ingen grund til at gennemanalysere det, der ikke blev dømt fra 25 forskellige kamera-vinkler med 6 forskellige “ekspert-bud” med diverse personlige præferencer. Det bliver bare trættende.

Med mindre vi taler om åbenlyse fejl! Og dem behøver man ikke 25 vinkler og tilhørende eksperter for at se. Indfør målteknologi som i England og overlad resten til dommerstandens dagsform.

Så smukt, så smukt, slutteligt – William Kvist til 2-1. Vi har talt 2009 og dengang scorede Kvist et lignende mål mod Aalborg i pokalfinalen. Fladt hårdt skud lige på kanten af feltet.

Nøjagtig som torsdag var vi dengang udehold i egen Parken. Men modsat dengang var det os med striberne. Blå-sorte.  Jeg er helt vild med det udebane-kit som København havde på i finalen. Vi har set den trøje alt for lidt i sæsonen – bevares den grå udebanetrøje er da okay.

Men de blå-sorte striber er et gammelt hjertebarn – og nu endda med hvide strømper. Gør det nu til fast udebanedragt, mand! Gør det bare, og drop alt det andet fashion-gøgl.

Efteråret er forbi nu…

vejrkort
Vejret og Ikast har styr på det…

… og det nærmest stormede afsted!

Helt tomhændet står vi dog ikke tilbage. Der har været ganske god mening med det meste. Det har ihvert fald givet et tilfredsstillende udbytte.

1.-pladsen i Superligaen og efterårsmesterskabet er godkendt, vi ser selvfølgelig helst os selv præcis der. På toppen. Vi har endda en kamp i overskud i forhold til de nærmeste konkurrenter fra Aalborg. Desværre – for den burde være spillet i den kommende weekend.

Storm-blamagen i Herning bør selvfølgelig ikke passere helt ukommenteret. Fandens til amatører og midtjyske lusepustere! Ikke selve aflysningen, den var sikkert begrundet, da beslutningen endelig blev taget. Men hele forløbet inden var til grin.

Vi har styr på det, og kampen bliver ikke påvirket af vejret.

Ekkoet fra Herning lød dagen igennem. Men under en time før kickoff blev kampen aflyst. Af sikkerhedsgrunde.

Det er ikke første gang, vi prøver at spille fodbold i blæsevejr, og det er helt sikkert for tilskuerne at komme.

Det var det så ikke. Den midtjyske træner Thorup var glad og kunne levere smilende tv-interviews, hans hårdt plagede spillere, vi taler både fysisk og mentalt, fik en omgang gratis restitution.

Kampen kunne åbenbart ikke flyttes til turneringsudvalgets officielle “reserveweekend” – 12/13. december for evt. aflyste hængepartier i efterårssæsonen. FC København virkede heller ikke interesseret i at spille kampen i “reserve-weekenden”, da det kom til stykket.

Ergo vi har et hængeparti og Club Brügge kan gøre os en tjeneste torsdag aften, tak. Send dem ud, send dem ud, send dem ud… af Europa League. Ikke fordi det gør nogen forskel i forhold til den udsatte kamp, men udelukkende fordi det vil være fryd.

teksttv
Oldschool-vinterstilling Text-TV 220

I søndags lukkede vi så efteråret ned. 4-1 over Odense. Der var obligatorisk julefrokost inden for nogle af os. Og det gik som det plejede. Vi blev forplejet i fin stil på Cafe Nordlys og vandt efterfølgende stensikkert i Parken. Det er blevet en rigtig god tradition.

Man kunne have frygtet en taktisk affære. Odense der ville stå dybt og alt det der. Det forsøgte de muligvis også, men det virkede ikke. Zankas tidlige åbningsmål forvandlede kampen til en åben slagudveksling, der sagtens kunne være endt 7-3 istedet.

Men du har set kampen selv, i Parken og/eller på tv, alle blev fulde og alle blev glade.

En enkelt detalje fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Nicolai Jørgensens 3-0. Jeg har set det igen og igen de sidste dage. Jeg er vild med det mål. Det er ikke en rasende finurlig eller helt eksceptionel smuk scoring.

Men den er rå. Det hele er så råt, mand! Den fysiske styrke, hans hastige håndgemæng med forsvarsspilleren, det hedder vist en stiff arm i rugby-sporten, og måden han sætter ham på over 20-25 meter – og “Elkjær”-lobbet til sidst.

Gør dig selv den tjeneste. Nyd det lige en ekstra gang.


Nico er fantastisk spiller
. Når han rammer sine øjeblikke. Gid han gjorde det lidt oftere.

Han har endda haft et nogenlunde uproblematisk efterår. Rent skadesmæssigt. Der har været gode forudsætninger, og der har været gode glimt. Han er vores københavnske x-faktor, i efteråret tilsat et let krydderi-blanding i form af Kasper Kusk. Men vi ser stadig for lidt – fra Jørgensen.

I søndags var lidt spændende at se OBs Rasmus Falk – som direkte sammenligning. Han har været nævnt som afløserpotentiale – hvis Nico bliver solgt i et af de næste transfervinduer. Det kan ske. Hans kontrakt udløber i sommeren 2017.

Falk mangler Jørgensens fysik og råhed. Jeg synes at det var så åbenbart i søndags. Falk spillede en fornuftig kamp for OB, og tillod sig at brænde en chance i Jørgensen-kaliber. For at fastholde parallellen. Men han er ikke der, hvor Jørgensen er på sine bedste dage. Som i søndags.

Falk bliver næppe i Odense vinteren over. For han er bestemt god – rigtig god. Men vi har næppe plads til dem begge på holdet i hverken et ½ eller helt år.

Så… ja jeg vil i hvert fald glemme det. Indtil videre. Men hvis vi allerede nu skal begynde at tale transfervindue, ser jeg egentlig kun forsvaret som kritisk. Det virker som Ståle er enig (via bold.dk).

Solbakken fortæller desuden, at næste indkøb til FCK’s trup efter planen bliver en ung midterforsvarer.

De svenske geriatrikeres tid rinder hastigt ud. Anton og Nilsson. Zanka behøver yngre vejledning og makkerskab. Dermed også sagt, at han – Zanka – er en del af fremtiden og holdets nuværende rygrad. Han har spillet et mere end fornuftigt efterår. Er langt bedre end sit rygte og sine “koncentrationssvigt”.  Værre og flere er de ikke. Og så hader de ham ovenikøbet på Vestegnen! Jeg giver ham en særlig street cred for efteråret! My Man.

Men han skal snart have en ny makker – og Amartey bliver det næppe. Selvom det godt kunne fungere og selvom hans efterår langt fra har gjort ham til samme salgsobjekt som i sommers. Han spiller stadig på lånt tid i FC København. Talentet er alt for stort. Desværre.

Et indkøb til midterforsvaret, en erstatning hvis et af de oplagte salgsobjekter, Nico eller Amartey, sælges… det er vel det vi kan forvente.

Nøgternt er vi ganske godt kørende – og der er masser af potentiale i den nuværende trup. Jeg kan stadig grave en pæn portion af sommerens optimisme frem, holde dampen oppe foran spejlet. Selv en morgen med gedigne tømmermænd og selvfølgelig iklædt den blåsort-stribede udebanetrøje.

Men Ståle skal finde et par trylleformularer frem over vinterpausen.

Peter Ankersen. Kan og skal vi bruge ham eller ej? Han har spillet sig op i de sidste efterårskampe, men der er stadig himmelvid forskel til niveauet i venstresiden hos Augustinsson. Jeg orker slet ikke, at nævne ordet “indlæg” her. Eller skud fra distancen. Ja, alt det han kunne engang som homeboy i Esbjerg. Men jeg tillader mig stadig, at tro på ham. Lidt endnu.

Federico Santander. Personligt tror jeg ikke på Cornelius/Santander-konstellationen på top. Der skal meget mere bevægelse til. Rå fysik gør det ikke alene. Fysik og bevægelse gør det – kombineret med god teknik. Jeg sværmer mest henimod at Nico og Santander er foretrukne vores frontduo.

Specifikt omkring Santander. Manden rejste fra semifinaler i Copa Libertadores direkte til Superligaen og europæiske kvalifikationskampe, og har reelt aldrig fået en ordentlig opstart hos os.

Han skal finde sig tilrette, det er kun menneskeligt, det tager tid. Der er langt fra Asuncion i Paraguay til København. Og så er der alt det med jetlag og vejret… alligevel har han imponeret. Lidt. Spillemæssigt og teknisk. Det er ikke svært at se, at han kan og har noget, der berettiger 24-25 millioner som købsprisen angiveligt var. Noget der kan blive rigtig godt for FC København.

Husker du Dame N’Doye og hans første halvår i 2009? Jeg gør ikke, men jeg husker hans 10/11-sæson!

Santander skal forløses i foråret. Han skal finde sig til rette og score mål, for vi kommer til at behøve dem. Alene fordi det virker som Aalborg har en af de sæsoner, hvor de scorer på alt hvad de rører ved.

Så 5-7 Santander-kasser i foråret, tak! Mit beskedne juleønske.

Og videre til musikken. El Vy er et fritidsprojekt, et samarbejde mellem Matt Berninger fra The National og Brent Knopf fra Ramona Falls (ja de sagde heller ikke mig noget.) Sammen har de lavet et album, “Return to the moon”, og sammen er de taget på verdensturné.

Den 1. december ramte de Pumpehuset. Det var kort, men godt. 12 sange – 11 fra albummet og et cover af Fine Young Cannibals “She drives me crazy”. That’s it. Det var den koncert. En lille times tid. Berninger stavrede halvfuld rundt på scenen som sædvanlig – og det allersmukkeste øjeblik kom med dette nummer ‘No time to crank the sun’.

Glædelig jul fra mig til dig.

Endnu en weekend

God bedring, Tom - kaffen er på vej
God bedring, Tom – kaffen er på vej

Endnu en weekend med stressende masser
af folk der gaber kæberne af led
over tingenes tilstand & så det at sku’ op
før solen den igen går ned
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Et eller andet sted virker det passende at bruge CV Jørgensens gamle ord som begyndelse. En passende sindstilstand efter endnu en kamp i Parken, som var alt andet end imponerende. Bortset fra imponerende dårlig måske.

Vi vandt, FC København vandt. Med et spillemæssigt niveau der kun var marginalt bedre end oprykkerholdet Viborgs.

Der er ganske meget der ikke fungerer – især offensivt. Det så vi også i derbykampen ugen inden ude blandt forstæderne. Modstanderne stiller sig dybt, uanset om det er i Parken eller ude på Brøndby Stadion, og opskriften med 2 fysiske tunge, men knap så mobile angribere piller bare ingen defensiv fra hinanden. Der mangler tempo og bevægelighed.

Mængden af fejl gør ikke missionen nemmere. Fejl i opspillet, ofte ganske uprovokeret, og mangel på overblik når Nicolaj Jørgensen for ved-gud-hvilken-gang dribler ind en blok af 2-3 forsvarsspillere. En højre kant ude af form, en højre backplads med svingdørscirkulation, og ham der reelt har fungeret bedst nu ude med en langtidsskade.

Tom Høgli tog den for “fodboldens skyld” ude i Brøndby. 2 brækkede ryghvivler efter en komplet hensynsløs tackling. Et gult kort.

Bare et gult kort. Og det var godt for “fodbolden” blev vi belært af tv-eksperter. Der gælder nemlig et andet regelsæt i begyndelsen af en kamp end senere. Dommeren må ikke udvise spillere for psykopatisk opførsel, hvis et rødt kort kan ødelægge en fodboldkamp. Slet ikke når vi taler om et derby. Med andre ord det kan tippe kampen til det ene holds fordel. Helt uhørt for tv og eksperter. Eller noget lignende…

Man bliver så træt og rasende… ud af tangenten. For fanden et elendigt panel af såkaldte eksperter som Viasat har fået samlet. Martin Laursen, Jesper Grønkjær, Marc Rieper. Jydekompagniet fra Søndre Bøvelse. Omkring sine Premier League-kampe om lørdagen og superligaen om søndagen. Der er al mulig grund til at flygte over på 6’eren. De viser alligevel samme kamp – fra England.

Man bliver så træt og rasende… over at tabe en kamp i Brøndby som aldrig burde være tabt. Bovlam offensiv og fejlene igen. Overalt på banen. Og noget der nærmest bliver en tilfældighed 12 minutter før tid. Men den lå sgu lige til Martin Albrechtsen efter 78 minutters elendigheder.

Man bliver også træt og rasende… over at vinde en kamp mod Viborg, som selvfølgelig skal vindes, hvor vi spiller så gennemført elendigt som tilfældet var. Endda vundet efter en dommerfejl. Selvom Delaney næppe spekulerede i at bolden ikke lå stille, da han sendte frisparket hurtigt videre. Det handlede mere om at holde tempoet i spillet. Eller rettere at få det ind i spillet, efter at Viborg havde haft al held med at fjerne det.

Endnu en weekend med enkeltindivider
på hovedet flere timer i træk
for at virkeliggøre drømmen om et liv i luksus
eller dø unge i eget bræk

Og således en 1/3-del inde i superligaen. Vi ligger nummer 2. 3 points efter midtjyder og 6 points foran Brøndby. Det er betydeligt bedre end i fjor. På begge parametre. Men der er masser af plads til forbedringer.

Vi har et 24 millioners indkøb af en angriber, der stadig ikke har scoret et eneste mål i ligaen. Og knap har været i nærheden.

Vi har en højre side, der er mere uafklaret end 3 skiftende regeringers skatteministre. Og vi er nogle der stadig dagdrømmer om dig, Peter Ankersen.

Vi har smidt alt for mange nemme points. Farum, AGF, Odense, Brøndby – og reelt vundet færre af de givne selvom ugen med Aalborg, Randers og Hobro tikkede gevaldigt lettende ind på kontoen.

Og mand! Jeg tilstår! Jeg savner sgu Europa League-kampe i dette efterår og bliver helt misundelig på Midtjylland og FC Herning.

Lad os bare kalde det en Mickey Mouse-turnering. Men den ville være et afbræk, en inspiration, et alternativ til de samme superliga-modstandere igen og igen. Selvom mange af holdene ville hedde Lokomotiv Dit og Dinamo Dat og være perifære mesterskabskandidater fra den borduriske eller syldaviske liga. Samt gedigen subtop fra geografisk mere udforskede egne.

Det er ikke så længe siden...
Det er ikke så længe siden… Santin – 2008.

Det gælder også en torsdag aften i selskab med kommentatorer som hele Silkeborgs Morten Bruun. Dansk fodbolds kirkegård, fik han vist sagt. Nej, ikke om Silkeborg, selvom man nemt kunne forledes til at tro det. Det var Brügge og Jan Breydel Stadion, han mente.

FC København har aldrig tabt dernede – i 3 kampe. Det havde ikke krævet stor research at begrave den fortalelse og i øvrigt skrue ned for den mellem-jyske begejstring over et fint resultat på udebane et ganske kendt sted i Belgien.

Endnu en weekend i den omvendte verden
hvor op & ned har byttet plads
slutter uden varsel & en ny dag begynder
for alverdens mennesker en masse
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Ak ja… og nu er der landskamppause! Igen.

Men jeg har en billet til Tottenham – Liverpool den 17. oktober!

Mister København

guldharald
Den åndelige FC København-mentor sendes på sin sidste færd. Fra Parkens tribuner.

RIP Harald! Jeg undlader at skrive flere æresord, det har andre allerede gjort meget bedre. I stedet er det på sin plads at reklamere lidt for en af de bedste fodboldbøger, der er skrevet på dansk.

Joakim Jakobsens “Guld Harald” fra 2009. Den bærer den æggende undertitel “topscorer, idol, rebel” og det dækker fint bogens vid og læsværdighed.

Jakobsen har også skrevet en fremragende bog om Tour de France og så har han ikke mindst skrevet “Tynd luft” – om det bedste danske landshold igennem alle tider (mine tider i det mindste!). 86-holdet og deres lange vej til VM i Mexico. Som også rummede historien om en lang kamp væk fra den håbløse og chokerende amatørisme som prægede og dræbte dansk fodbold langt op i 70’erne.

Bogen om Harald
Bogen om Harald

Du kan roligt læse “Tynd luft” efter “Guld Harald”. De er på kvalitativ omgangshøjde og Jakobsen griber lige så hårdt fat om struben på DBU-amatørerne i bogen om Harald Nielsen.

Han var en af sin tids bedste angribere, vi snakker worldwide. Han fik 14 landskampe (og scorede 15 mål), inden han formastede sig til at skrive professionel kontrakt med italienske Bologna. Det lagde ham totalt på is i landsholdsregi.

DBU ville ikke røre ved spillere, der fik penge for at spille fodbold. De ville helst heller ikke spille mod modstandere, der gjorde det. Derfor deltog Danmark fx. ikke i VM-kvalifikationen til VM 1962 i Chile. I en tid hvor man ellers havde et landshold der kunne måle sig blandt de bedste i verden. Det hold, med Harald Nielsen på toppen, der tabte OL-finalen i 1960 til Jugoslavien i Rom. Samme Jugoslavien som iøvrigt tabte finalen i Chile til Brasilien.

Som Jakobsen beretter, Danmark havde i OL-forberedelserne spillet en venskabskamp mod de brasilianske verdensmestre (fra Sverige 58). En kamp der i øvrigt ikke var arrangeret af DBU, igen meget sigende. Men af den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet, som ofte kaldes en slags forløber for FC København.

Til alles overraskelse – også den brasilianske landstræners – ydede danskerne, med Harald som 2-målsskytte, en gigantindsats og fik de normalt verdenssuveræne brasilianerne i tovene. De vandt dog til slut 4-3.

Brassernes træner sagde efterfølgende, at han var overrasket over danskernes styrke og glædede sig til at møde dem igen i Chile. Journalisternes svar fik ham til at måbe. Det kom det aldrig på tale, det danske landshold ville ikke deltage. Takket være DBU-amatørerne.

Hvad der også gør Jakobsens bog glimrende, er at han får sat Harald Nielsen ind sin tid. Især de tidlige 60’ere. En tid med gryende rock’nroll og hysteriske teenagere i hobetal, der pludselig væltede en hel verden.

Der er levende beskrivelse af tiden i Italien og Bologna, og hvordan han var med til at løfte den italienske bys selvforståelse mellem det industrielle nord, med den kalkulerende catenaccio, og det kaotiske syd. Bologna i midten skulle være kunst, også på fodboldbanen, og det blev de kortvarigt, da de vandt lo scudetto i 1964 med Harald Nielsen som serie A-topscorer med 21 mål.


Haralds karriere og liv endte næsten som et livslangt opgør med amatørerne og DBU. Han blev primus motor på indførslen af professionel fodbold i Danmark sidst i 70’erne. Da han sammen med Herning-byrådsmanden og entreprenøren Helge Sander begyndte at arbejde for en dansk piratliga, hvor spillerne blev betalt for deres præstationer. Den storm som de rejste, fik omsider DBU i dybt knæfald.

Senere blev hans næste store projekt FC København. Den professionelle overbygning der skulle genføde københavnsk fodbold fra asken af de gamle amatørdage – med en tanke til det gamle stævnesamarbejde. Den historie kender de fleste af os ganske godt. Med alle armbevægelserne, fiaskoerne og dagdrømmene i 90’erne. Guld-Harald blev indbegrebet af hele projektet bag KB og B1903. En næsegrus optimisme der var meget verdensfjern efter 0-5 i Hradec Kralove og en økonomi der var tæt på total opløsning.

Dengang jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, vi taler 2001, forsøgte vi i øvrigt at få et interview med Harald Nielsen. Han ville ikke. Jeg tror, han betragtede os som 2 fusentastere af et par fans, der ville ribbe for meget op i fortiden. Og vi var ikke engang rigtige journalister.

Han er tilgivet. Og for at runde Jakobsen-bogen af…

Det er muligvis en fordom og uretfærdigt over for Harald Nielsen – han er trods alt en mand, som støt og roligt har opbygget sin egen koncern – men hans historie i FC København bekræfter billedet af en ustyrlig og energisk mand, som er skabt til at sprænge vej, mere end han er den stabile styrmand. Centerforward snarere end libero.

Det er Joakim Jakobsens ord og tolkning. Men i virkeligheden nok ikke helt ved siden af. Fra formand til bestyrelsesmedlem og æresmedlem. I takt med at klubben konsoliderede sin magtposition op igennem 00’erne.

Det er kun glædeligt at tænke på, at han fik lov til at opleve sæsonen 2010/11 i levende live. Den blev virkeliggørelsen af hans egen optimisme og tro på projektet. Med mesterskaber, og hele turen igennem Champions League-gruppen frem til 8-delsfinalen mod Chelsea. Det var det meste af det som FC København blev sat i verden for i 1992, dengang til manges fortrydelse, der faldt i hak i den sæson. Det gælder sgu også rent personligt. For mig – og sikkert også for dig.

Bolden er hermed sendt videre til det Harald selv kaldte “sit barn” i et interview med Ekstra Bladet efter 2001-mesterskabet.

Og der stod vi så, på den smukkeste sommersøndag i Parken, det sidste farvel under aftenhimlen. Kampen tegnede lovende for FC København, som hele sæsonstarten. Men den fes lidt ud mod afslutningen. Der var et par forsvarere der tog en unødig hviledag – og en gammel kending der pludselig genfandt sin fortid. 2 points smidt. Igen. Som sidste hjemmekamp mod Farum – eller den forduftede Europa League-chance mod Jablonec. Det ligner en rigtig dårlig vane anno 2015, som meget snart skal skrottes.

I Haralds ånd tror vi selvfølgelig stadig på guldet. Det vil være uværdigt andet. På akkurat sådan en søndag som i søndags.

Tak, gamle angriber, opportunist, og teenage-idol. Uden dig intet os. København står i evig gæld til en glad dreng fra nordjyske Frederikshavn, der bare elskede sin fodbold.

Og ja, så du skylder naturligvis dig selv at læse den bog. Jeg gentager det gerne igen og igen, du kan altid låne den på et bibliotek nær dig! Den er vist ovenikøbet udsolgt fra forlaget.

Fornuften kalder

oldpic
Reality checking?

Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Spanien og caminoen for knap en måned siden, hørte jeg seneste podcast fra den genopstandne fanradio, der ikke længere hedder Løvetimen. En hel time dedikeret til FC Københavns nyeste storindkøb, Federico Santander, der knap nok var blevet bekræftet på det tidspunkt. Værterne nørdede herligt i en snak om sydamerikansk fodbold og lange analyser af mandens formodede kvaliteter.

Det blev – på en eller anden måde – min indgang tilbage til virkeligheden og København. Reality check-in.

Jeg har været langt borte fra Parken og FC København. Så kun en eneste kamp på tribunen i hele foråret. Brøndby-kampen i marts. Resten af foråret var jeg væk i en blanding af mental og fysisk fravær.

Så langt væk at jeg faktisk overvejede om det var ulejligheden og pengene værd at gentegne sæsonkortet.

Det har jeg dog gjort. En gylden nedgradering fra platin. Lokket af en spirende optimisme på den nye sæsons vegne – man falder sgu i den gryde hver gang.

Og dog. Denne gang synes der alligevel at kunne være korn af substans. Mens jeg vandrede rundt i det nordspanske og forsøgte at finde noget og nogen og ikke mindst mig selv, tikkede nyheder og sms’er ind hjemmefra.

FC København handlede usædvanlig fornuftigt ind. Et særdeles velforberedt transfervindue, spillere blev signet langt inden sommerens forberedende trænngslejr, spillere af den rigtige kaliber. Vi har ikke været vant til den slags.

Fornuftige indkøb. Kasper Kusk, Peter Ankersen, slovenske Benjamin Verbic og paraguayanske Federico Santander. Alle spillere til offensiven. Også Ankersen selvom han som udgangspunkt vel skal ses som højreback. Der er talent og perspektiv. Både Kusk og Ankersen er velkendte fra superligaen – begge med landsholdspotentiale.

Verbic fik en fornuftig debut forleden i euro-præmieren, en 21-årig gut fra det slovenske landshold, der virker som han lynhurtigt har taget København til sig. Offensiv allround og med et godt drev.

Jeg så kampen mod walisiske Newtown med et halvt øje på TV. Indtrykket var overvejende positivt mod en svag modstander. Selvom de brændte chancer hurtigt blev et dræbende deja-vu.

Men skal man tro den nye træner, Petter Wettergren, bliver der arbejdet anderledes med offensiven på træningsbanen (igen en utrolig fornuftig forstærkning af trænerstaben Man kan næsten ikke få luft!) Og indkøbene er i den grad til det.

Den store satsning er Santander. Angivelig pris 23 millioner. Frisk fra Sydamerika til København. Det eksperiment gik helt galt for et år siden. Men Santander virker godt udtænkt, åh jo det er sandelig hørt før. Forhåbentlig har han hovedet bedre med sig end Franco Mussis. Positivt i hvert fald at Mussis-floppet ikke har afskrækket manager Ståle og hans team fra at handle direkte på det sydamerikanske marked.

I det samlede transferbillede hører også sommerens afgange. Gislason skulle videre, de Ridder havde fået sine chancer, umiddelbart anså jeg kun Christian Poulsen som et ærgerligt tab. Med sin erfaring og sine spoiler-kvaliteter på midtbanen.

Men det var kun indtil fredag aften.

WILLIAM! Det drønede straks med tweets fra fanarrangementet i Imperial-biografen, da han blev præsenteret. Ståle havde i dagene inden luftet, at der nok ville komme en spiller mere. Men det kom alligevel som en bombe – i hvert fald for mig.

Han er tilbage, i sin gamle trøje. Næsten! Nummer 6 var Claudemir. Men forhåbentlig med endnu et par lykkelige københavnske fodboldår i sig.

Kvist
Ægte KBH!

Han var indbegrebet af 2010-holdets ånd. Ikke som stjernen, men som et bundsolidt omdrejningspunkt. Og måske i virkeligheden det største tab i sommeren 2011, da holdet mere eller mindre smuldrede og forsvandt ned i Europa.

William Kvist. Jeg blev hamrende lykkelig – og så er vi tilbage ved den spirende optimisme der i en fredag aftens brandert nærmest kogte over.

Man skal passe på med den slags, det siger mere end 20 års erfaring fra livet på tribunerne mig. Men for fanden… det ser jo fornuftigt ud. Det gør det. Bestemt.

Det var også fredag aften, at trøjen kom. Endelig!

De blå-sorte striber. Den nogle af os har haft hede drømme om i mange år. Rigtig mange år. For hvad fanden er mere oplagt end at tage de klassiske striber fra moderklubberne og smelte dem sammen. Så oplagt at den selvfølgelig har haft sin egen facebook-side.

Hvorfor skulle vi vente så længe på den andentrøje? Der har været nogle spæde forsøg. Tværgående blå-sort vel nærmest lidt sympatisk. Men for rugby-agtigt. Rigtige fodboldstriber er på langs. Man kunne bare skele til serie A og Inter for at se hvor smukt kombinationen af blå og sorte striber kunne tage sig ud.

Åbenbaringen... eller i hvert fald en begyndelse
Åbenbaringen… eller i hvert fald en begyndelse

Jeg aner det ikke, hvorfor det har været så svært at designe den trøje. Og vi kommer desværre til at vente lidt i endnu på den anden halvdel.

Jeg har ikke set trøjen endnu, men så vidt jeg har kunnet tuske mig til, er ryggen helt blå. Man har ikke ført striberne igennem.

Forfanden mand! Vi skal åbenbart holdes på pinebænken. Nøjagtig som sæsonpræmieren der skulle udsættes – på grund af et svensk orienteringsløb.

Men vi tror på det. Det gør vi. Den henholdende optimisme. Der bliver forhåbentlig spillet fodbold på søndag i Esbjerg og en dag ser vi måske også den helt rigtige blå-sort stribede trøje.

Nøjagtig som mesterskabet da bestemt virker som en fornuftig målsætning. I øvrigt i den sidste sæson inden Superligaen udvides til 14 hold og skal belemres med et slutspil.

Uden at ville røre den snak yderligere, det bliver en anden gang, kan jeg bare konstatere at DBU til slut valgte den mindst ringe model.

Og for at bevare optimismen. Der er ikke langt fra 14 til 16 hold – når det nu skal være. Og så kan man sløjfe slutspillet igen og spille 30 runder. En gang hjemme, en gang ude. Helt klassisk som et par gamle fodboldstriber.

Eller løber det af med mig…

Under derbyets tåger

Tågen letter...
Tågen letter…

I guder, mand! Er jeg den eneste der i den grad har savnet en superligakamp i Parken, der begynder kl. 15?

Længslen tilbage til dengang, hvor det ikke var tv-penge, men fodbolden selv der dikterede kamptidspunktet.

Det skete i søndags. Igen. På en strålende forårsdag en spytklat inde i marts.

Rent faktisk nåede klokken så vel 8-10 minutter over 15 før bolden blev spillet ud af midtercirklen. Pyroteknikken var legaliseret i dagens anledning, hver endetribune havde fået sin halvleg, og den københavnske fik lov til at lege først. Vinden markerede sig straks, tog over med et lakonisk pust, og fik drevet det meste røg ind over banen.

Det var til at leve med. Det var søndag eftermiddag, solen fortsatte stadig med at skinne bag røgen, og man fornemmede egentlig hurtigt at der var en hæderlig københavnsk indsats på vej. I lokalderbyet. Mod Brøndby.

Ja. Tak og lov for at det nu endelig bare er blevet et lokalderby, eller blot derby, for nemheds skyld. Alt ævlet med “New firm”, som om der overhovedet nogensinde har været en relation til skotsk fodbold, havde fortonet sig allerede inden røgen. Jeg kender ikke historikken bag begrebet, men kan huske at det begyndte at optræde i medierne allerede i 1995 og måske endda tidligere. En smart journalist forsøgte at skrive et rivalopgør op – og andre smarte journalister fulgte trup. Vi andre kunne bare hovedrystende kaste op på tribunen.

Der er en kamp mellem 2 klubber med beliggenhed en halv snes kilometer fra hinanden, 2 klubber der ikke har det så godt med hinanden, 2 klubber med en efterhånden pæn historik om mesterskaber, flop, dommerbrølere, og spektakulære scoringer, 2 klubber der hader hinanden i hvert fald på de fyldte tribuner, inklusiv prestige og håneret, 2 klubber som givet heller ikke kan undvære hinanden. Slet ikke den sportslige rivalisering på den lange bane.

Med andre ord – et derby. På godt og ondt. Et derby hvor sejrens sødme altid smager ekstra godt og føjer endnu et lille minde til den mentale collage.derby_originalGlemmer du, så husker jeg nok… den gode, den onde og det helt vilde. Som 3 korte sekvenser og de 3-1 til København som det blev denne gang.

Men vi skal selvfølgelig videre. Blot videre. 2 klubber der begge sukker efter fordums storhed i disse måneder. For der er lang vej tilbage til det der var engang. Rygtet sagde, at det havde været ganske underholdende denne gang alligevel. For de neutrale iagttagere. Ikke på grund af den spillemæssige kvalitet. Men intensiteten havde været der… igen.

Måske. Galningene på tribunerne blev holdt i skak og København vandt, alt imens solen skinnede og skinnede til den ikke gad mere.

Tømmermændene mandag morgen kunne så fortælle om et pivringe forsvarsspil, der i 1. halvleg forærede Brøndby 2 gedigne friløbere. Mere sjusk i 2. halvleg der medførte 1-1 målet og et par af de københavnske afbrændere tidligt i kampen, som Ståle ikke mener kan blive ved med at fortsætte. Men det gør de. Afbrænder på afbrænder, Ståle! Fra Odense over Randers til Brøndby.

Uskarphedens ulidelige surhed. Cornelius er forlængst blevet til Umulius – har vi overhovedet andre angribere i truppen? Jeg bliver træt bare ved at nærme mig tankesættet.

Nicolaj Jørgensen svæver rundt et sted mellem månen og grønsværen. Ground Control til Nico. Et par minutter er han nærværende, så er han væk igen. Men han er det bedste, vi har. I længden bliver det slet ikke nok til at true den midtjyske Evil Eyes (aka Riddersholm) og hans enerverende luftballoner.

Du så det selvfølgelig også, mand! Altid skarp som en barberkniv. Forsvaret der nærmest krakelerede overfor minimal hurtighed og pres, da Anton måtte udgå efter 20 minutter. Zanka dur med Anton, han dur ikke med Pelle Nilsson, og måske dur Pelle Nilsson slet ikke mere overfor angribere med en smule speed i tanke og ben.

På midten mangler boldsikkerhed. Det er år og dage siden vi sidst har set den. Vilje er der. Talent er der. Men fundamentet er skrøbeligt som et nylagt æg.

Tilbage stod Stephan Andersen i målet og blev dænget ind i byger af fjendtlige fadbamser og lightere i 2. halvleg. Han bliver ALDRIG en af vores egne… nix, men han er stadig sæsonens bedste. Som helhed betragtet. For FC København. Og han fik reddet vores røv, når vi forærede Brøndby de chancer, de ikke selv kunne skabe.

Den iagttagelse stod også glasklart tilbage: Brøndby var jo ikke en skid farlige. Ad egen kraft. Måske var det også hvad vestegnsikonet Agger havde luret under tusserne. Det kan sagtens give et akut ildebefindende, at erkende egen uformåenhed.

Derbysejr. Ja tak. Hånen er selvfølgelig tilladt. Men den smager allerede af tør fisk, hvis denne sæson skal følge sit deprimerende spor. Videre og videre til Esbjerg. Kl. 17 denne gang.

Giv dig blot tiden, min ven. Du fortjener det. Hæng lidt fast i søndagens sødme. Der er snart atter en hverdag forude. FCKTV har dokumenteret det hele i en usædvanlig video, der i de seneste dage har nået verdensberømmelse via USA Today og The Independent.

I øvrigt ganske velfortjent. Det er visuel poesi af den finere slags, hårfin i balancen mellem den umiddelbare glæde og kvalm selvfedme. Jeg behøver ikke andre ord end smuk i denne sammenhæng. Spot on!


En gammel ærkekøbenhavner, facebooks særlige Holmstrøm-profil (nej, det er ikke ham selv! Kun en god efterligning), bemærkede før derbyet…

Lad os håbe, at vi kan udnytte Brøndbys uopmærksomhed de første 20 minutter, hvor de stadig skal vænne sig til at spille på græs.

Den holdt næsten stik. Stikpillen til deres håbløse baneforhold ude vestpå. Vi kunne have ført 2-0 med lidt held og skarphed allerede efter et kvarters spil.

Den rigtige Holmstrøm har altid prædiket, at intet fodboldhold er bedre end sin seneste kamp.

Skal vi sammenfattende på den målestok sige, at FC København var både hæderlige og pænt gavmilde.

C-P-H

Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.

Denmark Shots
“… “

Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.

Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.

Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.

Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.

Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.

Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.

emirates
Turen gik til Arsenal

Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.

Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.

Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.

whl
Stadiondrømme i Nordlondon

Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.

Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.

Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.

Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.

I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall
And hide you from the emptiness of it all

FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.

Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.

Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.

I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.

Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.

Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.

Det var dengang med Mio.

Og Zuma.

2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.

Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København,  og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.

På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.

Da verden stoppede...
Da verden stoppede…

Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.

Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.

Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.