Det var så det mesterskab

Liv og (lige)glade dage..
Liv og (lige-)glade dage…

Fesent, bliver den mest passende overskrift på FC Københavns 10ende mesterskab. Sikret på en pinsemandag hvor vejret skiftede lige så ivrigt som sæsonen havde gjort det. Fra sol til truende skyer hen under aften.

Fesent, ikke så meget fordi det ikke blev vundet sikkert. Det gjorde det. 5 points til nærmeste konkurrent og titlen sikret i fjerde sidste spillerunde. Ganske overlegent.

Men fesent fordi det sidste indtryk altid står stærkest tilbage og der havde intet overbevisende været ved indsatsen mod Sønderjyske – nøjagtig som hele foråret fortonede sig i samme sløje skær.

Og slet og ret – fesent var den følelse som undertegnede, sikkert sammen med mange andre fans, stod med, da Lars Jacobsen løftede DM-pokalen.

Een sejr i de sidste 10 forårsrunder. Endeligt facit. Sejren kom i Farum og blev mesterskabsafgørende, derefter 6 kampe uden sejr og endda 4 af dem uden en eneste københavnsk scoring. Jovist, holdet præsterede i forårets vigtigste kamp, men efterfølgende blev det nærmest uværdigt for et mesterhold.

Set isoleret på foråret sluttede vi på en 7. plads. Med sølle 18 points for 13 kampe. 10 points efter forårets stærkeste mandskab fra Esbjerg, der totalt udstillede os i tredjesidste spillerunde i Parken. Selv ynken ude fra Vestegnen endte med et bedre forårssnit end os.

Fesent i den grad!

Af egen interesse lavede jeg forleden et større dyk i Københavns ultimative statistikværktøj, Nipserstat. Oversigten over de sidste 15 forårssæsoner ser således ud:

Forår Kampe Points
1998 15 25
1999 16 16
2000 15 20
2001 15 33
2002 14 36
2003 15 23
2004 13 29
2005 15 30
2006 13 24
2007 15 33
2008 15 26
2009 16 37
2010 15 31
2011 14 30
2012 15 27
2013 13 18

Tallene er klare, selvom er der variationer i antallet af spillerunder fra forår til forår. 2013 er den dårligste forårspræstation siden 1999.

Jeg kunne ikke finde et billed af kyllingen, så her er et af Holmstrøm.
Jeg kunne desværre ikke finde et billede af kyllingen, så her er et af Holmstrøm.

1999, mand! Det er københavnsk præ-historie. Det var kyllingens forår! Dengang en genopstanden træner i skikkelse af Kim Brink forsøgte at samle stumperne efter forfejlede satsninger på Brian “jeg-er-for-stor-til-Danmark” Laudrup, Mr 70%, og superligaens hurtigste trænerfyring Christian Andersen.

Den moderne storklub FC København fødtes omkring efteråret 2000 og mesterskabet 2001. Hele årtiet inden havde foretagendet vaklet rundt som en usikker skoledreng, der gerne ville eje hele skolegården men altid endte som ham der konsekvent pissede på egne bukser. Vi ligger nummer 8!!!, gjaldede det livligt fra tribunerne i Parken.

Kigger vi fra 2001 står dette forår som den suverænt ringeste præstation – og jeg minder igen lige om, at vi vandt mesterskabet med 5 points til nærmeste konkurrent.

Superliga = Maltaliga!

Det har længe været en stående joke på vores magelighedsrække 24 på Nedre C, at transformere niveauet i superligaen til den noget ringere maltesiske liga. I et anfald af behørig ironi. For vi er naturligvis selv en del af den – hvilket foråret 2013 kun har understreget.

Bag de 18 points i 13 kampe har gemt sig et usædvanligt umotiveret københavnsk hold. Hvor efteråret tegnede mængder af lovende perspektiver, vi fraregner en sløv europæisk kampagne, med til tider flot og risikovilligt angrebsspil, er foråret endt i rent fantasiløs boldflytteri (nej, jeg sagde ikke “Kim Brink” igen! Der er dog en verden til forskel).

Træner Ariël Jacobs har mødt sin bagside nu. Al den kredit han fik optjent i efteråret, ved at turde satsningerne på Cornelius og Jørgensen, er begyndt at sive væk. For i bund og grund bliver det hans ansvar, at en flok selvsikre mestre faktisk beholder motivationen ude på banen.

Det har de fandeme ikke gjort. Kort og godt.

Der skal trækkes søm ud i denne sommerpause og ommøbleres. Vi nåede målet. Ad en mindre omvej. Den direkte plads i gruppespillet, som vi selv spillede os til i Ståle-æraen (jeg savner ham sgu!), er hjemme. Næste opgave bliver at bruge den til noget sportsligt også. Det trænger vi til.

Abs eller flommefedt?
Abs eller flommefed?

Det bliver Jacobs store projekt nu. Jeg ved ikke om han har evnerne, men den bedste måde at hjælpe ham på vej, bliver at skifte et par spillere ud. Jeg har længe plæderet for at vi gør noget ved midtbanen. Der mangler europæisk kvalitet i boldomgang og der mangler fysik – og en indpisker. Jeg kan ikke sætte noget flammende navn på – men han findes ikke i Malt… undskyld, Superligaen.

Santin trænger til nye græsgange, og vurderet på foråret behøver Bolaños også andre udfordringer i livet. Kigger vi på den nuværende trup, er Sølvi allerede helt ude. Han var end ikke tilstede ved mesterskabsfesten. Det samme er Diouf. Vingaard kunne også ligne en spiller der hænger yderligt. TK og Europa har jeg lige så lidt fidus til, som Ståle i sin tid havde (han brugte ham kun som aflastning i ligaen).

Forhåbentlig ryger der 3-4 spillere ud i denne transfersommer, og tilsvarende kommer 2-3 væsentlige navne ind. En spillertrup har brug for at blive udfordret, og selvfedmen i foråret har været umiskendelig stor. En angriber og en midtbanemand, begge af en vis kaliber og med fysiske kompetencer, bør stå højest på indkøbslisten.

Dette forår har i hvert fald været et gigantisk wake-up call! Vi er rystende langt fra Champions League-niveau og har nu 3 måneder til at lukke hullet fra Maltaliga til Superliga.

Og selvfølgelig inden det fortegner sig helt: Til dig og mig – tillykke med mesterskabet!

Plastiksejr i Farum

corner
Sejrsrigt Fifa-fald

Jeg ved ikke om man kunne kalde det en forløsning mandag aften i Farum. Det var i hvert fald en lettelse og en ubeskrivelig behagelig følelse af at et spøgelse fra sidste sæson blev jaget på porten.

Nu ved jeg udemærket godt, at intet mesterskab er vundet endnu. Men sejren var nok forårets vigtigste skridt – i betragtning af de uger der gik forud. En påske der kun bød på sølle 1 point i 2 kampe og den uafgjorte hjemmekamp mod Odense. Vi skal langt ned i historiebøgerne for at finde ringere københavnske påskeresultater.

Særligt de to jyske udekampe blev præget af – hvad man høfligt kunne kalde – uinspirerede indsatser. Det kunne sagtens give påmindelser om sidste forår, et stort pointforspring der langsomt blev formøblet af et mere og mere rådvildt hold.

Det skete så ikke. I stedet blev det FC Københavns 3. sejr af 3 mulige i denne sæson over de lokale nordsjællandere. Ironisk nok i en langt ringere kamp end den tilsvarende som vi tabte samme sted i Farum for cirka et år siden. Men heldet var vendt rundt – og denne gang kom Farum til at lave de dyreste fejl. Okores skævert af et forsøg på at sparke bolden væk, takker vi kun for. Cornelius kunne klinisk score sejrsmålet til 3-2.

Sejrens vigtighed bliver understreget af stillingen. De indbyrdes opgør mellem de 2 klubber bliver direkte afgørende for mesterskabet. Formodentlig (og forhåbentlig!). Billedet var det samme sidste sæson. Dengang vandt Nordsjælland 2 af de 3 indbyrdes opgør og det blev akkurat nok til at overhale os i den triste maj-afslutning.

Fokus på mandagens kamp fortæller også, at de var den ringeste af de 3 sæsonopgør.

Det peakede klarest – i min hukommelse – i det tidlige efterår. I september med 2-1 sejren. Sjovt nok med næsten de samme målscorere som forleden. Vetokele og Cornelius (mandag tilsat Sigurdsson). Det vi oplevede den lørdag aften i september var en kamp med internationalt snit. En kamp med intensitet, tempo, og flot spil (og på en glimrende bane!)

Mandag aften var der mest intensiteten tilbage. Mængden af fejlafleveringer, glidende spillere, og generelle misforståelser overskyggede det meste andet. Det gjaldt begge hold og der skal nok være den onde tunge der vil give skylden til netop “plastikbanen”.

Kunstigt græs
Kunstigt græs

Kunstgræsunderlaget virkede ikke som det begunstigede nogle af holdene. På forhånd frygtede jeg egentlig ikke, at København ville få store problemer. Alt andet lige passer spillestilen fint nok til et hurtigt underlag – det var assistenttræner Brian Riemer i øvrigt ganske enig i.

Problemer fik København heller ikke – i hvert fald ikke flere end hjemmeholdet, der ellers gerne besynger “plastikbanen” og kunne prale med en statistik der hed “ubesejret” på hjemmebanen siden græsunderlaget blev fjernet. Lige indtil mandag aften.

Allerede i vinters fik Farum-banen dumpekarakter fra de øvrige klubber. Mandag aften overbeviste den vist heller ikke mange. At den hele tiden har været et skalkeskjul for, at Farum ikke har villet smide penge i et varmeanlæg til en rigtig græsbane står vel også tilbage som en del af regnestykket.

Nu fik den nye nordsjællandske rødvinsbaron og klubejer Allan K. Pedersen i hvert fald pralet gevaldigt med at der blev spillet fodbold hele døgnet på banen i TV-programmet “Fodbold uden Filter” i søndags.

Jamen fint nok. Det gør man også på kunstgræsset på Peter Bangs Vej, jeg tror så også at de fleste større klubber ude i verden vil foretrække at have et stadion som kun er til de professionelle førsteholdskampe. Og ikke bliver brugt til hverken junior, dame eller oldboys-bold også. Det er ikke kun et spørgsmål om vedligeholdelse, men nok så meget om pleje af sit primære produkt.

I øvrigt var det i samme TV-program at rødvinstuden fik sendt en sviner til vestegnen. Ganske morsomt og han havde i hvert fald den pointe, at Superligaen principielt er ligeglade med om Brøndby rykker ud eller ej. Indtil der skal forhandles TV-penge næste gang i 2015.

Og skal jeg lige sige det klart: rykker Brøndby ud, så er det ikke værre end da AGF gjorde det. Endda 2 gange. Eller KB i 80’erne. Verden går bare videre. Det gør Superligaen også.

Det nuværende Brøndbyhold er nærmest en halv kopi af det HB Køge-hold som rykkede ud i foråret 2012. Sportsligt er de ikke blevet meget bedre med spillere som hedder Antipas og Makienok, og træneren er stadig Auraen, som han var det engang i HB Køge.

Rent personligt vil jeg heller ikke undlade at skraldgrine. Selvom vældig mange, spillere, trænere, og ledelse fra København, været ude i den politiske korrektheds navn og erklærer det synd, ja ligefrem et tab, hvis Brøndby rykker ud. For os fans har skadefryden altid været en del af gamet.

Bliver vi ved det sportslige, kan man efterhånden sige at Farum har overtaget udfordrerrollen. I første halvdel af 00’erne var de direkte kampe mod vestegnen mesterskabsafgørende opgør.

Masser af plads på vestegnen (lånt fra Politiken.dk)
Masser af plads på vestegnen (lånt fra Politiken.dk)

Livet går med andre ord videre og Parkens Sportmaster-tribune undgår at blive brændt ned igen foreløbig, hvis de rykker ud.

Tilbage til København. Det spillemæssige forår. Nej det kører ikke rigtigt. Målene rasler ind på samlebånd og ind imellem har det virket som holdets bedste motivationsfaktor er at komme bagud i kampene.

Vi har spillet 7 kampe i foråret og har lukket mål ind i dem alle. I 6 af kampene har vi været bagud. En enkelt gang uden at komme tilbage. 0-1 i Silkeborg.

Man kunne tro at forklaringen befandt sig i stor udskiftning i bagkæden. Ingenlunde. Vi har spillet med stort set samme matchup i alle 7 kampe. Fra Wiland (en enkelt undtagelse indtil mandagens uheld) til Stadsgaard/Sigurdsson i midterforsvaret til Lars J. og Bengtsson på backerne.

De burde med andre ord være sammenspillet og efterhånden have den nødvendige interne forståelse. Problemet kommer formodentlig også fra positioner længere fremme i banen. Maskinrummet på midten. Vi har været der før – det fungerer bare ikke optimalt.

Man kunne sagtens stirre misundeligt mod Nicolai Stokholm og Farum. På mange måder er han indbegrebet af den type vi mangler.

Indpiskeren, styrmanden, der både arbejder defensivt og offensivt. Manden er lige blevet 37 år og har nærmest aldrig været bedre. Og så er han befriende bramfri i sine kommentarer. Ikke noget pis.

Træner Jacobs udtaler sig også gerne positivt om ham, og havde ham som topkandidat ved Tipsbladets kåring af efterårets profil i vinters. En afstemning som en anden Nicolai i øvrigt vandt.

Men Stokholm skal selvfølgelig ikke til FC København. Alene fordi det vil være en meget kortsigtet investering, mandens alder taget i betragtning. Vi skal ud og finde en yngre klon af ham.

Og vi har desværre ikke tid til at fremavle ham selv – det skal gå hurtigt. Vi har kun til medio juli.

Mange ord. Tid til musik. Roskilde Festivalen præsenterer i aften torsdag sin endelige line-up. Et af de navne der allerede er sat på plakaten er denne 19 årige gut fra Nottingham.

Jake Bugg – Bob Dylan på britpop. Jeg glæder mig.

“International”

corner
Næste stop London?

Da Andreas Cornelius fredag aften hamrede føringsmålet ind for det danske landshold, skrev han med stor sandsynlighed også første del af sin underskrift på en sommertransfer. Det er efterhånden svært at forestille sig andet. Han tog på sin egen måde sine kvaliteter til næste niveau. Det internationale.

Jeg har ikke tvivlet, mange af jer andre har sikkert heller ikke. Nu fik vi det bare at se, sammen med mængder af opkøbere og sportsdirektører fra øverste hylde i europæisk fodbold.

En række Premiere League-klubber, vi taler også top 6, vil sikkert gå ud af deres gode skind for at lande ham allerede til sommer. Og FC København kan ikke sige nej – hvis prisen er høj nok og det bliver den.

Cornelius er allerede alt det, som en Niklas Bendtner efterhånden helt har fået smidt ud med bundskrab i dyre drinks og natklubber. Han er et fysisk badejern, har allerede et veltimet hovedspil, og er både teknisk og forståelsesmæssigt så begavet at vi taler “internationalt”.

Han er kun lige et par dage over 20 år og stadig med et par fødder plantet midt på Amager Fælled og med en sund bevidsthed om mulighederne.

Mand for en københavnerknægt. Vores eneste chance for at holde på ham, er den pæne udsigt til Champions League-gruppespil. Det kan være den absolut sidste lille gulerod, vi har tilbage til ham. Her i byen. Men det er næppe nok – når London-klubber og andet begynder at kalde.

Desværre! Vi har ham foråret ud. Det skal vi glæde os over.

Om det så bliver rigtigt forår, bliver et godt spørgsmål. Fodboldmæssigt er det allerede en måned gammelt, men vejrmæssigt hænger vi stadig fast på den sibiriske tundra.

Inden landskamppausen (holdkæft-hvor-jeg-heller-ikke-gider-den!) nåede vi igennem 3 forfrosne runder. Med 3 københavnske sejre.

Pointmæssigt optimalt, men spillet har været lidt blandet. I virkeligheden meget opstartsmæssigt

Særligt i sidste hjemmekamp mod Horsens kneb det gevaldigt. Sejren blev heldigt sikret på Claudemirs mistænkelige “offside”-mål, som æstetisk betragtet i øvrigt var en formidabel kasse. Den fik i hvert fald en række bundfrosne og halvt fortvivlede herrer, inklusive undertegnede, til at gå amok i vild jubel på Nedre C’s række 24.

Der var intet ufortjent i sejren, og Horsens-træner Johnny Mølbys efterfølgende tuderi, gjorde kun fornøjelsen større. Den var sgu da tvivlsom, mand. Ja, og Mølby vræler igen. Som sidste sæson og sæsonen før og den før den… Mølby tuder altid, som kvinderne gør, og de små børn der aldrig får deres vilje.

Det var fredagen før sidste fredag. For fanden det var koldt den aften. Nøjagtig som det havde været søndagen før mod Silkeborg. Også i Parken.

Jeg har siden forsøgt at grave rundt i hukommelsen efter lignende frostkampe. Snekampen ude i Hvidovre i 1997 var en morderlig kold fornøjelse. Og dog. Det var mere sneen omkring banen end selve kulden. Eller husker jeg forkert? Måske bider frosten bare ekstra hårdt med alderen.

Positivt fra fronten i Parken er at varesortementet i boderne er blevet forbedret. Pænt forbedret. Det er igen resultatet af dialogen mellem klub og fans også er blevet væsentlig givtigere.

Den tidligere jernnæve-kurs fra klubben, efterår 2011, er pakket væk. Man taler sammen, som man allerede gjorde i efteråret. Dialog hjælper på forståelsen og den smager af mere – og gør godt.

Nu kan vi købe både lækker mørkt øl, Carls Special, og et bæger Chili con Carne under kampene. Ud over at få spædet kaffen med whisky eller Baileys. Det smager ja.

Frijoles con Carne
Frijoles con Carne

Rent gastronomisk kan chilien dog godt trænge til noget chili. Den er sgu en anelse tam. Det er bønner, ris og hakket kød (jeg skal undlade at sige “hest”) – egentlig ganske fornuftig også som ernæring, og i minus 30 chillfaktor-grader, særdeles kærkomment.

Et seriøst skvæt chili oveni kan faktisk få den indre kropstemperatur seriøst over frysepunktet. Og så er det sgu sundt!

Alt i alt er det dog glimrende initiativer i en kold tid.

Hvis vi skal runde selve spillet og enkelte spillere, så har det været interessant at se den “internationale” startopstilling i Odense. Med debuterende Daniel Jensen som hængende angriber bag Andreas Cornelius. 4-2-3-1 kunne den nærmest kaldes. Med TK og Claudemir på midten med en flagrende flok foran i form af Nicolai Jørgensen, Bolaños og altså Jensen.

Det fungerede vel egentlig aldrig helt selvom vi dominerede 2. halvleg og fik vendt kampen til sejr.

Mod Silkeborg i forårsrunde 2 var vi tilbage i en mere traditionel 4-4-2. Santin var vendt tilbage til startopstillingen og Daniel Jensen rykkede ned som central midtbanemand sammen med Claudemir. Det fungerede hæderligt.

Mod Horsens hed den så TK og Claudemir centralt, men Jensen var bænket. Det fungerede ikke synderlig godt. Horsens fik især i 1. halvleg udmanøvreret os midt på banen og gjort os pænt tandløse offensivt.

claudemir
Claudemir. På vej op fra asken?

En tidlig forårstendens: Claudemir har faktisk spillet glimrende i alle 3 kampe. I min bog bedre set end meget længe. Særligt synes jeg at han fungerede godt med Daniel Jensen som makker og omdrejningspunkt, men fik ikke desto mindre TK tilbage på midten mod Horsens ugen efter. Som allerede nævnt – og set før – fungerede det mindre heldigt.

Træner Jacobs arbejder givet med at optimere truppen og samtidig finde en mere “international” brugbar opstilling. Det virkede ikke i efteråret. Vi skuffede ikke mindst os selv i Europa League-gruppespillet. Det står stadig alt for tydeligt, at det er i “maskinrummet” hvor vi mangler kvaliteten både når der skal forsvares og angribes mod modstandere ude i Europa.

Claudemir dur måske alligevel. Det har de åbenbart også fået øje på i Hamburg. Hos Jacobs virker sikker han på positionen. Han veksler i stedet mellem TK og Daniel Jensen og måske også Delaney, når han bliver helt skadesfri. Uden at det indtil videre kan give “internationale” forventninger med henblik på efteråret og et eventuelt gruppespil i en større europæisk turnering.

photo2
Santin på museum

En pudsighed: hvis du tager en tur på Københavns Museum – det er bymuseet på Vesterbrogade, som man altid bare vader forbi – kan du finde et lille FC København-hjørne.

Eller rettere er det en Cesar Santin-hyldest. Under temaet “At blive københavner” er Santin udvalgt som en af de såkaldte superindvandrere til vores kære by, en kategori som også rummer folk som tyske Johan Berling, ham der grundlagde Berlingske, og engelske William Wain, den ene halvdel af et hedengangent skibsværft ude på Refshaleøen.

En fin lille finte af udstillingsfolkene at få Santin ind der. Samtidig kører video med Santin-scoringer på en tv-skærm ved siden af. En aktuel indvandrer med en vis succes.

Og endnu en grund til at gå på Københavns Museum –  bare lige ned ad Vesterbrogade, mand.

I hjulemandens skygge

Der er gået lidt tid siden sidste indlæg, men jeg skulle lige have tid til at blive gammel.

Hver ting tager sin tid, som man siger, og det at blive gammel kræver bestemt sin mand.

Alt imens har en snestorm camperet flittigt over København, skabt det sædvanlige trafikale kaos, og ikke mindst gjort cykelstierne til et smattende helvede. Ain’t No Country for Old Men – for at spinde på en film der altid er værd at se.

Hvor blev bolden af, Jesper?
Hvor blev bolden af, Jesper?

Både Superliga og Europa League kom også igennem den sidste uges snevejr. Inden den definitive julepause. Søndag aften havde Hjulemanden sågar gaver med, da Jesper Hansen, Nordsjællands bedste i Champions League, fumlede bolden i henholdsvis fødderne på Delaney og hovedet på Santin.

Det blev en sikker 4-1 sejr i efterårets sidste spillerunde. Og det lignede grangiveligt Champions League. På den vis at Nordsjælland fik sine læsterlige klø igen. Som mod Donetsk, Chelski og Juventus.

Hvornår har Farum-konceptet i det hele taget vundet en kamp på den europæiske scene? Jamen, deres seneste sejr var over skotske Queen of the South i 2008’s UEFA kvalifikation. Siden har de spillet 10 kampe, med 2 uafgjorte og 8 nederlag til følge. Men de har et koncept og journalisterne elsker det – eller “elskede”, hedder det nok i disse dage.

Det er nok det med hver ting til sin tid igen.

FC København har parkeret sig på førstepladsen med 12 points forspring. Det ser fornuftigt ud. I jubelefteråret 2010 havde vi 51 points for 19 kampe, så det er langt fra episk i år. Men godkendt. Absolut.

Hvad der står tilbage som knap så godkendt er den europæiske kampagne. Den bliver historien om lige ved og næsten – eller pindsvinet der aldrig kom helt over vejen.

Først CL-kvalen mod Lille som måtte ud i fransk overtid og så en stribe halvsløje gruppekampe i Europa League mod Stuttgart og Steaua Bukarest. 2 ud 12 mulige points hentede vi mod de 2 mandskaber. Begge klubber vi sagtens bør kunne måle os med. Sportsligt. I hvert fald forvente mere end sølle 2 points i alt over 4 kampe. Norske Molde slog vi både hjemme og ude – det var vel forventet selvom det heller ikke gik helt glatbarberet.

Vi var et uheldigt freakmål i Bukarest fra at gå videre, men spillemæssigt står et utvetydigt indtryk tilbage. Vi har reelt kun forsøgt at matche rumænerne og tyskerne meget defensivt. Uden succes overhovedet. Vi fortjente det reelt ikke – at komme videre fra gruppen.

Det var pindsvinebold over hele linien – en stil der har været milevidt fra den stil som Ståle efterhånden fik udviklet med holdet i sine sidste sæsoner som træner. Tænk på Prag i december 2009. Vi tog derned og spillede Sparta ud af banen. 3-0. Sparta kan godt sammenlignes med Steaua, vil jeg mene.

Forklaringen ligger lige for. Fundamentet på 2012-holdet har simpelthen ikke samme styrke. Et hold der er usikker på sine kompetencer, søger ofte i en pindsvineposition. Man vil reagere, mere end agere – jep, citat plukket lige fra trænerskolens ABC.

Den centrale akse omkring TK og Claude kan ikke hænge med, når tempo og fysik skrues over Superliga-niveau. Vi kan sætte Delaney i samme potte, men han er endnu så ung og lovende, at det ville være åndssvagt at afskrive ham. Men faktum fortæller også, at der var nat og dag mellem hans niveau mod Steaua i torsdags, han var pivringe, til søndagens kamp under låget i Parken, hvor han reelt var Man of the Match.

Det er Kvist anno 2010, der mangler. Ham købte Stuttgart. En balancespiller med internationalt snit. Den helt store – og langt fra nemme – opgave over vinterpausen, er at genfinde ham. En Kvist-klon til maskinrummet. For det knager og brænder for nemt sammen.

Forsvaret har i efteråret fundet sine ben omkring Sigurdsson og Stadsgaard – de virker som en sikker midtstopperduo hvor begge har offensive kvaliteter også. Lars Jacobsen er landets suverænt bedste højreback – og efteråret har været det bedste halvår i den københavnske trøje for ham nogensinde.

Modsat på venstrebacken sidder Bengtsson solidt – med masser af offensive kvaliteter.

Som Jacobsen har TK spillet sin bedste halvsæson i København. Men han mangler det ekstra gear der skal til nede i fx. Bukarest – Ståle brugte ham konsekvent heller aldrig europæisk.

Ariel Jacobs har ikke haft andet valg. Han har ikke andre. Grindheim har forlængst forpasset sin chance – og kan tage Oslobåden. Delaney er for grøn endnu, og – som nævnt – for svingende i sine præstationer.

Det føg med rygter i sommers om Christian Poulsen. Angiveligt var han tæt på et københavnsk comeback, men valgte til slut Ajax. Men det er på det niveau, klubben skal fiske. Og det er svært – meget svært. For vi er langt fra alene på den indkøbshylde – og som med Ajax-tilfældet er konkurrenterne ofte økonomisk stærkere.

Den københavnske offensiv – med kantspillere og forwards – er den mest talentfulde i Superligaen. Nicolai Jørgensen er sin helt egen historie, vi har fået en ny Grønkjær tilsat ungdommens kilde, Cornelius har shinet og shinet igen, og har overvundet sin første “måltørke”. Igor Vetokele afventer en seriøs opstart under den fysiske træner Anders Storskov. Forhåbentlig får det stoppet hans serie af små fiberskader.

Jeg tillader mig i hvert fald, at have skyhøje forventninger til Igor. Og selvfølgelig Storskov. Vi har i efterhånden mange sæsoner haft en nogenlunde skadesfri trup – og det falder i høj grad tilbage på den dygtige fysiske trænerstab.

Til gengæld ligner det endnu en billet til Oslo-båden – også for Mos. Han har kæmpet med skader, men Cornelius har med sit gennembrud sat ham langt fra holdet.

Santin er Santin og han tager også sin tid til tingene, især når han ærgrer sig over en mistet bold eller en dribling der kikser – men han er erfaren og er, som Igor, en langt mere alsidig angriber end en klejn norsk boksspiller som Mos.

Opsummering: ambitionen i vintertransferen må være at hente en central midtbanespiller, hmm… har vi ikke sagt og skrevet og skreget det før. Og en angriber. Måske.

For på den anden side… jeg glemte helt Danny Amankvaa. Et nyt talent i Cornelius-skyggen.

I øvrigt er det noget som Jacobs kan. Det med de unge spillere. Hans fortid som træner for det belgiske U-landshold fornægter sig ikke.

Har Belgien ikke en stærk central midtbanemand? En lightudgave af Vincent Kompany og Moussa Dembele.

Tja! I FC København ved man aldrig hvad der sker – heller ikke over en lang vinter. Tænk et år tilbage. Men jeg sælger alligevel skindet, selvom bjørnen skraber rasende på døren – vi er meget tæt på mesterskabet. Om ikke andet er vi stensikre på andenpladsen. Selv hvis sportsdirektør CV atter må rykke ind som caretaker

Ergo bør vi i den grad bruge vinteren og foråret til at ruste os til næste europæiske kampagne. Overliggeren skal hele tiden hæves, for at citere samme CV.

Efterårets top5 i vilkårlig rækkefølge:

  • Nicolai Jørgensen & Andreas Cornelius – de er sgu for lækre
  • Ariël Jacobs – Mr. Cool. Manden der er rasende efter storsejre og beskyttende efter nederlag.
  • FCK TV – jeg elsker de små videoer, de strøer ud uge efter uge. PR-afdelingen i klubben har fået et gevaldigt løft det sidste halve år. Good work!!!
  • En helt ny og positiv dialog mellem klub og fans.
  • Superligastillingen ved vinterpausen
Side 220 på DR text-TV. En klassiker.
Side 220 på DR text-TV. En klassiker.

PS: hvis du savner inspiration til et par gode julegaver, vil jeg med fornøjelse re-anbefale disse 2 herlige bøger som enhver mand med respekt for sig selv bør læse:

Calcio af John Foot

Tor! af Ulrich Hesse-Lichtenberger

God jul, mand!

Nedturssang

FC Københavnsk champagnebrus i Liége. Ikke i nærheden!

Ja så sidder man her ved knasterne igen og nipper til lidt evalueringsrødvin. Endnu et efterår glider bort, denne gang det københavnske anno 2011.

Indrømmet; et eller andet sted havde man vel forventet nedturen. Den var næsten uundgåelig efter sommerens udvandring af spillere og tabet af Ståle Solbakken. Men skuffelsen og eftersmagen havde ikke behøvet at være så bitter som den egentlig er blevet.

Hvad gik galt? Alt i den europæiske kampagne. En relativ god lodtrækning til Champions League blev smidt allerede i første hjemmekamp mod tjekkiske Viktoria Plzen. I en katastrofal 2. halvleg faldt holdet fra hinanden.

Den efterfølgende degradering til Europa League-grupperne var dog til at leve med.

Igen en overkommelig lodtrækning. Hannover, Liege, og ukrainske Poltava. Det blev til 1 sejr, 2 uafgjorte, og 3 nederlag i de 6 kampe. Og langt fra den videre kvalifikation, som vi efterhånden har vænnet os til i København i de senere sæsoner.

Samlet set står indsatsen i gruppespillet tilbage som et sportsligt flop.

Vi floppede! Var for langt fra de 2 bedste hold og havde ikke behøvet at tabe begge kampe til Standard Liege. Det belgiske hold burde være vores ligemænd. Indsatsen både ude og hjemme var pivende ringe – uagtet at vi med en vis rette kunne føle os snydt i den første kamp.

Og udekampen i Liege blev nøglen i gruppen.

Hannover 96 var for stærke. De er middelmådige i Bundesligaen, men på alle planer skarpere end et famlende Københavnerhold. Alligevel står de 2 kampe mod tyskerne som nogle af efterårets bedre. Vi spiller en glimrende 2. halvleg ude og redder 2-2 med til returkampen.

Total overmatchet på tribunerne i Parken. Det var som 8 år tidligere hvor Djurgården kom forbi, blev der mumlet på rækkerne rundt omkring. Cirka 10.000 tyske fans havde valfartet til København. Det var deres store øjeblik, en god stund ude i Europa for et hold som ellers ikke er forvænt med den slags.

For os københavnske fans var det en dag på kontoret, en af de lidt mere udfordrende, men vi havde været der mange gange, særligt de senere sæsoner, og det har også været sjovere.

I guder hvor blev tyskerne stille i minutterne efter Damens 1-0 scoring. Stilheden varede desværre ikke mange minutter. Hannover fik scoret 2 gange og vendt til sejr – fortjent nok – på det sidste kvarter. Et øjeblik smagte det af lidt. Lidt henad sidste efterår. Derefter blev den nuværende københavnske forfatning afsløret og udstillet. Det vaklede i forsvaret under den kraftigere og kraftigere tyske forcering.

Det europæiske bal slukkede reelt ned den aften i begyndelsen af november. De sidste 2 kampe blev gruppekosmetik. Det undskylder dog ikke indsatsen. Den var jammerlig over hele linien! I Ukraine og hjemme mod belgierne.

Andedammen! Tilbage står de hjemlige turneringer. Vi fører Superligaen med 4 point ved vinterpausen og er videre til semifinalen i pokalturneringen. Begge dele må betragtes som godkendt på den mere realistiske skala. Men spillemæssigt har det været lange kampe, med hovedpinetungt og uopfindsomt opspil, et hold der har overlevet på dødbolde eller individuelle indfald fra angriberne.

Og så er det bare pokkers svært, at hidse sig op over Superligaen. Jamen, i det hele taget.

Hvad mangler? Midtbanen har været som en loftventilator i konstant rotation. 4 mand om 2 centrale pladser. Ud-ind, ud-ind. Claude, Grindheim, Delaney og den forkætrede TK.

Intet har fungeret. Manglende evner og nok endnu mere manglende lederskab. Hypotetisk blev salget af Kvist måske dyrere end det transferbeløb som vi faktisk indkasserede for ham. Kvist kunne have været nøglen til en mere solid europæisk indsats.

Det er selvfølgelig spekulation. Manden ville selv til Stuttgart, den faktor skal også regnes ind.

Sommerens indkøb står heller ikke som lysende succes’er. Diouf er dumpet, Grind er tæt på samme, Sigurdsson har som den eneste vist lovende sager.  De 2 højrebacks, Gamboa og Thomsen, bliver historier for sig. Den ene har ikke været i nærheden af holdet og den anden har ikke været i nærheden af kvalitet. Mon ikke vi kan blive enige med CV om, at det i en rum tid fremover må være slut med at hente spillere i Haderslev.

Kan man håbe på at den unge Delaney træder frem i foråret på Kvist-agtig vis? Foreløbig mangler han nogle muskler på kroppen. Men han kunne have potentiale – kunne have, sagde jeg! Jeg er dog mest tilbøjelig til at skrige KØB. Men den skal også bare sidde i skabet denne vinter. Ikke noget med halve eller hele sæsoners tilvænningsperioder for en ny central midtbanespiller.

Skal træneren fyres? Der fandtes uden tvivl ikke noget mere utaknemmeligt trænerjob end at skulle afløse Ståle i sommers. En skaldet nordmand på toppen, han havde ført sit hold længere end nogensinde, det bedste danske klubhold nogensinde. Samtidig var Ståle hele tiden i mental sync med sit København, det frygtelige hjertestop på Peter Bangs Vej, genoplivningen, den fælles historie. Det perfekte match. Ståle og FC København.

En skåning i krise?

Nu har vi en forsagt skåning. Främling över allt! Han overbeviser ikke nogen. Måske er han dygtig eller måske er der bare for langt fra Malmø til København. Vi vakler i tvivlen, Rolle! Fra mit perspektiv har han et halvt år til at bevise. Et mesterskab, en pokaltitel! Nuvel, det ville da ikke være det ringeste udbytte. Men det skal sgu også være!

Han fik ikke de nemmeste arbejdsvilkår fra begyndelsen med udvandringen af nøglespillere. Men han har heller ikke overbevist og ligefrem strålet igennem med en markant profil, hverken personligt eller i holdets udvikling.

Med den mest positive og udglattende (h)ånd kan man karakterisere det københavnske spil efteråret igennem som undersøgende. Søgende mod et nyt koncept. Men aldrig helt i nærheden, vel?

Vi famler i vintermørket! Tak, Lars, og velkommen hjem på mere permanent basis. En rigtig højreback. Det kan også være Nilssons første lille sten mod det nye koncept. Næste kan blive en Vingaard som forhåbentlig får vinterpausen til at finde sig selv og sit niveau fra før Chelsea-skaden i februar.

Derefter er der alt det med den centrale midtbane, der skal løses. Og den meget tynde besætning af midterforsvaret.

Mon ikke tiden er inde til at Cesar Santin skal videre? Tak for god tjeneste. Djiby Fall rumsterer blandt rygtesmedene. Han vil nok være til at leve med.

Et par julelys dog! Bryan Oviedo fik sig et lille gennembrud i det københavnske efterår. Som venstreback fik han faktisk sat Pierre Bengtsson noget i skyggen som løvet faldt af træerne. Nok til overraskelse for de fleste. Også mig. Han blev et frisk pust.

Et dejligt mål på vestegnen. Kritikken af Diouf har været skånselsløs og retfærdig, men ingen skal tage denne scoring fra ham. Den sidder lige i røven:

Efterårets bedste kamp… tjah! Udekampen i Odense måske eller pokalaffæren i Brøndby. Der lignede vi dog lidt mere end pebernødder i perioder. Men ellers skal der vist kigges dybt i glasset!

Modsat sidste sæson har jeg egentlig glædet mig til vinterpausen længe – og vil ikke begræde at den er 3 måneder lang denne gang.

Oh well

… tiden den går, som den altid gør.

Champagnebrus? Ikke helt.

Der faldt sten fra hjertet en tirsdag aften i Dublin for snart længe siden. Med 2-0 sejren over Shamrock Rovers sikrede FC København sig adgang til endnu et europæisk gruppespil i efteråret. Valøren var endnu ukendt dengang, men betydningen bør stadig ikke undervurderes.

Den efterfølgende tjekkiske ChL-exit mod middelmådige Viktoria Plzen satte egentlig kun det hele i relief. Sejren over irerne var vigtig og betød ikke bare en fortsat europæisk kampagne efterår igennem – den betyder også en serie ekstra gruppespilskampe, der både er på højt niveau og indeholder al det sportslige incitament som en 1/16-dels finale i Europa League til februar også vil være.

Jeg tilhører dem der mener at europæisk fodbold kun gavner os i Superligaen. Vi bliver testet og tvunget ud i et højere tempo, flere kampe, og særligt nu som efteråret slæber sig igennem en sommer som aldrig ankom. Endnu flere kampe, hvor ganske mange spillere behøver at finde hinanden på banen.

Der er lysår mellem holdet sidste efterår og det vi så skrabe sig til 2-1 sejr i forstæderne i lørdags. Jeg mener så ikke, at sejren var så ufortjent endda som samtlige journalister og kommentatorer åbenbart gør.

Der er noget der hedder klasse, og klassespillere, det er dem gør forskelle i felterne foran mål, eget og modstandernes. Brøndby (fisse-Mike: “ih-ja-vi har-landets-bedste-midtbane”) besidder ingen klassespillere i felterne, København har i hvert fald 2. En angriber, Damen, og en målmand, Wiland.

Og 2 er nok – for at slå middelmådigheden. Ja, 2 mål blev skam rigelig nok.

Når det er sagt, må vi sateme også grave dybt efter bare tendenser til noget sprudlende københavnsk spil. Det hakker og hoster og hænger aldrig helt sammen.

Samtidig er skaderne i dette efterår kommet i et sjældent set omfang. Claudemir gik i stykker i første kamp mod Plzen, men er dog tilbage nu. Zanka nåede kun at fylde anførerbindet i 2 måneder, inden det uheldige vrid i knæet ude i Lyngby. Ham ser vi formodentlig ikke før i næste sæson (mon ikke klubben trods alt forlænger!).

Af de spillere som forlod København er Oscar Wendt afgjort den man savner mindst på banen. Pierre Bengtsson har været en fuldgod erstatning, der rent defensivt næsten virker stærkere. Han har i stort set alle kampe hidtil været blandt de bedste.

Antonsson, Pospech, og Kvist har efterladt forfærdelige huller. Den nylige signing med Lars Jacobsen har hjulpet noget på højrebacken (det dur bare ikke, Johnny! Sorry mand!), men forsvaret mangler en Antons ro og erfaring, og Kvist står som formodentlig det allerstørste tab.

Ikke fordi jeg egentlig mener at den direkte erstatning, Christian Grindheim, har været så ringe. Det er mere en utaknemmelig sammenligning for nordmanden, særligt hvis man måler med Kvists entré i Stuttgart og hans nylige indsats for landsholdet mod Norge. Han er en styrmand, han er en dirigent. København savner ham.

Tilbage i denne forkølede og “indian summer”-agtige september-evaluering på sæsonens hidtidige FC København står også, at vi reelt har fået for lidt kvalitet tilbage i sommerens transfer-vindue. Den helt store 18 millioner-dreng, Pape Pate Diouf, ligner en der enten behøver gevaldig tilvænning eller stille og roligt smutter ud ad bagdøren igen. Tilbage til tippeligaen eller noget.

Og lad mig til sidst bare sige det:
HOLD KÆFT hvor jeg savner Ståle! En ting var hans resultater i hans sidste københavnske sæsoner. Men der var også noget personlighed, noget udstråling, noget ilterhed. Roland Nilsson er sikkert en helt igennem flink fyr, som han bræger på sin skånske dialekt foran kameraerne. Men han siger jo nærmest ingenting.

Jeg har hørt en masse positivt om manden fra Malmø. En meget dygtig træner, der byggede et MFF-mesterhold op over 2 år. Men han må lære, at vi er blevet forvænte i København. En skånsk campinghabit bliver nødt til at imponere endnu mere, for vi taler om europæisk top 40 og noget lækkert vi også gerne vil se på.

Ja, vi er ekstremt forvænte! At føre med 10 points efter de 10 første Superliga-runder er slet, slet ikke nok mere!

Det glæder mig i øvrigt at Ståle er ved at få styr på sit 1. FC Köln. Man under ham det.

Og vi slutter med lidt musik…