Klopptimism – it was all on a platter

whl1
Spurs-Liverpool. Kick-off

One Hotspur international membership – et plastikkort. Når du køber billet til Premier League-kampe, uploades den direkte på kortet.

Det er også moderne fodbold og ganske praktisk, især når man husker plastikkortet. Og ikke sletter den bekræftende mail, som også ankommer. Der står detaljerne om indgang, række og sæde nemlig.

Tre kvarter før kick-off, 12.00 lokal tid, kunne jeg indtage pladsen på første række i Øvre H-blok på White Hart Lane i det nordlige London.

Kampen var blevet lidt en gave. Der var selvfølgelig tale om en storkamp mellem to klassiske engelske hold. Men det var ikke bare tid til at se Tottenham Hotspur, et håbløst London-foretagende som jeg engang i barnligt blåsyn forelskede mig i, det var også tid til at se nærmere på Liverpools særlige nyfundne “Klopptimism”. Et slags hysterisk selvsving som havde ramt alle med forkærlighed for den nordengelske klub.

Den tyske rock’nroll-træner Jürgen Klopp var ankommet, efter sin stille deroute i Dortmund, og havde afløst fyrede Brendan Rodgers. Jeg kender en del Liverpool-fans og de har rendt rundt med bristede hjerter og en ustoppelig serie af tweets om denne nye frelser. Wirtschaftswunder i en nordvest-engelsk havneby.

En klub der de senere år oftest har haft samme skæbne som Spurs. Noget med lige ved og næsten… og så alligevel langt væk. Fra de russiske og arabiske oliemilliarder, der på skift køber de engelske mesterskaber.

En møeklagt spillerbus ankommer uden for White Hart Lane
En mørklagt spillerbus ankommer uden for White Hart Lane

I forrige lørdags tidlige Premier League-opgør blev det mest Spurs, der var lige ved og næsten. Efter en shaky begyndelse, med opspilsfejl i Zanka-klassen, fra især højresiden, fik hjemmeholdet bedre og bedre styr på spillet.

Banens bedste, Mousa Dembélé, kontrollerede midtbanen med en overlegen energi og boldbehandling. Han gled rundt om Liverpool-spillerne som en hidsig cobraslange det ene øjeblik og leverede syngende tacklinger i rummet foran midterforsvaret i det næste.

Men Harry Kane kan ikke score mere (dette skrevet før Bournemouth-kampen!), og den nyindkøbte franske yngling, Clinton N’Jie, blev behændigt pareret ud af Liverpool-keeperen.

Skuffelsen blev mumlende og langtrukken på traveturen ned mod Seven Sisters efter kampen. Ikke rasende ærgerlig, blot et lavmælt “oh shit”.

Uden at jeg vil gå til i overdreven optimisme, er det svært ikke at se at Spurs faktisk har et spændende hold. Det yngste i Premier League. Og de kan sagtens spille fodbold. Hurtigt og lækkert og with a flourish, som Tottenham gerne ønsker for sin egen selvforståelses skyld – og de værste defensive udfald er efterhånden ved at være minimeret omkring den belgiske akse med Jan Vertonghen og Toby Alderweireld. Sidstnævnte er nok det bedste forsvarsindkøb som Spurs har gjort i en menneskealder – han er mindst lige så god, som efternavnet er svært at udtale.

Modsat på banen er det sjovt at se Christian Eriksen nærmest være bærende i offensiven. Spilleren som han sender hjem til landskampe må være en usædvanlig dårlig kopi. På Tottenhams hold glider han rundt i en fri rolle bag Kane og foran midtbanen. Liverpool-kampen var langt fra hans bedste, men han trives på holdet og var en klasse bedre end hvad jeg har set i den sidste dobbelte håndfuld af landskampe.

Slutresultat 0-0. Reelt en forbedring fra både 0-3 og 0-5, som er resultater fra Liverpools to sidste besøg i Nordlondon. Dette skrevet med erfaren Tottenham-realisme.

Men ja, for den neutrale og den naive og ham der bare ønsker sig mål, blev det reelt en halvsløj omgang til Match of the Day senere på aftenen på BBC. Fodboldshowet der nu styres af den gamle Leicester- og Spurs-angriber, Gary Lineker, og det er altid en fornøjelse at se ham.

The Libertines blev så af en eller anden grund brugt som underlægningsmusik til reklamer for kommende kampe i samme show. ‘Heart of the Matter’ fra det nye album.

Lets get straight to the heart of the matter
So glum, it’s all on a platter

Det er ikke svært at forstå at Bayern München-fans boykottede de første 5 minutter af tirsdagens Champions League-kamp ude mod Arsenal i protest. De engelske billetpriser er skyhøje og en hån mod tyskere og andre, der gerne vil følge deres favoritter på den engelske side af Nordsøen.

Min billet til White Hart Lane kostede £59, det er mere end det dobbelte af hvad en tilsvarende Bundesliga-kamp ville koste. I mit tilfælde var det endda members price. Skulle jeg have købt det via en eller anden billethandler på nettet, havde den snildt kostet 2-300 kroner yderligere.

Englænderne selv forsøger gerne at sælge Premier League som verdens bedste liga. Den er uden tvivl verdens rigeste/dyreste. Men skal vi måle på de reelle internationale resultater, både i Champions og Europa League, bør Spanien vist rettelig tage æren. La Liga vinder suverænt. Topduellen mellem Real Madrid og Barcelona rummer endda langt større og skarpere historik end det kunstigt udblæste oil battle mellem Manchester City og Chelsea. Og udfordrere som Atletico Madrid, Valencia, Bilbao og Sevilla leverer konstant på højere niveau end de engelsk subtop-klubber formår.

Både Spurs og Liverpool skuffede – ganske eksemplarisk – internationalt et par dage efter kampen på White Hart Lane, og et par andre engelske klubber var pænt heldige med at hive resultater hjem.

Men det evindelige sportslige luftkastel ændrer ikke ved den særlige oplevelse en engelsk fodboldkamp er. Eller stadig er. På et stadion som White Hart Lane. Den er fortættet, bogstaveligste forstand. Man sidder meget tæt og langt fra komfortabelt.

Men tæt, ja. Man kommer tæt på sidemanden, som i mit tilfælde var en yngre kraftig kvinde. Hun var ikke synderlig snakkesalig. Måske fordi det der lignede faderen, sad på den anden side.

Da jeg sidste år var på en lignende tur og fik plads på nærmest første parket til en Europa League-kamp, snakkede min sidemand uafbrudt i 2 timer. Han havde en mening om alt fra de horrible billetpriser og Spurs’ endeløse historie af flopindkøb, og der er mange, til EU’s forbandelser. Der er også mange, hvis man er englænder. Selv B1903 kendte han til min store overraskelse. From Copenhagen, aye?

Ja ja, mand. FC Copenhagen. I øvrigt insisterede han på at modstanderne dengang var albanere. De var fra Grækenland og hed Asteras Tripolis. Det var i samme kamp at Erik Lamela scorede med et rabona strike, og en uprøvet Harry Kane for alvor trådte ind på Spurs-mandskabet med et hattrick.

hoarding
Den danske vinkel. Eriksen på plankeværket.

Den særlige engelske fodboldkultur. Du har hørt det før. Den er der stadig. Det er stemningen før kampen, på pubberne og ved boderne langs stadion, sangene der pludselig kan blæse en hel tribune omkuld, uden at være fuldstændig orkestreret. Det sidder bare i rygraden på folk.

Om 2 sæsoner rykker Tottenham ind på et ny-etableret White Hart Lane. Langt mere mageligt og med plads til 61.000. Planmæssigt skal det være færdig til 2018/19.

Reelt kunne dette være mit sidste besøg på det gamle stadion. 2017/18-sæsonen skal i hvert fald spilles på et endnu ukendt sted, måske West Ham, måske Wembley, måske noget helt tredje uden for lands lov og ret, ombygningen gør i hvert fald klubben hjemløs.

Det nye stadion bliver designet af de samme folk som står bag Emirates Stadium, et par kilometer længere sydpå. Det er flot og imponerede at se på, men et røvkedeligt sted at være fodboldfan. Tro mig, jeg har været der og det er ikke noget jeg bare skal sige. Fordi jeg skal hade Arsenal.

I sig selv er et toptunet og moderne stadion ikke en stemningsdræber. Det er kun hvis magelighed og lounge-mentalitet helt sætter dagsordenen. Det gør de i den grad på Emirates.

Ståtribuner og anstændige billetpriser kan modsat være ganske kulturbevarende. Bare spørg tyskerne. Det gør de desværre nok heller ikke i Tottenham…

Sagt før, hørt før. Jeg ved det.

And you’ll get by you’ll get by
With your wicked little smile

The Libertines slukker for my beloved London denne gang. Efter 10 år med uvenskaber, pissen på hinanden, solokarriere, pissen på alle andre, og misbrug af det ene og andet, og efterfølgende rehabs, blev der atter tid til et album. Det er slet ikke blevet dårligt! Slet ikke, mand.

Og jeg griber gerne halmstrået og vender tilbage.

En hilsen fra Onkel ‘Arry i London

I fredags lå der et underligt brev i min postkasse. Airmail fra England.

Det var et postkort, eller rettere et fødselsdagskort, fra Tottenham Hotspur FC til mig. Med underskrifter fra anfører Ledley King og manager Harry Redknapp.

Kortet er ankommet i god tid. Der er ca. 1 uge endnu inden det faktisk er min fødselsdag, men i England har man formodentlig villet gardere sig mod de forventelige forsinkelser i juleposten og hellere være ude i god tid end at komme tampende med et kort 8 dage for sent. Det var betænksomt og ganske rørende.

Ja, jeg er udemærket klar over at alle andre medlemmer af Tottenhams officielle fanklub, OneHotspur, får samme kort på deres fødselsdage og måske endda mere præcist på datoen. Men alligevel. Det var da en smuk tanke – og så med hilsenen fra ‘Arry, som Harry Redknapp gerne kaldes blandt fans – både klubbens egne og andre – pga. sit almindelige gemytlige væsen og ofte ganske ligefremme tilgang til presse og medier.

For ‘Arry er fodbold et simpelt spil, der handler om at score flere mål end modstanderen. For at gøre det må man angribe og helst hurtigt. Det betyder at Tottenham spiller en åben offensiv fodbold, som er helt i klubbens egen historiske ånd om at vinde “with a flourish”. Det skal se godt ud – og det gør det bestemt i det nordlige London i øjeblikket. En mareridtsagtig sæsonstart er afløst en glædelig lang stime af sejre, der har bragt klubben frem til 3.-pladsen i Premier League (skrivende stund).

Det begyndte ellers forfærdeligt på mange fronter. Et af de områder som blev hårdest ramt af sommerens raceoptøjer og plyndringer i de engelske storbyer var Tottenham.

Når man går turen fra tube-stationen Seven Sisters eller fra trinbrættet White Hart Lane på regionalbanen nordpå, er man ikke i tvivl om at det er et af Londons mest socialt belastede områder. I ældre tid var Tottenham et jødisk område, Spurs-fans refererer stadig til sig selv som Yids. Nu om dage er området præget af indvandrere fra Pakistan og Caribien og ikke mindst sociale problemer med høj arbejdsløshed og almindelig misligeholdelse/mismod – og det var politiets nedskydning af en ung sort fyr i netop Tottenham, der fik balladen til at eksplodere i sommers.

Optøjerne rasede lige uden for hjemmebanen på White Hart Lane og videre ned ad High Road, og klubben så sig nødsaget til at udsende en applerende meddelelse.  Balladen i gaderne fortsatte helt frem til sæsonstart. Derfor kom aflysningen af åbningskampen mod Everton ikke som den store overraskelse.

Oveni rasede uroen også internt i spillertruppen, hvor den kroatiske midtbanepoet Luka Modric erklærede at han ville sælges til Chelsea og følte sig svigtet af klubben, da den ikke ville lade ham gå. ‘Arry havde fat i ham, ville også beholde ham, og Modric blev bænket. Mest for hans egen skyld, som det lød. Chelsea hentede den spanske midtbanespiller Juan Mata i Valencia istedet.

De første 2 kampe i sæsonen blev mod Manchester-klubberne, United og City. 0-3 ude på Old Trafford. Det var det sædvanlige. Spurs vinder aldrig der – hvis de en sjælden gang kommer i nærheden, skal en dommer eller linievogter nok få det forpurret.

Meget værre var 1-5 lussingen hjemme mod City. Godt nok havde det blegblå Manchester-hold oprustet gevaldigt med deres arabiske milliarder (easy come, easy go, i betragtning af deres historisk astronomiske underskud) og ligner en mesterskabsfavorit efterhånden, men City plejer Spurs alligevel at have et godt tag på. Slet ikke den søndag eftermiddag sidst i august.

Det vendte heldigvis ugen efter. 2-0 ude mod Wolverhampton og siden har de vundet 9 ud af 10 kampe. Senest lørdag eftermiddag ude mod West Bromwich.

For manager ‘Arry har det også været lidt omtumlet. Han blev hasteindkaldt til operationsbordet for et par uger siden med hjerteproblemer. Alt gik fint og trods beordret hvile vendte han hurtigt tilbage til trænerbænken og konstaterede fornøjet efter Aston Villa-kampen for nylig:

“I enjoy watching us play football. That’s the best medicine for me.”

Fornøjelsen er ikke kun på hans side. Der er næppe mange Tottenham-fans der ikke deler den.

For 1 år siden debuterede klubben i Champions League, og spillede åbent og underholdende i bedste ‘Arry-style. Det endte i foråret i kvartfinalen mod Real Madrid, hvor de blev helt overmatchet. Eventyret kostede også i den hjemlige turnering. De formåede ikke at komme i den forjættende top 4 og få en ny mulighed for at spille sig ind i Europa’s finest.

Denne sæsons udgave af Spurs er et stærkere mandskab end sidste. Angrebsmæssigt er lejesvenden (fra Manchester City) togolesiske Emmanuel Adebayor en opgradering i forhold til Peter Crouch, og på målmandsposten som var sidste sæsons svageste led har den amerikanske veteranmålmand Brad Friedel fået lukket gevaldigt i. Oveni er motoren Scott Parker hentet til midtbanen.

Luka Modric har ovenikøbet genfundet glæden, ellers behøver han bare at kigge på stillingen.

Det ser med andre ord rigtig godt ud igen for Spurs. Det glæder selvfølgelig også mig, så herfra vil jeg bare sige:

Tak for fødselsdagskortet, Harry (og Ledley)!

Bale’s game

“They wouldn’t have seen this coming two years ago,” udtalte Harry Redknapp på vej hjem til en baconsandwich og en kop te – og henviste til de tusinder af lykkelige Tottenham-fans der forlod White Hart Lane efter 0-0 kampen mod AC Milan onsdag aften. Pladsen i Champions League-kvartfinalen var sikret.

En historisk bedrift for en klub, der for de lidt mere end 2 år siden som Redknapp taler om, lå til nedrykning og fatal exit ud af den bedste engelske række.

Meget er sket siden i Nordlondon og det meste er sket siden den 64-årige Harry Redknapp overtog managersædet i efteråret 2008. Noget af det hedder Gareth Bale og bærer sin egen pudsige historie.

Bale kom til Spurs i 2007, det var lidt over et år før Redknapp. Han var udråbt til et af de største talenter i engelsk fodbold. Han debuterede den 26. august 2007 mod Manchester United. En kamp som Tottenham vanen tro tabte, men allerede runden efter scorede Bale sit første mål i en 3-3 kamp mod Fulham. Alt tegnede såmænd lovende for den unge waliser dengang.

Hvad han næppe så komme var, at han kom til at spille 24 kampe i bedste engelske række uden at vinde. Det blev nærmest hans tatoverede karma. Når Bale spillede for Spurs, vandt de ikke.

Først den 26. september 2009 vandt han sin første kamp i Tottenham-trøjen. Altså mere end 2 år efter debuten. Retfærdigvis skal siges, at Bale gennemgik en række langvarige skadesperioder i perioden, hvilket også forklarer hans relativt lave antal kampe. Men de 24 kampe uden sejr står stadig som en af de mere kuriøse rekorder i engelsk fodbold.

Bale slås stadig med sine længerevarende skader. Han blev akkurat meldt klar igen til Milan-kampen i onsdags. Redknapp sparede ham dog til langt ind 2. halvleg. Men Bale har allerede fået revanchen for sin negative rekord.

I efteråret var han outstanding god, ikke mindst i gruppespillet i Champions League i et par kampe mod en anden Milano-klub, Inter.

I vanlig engelsk selvsving var Bale nærmest at sammenligne med FC Barcelonas Lionel Messi. Jamen, han var ligefrem bedre, lød enkelte røster. Dem kan vi roligt skyde ned. Bale er måske en af verdens allerbedste venstrekantsspillere, når han er fit. Men derfra til en Messi. Han er ikke i nærheden, skipper.

Under alle omstændigheder vandt Tottenham gruppen foran Inter – takket være Bales scoringer. Det har så affødt denne kunstneriske videohyldest – den er faktisk ganske smuk!

Jeg faldt for Tottenham engang i 70’erne dengang den engelske tipsfodbold om lørdagen var ugens absolutte højdepunkt for en mindreårig purk i kolonihaverne ude på Amager. Forholdet blev cementeret, da de argentinske VM-spillere Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa rykkede ind på White Hart Lane lidt før 1980.

Hvorfor egentlig Tottenham? Jeg har ikke noget endegyldigt svar, de vandt bare den første engelske tipskamp jeg kan huske nogensinde at have set, og derfor måtte de være gode at holde med. Basta. I virkeligheden vandt de aldrig så meget, men de ville noget med god og offensiv fodbold. Den fangede jeg så mange år senere.

Derfor varmer det edderrådeme også i hjertet at se dem blandt de 8 bedste hold i Europa netop nu. Takket være både Redknapp – og Bale. Og en hel masse andet.