Endnu en weekend

God bedring, Tom - kaffen er på vej
God bedring, Tom – kaffen er på vej

Endnu en weekend med stressende masser
af folk der gaber kæberne af led
over tingenes tilstand & så det at sku’ op
før solen den igen går ned
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Et eller andet sted virker det passende at bruge CV Jørgensens gamle ord som begyndelse. En passende sindstilstand efter endnu en kamp i Parken, som var alt andet end imponerende. Bortset fra imponerende dårlig måske.

Vi vandt, FC København vandt. Med et spillemæssigt niveau der kun var marginalt bedre end oprykkerholdet Viborgs.

Der er ganske meget der ikke fungerer – især offensivt. Det så vi også i derbykampen ugen inden ude blandt forstæderne. Modstanderne stiller sig dybt, uanset om det er i Parken eller ude på Brøndby Stadion, og opskriften med 2 fysiske tunge, men knap så mobile angribere piller bare ingen defensiv fra hinanden. Der mangler tempo og bevægelighed.

Mængden af fejl gør ikke missionen nemmere. Fejl i opspillet, ofte ganske uprovokeret, og mangel på overblik når Nicolaj Jørgensen for ved-gud-hvilken-gang dribler ind en blok af 2-3 forsvarsspillere. En højre kant ude af form, en højre backplads med svingdørscirkulation, og ham der reelt har fungeret bedst nu ude med en langtidsskade.

Tom Høgli tog den for “fodboldens skyld” ude i Brøndby. 2 brækkede ryghvivler efter en komplet hensynsløs tackling. Et gult kort.

Bare et gult kort. Og det var godt for “fodbolden” blev vi belært af tv-eksperter. Der gælder nemlig et andet regelsæt i begyndelsen af en kamp end senere. Dommeren må ikke udvise spillere for psykopatisk opførsel, hvis et rødt kort kan ødelægge en fodboldkamp. Slet ikke når vi taler om et derby. Med andre ord det kan tippe kampen til det ene holds fordel. Helt uhørt for tv og eksperter. Eller noget lignende…

Man bliver så træt og rasende… ud af tangenten. For fanden et elendigt panel af såkaldte eksperter som Viasat har fået samlet. Martin Laursen, Jesper Grønkjær, Marc Rieper. Jydekompagniet fra Søndre Bøvelse. Omkring sine Premier League-kampe om lørdagen og superligaen om søndagen. Der er al mulig grund til at flygte over på 6’eren. De viser alligevel samme kamp – fra England.

Man bliver så træt og rasende… over at tabe en kamp i Brøndby som aldrig burde være tabt. Bovlam offensiv og fejlene igen. Overalt på banen. Og noget der nærmest bliver en tilfældighed 12 minutter før tid. Men den lå sgu lige til Martin Albrechtsen efter 78 minutters elendigheder.

Man bliver også træt og rasende… over at vinde en kamp mod Viborg, som selvfølgelig skal vindes, hvor vi spiller så gennemført elendigt som tilfældet var. Endda vundet efter en dommerfejl. Selvom Delaney næppe spekulerede i at bolden ikke lå stille, da han sendte frisparket hurtigt videre. Det handlede mere om at holde tempoet i spillet. Eller rettere at få det ind i spillet, efter at Viborg havde haft al held med at fjerne det.

Endnu en weekend med enkeltindivider
på hovedet flere timer i træk
for at virkeliggøre drømmen om et liv i luksus
eller dø unge i eget bræk

Og således en 1/3-del inde i superligaen. Vi ligger nummer 2. 3 points efter midtjyder og 6 points foran Brøndby. Det er betydeligt bedre end i fjor. På begge parametre. Men der er masser af plads til forbedringer.

Vi har et 24 millioners indkøb af en angriber, der stadig ikke har scoret et eneste mål i ligaen. Og knap har været i nærheden.

Vi har en højre side, der er mere uafklaret end 3 skiftende regeringers skatteministre. Og vi er nogle der stadig dagdrømmer om dig, Peter Ankersen.

Vi har smidt alt for mange nemme points. Farum, AGF, Odense, Brøndby – og reelt vundet færre af de givne selvom ugen med Aalborg, Randers og Hobro tikkede gevaldigt lettende ind på kontoen.

Og mand! Jeg tilstår! Jeg savner sgu Europa League-kampe i dette efterår og bliver helt misundelig på Midtjylland og FC Herning.

Lad os bare kalde det en Mickey Mouse-turnering. Men den ville være et afbræk, en inspiration, et alternativ til de samme superliga-modstandere igen og igen. Selvom mange af holdene ville hedde Lokomotiv Dit og Dinamo Dat og være perifære mesterskabskandidater fra den borduriske eller syldaviske liga. Samt gedigen subtop fra geografisk mere udforskede egne.

Det er ikke så længe siden...
Det er ikke så længe siden… Santin – 2008.

Det gælder også en torsdag aften i selskab med kommentatorer som hele Silkeborgs Morten Bruun. Dansk fodbolds kirkegård, fik han vist sagt. Nej, ikke om Silkeborg, selvom man nemt kunne forledes til at tro det. Det var Brügge og Jan Breydel Stadion, han mente.

FC København har aldrig tabt dernede – i 3 kampe. Det havde ikke krævet stor research at begrave den fortalelse og i øvrigt skrue ned for den mellem-jyske begejstring over et fint resultat på udebane et ganske kendt sted i Belgien.

Endnu en weekend i den omvendte verden
hvor op & ned har byttet plads
slutter uden varsel & en ny dag begynder
for alverdens mennesker en masse
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Ak ja… og nu er der landskamppause! Igen.

Men jeg har en billet til Tottenham – Liverpool den 17. oktober!

Mister København

guldharald
Den åndelige FC København-mentor sendes på sin sidste færd. Fra Parkens tribuner.

RIP Harald! Jeg undlader at skrive flere æresord, det har andre allerede gjort meget bedre. I stedet er det på sin plads at reklamere lidt for en af de bedste fodboldbøger, der er skrevet på dansk.

Joakim Jakobsens “Guld Harald” fra 2009. Den bærer den æggende undertitel “topscorer, idol, rebel” og det dækker fint bogens vid og læsværdighed.

Jakobsen har også skrevet en fremragende bog om Tour de France og så har han ikke mindst skrevet “Tynd luft” – om det bedste danske landshold igennem alle tider (mine tider i det mindste!). 86-holdet og deres lange vej til VM i Mexico. Som også rummede historien om en lang kamp væk fra den håbløse og chokerende amatørisme som prægede og dræbte dansk fodbold langt op i 70’erne.

Bogen om Harald
Bogen om Harald

Du kan roligt læse “Tynd luft” efter “Guld Harald”. De er på kvalitativ omgangshøjde og Jakobsen griber lige så hårdt fat om struben på DBU-amatørerne i bogen om Harald Nielsen.

Han var en af sin tids bedste angribere, vi snakker worldwide. Han fik 14 landskampe (og scorede 15 mål), inden han formastede sig til at skrive professionel kontrakt med italienske Bologna. Det lagde ham totalt på is i landsholdsregi.

DBU ville ikke røre ved spillere, der fik penge for at spille fodbold. De ville helst heller ikke spille mod modstandere, der gjorde det. Derfor deltog Danmark fx. ikke i VM-kvalifikationen til VM 1962 i Chile. I en tid hvor man ellers havde et landshold der kunne måle sig blandt de bedste i verden. Det hold, med Harald Nielsen på toppen, der tabte OL-finalen i 1960 til Jugoslavien i Rom. Samme Jugoslavien som iøvrigt tabte finalen i Chile til Brasilien.

Som Jakobsen beretter, Danmark havde i OL-forberedelserne spillet en venskabskamp mod de brasilianske verdensmestre (fra Sverige 58). En kamp der i øvrigt ikke var arrangeret af DBU, igen meget sigende. Men af den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet, som ofte kaldes en slags forløber for FC København.

Til alles overraskelse – også den brasilianske landstræners – ydede danskerne, med Harald som 2-målsskytte, en gigantindsats og fik de normalt verdenssuveræne brasilianerne i tovene. De vandt dog til slut 4-3.

Brassernes træner sagde efterfølgende, at han var overrasket over danskernes styrke og glædede sig til at møde dem igen i Chile. Journalisternes svar fik ham til at måbe. Det kom det aldrig på tale, det danske landshold ville ikke deltage. Takket være DBU-amatørerne.

Hvad der også gør Jakobsens bog glimrende, er at han får sat Harald Nielsen ind sin tid. Især de tidlige 60’ere. En tid med gryende rock’nroll og hysteriske teenagere i hobetal, der pludselig væltede en hel verden.

Der er levende beskrivelse af tiden i Italien og Bologna, og hvordan han var med til at løfte den italienske bys selvforståelse mellem det industrielle nord, med den kalkulerende catenaccio, og det kaotiske syd. Bologna i midten skulle være kunst, også på fodboldbanen, og det blev de kortvarigt, da de vandt lo scudetto i 1964 med Harald Nielsen som serie A-topscorer med 21 mål.


Haralds karriere og liv endte næsten som et livslangt opgør med amatørerne og DBU. Han blev primus motor på indførslen af professionel fodbold i Danmark sidst i 70’erne. Da han sammen med Herning-byrådsmanden og entreprenøren Helge Sander begyndte at arbejde for en dansk piratliga, hvor spillerne blev betalt for deres præstationer. Den storm som de rejste, fik omsider DBU i dybt knæfald.

Senere blev hans næste store projekt FC København. Den professionelle overbygning der skulle genføde københavnsk fodbold fra asken af de gamle amatørdage – med en tanke til det gamle stævnesamarbejde. Den historie kender de fleste af os ganske godt. Med alle armbevægelserne, fiaskoerne og dagdrømmene i 90’erne. Guld-Harald blev indbegrebet af hele projektet bag KB og B1903. En næsegrus optimisme der var meget verdensfjern efter 0-5 i Hradec Kralove og en økonomi der var tæt på total opløsning.

Dengang jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, vi taler 2001, forsøgte vi i øvrigt at få et interview med Harald Nielsen. Han ville ikke. Jeg tror, han betragtede os som 2 fusentastere af et par fans, der ville ribbe for meget op i fortiden. Og vi var ikke engang rigtige journalister.

Han er tilgivet. Og for at runde Jakobsen-bogen af…

Det er muligvis en fordom og uretfærdigt over for Harald Nielsen – han er trods alt en mand, som støt og roligt har opbygget sin egen koncern – men hans historie i FC København bekræfter billedet af en ustyrlig og energisk mand, som er skabt til at sprænge vej, mere end han er den stabile styrmand. Centerforward snarere end libero.

Det er Joakim Jakobsens ord og tolkning. Men i virkeligheden nok ikke helt ved siden af. Fra formand til bestyrelsesmedlem og æresmedlem. I takt med at klubben konsoliderede sin magtposition op igennem 00’erne.

Det er kun glædeligt at tænke på, at han fik lov til at opleve sæsonen 2010/11 i levende live. Den blev virkeliggørelsen af hans egen optimisme og tro på projektet. Med mesterskaber, og hele turen igennem Champions League-gruppen frem til 8-delsfinalen mod Chelsea. Det var det meste af det som FC København blev sat i verden for i 1992, dengang til manges fortrydelse, der faldt i hak i den sæson. Det gælder sgu også rent personligt. For mig – og sikkert også for dig.

Bolden er hermed sendt videre til det Harald selv kaldte “sit barn” i et interview med Ekstra Bladet efter 2001-mesterskabet.

Og der stod vi så, på den smukkeste sommersøndag i Parken, det sidste farvel under aftenhimlen. Kampen tegnede lovende for FC København, som hele sæsonstarten. Men den fes lidt ud mod afslutningen. Der var et par forsvarere der tog en unødig hviledag – og en gammel kending der pludselig genfandt sin fortid. 2 points smidt. Igen. Som sidste hjemmekamp mod Farum – eller den forduftede Europa League-chance mod Jablonec. Det ligner en rigtig dårlig vane anno 2015, som meget snart skal skrottes.

I Haralds ånd tror vi selvfølgelig stadig på guldet. Det vil være uværdigt andet. På akkurat sådan en søndag som i søndags.

Tak, gamle angriber, opportunist, og teenage-idol. Uden dig intet os. København står i evig gæld til en glad dreng fra nordjyske Frederikshavn, der bare elskede sin fodbold.

Og ja, så du skylder naturligvis dig selv at læse den bog. Jeg gentager det gerne igen og igen, du kan altid låne den på et bibliotek nær dig! Den er vist ovenikøbet udsolgt fra forlaget.

Fornuften kalder

oldpic
Reality checking?

Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Spanien og caminoen for knap en måned siden, hørte jeg seneste podcast fra den genopstandne fanradio, der ikke længere hedder Løvetimen. En hel time dedikeret til FC Københavns nyeste storindkøb, Federico Santander, der knap nok var blevet bekræftet på det tidspunkt. Værterne nørdede herligt i en snak om sydamerikansk fodbold og lange analyser af mandens formodede kvaliteter.

Det blev – på en eller anden måde – min indgang tilbage til virkeligheden og København. Reality check-in.

Jeg har været langt borte fra Parken og FC København. Så kun en eneste kamp på tribunen i hele foråret. Brøndby-kampen i marts. Resten af foråret var jeg væk i en blanding af mental og fysisk fravær.

Så langt væk at jeg faktisk overvejede om det var ulejligheden og pengene værd at gentegne sæsonkortet.

Det har jeg dog gjort. En gylden nedgradering fra platin. Lokket af en spirende optimisme på den nye sæsons vegne – man falder sgu i den gryde hver gang.

Og dog. Denne gang synes der alligevel at kunne være korn af substans. Mens jeg vandrede rundt i det nordspanske og forsøgte at finde noget og nogen og ikke mindst mig selv, tikkede nyheder og sms’er ind hjemmefra.

FC København handlede usædvanlig fornuftigt ind. Et særdeles velforberedt transfervindue, spillere blev signet langt inden sommerens forberedende trænngslejr, spillere af den rigtige kaliber. Vi har ikke været vant til den slags.

Fornuftige indkøb. Kasper Kusk, Peter Ankersen, slovenske Benjamin Verbic og paraguayanske Federico Santander. Alle spillere til offensiven. Også Ankersen selvom han som udgangspunkt vel skal ses som højreback. Der er talent og perspektiv. Både Kusk og Ankersen er velkendte fra superligaen – begge med landsholdspotentiale.

Verbic fik en fornuftig debut forleden i euro-præmieren, en 21-årig gut fra det slovenske landshold, der virker som han lynhurtigt har taget København til sig. Offensiv allround og med et godt drev.

Jeg så kampen mod walisiske Newtown med et halvt øje på TV. Indtrykket var overvejende positivt mod en svag modstander. Selvom de brændte chancer hurtigt blev et dræbende deja-vu.

Men skal man tro den nye træner, Petter Wettergren, bliver der arbejdet anderledes med offensiven på træningsbanen (igen en utrolig fornuftig forstærkning af trænerstaben Man kan næsten ikke få luft!) Og indkøbene er i den grad til det.

Den store satsning er Santander. Angivelig pris 23 millioner. Frisk fra Sydamerika til København. Det eksperiment gik helt galt for et år siden. Men Santander virker godt udtænkt, åh jo det er sandelig hørt før. Forhåbentlig har han hovedet bedre med sig end Franco Mussis. Positivt i hvert fald at Mussis-floppet ikke har afskrækket manager Ståle og hans team fra at handle direkte på det sydamerikanske marked.

I det samlede transferbillede hører også sommerens afgange. Gislason skulle videre, de Ridder havde fået sine chancer, umiddelbart anså jeg kun Christian Poulsen som et ærgerligt tab. Med sin erfaring og sine spoiler-kvaliteter på midtbanen.

Men det var kun indtil fredag aften.

WILLIAM! Det drønede straks med tweets fra fanarrangementet i Imperial-biografen, da han blev præsenteret. Ståle havde i dagene inden luftet, at der nok ville komme en spiller mere. Men det kom alligevel som en bombe – i hvert fald for mig.

Han er tilbage, i sin gamle trøje. Næsten! Nummer 6 var Claudemir. Men forhåbentlig med endnu et par lykkelige københavnske fodboldår i sig.

Kvist
Ægte KBH!

Han var indbegrebet af 2010-holdets ånd. Ikke som stjernen, men som et bundsolidt omdrejningspunkt. Og måske i virkeligheden det største tab i sommeren 2011, da holdet mere eller mindre smuldrede og forsvandt ned i Europa.

William Kvist. Jeg blev hamrende lykkelig – og så er vi tilbage ved den spirende optimisme der i en fredag aftens brandert nærmest kogte over.

Man skal passe på med den slags, det siger mere end 20 års erfaring fra livet på tribunerne mig. Men for fanden… det ser jo fornuftigt ud. Det gør det. Bestemt.

Det var også fredag aften, at trøjen kom. Endelig!

De blå-sorte striber. Den nogle af os har haft hede drømme om i mange år. Rigtig mange år. For hvad fanden er mere oplagt end at tage de klassiske striber fra moderklubberne og smelte dem sammen. Så oplagt at den selvfølgelig har haft sin egen facebook-side.

Hvorfor skulle vi vente så længe på den andentrøje? Der har været nogle spæde forsøg. Tværgående blå-sort vel nærmest lidt sympatisk. Men for rugby-agtigt. Rigtige fodboldstriber er på langs. Man kunne bare skele til serie A og Inter for at se hvor smukt kombinationen af blå og sorte striber kunne tage sig ud.

Åbenbaringen... eller i hvert fald en begyndelse
Åbenbaringen… eller i hvert fald en begyndelse

Jeg aner det ikke, hvorfor det har været så svært at designe den trøje. Og vi kommer desværre til at vente lidt i endnu på den anden halvdel.

Jeg har ikke set trøjen endnu, men så vidt jeg har kunnet tuske mig til, er ryggen helt blå. Man har ikke ført striberne igennem.

Forfanden mand! Vi skal åbenbart holdes på pinebænken. Nøjagtig som sæsonpræmieren der skulle udsættes – på grund af et svensk orienteringsløb.

Men vi tror på det. Det gør vi. Den henholdende optimisme. Der bliver forhåbentlig spillet fodbold på søndag i Esbjerg og en dag ser vi måske også den helt rigtige blå-sort stribede trøje.

Nøjagtig som mesterskabet da bestemt virker som en fornuftig målsætning. I øvrigt i den sidste sæson inden Superligaen udvides til 14 hold og skal belemres med et slutspil.

Uden at ville røre den snak yderligere, det bliver en anden gang, kan jeg bare konstatere at DBU til slut valgte den mindst ringe model.

Og for at bevare optimismen. Der er ikke langt fra 14 til 16 hold – når det nu skal være. Og så kan man sløjfe slutspillet igen og spille 30 runder. En gang hjemme, en gang ude. Helt klassisk som et par gamle fodboldstriber.

Eller løber det af med mig…

Under derbyets tåger

Tågen letter...
Tågen letter…

I guder, mand! Er jeg den eneste der i den grad har savnet en superligakamp i Parken, der begynder kl. 15?

Længslen tilbage til dengang, hvor det ikke var tv-penge, men fodbolden selv der dikterede kamptidspunktet.

Det skete i søndags. Igen. På en strålende forårsdag en spytklat inde i marts.

Rent faktisk nåede klokken så vel 8-10 minutter over 15 før bolden blev spillet ud af midtercirklen. Pyroteknikken var legaliseret i dagens anledning, hver endetribune havde fået sin halvleg, og den københavnske fik lov til at lege først. Vinden markerede sig straks, tog over med et lakonisk pust, og fik drevet det meste røg ind over banen.

Det var til at leve med. Det var søndag eftermiddag, solen fortsatte stadig med at skinne bag røgen, og man fornemmede egentlig hurtigt at der var en hæderlig københavnsk indsats på vej. I lokalderbyet. Mod Brøndby.

Ja. Tak og lov for at det nu endelig bare er blevet et lokalderby, eller blot derby, for nemheds skyld. Alt ævlet med “New firm”, som om der overhovedet nogensinde har været en relation til skotsk fodbold, havde fortonet sig allerede inden røgen. Jeg kender ikke historikken bag begrebet, men kan huske at det begyndte at optræde i medierne allerede i 1995 og måske endda tidligere. En smart journalist forsøgte at skrive et rivalopgør op – og andre smarte journalister fulgte trup. Vi andre kunne bare hovedrystende kaste op på tribunen.

Der er en kamp mellem 2 klubber med beliggenhed en halv snes kilometer fra hinanden, 2 klubber der ikke har det så godt med hinanden, 2 klubber med en efterhånden pæn historik om mesterskaber, flop, dommerbrølere, og spektakulære scoringer, 2 klubber der hader hinanden i hvert fald på de fyldte tribuner, inklusiv prestige og håneret, 2 klubber som givet heller ikke kan undvære hinanden. Slet ikke den sportslige rivalisering på den lange bane.

Med andre ord – et derby. På godt og ondt. Et derby hvor sejrens sødme altid smager ekstra godt og føjer endnu et lille minde til den mentale collage.derby_originalGlemmer du, så husker jeg nok… den gode, den onde og det helt vilde. Som 3 korte sekvenser og de 3-1 til København som det blev denne gang.

Men vi skal selvfølgelig videre. Blot videre. 2 klubber der begge sukker efter fordums storhed i disse måneder. For der er lang vej tilbage til det der var engang. Rygtet sagde, at det havde været ganske underholdende denne gang alligevel. For de neutrale iagttagere. Ikke på grund af den spillemæssige kvalitet. Men intensiteten havde været der… igen.

Måske. Galningene på tribunerne blev holdt i skak og København vandt, alt imens solen skinnede og skinnede til den ikke gad mere.

Tømmermændene mandag morgen kunne så fortælle om et pivringe forsvarsspil, der i 1. halvleg forærede Brøndby 2 gedigne friløbere. Mere sjusk i 2. halvleg der medførte 1-1 målet og et par af de københavnske afbrændere tidligt i kampen, som Ståle ikke mener kan blive ved med at fortsætte. Men det gør de. Afbrænder på afbrænder, Ståle! Fra Odense over Randers til Brøndby.

Uskarphedens ulidelige surhed. Cornelius er forlængst blevet til Umulius – har vi overhovedet andre angribere i truppen? Jeg bliver træt bare ved at nærme mig tankesættet.

Nicolaj Jørgensen svæver rundt et sted mellem månen og grønsværen. Ground Control til Nico. Et par minutter er han nærværende, så er han væk igen. Men han er det bedste, vi har. I længden bliver det slet ikke nok til at true den midtjyske Evil Eyes (aka Riddersholm) og hans enerverende luftballoner.

Du så det selvfølgelig også, mand! Altid skarp som en barberkniv. Forsvaret der nærmest krakelerede overfor minimal hurtighed og pres, da Anton måtte udgå efter 20 minutter. Zanka dur med Anton, han dur ikke med Pelle Nilsson, og måske dur Pelle Nilsson slet ikke mere overfor angribere med en smule speed i tanke og ben.

På midten mangler boldsikkerhed. Det er år og dage siden vi sidst har set den. Vilje er der. Talent er der. Men fundamentet er skrøbeligt som et nylagt æg.

Tilbage stod Stephan Andersen i målet og blev dænget ind i byger af fjendtlige fadbamser og lightere i 2. halvleg. Han bliver ALDRIG en af vores egne… nix, men han er stadig sæsonens bedste. Som helhed betragtet. For FC København. Og han fik reddet vores røv, når vi forærede Brøndby de chancer, de ikke selv kunne skabe.

Den iagttagelse stod også glasklart tilbage: Brøndby var jo ikke en skid farlige. Ad egen kraft. Måske var det også hvad vestegnsikonet Agger havde luret under tusserne. Det kan sagtens give et akut ildebefindende, at erkende egen uformåenhed.

Derbysejr. Ja tak. Hånen er selvfølgelig tilladt. Men den smager allerede af tør fisk, hvis denne sæson skal følge sit deprimerende spor. Videre og videre til Esbjerg. Kl. 17 denne gang.

Giv dig blot tiden, min ven. Du fortjener det. Hæng lidt fast i søndagens sødme. Der er snart atter en hverdag forude. FCKTV har dokumenteret det hele i en usædvanlig video, der i de seneste dage har nået verdensberømmelse via USA Today og The Independent.

I øvrigt ganske velfortjent. Det er visuel poesi af den finere slags, hårfin i balancen mellem den umiddelbare glæde og kvalm selvfedme. Jeg behøver ikke andre ord end smuk i denne sammenhæng. Spot on!


En gammel ærkekøbenhavner, facebooks særlige Holmstrøm-profil (nej, det er ikke ham selv! Kun en god efterligning), bemærkede før derbyet…

Lad os håbe, at vi kan udnytte Brøndbys uopmærksomhed de første 20 minutter, hvor de stadig skal vænne sig til at spille på græs.

Den holdt næsten stik. Stikpillen til deres håbløse baneforhold ude vestpå. Vi kunne have ført 2-0 med lidt held og skarphed allerede efter et kvarters spil.

Den rigtige Holmstrøm har altid prædiket, at intet fodboldhold er bedre end sin seneste kamp.

Skal vi sammenfattende på den målestok sige, at FC København var både hæderlige og pænt gavmilde.

C-P-H

Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.

Denmark Shots
“… “

Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.

Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.

Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.

Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.

Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.

Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.

emirates
Turen gik til Arsenal

Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.

Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.

Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.

whl
Stadiondrømme i Nordlondon

Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.

Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.

Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.

Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.

I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall
And hide you from the emptiness of it all

FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.

Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.

Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.

I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.

Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.

Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.

Det var dengang med Mio.

Og Zuma.

2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.

Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København,  og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.

På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.

Da verden stoppede...
Da verden stoppede…

Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.

Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.

Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.

Københavnsk efterår

Nu falder bladene snart af træerne igen
Nu falder bladene snart af træerne igen

Sejrens sødme smager altid lidt mere lækkert mod Brøndby. Så lad os endelig begynde der.

I søndags skete det igen. En overlegen sejr på 1-0.

Dog havde 3-0 givet et mere dækkende kampbillede. Sagt uden at være grådig.

Halvanden forkølet afslutning blev det vel til for vestegnsspillerne. Modsat fik København brændt 4-5 pænt store chancer, inklusive Corners stolpeskud langt inde i “romerlys”-overtiden.

Kampmæssigt ejede Brøndby de første 10 minutter ved at trille bolden rundt, derefter tog FC København mere og mere over. Men som hele dette forbandede efterår er det en særlig prøvelse at komme frem til de helt åbne chancer. Vores offensive koncept virker mindst lige så forkølet som modstandernes samlet indsats.

I pausen stod jeg med fornemmelsen, det bliver 0-0, og en pisse-ringe kamp i det hele taget.

Det løsnede med scoringen. Den blev vital, som sejren i det hele taget bliver. Forhåbentlig.

Jeg skriver med vilje “forhåbentlig”, for jeg troede også at sejren i Champions League-kvalen mod ukrainske Dnipro var et vitalt boost for Ståles nye setup.

4 dage efter leverede FC København den største hjemmebaneblamage i 10 år.

Guernica v2. Fra NK Gorica i 2004 til Hobro i 2014. Det var næsten på dagen for 10 året. 0-3 i Parken mod en flok skovhuggere, rejeplukkere, skolelærere, pædagoger og lokale brugsomdelere.

So long, Mary Anne! Jeg noterede mig at jeg ikke var den eneste der skred et kvarter inde i 2. halvleg. Det var ellers en smuk og behagelig sommersøndag tidligt i august. Men det var også en smuk og solvarm sommeraften dengang i 2004.

Siden har efteråret mest været pinsel med en alenlang landsholdspause, der blev skudt i gang af en underlig superligapause. Konstrueret af Divisionsforeningens turneringsudvalg. Sikkert i bedste mening. En fri weekend, der skulle hjælpe klubberne på vejen til europæiske gruppespil. Dvs. Aalborg og os. De 3 andre danske hold var allerede daffet ud i de indledende kvalifikationsrunder.

Både vi og Aalborg præsterede efterfølgende at tabe 0-4. I henholdsvis Leverkusen og Nicosia. Oprigtig talt, den frie weekend gjorde ikke den fjerneste forskel.

Og så stod man der. I søndags. #Aggermania min bare. De fik solgt billetterne på Brøndby Stadion, men giraffen forblev usynlig. Tatoo-sønnen fra vest var blevet skadet. Igen.

Istedet fik han sin genkomst i søndags – og det gik ikke så godt. Der var dem på pladserne ved siden af mig, der ikke end ikke registrerede at han blev skiftet ud.

Men han fik lavet et straffespark som aldrig blev dømt, kunne jeg se på tv-skærmen efterfølgende. Han flåede Cornelius omkuld ved et hjørnespark i 1. halvleg med ryggen til bolden. Indrømmet – det var det vist et af dem der sjældent bliver dømt.

På den længere bane tror jeg nu nok, at de skal få glæde af Agger ude vestpå. Selvfølgelig er det et scoop at få ham hjem i en relativ ung alder. Han bliver ikke deres mr 70%, han er trods alt en tand mere dedikeret. Men han bliver nemt mr 70 minutter. Grundet hans høje skadesfrekvens – hvilket dybest set nok også er årsagen til at han overhovedet valgte Brøndby.

Og så ikke et ord mere om #fucking_Agger, lige så lidt som #fucking_Hobro. 17 forskellige tv-stationer sender formodentlig direkte live tema-dokumentar om begge. I skrivende stund.

Sjældent har jeg været så glad for mit Netflix-abonnement som i de sidste par uger.

I søndags så vi Anton for første gang levere forsvarsspil som det han præsterede for 4 år siden. Glædeligt. Enigheden var ganske slående på mine rækker i Parken. Han var suverænt banens bedste.

Vi så også en Alexander Kacaniklic levere en middelmådig indsats, men han har potentiale til meget mere. Og det kommer. Manden var glimrende i Fulham og kan sagtens blive vores bedste sommertransfer (=lejemål i dette tilfælde). Sammen med stadig sprudlende Bengtsson på venstrekanten… jeg tør næsten ikke skrive det… men de taler samme sprog og kan hjælpe os igennem efteråret.

Ej overdrive, ej overdrive. Det nye projekt Ståle tærer i den grad allerede på tålmodigheden og det skal jeg, og andre, prøve at vænne os til. Træk vejret dybt, vi tæller… 1, 2, 3, 4, 5, 6… Og 7.

Syv mål i 8 superligakampe hidtil. For helvede det er tungt at se på. Reelt kunne det være nedrykkerpotentiale. Men der er ingen grund til at blive hysterisk. Ikke endnu. Vi fører vores Europa League-gruppe. Det er faktisk bedre end hvad langt større klubber som Tottenham præsterer.

0 mål i Beograd og 0 mål mod i weekenden hjemme mod West Bromwich. Og nærmest uden at skabe en eneste ærlig målchance.

Det begyndte ellers fornuftigt for mine engelske number one. Under den nye manager, Mauricio Pochettino. Sejre over London-rivalerne i West Ham og Queens Park Rangers. Vi blev alle grebet af et øjebliks hysterisk optimisme.

Et regulært fata Morgana, mand. Det var i stedet begyndelsen på et københavnsk efterår, som dukkede frem i horisonten. Lad mig skyndsomt parkere den der igen.

What became of the likely lads
What Became of the Likely Lads

Tilbage til studiet, og 7 mål, og udgangspunktet, det var et sidespring, en fejl. Og Torino og Club Brügge kan ikke sammenlignes med hverken Galatasaray, Real Madrid eller Juventus, vel.

Jo, jeg ved, Brügge viste umenneskelig højt europæisk potentiale for 2 måneder siden, et helt andet hold end dem vi slog ud i Champions League-kvalen i 2012. Klasser bedre (… de slog for eksempel Brøndby 4-0…). Men alligevel…

Jeg varer mine ord. Ironi på skrift er en vanskelig sag.

Men der er de dage hvor jeg overvejer om jeg skal finde en anden branche.

De morgener hvor man bare er træt, inden man vågner. Cornelius sparker et ubehjælpeligt straffe, hvorfor ham igen? Nikolaj Jørgensen losser et frispark ud halvt mellem målstolpen og hjørneflaget, endnu et indlæg og ingen i feltet, Claudemir tør end ikke forsøge en afslutning 3 meter fra mål, Delaney med helt frit hovedstød lige i favnen på keeperen.

De aftener hvor det bliver mørkere og mørkere, og et par hyperentusiastiske NFL-drengerøve kan blive eneste dårlige undskyldning for ikke at gå i seng. Mens Stephan Andersen fumler med et harmløst indlæg og Zanka undervurderer endnu en forsvarsaktion og taber bolden under foden. Og Høgli scorer et halvt selvmål mod skolelærer/ejendomsmægler/lystfiskerholdet…

Tøv en kende! Samme Tom Høgli var faktisk til at holde ud at se på i kampen mod Brøndby. Det slog mig, da jeg cyklede hjem fra Parken.

Det bliver heldigvis snart vinter igen. Som altid. Årstiderne de skifter, baby, og sæsonen går sin egen gang. Nogle gange bliver den næsten alt for lang. Det gælder selvfølgelig både for stjerneræset & fuldemandssangen.

Sidstnævnte afslutningsvis og kortvarigt overladt til The Libertines, der væltede Vega tirsdag aften.

C5, Række 24, sæde 75

Bøfphan
Bøfphan Andersen eller hans haters?

Så står man der igen. Samme række, samme sæde, og samme nye sæson. Det trækker unægteligt søm ud, at superligaen begynder bare en uge efter VM-finalen. Som altid midt i juli, midt i sommerferien. Ovenikøbet midt i en længere hedebølge.

Sidste lørdag aften var det så varmt, at man nærmest var taknemmelig for det sene kamptidspunkt til første hjemmekamp. 19.30. I Telia Parken.

Nyt sponsoreret stadionnavn. Moderne fodbold og alt det der.

Ikke at det kan hidse mig op længere. Det er dagligdag i langt større ligaer end Superligaen. Signal Iduna Park, Imtech Arena (det har været AOL for et øjeblik siden), for mig er de stadig Westphalen og Volkspark Stadion, nøjagtig som Parken selvfølgelig altid vil være Københavns Idrætspark.

Sådan cirka.

teliaparken
Onlineservice, inklusive kampprogram.

Navnet ‘Parken’ fungerer glimrende stadigvæk, og det bliver det nok ved med i mange år. Nu kan vi endda skrive det uden versaler. og i iøvrigt bare glemme at nævne teleselskabet. De skiftes sikkert ud om syv år alligevel.

Og det nye trådløse netværk fungerer. Indtil videre ganske upåklageligt og med god service. Nu får vi kampprogrammet på smartphonen i stedet og ja, jeg har overgivet mig. Hardcopy-udgaven i sidste sæson var en stakket frist. Det er moderne fodbold, vi taler om igen – det der.

Nede på selve grønsværen er vores ny indkøbte målmand, Stephan Andersen, allerede blevet et studie i sig selv.

Det er usædvanlig fladpandet stil at buhe af sin egen målmand, nøjagtig som det er at tilsvine ham på sociale medier. Hvilket højere formål skulle det tjene? Vi har vel en fælles interesse i at spillerne leverer på banen.

Jeg er muligvis naiv og tilhører definitivt den ældre generation, hvor man hylder princippet om at give folk fair chancer. Jovist, manden har spillet i Brøndby, og åbenbart udtrykt en lidt svulstig kærlighed til dem, da de var ved at rykke ud for et par år siden. Men i bund og grund er han vel lige så meget AB-mand.

Jeg kan huske hvordan Peter Møller engang i 1997 rendte rundt og sparkede til en FCK-kasket som Brøndby-spiller. Han fik da i det mindste en chance og blev mødt med humor og ironi. Ikke tåbeligt buheri.

Møller blev aldrig nævnt ved navn. Hans fortid var blakket, han var ingen ‘homeboy’. Derfor forblev han nummeret på sin trøje. Han fangede den ovenikøbet hurtigt og gjorde #32 til sit helt eget brand. I dag nævner vi ham selvfølgelig gerne ved navn, fordi han har været den suverænt bedste VM-vært på dansk TV.

Stephan Andersen – derimod – gjorde bestemt ikke sin egen sag nemmere på sin debutaften i Parken. Det var nærmest et historisk pinligt drop, som nær havde foræret Farum noget som de ikke havde fortjent.

Det var tydeligt, også oppe fra tribunen, at hans tanker gik fra det enkle, at ville gribe bolden, til at forsøge at bokse. Det endte i et af de mest tåbelige målmandsindgreb som både Idrætsparken, PARKEN, og Parken endnu har set.

Ironisk for manden spillede han en glimrende kamp frem til Lurpak-smutteren. Han gjorde præcis det, som han formodentlig er købt for. Spillede stærkt med fødderne langt ude i sit felt og lå som en ekstra sweeper bag forsvaret, som Manuel Neuer beherskede på verdensmesterniveau for tyskerne. Alt det som Wiland ikke helt formår.

Smør på fingrene og Ståle som terapeut. Stephan Andersen fik ødelagt lidt af festen mod Nordsjælland, men foreløbig har han opbakning. Fin kamp i Ukraine onsdag, gentaget lørdag i Slagelse. Men han skal ikke lave mange flere numre i Lurpak-skalaen, før jeg også melder ind i det moderne kor af “Young Haters” på tribunerne.

Putin i Kiev? Nej, men Synoptik kan anbefales!
Putin i Kiev? Synoptik anbefales!

Onsdag var det Champions League. Kvalifikation. 0-0 i Kiev. I sikkerhedsafstand til borgerkrigen i de østlige regioner.

Men langt fra i sikker afstand til en gruppe lokale nationalister, der overfaldt den lille flok af københavnske fans og fik dem drevet ud af deres stadionafsnit. Angiveligt fordi københavnerne havde medbragt et banner med den russiske præsident Vladimir Putin. Sådan lød en af de tågede forklaringer efterfølgende.

Den forknytte mand hos Urban Crew. Jeg kender ikke historien bag deres logo, men det har været fast inventar i Parken i 8-10 år eller mere, og jeg kunne sagtens finde mere vellignende Putin-tegninger. Lidt for høj i panden, ikke! Og hvilken interesse skulle en flok københavnske fans have i at hylde Putin. Ingen.

På den anden side. For et halvt år siden blev en træningskamp i Stockholm mellem svenske Djurgården og Union Berlin afbrudt på grund af tilskuerballade. Nogle svenskere syntes at det var sjovt at hylde STASI med bannere. De tilrejsende Union-fans blev rasende. Deres DDR-historik er knyttet til modstand og kritik mod det kommunistiske regime. Min ungdoms punkdronning, Nina Hagen, er selvfølgelig Union-fan og har lavet den officielle klubsang. Den gamle stasi-leder, Erich Mielke, hadede “folkets klub” Union, de var alt det som hans eget Dynamo ikke var. Populære.

Det er også moderne fodbold! Hjernedøden breder sig uden for banen. Overfaldet i Kiev. Gu var der ingen provokationer. Nogle lokale tumper søgte bare desperat efter en undskyldning.

På selve grønsværen spillede vi for et gangbart resultat til Parken. 0-0. Det blev også et resultat som formodentlig passer ukrainerne fint inden returkampen på onsdag i Parken.

Et halvt ukrainsk landshold. FC Dnipro. Ståle lyder nærmest overdreven optimistisk med sine 50/50-vurderinger på videre avancement. Ukrainerne har det fint med kontra-bold og kampbilledet fra første kamp bliver næppe anderledes onsdag aften.

8 nye spillere i sommerens transfervindue nåede lige at blive til 9 inden kampen i Ukraine. Mikael Antonsson vendte hjem, som hans gamle makker i midterforsvaret, Matthias Zanka Jørgensen, gjorde for et par uger siden.

Andersen, Høgli, Mussis, Bashkim, Amartey, De Ridder, Nilsson, Zanka og Anton. Bortset fra den skadede Mussis har de alle fået spilletid i sommerens 4 første kampe. Med ganske svingende resultater til følge. Svagest har hidtil stået den norske højre back, Tom Høgli. Han har haft det svært, skal vi sige det sådan. Kraftigt understreget i denne weekend mod Slagelse, hvor Ståle tog ham ud i pausen.

Mest lysende har ghanesiske Daniel Amartey været som oprydderen på den centrale midtbane. Knægten er 19 år og spiller erfarent som en på 29. Et scoop snuppet for næsen af Brøndby. Hans præstationer forfølges pænt af den nye viceanfører, Pelle Nilsson, der har set stabil ud i forsvaret. Sådan cirka. Men det fungerede med Zanka i sidste uge.

Homeboy
#Homeboy

Anton fik allerede gendebut i denne weekend. Det blev til en elendig første time i Slagelse. Vi var vist mange der ikke helt forstod hvorfor bedste mand i Parken for en uge siden, Zanka, skulle bænkes i Slagelse. Rotation, restitution, få alle mand i spil, vil Ståle formodentlig sige.

Zanka. Hvilken fornøjelse det var at se ham tilbage i Parken i lørdags. Det var ikke til at se, at han havde været i Eindhoven i 3 år. Stort set uden at spille en kamp. Og den hvide trøje klæder ham. Også med lange ærmer på en tropisk sommeraften.

0-2 blev til 2-2 i Slagelse. Den værste katastrofe blev til en forkølet genkomst og samlet set har vi vel fået en typisk “Ståle-start” på sæsonen. 1 sejr og 2 uafgjorte i ligaen. Med 9 nye spillere og med fokus på FC Dnipro og den europæiske kampagne. Umiddelbart kan jeg kun mindes 2010-sommeren, som en sæson hvor vi bragede afsted fra begyndelsen. Fra Ståles første trænerperiode i klubben. Men det var en anderledes stabil tid.

Under alle omstændigheder er det allerede bedre end sidste år. Vi ligger ikke sidst efter de første 3 runder i ligaen. Moderat optimisme er stadig på sin plads.

Og nu lidt musik. Lana Del Rey er total Pop Noir og det nye album Ultraviolence er langt mere helstøbt, mørkt og henslæbende end forgængeren.