Den portugisiske vej

Natsværmer og superstar
Kom til mig, lille natsværmer…

Fra gråd og frustration til hysterisk glæde. Afstanden var cirka 95 minutter for Portugal søndag aften 10. juli. EM-finale: Portugal – Frankrig.

Først blev det nationale ikon, Cristiano Ronaldo, udskiftet efter forgæves at have forsøgt at spille videre med en skade. Folk omkring mig opfattede Dmitri Payets tackling som hensynsløs. Det var den måske også – jeg har dog set værre. Men folk græd bogstaveligt og slog opgivende ud med arme – skæbne er en ond ting.

En lang og halvtrist regulær kamp senere, et fransk forsøg på stolpen i tillægstiden, og endelig Eders fremragende scoring 10 minutter før finalens ekstratid løb ud. Det havde været en historie om en forudsigelig straffesparksafgørelse, der var blevet virkeliggjort. Ja, hvis ikke…

Som en ganske logisk afslutning på en EM-slutrunde, der ikke nåede hverken sin forgænger eller VM for 2 år siden til sokkeholderen i kvalitet.

Straffespark blev det aldrig. Der var en højere fodboldmagt med Portugal. De var heldige. Ikke bare i finalen, men turneringen igennem.

En sejr i regulær tid (semien over Wales) i 7 kampe. De øvrige 6 kampe endte reelt uafgjort. Og det hele endte som en ironisk modsætning til det EM, de skulle have vundet på hjemmebane i 2004. Dengang luskede Grækenland sejren hjem. 2-0 over et portugisisk hold der var klasser bedre end 2016-udgaven. Eller rettere det føltes sådan.

Sådan havde de det også selv.

De troede ikke en skid på det hold. Fra Lisboa til Porto. Hele vejen nord på trak de på skuldrene og gryntede mismodigt.

Jeg fulgte med på vandreturen op ad den særlige portugisiske pilgrimsrute, Caminho Central Português, og fik set de fleste kampe. Med eller uden portugisisk deltagelse.

Jublen var moderat, da de vandt over kroaterne efter en forfærdelig kamp. Sagte smil og stadig lidt ligegyldigt. Festen blev lidt større mod Polen, endnu en forfærdelig kamp, men der var dog sporadiske bilhorn i natten efter polakkerne skød sig selv ud på straffe.

I Porto eksploderede det så. Semifinalen mod Wales. Nattefest, morgentømmermænd, og en helt anderledes overskruet forventning. Pludselig lignede de også et fodboldhold, der ville noget.

Jeg tror samtlige tv-kanaler, der strejfede forbi min camino de næste dages tur op langs atlanterhavskysten, kørte flere dages optaktsshow. Fixpunkt Cristiano Ronaldo. Det var ham der skulle bære det. Mens træner Fernando Santos messede sig vemodigt igennem pressemøde efter pressemøde som en plaget bedemand.

Helt eksemplarisk stod den skadede superstar og dirigerede sine holdkammerater igennem de sidste 10 minutter.

euro2
Finaleklar i Viana do Castelo

Jeg så finalen i Viana do Castelo, en mindre fiskerby 55 km nord for Porto. Som i de fleste andre byer havde de bygget særlige storskærmsscener op, hvor primært unge flokkedes i tusindvis. Behørigt opstemte, men aldrig stangvisne. Vi kunne lære noget der – bær din brandert med stil i det offentlige rum.

Alternativt kunne man altid se kampen på barerne, hvor stort set alle bød på udendørs-tv og -servering.

Portugal vandt og de vandt over storfavoritten Frankrig. Der var særlige trætte smil overalt næste morgen, når man bestilte sin café con leche og den særlige portugisiske æggecremekage (pasteis de nata). De smager sindssyg godt og booster enhver vandretur og blev hårdt savnet dagen efter, da en lille færgeoverfart førte mig over Rio Minho og over grænsen til Spanien og Galicien.

Her var EM for længst gået i glemmebogen og det er formodentlig også de fleste andre steder. En ny sæson er allerede begyndt.

mig.
Den gamle mand og havet

Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Der hænger stadig for mange fantastiske øjeblikke og minder fra selve vandringen fast. De overskygger den hverdag, der hellere end gerne vil trænge sig på.

Et par opsummerende ord: vildt, vildt, vildt. Efter at have forlystet mig med den franske camino sidste år, var oplevelsen af den portugisiske på mange måder anderledes. Dels var jeg mentalt knap så fokuseret på at vandre hele turen, jeg var ganske sikker på, at det ikke ville være noget problem at gå de godt 600 km. Slet ikke efter at have gået over 800 km sidste år. Dels er den portugisiske camino langt mindre populær. Man er langt mere alene på ruten – og møder meget få andre pilgrimme. Til gengæld knytter man sig også sammen med dem, som man møder. Jeg tror, løst anslået, at jeg på hele strækningen fra Lisboa til Porto mødte i alt under 20 andre, der vandrede nordpå. Og fik jeg langt sjovere selskab.

Det øgede selvfølgelig også risikoen for at gå forkert og ende på utilsigtede detours. At være få og mangle tydelige pejlemærker. På franske camino var nøgleordet oftest “follow the crowd” – der går man aldrig forkert. I Portugal, særligt de første dage, var det en god ting med gps i smartphonen. De gule camino-pile var ikke altid lige synlige.

Semifinaleaften i Porto
Semifinaleaften i Porto

De fleste, der taler om den portugisiske camino, begynder i Porto. Det er der en god grund til. Byen i sig selv er mindst lige så attraktiv som Lisboa. Og turen nordpå til Santiago, særligt langs kysten, er helt fantastisk. Og ganske overskuelig. Cirka 10 gå-dage alt efter humør – og uanset om man vælger kysten eller den centrale rute.

sand
Morgenen, dagen efter, gående på stranden.

Lisboa – Porto er for de hårdkogte. Den trækker søm ud, der er langt mellem overnatningsmuligheder, og er om sommeren hysterisk varm. 40 grader ude i vin- og kornmarker uden meget skygge. Men Tejo-floden fulgte mig ud af Lisboa og næsten 100 km nordpå. Til tider er det en fed vandring på boardwalks over flodenge og til andre tider lange kilometre igennem industrielle områder, langs jernbanespor, og videre igennem små døsige landsbyer.

Men portugiserne er venlige mennesker. Bare sådan generelt. Jeg fik foræret alt fra frugter og kage til kaffe og sågar fodcreme fra et damer i en forbipasserende bil. Og blev beriget af herligt selskab af 2 amerikanere, Gary og Maureen. Gary mødte jeg efter et par dage, vi faldt i snak foran en café en formiddag, og Maureen kom til et par dage senere. Vi dannede en trio til Porto. Og lidt længere nordpå. Inden vi skiltes i Barcelos.

Maureen skulle tilbage til Porto for at hente en veninde, Gary ville gå videre i et spirituelt spor, noget med god mad og tid til eftertanke, mens jeg nappede et lokalt bumletog til atlanterhavskysten og den friske brise.

Det var på finaledagen. Viana do Castelo. Min deadline i Santiago var ganske stram. Flybilletten retur sagde søndagen efter.

Ude ved kysten mødte jeg Sigita fra Litauen. Igen. Jeg havde været ude at spise med hende allerede på andendagen efter Lisboa. Siden forsvandt hun. I næsten 2 uger. Både Gary og Maureen havde også mødt hende. Forskellige steder på vejen, inden jeg mødte dem.

Sigita i svømmepøl ved Atlanterhavet.
Sigita i svømmepøl på randen af Atlanterhavet

Efter Porto dukkede hun op igen. En aften vi sad og spiste på en restaurant.

Og 2 dage senere atter for mit vedkommende efter jeg havde sejlet over floden til Galicien/Spanien. Jeg mistænker, at hun forsøgte at tage en selfie, da jeg så hende stå i vejkanten nede ad en lille bakke. Det blev også historien om hendes camino. Hun havde gået det meste af turen fra Lisboa alene – med lidt afstikkere via det offentlige transportsystem.

Vi fulgtes de næste 3 dage op ad kysten. Indtog solnedgangen og de lækreste badestrande. 3 vandredage sammen, man kan blive ganske gode venner på så kort tid og dele oplevelser som bliver helt vores egne. Forpuppet i caminoens ånd, ordene vandrer ind i solen og smelter. I den grad også den portugisiske. At gå ind i Coimbra var som en at sidde fastspændt i en roterende tørretumbler. Også i skyggen. Jeg siger det bare.

Og de blev europamestre. Jeg fik vist flere gange skrevet hjem i sms’er, at dette ville blive Portugals “sommeren 1992”. Jeg stod midt i det. Et par dage af landets gæstfrihed og det var svært ikke at holde med dem – og unde dem titlen uanset hvor heldigt og ufortjent den end var.

For fanden da – en tur!

euro1
“Det er vores!” – ja altså deres!

Tag på Flickr-tour (billedshow)

Og den nøjagtige gå-tur blev følgende:

  • Lisboa -> Verdalho de Baixo – 32 km
  • Verdalho de Baixo -> Azambuja – 31 km
  • Azambuja -> Santarem – 32 km
  • Santarem -> Azinhaga – 25 km
  • Azinhaga -> Tomar – 37 km (lokaltog de sidste 7 km igennem industriområde)
  • Tomar = hviledag
  • Tomar -> Alvaiázere – 31 km
  • Alvaiázere -> Rabacal – 33 km
  • Rabacal -> Coimbra – 30 km
  • Coimbra -> Anadia – 31 km
  • Anadia -> Albergaria – 36 km
  • Albergaria -> Sao Joao do Madeira/Porto – 29 km (bus til Porto om eftermiddagen)
  • Porto = hviledag
  • Porto/Matosinhos -> Vila do Conde – 22 km (bus ud af Porto til Matosinhos)
  • Vila do Conde -> Barcelos – 30 km
  • Barcelos – Viana do Castelo (lokaltog, hviledag)
  • Viana do Castelo -> Caminha – 27 km
  • Caminha -> Mougas Camping – 31 km
  • Mougas Camping -> Nigran – 12 km
  • Nigran -> Redondela – 37 km
  • Redondela -> Pontevedra/Padron – 18 km (bus til Padron om eftermiddagen)
  • Padron -> Santiago – 24 km
Pilgrimspasset
Pilgrimspasset

C-P-H

Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.

Denmark Shots
“… “

Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.

Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.

Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.

Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.

Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.

Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.

emirates
Turen gik til Arsenal

Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.

Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.

Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.

whl
Stadiondrømme i Nordlondon

Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.

Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.

Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.

Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.

I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall
And hide you from the emptiness of it all

FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.

Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.

Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.

I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.

Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.

Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.

Det var dengang med Mio.

Og Zuma.

2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.

Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København,  og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.

På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.

Da verden stoppede...
Da verden stoppede…

Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.

Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.

Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.

Una Pérdida Predecible

bernabeu
Udsigten næsten øverst fra D-tårnet – Santiago Bernabeu

Et 0-4 nederlag er og bliver aldrig tilfredsstillende, lad det være sagt straks. Aldrig.

Uanset modstander, uanset procentuelle ligheder i boldbesiddelse, uanset konceptuelle tværpasninger i prædefinerede trekanter, uanset alt muligt andet, og ikke mindst de 63 minutter hvor meget var lige ved og næsten.

Røv og nøgler. Vi er ikke Farum. Vi er FC København.

Hvad der gjorde det værre onsdag aften, var at vi nærmest forærede målene til Madrid. Først Wiland som fulgte sit 2013-trademark til dørs, at atter ligne en målmand der har sin bedste tid bag sig.

Der var knapt spillet 20 minutter, da han fejlbedømte et relativt harmløst indlæg. General Francos foretrukne fodboldklub fik foræret en åben boulevard til de forventede 3 points og næste Champions League-opgør.

Og jeg så allerede massakren forude. Vildanden blafrede, mand! Det var for nemt! Fandtes der en hurtig exit ud fra Santiago Bernabeu… hotelværelset og -sengen var trods alt kun 4 metro-stationer væk. Det var i gå-afstand, fra Chamartin til Tribunal, værre var det ikke.

En 4-dages sviptur til Madrid. Jeg manglede den spanske hovedstad på mit personlige rejsekort. En oplagt tur, et godt tidspunkt, selv vejret havde spillet med.

Først havde udsigten ellers sagt skyer og regn og atter regn hjemmefra, men Madrid slog allerede tirsdag formiddag over i det lækreste sensommervejr med masser af solskin og pænt over de 20 grader til langt ud på aftenen.

0-1 og bagud. Ironisk virkede det som målet, fik hele det københavnske hold til at hive sig op ved hårrødderne. Den resterende del af 1. halvleg blev pludselig vendt på hovedet.

Man fornemmede det langt op under taget på Bernabeu. Vi spillede i den grad med i kampen og endte med at være snublende tæt på en udligning. Modric’s arm stod i vejen, sagde sms’erne hjemmefra.  Først spejdede jeg den bare som inde over målstregen, fra langt oppe øverst i D-tårnet modsat.

Men gu’ fanden var der straffe. Uforsætlig eller ej. Madrid havde vel en åbenbar fordel af hans arm. Eller…

Set et par gange efterfølgende på tv, er jeg tilbøjelig til at give dommeren en vis pointe. Den er ikke så lige til og han valgte det sikre.

Det spillemæssigt fornuftige fortsatte egentlig i 2. halvleg. Vi forsøgte. Uden angribere, med Braaten og Nikolai Jørgensen flakkende som to offensive midtbanespillere, sammen med Københavns bedste på aftenen, Rurik Gislason. Men med omtanke alligevel.  Jeg får stadig kuldegysninger over de ynkelige Europa League-præstationer, vi så sidste efterår. Tommelfinger op til attituden onsdag aften.

Efterfølgende kan man vel ikke sige så meget til Madrids 2-0. Der er et par millioner euro til forskel på de 2 hold, cirka, og på et eller andet tidspunkt skal det blive synligt for alle.

Det burde så være det. Et Wiland-drop og noget der måtte ske. Nede 0-2. Det kunne ende som mod FC Barcelona for 3 år siden på Camp Nou.

Sammenligningen var egentlig langt væk. Både i forhold til hjemmeholdets kvalitet og vores egen. Madrid er langt fra toptunet, weekendens nederlag hjemme til lokalrivalerne i sydvest fra Atletico var ganske sigende. Verdens dyreste spillere gør det ikke alene.

Vores egne mangler har skreget til himmels i mange måneder og blev gjort ekstra tydelige fra det 63. minut, hvor Youssef Toutouh blev afløst af Christian Bolaños.

Hvad der havde været en hæderlig indsats fra en ung spiller, blev til skræmmende dårlig indsats fra en tidligere bærende spiller. Grumt sagt – men der begyndte derouten for alvor. Bolas håbløse boldtab højt i banen førte direkte til 0-3.

Jeg har tidligere troet, at Ståles genkomst ville tænde op under ham igen. Men effekten forduftede nærmest efter en kamp. Costaricaneren er en skygge af den spiller, han var for et par sæsoner siden. Igen. Og logisk også helt ude af truppen nu i weekenden.

Vi kan skrive ham på listen over spillere, som nok bør finde nye græsgange til vinter. TK, Bola. Det er 2 stykker. Claudemir, Santin og Wiland er 3 yderligere i mine noter. Lars Jacobsen er også tæt på, vores anfører imponerer heller ikke i dette efterår. Kort sagt er det en hel generation af ældre spillere, der har været med i klubbens fedeste tider,

Der har egentlig været frygtelig langt fra Camp Nou i 2010 til Santiago Bernabeu i 2013. Sportsdirektør Carsten V. Jensen vil sikkert kalde det en “bumpy ride”. Vi andre hælder mere til det enkle udtryk “nedtur!”, signeret en spejlblank sportslig ledelse.

0-4. Det var ren exit via rulletrapperne. Og nedad gik det. TK nåede at give sit bidrag, og blev overløbet foran vores eget felt. Han var end ikke i nærheden af at spille dengang på Camp Nou.

Sympati for djævlen
Sympati for djævlen

Vi fik aldrig scoret til sidst. Selvom chancerne var der. Først kom Bola alene igennem, dernæst dansede et hovedstød på målstregen lige efter et hjørnespark.

Madrilenerne jublede hysterisk for første gang i kampen. Iker Casillas holdt nullet. Aftenens lokale helt.

Deres tidligere træner Jose Mourinho, aka The Real One, kunne ikke lide ham. Han blev bænket i sidste sæson.

En skæbnens ironi. På stadionrundturen dagen før blev jeg hevet ind i en fotoshootout af 2 ganske charmerende unge kvinder.

Min favoritspiller i Real Madrid? Jamen, Jeg bryder mig egentlig ikke særligt om foretagendet, men følte at jeg burde være høflig.

Luka Modric og Gareth Bale er selvfølgelig tidligere Tottenham-spillere. Men nej…  og da slet ikke smørhåret Ronaldo. Men Iker Casillas. Han virker som et godt menneske.

Casillas endte med en uventet hovedrolle. Han forhindrede ganske irriterende et københavnsk trøstmål i slutminutterne – efter havde fået min personlige københavnske velsignelse. Og ja, egentlig skylder han én!

balestyle
Get Your Hair Styled like Bale

Ingen Bale. Han er skadet. Bale var også en del skadet, da han spillede i Tottenham. Især de første sæsoner. Men hans “£85m star quality” er uomtvistelig og enorm. En frisør i La Latina-kvarteret tilbød sågar en særlig Bale-styling.

Jeg gled behændigt uden om. Allerede rundbarberet Copenhague-style. Gik vanen tro mig en vabel til på den første dag. Fra Prado og det fisefornemme til Pirámides og det småfesne.

En dejlig by Madrid – og man farer herligt vildt i de små gader, hvad enten det er i turistområderne ved Plaza Mayor eller i boheme- og bøssekvartererne Malasaña eller Chueco.

Churro, Jamón Ibérico, Mahou, og en fantastisk irsk pub (selvfølgelig, de irske er som oftest de bedste sportsbarer), hvor de kørte 3 champions League-kampe tirsdag på storskærme. En perfekt opvarmning til Bernabeu-turen dagen efter.