C-P-H

Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.

Denmark Shots
“… “

Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.

Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.

Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.

Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.

Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.

Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.

emirates
Turen gik til Arsenal

Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.

Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.

Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.

whl
Stadiondrømme i Nordlondon

Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.

Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.

Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.

Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.

I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall
And hide you from the emptiness of it all

FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.

Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.

Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.

I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.

Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.

Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.

Det var dengang med Mio.

Og Zuma.

2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.

Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København,  og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.

På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.

Da verden stoppede...
Da verden stoppede…

Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.

Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.

Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.

Fußballfall 2014

IMG_1533
Potsdamer Platz – på lysgrænsen

Nenas klassiske 99 luftballoner var blevet til 8000 lysballoner, der skulle fejre 25-året for den tyske genforening og ikke mindst byen Berlins. Om nogen var den 2. weekend i november den mest oplagte weekend af alle til at besøge byen i dette efterår.

En 15 km lang lysmur af opstillede balloner blev trukket igennem hele den centrale del af byen, hvor muren engang havde været. Fra Eastside Gallery i sydøst ved Warschauer Strasse til Bornholmer Strasse i nord.

Som kulmination blev ballonerne sluppet fri søndag aften den 9. november. Mauerfall 2014. På 25-års dagen for murens endelig fald.

Die Lichtgrenze forsvandt i nattehimlen over Berlin, som muren engang pludselig smuldrede mellem fingrene på magthaverne i det gamle DDR.

Men jeg tilstår gerne, at det ikke var i tankerne for den oprindelige planlægning. Det handlede om at finde en passende fodboldweekend. Ganske jordnært og nede i græshøjde.

Fredag aften spillede Hertha BSC hjemme på sit olympiske monstrum af et stadion mod Hannover 96. Bundesliga 2014.

Lad det være sagt – det blev en elendig kamp med den rigtige vinder. Hannover vandt 2-0 og cementerede blot helhedsindtrykket af en berlinsk storklub, der er meget langt fra at være i nærheden af noget marginalt stort.

Børnhaven i Berlin
Børnehaven i Berlin

39.710 var det officielle tilskuertal. Det er lidt mere end et halvfyldt Olympia Stadion og vist ganske normalt. Lige så normalt som det var, at de berlinske fans måtte gå skuffet hjem.

6 sejre i hele 2014 er det blevet til for Hertha. Vi taler immervæk om 28 ligakampe.

Efter nedrykningen i 2012, vendte holdet tilbage sidste sommer og spillede sig igennem et fint efterår. Men efter nytårsskiftet har kurven igen peget direkte ned i 2. Bundesliga.

Utilfredsheden på tilskuerpladsen blev også hurtigt mærkbar. Spillerne blev sendt til pausen med en markant pibekoncert. Bagud 0-1 og efter en halvleg, hvor de reelt ikke skabte en eneste målchance ud over et tilfældig kontraløb som deres formodede angrebses, Salomon Kalou, fik blæst langt over mål.

Ultras im Boykott
Langeweile auf den Rängen
Provinzclubs an der Spitze
Die Zukunft der 1.Liga?

Budskabet på bannerne på Ostkurve – tribunen med for de mest hårdkogte hjemmefans – der blev rullet ud i pausen. Men det blev i virkeligheden kun mere kedeligt efter pausen. Hannover havde kampen, hvor de ville. Og matchede nemt berlinerne på fysikken og vandt – hvad der lignede – samtlige hovedstødsdueller i og omkring felterne. Hertha virkede som et hold uden spilkoncept, pøsede blot lange bolde frem i et mere og mere bovlamt forsøg på bare at ramme en afslutning. En sikker 2-0 sejr og hjem til provinsen for Hannover.

Die Hauptstadt ist und bleibt leider Fußball-Provinz! Sådan lød det for 2 år siden. Dengang Hertha rykkede ud. Det er kun marginalt anderledes nu. Desværre. For en vidunderlig storby som Berlin, fortjener et ordentligt fodboldhold. Dette i en tid hvor selv Paris er kommet på Champions League-kortet. Men arabiske oliemilliardærer kan ikke pushe her, modsat Paris-projektet. Tysk fodbold tillader ikke indtog af pludselige lykkeriddere i klubberne på samme måde som andre steder i Europa. De er underlagt særlige regler, der sikrer ejerskabet hos medlemmerne.

Et sjældent syn - Hertha i offensiven
Et sjældent syn – Hertha i offensiven

Den store genforeningsfestivitas i weekenden fik med andre ord en sløj indledning. Vi gæster fik fornøjelsen af den særlige berlinersandwich som en monsterpakket u-bahn kan levere, når godt 40.000 mellemfornøjede mennesker skal transporteres tilbage til centrum på en times tid. Hvis man kan tale om at stå i spænd, til tider svævende et par centimeter over gulvet, er det vist ganske dækkende.

Et par timer før turen til Olympia Stadion. Egentlig var det en tilfældighed at vi endte med at spadsere langs ballonmuren ved Mauerpark. I det smukkeste efterårssolskin fredag eftermiddag. I forlængelse af selve parken og klods op ad det der engang var muren, i det gamle øst, ligger anlægget Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark.

Et stort sportshal, et hæderligt stadion og en række tilhørende tennisbaner. Hele anlægget stammer fra DDR-tiden og nu om dage bliver stadion stadig brugt af en af de mere tvivlsomme fodboldarvestykker fra samme tid. Dynamo Berlin eller BSC Dynamo, som de hedder nu om dage.

Klubben blev oprindelig dannet, da et succesrigt Dresden-mandskab blev beordret til hovedstaden for at opbygge en storklub. Dynamo var politiets klub, så det var nemt for det gamle regime at dirigere sine tropper rundt.

Klubben blev for alvor etableret sidst i 60’erne. Med særlig begunstigelse fra lederen af det hemmelige politi, Stasi, Erik Mielke, der tog dem under sine kærlige vinger. Fra sidst i 70erne og nærmest frem til murens fald i 1989 havde de monopol på DDR-mesterskabet i fodbold.

Et hurtigt opslag på internettet viste at Dynamo spillede hjemme lørdag eftermiddag. Mod FC Magdeburg. Et andet klassisk DDR-hold. Et mandskab der modsat Dynamo ligefrem havde høstet international succes. De vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1974, da de slog AC Milan 2-0. En kamp der især blev husket for sit bizarre lave tilskuertal. Kun 6.461 tilskuere. Ikke en eneste DDR-borger fik udrejse til kampen, der blev spillet i Rotterdam.

Gensyn fra den gamle DDR Oberliga
Gensyn fra den gamle DDR Oberliga

Med andre ord: en vaskeægte ostklassiker. Nu om dage midt i 4. bedste tyske række. Regional Liga Nordost. Og tag ikke fejl. Der er masser af politik i disse opgør stadig. Hele området omkring stadion var pakket med kampklædt politi, da vi ankom lørdag eftermiddag. Et par tusinde medrejsende Magdeburg-fans skulle holdes væk fra hjemmeholdets afsnit. Dynamo er stadig hadeholdet over dem alle for de andre gamle DDR-klubber. Det gik i øvrigt glat, politiet havde styr på sagerne.

Sammen med over 5.300 andre så vi endnu en skidt berlinsk fodboldindsats. 0-1 til gæsterne blev slutfacit. Fortjent og bestemt heller ingen køn kamp. Men her mere forventeligt.

Jeg indrømmer, at det var så som så med sympatien for hjemmeholdet og deres fans. Der var ingen tvivl om hvem de stadig hadede allermest. Den jeg bedst kan lide af Berlin-klubberne. Scheisse-Union med den gamle punksangerinde Nina Hagen som åndelig mentor. Igen skal der graves i DDR-historiken.

Union Berlin var egentlig en lidt perifær klub, der aldrig kom i nærheden af titlerne. Men de havde en enorm folkelig støtte og blev en slags symbol på modstanden mod det kommunistiske regime. Og alt det som Dynamo stod for.

I dag er Union den eneste af de gamle DDR-klubber der klarer sig hæderligt og frister en tilværelse i 2. Bundesliga. Da de for 2 sæsoner siden gæstede Olympia Stadion i Herthas nedrykningssæson, blev alt udsolgt. 74.000 tilskuere. Vi taler om en kamp i næstbedste række, så fodboldinteresse er der rigeligt af i Berlin. Det skranter bare på den ypperste kvalitet.

mauerpark
Mauerpark – lige bag Jahn-Sportspark.

Tilfældet Dynamo er ironisk nok den klub der kan bryste sig af den bedste placering. Rent geografisk. Lige midt i det moderne, murløse Berlins smørhuller ved Prenzlauer Berg. Men de har en grim fortid, der næppe vinder mange hjerter, selvom de nu om dage forsøger at slå sig op som ægte Ostberlin. Den nødvendige sportslige klatring op i ligasystemet bliver et kapitel helt for sig.

Men måske om et par generationer, fortiden har det med at udglatte. Engang fandt den gamle italienske diktator Mussolini på at Rom skulle have et storhold. Det blev AC Roma. 60 år senere var “det brændte barn” forvandlet til at være det progressive Roms foretrukne fodboldklub i klar modsætning til de stærkt fascistiske Lazio.

Ingen sammenligning i øvrigt. Bare en tanke. Turen på Jahn-Sportspark blev ikke bare et dyk ned i en blakket fortid, den viste også at der er et hulens liv langt nede i divisionerne i tysk fodbold. Positivt også og ja, for fanden. Det var lidt kult bare at være der! Jeg er gammel nok til at huske Magdeburgs sejr i Europa Cup’en og den grundstamme af DDR-spillere (samlekortene med Sparwasser, Hoffmann, Pommerenke…), der sensationelt slog de vesttyske værter – og senere verdensmestre – ved VM i 1974.

Og afslutningsvis… Ja, det var det bare at gå ud i aftenfesten med berlinerne og de mange andre turister. Tusinder og atter tusinder slentrede andægtige frem og tilbage langs de 15 kilometers lysballoner. Helt en helt fantastisk lørdag aften, i en helt fantastisk by, på en ganske særlig aften. Det tog vel et par timer at gå fra Eastside Gallery og ind til Brandenburger Tor, med et par pitstop undervejs til de nødvendige øl og en currywurst.

Himlen over Berlin
Og himlen over Berlin…

Sommervin

tyskefans
Keine luftballone…

De fortjente verdensmestre ja.

Men jeg syntes faktisk, at Argentina leverede det bedste spil i den ordinære kamp mod Tyskland. 2 gigantiske afbrændere kostede dem i sidste ende titlen.

For første gang ved dette VM så vi et argentinsk hold i sit es. Solidt defensivt funderet og mod en modstander der gav plads til hurtige kontrahug.

På et tidspunkt tænkte jeg uvilkårlig, de gør sgu som italienerne altid gjorde en gang. Spiller ad helvede til – kedsommeligt og uinspireret – frem til finalen, hvorefter de blomstrer op og vinder hele lortet.

Det skete ikke. Heldigvis! Vi behøvede tyske vindere af dette VM. Ikke bare af omsorg for de brasilianske værter, men for den positive fodbold som sådan.

Og semifinalen mellem Holland og Argentina havde været horror-versionen af alle playoff-kampe ved dette VM. Man behøver ikke at hylde den slags.

Men jeg gentager: det havde på ingen måder været ufortjent med en argentinsk sejr i selve finalen. Det virkede dog som en højere retfærdighed at den konsekvense offensive satsning, som har været det tyske landsholds tilgang til spillet i de seneste 10 år, endte med at bringe titlen til Europa igen.

Når argentinerne i momenter blomstrede omkring Lionel Messi, var det fordi det indgik i hele kalkylen fra tyskernes side. Vi går højt i banen og presser – og satser. Det lægger i national-11’s koncept at spille med risikoen.

Ikke at det morer dem, at modstanderne relativt nemt kommer til ret store chancer med hurtige sololøb (du husker også Algeriet-kampen). Træner Joachim Löw sender sikkert mere end en positiv tanke til Jerome Boateng efter finalen, han reddede nærmest ene mand deres bagkæde i perioder.

Men det er prisen for at fokusere mere på at score selv end at forhindre de andre i at gøre det. At fx. Mats Hummels havnede i et par utaknemmelige løbedueller med Messi eller Lavezzi.

Og vi fik faktisk en storartet finale, trods manglende scoringer. Den nåede heldigvis heller aldrig ud i en ellers truende straffesparkskonkurrence. Mario Götzes drømmemål 7 minutter før tid af forlængningen sikrede, at festen fik den bedst tænkelige udgang. Sådan cirka. For langt de fleste af os.

lineker
TOR!!!!

Lad os bare smide det klassiske Lineker-citat fra de glade 90’ere igen:

Football is a simple game. Twenty-two men chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win.

Spot on, Gary! Dengang i 1990 var der en lakonisk undertone. Søndag aften blev det til en mere stilfærdig anerkendelse på twitter-kontoen:

And in the end……. Congratulations to Germany. World Cup winners. The best team who played positive, attacking football throughout!

Hvad vi ellers lærte under denne slutrunde:

FIFA kårer turneringens bedste spiller ud fra vedkommendes kommercielle potentiale. Ikke efter spillemæssige kvaliteter. Lionel Messi var ikke VMs bedste spiller.

James Rodrigues eller Thomas Muller. Eller hvorfor ikke Manuel Neuer? Hans spil var weltklasse allerede mod Algeriet – ikke for det han gjorde på stregen som målmand, men for alt det han gjorde langt uden for sine områder som ekstra sweeper bag sit skrøbelige forsvar. Neuer er tæt på at være den bedst fodboldsspillende målmand, vi endnu har set.

Messi var i øvrigt ikke engang Argentinas bedste. Det var Javier Mascherano.

Holland er på 40 år gået fra totalfodbold til antifodbold. Deres spillestil ved dette VM har været lige så interessant som et par træsko i en kålmark.

Men Louis van Gaal er et taktisk geni. Han skiftede sin reservemålmand ind 1 minut før tid mod Costa Rica. Samme målmand teede sig i øvrigt nogenlunde lige så åndssvagt og usympatisk som landsmanden Hans van Breukelen engang gjorde mod Danmark. Det var ved EM 1992. Men Holland vandt denne gang og van Gaal er et geni og Manchester United bliver stensikkert til Mensa United inden vi får set os om.

Jeg er i øvrigt sikker på, at i hvert fald FIFA billiger det.

Brasilien er verdens mest overvurderet fodboldkultur (hvilket ikke gør deres værtskab det mindste ringe!). De bliver stadig solgt på samba- og chokoladelækkerier, selvom begge dele for længst er fortonet i fortidens efterhånden helt glemte bedrifter.

brasil14
Frikirken er samlet

Se det dog i øjnene. Brasilien er blevet røvkedelig, hvid middelklasse. Det er ikke dem der står og vrikker løsslupne salsa-rytmer nede omkring hjørneflaget længere. De skal i stedet passe bønnemødet inde i midtercirklen.

Mand, hvor halter Brasilien efter. Internationalt. Nogle burde fortælle dem at der var langt mere samba over José Pekermans Argentina for et tiår siden eller samme Pekermans Colombia denne gang.

Overfladen krakelerede fuldstændig med Neymars skade. At udnævne David Luiz som anfører for det skrøbelige mandskab, svarer til at give rattet til den lokale frikirkepræst.

Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz!

7-1! På hjemmebane i en VM-semifinale. Episk vil det altid være. Også totalt historisk fra og med forleden. Tyskerne fik deres “reality check” for 14 år siden, da de floppede ud af EM-gruppespillet til almindelig hånlatter fra den øvrige verden. Det fik dem ikke til at bryde sammen i gråd. De sadlede i stedet krikken om.

Der kan måske være en lektie at lære her. Måske! Jeg siger det bare.

Og så var det iøvrigt her, at jeg havde ambitionen om at lave en sæsonoptakt. Til FC København. Og til Superligaen. Vi skal allerede til det igen i den kommende weekend.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er sgu ikke helt klar. Ikke endnu.

I øvrigt er der stadig konfliktvarsel den 1. august. Turneringen kan reelt blive lagt ned, før den nærmest er begyndt. Jeg har ikke hørt om nogen løsning under VM-dagene. Har du?

Jeg tror bare, at jeg drøvtygger et par dage mere på VM.

#fucksambabold – Jeg elsker VM

Colombianske kaffebønder
Et par colombianske kaffebønder

Da Spurs-spilleren, Jan Verthongen, bankede belgierne foran i aftes 12 minutter før tid mod Sydkorea, markerede målet en slags afslutning på det indledende gruppespil ved dette års VM.

Et af de mest fantastiske, som jeg kan mindes. Og ja, jeg husker efterhånden en del. Fra cirka 1974 og frem. Selv de mest kedsommelige, rent spillemæssigt, som Italia 90 havde altid sit eget liv og sine egne karakterer. Roger Milla og Cameroun. Eller England der blæste sig selv ud af straffesparksafgørelsen mod det genforenede Tyskland i semifinalen. Ja det var dengang man faktisk holdt med England. Det er jeg blevet for gammel til nu.

I de foreløbige 48 kampe i Brasilien er der blevet scoret 135 mål. Det giver et ganske pænt gennemsnit på 2,81 pr. kamp. Den endelige dom over VM, falder selvfølgelig først efter det play-off, der begynder nu, er afsluttet med finalen den 13. juli.

Men allerede… det har sgu været forrygende.

Og jeg er faktisk ovenud taknemmelig. Det har taget sin tid at lande igen fra caminoen, mentalt har jeg en følelse af at have været igennem en total nulstilling. Det er både godt og ondt.

Friske øjne, ny energi, absolut. Mentalt renset. Men ind imellem skal der også graves dybt nede i kadaveret for at gentilpasse sig til det vakuum, som de fleste også kalder “almindelig hverdag”. Skal jeg hilse at sige.

Fra et sanse- og oplevelsesbombardement af en anden verden, 5 uger i streg, til at stirre ind i en hvid væg igen. På en ganske øde hverdagsaften. Med regnen øsende ned udenfor.

Heldigvis har den hvide væg de sidste par uger haft et fladskærms-TV fyldt med fodbold. Og heldigvis bliver VM-kampene spillet på det bedste tidspunkt på hverdagen. For os europæere. Sen eftermiddag og aften/nat. Og heldigvis foregår VM i et land som Brasilien. Et land med en rodfæstet fodboldkultur hvor der ikke er nødvendigt med brægende vuvuzelaer, TV2’s særligt udsendte Ulla Terkelsen, og andre eksotiske indslag.

VM er kommet på hjemmebane igen. Som det var i Tyskland i 2006.

På godt 14 dage har vi væltet os gennem gruppespillet. Med dommerfejl fra første fløjt, vanvittige resultater, skuffelserne og alt det andet. Samt den obligatoriske engelske nedtur.

Det tog kun 2 kampe denne gang og de havde endda skruet gevaldigt ned fra retorikken på forhånd. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at de faktisk var lidt uheldige. Mindre mod Italien og mere mod Uruguay. Men man behøver selvfølgelig heller ikke at forære modstanderne målene.

Jeg havde troet lidt på Italien denne gang. De viste strålende takter ved EM for 2 år siden. Inden finaleydmygelsen mod Spanien. Men endte som englænderne og fusede ud.

Stakkels Cesare Prandelli. Han havde virkelig de bedste offensive intensioner med sit hold. Men de efterlod ikke meget andet end en omgang Chiellini uden pasta.

Spansk defensiv anno 2014
Spansk defensiv anno 2014

Spanien blev VMs trætte gamle mænd som alle pludselig ville hade.

Jeg fatter ikke helt skadefryden, der rejste sig fra alle sider. Var deres forbrydelse ikke bare, at de i 5-6 år havde været forbandet gode? Og under to landstrænere, først Luis Aragones og siden Vincente Del Bosque, havde gjort det utænkelige. At få en samlet national enhed ud af spillere fra Real Madrid og FC Barcelona.

Tiki-taka er ikke en skid død. Den er bare lidt udbrændt og trænger som alt andet efter årelang succes til et frisk og fornyende input.

Jeg kan sagtens følge en del af kritikken. At ville eje bolden bare for eje den, fører ind i en blindgyde. De endeløse små trekanter af kombinationer midt på banen, det er i virkeligheden hverken underholdende eller kreativt, hvis man alligevel ender med at være helt afhængig af en enkelt spillers helt individuelle kvaliteter (læs: ex. Messi).

Spanierne endte i sin blindgyde og løb direkte ind i den hollandske kontrakæp på VMs andendag. Det gik pludselig alt for hurtigt for især målmand og forsvar. 1-5.

Compañeros
Compañeros

Jeg mindes en twitterkommentar under kampen fra den engelske fodboldskribent Jonathan Wilson. Han sammenlignede med Danmark-Spanien fra VM 1986. Spanien havde overtaget Jesper Olsen & co.’s rolle fra dengang. Foran på et straffespark og pludselig et defensivt sammenbrud som ingen havde set komme.

Lad mig i øvrigt tilføje, at jeg ikke bryder mig en skid om hollænderne. Hverken Arjen Robben eller Robin van Persie – deres voldsorgie i Sydafrika for 4 år siden i finalen mod samme Spanien har jeg ikke tilgivet.

Dengang for 4 år siden talte alle af de såkaldte fodboldeksperter om at Latinamerika nu havde overtaget den store scene.

Samme sang kører allerede igen. Latinamerikanerne styrer. Europa er i knæ. Vi står foran et paradigmeskifte (er det anden eller tredje slutrunde i træk at Chile bliver udnævnt til de store fornyere af spillet?).

Reminder: I Sydafrika var der kun 3 europæiske hold tilbage i kvartfinalerne. De 2 endte i selve VM-finalen.

Afrika er i hvert fald tæt på at være helt væk allerede og Asien endnu mere. Men det er bare som det altid har været.

I ottendelsfinalerne er der 6 europæiske hold tilbage. Det er stadig tæt på halvdelen. Mon ikke der stadig er masser af potentiale at samle op. Vi har vel ikke set belgierne ramme sit reelle niveau endnu (håber jeg sgu). Nok heller ikke tyskerne.  Mens Frankrig har spillet noget af det lækreste fodbold hidtil og har cruiset sig igennem gruppen.

Og er det egentlig ikke ligegyldigt? Europa versus Latinamerika. Bare der kommer nok lækkert fodbold på fladskærmen, der dækker for den tomme hvide væg.

Chiellini uden pasta
Chiellini uden pasta

For fanden da. Selvfølgelig kommer vi ikke uden om stjernepsykopaten Luis Suarez. Jeg har – ved gud! – hørt nok undskyldninger og forklaringer om den særlige uruguyanske macho-mentalitet. Vind for enhver pris.

Men at bide. Er det ikke sådan noget “tøser” gjorde i skolegården? Og sgu ikke for at vinde, men i et yderst desperat selvforsvar.

4 måneders total udelukkelse er den foreløbige straf. Den er formodentlig til appel i skrivende stund.

Suarez er en fremragende fodboldsspiller og et decideret dårligt menneske. En ganske tvivlsom kombo med andre ord.

En type man ikke gider. En type man tvinges til at forsvare hvis han spiller i favoritklubben, men prompte vil hade hvis han spiller for hvilken som helst modstanderklub.

Helt ærlig, jeg synes de 4 måneder er en hård straf af manden. Den luns han nappede af Chiellinis skulder er trods alt til at overse. Han har ikke brækket ben eller ydet korporlig vold i form af knytnæver eller spark. På den anden side gider jeg heller ikke rode mig ud i et længere forsvar af idioten.

Bye, bye, Suarez. Jeg blev næsten overbevist om andet efter de 2 scoringer mod England. Men du bliver aldrig en verdensstjerne. Format kommer også i den grad indefra.

Fokus ottendedel i stedet! En for en.

Brasilien – Chile:
Brasserne vinder desværre stensikkert. Chile er fisen i hornlygten. Ekspert-darlings ved hver slutrunde og særlig hos Morten Olsen fordi hans landshold tabte 0-3 til dem på Brøndby Stadion for et par år siden. Men de forlader turneringen igen med et 3-5 måls nederlag til Neymar.

Colombia – Uruguay:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Colombia der vinder og går videre. Jeg kan intet sympatisk finde ved Uruguay rent fodboldmæssigt. Jeg knuselsker bare Colombia anno 2014 og de har kvaliteten til at nå meget langt.

Holland – Mexico:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Mexico der vinder og går videre. De har været på vej i så mange år, og vandt OL-finalen i London over Brasilien for 2 år siden. De fortjener det. Samtidig slipper vi af med hollænderne.

Costa Rica – Grækenland:
Christian Bolaños kører den hjem. Ene mand.

Argentina – Schweiz:
Her kommer chokket der lammer fodboldverdenen. Schweiz vinder. Alpernes svar på Justin Bieber, Xherdan Shaqiri, scorer i overtiden og sender de sydamerikanske favoritter ud af turneringen. Et kontinent er rystet, ingen, jeg gentager, INGEN, havde set dette komme.

Frankrig – Nigeria:
Franskmændene har været det bedst spillende hold hidtil. Mand hvor de kører hurtige førstegangsafleveringer. Samtidig er der et eller andet bundsympatisk ved coach Didier Deschamps. Jeg tror, han er et godt menneske. Man kan se det i hans øjne og smil.

Belgien – USA:
Jeg er temmelig indifferent her. Har holdt lidt med belgierne fra start, men de har spillet pænt kedeligt trods 3 sejre i 3 kampe. Modsat har USA Jürgen Klinsmann som træner. Og Klinsy elsker vi bare, for hans begejstring og hans mod til at gøre ting anderledes.

Tyskland – Algeriet:
Tyskland vinder. Det siger jeg også med hjertet. Jeg er blevet alt for gammel til at hade dem og de har forlængst ramt en stil hvor ligusterhæk og nationalisme ikke nødvendigvis er plusord og giver masser af stemmer ved alle parlamentsvalg. Undskyld, Nabil Bentaleb!

Una Pérdida Predecible

bernabeu
Udsigten næsten øverst fra D-tårnet – Santiago Bernabeu

Et 0-4 nederlag er og bliver aldrig tilfredsstillende, lad det være sagt straks. Aldrig.

Uanset modstander, uanset procentuelle ligheder i boldbesiddelse, uanset konceptuelle tværpasninger i prædefinerede trekanter, uanset alt muligt andet, og ikke mindst de 63 minutter hvor meget var lige ved og næsten.

Røv og nøgler. Vi er ikke Farum. Vi er FC København.

Hvad der gjorde det værre onsdag aften, var at vi nærmest forærede målene til Madrid. Først Wiland som fulgte sit 2013-trademark til dørs, at atter ligne en målmand der har sin bedste tid bag sig.

Der var knapt spillet 20 minutter, da han fejlbedømte et relativt harmløst indlæg. General Francos foretrukne fodboldklub fik foræret en åben boulevard til de forventede 3 points og næste Champions League-opgør.

Og jeg så allerede massakren forude. Vildanden blafrede, mand! Det var for nemt! Fandtes der en hurtig exit ud fra Santiago Bernabeu… hotelværelset og -sengen var trods alt kun 4 metro-stationer væk. Det var i gå-afstand, fra Chamartin til Tribunal, værre var det ikke.

En 4-dages sviptur til Madrid. Jeg manglede den spanske hovedstad på mit personlige rejsekort. En oplagt tur, et godt tidspunkt, selv vejret havde spillet med.

Først havde udsigten ellers sagt skyer og regn og atter regn hjemmefra, men Madrid slog allerede tirsdag formiddag over i det lækreste sensommervejr med masser af solskin og pænt over de 20 grader til langt ud på aftenen.

0-1 og bagud. Ironisk virkede det som målet, fik hele det københavnske hold til at hive sig op ved hårrødderne. Den resterende del af 1. halvleg blev pludselig vendt på hovedet.

Man fornemmede det langt op under taget på Bernabeu. Vi spillede i den grad med i kampen og endte med at være snublende tæt på en udligning. Modric’s arm stod i vejen, sagde sms’erne hjemmefra.  Først spejdede jeg den bare som inde over målstregen, fra langt oppe øverst i D-tårnet modsat.

Men gu’ fanden var der straffe. Uforsætlig eller ej. Madrid havde vel en åbenbar fordel af hans arm. Eller…

Set et par gange efterfølgende på tv, er jeg tilbøjelig til at give dommeren en vis pointe. Den er ikke så lige til og han valgte det sikre.

Det spillemæssigt fornuftige fortsatte egentlig i 2. halvleg. Vi forsøgte. Uden angribere, med Braaten og Nikolai Jørgensen flakkende som to offensive midtbanespillere, sammen med Københavns bedste på aftenen, Rurik Gislason. Men med omtanke alligevel.  Jeg får stadig kuldegysninger over de ynkelige Europa League-præstationer, vi så sidste efterår. Tommelfinger op til attituden onsdag aften.

Efterfølgende kan man vel ikke sige så meget til Madrids 2-0. Der er et par millioner euro til forskel på de 2 hold, cirka, og på et eller andet tidspunkt skal det blive synligt for alle.

Det burde så være det. Et Wiland-drop og noget der måtte ske. Nede 0-2. Det kunne ende som mod FC Barcelona for 3 år siden på Camp Nou.

Sammenligningen var egentlig langt væk. Både i forhold til hjemmeholdets kvalitet og vores egen. Madrid er langt fra toptunet, weekendens nederlag hjemme til lokalrivalerne i sydvest fra Atletico var ganske sigende. Verdens dyreste spillere gør det ikke alene.

Vores egne mangler har skreget til himmels i mange måneder og blev gjort ekstra tydelige fra det 63. minut, hvor Youssef Toutouh blev afløst af Christian Bolaños.

Hvad der havde været en hæderlig indsats fra en ung spiller, blev til skræmmende dårlig indsats fra en tidligere bærende spiller. Grumt sagt – men der begyndte derouten for alvor. Bolas håbløse boldtab højt i banen førte direkte til 0-3.

Jeg har tidligere troet, at Ståles genkomst ville tænde op under ham igen. Men effekten forduftede nærmest efter en kamp. Costaricaneren er en skygge af den spiller, han var for et par sæsoner siden. Igen. Og logisk også helt ude af truppen nu i weekenden.

Vi kan skrive ham på listen over spillere, som nok bør finde nye græsgange til vinter. TK, Bola. Det er 2 stykker. Claudemir, Santin og Wiland er 3 yderligere i mine noter. Lars Jacobsen er også tæt på, vores anfører imponerer heller ikke i dette efterår. Kort sagt er det en hel generation af ældre spillere, der har været med i klubbens fedeste tider,

Der har egentlig været frygtelig langt fra Camp Nou i 2010 til Santiago Bernabeu i 2013. Sportsdirektør Carsten V. Jensen vil sikkert kalde det en “bumpy ride”. Vi andre hælder mere til det enkle udtryk “nedtur!”, signeret en spejlblank sportslig ledelse.

0-4. Det var ren exit via rulletrapperne. Og nedad gik det. TK nåede at give sit bidrag, og blev overløbet foran vores eget felt. Han var end ikke i nærheden af at spille dengang på Camp Nou.

Sympati for djævlen
Sympati for djævlen

Vi fik aldrig scoret til sidst. Selvom chancerne var der. Først kom Bola alene igennem, dernæst dansede et hovedstød på målstregen lige efter et hjørnespark.

Madrilenerne jublede hysterisk for første gang i kampen. Iker Casillas holdt nullet. Aftenens lokale helt.

Deres tidligere træner Jose Mourinho, aka The Real One, kunne ikke lide ham. Han blev bænket i sidste sæson.

En skæbnens ironi. På stadionrundturen dagen før blev jeg hevet ind i en fotoshootout af 2 ganske charmerende unge kvinder.

Min favoritspiller i Real Madrid? Jamen, Jeg bryder mig egentlig ikke særligt om foretagendet, men følte at jeg burde være høflig.

Luka Modric og Gareth Bale er selvfølgelig tidligere Tottenham-spillere. Men nej…  og da slet ikke smørhåret Ronaldo. Men Iker Casillas. Han virker som et godt menneske.

Casillas endte med en uventet hovedrolle. Han forhindrede ganske irriterende et københavnsk trøstmål i slutminutterne – efter havde fået min personlige københavnske velsignelse. Og ja, egentlig skylder han én!

balestyle
Get Your Hair Styled like Bale

Ingen Bale. Han er skadet. Bale var også en del skadet, da han spillede i Tottenham. Især de første sæsoner. Men hans “£85m star quality” er uomtvistelig og enorm. En frisør i La Latina-kvarteret tilbød sågar en særlig Bale-styling.

Jeg gled behændigt uden om. Allerede rundbarberet Copenhague-style. Gik vanen tro mig en vabel til på den første dag. Fra Prado og det fisefornemme til Pirámides og det småfesne.

En dejlig by Madrid – og man farer herligt vildt i de små gader, hvad enten det er i turistområderne ved Plaza Mayor eller i boheme- og bøssekvartererne Malasaña eller Chueco.

Churro, Jamón Ibérico, Mahou, og en fantastisk irsk pub (selvfølgelig, de irske er som oftest de bedste sportsbarer), hvor de kørte 3 champions League-kampe tirsdag på storskærme. En perfekt opvarmning til Bernabeu-turen dagen efter.

Den forudsigelige begyndelse

Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en vis tradition.
Svenske smørfingre i det københavnske mål. Vi har en god tradition.

AaB – FC København den 21.7.2013, klokken er cirka 20.40 og kampen nærmer sig afslutningen. København er bagud 1-2.

Delaney har erobret bolden langt nede på den københavnske banehalvdel, han spiller frem til Gislason der dribler rundt på midten og søger spilmulighed.

Finder Delaney igen, der hurtigt stikker bolden frem til Pourie der forsøger at løbe dybt på venstrekanten. Han må spille tilbage til Gislason, der triller på tværs til TK.

Han lægger an til skud foran feltet. Finder ikke plads, spiller i stedet videre på tværs til en fri Lars J, der søger mod baglinien. Men afleveringen er ikke præcis. Han vender rundt og triller bolden tilbage til TK igen.

TK er ved at komme i vanskeligheder, spiller den ned mod midtercirklen, hvor Sigurdsson modtager og spiller videre skråt tilbage til Stadsgaard, der vipper den mod venstre til Bengtsson.

Bengtsson forsøger en lang høj bold frem mod feltet, men det bliver en blind aflevering. Der er ingen københavnske angribere i det område (Cornelius hvem) til at modtage bolden. Kun et par Aalborg-spillere.

Symptomatisk for kampen. Vi havde – efter sigende  – bolden 60% af tiden, men brugte den rystende ineffektivt og ukonstruktivt.

Det hele kan også opsummeres ganske kort: en målmand der dropper, svagt forsvar, idéforladt angrebsspil. Præmieren på Superligasæsonen 2013/14 blev 7. ligakamp i streg uden sejr for FC København. Den blev også det 3. nederlag i de sidste 4 ligakampe, for at skære helt skarpt.

Intet problem. Vi spiller bare en ny kamp. Som vi gjorde det meste af foråret. Med samme op- og indstilling, samme foræringer i forsvaret, og samme volumniøse fantasiløshed = manglende inspiration.

Og skal vi ikke bare sige samme resultat på søndag i Herning. Det virker mere som en sandsynlighed end et deprimerende gæt.

Men der er åbenbart ingen problemer. Ellers havde træner og sportsdirektør vel allerede brugt det åbne transfervindue proaktivt og hentet mere end en aldrende svensk forsvarsspiller, som alligevel ikke er helt kampklar. Samt et umiddelbart angrebssupplement i Marvin Pourie, som Silkeborg vel også havde solgt for en måned siden for 1 mio. euro.

Nu fik Pourie 3 dage til at komme på plads inden præmieren. Det nåede hverken han eller holdet at gøre.

Der var med andre ord intet nyt under sommersolen, da holdet løb på banen i Aalborg. Det hele var ganske forudsigeligt, og sådan fortsatte det.

Vi er mange, der taler om, at FCK har hårdt brug for en dynamisk midtbanespiller med offensive kvaliteter. Er du enig i, at du mangler den spiller? – Det holder jeg internt, svarer FCKs cheftræner, Ariël Jacobs, med et finurligt smil og sender på den måde bamsen videre til Carsten V. Jensen.
(Citat fra artikel på Berlingske den 22. juli efter AaB-kampen)

Sportsdirektør, Carsten V. Jensen, vil hellere hente forstærkninger til venstrekanten, bedyrer han i flere medier. Det kan der også være god ræson i. Det ene udelukker ikke det andet, det understreger i virkeligheden bare de problemer som holdet har – og har haft siden forårets badeferie.

Når det er sagt, vil jeg også mene, at både Olof Mellberg og Marvin Pourie kan vise sig som ganske fornuftige indkøb på den lidt længere bane.

Det slatne forår viste også med al tydelighed, at der i den grad manglede kant og irritationer i spillertruppen. Det hele kan blive for pænt – og for harmonisk.

Det er en balance. Selvfølgelig er det et gode hvis alle spillere er glade, og føler sig hjemme i en klub.

Men det hele kan også blive for selvfedt, hvis man ikke formår at hanke op i mageligheden.

Jeg vælger at se indkøbene i det lys. Vi behøver dem begge som typer. Den erfarne gamle ræv, der ikke gider for meget pis. Og den unge opkomling der giver fanden i det meste og gerne overvurderer sin egen betydning.

Mellberg er den knasende tørre og utilfredse leder, der har manglet. Michael Jacobsen, Ragnar og Kris må så slås om pladserne ved hans side i et forsvar som behøver at blive betydelig skarpere. Ikke snart. Heller ikke meget snart. Men nu!

Lars Jacobsen har været en guldfugl siden hjemkomsten fra England, jeg holder meget af ham som højreback og som anfører. Men han er en flink fyr med fynsk accent og alene har han måske lige manglet den psykiske kant, der kunne skabe den sidste tænding. I en alt for magelig forårssæson, hvor der kun var et opblomstrende Nordsjælland for alvor at bekymre sig om.

Bad boy

Omkring “problembarnet” Marvin Pourie. Han var nok sidste sæsons allerbedste angriber i Superligaen, ud fra hans vilkår i Silkeborg.

Han reddede deres røv mange gange – om end ikke til sidst. Statistisk er han svær at udmanøvrere. 23 mål i 55 kampe.

Jeg hilser ham velkommen og efter lidt rationel vurdering, kan han sagtens udmatche mere eksotiske hollandske transferrygter. Spillere som jeg ikke kendte det fjerneste til for en måned siden.

I mine øjne er Pourie et langt stærkere kort end i hvert fald Santin og Igor, ud fra det han har bevist.

Der varsles flere indkøb og transfervinduet står åbent en lang måned mere. Heldigvis, fristes jeg til at skrige!

Hvad der åbenbart ikke var tydeligt nok i maj måned, bør være skrevet i granit efter kampen i Aalborg. Hos både træneren og sportsdirektøren.

FC København behøver i den grad at få tunet sin spillertrup op et niveau eller tre. En venstrekant og en central midtbane. Jeg tager sgu dem begge.

Færre end 2 nye spillere kan vist ikke gøre det.

Plastiksejr i Farum

corner
Sejrsrigt Fifa-fald

Jeg ved ikke om man kunne kalde det en forløsning mandag aften i Farum. Det var i hvert fald en lettelse og en ubeskrivelig behagelig følelse af at et spøgelse fra sidste sæson blev jaget på porten.

Nu ved jeg udemærket godt, at intet mesterskab er vundet endnu. Men sejren var nok forårets vigtigste skridt – i betragtning af de uger der gik forud. En påske der kun bød på sølle 1 point i 2 kampe og den uafgjorte hjemmekamp mod Odense. Vi skal langt ned i historiebøgerne for at finde ringere københavnske påskeresultater.

Særligt de to jyske udekampe blev præget af – hvad man høfligt kunne kalde – uinspirerede indsatser. Det kunne sagtens give påmindelser om sidste forår, et stort pointforspring der langsomt blev formøblet af et mere og mere rådvildt hold.

Det skete så ikke. I stedet blev det FC Københavns 3. sejr af 3 mulige i denne sæson over de lokale nordsjællandere. Ironisk nok i en langt ringere kamp end den tilsvarende som vi tabte samme sted i Farum for cirka et år siden. Men heldet var vendt rundt – og denne gang kom Farum til at lave de dyreste fejl. Okores skævert af et forsøg på at sparke bolden væk, takker vi kun for. Cornelius kunne klinisk score sejrsmålet til 3-2.

Sejrens vigtighed bliver understreget af stillingen. De indbyrdes opgør mellem de 2 klubber bliver direkte afgørende for mesterskabet. Formodentlig (og forhåbentlig!). Billedet var det samme sidste sæson. Dengang vandt Nordsjælland 2 af de 3 indbyrdes opgør og det blev akkurat nok til at overhale os i den triste maj-afslutning.

Fokus på mandagens kamp fortæller også, at de var den ringeste af de 3 sæsonopgør.

Det peakede klarest – i min hukommelse – i det tidlige efterår. I september med 2-1 sejren. Sjovt nok med næsten de samme målscorere som forleden. Vetokele og Cornelius (mandag tilsat Sigurdsson). Det vi oplevede den lørdag aften i september var en kamp med internationalt snit. En kamp med intensitet, tempo, og flot spil (og på en glimrende bane!)

Mandag aften var der mest intensiteten tilbage. Mængden af fejlafleveringer, glidende spillere, og generelle misforståelser overskyggede det meste andet. Det gjaldt begge hold og der skal nok være den onde tunge der vil give skylden til netop “plastikbanen”.

Kunstigt græs
Kunstigt græs

Kunstgræsunderlaget virkede ikke som det begunstigede nogle af holdene. På forhånd frygtede jeg egentlig ikke, at København ville få store problemer. Alt andet lige passer spillestilen fint nok til et hurtigt underlag – det var assistenttræner Brian Riemer i øvrigt ganske enig i.

Problemer fik København heller ikke – i hvert fald ikke flere end hjemmeholdet, der ellers gerne besynger “plastikbanen” og kunne prale med en statistik der hed “ubesejret” på hjemmebanen siden græsunderlaget blev fjernet. Lige indtil mandag aften.

Allerede i vinters fik Farum-banen dumpekarakter fra de øvrige klubber. Mandag aften overbeviste den vist heller ikke mange. At den hele tiden har været et skalkeskjul for, at Farum ikke har villet smide penge i et varmeanlæg til en rigtig græsbane står vel også tilbage som en del af regnestykket.

Nu fik den nye nordsjællandske rødvinsbaron og klubejer Allan K. Pedersen i hvert fald pralet gevaldigt med at der blev spillet fodbold hele døgnet på banen i TV-programmet “Fodbold uden Filter” i søndags.

Jamen fint nok. Det gør man også på kunstgræsset på Peter Bangs Vej, jeg tror så også at de fleste større klubber ude i verden vil foretrække at have et stadion som kun er til de professionelle førsteholdskampe. Og ikke bliver brugt til hverken junior, dame eller oldboys-bold også. Det er ikke kun et spørgsmål om vedligeholdelse, men nok så meget om pleje af sit primære produkt.

I øvrigt var det i samme TV-program at rødvinstuden fik sendt en sviner til vestegnen. Ganske morsomt og han havde i hvert fald den pointe, at Superligaen principielt er ligeglade med om Brøndby rykker ud eller ej. Indtil der skal forhandles TV-penge næste gang i 2015.

Og skal jeg lige sige det klart: rykker Brøndby ud, så er det ikke værre end da AGF gjorde det. Endda 2 gange. Eller KB i 80’erne. Verden går bare videre. Det gør Superligaen også.

Det nuværende Brøndbyhold er nærmest en halv kopi af det HB Køge-hold som rykkede ud i foråret 2012. Sportsligt er de ikke blevet meget bedre med spillere som hedder Antipas og Makienok, og træneren er stadig Auraen, som han var det engang i HB Køge.

Rent personligt vil jeg heller ikke undlade at skraldgrine. Selvom vældig mange, spillere, trænere, og ledelse fra København, været ude i den politiske korrektheds navn og erklærer det synd, ja ligefrem et tab, hvis Brøndby rykker ud. For os fans har skadefryden altid været en del af gamet.

Bliver vi ved det sportslige, kan man efterhånden sige at Farum har overtaget udfordrerrollen. I første halvdel af 00’erne var de direkte kampe mod vestegnen mesterskabsafgørende opgør.

Masser af plads på vestegnen (lånt fra Politiken.dk)
Masser af plads på vestegnen (lånt fra Politiken.dk)

Livet går med andre ord videre og Parkens Sportmaster-tribune undgår at blive brændt ned igen foreløbig, hvis de rykker ud.

Tilbage til København. Det spillemæssige forår. Nej det kører ikke rigtigt. Målene rasler ind på samlebånd og ind imellem har det virket som holdets bedste motivationsfaktor er at komme bagud i kampene.

Vi har spillet 7 kampe i foråret og har lukket mål ind i dem alle. I 6 af kampene har vi været bagud. En enkelt gang uden at komme tilbage. 0-1 i Silkeborg.

Man kunne tro at forklaringen befandt sig i stor udskiftning i bagkæden. Ingenlunde. Vi har spillet med stort set samme matchup i alle 7 kampe. Fra Wiland (en enkelt undtagelse indtil mandagens uheld) til Stadsgaard/Sigurdsson i midterforsvaret til Lars J. og Bengtsson på backerne.

De burde med andre ord være sammenspillet og efterhånden have den nødvendige interne forståelse. Problemet kommer formodentlig også fra positioner længere fremme i banen. Maskinrummet på midten. Vi har været der før – det fungerer bare ikke optimalt.

Man kunne sagtens stirre misundeligt mod Nicolai Stokholm og Farum. På mange måder er han indbegrebet af den type vi mangler.

Indpiskeren, styrmanden, der både arbejder defensivt og offensivt. Manden er lige blevet 37 år og har nærmest aldrig været bedre. Og så er han befriende bramfri i sine kommentarer. Ikke noget pis.

Træner Jacobs udtaler sig også gerne positivt om ham, og havde ham som topkandidat ved Tipsbladets kåring af efterårets profil i vinters. En afstemning som en anden Nicolai i øvrigt vandt.

Men Stokholm skal selvfølgelig ikke til FC København. Alene fordi det vil være en meget kortsigtet investering, mandens alder taget i betragtning. Vi skal ud og finde en yngre klon af ham.

Og vi har desværre ikke tid til at fremavle ham selv – det skal gå hurtigt. Vi har kun til medio juli.

Mange ord. Tid til musik. Roskilde Festivalen præsenterer i aften torsdag sin endelige line-up. Et af de navne der allerede er sat på plakaten er denne 19 årige gut fra Nottingham.

Jake Bugg – Bob Dylan på britpop. Jeg glæder mig.