En udskudt fodboldkamp – dagbog fra Buenos Aires

CA Huracan, eller El Globo. Klubbens stadion ligger lidt sydvest for centrum af Buenos Aires.

Estadio Tomas Adolfo Ducó. Der er en ringeklokke ved hovedindgangen til stadion. Men ingen reagerede, da vi trykkede. 

Der skulle have været en kamp om aftenen, den 29. november. Huracan mod Argentinos Juniors. Den var blevet annonceret på diverse websites, også hos den tv-kanal, der ville vise kampen. Men et par dage inden blev kampen meldt flyttet. Sandsynligvis på grund af det forestående G20-topmøde i Buenos Aires. Al offentlig transport blev lukket ned i de centrale dele af byen om aftenen inden selve topmødet.

Men vi var blevet lovet en stadion-tour istedet. Eller rettere jeg var blevet lovet det via min argentinske forbindelse, Laura, der på forhånd havde talt med klubben i flere omgange. Vi havde mødt hinanden på caminoen i Spanien for 3½ år siden, og en fælles smag i musik og film havde hjulpet med at holde kontakten åben siden. On/off – og bestemt nok on til at det stadig gav mening at ses. Og Buenos Aires var det perfekte stop, inden min planlagte cykelferie længere syd på. I Patagonien på begge sider af den chilensk/argentinske grænse.

En fodboldkamp havde stået specifikt på “ønskelisten”, ting-som-du-må-gøre-inden-du-dør, og jeg havde endda rykket rundt med et par af de ialt 5 dage i byen, jeg havde planlagt for at få det til at passe. Med sommerpausen i den argentinske turnering.

Ganske forgæves. Som jeg havde erfaret ugen før. Kampen var blevet flyttet, meddelte Laura fra Buenos Aires, til midt i december, og oveni kom jeg til at dele den argentinske hovedstad med alverdens topledere i G20 med alt hvad det medførte af politi og demonstrationer og en halvt nedlukket indre bykerne. Dårlige nyheder hele vejen rundt.

Estadio Tomas Adolfo Ducó. Et nyt telefonopkald.  Vi skulle komme ned til Huracans klublokaler og få en akkreditering. Klubhuset er lokaliseret et par gadeblokke fra selve stadion. En pæn spadsertur på 15-20 minutter igennem et industriområde, hvor hver anden facade og de få lokale barer proklamerede med hidsig graffiti, primært rød og hvidt, at vi var i Huracans territorium.

Avenida Caseros. Skråt overfor den park, som har givet navn til hele kvarteret, Parque de los Patricios, fandt vi bygningen med gymnastik- og træningslokaler. Huracan er ikke bare en fodboldklub. Som de andre Buenos Aires-klubber har de et væld af sportsgrene på menuen. Fra boksning til hockey (på rulleskøjter). 

Det officielle dokument. Registreringen tog længere tid end interessen hos folkene på stadion.

Selve kontoret lå øverst i ejendommen og vi fik et møjsommeligt udprintet papir – den officielle tilladelse til at komme ind på stadion. Det er i øvrigt samme sted, man køber billetter til kampene. På selve dagen – salg direkte på nettet til argentinske kampe eksisterer ikke. Kun via arrangerede turistpakker.

Parque Patriocios ligger sydvest for centrum. Modsat de fleste andre klubber i Buenos Aires, bortset fra Boca Juniors, er Huracan og deres stadion ganske centralt beliggende. Det er nemt at nå med både bus og metro. Man kan sågar gå, der er kun et par kilometer fra det populære og mere navnkundige San Telmo, hvor jeg boede.

Derfor var det også en oplagt udflugt på forhånd. En god mulighed for fodboldturisten. Angiveligt ligger billetpriserne på 2-300 argentinske pesos, svarende til 40-50 danske kroner. Varierende efter modstanderen.

Huracan har et gennemsnit på 15-16.000 tilskuere til deres kampe. Dette på et stadion med plads til 50.000. Med andre ord havde det været nemt at få billet, også på dagen, og alt omkring klubben emmer relativt fredsommeligt. Bortset fra når de møder ærkerivalerne, San Lorenzo.

Tilbage igen til stadion. En taxi for nemheds skyld. Med papiret i hånden var der ingen problemer, nu var der folk ved indgangen. Adgangen gjaldt også selve banen.

En væsentlig årsag til at jeg på forhånd havde kastet min interesse på Huracan, er den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson.

Han bosatte sig i Buenos Aires, mens han skrev sin bibel om argentinsk fodbold, Angels with Dirty Faces, og var en rimelig fast gæst på Tomas Adolfo Duco.

En el cancha! Med det rigtige papir var der også adgang til selve grønsværen.

Det var et par lækre fodspor, at forfølge. Fodboldturisten der søger sin kilde og sit skrivende idol. Sådan cirka. Samtidig kunne jeg gøre noget af Wilsons historie til min egen.

In the red paint on a peeling white background along the top of the platea are written the names of Huracán legends: Carlos Babington, Rene Housemann, Alfio Basile, Miguel Angel Brindisi… a reminder that this isn’t just the shabbily beautiful ground of another failing Buenos Aires football team but that it was here, in 1973, that Cesar Luis Menotti made manifest the counter-revolution against the anti-futbol that had dominated the thinking since the 1958 World Cup. 
(Fra Angels with Dirty Faces)

Huracan tilhører ikke the big five blandt Buenos Aires-klubberne. I journalistiske termer. De 5 er Boca Juniors, River Plate, Independiente, Racing Club og San Lorenzo.

Men klubhistorien er lang og de kan skrive 5 mesterskaber i annalerne. De 4 første stammer dog helt tilbage fra 1920erne. Og så altså året 1973.

Huracan overraskede og charmerede med sin offensive og tekniske spillestil og vandt mesterskabet foran de store klubber. En ny og romantisk tilgang til spillet, der begejstrede vidt og bredt. Som det beskrives i bogen. Sikkert tilsat god argentinsk barbecue – og en upcoming træner.

Den omtalte Menotti manifestation skulle senere komme til at bære kimen til den argentinske VM-triumf på hjemmebane i 1978,

Jublende aviser fra 1978. Argentina har vundet VM på hjemmebane. Der er et mindehjørne i museet under El Monumental – River Plates hjemmebane og nationalstadion, hvor finalen blev spillet.

VM 1978. En af de ting, man altid husker, hvis man er gammel nok, er den langhåret mand, halvt professor, halvt boheme, på den argentinske trænerbænk, der konsekvent kæderøg under alle kampene.

Cesar Luis Menotti. Han var kendt som stærkt venstre-orienteret politisk og i skærende opposition til det militærstyre, som dengang forsøgte at høste national rejsning på VM-turneringen.

Han var også en begejstret fodboldromantiker og han havde sine ideer om at finde tilbage til det, som han opfattede som den oprindelige latinamerikanske spillestil. Offensivt, teknisk, og individualistisk. Mindre defensivt, mindre destruktivt, og mindre europæisk fysik og taktik, og meget mindre af deres egen anti-futbol som var blevet en slags doktrin op gennem 1960’erne. Til gengæld mere af det som argentinerne med afgrundsdyb misundelse havde set Brasilien praktisere i årene før.

Jeg henviser igen til Jonathan Wilson. Læs hans bog. Los Carasucias! De beskidte englehoveder. Den er et mesterværk og et kæmpe spadestik ned i forståelsen af hvorfor fodbold betyder så meget i Argentina. På godt og ganske meget ondt. Du kan altid låne den på biblioteket, husk det!

Menotti og Huracan blev afgjort the good guys i historiebogen. Selvom VM 1978 altid har haft et dunkelt skær over sig. Både som propaganda-stunt for militærdiktaturet, nogle økonomiske transaktioner mellem generalerne i Argentina og Peru, besøg i omklædningsrum før en afgørende puljekamp, og chikanen mod hollænderne op til selve finalen.

Menottis landshold formåede ikke helt at charmere resten af verden på samme måde som brasilianerne, fortidens dirty game spøgte, og man kan formodentlig stadig diskutere om det var fortjent at de vandt finalen. Jeg husker dem som ganske heldige, med belejligt dommertække turneringen igennem, og ser stadig billedet af Rob Rensenbrinks vip på stolpen i slutsekunderne af den ordinære spilletid i selve finalen. 

I 1978-truppen havde Huracan 3 spillere med. Osvaldo Ardiles, Rene Housemann, og målmanden Hector Baley. De 2 førstnævnte er blevet en slags klublegender. Housemann som en slags lokal institution med 8 sæsoner i klubben. Han døde i foråret af kræft. Mens Ardiles kom til at trække sine tydelige spor til England og Tottenham. Efter VM-sejren.

Som senere i Tottenham, forsøgte han sig også som træner for Huracan. Uden succes. Men han er stadig ikoniske Ossie for os gamle Spurs-fans.

Der sidder en bokser på tribunen. Oscar Bonavena aka Ringo. Han var argentinsk sværvægter, havde Beatles-hår, deraf navnet, og sloges mod samtidige som Joe Frazier og Muhammed Ali. Han blev dræbt i en skudveksling i USA i 1976. Han voksede op i Huracans bokseafdeling, derfor har han fået en ærespladsen på den dyre langside.

Estadio Tomas Adolfo Duco minder både udefra og indefra om et art deco-monument fra 1930erne. Det er pompøst, grandiost, og samtidig i langsomt forfald. Men det er det meste af Buenos Aires.

Der var engang, står malet i facaderne af gammel koloni-stil med afskallede maling og murvæg. Byen var engang en af verdens rigeste, sydens Paris, engang for 100 år siden eller lidt mere. Forfaldets skønhed, en påmindelse om de svundne tider og brede boulevarder af uindfriede drømme. Det er svært ikke at blive lidt vemodig og forelsket, når man spadserer rundt i byen.

Gå ind på ”La Poesia” – caféen ligger på hjørnet af Chile og Bolivar i San Telmo. Lørdag eftermiddag sidder der en ældre dame ovre i hjørnet og spiller klaver. En dramatisk tango. Både klaver og kvinde har formodentlig været fast inventar siden 1920’erne. Make-up’en i hendes ansigt er helt krakeleret, eftermiddagssolen gør rynkerne til jordskælvssprækker. Men hun spiller højt og intens, og du er ikke i tvivl. Hun var smuk engang. Så sæt dig ned. Bestil en cortado hos de unge servitricer, der vimser om benene på dig. 

Sæder i cement. Det var egentlig et okay besøg. Helt uden fodbold på programmet.

Stadion er bygget i 1947. Det er rustikt og funktionelt, og gennemtænkt, så selv ikke-fodboldinteresserede pludselig kan finde begejstring for de gamle tribuner. Laura kendte intet til Huracan og deres hjemmebane før en skør dansker fik hende sat på opgaven.

Det markante tårn på den dyre langside, som er vartegn for stadion og troner over kvarteret omkring, er der egentlig ingen forklaring på. Jeg har i hvert fald ikke fundet den. Andet end det er en mindre pendant til det tilsvarende tårn på nationalstadion i Montevideo.

Den udsatte kamp mellem Huracan og Argentinos Juniors sluttede i øvrigt 0-0. Det uafgjorte resultat betød, at Huracan kan holde sommerferie på fjerdepladsen i den argentinske superliga.

Kampen blev spillet den 13. december, et par dage efter en anden udsat kamp. Anden omgang af den store Copa Libertadores-føljeton mellem River Plate og Boca Juniors, der var blevet flyttet til et sted i Spanien. 

Jeg så det sidste af finalen med et halvt øje. Fra et sted i Chile. Det kunne så blive en anden historie. Jeg besøgte både La Bombonera og El Monumental, da jeg returnerede til Buenos Aires ugen efter. En arrangeret turist-rundtur. Men jeg holder mig til Huracan nu.

Soy Quemero!

Los Carasucias – Angels with Dirty Faces

Messi was born on 24 june 1987 at the Garibaldi hospital in Rosario. Later that day, fifteen bombs went off across Argentina, including one in Rosario and one in Villa Constitución, the small town about thirty miles outside the city where Messi’s father worked. The precise reasons for the bombing remain unclear, but it seems they were a protest at Alfonsin’s Law of Due Obedience, which had come into effect the previous day.

angels_wilson
En bog du skal læse.

Citat: Jonathan Wilson. Ordene er hentet fra bogen “Angels with Dirty Faces” som udkom i sommers. Bogen om argentinsk fodbold, om historien, om stjernerne, om et af verdens mest fodboldgale lande, og om de aldrig forløste drømme, om realistiske og urealistiske forestillinger om storhed og mørke skygger der altid trækker ind fra horisonten.

Citatet er begyndelsen på kapitlet om Lionel Messi. Nutidens ubestridt største argentinske fodboldspiller. Det indrammer på sin egen måde en historie. Af kaos fødes endnu en gudsbenådet fodboldspiller et sted i et land, der politisk og økonomisk bare er kørt i grøften. Eller på trods af kaos. Måske illustrerer citatet, at Messi og Argentina stadig er et uforløst forhold, og hvorfor han som 16-årig rejste til Barcelona og i den grad fik forløst sit talent der. I Europa fremfor i sit hjemland.

Det var i Brasilien, at det burde have været. Ham og Argentina. VM 2014 skulle have været hans mesterskab. Alt var programmeret på forhånd  – faktisk allerede da han rejste til Barcelona. 2014 skulle være hans år.

Det blev det ikke.

What he offered instead were a series of decisive cameos, as though again and again he realised nobody else was going to turn the game…  just as he had done in youth-team games years earlier.

Messi bliver aldrig en rigtig pibe, i den argentinske betydning. Pibe betyder reelt set en dreng, men blev født i den argentinske fodboldforståelse allerede i 1920’erne som en slags mytisk figur, en gadedreng fra fattige kår “… who will make his way through life with a combination of charm and cunning“.

Lionel Messi er en pæn dreng og han synes altid at være midt i sin egen kamp, når han spiller for sit landshold. I sommeren 2016 tog han konsekvensen. Efter endnu en tabt finale. Copa America. Nederlag til Chile efter straffesparksafgørelse. Messi var den første, der brændte fra pletten i 2-4 nederlaget. Efterfølgende meldte han fra, det var slut med albicelestes, landsholdet – han fortrød dog hurtigt igen, efter Diego Maradona blandt flere bønfaldt ham om ændre sin beslutning. Men det understregede det bare – han ikke er en rigtig pibe.

Don't cry for me, Argentina
Don’t cry for me, Argentina

Den store legemliggørelse af el pibe i nyere tid er selvfølgelig Diego Maradona. Drengen fra slummen, der voksede op under usle forhold, men med et gudsbenådet talent. Han lærte sig spillet på asfalt og grus, og gjorde det til selve livet. På godt og ondt. En senere arketype i mange argentineres bevidsthed blev Carlos Tevez, i hvert fald til hans formkurve begyndte at dale og han selv meldte fra til landsholdet.

Tevez der aldrig helt kunne fungere med Messi. Lad Messi spille de nemme kampe, og Tevez de svære, sagde man på gaden. Han har garra, den rette ånd. Det har Messi ikke.

Men Messi var eksponenten for en enorm opblomstring af argentinsk ungdomsfodbold fra årtusindskiftet og frem med serier af vundne U-VM og OL-guld.

Men han mangler at vinde en rigtig finale. Han mangler et VM86, som Mexico blev det for Maradona. Med belejlig hjælp fra guds hånd og en guddommelig dribletur mellem engelske statister. Den store finale har han ikke givet Argentina – heller ikke på Maracana mod Tyskland for 2 år siden.

Jonathan Wilson er engelsk sportsjournalist og en fremragende fodboldskribent. Den ypperste af alle, med tidligere bogudgivelser som “Inverting the Pyramid”(2008) og “The Outsider”(2012). Denne bog er et mastodontisk mesterværk på mere end 550 sider. Minutiøst og detaljeret, og gennemresearchet i mange år. Wilson har i perioder boet i Buenos Aires, for at få landet og fodbolden ind under huden.

Fodbold i Argentina er en besættelse, den er en national identitet og lynafleder og i virkeligheden også det modsatte, og for at understrege betydningen skitserer Wilson bogen igennem parallelfortællingen om landet Argentina, dets kaotiske udvikling, økonomisk og politisk. Det fungerer og gør den ikke mindre interessant.

Jeg har sjældent følt så beriget på et lands kultur, som efter læsningen af denne bog. Når man tager sig selv i en vild lyst til at rejse derned, og tjekker flypriser til Buenos Aires, kan man vel godt tale om en slags “Mission Accomplished”. Men det bliver en anden historie.

Messi og Maradona er kapitler i vores egen nutid, og de bliver naturligvis nemmere at relatere til end 1920’erne og fødslen af en særlig argentinsk fodboldstil, La Nuestra (betyder “vores egne”), som blev en slags fundament og identitet til forståelsen af eftertidens fodbold.

La Nuestra blev produktet af generel latinamerikansk fodboldopfattelse, hvor spillet blev opfattet som kunstnerisk og individualistisk. Spilleren legede med bolden som sit musikinstrument. Det var i høj grad ment som en modpol til den britisk/europæiske fodboldopfattelse om fysik og fællesskab og gentlemanship. Og en mere overordnet taktisk og maskinel tilgang til spillet. Myten om El Pibe opstår i disse tankestrømme.

Meget sigende er de tidlige argentinske stjernespillere oftest, udover tekniske færdigheder med bolden, kendt for et lystigt privatliv. De var bohemer, der turnerede flittigt i nattelivet og alkoholisme var ikke en ualmindelig dødsårsag.

Som alle andre steder i verden ankom fodboldspillet til Buenos Aires med nogle britiske sømænd og indvandrergrupper i den senere del af 1800-talet. Briterne kom med logistik og skabte foreninger og turneringer, og prædikerede samtidig sin protestantiske etik og arbejdsmoral. Efterdønningerne fra briterne fornemmes stadig i mange klubnavne, River Plate, Boca Juniors, Racing Club etc.

De andre indvandrergrupper, særligt italienerne i havnekvartererne, tog det hurtigt spillet til sig, og populariteten gjorde at det hurtigt fik en vigtig rolle i dannelsen af en ung nations selvforståelse, oftest tangerende selvopblæsthed.

La Nuestra var den argentinske måde, og det var den rigtige, og det blev kun frustrerende at se lillebror og arvefjenderne fra Uruguay vinde det første verdensmesterskab i fodbold i 1930. Uruguay vandt finalen 4-2 over Argentina, og rippede op i OL-finalen fra 2 år tidligere. Ovenikøbet vandt Uruguay ved demonstrere en overlegen “La Nuestra”. Endnu et sår i selvforståelsen for en nation der havde været ganske sejrssikre på forhånd. De havde næsten bogstaveligt været på hjemmebane. Der er kun lidt over 230 km fra Buenos Aires til Montevideo.

Angel with a dirty face
Angel with a dirty face

Hos Wilson varer La Nuestra-epoken frem til 1950’erne. Det er også i den tid, hvor los angeles con caras sucias opstår. Med inspiration fra en gammel James Cagney/Humphrey Bogart-film, bliver det kælenavn for Copa America-vinderne fra 1957 med River Plate-forwarden Omar Sivori i spidsen.

… a recognition both of the impudence of their style and the carefree way in which they play

Året efter ved VM 1958 i Sverige led argentinere en forsmædelig deroute. Den flamboyante stil ramlede helt sammen. 1-6 til Tjekkoslovakiet. Det blev enden på La Nuestra. Ved samme VM indtog Brasilien og en vis Pelé for alvor verdenstronen med deres fortolkning af det latinamerikanske kodeks.

Lidt sigende om den argentinske selvforståelse. De deltog ikke i VM-turneringer efter 1934 og frem til 1958. Af forskellige politiske grunde. Som regel grundet utilfreds med FIFA eller arrangørlandet (Brasilien 1950).

Hos Wilson ligger parallellen til Peron-tiden lige for. Fra 1940’erne og frem førte Argentina en mere og mere isolationistisk politik under præsident Juan Peron (det er ham med Evita). Man holdt sig helt ude af 2. verdenskrig (og husede efterfølgende gerne tyske krigsforbrydere). Økonomisk lukkede man ned for udenlandske investeringer og forsøgte at skabe et slags nationalromantisk billede af argentineren som gauchoen, der er sig selv nok. Peron fik enorm folkelig støtte i begyndelsen. Også blandt fagforeninger og arbejdere. Men økonomien faldt systematisk sammen, og efterhånden spredte utilfredsheden sig. Militæret blev svaret, både overfor utilfredse borgere, og for nationen som helhed, da Peron i 1955 blev sendt i landflygtighed efter et kup.

Ydmygelsen i Sverige trak en skygge over de argentinske fodboldbaner. Det blev tid til gentænkning og reelt gik man i en slags pindsvinetilstand. Begrebet Anti-futbol blev skabt. Defensivt, kynisk, brutalt, hårdt arbejde, og sejr for enhver pris. Der skulle ganas til. Vilje mere end noget andet. Catenacchioens grand old man, Helenio Herrera, der fuldbyrdede sine triumfer med Inter i 1960’erne, var – ganske symbolsk – også argentiner.

Alt imens Brasilien besnærer en hel verden ved VM 1970 og vinder sit tredje mesterskab, bliver argentinsk fodbold begravet i en beregnende defensiv stil. Det fører reelt ikke til andet end endnu en VM-ydmygelse. Denne gang mod Holland i 1974. 0-4. Cruyff og totalfodbolden fejrer dem af banen i en kamp, som blandt andre fik en nutidig, og ganske navnkundig, træner – Marcelo Bielsa – til at spærre øjnene op.

Det gjorde andre også i Buenos Aires. Man skulle huse VM 4 år senere, og alt andet end et mesterskab på hjemmebane var uacceptabelt. Ikke bare for den argentinske selvforståelse, men i den grad også for den militærjunta som snart styrede landet.

Flashback VM 78 - Menotti med sin smøg
Flashback VM 78 – Menotti med sin smøg

Her bliver historien lakonisk. Eller bare typisk argentinsk. Man begyndte et langsigtet projekt med at opbygge et nyt landshold. Under ledelse af en kæderygende boheme og erklæret socialist, der afskyede militærregimet.

Cesar Luis Menotti. Han havde gjort en af de mindre Buenos Aires-klubber, Huracán, til nationale mestre i 1973 med en offensiv og livlig teknisk stil. Langt fra Anti-futbol.  Han var forelsket i landets egen historie, fortidens La Nuestra og ville genføde landsholdet i den ånd, og begyndte reelt fra bunden. Med en flok unge spillere, der alle var baseret i Argentina. Allerede dengang var landet storeksportør af spillere til ikke mindst til Italien og Spanien.

Ennio Morricones VM-sang i morgenradioen (stadig uovertruffen), nætter med Tommy Troelsen og Svend Gehrs på monopol-DR. Vi er inde i vores egen tid nu. Gamle barndomsminder vælder frem.

Osvaldo Ardiles, Daniel Passarella, Mario Kempes, Alberto Tarantini… med flere. Argentina vandt sit første verdensmesterskab. 3-1 efter forlænget spilletid. Over Holland. Efter en finale hvor hjemmeholdet havde virket som de mest nervøse, selvom arrangørerne ellers havde gjort hvad man kunne for chikanere hollænderne. Før kampen blev deres spillerbus sendt på omvej igennem hidsige menneskemængder i Buenos Aires, inden ankomsten til El Monumental – finalestadion. Og selve kampstart blev forsinket 10 minutter, fordi argentinerne pludselig protesterede til dommeren over en bandage som Rene van der Kerkhof bar om sin hånd. Hollænderen måtte smide sin forbinding, som ellers var godkendt tidligere. Han havde spillet med den i alle øvrige kampe frem til finalen.

Og Holland var bedst og skulle have vundet. Rob Rensenbrink og hans vip på stolpen i slutminutterne af den ordinære kamp kan stadig få mig til at knytte næverne i ærgrelse. Det var Holland uden Cruyff, men det var stadig Holland. Jeg tilstår, dengang havde jeg sgu ikke meget blik for Menottis albicelestes.

Cesar Menottis projekt lykkedes langt henad vejen og han kaldte stolt sin kompromisløse offensiv for “leftwing-football”. Men i sejrsnatten på El Monumental stod han alligevel tilbage som en nyttig idiot. Som Wilson skriver:

Whether the regime would have fallen sooner had Argentina not won the World Cup is difficult to say, but what is true is that the tournament was planned to provide a surge of nationalistic feeling on which the junta could capitalise and that it did so, ruthlessly cynically and successfully.

Et særligt dunkelt kapitel blev mellemrunde-kampen mod Peru. I Rosario skulle Argentina vinde med mindst 4 mål for at komme i finalen på bekostning af Brasilien. De vandt 6-0.

Der florerer adskillige historien om at kampen blev købt. En handelsaftale mellem juntaerne i de 2 lande, inklusiv en udveksling af politiske fanger, indefrosne peruvianske millioner der pludselig blev frigivet af den argentinske centralbank, et mystisk besøg i peruvianernes omklædningsrum inden kampen. General Videla og den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger stod pludselig og ønskede peruvianerne held og lykke. Eller en peruviansk målmand, Quiroga, der var født i Argentina.

Der findes dog intet endegyldigt bevis på, at kampen var fikset. Kun en række (nogle vil sige, stærke) indicier. Som det påpeges hos Wilson havde Peru et skud på stolpen, inden Argentina overhovedet scorede første mål, og reelt set mistede peruvianerne måske bare ævred efter de første par scoringer til hjemmeholdet. Det er sket før i fodboldhistorien.

Menottis tid endte i skuffelse med VM 1982 for de forsvarende mestre. Ude efter nederlag til Italien og Brasilien – og en 21-årig Diego Maradona blev udvist for en syg stempling. Historien tog igen en tango med sig selv og Anti-futbol blev nærværende i skikkelse af den nye træner Carlos Bilardo.

Som aktiv spillede han for Estudientes de La Plata, en af de klubber der høstede størst succes med stilen sidst i 1960erne. Særligt internationalt med 3 Copa Libertadores-sejre i træk. Dengang en historisk triumf for en argentinsk klub. Bilardo bragte sine erfaringer som spiller med sig over i trænerkarrieren. Først for Estudienties og siden til landsholdet. Han havde dog en altoverskyggende offensiv fiksstjerne, der fik gjort et fortjent verdensmesterhold ud af 10 ordinære spillere. Diego Armando Maradona.

Således nåede vi guds hånd igen. Den vilde kvartfinale i 1986 mellem England og Argentina. Der både gav VM-historien et af dens grimmeste mål og et af de smukkeste, og et nyt afsnit i et af de klassiske hadeopgør. England-Argentina. The Guardian har uddybet den vinkel.

Bittersweet memories of England and Argentina where football and conflict collide

Fantastiske øjeblikke på fodboldbanen. Og mange triste øjeblikke udenfor. El Pibe. Drengen blev taget ud af slummen, men slummen forblev intakt i drengen. Misbrug, alkohol, kokain, doping og forbindelser i den napolitanske mafia, selvmordsforsøg, og et forsøg som landstræner. Men de piller ham næppe ned fra piedestalen i Buenos Aires. VM 1986 forbliver hans.

Enten-eller. 4 år efter Mexico var Argentina rendyrket anti-futbol. Do cry for me, Argentina! De nåede finalen i Italien, med held, svinestreger, og en fantastisk målmand. Maradona tudbrølede, mens resten af verden jublede med det genforenede Tyskland, da Andreas Brehme sendte sit straffespark i mål. Tyskland vandt sin tredje VM-titel. Ikke Argentina.

poch
Poch (Mauricio Pochettino). Populær manager i Tottenham Hotspur og en af Bielsas tro lærlinge. Han spillede selv under Bielsa på det argentinske landshold ved VM 2002.

Frem mod årtusindskiftet søgte argentinerne igen mod sine offensive rødder. Nye generationer, ny stil, trænere som Marcelo Bielsa og Jose Pekerman er blevet anset som en slags arkitekter bag nutidens argentinske fodbold. En tredje vej efter hardhitteren og taktikeren Bilardo og romantikeren Menotti.

Særligt Bielsa er blevet en slags kultfigur – også i europæisk fodbold. Fascineret af totalfodbolden fra 1970’erne formulerede han en egen spilfilosofi, hvor grundprincipperne er grundighed og gentagelse med det ene formål at erobre bolden og angribe hele tiden. En slags kompromisløs offensiv baseret på stram disciplin.

Stilen var ikke lige spiselig for alle argentinere. Den blev for europæisk med sin fokus på disciplin. Efter 2 VM-slutrunder uden succes trak Bielsa som landstræner i 2004, kort efter at have vundet den olympiske fodboldturnering – med en ung Carlos Tevez på holdet.

Det blev først i 2014, at albicelestes nåede VM-finalen igen. Ironisk nok var finalen deres bedste kamp i Brasilien, men de tabte til hele turneringens bedste hold. Ja, Tyskland.

If football plays anything like the role now it did a century ago in the formation of national identity, if it has anything like as much to say about the state of the nation this is a troubling vison. While the young, the old and the mediocre play out their baffling league in front of bafflingly large crowds in dilapidated arenas, the cream of Argentina play its football in other leagues in other countries.

Messi, Agüero, Higuain, Di Maria, Zabaleta, Mascherano… en perlerække. De bliver dog bare stjernefnug på toppen og de bedste vil altid søge mod de største klubber og ligaer. Det har hidtil været i Europa. Men i dag er der mere end 1600 argentinske spillere uden for hjemlandet. De næstbedste og de tredjebedste og… ja, stort set alle med et rimeligt talent rejser også væk.

På hjemmefronten bløder den nationale Primera Division, som en parodi af en turnering. 30 klubber spiller mod hinanden en gang i sæsonen og så i øvrigt med et par ekstra opgør mod en lokalrival. Spillerflugten gavner ikke en national turnering, der samtidig har været ved at drukne i tilskuervold.

Stort set siden fodbolden overhovedet blev organiseret omkring turneringer har der været beretninger om baneinvasioner og tilskuerballade. Men det eskalerede for alvor i begyndelsen af 1990’erne, hvor gangsterlignende fangrupperinger omkring klubberne, Barra Bravas, blev magtfaktorer og politiske instrumenter. Med klubbernes billigelse. De fungerer som interne tæskehold, kan skræmme trænere væk på klubbestyrelsers vegne, inddrive beskyttelsespenge, og i det hele taget kontrollere al salg ved stadion omkring kampene.

Football is another Argentinian dream that has slipped away. For Argentinians to see the best their country can produce, they must look either to the past or abroad. Argentinian football has become something that is played elsewhere.

Det er Wilsons udgangsreplik. Vi lader den stå et øjeblik… jeg vil bare tilføje, at dette er en fantastisk bog. En bog som du absolut bør læse, og en bog du selvfølgelig kan låne på dit bibliotek.