Klopptimism – it was all on a platter

whl1
Spurs-Liverpool. Kick-off

One Hotspur international membership – et plastikkort. Når du køber billet til Premier League-kampe, uploades den direkte på kortet.

Det er også moderne fodbold og ganske praktisk, især når man husker plastikkortet. Og ikke sletter den bekræftende mail, som også ankommer. Der står detaljerne om indgang, række og sæde nemlig.

Tre kvarter før kick-off, 12.00 lokal tid, kunne jeg indtage pladsen på første række i Øvre H-blok på White Hart Lane i det nordlige London.

Kampen var blevet lidt en gave. Der var selvfølgelig tale om en storkamp mellem to klassiske engelske hold. Men det var ikke bare tid til at se Tottenham Hotspur, et håbløst London-foretagende som jeg engang i barnligt blåsyn forelskede mig i, det var også tid til at se nærmere på Liverpools særlige nyfundne “Klopptimism”. Et slags hysterisk selvsving som havde ramt alle med forkærlighed for den nordengelske klub.

Den tyske rock’nroll-træner Jürgen Klopp var ankommet, efter sin stille deroute i Dortmund, og havde afløst fyrede Brendan Rodgers. Jeg kender en del Liverpool-fans og de har rendt rundt med bristede hjerter og en ustoppelig serie af tweets om denne nye frelser. Wirtschaftswunder i en nordvest-engelsk havneby.

En klub der de senere år oftest har haft samme skæbne som Spurs. Noget med lige ved og næsten… og så alligevel langt væk. Fra de russiske og arabiske oliemilliarder, der på skift køber de engelske mesterskaber.

En møeklagt spillerbus ankommer uden for White Hart Lane
En mørklagt spillerbus ankommer uden for White Hart Lane

I forrige lørdags tidlige Premier League-opgør blev det mest Spurs, der var lige ved og næsten. Efter en shaky begyndelse, med opspilsfejl i Zanka-klassen, fra især højresiden, fik hjemmeholdet bedre og bedre styr på spillet.

Banens bedste, Mousa Dembélé, kontrollerede midtbanen med en overlegen energi og boldbehandling. Han gled rundt om Liverpool-spillerne som en hidsig cobraslange det ene øjeblik og leverede syngende tacklinger i rummet foran midterforsvaret i det næste.

Men Harry Kane kan ikke score mere (dette skrevet før Bournemouth-kampen!), og den nyindkøbte franske yngling, Clinton N’Jie, blev behændigt pareret ud af Liverpool-keeperen.

Skuffelsen blev mumlende og langtrukken på traveturen ned mod Seven Sisters efter kampen. Ikke rasende ærgerlig, blot et lavmælt “oh shit”.

Uden at jeg vil gå til i overdreven optimisme, er det svært ikke at se at Spurs faktisk har et spændende hold. Det yngste i Premier League. Og de kan sagtens spille fodbold. Hurtigt og lækkert og with a flourish, som Tottenham gerne ønsker for sin egen selvforståelses skyld – og de værste defensive udfald er efterhånden ved at være minimeret omkring den belgiske akse med Jan Vertonghen og Toby Alderweireld. Sidstnævnte er nok det bedste forsvarsindkøb som Spurs har gjort i en menneskealder – han er mindst lige så god, som efternavnet er svært at udtale.

Modsat på banen er det sjovt at se Christian Eriksen nærmest være bærende i offensiven. Spilleren som han sender hjem til landskampe må være en usædvanlig dårlig kopi. På Tottenhams hold glider han rundt i en fri rolle bag Kane og foran midtbanen. Liverpool-kampen var langt fra hans bedste, men han trives på holdet og var en klasse bedre end hvad jeg har set i den sidste dobbelte håndfuld af landskampe.

Slutresultat 0-0. Reelt en forbedring fra både 0-3 og 0-5, som er resultater fra Liverpools to sidste besøg i Nordlondon. Dette skrevet med erfaren Tottenham-realisme.

Men ja, for den neutrale og den naive og ham der bare ønsker sig mål, blev det reelt en halvsløj omgang til Match of the Day senere på aftenen på BBC. Fodboldshowet der nu styres af den gamle Leicester- og Spurs-angriber, Gary Lineker, og det er altid en fornøjelse at se ham.

The Libertines blev så af en eller anden grund brugt som underlægningsmusik til reklamer for kommende kampe i samme show. ‘Heart of the Matter’ fra det nye album.

Lets get straight to the heart of the matter
So glum, it’s all on a platter

Det er ikke svært at forstå at Bayern München-fans boykottede de første 5 minutter af tirsdagens Champions League-kamp ude mod Arsenal i protest. De engelske billetpriser er skyhøje og en hån mod tyskere og andre, der gerne vil følge deres favoritter på den engelske side af Nordsøen.

Min billet til White Hart Lane kostede £59, det er mere end det dobbelte af hvad en tilsvarende Bundesliga-kamp ville koste. I mit tilfælde var det endda members price. Skulle jeg have købt det via en eller anden billethandler på nettet, havde den snildt kostet 2-300 kroner yderligere.

Englænderne selv forsøger gerne at sælge Premier League som verdens bedste liga. Den er uden tvivl verdens rigeste/dyreste. Men skal vi måle på de reelle internationale resultater, både i Champions og Europa League, bør Spanien vist rettelig tage æren. La Liga vinder suverænt. Topduellen mellem Real Madrid og Barcelona rummer endda langt større og skarpere historik end det kunstigt udblæste oil battle mellem Manchester City og Chelsea. Og udfordrere som Atletico Madrid, Valencia, Bilbao og Sevilla leverer konstant på højere niveau end de engelsk subtop-klubber formår.

Både Spurs og Liverpool skuffede – ganske eksemplarisk – internationalt et par dage efter kampen på White Hart Lane, og et par andre engelske klubber var pænt heldige med at hive resultater hjem.

Men det evindelige sportslige luftkastel ændrer ikke ved den særlige oplevelse en engelsk fodboldkamp er. Eller stadig er. På et stadion som White Hart Lane. Den er fortættet, bogstaveligste forstand. Man sidder meget tæt og langt fra komfortabelt.

Men tæt, ja. Man kommer tæt på sidemanden, som i mit tilfælde var en yngre kraftig kvinde. Hun var ikke synderlig snakkesalig. Måske fordi det der lignede faderen, sad på den anden side.

Da jeg sidste år var på en lignende tur og fik plads på nærmest første parket til en Europa League-kamp, snakkede min sidemand uafbrudt i 2 timer. Han havde en mening om alt fra de horrible billetpriser og Spurs’ endeløse historie af flopindkøb, og der er mange, til EU’s forbandelser. Der er også mange, hvis man er englænder. Selv B1903 kendte han til min store overraskelse. From Copenhagen, aye?

Ja ja, mand. FC Copenhagen. I øvrigt insisterede han på at modstanderne dengang var albanere. De var fra Grækenland og hed Asteras Tripolis. Det var i samme kamp at Erik Lamela scorede med et rabona strike, og en uprøvet Harry Kane for alvor trådte ind på Spurs-mandskabet med et hattrick.

hoarding
Den danske vinkel. Eriksen på plankeværket.

Den særlige engelske fodboldkultur. Du har hørt det før. Den er der stadig. Det er stemningen før kampen, på pubberne og ved boderne langs stadion, sangene der pludselig kan blæse en hel tribune omkuld, uden at være fuldstændig orkestreret. Det sidder bare i rygraden på folk.

Om 2 sæsoner rykker Tottenham ind på et ny-etableret White Hart Lane. Langt mere mageligt og med plads til 61.000. Planmæssigt skal det være færdig til 2018/19.

Reelt kunne dette være mit sidste besøg på det gamle stadion. 2017/18-sæsonen skal i hvert fald spilles på et endnu ukendt sted, måske West Ham, måske Wembley, måske noget helt tredje uden for lands lov og ret, ombygningen gør i hvert fald klubben hjemløs.

Det nye stadion bliver designet af de samme folk som står bag Emirates Stadium, et par kilometer længere sydpå. Det er flot og imponerede at se på, men et røvkedeligt sted at være fodboldfan. Tro mig, jeg har været der og det er ikke noget jeg bare skal sige. Fordi jeg skal hade Arsenal.

I sig selv er et toptunet og moderne stadion ikke en stemningsdræber. Det er kun hvis magelighed og lounge-mentalitet helt sætter dagsordenen. Det gør de i den grad på Emirates.

Ståtribuner og anstændige billetpriser kan modsat være ganske kulturbevarende. Bare spørg tyskerne. Det gør de desværre nok heller ikke i Tottenham…

Sagt før, hørt før. Jeg ved det.

And you’ll get by you’ll get by
With your wicked little smile

The Libertines slukker for my beloved London denne gang. Efter 10 år med uvenskaber, pissen på hinanden, solokarriere, pissen på alle andre, og misbrug af det ene og andet, og efterfølgende rehabs, blev der atter tid til et album. Det er slet ikke blevet dårligt! Slet ikke, mand.

Og jeg griber gerne halmstrået og vender tilbage.

C-P-H

Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.

Denmark Shots
“… “

Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.

Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.

Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.

Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.

Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.

Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.

emirates
Turen gik til Arsenal

Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.

Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.

Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.

whl
Stadiondrømme i Nordlondon

Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.

Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.

Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.

Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.

I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall
And hide you from the emptiness of it all

FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.

Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.

Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.

I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.

Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.

Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.

Det var dengang med Mio.

Og Zuma.

2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.

Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København,  og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.

På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.

Da verden stoppede...
Da verden stoppede…

Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.

Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.

Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.