C5, Række 24, sæde 75

Bøfphan
Bøfphan Andersen eller hans haters?

Så står man der igen. Samme række, samme sæde, og samme nye sæson. Det trækker unægteligt søm ud, at superligaen begynder bare en uge efter VM-finalen. Som altid midt i juli, midt i sommerferien. Ovenikøbet midt i en længere hedebølge.

Sidste lørdag aften var det så varmt, at man nærmest var taknemmelig for det sene kamptidspunkt til første hjemmekamp. 19.30. I Telia Parken.

Nyt sponsoreret stadionnavn. Moderne fodbold og alt det der.

Ikke at det kan hidse mig op længere. Det er dagligdag i langt større ligaer end Superligaen. Signal Iduna Park, Imtech Arena (det har været AOL for et øjeblik siden), for mig er de stadig Westphalen og Volkspark Stadion, nøjagtig som Parken selvfølgelig altid vil være Københavns Idrætspark.

Sådan cirka.

teliaparken
Onlineservice, inklusive kampprogram.

Navnet ‘Parken’ fungerer glimrende stadigvæk, og det bliver det nok ved med i mange år. Nu kan vi endda skrive det uden versaler. og i iøvrigt bare glemme at nævne teleselskabet. De skiftes sikkert ud om syv år alligevel.

Og det nye trådløse netværk fungerer. Indtil videre ganske upåklageligt og med god service. Nu får vi kampprogrammet på smartphonen i stedet og ja, jeg har overgivet mig. Hardcopy-udgaven i sidste sæson var en stakket frist. Det er moderne fodbold, vi taler om igen – det der.

Nede på selve grønsværen er vores ny indkøbte målmand, Stephan Andersen, allerede blevet et studie i sig selv.

Det er usædvanlig fladpandet stil at buhe af sin egen målmand, nøjagtig som det er at tilsvine ham på sociale medier. Hvilket højere formål skulle det tjene? Vi har vel en fælles interesse i at spillerne leverer på banen.

Jeg er muligvis naiv og tilhører definitivt den ældre generation, hvor man hylder princippet om at give folk fair chancer. Jovist, manden har spillet i Brøndby, og åbenbart udtrykt en lidt svulstig kærlighed til dem, da de var ved at rykke ud for et par år siden. Men i bund og grund er han vel lige så meget AB-mand.

Jeg kan huske hvordan Peter Møller engang i 1997 rendte rundt og sparkede til en FCK-kasket som Brøndby-spiller. Han fik da i det mindste en chance og blev mødt med humor og ironi. Ikke tåbeligt buheri.

Møller blev aldrig nævnt ved navn. Hans fortid var blakket, han var ingen ‘homeboy’. Derfor forblev han nummeret på sin trøje. Han fangede den ovenikøbet hurtigt og gjorde #32 til sit helt eget brand. I dag nævner vi ham selvfølgelig gerne ved navn, fordi han har været den suverænt bedste VM-vært på dansk TV.

Stephan Andersen – derimod – gjorde bestemt ikke sin egen sag nemmere på sin debutaften i Parken. Det var nærmest et historisk pinligt drop, som nær havde foræret Farum noget som de ikke havde fortjent.

Det var tydeligt, også oppe fra tribunen, at hans tanker gik fra det enkle, at ville gribe bolden, til at forsøge at bokse. Det endte i et af de mest tåbelige målmandsindgreb som både Idrætsparken, PARKEN, og Parken endnu har set.

Ironisk for manden spillede han en glimrende kamp frem til Lurpak-smutteren. Han gjorde præcis det, som han formodentlig er købt for. Spillede stærkt med fødderne langt ude i sit felt og lå som en ekstra sweeper bag forsvaret, som Manuel Neuer beherskede på verdensmesterniveau for tyskerne. Alt det som Wiland ikke helt formår.

Smør på fingrene og Ståle som terapeut. Stephan Andersen fik ødelagt lidt af festen mod Nordsjælland, men foreløbig har han opbakning. Fin kamp i Ukraine onsdag, gentaget lørdag i Slagelse. Men han skal ikke lave mange flere numre i Lurpak-skalaen, før jeg også melder ind i det moderne kor af “Young Haters” på tribunerne.

Putin i Kiev? Nej, men Synoptik kan anbefales!
Putin i Kiev? Synoptik anbefales!

Onsdag var det Champions League. Kvalifikation. 0-0 i Kiev. I sikkerhedsafstand til borgerkrigen i de østlige regioner.

Men langt fra i sikker afstand til en gruppe lokale nationalister, der overfaldt den lille flok af københavnske fans og fik dem drevet ud af deres stadionafsnit. Angiveligt fordi københavnerne havde medbragt et banner med den russiske præsident Vladimir Putin. Sådan lød en af de tågede forklaringer efterfølgende.

Den forknytte mand hos Urban Crew. Jeg kender ikke historien bag deres logo, men det har været fast inventar i Parken i 8-10 år eller mere, og jeg kunne sagtens finde mere vellignende Putin-tegninger. Lidt for høj i panden, ikke! Og hvilken interesse skulle en flok københavnske fans have i at hylde Putin. Ingen.

På den anden side. For et halvt år siden blev en træningskamp i Stockholm mellem svenske Djurgården og Union Berlin afbrudt på grund af tilskuerballade. Nogle svenskere syntes at det var sjovt at hylde STASI med bannere. De tilrejsende Union-fans blev rasende. Deres DDR-historik er knyttet til modstand og kritik mod det kommunistiske regime. Min ungdoms punkdronning, Nina Hagen, er selvfølgelig Union-fan og har lavet den officielle klubsang. Den gamle stasi-leder, Erich Mielke, hadede “folkets klub” Union, de var alt det som hans eget Dynamo ikke var. Populære.

Det er også moderne fodbold! Hjernedøden breder sig uden for banen. Overfaldet i Kiev. Gu var der ingen provokationer. Nogle lokale tumper søgte bare desperat efter en undskyldning.

På selve grønsværen spillede vi for et gangbart resultat til Parken. 0-0. Det blev også et resultat som formodentlig passer ukrainerne fint inden returkampen på onsdag i Parken.

Et halvt ukrainsk landshold. FC Dnipro. Ståle lyder nærmest overdreven optimistisk med sine 50/50-vurderinger på videre avancement. Ukrainerne har det fint med kontra-bold og kampbilledet fra første kamp bliver næppe anderledes onsdag aften.

8 nye spillere i sommerens transfervindue nåede lige at blive til 9 inden kampen i Ukraine. Mikael Antonsson vendte hjem, som hans gamle makker i midterforsvaret, Matthias Zanka Jørgensen, gjorde for et par uger siden.

Andersen, Høgli, Mussis, Bashkim, Amartey, De Ridder, Nilsson, Zanka og Anton. Bortset fra den skadede Mussis har de alle fået spilletid i sommerens 4 første kampe. Med ganske svingende resultater til følge. Svagest har hidtil stået den norske højre back, Tom Høgli. Han har haft det svært, skal vi sige det sådan. Kraftigt understreget i denne weekend mod Slagelse, hvor Ståle tog ham ud i pausen.

Mest lysende har ghanesiske Daniel Amartey været som oprydderen på den centrale midtbane. Knægten er 19 år og spiller erfarent som en på 29. Et scoop snuppet for næsen af Brøndby. Hans præstationer forfølges pænt af den nye viceanfører, Pelle Nilsson, der har set stabil ud i forsvaret. Sådan cirka. Men det fungerede med Zanka i sidste uge.

Homeboy
#Homeboy

Anton fik allerede gendebut i denne weekend. Det blev til en elendig første time i Slagelse. Vi var vist mange der ikke helt forstod hvorfor bedste mand i Parken for en uge siden, Zanka, skulle bænkes i Slagelse. Rotation, restitution, få alle mand i spil, vil Ståle formodentlig sige.

Zanka. Hvilken fornøjelse det var at se ham tilbage i Parken i lørdags. Det var ikke til at se, at han havde været i Eindhoven i 3 år. Stort set uden at spille en kamp. Og den hvide trøje klæder ham. Også med lange ærmer på en tropisk sommeraften.

0-2 blev til 2-2 i Slagelse. Den værste katastrofe blev til en forkølet genkomst og samlet set har vi vel fået en typisk “Ståle-start” på sæsonen. 1 sejr og 2 uafgjorte i ligaen. Med 9 nye spillere og med fokus på FC Dnipro og den europæiske kampagne. Umiddelbart kan jeg kun mindes 2010-sommeren, som en sæson hvor vi bragede afsted fra begyndelsen. Fra Ståles første trænerperiode i klubben. Men det var en anderledes stabil tid.

Under alle omstændigheder er det allerede bedre end sidste år. Vi ligger ikke sidst efter de første 3 runder i ligaen. Moderat optimisme er stadig på sin plads.

Og nu lidt musik. Lana Del Rey er total Pop Noir og det nye album Ultraviolence er langt mere helstøbt, mørkt og henslæbende end forgængeren.

Ræk mig flasken med vin

Det er min trofaste ven
Min krykke, min medicin

Hverken solsort eller forstærker
Hverken solsort eller forstærker

Det er sgu lidt svært, når tingene skal begynde på denne måde.

2014 tegnede ellers til at ankomme som årene har haft for vane de sidste par år. Samme procedure og alt det der. Men det nåede aldrig så langt, et hjerte svigtede pludselig. Helt uden grund, helt uden forvarsler.

Dødsfald i den nærmeste familie, hedder den tekniske term.

Reelt mistede jeg min storesøster dagene mellem jul og nytår. Bisættelse forleden fredag. Fra hjertestop til hjertesorg, der er kortere end man aner. Hun vågnede aldrig fra sit koma og sov ind en uges tid inde i det nye år. 61 år gammel.

Det kan gå fandens hurtigt i den virkelige verden.

Vær velkommen, du Herrens sår. Vi er i gang igen. En smule mere forkrøblede, en smule mindre naive, grinet er forlængst forstummet og sendt på plejehjem.

Lyset skifter og vandene stiger
Nu kommer kulden
Og fjernsynet fortæller at mit land er i krig
men ingen tager notits

Flasken med vin, ja. Jeg har haft den sang i hovedet et par dage. Olesen-Olesens ‘Ræk mig flasken’. Det passer bare, rammer mig ind. Har klæbet sig fast. Alt det der og deslige.

Egentlig er det meget passende at sangen hverken er tilgængelig på youtube, spotify eller lignende medier. Den kan simpelthen ikke streames, den stammer fra en anden tid.

Den kan derimod blive et støvsamlende klenodie i et hjørne. Hvis du ulejliger dig og får fingre i cd’en. Den hedder “Solsort og forstærker” og er fra 2005.

Olesen-Olesen eksisterer i øvrigt heller ikke mere. Rent musikalsk. Den ene af brødrene blev efterladt i et andet band, Peter, det er ham med teksterne, den anden er vist nok… ja jeg ved egentlig ikke, Henrik, han spiller nok guitar et sted derude.

Fred være med dem begge. De lavede en vidunderlig stribe af skiver fra 1997-2007. Helt og aldeles overset af de fleste, men immervæk nogle af de fineste arvtagere efter CV Jørgensen ud i danske sangtekster.

Jeg takker dem personligt for ordene. Sammen med Nick Cave’s dugfriske studiekoncert “Live from KRCW” og et par flasker rødvin har de hjulpet med at gøre januar lidt lettere til mode.

Så ræk mig bare flasken, mand, jeg kender dens blide facon ganske godt!

Det bliver hverdag og den slags skal man selvfølgelig lære at holde af. Igen. Ud over en halvsløj Bruce Springsteen-udgivelse, som jeg ikke har orket at bruge tid på endnu, er der også et åbent transfervindue der skal dækkes.

Det passer ikke sig selv. Tværtimod.

Der er en tsunami af rygter, og med københavnsk vinkel er det blevet en hel sæbeopera fra Buenos Aires. Jeg har ikke tal på hvor mange gange forhandlingerne er brudt sammen, for at så blive genoptaget, for derefter kategorisk at bryde sammen igen.

Tillad mig foreløbig at konkludere: FC København er på det argentinske spillermarked. Det bekræfter vores ellers ganske fåmælte sportsdirektør selv:

“Vi har nu fået opbygget et netværk i Sydamerika, hvor vi føler os på sikker grund. Vi føler os trygge nok nu til at kigge på specifikke spillere der, og nu er det så Argentina, der nævnes, fordi der er en konkret sag”

Den konkrete sag hedder Franco Mussis. En 21-årig midbanespiller fra La Plata-klubben med det vilde navn Gimnasia y Esgrima (Gymnastik- og fægteklub, lyder som en lidt mere sexet variant af århusianernes gymnastikforening). Han sparker som en hest og går lokalt som et ganske stort talent. Meget mere ved jeg så ikke. Det gør de fleste andre på vores breddegrader næppe heller.

Efter sigende har der været kontakt siden december, hvilket indikerer at Carsten V. (formodentlig godt understøttet af Ståle) har forsøgt at arbejde langsigtet frem mod transfervinduet.

Succes’en er foreløbig til at overse. Det behøver jeg vist ikke understrege. Tålmodigheden er ved at være tyndslidt blandt en del af os. De sidste par vinduer står i ganske frisk erindring og de givtige indkøb har i den grad været til at tælle på en hånd, ja, nærmest med een finger.

I kølvandet på Mussis er dukket andre navne op. Lucas Rodriguez, 20-årig venstreback fra Argentinos Juniors. Vi bliver i Buenos Aires-området, men rygtestrømmen har været mere lavmælt. Selvom spottet virker helt logisk. Pierre Bengtsson behøver en afløser – formodentlig ganske snart.

Hvis CV lander 2 argentinske U-landsholdsspillere, så tilgiver jeg ham det tabte mesterskab i 2012 også. Lad det være sagt.

Jeg tror så ikke en skid på, at det sker. Bare 1 er vist tvivlsom.

I den underløbende strøm af rygter har det også svirret med forsvarsrygter om Muhajyllands Erik Sviatchenko, selvom det ellers pure benægtes af Ståle.

En islænding mindre
En islænding mindre!

Umiddelbart skulle han ses som erstatning for solgte Ragnar Sigurdsson. Ærgerligt! Det russiske tilbud blev åbenbart for højt.

Ragnar var et af efterårets lyspunkter. Jeg havde gerne set ham fortsætte et par sæsoner mere i FC København. Bundsympatisk og altid hjertet med sig på banen.

Fjerde – og journalistisk mest varme – spor hedder Abderrazak Hamdallah, 23-årig marokkansk angriber. Åbenbart en up-coming stjerne i den norske tippeliga (har vi hørt det før?!)

Ålesunds FK havde gjort et kæmpescoop ved at hente marokkaneren sidste år, hvis man skal tro dem selv og de norske medier. CV var heller ikke i tvivl, han tronede endda sejrsikkert frem for fotograferne i Ålesunds lufthavn.

Star Quality! Wauw! Handlen var så godt som lukket for et par dage siden. Siden har ingen rigtigt hørt noget ud over at nordmændene forlanger en skyhøj pris, som FC København måske betaler.

Allah på banen. Hvad kan han og hvad vil han?
Den seminorske målgud?

I betragtning af FC Københavns historik med tippeliga-spillere inden for de sidste par sæsoner, er der al mulig grund til skepsis.

Der er sendt mange millioner spildte københavnske kroner til norske fodboldklubber inden for de sidste par år. Mos og Diouf, jeg hvisker dem bare som eksempler.

Ræk mig lige flasken! Koldt norsk kildevand i blodet, mand. Jeg bytter gerne de 2 unge argentinere for et alt-for-dyrt – og formodet – tippeligahotshot.

Men reelt er det bare rygter. Det hele. Der er stadig ikke skrevet med en eneste ny spiller. Til gengæld har det vrimlet med forstærkninger til selve organisationen.

I går blev det officielt at Johan Lange kommer hjem igen. I den nye stilling som udviklingschef. På en eller anden måde har det ligget i kortene, siden han selv sagde sit trænerjob op i Lyngby for halvanden måned siden. Den er bare blevet trukket i halen. Han skulle tales væk fra en eventuel trænerbænk, med andre ord.

Han bliver et glædeligt gensyn.

Oveni har klubben ansat en ekstra fysisk træner. Officielt denne eftermiddag. Bjørn Vidar Stenersen er ganske god bekendt af Ståle. Ud over at være landsmænd har de har en fælles fortid i FC Köln.

Stenersen skal sparre med nuværende fystræner Anders Storskov og ellers ordne talentflokken, der om en måned spiller 1/8-delsfinale mod Barcelona i Youth Champions League, som noget af det første.

Igen det lyder helt fornuftigt. Man bygger på, ruster sig, på den lange bane, og det understreger i hvertfald de signaler som allerede blev sendt før jul. At den sportslige sektion opgraderes kraftigt nu.

Men for helvede – kom med 1 signing eller 2. Snart. Meget snart. Inden det ender i notorisk neglebideri og et panikindkøb af en målmand fra Øvre Sognefjord. Til 36 mio. af de danske.

Jeg tror – trods alt – at Hamdallah er scoutet over en længere periode. Om ikke andet må Ståle have set en del norsk fodbold i forårsmånederne og den tidlige sommer.

Jeg klynger mig også gerne til gode gamle David Nielsen. Han har været ganske klar i mælet om vores seneste norske storkøb – og han spår gerne igen. Denne gang anderledes positivt.

Jaja, ræk mig nu bare den flaske
Forfandenda.

Drømmens KBH

parken_tirsdag2
The sky is the limit – nogle gange

I had a Dream Joe!, brølede sangeren Nick Cave engang for længe siden.

Vi var også en del københavnerne der havde en drøm sidste tirsdag aften. En sejr over tyrkiske Galatasaray. Set på den korte forhistorie, det hostende efterår, og første kamp i Istanbul var der ikke meget vi kunne klynge den op på.

Men drømme er til for at blive virkelige og Parken bliver totalt elektrisk af forventninger op til disse store europæiske kampe.

Det er med til at gøre det hele til en grum cocktail, selv for ganske stærke modstandere, og det kom tyrkerne også til at smage. Selvom de var ganske talstærke på tribunerne også.

Jeg skal ikke gøre mig vanvittig klog på, hvor godt styr der var på billetsituationen, men en del tyrkere fik adgang til Nedre C. Selvom det ikke helt var hensigten.

Et par stykker havde også klemt sig ind på ledige sæsonkortpladser omkring vores rækker. Men der er så også forskel på at være af dansk-tyrkisk – og være Gala-fan. Vores “gæster” godtede sig mere over Galatasarays nederlag end de virkede direkte beklemte.

parken_tirsdag
Fæstningen!

Selve kampen fik en eksplosiv begyndelse med Daniel Braatens hurtige scoring.

En dobbelthælaflevering. Først spillede han Claude, som i sin tur vippede bolden videre til Gislason i frit løb ind i feltet og en flad aflevering tilbage til Braatens hæl.

Det var vel de bedste spillemæssige 20 minutter i årevis der fulgte, inden kræfterne sivede fra holdet. Det kunne sagtens være blevet 2-0 inden. Tyrkernes italienske træner, Roberto Mancini, så en masse Galatasaray-chancer og mente, at hans hold havde været uheldig.

Så mange åbne muligheder så jeg heller ikke i den 2. halvleg, der blev en af de længste jeg nogensinde har oplevet. Ikke at det overhovedet var kedeligt, det var bare frygtelig intenst.

Tiden stod i stampe. Hvert sekund blev til et minut af højspændt nervøsitet og man stod notorisk og talte dem. Først sekunder, så minutterne…

Det blev en taktisk forsvarskamp, der faktisk lykkedes fra københavnsk side. Lidt held skal man altid have, men Nikolaj Jørgensen ramte også stolpen, ligesom Braatens friløber helt overmatchede alle de muligheder som tyrkerne kreerede. Som det enkleste i verden kunne han havde spillet Jørgensen fri til åben scoring og de der 2-0 et par minutter inden pausen.

Det gik alligevel. Det hele gik. Og efter 1-0 sejren i tirsdags over Galatasaray kan vi næsten tale om en bastion. Det er 8 Champions League-gruppekampe uden nederlag nu. Benfica, Manchester United, Celtic, Rubin Kazan, FC Barcelona, Panathinaikos, Juventus, Galatasaray.

Vi glemmer lige at Chelsea vandt første 1/8-delsopgør i Parken i vinteren 2011. Statistik er som altid en taknemmelig størrelse og skabt til at blive manipuleret med. Du sætter rammen og tallene passer – og vi kan holde liv i drømmen lidt endnu.

I Esbjerg søndag eftermiddag blev det hurtig virkelighed igen. Efterhånden forbløffes man bare over de mange koncentrationssvigt Johan Wiland demonstrerer. De bliver mere og mere absurde og – de har allerede længe kostet adskillige points.

Er det ikke ved at være tid til at køre Jakob Busk i stilling? Han er godt nok kun lige fyldt de 20 år, men hvis alternativet på målmandsposten er en aldrende svensker der har svært ved at vurdere indlæg, taber langskudene, sparker bolden skævt i benene på stakkels Mellberg 2 meter væk eller bare losser håbløst skævt ud over sidelinien, kan jeg næsten bedre bære at Busk får optjent sine lærepenge nu i Superligaen.

Det gør det ikke nemmere at vi ingen rigtige angribere har. Ståle har i hvert fald ikke den store tiltro til dem.

Vetokele dur i Superligaen, men har i Champions League kun fået 2. halvleg nede i Istanbul. Ellers har han ikke spillet et eneste minut. Gamle Cesar Santin figurerer efterhånden kun som en evig joker på bænken.

De 2 nye fra sommertransferen er bogstaveligt helt væk. Pourie virker dog til at slås ihærdigt for sin chance og får sine minutter hist og pist, mens Fanendo Adi uden et ord er forsvundet helt ud af truppen den sidste måned. Rygterne siger, at han simpelthen er for doven.

Der skal vist handles seriøst i vintermånederne og måske finder klubben ligefrem en ny sportsdirektør midt i juleudsalget og begynder at opjustere igen. Der kommer trods alt en del i slanter i kassen efter Champions League-gruppespillet.

Det bliver måske en drøm for meget. Trods alt. Men jeg har alligevel en mere. At København forbliver ubesejret også efter sidste kamp i gruppen. Hjemme den 10. december mod Real Madrid.

Og lad så bare helvedet komme an. Endnu en landskampspause. 14 dages indædt tørke af stort set ligegyldige træningskampe mellem lande der enten har kvalificeret sig eller har mislykket.

Iceland_flag
En gammel koloni

Med et par enkelte undtagelser. Island skal til VM, jeg siger det bare. Ragnar og Rurik og hele banden.

Samme 350.000 indbyggeres miniputnation, Island, rummer måske også løsningen på vores angriberproblem – navnet er Kristján Flóki Finnbogason.

Sender selvfølgelig lige iskoldt Atlanterhav i blodet. Foreløbig har han spillet fast på vores ganske succesrige U19-hold, der har skrabet 6 points sammen i sine 4 kampe og holder 2. pladsen i samme Gruppe B mod de samme modstandere som de voksne møder.

Finnbogason scorede i øvrigt mod Galatasaray senest. En lille drøm at befri.

Og så var der ham Nick Cave. Han spillede i weekenden i Falkoner og det er der allerede skrevet og sagt mange kloge ord om. P6 Beats 6 timers lørdagsoptakt var helt vidunderlig (nap den som podcast, mand, du fortjener det).

2 koncerter over fredag og lørdag. I had a Dream Nick! Han skuffede såmænd ikke, men jeg ville bare gerne have hørt ‘The Weeping Song’.

Og således drømmer man jo gerne fra København… til Reykjavik og Torino og hjemmekampen mod Madrid i islandsk-kolde december… og så videre.

Old hippies never die, they just trip away

Psilocybe_semilanceata_250px
En svamp på Lolland-Falster?

Blæst ud af Istanbul. På røv og albuer. Yderligere ord er egentlig overflødige.

Jeg gør en undtagelse denne gang og dropper fodbolden og FC København. Intet interessant fra Bosporus og strædet omkring. Kampen nåede aldrig i nærheden af at blive fair.

Istedet tager vi en stille tur til pladehøkeren. En magelig søndag eftermiddag eller en travlere mandag. Der lugter nemlig lidt af ny vinyl.

En grammofonplade og sort retro, der skal dyrkes. I mere end en forstand.

Jeg så en spids nøgenhat i græsset
den vokser hvor dyrene er frie
(Fra ‘Spids Nøgenhat i græsset’)

Jeg faldt over dem lidt tilfældigt for et års tid siden. Bandet Spids Nøgenhat. Formodentlig vældig sent, for de fritidsdebuterede allerede for 12 år siden med kultskiven”En mærkelig kop te”.

Jeg har allerede glemt forbindelsen, men måske var det fortolkningen af det gamle Røde Mor-nummer ‘Lil’ Johnnys mund’ eller Gasolin-traveren ‘Langebro’. Begge er numre som jeg er kommet til at elske som noget af det fineste danske rockhistorie fra barneværelsets top 30 og hitlister i transistorradioen.

Dansk rock med danske tekster. Og reelt med reference til ham der Eik Skaløe, der egentlig begyndte det hele da pigtrådsmusikken for alvor fik hippiehår og euforiseret poesi.

Jeg indrømmer at jeg blev født ind i punken og den sorte sol, de tidlige 70’ers musik var egentlig no-go territorium (bortset fra enkelte undtagelser som David Bowie) indtil jeg nåede den modne side af de 25 år. Det var enten forældet hippiemusik, kvalmende symfoniske rockfusioner eller trættende politiske paroler.

Men hellere sent end aldrig! Old hippies never die, they just trip away.

Spids Nøgenhat. Selve bandet er et sammenrend af fritid og fornøjelse. Baby Woodrose og On Trial. Gamle venner. Lorenzo, Märkbar og Vesterbro. Syregrønne fornøjelser og en ædel kærlighed til årgang cirka 1970.

Der blev dog også talt om en helt legendarisk Roskilde-koncert. En lørdag aften som alle ved deres fulde fem husker. Sommeren 2011.

København druknede i tropiske oversvømmelser og ude på festivalen lynede og tordnede det, mens Arctic Monkeys gjorde sig færdig på Orange.

Derefter gik det for alvor galt. Regnmængdernes omfang så man først inde i byen mange timer senere, fortovene var bogstaveligt skyllet væk.

Ude på festivalen havde Spids Nøgenhat spillet sin koncert oven på skybruddet, og nej jeg var der (desværre) ikke. Men dem der var, glemte det ikke.

Koncerten blev foreviget på bandets anden udgivelse – “De sidste her på jorden” fra 2012.

Efter sigende blev publikum hængende ved Pavillion-teltet og sang omkvædet igen og igen i 45 minutter efter selve koncerten var slut, alt imens bandet måtte pakke sammen tvunget af festivalvagter. Er vi de sidste her på jorden, et passende og relevant spørgsmål oven på naturens rasen.

photo
Sort som kaffe og vinyl

Ja, Spids Nøgenhat, min ven. De kommer med fred – denne gang uomtvisteligt. Og så rammer vi udgangspunktet igen. Et lækkert stykke sort vinyl.

Der er 8 numre på deres dugfriske album “Kommer med fred”. 7 egne kompositioner og et styk genbrug fra den musikalske hovedkilde. Den danske rockscene omkring 1970. Lidt før og lidt efter.

Mand! Kan du ikke se?
At jeg kan se lige igennem dig!
Mand! Kan du ikke se?
At du er lisså gennemsigtig som mig…

Eposet ‘Den gennemsigtige mand’ er forfattet af den gamle Christiania-hippie, Hans Vinding. Han døde i 1999. Ganske underkendt for sine dansksprogede, ofte fortællende, tekster, Nummeret har sin oprindelse i bandet Hyldemor og deres 1978-album “Glem det hele”. Læs i øvrigt Kim Skottes glimrende anmeldelse i Politiken fra i vinters.

Genfortolkningen af Vinding er dog langt fra signatursangen på albummet. Den falder naturligt ind i en helhed der åbnes med sangen ‘Mere lys’. Tag øjnene af og læg dig ned inde i dit eget sind. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed.

Allerede for et par måneder siden udkom singlen ‘Lolland Falster’ som en slags teaser for herlighederne. I bandets ånd er det en hyldest til et stykke udkantsdanmark, hvor hampen kan få lov til at gro i fred.

Mens husene står tomme og marker ligger brak
lægger jeg kun sedler og siger mange tak
så flet dit polske hampesejl
og se hvor flot det står

Mens vestjyderne jamrer og klager og lobbyer og vil have flere tomme motorveje at køre ræs på, så er Lolland og Falster vel det ægte udkant. En hensygnende egn med tomme huse, manglende arbejdspladser og sociale problemer. Men også med en masse lækre grønne planter, hvis vi skal følge Woodrose og venner. Og det skal vi selvfølgelig.

Hyldesten til sydhavsøerne følges af nummeret ‘Lever vi nu?’. Et mere ekstistentialistisk tema bliver rullet ud i Lorenzo Woodrose’s stemme.

Ud over Valbys tage
I ekkomaskinens loop
I vores venners drømme
Lever vi nu?

Sangen blev min første personlige favorit, da jeg fik albummet lyttet igennem. En melankoli, tvivl, længsel, i det mørke der altid kalder på os. Den er nem at gribe. Der reflekteres over døden og tab, bandets lydmand Ralph døde sidste år. Samme Ralph optræder direkte i teksten på ‘Vand, brød og te’, med et indledende “Ja” som en slags svar på det hele.

Hele albummet har fedt guitararbejde fra Henrik ‘Hobitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen. Lead og ekko. Samtidig er der på en eller anden måde noget dæmonisk ved Lorenzo og hans stemme.

Det bliver stærkt på den messende ‘Jorden kalder’, der står som den perfekte psykedeliske hymne.

Fosforgule tårer
løber ned ad Gaia’s kind
Lys og lærkespore
Kun et spind af erindring
Jorden kalder, himlen falder

Den rammer langt mere plet end afslutningsnummeret ‘Fred’, der umiddelbart forsøger at slå samme psykedeliske toner an. Et kort mantra der gentages igen og igen og lidt østerlandsk mystik i melodien med fløjter i baggrunden. Nummeret falder genremæssigt ind i helheden, men står alligevel tilbage som det svageste af de 8.

“Kommer med fred” er et skønt album og drejer flittigt både på pladespilleren i stuen og via iPad’ens Spotify.

Og lad mig være din bedste ven
På vand, brød og te
Kærlighed og LSD 

Det er en ærlig hyldest til en særlig musikalsk tid, som de færreste af os efterhånden har oplevet på nærmeste hold. Men langt fra anakronistisk. På sin egen måde rammer det noget i 2013 også. Det er ikke ren retro, der er en ånd af åbenhed, reflektion og nysgerrighed.

Det er nok ikke helt forkert at historien opererer i cyklusser – og noget af den bedste rockmusik fra 1970 er ved at være brugbar inspiration igen.

Det handler om nysgerrighed og åbenhed. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed, lyder det i omkvædet på åbningssangen.

Og ja, jeg elsker Spids Nøgenhat. Jeg køber helt deres fred, den går i hjertet. Du kan i øvrigt få “Kommer med fred” på kasettebånd også. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt.

Jeg elsker sgu Roskilde

roskilde13
Skribenten forfølger sit spor foran Odeon (Lila foto)

The Roskilde Experience – på sin vis er det klassisk, man synes egentlig ikke at festivalprogrammet er noget at skrive hjem om.

Decideret slattent var vel en god karakteristik. På forhånd.

Alligevel er jeg kommet hjem med en håndfuld fede koncerter i bagagen.

Roskilde lykkedes med et eller andet – igen – som stadig rammer os ældre festivalgængere, der som udgangspunkt i den grad vælger af kærlighed til musikken. Mener vi selv.

Når man først er der, og stille og roligt rulles ind i stemningen, driver rundt mellem scenerne, får sig en øl i solen, hilser på gamle venner, skal jeg være den første til at erkende at der egentlig ikke er noget sted man hellere vil være.

Jeg havde mine tanker først på fredagen, kunne altid pendle til København og komme tilbage lørdag eftermiddag. Hvis og såfremt. Særligt fredag var programmet ganske sløjt. Gu fanden nej!

Den virkelige positive overraskelse fik jeg fredag nat. Efter Rihanna-koncerten som egentlig var bedre end jeg forventede.

På en skala fra absolut imødeset møg til et hæderligt ‘Um-brrrel-la’, var den nærmere det sidste. Frem for alt virkede det som hun selv nød det hele mellem præ-indspillede stemmesløjfer og minutiøs scenekoreografi.

På sin vis tror jeg Roskilde-arrangørerne har ramt rigtigt med at forsøge at trække et stort POP-navn til Orange. Scenen har haft sine kvaler, særligt de sidste år, og at se Black Rebel Motorcycle Club forsøge at opfylde den søndag eftermiddag i bagende sol, gjorde nærmest bare ondt i hjertet. De hører hjemme i en mørk kælder i New York, ja! Ikke på Orange.

Men den virkelig positive – for at vende tilbage – hedder Crystal Castles på Arena. For satan en koncert den canadiske duo (trio til lejligheden med en fabelagtig trommeslager) præsterede. Total elektronicamanisk. En spirrevip af en sangerinde, Alice Glass, drønede rundt på scenen og fik vist røget noget der lignede en hjemmerullet joint eller to. Mellem dunder og dans.

BBC har beskrevet en koncert med bandet således; “to be cast adrift in a vortex of deafening pain without a safety net. You get the feeling you could do anything in the world, but that ‘anything’ would ultimately mean nothing. Crystal Castles marks a nuanced emotional territory that dance music never covered before.”

Lidt af herligheden præsenteres her i sangsamarbejde med Robert Smith fra The Cure.

Lad mig resummere et par andre koncerter i vilkårlig rækkefølge fra de personlige huskeskuffer.

Calexico skuffer sjældent. Heller ikke på en doven søndag aften, hvor meget af festivalen er på vej hjem. De spillede det mexicanske kort og fik skabt en lille mariachi-fest i og omkring Odeon. Man går aldrig helt forgæves.

roskilde13-2
60.000 i 3D foran Orange (Lila foto)

Det var lige inden Kraftwerk lukkede og slukkede på Orange Scene. Dem skulle jeg bare se, for gammel venskab og glæders skyld. De leverer mere et koncept end en koncert, men søndag aften var det bare nærmest himmelsk perfekt. Med 3D-effekten på storskærmen bag de aldrende herrer. Bedstefædre i spandex, for at citere en veninde. Tysk perfektion til mindste detalje. Den sad lige i øjet!

Jake Bugg var torsdag aftens eneste højder for mig. Birminghams Bob Dylan virkede oprigtigt overrasket over jublen. Igen Odeon. Det telt er på en eller anden måde blevet festivalens nye sjæl. Dels får arrangørerne placeret mange gode navne i det telt, John Grant kan tilføjes blandt allerede nævnte, og dels er der bare noget oprindelig Roskilde-stemning i en scene, der heller ikke er helt lille, og fungerer uden sikkerhedspiten foran Arena. Du kan møve dig helt frem eller lade være.

På forhånd kunne man spekulere i om The National kunne rumme Orange Scene. Det var lørdag aften, nærmest i bedste sendetid lige før Metallica.

Det kunne de. De leverede et brag af en koncert, der fik sangeren Matt Berninger til både at smide en flaske hvidvin og selve mikrofonforbindelsen i sin iver efter at kravle rundt ude blandt publikum. Det sidste indikerede vel, at de ikke helt passede til scenen på samme vis som efterfølgerne Metallica, men det fede var, at de, bandet og han Matt Berninger gav fanden i det. Og hvor spiller han dog en hamrende fed spade, Aaron Dessner!

Af øvrige koncerter kan nævnes, nå ja, Metallica. Jeg kommer aldrig videre end det sorte album, men deres evner på en stadionscene er uovertrufne.

En time senere fangede jeg mig selv stå og vugge hofterne til et colombiansk salsa-orkester foran Cosmopol-scenen. I skrivende stund kan jeg ikke huske navnet, men det overlever vi begge nok. Det var blot The Roskilde Experience! Inden Chase & Status væltede Orange ud i natten.

Danske When Saints Go Machine spillede en fremragende pendant til Crystal Castles og gjorde søndag morgen meget lysere end den allerede var.

Jeg takker for underholdningen, Roskilde – og vender hjertensgerne tilbage.

Nøjagtig som jeg vil vende tilbage og vente på dig, Carsten V.! For tiden er snart knap til Superliga-starten. Den er ikke helt glemt.

Berlin – på vej til Bosskilde

Olympia Stadion, Berlin, den 30. maj 2012.

Koncerten var sat til at begynde 19.30 og efterhånden kender jeg Bruce Springsteen godt nok til at vide, at han går på sharp. Velvidende at han alligevel kommer til at bruge hele aftenen til omkring de 3 timers koncert, som hans normale standard. I dagene inden Berlin havde han endda været oppe på de 3 timer og 20 minutter.

19.50 nåede klokken at blive, inden Bruce trådte ind på scenen i øredøvende jubel. Med en intro som helt var dedikeret byen Berlin.

‘When I leave Berlin’ er et ældre nummer (1973) af den britiske folksanger Wizz Jones.

Lad det være sagt, jeg havde aldrig i mit liv hørt sangen før. Men det har jeg nu og ovenikøbet serveret som en forrygende intro.

Derfra var der indbudt til fest. 55.ooo tilskuere og alt meldt udsolgt på forhånd. Det var min 7 Bruce-koncert på 10 år. Efterhånden har jeg oplevet ham i de fleste udgaver, solo på scenen i Forum, med band i Forum, Seeger Sessions, Parken et par gange med den sædvanlige blævrende lyd, og en forblæst og dårligt arrangeret pløjemark uden for Herning, hvor intet logistisk omkring var på plads.

Af erfaring ved jeg også, at Bruce skuffer aldrig. Du ved aldrig helt hvad du får, men du får altid noget med fra koncerten. Derfor var jeg heller ikke bekymret. Hans seneste pladeudgivelse “Wrecking Ball” er ganske vist en skuffelse i sin misk-mask produktion mellem gospelskor og irish traditional.

Men vinyl og scene er 2 forskellige verdener i det Springsteen’ske univers. Når han først træder ind foran publikum, er han så meget på, at han forvandler selv de sløjeste sange fra sit enorme bagkatalog til elektriske udladninger.

Samme skete på Olympia Stadion. ‘We Take Care…’ fra den nye skive flød naturligt ind hele åbningsshowet med en sværvægter som ‘Badlands’ og senere fremstod et andet nyt nummer som ‘We are Alive’ som nærmest episk fremragende med sin lange akustiske indledning og messende fortælling. Mand, man bliver altid overrasket.

‘Save My Love’ blev dog aftenens største overraskelse. Som et af de publikumsønsker der efterhånden er blevet en fast del af repertoiret.

Nummeret blev først udgivet i forbindelse med den store Darkness/The Promise-jubilæumsboks for 2 år siden. Et nummer han aldrig helt blev færdig med en gang omkring 1978-79 og “Darkness on the Edge of Town”-touren.

Det blev et af aftenens musikalske højdepunkter, sammen med den hamrende ‘Youngstown’, hvor Nils Lofgrens guitarsolo altid giver mig gåsehud, nøjagtig som ‘The River’ gør blot Bruce sætter i gang med mundharmonikaen. En åndeløs ‘Thunder Road’ med sin klassiske sing-a-long introduktion, og mit første koncertgehør på ‘Born in the USA’ med fuld E-Street Band. Vel nok hans mest misforstået nummer stadig til dags dato. Jeg har hørt den i flere skæve versioner, blandt andet den skramlende og vrisne udgave, som han lirede af i Parken 2003, for ikke at nævne den helt rene soveværelsesversion, men her kom den fuldstændig som 1984-smashhittet blæst ud over Olympia Stadion.

Born down in a dead man town 
The first kick I took was when I hit the ground 
You end up like a dog that’s been beat too much 
Till you spend half your life just covering up 

Yeah, mand!

Og allersmukkest blev det til sidst.

Det er godt et år siden at legendariske  Clarence “The Big Man” Clemons tog sin saxofon med sig i graven. Hans unge nevø, Jake, har nu overtaget pladsen i E Street på fineste vis – på mange måder nærmest bedre fordi onkel Clarence simpelthen har virket så udmattet af sygdom og alder på de seneste turnéer.

Tenth Avenue Freeze-Out er et af de klassiske Springsteen-numre som i den grad blev båret af The Big Man både musikalsk og ikke mindst i teksten. Nu følger det fast med på touren som den endelige encore…

When the change was made uptown
And the big man joined the band

… som en hyldest og et minuts stilhed, mens minderne om Big Man kører over scenen som billeder.

Inden livet og musikken spiller videre. Også fra tredje vers…

From the coastline to the city
All the little pretties raise their hands
Im gonna sit back right easy and laugh
When scooter and the big man bust this city in half
With a tenth avenue freeze-out, tenth avenue freeze-out
Tenth avenue freeze-out…

En fantastisk afslutning på en fantastisk aften i en fantastisk by. Tschüss, Berlin, for denne gang! Eminent godt selskab hele vejen rundt.

Bruce er i storform, når han ankommer til Roskilde om en måned, selvom han efter de 3 timer fysisk segnede af udmattelse på Olympia Stadion. Det var både symbolsk og reelt. Manden havde krænget alle sine 62 år ud over os. Endnu engang.

Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at gebærde sig i Roskilde Festivalens noget strammere opsætning på Orange. Han spiller næppe 3 timer og gimmicken med at hive folk på scenen, bogstaveligt spille bukserne af en roadie, eller forsøge at byde en kvindelig scenevagt op til dans går næppe heller.

Eller måske… Noget finder han nok på – og jeg glæder mig sgu helt vildt!

Sætlisten fra Berlin:

1. WHEN I LEAVE BERLIN (Wizz Jones cover)
2. We Take Care Of Our Own
3. Wrecking Ball
4. Badlands
5. Death To My Hometown
6. My City Of Ruins
7. Spirit In The Night
8. Hungry Heart
9. Trapped (sign request)
10. Jack of All Trades
11. Youngstown
12. Johnny 99
13. Working On The Highway
14. Shackled And Drawn
15. Waitin’ On A Sunny Day
16. SAVE MY LOVE (sign request)
17. The River
18. The Rising
19. Lonesome Day
20. We Are Alive
21. Thunder Road

22. Rocky Ground
23. Born In The USA
24. Born To Run
25. Glory Days
26. Seven Nights To Rock
27. Dancing In The Dark
28. Tenth Avenue Freeze Out

Svenskeren fra Vesterbro

Han græder aldrig når han selv er til begravelse, men vræler som et barn når han ser en på tv.

Han har forlængst glemt sit første kys, men husker tydeligt da han fik Rolle Stoltz’ autograf (ishockey-stjerne fra 60’erne).

I følge ham selv er han typisk svensk. Men han boede i København i mange år, og har skrevet en af de smukkeste hyldestsange til Vesterbro, der nogensinde er lavet. Han gestikulerer gerne respektfuldt mod Dan Turell, hænger i ensomheden på Café Guldregn, som et genfærd af endnu en Ole Jastrau midt i et personligt hærværk. Fortolker CV Jørgensen eller lapper et par gamle Michael Strunge-digte i sig.

Köpenhamn är bra om man inte vill vara med
Det kan gå dar här utan att jag pratar med en själ
Jag gillar barerna i mitt kvarter
Och månen här är den vackraste som jag vet
Man kan leva ett liv här i hemlighet
(Brev till 10:e Våningen, 2005)

Torsdag aften indtog han scenen i Vega, på sit elskede Vesterbro, og leverede en forrygende koncert.

Han er Sveriges store punkikon, rasende populær i sit hjemland og halvt ukendt i Danmark, en slags skandinavisk krydsning af Nick Cave og Joe Strummer. Med en stemme der skærer som en kniv, for at citere ham selv. Fra de blideste snit til de vildeste hug. Men han mener hvert et ord, man er aldrig i tvivl, når han skiftevis trasker neurotisk rundt på scenen, under numrene, mellem numrene, for nærmest at eksplodere i tranceagtig klammeri med mikrofonen.

Joakim Thåström voksede op på Skebokvarnsvägen 209, i Rågsved, en forstad til Stockholm. Som 20-årig var han med til at danne et af Sveriges største og første punkbands. Det var i 1977 og bandet hed Ebba Grön og tog navn efter en politiaktion, der forhindrede kidnapningen af en daværende svensk minister.

Vi träffade en trummis med en
Sex Pistols-platta under armen
Han ville vara med i pakten, å sen så var det klart
Det var vi tre mot resten av hela världen
Basisten räkna in och vi drog ut i krig
(The Haters, 2005)

Ebba Grön opnåede en enorm popularitet inden de gik i opløsning i 1983. På sin vis kunne de kaldes det svenske svar på Gasolin. Blot med et afsæt 10 år senere i punkscenen. Ebba Grön nåede også at gæste Roskilde festivalen. I 1982. Til en lørdag formiddagskoncert. Det var min første festival og jeg husker koncerten som lidt halvsløv på grund af tidspunktet og med et par hundrede svenskere pogoende rundt foran den daværende Canopy-scene. Men jeg var der skam.

Siden gik Ebba Grön lidt i glemmebogen. Thåström fortsatte op igennem firserne med bandet Imperiet som nåede omend endnu større popularitet i Sverige end Ebba Grön. En meget hårdpumpet elektrorock med swingende venstrefløjsparoler, og med tydelig inspiration fra 1920’ernes DreiGroschen-Oper og Bertolt Brecht, og i virkeligheden med masser af langtidsholdbare sange, som stadig kan flankere et stærkt tourprogram. Det nød vi også i Vega torsdag aften.

Thåström selv ville knapt kendes ved populariteten. Da han blev tildelt den svenske tabloidavis Aftonbladets musikpris, sendte han engang et par gamle venner. En af dem slog avisens chefredaktør ned. Det var i Ebba-tiden. Senere nægtede han blot at modtage priserne.

Det endte med at Thåström rejste fra Sverige. Til København og Amsterdam.

Halvandet årti senere dukkede han frem igen fra et musikalsk mudder med en meget personlig håndfuld af sange. Bingo, jeg taler om min egen lystavle!

Den selvbiografiske “Skebokvarnsvägen 209” udkom i 2005. Albummet fremstår næsten som Nick Cave’s “The Boatman’s Call” på svensk.

En stille og meget dybfølt rejse gennem det meste af Thåströms eget liv. Fra endags-punkbandet The Haters, forløberen for Ebba Grön, til den verdensfjerne far der havde pakket sig selv ind i utilnærmelighed og måske i virkeligheden bare ville langt langt væk fra det hele.

Han hade en pistol i sin garderob
Han skulle alltid visa upp den för oss ungar
När han var full.

Jag undrar vad han längtade efter
Jag undrar vad han drömde om
Jag undrar om han hade några vänner någonstans
Jag såg aldrig någon
(Främling Överallt, 2005)

“Skebokvarnsvägen 209” storhittede hos mig. En af tiårets absolut smukkeste skiver. Det var som at komme indenfor i et liv som kunne være ens eget, en rejse som også var min. Det er vel præcis her kunsten skaber sit guddommelige touch. Den sætter ord og lyd på mig og dig også.

Nøjagtig som han gør på Vesterbro.

En svart sol sjöng för alla som va som oss
Och mäster Dan Turéll var kung varenda kväll
Men allt det där vet du som har nån gång har vart
Nån gång har vart
På Sönder Boulevard
(Sönder Boulevard, 2005)

Albummets flagskib og første hitsingle blev den sørgmodige kærlighedserklæring ‘Fan Fan Fan’. Om at få den skide ekstra chance, der aldrig kommer, om at være blevet bare lidt klogere næste gang… ja lyt selv. Han siger jo det hele fra kanten af en strindbergsk afgrund.

I næsten samme tungsindige åndfuldhed følger titlen på næste album “Kärlek är för dom” (2009). Kærlighed er for alle andre og der bliver for alvor sat elektricitet til musikken igen. Guitaren vækker den gamle punker, selvom han er trådt ind i en mere tilbagelænet rolle.

Men nu för tiden lever jag ett stilla liv
Jag ser dagarna komma och sen springer dom förbi
Och jag tror det är sant som dom säger i Sahara
varje sandkorn har ett nummer
(Kort biografi med litet testament, 2009)

For under en måned siden kom Thåströms seneste album på gaden. “Beväpna dig med vingar” (2012) er en direkte reference til Michael Strunge:

Væbnet med disse ordenes vinger, står jeg parat til at svæve, skrev han i 1984.

Mens Strunge sad i sit krystaltårn, svæver Thåström over sit eget livs afdankede arbejderkvarterer, og spejder ud mod sine kunstneriske krystaller, en dunkende monoton rytme og en evig udlængsel. Han kredser et eller andet sted omkring St Ana-katedralen i Granada, omkring Joe Cales violin, omkring Gun Clubs Moder Jord, og videre til en nat i Lissabon. Det er satans smukt – og det bliver tredje perlealbum på stribe.

Det var med dette afsæt, at han skød koncerten i gang torsdag aften. Vi stod klar med vingerne. Med et i øvrigt særdeles velspillende band omkring guitaristen Pelle Ossler. Foran et fyldt Vega hvor majoriteten af publikum lød som svenskere, vurderet på deres evne til at skråle med på sangene undervejs.

Vi andre parkerede gerne hjertet på den anden side af sundet for en stund. Det blev en fantastisk aften.

Der finns ett ställe nere i hamnen här
Det är just där långtrådarna kör förbi
Därnere säger dom att vinden
är som bäst å om man önskar
då blåser den dit man vill
(Beväpna dig med vingar, 2012)

Tack, svenske sjælebror!