#fucksambabold – Jeg elsker VM

Colombianske kaffebønder
Et par colombianske kaffebønder

Da Spurs-spilleren, Jan Verthongen, bankede belgierne foran i aftes 12 minutter før tid mod Sydkorea, markerede målet en slags afslutning på det indledende gruppespil ved dette års VM.

Et af de mest fantastiske, som jeg kan mindes. Og ja, jeg husker efterhånden en del. Fra cirka 1974 og frem. Selv de mest kedsommelige, rent spillemæssigt, som Italia 90 havde altid sit eget liv og sine egne karakterer. Roger Milla og Cameroun. Eller England der blæste sig selv ud af straffesparksafgørelsen mod det genforenede Tyskland i semifinalen. Ja det var dengang man faktisk holdt med England. Det er jeg blevet for gammel til nu.

I de foreløbige 48 kampe i Brasilien er der blevet scoret 135 mål. Det giver et ganske pænt gennemsnit på 2,81 pr. kamp. Den endelige dom over VM, falder selvfølgelig først efter det play-off, der begynder nu, er afsluttet med finalen den 13. juli.

Men allerede… det har sgu været forrygende.

Og jeg er faktisk ovenud taknemmelig. Det har taget sin tid at lande igen fra caminoen, mentalt har jeg en følelse af at have været igennem en total nulstilling. Det er både godt og ondt.

Friske øjne, ny energi, absolut. Mentalt renset. Men ind imellem skal der også graves dybt nede i kadaveret for at gentilpasse sig til det vakuum, som de fleste også kalder “almindelig hverdag”. Skal jeg hilse at sige.

Fra et sanse- og oplevelsesbombardement af en anden verden, 5 uger i streg, til at stirre ind i en hvid væg igen. På en ganske øde hverdagsaften. Med regnen øsende ned udenfor.

Heldigvis har den hvide væg de sidste par uger haft et fladskærms-TV fyldt med fodbold. Og heldigvis bliver VM-kampene spillet på det bedste tidspunkt på hverdagen. For os europæere. Sen eftermiddag og aften/nat. Og heldigvis foregår VM i et land som Brasilien. Et land med en rodfæstet fodboldkultur hvor der ikke er nødvendigt med brægende vuvuzelaer, TV2’s særligt udsendte Ulla Terkelsen, og andre eksotiske indslag.

VM er kommet på hjemmebane igen. Som det var i Tyskland i 2006.

På godt 14 dage har vi væltet os gennem gruppespillet. Med dommerfejl fra første fløjt, vanvittige resultater, skuffelserne og alt det andet. Samt den obligatoriske engelske nedtur.

Det tog kun 2 kampe denne gang og de havde endda skruet gevaldigt ned fra retorikken på forhånd. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at de faktisk var lidt uheldige. Mindre mod Italien og mere mod Uruguay. Men man behøver selvfølgelig heller ikke at forære modstanderne målene.

Jeg havde troet lidt på Italien denne gang. De viste strålende takter ved EM for 2 år siden. Inden finaleydmygelsen mod Spanien. Men endte som englænderne og fusede ud.

Stakkels Cesare Prandelli. Han havde virkelig de bedste offensive intensioner med sit hold. Men de efterlod ikke meget andet end en omgang Chiellini uden pasta.

Spansk defensiv anno 2014
Spansk defensiv anno 2014

Spanien blev VMs trætte gamle mænd som alle pludselig ville hade.

Jeg fatter ikke helt skadefryden, der rejste sig fra alle sider. Var deres forbrydelse ikke bare, at de i 5-6 år havde været forbandet gode? Og under to landstrænere, først Luis Aragones og siden Vincente Del Bosque, havde gjort det utænkelige. At få en samlet national enhed ud af spillere fra Real Madrid og FC Barcelona.

Tiki-taka er ikke en skid død. Den er bare lidt udbrændt og trænger som alt andet efter årelang succes til et frisk og fornyende input.

Jeg kan sagtens følge en del af kritikken. At ville eje bolden bare for eje den, fører ind i en blindgyde. De endeløse små trekanter af kombinationer midt på banen, det er i virkeligheden hverken underholdende eller kreativt, hvis man alligevel ender med at være helt afhængig af en enkelt spillers helt individuelle kvaliteter (læs: ex. Messi).

Spanierne endte i sin blindgyde og løb direkte ind i den hollandske kontrakæp på VMs andendag. Det gik pludselig alt for hurtigt for især målmand og forsvar. 1-5.

Compañeros
Compañeros

Jeg mindes en twitterkommentar under kampen fra den engelske fodboldskribent Jonathan Wilson. Han sammenlignede med Danmark-Spanien fra VM 1986. Spanien havde overtaget Jesper Olsen & co.’s rolle fra dengang. Foran på et straffespark og pludselig et defensivt sammenbrud som ingen havde set komme.

Lad mig i øvrigt tilføje, at jeg ikke bryder mig en skid om hollænderne. Hverken Arjen Robben eller Robin van Persie – deres voldsorgie i Sydafrika for 4 år siden i finalen mod samme Spanien har jeg ikke tilgivet.

Dengang for 4 år siden talte alle af de såkaldte fodboldeksperter om at Latinamerika nu havde overtaget den store scene.

Samme sang kører allerede igen. Latinamerikanerne styrer. Europa er i knæ. Vi står foran et paradigmeskifte (er det anden eller tredje slutrunde i træk at Chile bliver udnævnt til de store fornyere af spillet?).

Reminder: I Sydafrika var der kun 3 europæiske hold tilbage i kvartfinalerne. De 2 endte i selve VM-finalen.

Afrika er i hvert fald tæt på at være helt væk allerede og Asien endnu mere. Men det er bare som det altid har været.

I ottendelsfinalerne er der 6 europæiske hold tilbage. Det er stadig tæt på halvdelen. Mon ikke der stadig er masser af potentiale at samle op. Vi har vel ikke set belgierne ramme sit reelle niveau endnu (håber jeg sgu). Nok heller ikke tyskerne.  Mens Frankrig har spillet noget af det lækreste fodbold hidtil og har cruiset sig igennem gruppen.

Og er det egentlig ikke ligegyldigt? Europa versus Latinamerika. Bare der kommer nok lækkert fodbold på fladskærmen, der dækker for den tomme hvide væg.

Chiellini uden pasta
Chiellini uden pasta

For fanden da. Selvfølgelig kommer vi ikke uden om stjernepsykopaten Luis Suarez. Jeg har – ved gud! – hørt nok undskyldninger og forklaringer om den særlige uruguyanske macho-mentalitet. Vind for enhver pris.

Men at bide. Er det ikke sådan noget “tøser” gjorde i skolegården? Og sgu ikke for at vinde, men i et yderst desperat selvforsvar.

4 måneders total udelukkelse er den foreløbige straf. Den er formodentlig til appel i skrivende stund.

Suarez er en fremragende fodboldsspiller og et decideret dårligt menneske. En ganske tvivlsom kombo med andre ord.

En type man ikke gider. En type man tvinges til at forsvare hvis han spiller i favoritklubben, men prompte vil hade hvis han spiller for hvilken som helst modstanderklub.

Helt ærlig, jeg synes de 4 måneder er en hård straf af manden. Den luns han nappede af Chiellinis skulder er trods alt til at overse. Han har ikke brækket ben eller ydet korporlig vold i form af knytnæver eller spark. På den anden side gider jeg heller ikke rode mig ud i et længere forsvar af idioten.

Bye, bye, Suarez. Jeg blev næsten overbevist om andet efter de 2 scoringer mod England. Men du bliver aldrig en verdensstjerne. Format kommer også i den grad indefra.

Fokus ottendedel i stedet! En for en.

Brasilien – Chile:
Brasserne vinder desværre stensikkert. Chile er fisen i hornlygten. Ekspert-darlings ved hver slutrunde og særlig hos Morten Olsen fordi hans landshold tabte 0-3 til dem på Brøndby Stadion for et par år siden. Men de forlader turneringen igen med et 3-5 måls nederlag til Neymar.

Colombia – Uruguay:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Colombia der vinder og går videre. Jeg kan intet sympatisk finde ved Uruguay rent fodboldmæssigt. Jeg knuselsker bare Colombia anno 2014 og de har kvaliteten til at nå meget langt.

Holland – Mexico:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Mexico der vinder og går videre. De har været på vej i så mange år, og vandt OL-finalen i London over Brasilien for 2 år siden. De fortjener det. Samtidig slipper vi af med hollænderne.

Costa Rica – Grækenland:
Christian Bolaños kører den hjem. Ene mand.

Argentina – Schweiz:
Her kommer chokket der lammer fodboldverdenen. Schweiz vinder. Alpernes svar på Justin Bieber, Xherdan Shaqiri, scorer i overtiden og sender de sydamerikanske favoritter ud af turneringen. Et kontinent er rystet, ingen, jeg gentager, INGEN, havde set dette komme.

Frankrig – Nigeria:
Franskmændene har været det bedst spillende hold hidtil. Mand hvor de kører hurtige førstegangsafleveringer. Samtidig er der et eller andet bundsympatisk ved coach Didier Deschamps. Jeg tror, han er et godt menneske. Man kan se det i hans øjne og smil.

Belgien – USA:
Jeg er temmelig indifferent her. Har holdt lidt med belgierne fra start, men de har spillet pænt kedeligt trods 3 sejre i 3 kampe. Modsat har USA Jürgen Klinsmann som træner. Og Klinsy elsker vi bare, for hans begejstring og hans mod til at gøre ting anderledes.

Tyskland – Algeriet:
Tyskland vinder. Det siger jeg også med hjertet. Jeg er blevet alt for gammel til at hade dem og de har forlængst ramt en stil hvor ligusterhæk og nationalisme ikke nødvendigvis er plusord og giver masser af stemmer ved alle parlamentsvalg. Undskyld, Nabil Bentaleb!

Una Pérdida Predecible

bernabeu
Udsigten næsten øverst fra D-tårnet – Santiago Bernabeu

Et 0-4 nederlag er og bliver aldrig tilfredsstillende, lad det være sagt straks. Aldrig.

Uanset modstander, uanset procentuelle ligheder i boldbesiddelse, uanset konceptuelle tværpasninger i prædefinerede trekanter, uanset alt muligt andet, og ikke mindst de 63 minutter hvor meget var lige ved og næsten.

Røv og nøgler. Vi er ikke Farum. Vi er FC København.

Hvad der gjorde det værre onsdag aften, var at vi nærmest forærede målene til Madrid. Først Wiland som fulgte sit 2013-trademark til dørs, at atter ligne en målmand der har sin bedste tid bag sig.

Der var knapt spillet 20 minutter, da han fejlbedømte et relativt harmløst indlæg. General Francos foretrukne fodboldklub fik foræret en åben boulevard til de forventede 3 points og næste Champions League-opgør.

Og jeg så allerede massakren forude. Vildanden blafrede, mand! Det var for nemt! Fandtes der en hurtig exit ud fra Santiago Bernabeu… hotelværelset og -sengen var trods alt kun 4 metro-stationer væk. Det var i gå-afstand, fra Chamartin til Tribunal, værre var det ikke.

En 4-dages sviptur til Madrid. Jeg manglede den spanske hovedstad på mit personlige rejsekort. En oplagt tur, et godt tidspunkt, selv vejret havde spillet med.

Først havde udsigten ellers sagt skyer og regn og atter regn hjemmefra, men Madrid slog allerede tirsdag formiddag over i det lækreste sensommervejr med masser af solskin og pænt over de 20 grader til langt ud på aftenen.

0-1 og bagud. Ironisk virkede det som målet, fik hele det københavnske hold til at hive sig op ved hårrødderne. Den resterende del af 1. halvleg blev pludselig vendt på hovedet.

Man fornemmede det langt op under taget på Bernabeu. Vi spillede i den grad med i kampen og endte med at være snublende tæt på en udligning. Modric’s arm stod i vejen, sagde sms’erne hjemmefra.  Først spejdede jeg den bare som inde over målstregen, fra langt oppe øverst i D-tårnet modsat.

Men gu’ fanden var der straffe. Uforsætlig eller ej. Madrid havde vel en åbenbar fordel af hans arm. Eller…

Set et par gange efterfølgende på tv, er jeg tilbøjelig til at give dommeren en vis pointe. Den er ikke så lige til og han valgte det sikre.

Det spillemæssigt fornuftige fortsatte egentlig i 2. halvleg. Vi forsøgte. Uden angribere, med Braaten og Nikolai Jørgensen flakkende som to offensive midtbanespillere, sammen med Københavns bedste på aftenen, Rurik Gislason. Men med omtanke alligevel.  Jeg får stadig kuldegysninger over de ynkelige Europa League-præstationer, vi så sidste efterår. Tommelfinger op til attituden onsdag aften.

Efterfølgende kan man vel ikke sige så meget til Madrids 2-0. Der er et par millioner euro til forskel på de 2 hold, cirka, og på et eller andet tidspunkt skal det blive synligt for alle.

Det burde så være det. Et Wiland-drop og noget der måtte ske. Nede 0-2. Det kunne ende som mod FC Barcelona for 3 år siden på Camp Nou.

Sammenligningen var egentlig langt væk. Både i forhold til hjemmeholdets kvalitet og vores egen. Madrid er langt fra toptunet, weekendens nederlag hjemme til lokalrivalerne i sydvest fra Atletico var ganske sigende. Verdens dyreste spillere gør det ikke alene.

Vores egne mangler har skreget til himmels i mange måneder og blev gjort ekstra tydelige fra det 63. minut, hvor Youssef Toutouh blev afløst af Christian Bolaños.

Hvad der havde været en hæderlig indsats fra en ung spiller, blev til skræmmende dårlig indsats fra en tidligere bærende spiller. Grumt sagt – men der begyndte derouten for alvor. Bolas håbløse boldtab højt i banen førte direkte til 0-3.

Jeg har tidligere troet, at Ståles genkomst ville tænde op under ham igen. Men effekten forduftede nærmest efter en kamp. Costaricaneren er en skygge af den spiller, han var for et par sæsoner siden. Igen. Og logisk også helt ude af truppen nu i weekenden.

Vi kan skrive ham på listen over spillere, som nok bør finde nye græsgange til vinter. TK, Bola. Det er 2 stykker. Claudemir, Santin og Wiland er 3 yderligere i mine noter. Lars Jacobsen er også tæt på, vores anfører imponerer heller ikke i dette efterår. Kort sagt er det en hel generation af ældre spillere, der har været med i klubbens fedeste tider,

Der har egentlig været frygtelig langt fra Camp Nou i 2010 til Santiago Bernabeu i 2013. Sportsdirektør Carsten V. Jensen vil sikkert kalde det en “bumpy ride”. Vi andre hælder mere til det enkle udtryk “nedtur!”, signeret en spejlblank sportslig ledelse.

0-4. Det var ren exit via rulletrapperne. Og nedad gik det. TK nåede at give sit bidrag, og blev overløbet foran vores eget felt. Han var end ikke i nærheden af at spille dengang på Camp Nou.

Sympati for djævlen
Sympati for djævlen

Vi fik aldrig scoret til sidst. Selvom chancerne var der. Først kom Bola alene igennem, dernæst dansede et hovedstød på målstregen lige efter et hjørnespark.

Madrilenerne jublede hysterisk for første gang i kampen. Iker Casillas holdt nullet. Aftenens lokale helt.

Deres tidligere træner Jose Mourinho, aka The Real One, kunne ikke lide ham. Han blev bænket i sidste sæson.

En skæbnens ironi. På stadionrundturen dagen før blev jeg hevet ind i en fotoshootout af 2 ganske charmerende unge kvinder.

Min favoritspiller i Real Madrid? Jamen, Jeg bryder mig egentlig ikke særligt om foretagendet, men følte at jeg burde være høflig.

Luka Modric og Gareth Bale er selvfølgelig tidligere Tottenham-spillere. Men nej…  og da slet ikke smørhåret Ronaldo. Men Iker Casillas. Han virker som et godt menneske.

Casillas endte med en uventet hovedrolle. Han forhindrede ganske irriterende et københavnsk trøstmål i slutminutterne – efter havde fået min personlige københavnske velsignelse. Og ja, egentlig skylder han én!

balestyle
Get Your Hair Styled like Bale

Ingen Bale. Han er skadet. Bale var også en del skadet, da han spillede i Tottenham. Især de første sæsoner. Men hans “£85m star quality” er uomtvistelig og enorm. En frisør i La Latina-kvarteret tilbød sågar en særlig Bale-styling.

Jeg gled behændigt uden om. Allerede rundbarberet Copenhague-style. Gik vanen tro mig en vabel til på den første dag. Fra Prado og det fisefornemme til Pirámides og det småfesne.

En dejlig by Madrid – og man farer herligt vildt i de små gader, hvad enten det er i turistområderne ved Plaza Mayor eller i boheme- og bøssekvartererne Malasaña eller Chueco.

Churro, Jamón Ibérico, Mahou, og en fantastisk irsk pub (selvfølgelig, de irske er som oftest de bedste sportsbarer), hvor de kørte 3 champions League-kampe tirsdag på storskærme. En perfekt opvarmning til Bernabeu-turen dagen efter.

Den forudsigelige begyndelse

Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en vis tradition.
Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en god tradition.

AaB – FC København den 21.7.2013, klokken er cirka 20.40 og kampen nærmer sig afslutningen. København er bagud 1-2.

Delaney har erobret bolden langt nede på den københavnske banehalvdel, han spiller frem til Gislason der dribler rundt på midten og søger spilmulighed.

Finder Delaney igen, der hurtigt stikker bolden frem til Pourie der forsøger at løbe dybt på venstrekanten. Han må spille tilbage til Gislason, der triller på tværs til TK.

Han lægger an til skud foran feltet. Finder ikke plads, spiller i stedet videre på tværs til en fri Lars J, der søger mod baglinien. Men afleveringen er ikke præcis. Han vender rundt og triller bolden tilbage til TK igen.

TK er ved at komme i vanskeligheder, spiller den ned mod midtercirklen, hvor Sigurdsson modtager og spiller videre skråt tilbage til Stadsgaard, der vipper den mod venstre til Bengtsson.

Bengtsson forsøger en lang høj bold frem mod feltet, men det bliver en blind aflevering. Der er ingen københavnske angribere i det område (Cornelius hvem) til at modtage bolden. Kun et par Aalborg-spillere.

Symptomatisk for kampen. Vi havde – efter sigende  – bolden 60% af tiden, men brugte den rystende ineffektivt og ukonstruktivt.

Det hele kan også opsummeres ganske kort: en målmand der dropper, svagt forsvar, idéforladt angrebsspil. Præmieren på Superligasæsonen 2013/14 blev 7. ligakamp i streg uden sejr for FC København. Den blev også det 3. nederlag i de sidste 4 ligakampe, for at skære helt skarpt.

Intet problem. Vi spiller bare en ny kamp. Som vi gjorde det meste af foråret. Med samme op- og indstilling, samme foræringer i forsvaret, og samme volumniøse fantasiløshed = manglende inspiration.

Og skal vi ikke bare sige samme resultat på søndag i Herning. Det virker mere som en sandsynlighed end et deprimerende gæt.

Men der er åbenbart ingen problemer. Ellers havde træner og sportsdirektør vel allerede brugt det åbne transfervindue proaktivt og hentet mere end en aldrende svensk forsvarsspiller, som alligevel ikke er helt kampklar. Samt et umiddelbart angrebssupplement i Marvin Pourie, som Silkeborg vel også havde solgt for en måned siden for 1 mio. euro.

Nu fik Pourie 3 dage til at komme på plads inden præmieren. Det nåede hverken han eller holdet at gøre.

Der var med andre ord intet nyt under sommersolen, da holdet løb på banen i Aalborg. Det hele var ganske forudsigeligt, og sådan fortsatte det.

Vi er mange, der taler om, at FCK har hårdt brug for en dynamisk midtbanespiller med offensive kvaliteter. Er du enig i, at du mangler den spiller? – Det holder jeg internt, svarer FCKs cheftræner, Ariël Jacobs, med et finurligt smil og sender på den måde bamsen videre til Carsten V. Jensen.
(Citat fra artikel på Berlingske den 22. juli efter AaB-kampen)

Sportsdirektør, Carsten V. Jensen, vil hellere hente forstærkninger til venstrekanten, bedyrer han i flere medier. Det kan der også være god ræson i. Det ene udelukker ikke det andet, det understreger i virkeligheden bare de problemer som holdet har – og har haft siden forårets badeferie.

Når det er sagt, vil jeg også mene, at både Olof Mellberg og Marvin Pourie kan vise sig som ganske fornuftige indkøb på den lidt længere bane.

Det slatne forår viste også med al tydelighed, at der i den grad manglede kant og irritationer i spillertruppen. Det hele kan blive for pænt – og for harmonisk.

Det er en balance. Selvfølgelig er det et gode hvis alle spillere er glade, og føler sig hjemme i en klub.

Men det hele kan også blive for selvfedt, hvis man ikke formår at hanke op i mageligheden.

Jeg vælger at se indkøbene i det lys. Vi behøver dem begge som typer. Den erfarne gamle ræv, der ikke gider for meget pis. Og den unge opkomling der giver fanden i det meste og gerne overvurderer sin egen betydning.

Mellberg er den knasende tørre og utilfredse leder, der har manglet. Michael Jacobsen, Ragnar og Kris må så slås om pladserne ved hans side i et forsvar som behøver at blive betydelig skarpere. Ikke snart. Heller ikke meget snart. Men nu!

Lars Jacobsen har været en guldfugl siden hjemkomsten fra England, jeg holder meget af ham som højreback og som anfører. Men han er en flink fyr med fynsk accent og alene har han måske lige manglet den psykiske kant, der kunne skabe den sidste tænding. I en alt for magelig forårssæson, hvor der kun var et opblomstrende Nordsjælland for alvor at bekymre sig om.

Bad boy

Omkring “problembarnet” Marvin Pourie. Han var nok sidste sæsons allerbedste angriber i Superligaen, ud fra hans vilkår i Silkeborg.

Han reddede deres røv mange gange – om end ikke til sidst. Statistisk er han svær at udmanøvrere. 23 mål i 55 kampe.

Jeg hilser ham velkommen og efter lidt rationel vurdering, kan han sagtens udmatche mere eksotiske hollandske transferrygter. Spillere som jeg ikke kendte det fjerneste til for en måned siden.

I mine øjne er Pourie et langt stærkere kort end i hvert fald Santin og Igor, ud fra det han har bevist.

Der varsles flere indkøb og transfervinduet står åbent en lang måned mere. Heldigvis, fristes jeg til at skrige!

Hvad der åbenbart ikke var tydeligt nok i maj måned, bør være skrevet i granit efter kampen i Aalborg. Hos både træneren og sportsdirektøren.

FC København behøver i den grad at få tunet sin spillertrup op et niveau eller tre. En venstrekant og en central midtbane. Jeg tager sgu dem begge.

Færre end 2 nye spillere kan vist ikke gøre det.

Plastiksejr i Farum

corner
Sejrsrigt Fifa-fald

Jeg ved ikke om man kunne kalde det en forløsning mandag aften i Farum. Det var i hvert fald en lettelse og en ubeskrivelig behagelig følelse af at et spøgelse fra sidste sæson blev jaget på porten.

Nu ved jeg udemærket godt, at intet mesterskab er vundet endnu. Men sejren var nok forårets vigtigste skridt – i betragtning af de uger der gik forud. En påske der kun bød på sølle 1 point i 2 kampe og den uafgjorte hjemmekamp mod Odense. Vi skal langt ned i historiebøgerne for at finde ringere københavnske påskeresultater.

Særligt de to jyske udekampe blev præget af – hvad man høfligt kunne kalde – uinspirerede indsatser. Det kunne sagtens give påmindelser om sidste forår, et stort pointforspring der langsomt blev formøblet af et mere og mere rådvildt hold.

Det skete så ikke. I stedet blev det FC Københavns 3. sejr af 3 mulige i denne sæson over de lokale nordsjællandere. Ironisk nok i en langt ringere kamp end den tilsvarende som vi tabte samme sted i Farum for cirka et år siden. Men heldet var vendt rundt – og denne gang kom Farum til at lave de dyreste fejl. Okores skævert af et forsøg på at sparke bolden væk, takker vi kun for. Cornelius kunne klinisk score sejrsmålet til 3-2.

Sejrens vigtighed bliver understreget af stillingen. De indbyrdes opgør mellem de 2 klubber bliver direkte afgørende for mesterskabet. Formodentlig (og forhåbentlig!). Billedet var det samme sidste sæson. Dengang vandt Nordsjælland 2 af de 3 indbyrdes opgør og det blev akkurat nok til at overhale os i den triste maj-afslutning.

Fokus på mandagens kamp fortæller også, at de var den ringeste af de 3 sæsonopgør.

Det peakede klarest – i min hukommelse – i det tidlige efterår. I september med 2-1 sejren. Sjovt nok med næsten de samme målscorere som forleden. Vetokele og Cornelius (mandag tilsat Sigurdsson). Det vi oplevede den lørdag aften i september var en kamp med internationalt snit. En kamp med intensitet, tempo, og flot spil (og på en glimrende bane!)

Mandag aften var der mest intensiteten tilbage. Mængden af fejlafleveringer, glidende spillere, og generelle misforståelser overskyggede det meste andet. Det gjaldt begge hold og der skal nok være den onde tunge der vil give skylden til netop “plastikbanen”.

Kunstigt græs
Kunstigt græs

Kunstgræsunderlaget virkede ikke som det begunstigede nogle af holdene. På forhånd frygtede jeg egentlig ikke, at København ville få store problemer. Alt andet lige passer spillestilen fint nok til et hurtigt underlag – det var assistenttræner Brian Riemer i øvrigt ganske enig i.

Problemer fik København heller ikke – i hvert fald ikke flere end hjemmeholdet, der ellers gerne besynger “plastikbanen” og kunne prale med en statistik der hed “ubesejret” på hjemmebanen siden græsunderlaget blev fjernet. Lige indtil mandag aften.

Allerede i vinters fik Farum-banen dumpekarakter fra de øvrige klubber. Mandag aften overbeviste den vist heller ikke mange. At den hele tiden har været et skalkeskjul for, at Farum ikke har villet smide penge i et varmeanlæg til en rigtig græsbane står vel også tilbage som en del af regnestykket.

Nu fik den nye nordsjællandske rødvinsbaron og klubejer Allan K. Pedersen i hvert fald pralet gevaldigt med at der blev spillet fodbold hele døgnet på banen i TV-programmet “Fodbold uden Filter” i søndags.

Jamen fint nok. Det gør man også på kunstgræsset på Peter Bangs Vej, jeg tror så også at de fleste større klubber ude i verden vil foretrække at have et stadion som kun er til de professionelle førsteholdskampe. Og ikke bliver brugt til hverken junior, dame eller oldboys-bold også. Det er ikke kun et spørgsmål om vedligeholdelse, men nok så meget om pleje af sit primære produkt.

I øvrigt var det i samme TV-program at rødvinstuden fik sendt en sviner til vestegnen. Ganske morsomt og han havde i hvert fald den pointe, at Superligaen principielt er ligeglade med om Brøndby rykker ud eller ej. Indtil der skal forhandles TV-penge næste gang i 2015.

Og skal jeg lige sige det klart: rykker Brøndby ud, så er det ikke værre end da AGF gjorde det. Endda 2 gange. Eller KB i 80’erne. Verden går bare videre. Det gør Superligaen også.

Det nuværende Brøndbyhold er nærmest en halv kopi af det HB Køge-hold som rykkede ud i foråret 2012. Sportsligt er de ikke blevet meget bedre med spillere som hedder Antipas og Makienok, og træneren er stadig Auraen, som han var det engang i HB Køge.

Rent personligt vil jeg heller ikke undlade at skraldgrine. Selvom vældig mange, spillere, trænere, og ledelse fra København, været ude i den politiske korrektheds navn og erklærer det synd, ja ligefrem et tab, hvis Brøndby rykker ud. For os fans har skadefryden altid været en del af gamet.

Bliver vi ved det sportslige, kan man efterhånden sige at Farum har overtaget udfordrerrollen. I første halvdel af 00’erne var de direkte kampe mod vestegnen mesterskabsafgørende opgør.

Masser af plads på vestegnen (lånt fra Politiken.dk)
Masser af plads på vestegnen (lånt fra Politiken.dk)

Livet går med andre ord videre og Parkens Sportmaster-tribune undgår at blive brændt ned igen foreløbig, hvis de rykker ud.

Tilbage til København. Det spillemæssige forår. Nej det kører ikke rigtigt. Målene rasler ind på samlebånd og ind imellem har det virket som holdets bedste motivationsfaktor er at komme bagud i kampene.

Vi har spillet 7 kampe i foråret og har lukket mål ind i dem alle. I 6 af kampene har vi været bagud. En enkelt gang uden at komme tilbage. 0-1 i Silkeborg.

Man kunne tro at forklaringen befandt sig i stor udskiftning i bagkæden. Ingenlunde. Vi har spillet med stort set samme matchup i alle 7 kampe. Fra Wiland (en enkelt undtagelse indtil mandagens uheld) til Stadsgaard/Sigurdsson i midterforsvaret til Lars J. og Bengtsson på backerne.

De burde med andre ord være sammenspillet og efterhånden have den nødvendige interne forståelse. Problemet kommer formodentlig også fra positioner længere fremme i banen. Maskinrummet på midten. Vi har været der før – det fungerer bare ikke optimalt.

Man kunne sagtens stirre misundeligt mod Nicolai Stokholm og Farum. På mange måder er han indbegrebet af den type vi mangler.

Indpiskeren, styrmanden, der både arbejder defensivt og offensivt. Manden er lige blevet 37 år og har nærmest aldrig været bedre. Og så er han befriende bramfri i sine kommentarer. Ikke noget pis.

Træner Jacobs udtaler sig også gerne positivt om ham, og havde ham som topkandidat ved Tipsbladets kåring af efterårets profil i vinters. En afstemning som en anden Nicolai i øvrigt vandt.

Men Stokholm skal selvfølgelig ikke til FC København. Alene fordi det vil være en meget kortsigtet investering, mandens alder taget i betragtning. Vi skal ud og finde en yngre klon af ham.

Og vi har desværre ikke tid til at fremavle ham selv – det skal gå hurtigt. Vi har kun til medio juli.

Mange ord. Tid til musik. Roskilde Festivalen præsenterer i aften torsdag sin endelige line-up. Et af de navne der allerede er sat på plakaten er denne 19 årige gut fra Nottingham.

Jake Bugg – Bob Dylan på britpop. Jeg glæder mig.

“International”

corner
Næste stop London?

Da Andreas Cornelius fredag aften hamrede føringsmålet ind for det danske landshold, skrev han med stor sandsynlighed også første del af sin underskrift på en sommertransfer. Det er efterhånden svært at forestille sig andet. Han tog på sin egen måde sine kvaliteter til næste niveau. Det internationale.

Jeg har ikke tvivlet, mange af jer andre har sikkert heller ikke. Nu fik vi det bare at se, sammen med mængder af opkøbere og sportsdirektører fra øverste hylde i europæisk fodbold.

En række Premiere League-klubber, vi taler også top 6, vil sikkert gå ud af deres gode skind for at lande ham allerede til sommer. Og FC København kan ikke sige nej – hvis prisen er høj nok og det bliver den.

Cornelius er allerede alt det, som en Niklas Bendtner efterhånden helt har fået smidt ud med bundskrab i dyre drinks og natklubber. Han er et fysisk badejern, har allerede et veltimet hovedspil, og er både teknisk og forståelsesmæssigt så begavet at vi taler “internationalt”.

Han er kun lige et par dage over 20 år og stadig med et par fødder plantet midt på Amager Fælled og med en sund bevidsthed om mulighederne.

Mand for en københavnerknægt. Vores eneste chance for at holde på ham, er den pæne udsigt til Champions League-gruppespil. Det kan være den absolut sidste lille gulerod, vi har tilbage til ham. Her i byen. Men det er næppe nok – når London-klubber og andet begynder at kalde.

Desværre! Vi har ham foråret ud. Det skal vi glæde os over.

Om det så bliver rigtigt forår, bliver et godt spørgsmål. Fodboldmæssigt er det allerede en måned gammelt, men vejrmæssigt hænger vi stadig fast på den sibiriske tundra.

Inden landskamppausen (holdkæft-hvor-jeg-heller-ikke-gider-den!) nåede vi igennem 3 forfrosne runder. Med 3 københavnske sejre.

Pointmæssigt optimalt, men spillet har været lidt blandet. I virkeligheden meget opstartsmæssigt

Særligt i sidste hjemmekamp mod Horsens kneb det gevaldigt. Sejren blev heldigt sikret på Claudemirs mistænkelige “offside”-mål, som æstetisk betragtet i øvrigt var en formidabel kasse. Den fik i hvert fald en række bundfrosne og halvt fortvivlede herrer, inklusive undertegnede, til at gå amok i vild jubel på Nedre C’s række 24.

Der var intet ufortjent i sejren, og Horsens-træner Johnny Mølbys efterfølgende tuderi, gjorde kun fornøjelsen større. Den var sgu da tvivlsom, mand. Ja, og Mølby vræler igen. Som sidste sæson og sæsonen før og den før den… Mølby tuder altid, som kvinderne gør, og de små børn der aldrig får deres vilje.

Det var fredagen før sidste fredag. For fanden det var koldt den aften. Nøjagtig som det havde været søndagen før mod Silkeborg. Også i Parken.

Jeg har siden forsøgt at grave rundt i hukommelsen efter lignende frostkampe. Snekampen ude i Hvidovre i 1997 var en morderlig kold fornøjelse. Og dog. Det var mere sneen omkring banen end selve kulden. Eller husker jeg forkert? Måske bider frosten bare ekstra hårdt med alderen.

Positivt fra fronten i Parken er at varesortementet i boderne er blevet forbedret. Pænt forbedret. Det er igen resultatet af dialogen mellem klub og fans også er blevet væsentlig givtigere.

Den tidligere jernnæve-kurs fra klubben, efterår 2011, er pakket væk. Man taler sammen, som man allerede gjorde i efteråret. Dialog hjælper på forståelsen og den smager af mere – og gør godt.

Nu kan vi købe både lækker mørkt øl, Carls Special, og et bæger Chili con Carne under kampene. Ud over at få spædet kaffen med whisky eller Baileys. Det smager ja.

Frijoles con Carne
Frijoles con Carne

Rent gastronomisk kan chilien dog godt trænge til noget chili. Den er sgu en anelse tam. Det er bønner, ris og hakket kød (jeg skal undlade at sige “hest”) – egentlig ganske fornuftig også som ernæring, og i minus 30 chillfaktor-grader, særdeles kærkomment.

Et seriøst skvæt chili oveni kan faktisk få den indre kropstemperatur seriøst over frysepunktet. Og så er det sgu sundt!

Alt i alt er det dog glimrende initiativer i en kold tid.

Hvis vi skal runde selve spillet og enkelte spillere, så har det været interessant at se den “internationale” startopstilling i Odense. Med debuterende Daniel Jensen som hængende angriber bag Andreas Cornelius. 4-2-3-1 kunne den nærmest kaldes. Med TK og Claudemir på midten med en flagrende flok foran i form af Nicolai Jørgensen, Bolaños og altså Jensen.

Det fungerede vel egentlig aldrig helt selvom vi dominerede 2. halvleg og fik vendt kampen til sejr.

Mod Silkeborg i forårsrunde 2 var vi tilbage i en mere traditionel 4-4-2. Santin var vendt tilbage til startopstillingen og Daniel Jensen rykkede ned som central midtbanemand sammen med Claudemir. Det fungerede hæderligt.

Mod Horsens hed den så TK og Claudemir centralt, men Jensen var bænket. Det fungerede ikke synderlig godt. Horsens fik især i 1. halvleg udmanøvreret os midt på banen og gjort os pænt tandløse offensivt.

claudemir
Claudemir. På vej op fra asken?

En tidlig forårstendens: Claudemir har faktisk spillet glimrende i alle 3 kampe. I min bog bedre set end meget længe. Særligt synes jeg at han fungerede godt med Daniel Jensen som makker og omdrejningspunkt, men fik ikke desto mindre TK tilbage på midten mod Horsens ugen efter. Som allerede nævnt – og set før – fungerede det mindre heldigt.

Træner Jacobs arbejder givet med at optimere truppen og samtidig finde en mere “international” brugbar opstilling. Det virkede ikke i efteråret. Vi skuffede ikke mindst os selv i Europa League-gruppespillet. Det står stadig alt for tydeligt, at det er i “maskinrummet” hvor vi mangler kvaliteten både når der skal forsvares og angribes mod modstandere ude i Europa.

Claudemir dur måske alligevel. Det har de åbenbart også fået øje på i Hamburg. Hos Jacobs virker sikker han på positionen. Han veksler i stedet mellem TK og Daniel Jensen og måske også Delaney, når han bliver helt skadesfri. Uden at det indtil videre kan give “internationale” forventninger med henblik på efteråret og et eventuelt gruppespil i en større europæisk turnering.

photo2
Santin på museum

En pudsighed: hvis du tager en tur på Københavns Museum – det er bymuseet på Vesterbrogade, som man altid bare vader forbi – kan du finde et lille FC København-hjørne.

Eller rettere er det en Cesar Santin-hyldest. Under temaet “At blive københavner” er Santin udvalgt som en af de såkaldte superindvandrere til vores kære by, en kategori som også rummer folk som tyske Johan Berling, ham der grundlagde Berlingske, og engelske William Wain, den ene halvdel af et hedengangent skibsværft ude på Refshaleøen.

En fin lille finte af udstillingsfolkene at få Santin ind der. Samtidig kører video med Santin-scoringer på en tv-skærm ved siden af. En aktuel indvandrer med en vis succes.

Og endnu en grund til at gå på Københavns Museum –  bare lige ned ad Vesterbrogade, mand.

Nummer 1

The Outsider - målmandens historie
The Outsider – målmandens historie

The Goalkeeper is an odd, sickly outsider; the goalkeeper is an intellectual who prefers to write than to play; and the goalkeeper is a position any random passer-by might be able to play, as though goalkeeping were some kind of natural gift (or affliction) rather than a skill to be learned and practised.

Citatet stammer fra Jonathan Wilsons bog “The Outsider” (2012) og danner rammen om det han selv kalder en historie om målmanden.

I tidernes morgen da fodboldsspillet blev født, fandtes målmanden ikke. Hvert hold bestod af en sværm af markspillere der alle ville putte en bold i mål på en måde der kan minde om Rugby.

Nogle begyndte så at forsvare, dels fordi det var hensigtsmæssigt at tænke defensivt også, og dels måske fordi de ikke var så skarpe med selve bolden, og ud af de selvbestaltede forsvarsspillere udkrystalliserede sig efterhånden en decideret vogter af hvad der nu var et mål.

En målmand der fik den ene klare opgave at forhindre modstanderholdet i at score. Det moderne fodboldspil tog efterhånden sin form.

Målmandens historiske outsider-rolle gemmer sig i historien. Han er i virkeligheden på banen for at ødelægge det som spillet handler om, at score mål. Han må i ovenikøbet bruge hænderne.

Han er ikke som de 10 andre på banen. Han bærer en særlig trøje, der adskiller ham fra sine holdkammerater. I den tidlige udgave havde han heller ikke noget nummer, det blev senere til det almindelige 1-tal på ryggen. Endnu et symbol på eneren.

Vi husker vel alle situationen fra skolegården, når der skulle sættes hold. Ham der var dårligst med bolden, ham sendte vi i målet. Var han lidt tyk og stor var det kun en fordel, det gjorde ham bedre i stand til at stå i vejen for skud. Piger røg som regel også i målet, hvis de var med. De kunne alligevel ikke spille fodbold – og i målet kunne de gøre lidt gavn.

Bill Foulke - Sheffield United og Chelsea, ca. 1905.
Bill “Fatty” Foulke – Sheffield United og Chelsea, ca. 1905. En meget stor mand i målet.

Det er den helt klassiske fordom, som både har masser af hold i virkeligheden, dengang som nu.

Nogle af disse outsidere udviklede sig så ind i rollen – og fik en egen selvbevidsthed, som snart også vakte beundring.

I Sovjet-tidens kollektivisme og kommunisme blev eneren og individualisten helten. Det var målmanden, der skilte sig ud. Enhver russisk knægt med respekt for sig selv ville hellere være målmand end forward.

Det var ud af den tradition at Lev Yashin fødtes. De færreste har vel set ham spille, han havde sin storhedstid omkring 1960, men prædikatet “verdens bedste målmand” klæber stadig på hans meget mørkeblå trøje – for Dinamo Moskva og Sovjetunionen.

Der var en stoisk ro over måden han beherskede sit målfelt – og han dirigerede sit forsvar.

Uden for banen var Yashin en lidt anonym træningsnarkoman, der egentlig passede fint i Sovjetmodellen. Men i målet på fodboldbanen blev han et anderledes symbol.

England - Ungarn 3-6
England – Ungarn 3-6

Samtidig med Yashin dukkede en mere banebrydende målmand frem. Ungarnske Gyula Grosics.

Han var nummer 1 hos de magiske magyarer med Ferenc Puskas i spidsen, der havde fremkaldt mareridt over Wembley og London.

De havde pillet den engelske selvforståelse helt fra hinanden ved at teknisk og taktisk udstille et land og et landshold som levede i den vildfarelse at fordi man havde opfundet et spil – engang – så måtte man også – til alle tider  – være de bedste til spillet.

November 1953 vandt Ungarn 6-3 på det allerhelligste fodboldgræs.

Det var ikke bare i spillet med bolden at englænderne tabte kæbe og mund. De fik også set en ny målmandsstil.

En flagrende Grosics der halvt spillede sweeper langt ude på banen. Hvilket var i fuldstændig modsætning til den engelske opfattelse, en målmand blev på målstregen og parerede skudene.

Grosics’ stil blev forløberen for Jan Jongbloed, målmanden der i 1970’erne vogtede det hollandske mål i Cruyffs og Michels totalfodbold.

Jongbloed spillede langt ude i banen, brugte ivrigt fødderne og havde ikke det klassiske nummer 1. Han bar nummer 8 på trøjen – som han var en af de 11 på holdet, ikke eneren. Oprindelig fik han 8-talet ved VM 1974, fordi hollænderne valgte at nummergive alfabetisk efter spillernes efternavn. Cruyff dog selvfølgelig undtaget.

Den lidt ældre læser vil måske også huske, at den argentinske VM-målmand i 1978, Ubaldo Fillol, bar nummer 5 på trøjen. Igen et resultat af alfabetisk nummergivning, der gjorde målmanden til en som de øvrige spillere.

Det blev dog aldrig trenden på den lange bane. Målmanden forblev eneren, den spiller som oftere ville blive husket for sine fejl end for sine redninger.

I det fodboldsyge Brasilien sagde et gammelt mundheld “To be a goalkeeper, you must be either mad or queer”. Det trak sine spor igennem generationer af mislykkede brasilianske målmænd.

Man elskede angriberen, man elskede midtbanedirigenten og sågar den elegante forsvarer. Men respekterede ikke målmanden.

Moacyr Barbosa stod i det brasilianske mål, da de spillede VM-finale på hjemmebane i 1950 mod Uruguay. Han var talentfuld, spillede altid uden handsker, og nød en pæn respekt allevegne trods sin mørke hudfarve.

Det var inden finalen, hvor han lavede en fatal fejl.

Stillingen var 1-1 langt inde i 2. halvleg, da uruguyanske Ghiggia snød en forsvarer og skød på mål.

Barbosa fejlbedømte situationen, forventede et indlæg og blev fanget ude af position. Bolden strøg i mål og Uruguay vandt 2-1 på selveste Maracanã, i Rio, hvor Brasilien selvfølgelig altid vandt.

Hjemmeholdet havde taget titlen for givet på forhånd. Brasilien blev kastet ud i fortvivlelse og kastede sig samtidig over Barbosa. Han blev syndebuk for nationen og ydermere indlemmet i den almindelige “folkesandhed”, en sort mand ikke kunne stå på mål. For Brasilien.

Barbosa tog skammen med sig til sin dødsdag i 2000. Samme år debuterede Dida i det brasilianske mål, som første mørke mand mellem stængerne i 50 år.

Det bør også tilføjes at Brasilien i de seneste 20-25 år har eksporteret mængder af dygtige målmænd til Europa. Forestillingen om det brasilianske målmandskompleks er for længe siden aflivet.

Modsat stakkels Barbosa er især en målmand altid blevet husket for en særlig redning – stadig omtalt som “verdens bedste redning”.

Gordon Banks stod i målet da England mødte Brasilien i en gruppekamp ved Mexico-VM i 1970. Efter et perfekt indlæg sendte Pelé et hårdt hovedstød ned nær den højre engelske målstolpe. Efter sigende skreg Pelé selv “Golo!” stensikker på sin scoring. Men Banks fløj ned og fik bolden vippet op over overliggeren. Bagefter erklærede han som Pelé, at han var sikker på at bolden var gået ind.

Trods redningen vandt Brasilien kampen 1-0 og blev senere verdensmestre med et sprudlende offensivt hold foran en lidt svag målmand.

For Banks blev redningen en slags ultimativ primetime. Han havde stået i målet, da England blev verdensmestre 4 år tidligere på hjemmebane, og forblev Number One frem til 1972.

En tragisk bilulykke gjorde ham blind på det ene øje og selvom han vendte tilbage til topfodbold, nåede han aldrig sin tidligere form igen.

En vis Peter Shilton trådte istedet ind i det engelske mål og blev der de næste 20 år. Cirka.

Actually, most major football nations seem to think they have a unique tradition of goalkeeping and it would perhaps be truer to say that England consistently produced good goalkeepers of the sort it admired. Which is to say, goalkeepers who were safe and reliable and, as though by right of birth, escaped that terrible foreign habit of flabbing at crosses.

Jonathan Wilson har en fortid som Guardian-journalist og skaber af fodboldmagasinet The Blizzard.

Han har efterhånden skrevet en pæn flok af meget roste fodboldbøger, “Inverting the Pyramid” fra 2008 (på dansk: fra “Fra pyramiden til 4-4-2”) om fodboldtaktik og selve spillets historiske udvikling, og “Behind the Curtain” fra 2006 som er en rundtur i østeuropæisk fodbold.

Det er en fornem ballast, der skinner igennem, og i “The Outsider” kommer Wilson vidt omkring. Fra Sydamerika til Afrika – videre mod øst – og centraleuropa. Manden har et enormt udsyn på sine skriverier (erklæret Sunderland-fan! *Gisp*).

I øvrigt er denne bog funklende ny. Udkommet december 2012. Så den fås duftende af tryksværte via ex. amazon.com.

Wilsons udsyn indfanger selvfølgelig også Peter Schmeichel. Det ville være mærkeligt andet. Schmeichel var en giant blandt målmænd fra 1990’erne. Sikkert også den bedste i verden omkring EM 92.

Wilson trækker et par senere målmænd som tyske Oliver Kahn og stadigt aktive Gianluigi Buffon fra Italien ind i samme kategori. De fysiske kæmper, der var trimmet til mindste mavemuskel. Store og stærke – og med en enorm karisma. De kunne dominere meget mere end deres felter mentalt.

Gianluigi Buffon fandt sin store inspiration til at blive målmand hos Thomas Nkono, Camerouns førstevalg mellem stængerne ved VM 1990. Lidt pudsigt i betragtning af Italien har en historisk stolt målmandstradition. Hans eftermæle vil formodentlig også tale om en enorm loyalitet. Buffon tog Calciopoli-skandalen og hele degraderingen i 2006 med Juventus. Han kunne nemt have fundet en anden arbejdsgiver, ex. i Milano.

Oliver Kahn vil for altid stå som træansigtet, der pludselig bedrog sin højgravide kone til fordel for en meget yngre blondine. VM-finalen 2002 klæber også til ham. Det blev hans dårligste kamp i turneringen – og der skal nok være en eller anden tysker der altid vil bebrejde ham den brasilianske 2-0 sejr. Om ikke andet vil han selv gøre det.

Peter Schmeichel vandt ikke bare EM 92. Han blev løsningen på Manchester Uniteds årelange målmandsproblemer og dermed nøglen til et gyldent årti, kulminerende med Champions League-sejren i 1999.

Han indtog helt straffesparksfeltet på Old Trafford og ud over en enorm udstråling, blev hans lange udkast en integreret del af spillestilen. Et meget direkte kontravåben med hurtige fløje som Ryan Giggs og Andrei Kanchelskis.

Men som Wilson også konstaterer, Schmeichel kom fra et land helt uden målmandstradition. De færreste ude i verden vil falde svime over navne som Ole Qvist eller Henry From.

… most non-Danes asked to name a Danish keeper before Schmeichel, if they could come up with anybody, would name Niels Bohr..

Den berømte fysiker var målmand på det danske sølvhold i 1908 – OL i London.

Wilsons pointe er helt korrekt, og skal ikke modargumenteres.

Men i et lemfældigt – og vemodigt – øjeblik kan jeg ikke lade være med at tænke på Birger Jensen.

Birger Jensen, B1903
Birger Jensen, B1903

Ældre københavnske fans med rødder i B1903 – og/eller Liverpool-fans – vil sikkert huske ham. Vi taler 1970’erne.

Han blev et stort navn i Club Brügge hvor han begyndte sin udlandskarriere i 1974.

Hans største kamp var Mesterholdsfinalen på Wembley i 1978, hvor han stod som et bolværk for underlegne Brügge, mod et fremstormende Liverpool der i sidste ende sikrede sig en 1-0 sejr og sin anden europæiske titel i streg.

Jensen fik aldrig en stor landsholdskarriere, kun 19 kampe i alt – trods åbenlyse kvaliteter.

I 1979 kom han på kant med den nye landstræner Sepp Piontek. Af “disciplinære årsager”, som det hed.

Han var en af de spillere der førte an på drukturene som også var en del af 70’ernes landsholdssamlinger. Og dem ville Sepp Piontek som noget af det første til livs.

Jensen røg ud og ind kom et par hjemlige målmænd med noget mindre prangende karrierer, tømreren Ole Kjær fra Esbjerg og senere politibetjenten Ole Qvist fra KB.

Et sidespring – en afrunding på bogen “The Outsider”. Den er formidabel læsning, du begår en målmandsfejl for livet hvis du ikke læser den – og som allerede nævnt – den er nærmest frisk fra trykken.

Derfor når Wilson at pejle målmandstrenden 2012 nogenlunde ind. Fra de mindre fysisk volumniøse typer som Iker Casillas til de mere ranglede som Joe Hart og Hugo Lloris.

Bemærk i øvrigt hvor få af de engelske topklubber som har engelske målmænd mellem stængerne. Det er kun Manchester City i skrivende stund. Ellers har vi en tjekke, en franskmand, en polak, en spanier, en amerikaner etc.

Målmænd har ikke så meget med engelsk fodbold at gøre. I Sunderland har de i øvrigt en belgier.

Calcio Italiano

Gigi Meroni blev kørt ihjel af en af sine egne fans.

Søndag den 15. oktober 1967 var Torino-spilleren Luigi “Gigi” Meroni ude for at fejre sin klubs 4-2 sejr over Sampdoria.

Meroni var en dribler og ener. En provokatør og en playboy. James Dean i Serie A.

Lige så elsket han var iblandt sin egen generation, og ikke mindst hos det modsatte køn, lige så hadet var han af det konservative italienske establishment. For sit alt for lange hår og sine hippie-agtige attituder.

På aftenen var han sammen med holdkammeraten Fabrizio Poletti. Sammen forlod de en restaurant på Torinos hovedstrøg. Meroni ville finde en telefonboks for at ringe til sin kæreste. I det han krydsede gaden, blev han og holdkammeraten ramt af to biler.

Holdkammeraten overlevede. Meroni døde af sine kvæstelser.

Føreren af den første bil der ramte Meroni, var en 19-årig Torino-fan ved navn Attilio Romero. Han havde et fotografi af Meroni i bilen, han var en stor beundrer af dribleren.

33 år efter tragedien og Meronis død, i 2000, blev selvsamme Attilio Romero præsident i sin elskede klub. Det forblev han frem til 2005.

På sin måde udgør den tragiske ulykke sin egen fortælling om italiensk fodbold. Reelt findes der måske ikke noget land hvor en sport lige så meget er beskrivelsen på en nationalkarakter.

Fodbold fylder alt – alle vegne i støvlelandet. Med sin skønhed, sine triumfer og tragedier, sine bestikkelsessager, og sine særlige “vennetjenester”.

Bogen om
 italiensk fodbold

Meroni-historien bliver en af mange fantastiske, og ind imellem tragiske, anekdoter som fylder John Foots mesterlige bog “Calcio”. Det er italiensk fodbold, historisk og tematisk, beskrevet af en englænder som har levet mange år i Milano.

Husk i øvrigt at du altid kan låne bogen på biblioteket!

I 1893 blev Genoa Cricket and Football Club blev grundlagt som Italiens første fodboldklub. Som navnet angiver blev klubben selvfølgelig skabt af et par englændere, der brugte havnebyen Genovas engelske navn, nøjagtig som Milano blev til Milan et par år senere, da fodbolden spredte sig mod de store industribyer i nord – Torino og Milano.

Da Mussolini kom til magten i 20’erne begyndte han en “italiaficering” af landet. Den allerede ganske populære fodboldsport tog navn efter et gammel florentinsk renæssance-spil Calcio (idag kaldet Calcio Florentino) som reelt ikke har meget med moderne fodbold at gøre ud over at man slog og sparkede en bold rundt i en lukket manege.

Fascisterne boostede i den grad fodbolden i 1920’erne. Mange af nutidens stadioner stammer stadig fra den tid, hvilket Serie A så lider under i dag. Publikumsforholdene er simpelthen ikke tidssvarende længere på de store arena-byggerier, ex. i Firenze og Stadio Artemio Franchi.

En hurtig professionalisering efter engelsk mønster gjorde også fodbolden attraktiv og Italien dominerede VM i 30’erne med 2 titler. Den første vundet på hjemmebane i 1934. Englænderne brød sig dog på daværende tidspunkt ikke om perifære turneringer som et verdensmesterskab, så vejen til titlen var relativ enkel.

John Foot bekender sig til Inter, den anden af de store Milano-klubber (AC Milan er allerede nævnt). Sammen med den FIAT-ejede Torino-klub Juventus bliver de den dominerende treenighed.

Scudettoen som de forsvarende mestre altid bærer på trøjen.

Den nationale Serie A indførtes i 1929-30 sæsonen. Scudettoen, symbolet på de forsvarende mestre, blev allerede lanceret 5 år tidligere, da Genoa vandt sit sidste af en serie historiske mesterskaber.

Istedet for en længere kronologisk gennemgang af historien har John Foot valgt at opdele bogen i temaer. 15 kapitler på 547 sider. Hvert kapitel sit tema. Det er en moppedreng – ja. Men den er læsningen værd. Fra første fløjt – så at sige.

Angriberne får deres kapitel, som forsvarerne, midtbanen, og trænerne. Egentlig savner man bare målmændene.

Akkurat Italien har i nyere tid fostret adskillige legender, Dino Zoff, Enrico Albertosi, Walter Zenga, Francesco Toldo, og stadigt aktive Gianluigi Buffon. Af en eller grund er de ikke fanget på Foots radar. Men det meste andet er med.

Dommerne får også deres særlige kapitel. Selvfølgelig. Italien er formodentlig et af de mest utaknemmelige steder i fodboldverdenen at være dommer.

De 22 spillere på banen gør alt hvad de kan for at snyde ham, de smider sig skrigende rundt, filmer og diskuterer, nøjagtig som begge fanskarer vil hade ham, og begge klubpræsidenter er sikre på at han er købt af modstanderen. Alligevel husker de fleste Pierluigi Collina – stadig med prædikatet “verdens bedste dommer” (han trak sig tilbage fra Serie A i 2005).

Han formåede akkurat at holde sig fri af alle konspirationsteorier, der altid cirkulerer om dommerne – nogle uvirkelige, andre eksploderede som skinbarlig virkelighed som hele calciopoli-affæren midt i 00’erne. Juventus-præsidenten, Luciano Moggi, havde opbygget et kollegialt netværk med andre klubpræsidenter, samt dele af dommerstanden, og kunne behørigt aftale på forhånd hvem der vandt og hvornår. Sådan cirka.

Favoriseringen af storklubberne, vi taler primært Milan og Juventus, er altid et evigt tema i Italien. Begrundet eller ubegrundet. Begge klubber har været involveret i diverse skandaler.

Milan betalte en høj pris i 1980. De var indblandet i den såkaldte Totonera-skandale, som handlede om matchfixing. Klubben kom først sportsligt på fode igen, da en vis pengestærk entreprenør, Silvio Berlusconi, kastede sin kærlighed på dem (onde tunger hævder stadig at han egentlig var Inter-fan).

Berlusconi fik føjet endnu et aspekt til den italienske historie. Fodbold og politik kom til at hænge meget tæt sammen. På samme vis som fascisterne i 20’erne brugte fodbolden i propaganda-øjemed, gjorde klubpræsident Berlusconi det samme med sit Milan.

Omkring 1990 fremstod Milan som et af verdens bedste og mest elegante fodboldhold, med en hollandsk akse omkring Frank Rijkaard, Ruud Gulitt og Marco van Basten (og forsvarsspilleren over dem alle – Franco Baresi), men med en af de mest usympatiske klubpræsidenter.

Sagt med andre ord: De var sgu svære at holde med.

Politik og fodbold har altid været en særlig italiensk cocktail. Blandt fangrupperinger – især blandt Ultras – bekender man sig åbenlyst til højre eller venstre på den politiske skala. Fascisthilsner eller Che Guevara-bannere luftes heftigt på kampdagene.

Rom-klubben Lazio er kendt for sine fascistiske fans og skilter som en af de mest markante med det. Konkurrenten AC Roma blev i en lang årrække, som modsvar, kendt som de kulturradikale romeres klub. Selvom AC Roma oprindelig var Mussolinis opfindelse af en samlet hovedstadsklub.

Det er stadig Italien. Intet skal tages helt for givet. Det sublime følges altid med det skandaløse – eller bare endnu en tragedie.

Som den 4. maj 1949. Hvor Torino mistede hele sit superhold, da deres fly styrtede ned ved indflyvningen til byens lufthavn.

Il Grande Torino som de kaldtes, havde vundet alle scudettoer siden 1942. De blev nærmest betragtet som uovervindelige. De var på vej hjem efter en opvisningskamp i Lissabon.

Superga-højen med kirken.

The weather was terrible that afternoon. Heavy rain lashed down onto the city and dark clouds hung over the hills and mountains that surround Turin, down on the Po river plain. Visibility was poor. It was as if night had fallen early.

Superga-højen ligger lige uden for byen og er flankeret med en kirke og en basilisk på toppen. Flyet med Torino-spillerne styrtede direkte ind i kirkens bagende. Alle 31 ombord blev dræbt.

Katastrofen kom til at trække sine lange spor i italiensk fodbold i de næste årtier. Torino-mandskabet udgjorde også stammen på Gli Azzurri (landsholdet). Vi skal skrive 1960’erne og tilsynekomsten af et nyt “il Grande” – denne gang fra Inter Milano – før sårene blev helet.

Det blev også fødslen på et særligt italiensk spillesystem, der stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange fodboldelskere – Catenaccio’en.

Catenaccio betyder egentlig dørspærre (engelsk: door bolt). Systemet blev udviklet af argentineren Helenio Herrera, og var lagt an på en stærk defensiv – hvor man trak en ekstra forsvarsspiller ned bag de 4 normale markeringsspillere, liggende i en fri rolle. Oprindelig blev rollen betegnet som libero, senere sweeper. Liberoen fik en mere offensiv rolle i fx. tysk fodbold senere (Franz Beckenbauer var det helt klassiske eksempel).

Systemet blev egentlig opfundet i schweizisk fodbold, men blev forfinet og udviklet i Inter – for siden at sprede sig til de fleste italienske klubber. Efterhånden blev 0-0 eller 1-0 et meget sandsynligt udfald på mange kampe.

Nøgternt betragtet, som John Foot gør, er systemets rygte nok værre end det egentlig var i samtiden. Et system bliver selvfølgelig også defineret at de spillere, man har til systemet.

1960’ernes Inter havde sine højdepunkter både nationalt og på den europæiske scene. I 1964 og 1965 vandt man mesterholdsturneringen, foreløberen for Champions League. Man opbyggede sit system omkring den offensive kreatør Sandro Mazzola (i øvrigt søn af Valentino Mazzola, der døde på Superga i 1949).

Sandro was fast, tricky and sharp in front of goal. Much debate centred on his best position on the field – centre-forward, central midfield, on the wing? – but Herrera understood him better than anyone else, and pushed him up front.

Min tidligste erindring om italiensk fodbold er VM-finalen i 1970, hvor de tabte 1-4 til en flok legende brasilianere ført an af en vis Pelé. Jeg kan dog ikke påstå at mindes meget mere end at de netop tabte – jeg var 7 år. Op igennem 70’erne blev italiensk fodbold blot hamrende kedeligt – de var heller ikke synderligt gode.

Det forandrede sig i 1982. De vandt VM igen 44 år efter seneste titel. Stadig med et meget defensivt aftryk og det man altid kaldte “typisk italiensk” – at fedtspille sig igennem de indledende gruppekampe (3 gange uafgjort og videre på målscore – dengang foran Cameroun).

Billedet er blevet noget mere nuanceret de sidste par årtier. Det italienske hold vi så i EM-finalen i sommers spillede en til tider ganske sprudlende offensiv. Lige så verdensmesterholdet fra 2006.

Under alle omstændigheder er konklusionen lige for; denne fantastiske bog beskriver på mange måder, hvorfor jeg egentlig altid har hadet italiensk fodbold, og forklarer samtidig hvorfor jeg nærmest er kommet til at elske den.

The dramatic events of the 2003-4, 2004-5, 2005-6 and 2006-7 seasons formed the backdrop of the writing of this book, and were marked by violence, scandals and catch-all conspiracy theories. Writing about football sometimes felt like descending into hell…, skriver John Foot vemodigt i sine afsluttende bemærkninger. Oven på calciopoli og volden blandt ultras (med dødelige udfald). Men tilføjer straks:

Yet, despite everything, millions of fans kept their faith. There were still moments of beauty, of loyalty, of drama and passion.

Han ender med at hylde VM-triumfen 2006 og Milans Champions League-sejr året efter. Jeg nøjes med at hylde ham!

Tor!

Ja. Læs nu bare videre, mand!

En bog om tysk fodbold

Tor! : the story of German football
af Ulrich Hesse-Lichtenberger
WSC Books, 2003

Bogen findes i en ny dansk oversættelse (2012), hvis man ikke har modet til at tygge sig igennem den engelske version.

Begge udgaver kan selvfølgelig lånes på biblioteket.
-> engelsk
-> dansk

Lad det være sagt som det første, denne bogs største problem bliver i virkeligheden at den stopper efter VM2002, og tyskernes nederlag i finalen, og dermed ikke fanger hele den tyske forvandling – fra alle andre nationers hadeobjekt til multikultiholdet – ved både 2006-euforien på hjemmebanen og 2010 i Sydafrika.

Der er sket meget på et tiår, i forhold til forståelsen og omverdenens respekt, af det tyske landshold. Det skriver jeg straks under på.

Når man oveni betragter Bundesligaens udvikling kontra den engelske Premier League, bliver respekten kun tydeligere. Tyskere har formået at beholde meget af det, som englænderne er ved at tabe i kønsløse arabiske og russiske milliard-ejerskaber af topklubberne og skyhøje entré-priser til kampene. Bundesligaen bugner med tilskuere, billetpriserne er en tredjedel eller mindre af de engelske i Premiership- på den måde er fodbolden forblevet hos folket.

En tysk klub er sværere at gøre til rendyrket milliardærlegetøj. En del af forklaringen findes i at de tyske klubber er underlagt anderledes restriktive økonomiske krav end de engelske, men historisk er der også en anden foreningskultur, der i virkeligheden blev funderet før fodbolden.

Da fodbold kom til Tyskland i den senere del af 1800-talet, via de sædvanlige engelske forretningsrejsende og søfolk, vandt den ikke stor popularitet. Den blev stemplet som gennemført utysk, et fremmedelement, der ikke harmonerede med de borgerlige idealer i de allerede veletablerede gymnastikforeninger. Primært fordi den var engelsk.

Men fodbolden blev som en cancer efter 1. verdenskrig, den spredte sig indefra – iblandt arbejderklassen særligt i det store Ruhr Gebiet.

Bundesligaen, den fælles tyske liga, blev først født i 1963. Før det blev de tyske mesterskaber afgjort via regionale oberligaer og et overbyggende slutspil med en afsluttende finale på neutral bane.

Rigtig professionel fodbold blev først indført efter en kæmpe bestikkelsesskandale i 1971. På det tidspunkt rullede der så mange penge under bordet, mellem klubber og spillere, at forbundet gav efter. Den bundne loft på spillerlønninger blev fjernet, den kontrolleret licensfodbold, som fødtes med Bundesligaen, blev gjort professionel i et åbent markedsforhold mellem klubberne.

DDR har et særligt kapitel i bogen. Tragisk nu – og engang. Hele klubber blev flyttet rundt. Det meste var sat op for at tilfredsstille STASI og Eric Mielckes fodboldinteresse, eksempelvis fik Dynamo Dresden et helt hold flyttet til Berlin i 60’erne. Succes’en forblev dog bag muren. Konkluderende kort: fodbold var ingen god propagandasport for DDR! Den var for svær at kontrollere på den lange bane. Som nazisterne et par tiår tidligere også havde konstateret.

Ergo jeg holder fokus sammen med Hesse-Lichtenberger mod efterkrigstidens vest.

Det er egentlig utrolig læsning;  men tyskerne hyldede ædle amatøridealer langt op i 50’erne og det hold som vandt VM i Schweiz i 1954, det såkaldte mirakel i Bern, med 3-2 over Ungarn var glade amatørspillere. Modsat var både England og Italien langt fremme med professionelle tilstande.

VM-sejren i 54 bliver en slags pendant til Danmarks EM-sejr i 92. Ingen havde troet det muligt at tyskerne kunne besejre de magiske magyarere i finalen. Men det skete i en blanding af held og et vanvittigt kollektivt arbejdsraseri. Noget ganske tysk og for en delt nation der stadig lå helt i ruiner efter 2. verdenskrig blev det en ny selvforståelse – og alligevel ikke.

Beckenbauer var egentlig fan af en anden München-klub…

“Germans can organise a party, but they can’t have one. In the wake of ‘The Miracle’, this saying was first proved wrong, then validated.” 

Landet gik amok i glædesrus, men løssluppen patriotisme var verboten. Skyggerne fra krigen hang stadig tungt over nationen – og underbyggede det tyske behov for (selv-)kontrol.

Et tysk dydsmønster i selvbeherskelse, Franz Beckenbauer, var kun 9 år gammel, da Tyskland vandt VM første gang i 1954.

Han var ganske bevidst om sine evner med bolden, trods familien ikke var begejstret, og han var glødende 1860 München-fan. Men han spillede for en anden og mindre München-klub, og da han mødte 1860 i et lokalopgør fik han en usportslig lussing i kampens hede. Fra en modspiller. Helt uden grund – eller…

“There are two versions about how exactly it came to pass that the 1860 centre-half hit Beckenbauer in the face. The older, and thus more trustworthy, account says that Beckenbauer fouled his marker, who jumped up and gave Franz a slap. The second version has it that the 1860 boy called Beckenbauer ‘a dolt’ and advised him to play with marbles instead of footballs.”

Det fik i hvert fald ham til permanent at vælge Bayern frem for 1860 og i øvrigt anbefale alle andre holdkammerater at gøre det samme. Franz billigede ikke den opførsel på en fodboldbane, og ville ikke have mere at gøre med en klub som fostrede den type af spillere. Som Hesse-Lichtenberger konstaterer:

“Whereupon the boy in blue saw red and ruined everything.”

Ja, i hvert fald for 1860! Således fødtes en Bayern München-æra.

I øvrigt var 1860 nazisternes foretrukne klub. Bayern havde en jødisk formand, som de hyldede efter han flygtede til Schweiz. Det sendte dem i ‘bad standing’ i 30’ernes Tyskland. Det er et sidekapitel af fodboldhistorien der også hører med og Bayerns ondskab er langt fra entydig – heller ikke hos Hesse-Lichtenberger.

Selvom han bekender sig selv som Borussia Dortmund-fan (samt Esbjerg-fan i den danske version). Det skinner måske igennem, særligt omkring vurderingen af visse spillere.

Han er meget begejstret for Matthias Sammer (ex-Dortmund) og tilsvarende meget lidt for Lothar Matthäus (ex-Bayern), men han holder sig generelt på soberhedens gyldne middelvej – og bruger gennemgående den brede pensel med fin humor. Hvem siger i øvrigt, at Matthäus fortjener et sympatisk eftermæle. Ingen, absolut ingen.

Bayerns storhedstid begyndte omkring 1970. Opbygget omkring Beckenbauer, den generte forward, Gerd Müller, en lovende målmand, Sepp Maier og en erfaren betonforsvarer, Georg Schwarzenbeck, og ankomsten af en jugoslavisk træner Zlatko Čajkovski. På trænerposten blev det efterfølgende Udo Lattek der førte holdet til de store triumfer tidligt i 70’erne.

Det har fortsat siden mere eller mindre kontinuerligt frem til skrivende stund. Bayern er blevet hadeklubben, både for andre tyske fodboldfans og internationalt. Deres stil var indbegrebet af effektivitet, og altid med et bemærkelsesværdigt “held” i afgørende situationer.

I de skiftende årtier har de haft forskellige ærkerivaler. Den mest markante rivalisering var i 70erne og modparten hed Borussia Mönchengladbach. Det blev nærmest et tiårs tvekamp – en kamp mellem “de gode” (Gladbach) og “de onde” (Bayern).

Hesse-Lichtenberger dedikerer et helt kapitel til den fejde og trækker fint linierne op. Det begyndte med den flamboyante og uberegnelige Günther Netzer i spidsen for Gladbach og den kære Beckenbauer der var mindst lige så elegant men på en anderledes korrekt og kontrollerende måde. Senere fik Gladbach profiler som Rainer Bonhof, Jupp Heynckes, Uli Stieleke og Allan Simonsen (og før ham et par andre danskere – Ulrik Lefevre og Henning Jensen). Mens Bayern vandt titlerne på den store scene – Europa Cup’en for mesterhold – 3 år i streg.

Allan Simonsen i Gladbach

Da Gladbach i 1977 tabte Europa Cup mesterholdsfinalen til Liverpool (1-3) blev det begyndelsen på enden af deres store tid. Herefter overtog Hamburger SV som første udfordrer til Bayern i en kortere periode i de tidlige 80’ere. Senere blev det Werder Bremen og især Borussia Dortmund i 90’erne.

Det er så der vi er endt igen – med Dortmunds 2 friske mesterskaber i erindring.

Et mærkeligt kapitel i tysk fodboldhistorie bliver hovedstaden og storbyen Berlin. Sammen med Paris (PSG mangler stadig at bevise andet end stor købekraft) er Berlin vel eneste europæiske hovedstad uden mindst et stærkt fodboldhold. Sådan har det ikke altid været.

Tysk fodbold fødtes i høj grad også i Berlin. Frem til de tidlige 1930’ere var Hertha Berlin en væsentlig faktor, med 6 mesterskabsfinaler i streg og sejre i de sidste 2 – henholdsvis 1930 og 1931.

Klubben, der tog sit navn efter et dampskib med en blå og hvid skorsten, har dog efter 2. verdenskrig aldrig rigtigt formået at spille en større rolle – ud over et par kortvarige opblomstringer efter Bundesligaens fødsel.

Nu ligner Hertha en del af den øvrige øst-deroute efter genforeningen af både Berlin og nationen Tyskland. The West is the Best, skreg Jim Morrison og The Doors engang. Således særligt i tysk fodbold. Det gamle øst og den genopstandne hovedstad har i den grad manglet ressourcer og kapital til at kunne hænge på de rige i vest og syd.

Denne bog er fremragende! På sin vis tager den sin ubevidste begyndelse ved den engelske ydmygelse af Tyskland på hjemmebanen i München i 2001. 1-5 blev den syngende og fortjente røvfuld. Det var oven på dundrende EM og VM-fiaskoer i årene før.

Tyskerne lærte en hel masse – det har vi set i de seneste 10 års udvikling af tyske talenter og spillestil. Modsat har sejrherren ikke lært en skid. Den engelske fodbold, som Hesse-Lichtenberger også elsker igennem hele bogen, står nærmest helt stille – udviklingen drives i hvert fald ikke af englænderne selv. Men af alle andre.

Champions League-finalen 2012: Chelsea slog Bayern München i München. Jeg kan forstå og respektere, at Chelsea-fans kan finde al mulig glæde i triumfen. For os andre, med almindelig kærlighed til fodbold, var det en ynkelig omgang. Mængder af russiske oliemilliarder investeret i et bovlamt engelsk mandskab, der intet ville, hverken i finalen eller de 2 semifinaler mod Barcelona, og alligevel vandt det hele langt ude på den anden side af overtiden. Efter straffespark.

Det er blevet den omvendte verden. Engang var det tyskerne der leverede den slags resultater.

Det gør de ikke mere. Til gengæld høster de på sympatikontoen.

Den lille skuffelse

Lille ærgrelse

Ja så står man her igen og selvom tiden truer med at læge det værste sår, så niver den stadig indvendig. Når står der alene, en stille hverdagsaften, 2 uger senere, et sted på Frederiksberg. Intet andet at tage sig til end at spadsere en tur og nu venter man pligtskyldigt ved en fodgængerovergang.

Står der igen. Pludselig rammer tomheden bare massivt, sivende dybt inde mave-/hjerteregionen. For det var fandeme tæt på, dernede i Lille, overtid eller ej, Santin kunne have vendt alt på hovedet fra starten ved at score på den friløber.

Den er ikke kommet helt ud af kroppen. Vi kan stadig gøre regnskabet op. Selv 14 dage efter. Selvfølgelig var Lille det bedste hold. Top 3 fra den franske liga. Mester i 2011. Havde de scoret på det tidlige straffespark i Parken, havde det måske allerede været afgjort efter den første kamp. Ikke langt inde i den forlængede spilletid i returkampen i Nordfrankrig.

Den sandsynlighed skal selvfølgelig også medregnes. Men det ændrer ikke ved at det hele blev fandens snert, og vi nok var mange der endte følelsen af at den kunne vi sagtens have grejet. Hvis og såfremt… friløberen efter 5 minutter, Nicolai Jørgensen der er centimeter fra at prikke den forbi målmanden i 2. omgang af forlængningen etc.

I Tipsbladet forsvarede træner Jacobs hvorfor han ikke smed Sölvi Ottesen ind i slutminutterne. Der skulle være folk på banen til at slå indlæggene. Med tanke på Sölvis evne til at score på desperate hovedstød i “last action”-kald, så virkede den forklaring noget bovlam. Han skulle være prøvet.

Om det var en art kompensation at han istedet var i startopstillingen i Odense i sidste søndag, skal jeg nok lade være med at gisne om. Det virkede i hvert fald ligeså forkert. Han sejlede rundt i forsvaret og kunne reelt bebrejdes begge fynske scoringer i 2-2 braget. Først som en del af det almindelige forsvarskaos, der førte til 1-1, og dernæst direkte ved 2-2.

Tilbage til Lille en sidste gang: de 2 kampe fik i hvert fald mig overbevist om en ting midt i skuffelsen. At vi ikke er så langt væk fra det europæiske 2010-niveau, som vi var for et år siden. Ovenpå Plzen-blamagen. Årets europæiske kampagne fik vi selv gjort unødig svær, nærmest umulig. At nå frem til forlænget spilletid i Lille er i den grad godkendt og mere end vi med rimelighed havde kunnet forvente.

Lad os da i øvrigt ikke glemme Europa League-gruppespillet. Jeg tilhører dem, der sagtens kan leve med det som et plaster på skuffelsen. Alene det at FC København bare er blevet en selvfølge i de europæiske gruppespil, det er 7. år i streg, er en rigtig god tanke at få ført ud i livet.

Ansættelsen af Jacobs har sparet os for 12 måneders genopbygning, udtalte Peter Brückmann fra BT i et eller andet TV-interview. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, uagtet hvad manden ellers står for. Igen det der måske står allertydeligst tilbage er at vi er på rette kurs igen. Europæisk – og såmænd spillemæssigt herhjemme også.

Samlet oversigt over sommerens transfers:

Ud (og væk)
Zanka
Nordstrand
N’Doye
Oviedo
Larsson
Absalonsen
Bergvold

Ud (leje)
Diouf
Gamboa
Toutouh

Ind (købt)
Michael Jakobsen
Igor Vetokele
Rurik Gislason
Nicolai Jørgensen (købt efter leje! YES!!)

Oveni Søren Frederiksen er kommet retur fra en lejeaftale, men har ikke været i nærheden af bare en bænkplads (og kommer det næppe heller!). Modsat er udviklingen for de 3 akademi-spillere der blev tilknyttet i løbet af foråret – Busk, Cornelius og Remmer. Kun Jakob Busk har endnu et stykke vej til en startopstilling af den gode grund at han er keeper.

Førsteholdstruppen er kraftigt barberet, 10 mand er forsvundet under sommertransferen.

Reelt er det kun Damen, Oviedo og Zanka der har lignet permanent start 11-materiale. Deres umiddelbare afløsere hedder Cornelius, Bengtsson, og en endnu ufærdig forsvarskonstellation. I Lille var det Sigurdsson og Stadsgaard. I weekenden før var det Sölvi og Michael Jakobsen, og weekenden efter Sigurdsson og Sölvi. Stadsgaard blev hentet allerede i vinters og var vel tænkt som den umiddelbare Zanka-afløser. Hvor den lander endeligt, må efteråret vise.

Ganske markant har vi også fået en yngre trup. Klubben har ramt et par foreløbige jackpots med indslusningen af 19-årige Andreas Cornelius og 21-årige Nicolai Jørgensen. Ja, man bliver sgu helt stolt. Selv over et par landsholdsudtagelser.

Og det er den slags en dygtig coach formår, at ramme rigtigt med sine spillere – og den slags der gør holdet spændende for os andre at følge, at der sker noget nyt og noget der peger mod fremefter (IGEN! Ovenpå tomgangen i foråret!)

Hvad vi også har fået, og som 2011-udgaven ikke havde, er et tydeligere spilkoncept og en klar attitude. Det er her at Jacobs og de “Brückmann’ske 12 måneder” kommer ind.  Holdet er ved at blive genopbygget og er foran planen for så vidt der overhovedet er eller har været nogen.

Belgiske Igor fra næstøverste hylde?

I øvrigt scorede nyankomne Igor Vetokele 2 mål for Belgiens U21 i aftes. De vandt 5-0 over Island. Den 20-årige knægt fik 35-40 minutter (inklusive forlængelsen) mod Lille, ellers har vi ham stadig til gode i den københavnske trøje. Men et interessant indkøb – og i det hele taget vanvittig interessant at vi nu kan spejde den vej i transferøjemed, ikke mere mod de norske fjelde.

Apropos Belgien: Kompany, Vertonghen, Hazard, Vermehlen, Dembele, Fellaini – alle Premiership-spillere og alle i den belgiske startopstilling mod Wales i weekendens VM-kval. Det er spillere fra øverste europæiske hylde, som vi næppe kommer i nærheden af. Men det er en rasende succesfuld talentudvikling som der sker i belgisk fodbold i disse år, og FC København kan sagtens nappe 1 eller 2 spillere fra de næste hylder. Især med et solidt europæisk renommé – og øjnene vendt i den rigtige retning.

PS: i disse skrivende stunder tabte Brøndby feriepenge-sagen… av av av, siger jeg bare og vil selvfølgelig ikke være for fin. Den nyhed skulle da med.

In Bruges

Nikolai Jørgensen er glad. Rød-hvide farver…

Ja, selvfølgelig er armene stadig i vejret!

Og i øvrigt er jeg helt sikker på, at den græske linievogter er et godt menneske!

Så er det heller ikke værre eller bedre – for var det egentlig så ufortjent at FC København gik videre? Nej bestemt ikke. 3-2 samlet over Club Brügge var heldigt – set med begivenhederne i de sidste 5 minutter i frisk erindring. Men over de 2 kampe som helhed fremstod København egentlig som det lidt bedre hold – eller det mindre ringe. Alt efter vinklen.

På forhånd var der da heller ingen grund til at være skræmt fra vid og sans efter nullerten i Parken. Det var et belgisk mandskab der var lige så famlende som os selv. De ville bare have 0-0 med sig hjem til Brügge, åbenbart med en sikker forvisning om at hjemmebanen nok skulle klare resten.

Fra københavnsk synspunkt var 0-0 i første kamp heller ikke så slemt. Om ikke andet beviste holdet for 3½ år siden, at de sagtens kunne vinde i “heksekedlen” i Brügge. 1-0 lød Europa League-sejren på i december 2008. Målet sat ind af samme Santin som scorede til 3-2 i det tomme mål i aftes langt inde i overtiden.

For træner Jacobs må det være en lidt bizar oplevelse, at stå i sit hjemland og sende sine landsmænd ud. Måske godtede han sig i virkeligheden, Brügge-fans’ene buhede i hvert fald konsekvent af ham i Parken, formodentlig på grund af hans fortid hos hovedfjenden Anderlecht.

En landflygtig belgier krydser sit spor. Ariël Jacobs imponerer mig sgu mere og mere. Han er sikker og konsekvent, når han taler med medierne. Og han gør det gerne lystigt. Nogle gange formodentlig så meget at den genetablerede sportsdirektør, CV Jensen, må bide hårdt i bordkanten, eksempelvis da Jacobs forklarede at han havde ønsket den gamle belgiske landsholdsklippe Wesley Sonck med sig til København.

Måske var det bare en røverhistorie – og jeg forstår sådan set godt, at CV har vurderet Sonck til at være for gammel til FC København. Men det var en god journalisthistorie og, tro mig, den var blevet hevet frem, hvis København havde tabt til Brügge i aftes.

Nu griller CV frem til på mandag, den 13. august. Der udløber UEFAs deadline for registrering af spillere til 4. kvalifikationsrunde – eller playoff-runden til Champions League som den officielt hedder.

Jacobs vil gerne have tilført et par spillere, direkte udtrykt som en angriber, men mon ikke han sagtens kunne se en til hver kæde på den lidt længere bane. Det kan jeg i hvert fald godt se, at han kan se.

Han må være belgier!


Han har været i København lidt over en måned
og sætter allerede sit tydelige aftryk igennem spillertruppen.

Johan Absalonsen, Søren Frederiksen, Peter Larsson, og Martin Bergvold kan godt finde sig en ny arbejdsgiver. Diouf er allerede udlejet til Emiraterne, og mon ikke Christian Gamboa også lejes ud. Han formodes vel stadig at have potentiale – som en Bryan Oviedo for et par sæsoner siden.

Youssef Toutouh er måske for ung endnu til en endelig dom, men han har ikke været i nærheden af en startopstilling eller indskiftning. Trods at Jacobs ikke har været det mindste bleg for at smide et par helt unge spillere ind.

Andreas Cornelius er allerede blevet et lille fund, en ny Nicklas Bendtner (som kom fra KB), og Christoffer Remmer efterlod ikke ligefrem et dårligt indtryk lørdag aften i udekampen ovre i Esbjerg. Begge er et par gutter på 19 år som Toutouh.

Tilbage til Jacobs: manden har jo udstråling. Er rolig og kan samtidig råbe igennem. Jeg har sneget mig forbi Peter Bangs Vej og træningen et par gange over sommerferien.

Første gang lige da han var ankommet og tavst betragtede det meste – og senest for 14 dage siden hvor han fløjtede og råbte – og dirigerede for fulde lunger.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hans 11 udvalgte går ind og spiller for ham.

Som helt almindelig fan bliver jeg også tryg, når træneren for mit hold sætter ord på det jeg ser. På tribunen eller på tv-skærmen. Det har Jacobs gjort.

Vi spiller for langsomt, mangler tempo, vi mangler aggressivitet. Den mest vidunderlige kom i et interview på FCK-TV, vi skal spille som et hold fra det smukke København når vi på besøg ude i landet (fri oversættelse og cirka 2:55 inde i interviewet). Ja ja, gu fanden, mand! Sådan finder du vej til mit hjerte.

Jeg har heller ikke længere fornemmelsen af at det hele kan ramle sammen, hvad øjeblik det skal være, når jeg ser holdet spille. Som under Roland Nilsson.

Vi har langt fra endnu spillet en optimal kamp i denne sæson, men jeg fornemmer fremskridt. Stille og roligt. Lidt som da Roy Hodgson kom til klubben, uden sammenligninger i øvrigt. Man følte sig bare i trygge hænder – dengang også.

Det virker alligevel ikke helt skidt og Jacobs har nogle idéer med de ting han gør, og noget fungerer åbenbart, både i superligaen og i Europa.

Vi er kommet igennem hele denne pisseirriterende hektiske danske opstart, altid midt i juli og midt i sommerferien, med mere end skindet på næsen.

Nu er vejen så banet ind i det egentlige Champions League, til playoff-runden, hvor den officielle hymne får lov til at gjalde over stadion inden kickoff.

Stadiet akkurat før det forjættende gruppespil med de mange millioner.

Vores kommende modstander er stadig ukendt. Lodtrækningen foregår imorgen – fredag middag.

Jeg tager gerne Mönchengladbach eller Malaga, hvis sidstnævnte overhovedet får lov til at spille. Ellers siger jeg bare, kom med dem! Det går nok – om ikke andet er jeg taknemmelig for gruppespil i Europa League. Det pynter altid på klubkoefficienten hos UEFA.

Og selvom jeg stadig kan blive indebrændt over forårets spildte mesterskab – og den gratisbillet til Champions League som vi fik smidt i fødderne på Farum-kunststoffet – så finder jeg sgu trøst i en ting. Havde vi vundet mesterskabet, havde CV formodentlig fortsat på trænerposten.

Historien om at han under alle omstændigheder ville træde af efter forårssæsonen, har jeg aldrig købt. Han havde fortsat hvis vi havde vundet titlen. Det havde været den nemmeste løsning i verden – og den havde været ganske belejlig og billig for direktør Hørsholt og de andre krejlere der styrer vores kære klub.

Det gik ikke sådan. Uheld i held – held i uheld. Vi fik istedet en ny mand på posten, og han virker som en rigtig dygtig træner oveni.

Og CV fungerer unægtelig langt bedre i kulissen, som sportslig ansvarlig, end i frontlinien foran kameraerne. Tjep-tjep, 1-2 nye spillere inden mandag, tak!