Svenskeren fra Vesterbro

Han græder aldrig når han selv er til begravelse, men vræler som et barn når han ser en på tv.

Han har forlængst glemt sit første kys, men husker tydeligt da han fik Rolle Stoltz’ autograf (ishockey-stjerne fra 60’erne).

I følge ham selv er han typisk svensk. Men han boede i København i mange år, og har skrevet en af de smukkeste hyldestsange til Vesterbro, der nogensinde er lavet. Han gestikulerer gerne respektfuldt mod Dan Turell, hænger i ensomheden på Café Guldregn, som et genfærd af endnu en Ole Jastrau midt i et personligt hærværk. Fortolker CV Jørgensen eller lapper et par gamle Michael Strunge-digte i sig.

Köpenhamn är bra om man inte vill vara med
Det kan gå dar här utan att jag pratar med en själ
Jag gillar barerna i mitt kvarter
Och månen här är den vackraste som jag vet
Man kan leva ett liv här i hemlighet
(Brev till 10:e Våningen, 2005)

Torsdag aften indtog han scenen i Vega, på sit elskede Vesterbro, og leverede en forrygende koncert.

Han er Sveriges store punkikon, rasende populær i sit hjemland og halvt ukendt i Danmark, en slags skandinavisk krydsning af Nick Cave og Joe Strummer. Med en stemme der skærer som en kniv, for at citere ham selv. Fra de blideste snit til de vildeste hug. Men han mener hvert et ord, man er aldrig i tvivl, når han skiftevis trasker neurotisk rundt på scenen, under numrene, mellem numrene, for nærmest at eksplodere i tranceagtig klammeri med mikrofonen.

Joakim Thåström voksede op på Skebokvarnsvägen 209, i Rågsved, en forstad til Stockholm. Som 20-årig var han med til at danne et af Sveriges største og første punkbands. Det var i 1977 og bandet hed Ebba Grön og tog navn efter en politiaktion, der forhindrede kidnapningen af en daværende svensk minister.

Vi träffade en trummis med en
Sex Pistols-platta under armen
Han ville vara med i pakten, å sen så var det klart
Det var vi tre mot resten av hela världen
Basisten räkna in och vi drog ut i krig
(The Haters, 2005)

Ebba Grön opnåede en enorm popularitet inden de gik i opløsning i 1983. På sin vis kunne de kaldes det svenske svar på Gasolin. Blot med et afsæt 10 år senere i punkscenen. Ebba Grön nåede også at gæste Roskilde festivalen. I 1982. Til en lørdag formiddagskoncert. Det var min første festival og jeg husker koncerten som lidt halvsløv på grund af tidspunktet og med et par hundrede svenskere pogoende rundt foran den daværende Canopy-scene. Men jeg var der skam.

Siden gik Ebba Grön lidt i glemmebogen. Thåström fortsatte op igennem firserne med bandet Imperiet som nåede omend endnu større popularitet i Sverige end Ebba Grön. En meget hårdpumpet elektrorock med swingende venstrefløjsparoler, og med tydelig inspiration fra 1920’ernes DreiGroschen-Oper og Bertolt Brecht, og i virkeligheden med masser af langtidsholdbare sange, som stadig kan flankere et stærkt tourprogram. Det nød vi også i Vega torsdag aften.

Thåström selv ville knapt kendes ved populariteten. Da han blev tildelt den svenske tabloidavis Aftonbladets musikpris, sendte han engang et par gamle venner. En af dem slog avisens chefredaktør ned. Det var i Ebba-tiden. Senere nægtede han blot at modtage priserne.

Det endte med at Thåström rejste fra Sverige. Til København og Amsterdam.

Halvandet årti senere dukkede han frem igen fra et musikalsk mudder med en meget personlig håndfuld af sange. Bingo, jeg taler om min egen lystavle!

Den selvbiografiske “Skebokvarnsvägen 209” udkom i 2005. Albummet fremstår næsten som Nick Cave’s “The Boatman’s Call” på svensk.

En stille og meget dybfølt rejse gennem det meste af Thåströms eget liv. Fra endags-punkbandet The Haters, forløberen for Ebba Grön, til den verdensfjerne far der havde pakket sig selv ind i utilnærmelighed og måske i virkeligheden bare ville langt langt væk fra det hele.

Han hade en pistol i sin garderob
Han skulle alltid visa upp den för oss ungar
När han var full.

Jag undrar vad han längtade efter
Jag undrar vad han drömde om
Jag undrar om han hade några vänner någonstans
Jag såg aldrig någon
(Främling Överallt, 2005)

“Skebokvarnsvägen 209” storhittede hos mig. En af tiårets absolut smukkeste skiver. Det var som at komme indenfor i et liv som kunne være ens eget, en rejse som også var min. Det er vel præcis her kunsten skaber sit guddommelige touch. Den sætter ord og lyd på mig og dig også.

Nøjagtig som han gør på Vesterbro.

En svart sol sjöng för alla som va som oss
Och mäster Dan Turéll var kung varenda kväll
Men allt det där vet du som har nån gång har vart
Nån gång har vart
På Sönder Boulevard
(Sönder Boulevard, 2005)

Albummets flagskib og første hitsingle blev den sørgmodige kærlighedserklæring ‘Fan Fan Fan’. Om at få den skide ekstra chance, der aldrig kommer, om at være blevet bare lidt klogere næste gang… ja lyt selv. Han siger jo det hele fra kanten af en strindbergsk afgrund.

I næsten samme tungsindige åndfuldhed følger titlen på næste album “Kärlek är för dom” (2009). Kærlighed er for alle andre og der bliver for alvor sat elektricitet til musikken igen. Guitaren vækker den gamle punker, selvom han er trådt ind i en mere tilbagelænet rolle.

Men nu för tiden lever jag ett stilla liv
Jag ser dagarna komma och sen springer dom förbi
Och jag tror det är sant som dom säger i Sahara
varje sandkorn har ett nummer
(Kort biografi med litet testament, 2009)

For under en måned siden kom Thåströms seneste album på gaden. “Beväpna dig med vingar” (2012) er en direkte reference til Michael Strunge:

Væbnet med disse ordenes vinger, står jeg parat til at svæve, skrev han i 1984.

Mens Strunge sad i sit krystaltårn, svæver Thåström over sit eget livs afdankede arbejderkvarterer, og spejder ud mod sine kunstneriske krystaller, en dunkende monoton rytme og en evig udlængsel. Han kredser et eller andet sted omkring St Ana-katedralen i Granada, omkring Joe Cales violin, omkring Gun Clubs Moder Jord, og videre til en nat i Lissabon. Det er satans smukt – og det bliver tredje perlealbum på stribe.

Det var med dette afsæt, at han skød koncerten i gang torsdag aften. Vi stod klar med vingerne. Med et i øvrigt særdeles velspillende band omkring guitaristen Pelle Ossler. Foran et fyldt Vega hvor majoriteten af publikum lød som svenskere, vurderet på deres evne til at skråle med på sangene undervejs.

Vi andre parkerede gerne hjertet på den anden side af sundet for en stund. Det blev en fantastisk aften.

Der finns ett ställe nere i hamnen här
Det är just där långtrådarna kör förbi
Därnere säger dom att vinden
är som bäst å om man önskar
då blåser den dit man vill
(Beväpna dig med vingar, 2012)

Tack, svenske sjælebror!

Og over til musikken…

EMA – en onsdag aften i Pumpehuset

Det begyndte egentlig med et tip fra en gammel arbejdskollega, samtidig med lanceringen af den nye musiske nettjeneste Spotify.

Jeg fik hende serveret frisk i indbakken som noget af det første. EMA, eller Erika M. Andersson, fra South Dakota, USA. Efter eget udsagn, bekræftet under koncerten i Pumpehuset, har hun en dansk bedstemor. Så der var en linie – ikke at det betyder en skid. Men nu er den der.

Hendes debutalbum hedder “Past Life Martyred Saints” og er blevet rost til skyerne siden udgivelsen i foråret. Og ja, det er fremragende, måske endda årets bedste, som den gamle arbejdskollega påstod.

Jeg er selvfølgelig ganske langskægget anlagt. Derfor købte jeg cd’en et par uger efter. Spotify er fin nok til at browse hylder, men jeg vil også have noget på mine egne.

Kort efter blev koncerten i Pumpehuset annonceret. En oplagt mulighed for at opleve den reinkarneret PJ Harvey (sammenligningen er lige for).

Publikum i Pumpehuset var ungt og Erika applererer tydeligvis til kvindelig foretagsomhed og kunstnerisk finesse. Der var en overvægt af medsøstre. Hun har stadig et beskedent repertoire, men formåede i den grad at komme langt ud over scenen. Både i det fysiske rum hvor hun tog sig en tur ned blandt os begejstrede tilhørere, og endnu stærkere mentalt. Der var udstråling. Masser af udstråling.

Mest gribende blev åbningsnummeret fra albummet ‘The Grey Ship’ (se youtube-klip) og det første nummer i ekstrasættet, hvor hun entreerede scenen alene (titlen er væk!).

I øvrigt blev det et pudsigt gensyn med Pumpehuset, som man forsøger at puste nyt koncertliv i. Koncerten foregik i underetagen og ikke oppe i selve storsalen på første etage. Scenen var opstillet i hjørnet ved siden af baren, mens trappen op var afspærret. Den fortættede koncert behøvede så heller ikke mere plads, vi var vel 100-150 tilhørere.

Ikke desto mindre – det blev sgu årets koncert.

“Unknown Pleasures” på Hovedbiblioteket

Inden EMA-koncerten kunne man tage en smut forbi Hovedbiblioteket i Krystalgade. De kære bibliotekarkolleger havde fået stablet et glimrende lille arrangement på benene, Martin Hall taler med Peter Hook.

Peter Hook var bassist i de hedengangne Manchester-punkikoner, Joy Division, og senere i den succesrige efterfølger New Order.

Kort om Joy Division: de daterer sig fra 1976-80 og udsendte 2 LP-skiver (som det hed dengang). Samt et par singler. Deres musik ændrede verden, omend ikke helt, så for en masse unge mennesker worldwide. De fandt for alvor sig selv ved en Sex Pistols-koncert i hjembyen Manchester og blev hurtigt førende på den lokale scene. Debuten “Unknown Pleasures” udkom i 1979 og mødte verden med en lyd af kølig fortvivlelse, fremmedgjorthed, desperation, og en uendelig inderlighed. Altsammen på en gang.

Hvor de første punks som Sex Pistols og Clash rasede i en udadvendt frustration mod verden, rasede Joy Division indad i et mentalt dyb. Gruppens tid blev kort. Sanger Ian Curtis begik selvmord i maj 1980 på vippen til bandets helt store gennembrud og en forestående USA-tour. Han led af alvorlige epileptiske anfald, og efterfølgende depressioner, og lå samtidig i skilsmisse.

De resterende 3 medlemmer fortsatte under navnet New Order. Hvilket bliver en anden historie.

Hookie eller Peter Hook har været med hele vejen. Hans markante bas, den fungerer nærmest som guitar, blev en særlig skole og et helt eget lydbillede endnu mere for New Order end Joy Division.

Onsdagens arrangement på hovedbiblioteket blev kædet sammen med en koncert i Amager Bio. Peter Hook turnerer og spiller hele “Unknown Pleasures”, plus lidt flere numre fra samme tid. Jeg skippede koncertdelen for EMA-koncerten. Nostalgi får man hurtigt rigeligt af i min alder.

Derfor nød jeg selvfølgelig endnu mere Hall og Hook i salonsamtalen. Peter Hook var i gevaldigt humør (det er han ikke altid) og fortalte levende sine historier om “Unknown Pleasures”-produceren Martin Hannett (“an absolute lunatic!”) og hele punkscenen fra dengang.

En del af snakken kredsede om skrønerne fra filmen “24 Hour Party People”, som er en slags fiktiv dokumentar om hele Manchester-scenen fra Joy Division til de senere syrehoveder i Happy Mondays. Fortalt af og omkring tv-journalisten Tony Wilson (i filmen spillet af Steve Coogan).

Jeg vil også kun anbefale den snart 10 år gamle film. Alt er måske ikke lige sandt. Men dog næsten, som Peter Hook bekræftede, og bragende god er den. Stadigvæk!

Bosskilde

Nu sker det forhåbentlig. Bruce Springsteen spiller på sommerens Roskilde Festival. Festivalen selv har stadig intet bekræftet, men rygtet har svirret i et par uger, og Bruce har bekræftet og gjort det i flere omgange på sin egen webside – og såmænd på sin facebook-profil.

Jeg ved ikke hvad det er for papirer, som festivalen mangler at underskrive. Åbenbart de sidste af dem, i følge Politikens weekendudgave. Men det bliver fandeme ris til egen røv, hvis det kikser.

Jeg – og flere andre – har købt billetten i forventningen om at Bruce kommer. Har endda flottet mig og købt til hele festivalen allerede. Tager gerne alle dagene med. Men jeg vil sateme også have Bruce nu.

Skuf mig ikke Roskilde. Jeg siger det bare!

Time Time Time – Minutes to go!

Time Time Time
Minutes to go, searching crime

Jeg kan ikke huske hvornår jeg egentlig så Sort Sol, eller Sods som de stadig hed dengang, for første gang på scenen.

Måske var det Nosferatu festivalen i Saltlageret i 1982, måske Rockmaskinen ude på Christiania tidligere samme år – eller efteråret før. Hukommelsen flyder lidt i perioder omkring gymnasie og studentereksamen. Men det var der omkring tidsmæssigt.

Siden hen – op igennem 80’erne og 90’erne har jeg set en del koncerter med dem. De kunne være ganske eksklusive med deres koncerter, væltede sig ikke rundt i lange turnéer, men når de var på, vidste man bare som fan/publikum at de altid var gode. De var på! De var der!

Der hvor de skulle være. Fra hedengangne Ungdomshuset, over Pumpehuset, til Ridehuset i Århus. Sidstnævnte mindes jeg af en eller anden grund stadig som den bedste koncert. Jeg kom hjem en forstuvet fod og et stort smil! Til gengæld valgte jeg med vilje ikke at se revival-touren her i foråret. Minderne er så klart at foretrække – Sort Sol blev definitivt amputeret for 10 år siden.

Anledningen til den korte forårstour var derimod langt vigtigere. I foråret 2011 udkom også den helt store samlerboks. En slags Sort Sol fra 1978 til 2001, de i alt 8 udgivne studiealbummer er tilsat 3 yderligere opsamlinger med diverse sange under titlen Stamina.

Jeg købte selvfølgelig boksen med glubende appetit, Sort Sol er 3 årtiers største danske rocknavn for mig, det meste af mit voksne liv.

Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg for alvor har fået taget hul. På den kolossale samling i boksen. Igen.

Den sorteste boks 1978-2001

Debuten “Minutes to go” udkom i 1978, som rendyrket punk, og den mere indadvendte og søgende “Under en sort sol” kom halvandet år senere.

Boksen bliver skudt i gang med 2 af dansk punks tidligste udgivelser, Lost Kids fra Århus udgav den første single, men den er mest til historiearkivet. Det var Sods-udgivelserne, der kom til at definere punkscenen og punkmiljøet i starten som en slags københavnsk in-crowd. I virkeligheden blev det nok mere folkene omkring end bandet selv der blev selve in-crowd’en. Sods rakte gerne ud og stillede sig til rådighed for eksperimenter.  I perioder involverede bandet sig vidt og bredt i andre kunstarter og optrådte eksempelvis sammen med eksperimenterende jazzmusikere og teatergruppen Billedstofteatret.

Men det var en tid som var svær at dokumentere. Punkens tidsånd var meget impulsiv og do-it-your-self og i 1980 havde man ikke nutidens muligheder for hurtigt at af- og indspille øjeblikket via diverse lækre mobile dingenoter. Derfor er boksen heller ikke komplet omkring bandets tidlige år.

Ikke desto mindre er der rigeligt til at dokumentere et band der over 20 år blev en lysende stjerne på rockscenen. Det allerfremmeste og mest talentfulde vi har haft, og samtidig et band der måske aldrig helt rullede sit fulde potentiale ud. Med den rette ærgerrighed kunne de måske have nået meget mere – uden for landets grænser. På den måde er boksen også beretningen om et band der altid satte kunsten i sig selv over alt andet.

Bandets medlemmer er…

  • Steen Jørgensen /sang
  • Peter Peter (Schneidermann) /guitar
  • Knud Odde /bas
  • Thomas Ortved /trommer
  • Lars Top-Galia / guitar (Han trådte ind i 1985)

De fik et stort kommercielt gennembrud i de tidlige 90’ere. Først storhittede det pop-inspirerede album “Flow My Fire Tear” (1991) og 2 år efter indgik dele af “Glamourpuss” som et væsentligt soundtrack til Ole Bornedals gyserfilmhit “Nattevagten”. Sort Sol blev nærmest folkeeje med hitsangen ‘Let Your Fingers Do the Walking’ (og hvor er den fremragende, mand!) og samtidig fortsatte de som anmelderdarlings, og kunne endog stadig påberåbe sig kunstnerisk integritet. De var stadig deres helt egne.

Men den længe ventede – og yderst fortjente – succes endte måske også med at tage livet af dem. Publikumstække og skulderklap stod i klynger og blev aldrig helt deres gebet. Det ragede dem måske inderst inde lidt. Det var udtrykket, musikken, det handlede om.

Eller… i hvert fald smuldrede det langsomt frem mod årtusind-skiftet. Peter Peter, guitaristen og punkmotoren, forlod bandet efter “Glamourpuss”. Dermed forsvandt en flig af den kunstneriske vildskab også.

Bandet overlevede i første omgang. Men den kunstneriske tønde virkede temmelig tom. Lidt sigende kommer boksens udgave af “Unspoiled Monsters”, opfølgeren til “Glamourpuss”, som et mere skarpskåret Artist Cut af den oprindeligt udsendte skive, et par numre er røget helt væk. I perlerækken fremstod det også ved udgivelsen som bandets svageste album. Det gør det så stadig!

Da “Snakecharmer” blev indspillet i 2001, var bassisten Knud Odde på vej ud. Dermed var kun Thomas Ortved og Steen Jørgensen tilbage fra det oprindelige Sods/Sort Sol. Albummet står tilbage som en svingende svanesang, der dog absolut har sine små højdere. ‘Brogue’ er intet dårligt nummer, ej heller såmænd ‘Rhinestone’. Men albummet halter også forkølet mange steder og forsøger at ramme et eller andet ståsted.

Det rammer først til sidst – en cover-version af et gammelt Moody Blues-nummer.

Den sorteste sol af dem alle

Efterhånden som jeg har fået hørt alle boksens 11 skiver igennem, er jeg ikke i tvivl. Det var jeg i øvrigt heller ikke før. Sort Sol peakede i 1987.

Albummet “Everything That Rises… Must Converge” er højdepunktet i en formidabel lang og smuk karriere for bandet. Det er dansk rockhistories største album til dags dato. Det er et ualmindeligt udansk album, det er totalt internationalt, og netop derfor så fremragende.

Når jeg tænker musikalsk tilbage på året 1987, er det som mest ramler ind i mit billede umiddelbart The Pixies og “Surfer Rosa” og et stadig ungt REM med deres brilliante “Document”. Med “Everything That Rises…” er vi nærmest i samme boldgade – og vi er tæt på samme klasse.

“Everything That Rises” indeholder 10 numre. 2 af dem er coverversioner. Det første ‘Ode to Billy Joe’ og det sidste ‘Marguerita’. De 8 i mellem er egne kompositioner. Det ene ‘Abyss Revisited’ en opfølgning på den 4 år tidligere “Dagger & Guitar” som indeholdt samme nummer i en mindre viril udgave (må vel være bedste beskrivelse – der er afsindig meget mere power i Revisited-versionen!). Mere viril passer fordi bandet var blevet udvidet med en ekstra guitarist, Lars Top-Galia, til at supplere/kombinere med Peter Peter.

Det virker. Det slår som en hammer ved genhøret af dette album, for dælen da, hvor de sprudler. Det er mørke og dystre sange, men man står jo fluks og hugger med på luftguitaren igen, når ‘Searching Down the Block’ brager igennem stuen. Stopper op og lytter intenst til ‘A Knife For The Ladies’ og særligt den dejlige ‘Shapes of Summer’ (Jaja, selvfølgelig vil Nick Cave også nikke anerkendende). Det hele er så fremragende smukt i sin voldsomhed.

‘Pinocchio Loose’ bliver en slags inciterende splatterfilm-rock, som der i den grad står Knud Odde og Peter Peter på som de 2 kunstneriske drivkræfter. Inden sanger Steen får hele scenen i Marguerita-pastichen, der er et gammelt Elvis Presley-nummer.

Køber man cd-versionen af albummet, får man bonus-skiven “The Violent Bear it Away” med. Samme finder man som ene halvdel af Stamina-skive #2  i bokssættet, den anden del er mini-udgivelsen “Fog Things”.

Udholdenheden til sidst

Stamina-skiverne dækker 3 forskellige perioder. #1 er Early Recordings som indbefatter blandt andre de 3 numre som Sods bidrog med på punk-kompilationen Pærepunk (1979), der også omfatter Kliché og en række andre danske punkbands. Den countryagtige Ruby-maxisingle er også inkluderet her.

Skive #2 er allerede omtalt. Et par fremragende coverversioner ‘The Interpreter’ og ‘Love Is All Around’ skal selvfølgelig fremhæves. Eller hvad med det gamle T-Rex nummer ‘Children of the Revolution’, halvt sunget på russisk. Med oprindelse i Sort Sols deltagelse i Next Stop Sovjet-projektet i 1989. #2 indeholder også den lille vignet som bandet lavede til det gamle ungdomsprogram P4 (ja, det var Tine Bryld og Det Elektriske Barometer!). Sangen ‘Når solen stikker af’ afløste Gasolins klassiske ‘Som et strejf af en dråbe’. Det blev næsten helt symbolsk – fra Gasolin til Sort Sol.

Sidste Stamina-skive bærer titlen The Last Bunker Recordings & Esoteric Soundtracks, incl. The Hamlet Sessions. Oprigtig talt kunne jeg sagtens være den foruden. Noget teatermusik og noget skrammel.

I stedet nyder jeg hellere at hele forvirringen på “Snakecharmer” får lov til at slutte med Moody Blues-nummeret ‘Nights in White Satin’. Det er en smuk, smuk sang og helt anderledes værdig for dansk rocks allerstørste ikoner. Hvis det endelig skal være!

Og lad os så høre lidt af musikken – til en afveksling…

Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer

Går i mørket… på en trappe… trin for trin…
åbner en dør
skærmer for lyset med hånden
ser den sølvgrå sky
og går ud i regnen
(Fra ‘Oppenheimers formiddag’)

Alt hvad jeg ser, bliver vibrerende klichéer – de samlede klichéer.

Den opsamlende genudgivelse af de 2 album som hedengangne Kliché lavede i årene 1980 og 1982, er nu kommet på gaden i en ny remaster-version.

De oprindelige numre er tilsat lidt ekstra krydderi i form af 3 ekstra fra den første danske punkudgivelse, Pærepunk (1979). Reelt er der intet nyt fra de gamle klichéer, alt har været udgivet og er hørt før.

Ikke desto mindre er den en pragtfuld sag. Der er allerede skrevet meget. Og med god grund. Jeg læner mig bare tilbage og følger i slipstrømmen.

Det mest slående bliver faktisk hvor fremragende og unikt det hele fremstår. 30 år senere. Der har ikke lagt sig meget rust på det gamle karrosseri. Men man kunne måske alligevel ønske noget nyt og hidtil uudgivet materiale. Lidt mere krom på dyret.

Har man – som jeg – de to oprindelige album “Supertanker” og “Okay Okay Boys”, jamen så har man faktisk det hele – ja næsten – jeg mener, så himmelråbende nødvendige er de 3 pærepunk-numre sgu ikke. De er selvfølgelig med til at tegne historien om bandet Kliché. Men det virkelige spring sker mellem de to album – fra den fræsende, monotone, maskinelle “Supertanker” til den langt mere spraglet og kunstnerisk-søgende “Okay Okay Boys”.

Ja, jeg har altid syntes, at det andet album “Okay Okay Boys” var det stærkeste. Sådan er det stadig. Efter genhørene.

“Supertanker” har bestemt sine øjeblikke, i den fræsende syntetiske energi der trækker tråde til både tyske Kraftwerk og David Bowies eksperimenter på et album som “Low”. Den tydeligste inspirationskilde er dog  amerikanske Devo. Deres sci-fi-agtige dyrkelse af monotoni og mekanik, i musikken som i udseendet – den menneskelige de-evolution, som de kaldte det.

Det ændrer dog intet ved den originalitet, som Kliché bragede igennem med dengang i 1980 på en nærmest helt igennem dødssyg dansk musikscene. (Umiddelbart var der vist kun Sort Sol, som endnu hed Sods på det tidspunkt, der er værd at nævne!).

“Supertanker” var en befrielse. En ny generation. En ny tænkemåde. En ny måde at skrive tekster på, en ny musik langt ind i et nyt årti.

“Okay Okay Boys” kommer efter bomben var sprunget. Punken og det altomfavnende New Wave-begreb skyllede efterhånden ind over de danske kyster også. Den første provokation havde lagt sig. Perspektivet blev bredere. Sanger Lars HUG begynder at folde sig mere ud og forsøger at ende et sted mellem Bowie og Bryan Ferry – og musikalsk tilføres Kliché guitaristen Hilmar Hassig. Med en inspiration fra en Adrian Belew, igen hænger Bowies spøgelse i et sted baggrunden, gav Hassig en helt anderledes klang til bandet.

Jeg fandt dette gamle koncert-klip fra den gamle Idrætspark – Afrika-koncerten 1985. Det er titelnummeret og det giver mig stadig gåsehud. Lad musikken selv fortælle… og lad det især være en hyldest til Hassig. Han døde tragisk i 2008 i en trafikulykke. Manden bag danmarks fedeste guitarlyd.


Tekstmæssigt bevæger bandet sig også. Den ironiske leg med Formand Mao-citater og revolutionære paradepladser bliver skiftet ud med Buddha-citater og søgen ud i verden. Datidens frygt for den store atomkrig bliver ganske nærværende.

En sang ‘Oppenheimers formiddag’ er selvfølgelig en direkte hilsen til atombombens “fader”, J. Robert Oppenheimer, men er ikke i nærheden af en parolesang. I omkvædet konstaterer bare sangeren bare vemodigt…

Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer…

Ja for fanden. Man synger bare uvilkårligt med. Vi ser jo ikke andet, vel! Koldkrig eller ej.

Filosofisk og næsten religiøst bliver ‘Ansigt til Ansigt’. Teksten er samplet fra Det Gamle Testamente og den mystiske Prædikerens Bog – en deprimeret Kong Salomon skuer ud over sin verden.

Ansigt til ansigt
Jag efter vind
Det der var er det der kommer
Det der sker er det der skete
Endnu engang

Tilbage står tomheden – som efter atomkrigen anno 1982. Eller noget. Det bliver rasende smukt. Også den dag i dag.

Videoen stammer fra DR, og blev så vidt jeg husker lavet i forlængelse af selve albummet, og er vel et af de første danske forsøg ud i en egentlig musikvideo, der er andet og mere end en koncertoptagelse.

Jeg vil tone ud sammen med den – som sidste skæring på det oprindelige album. Alt var tomhed og jag efter vinden – og inden de samlede klichéer kom til verden. Nyd dem – også i morgen!