Optakt eller hvad?

parkensjord
De sidste rester af plænen. Der kommer græs på nu, lover fck.dk

Det var hundekoldt, men der var kærlighed over tribunen.

De 2 mest hårdkogte fangrupperinger trives fint i hinandens selskab og det er da sødt.  Der blev sendt hilsner på tværs af tribuner blandt de 1087 tilskuere i Parken på denne lørdag middag allersidst i februar. Fra CPH til HBG og vice versa.

Jeg er naturligvis et naivt gammelt fjols, så jeg bliver i godt humør af den slags.

FC København mod Helsingborgs IF. Ja, det var lørdag middag, bidende koldt, og sidste træningskamp inden der går løs for alvor i Superligaen på søndag.

Reelt var det andendagsgilde – 2 træningskampe på 2 dage – jeg kan ikke huske, at vi har dyrket dette back-to-back koncept tidligere. Det bliver noget af det som træner Ariël Jacobs har tilført, en slags belgisk whopper.

Det er så heller ikke nemt at finde rundt i hvad der er A- og B-kæden.

Man har – jeg har – en forventning om at vi så tæt på præmieren i Odense har en startopstilling på plads.

Det har vi måske også – den gemmer sig i hvert fald blandt de 22 spillere som har været i aktion over 2 dage.

Men de er knageme blandet flittigt. Lad os opremse fredagens startopstilling mod det norske mesterhold Molde i 4-4-2:

Wiland
Aaquist – Sigurdsson – Michael J – Bengtsson
Bola – TK – Delaney – Vingaard
Daniel J – Cornelius

Jeg bemærker især 18-årige Mads Aaquist på højreback og Daniel Jensen som angriber. Sidstnævnte formodentlig fordi Mos er blevet småskadet. Mens Aaquist har gjort det glimrende i hele optakten – mest synligt i træningskampene fra La Manga, som vi kunne følge på TV.

Endvidere falder han helt ind i Ariël Jacobs klare ungdomssatning. Der er blevet langt kortere fra akademi-holdene hos School of Excellence til førsteholdet. Cornelius og Remmer har kastet sine spor og cheftræneren viser dem tilliden.

Lørdag middag så vi et nærmest nykonstrueret forsvar. Som fredag er opstillingen helt uden Kris Stadsgaard (jeg ved faktisk ikke, om han er skadet i skrivende stund)?

I stedet blev de gamle drenge, Sølvi og Lars Jacobsen, suppleret med Christoffer Remmer centralt og helt unge Casper (Mini-)Højer på venstre back.

Lørdagens startopstilling i 4-4-2:

Kim C
Lars j – Sølvi – Remmer – Højer
Amankvaa – Wohlgemuth – Claude – Nicolai J
Santin – Igor

Det forklarer måske en noget forvirrende defensiv i kampens åbning. Vi sejlede noget rundt i de første 10-15 minutter af 1. halvleg og skåningerne havde nemt løb mod vores mål. Uden dog at blive farlige for alvor.

Det blev skærpet af Claudemir, der lavede et par store fejl i opspillet. Samtidig lignede Nicolai Jørgensen i kampens begyndelse en mand, der helst ville være disse træningskampe foruden og man kan måske godt forstå ham. Med tanke på hans skadeshistorik.

Banen var en plæne af fladtromlet jord, der efterhånden blev trådt godt op. Skønspillet var svært, men det lykkedes dog FC København at få bedre styr på kombinationerne. Forholdene taget i betragtning så det endda i kortere perioder fornuftigt ud.

Særligt i højresiden hos Lars J. og unge Mikkel Wohlgemuth og Danny Amankvaa. Sidstnævnte demonstrerede fin teknik på den lysbrune plæne i rollen som højrekant.

Omkring den halve time fik vi 2 kæmpechancer. Først Amankvaa der, i fri position tæt under mål, skød lige på den skånske målmand. Derefter Igor der lossede bolden langt over mål fra nogenlunde samme position. Begge meget store muligheder.

Kort før pausen blev det til et gensyn med Verdens Flinkeste Mand. Alvaro Santos blev skiftet ind hos Helsingborg.

Under øredøvende jubel fra både københavnske og skånske fans. Skal jeg være ærlig, virkede Verdens Flinkeste ikke helt toptrimmet, man kunne lidt skælmsk tale om Verdens fedeste… (det gør vi naturligvis ikke!)… men han var blevet lidt bred over bagen siden sommeren 2006, hvor han rejste til Frankrig og Sochaux.

cphhbg
Evigt venskab og harmoni i pyroteknikkens skær. Lånt fra Sektion 12.

Det hindrede ham dog ikke i at score på straffespark i 2. halvleg. Og kun et skarn undede ham ikke den scoring.

Jeg måtte forlade Parken kort efter for at nå andre ærinder, og på lykkelig flugt fra den sibiriske kulde der hang over tribunen, og vil undlade at give i en samlet helhedsvurdering af de sidste 45 minutter.

Som bekendt endte kampen 2-1 til Helsingborg, efter at Igor havde bragt os foran tidligt i 2. halvleg på hovedstød. Nøjagtig som vi burde være kommet på 2-0 lige inden Alvaro satte sin udlignende straffescoring.

Wohlgemuth så fin ud på midtbanen, i sine bedste små stunder lignede han en ny ung Kvist. I forsvaret havde især Remmer store kvaler og måtte et par gange takke Sølvi for at redde hans røv efter større fejl. Han kan givet bedre – og Sølvi forventer vi vel egentlig ikke i en startopstilling i Odense.

Ej heller Remmer og Wohlgemuth. Logisk set bør det være TK og Claude på midten, alternativt Delaney eller Daniel J. Ligesom jeg hælder mest til Igor og Cornelius på toppen.

Men jeg føler mig mest af alt spejlblank, har ingen anelse om vores sandsynlige startopstilling til præmieren.

Den følelse har jeg sgu ikke haft tidligere. Ikke så klart. Der er blevet eksperimenteret tidligere, det er helt normalt under en lang vinteroptakt hvor vi oveni har haft 4 spillere på det danske ligalandshold i USA og 1 med det svenske.

Men en uge før sæsonstarten plejer holdet stort set at være faldet i hak. Sådan har det været. Tidligere.

Måske sættes holdet først helt i denne sidste uge op til sæsonstarten. Måske er denne rokering og sammensætning af spillerne vi har set over de 2 sidste træningskampe på 2 dage, fredag og lørdag, bare Jacobs’ egen måde at holde gryden i kog – holde spillerne helt tændte. Ingen skal føle sig sikre endnu. Ikke engang Wiland i målet.

Jacobs har haft sin plan – med sine faser – det betvivler jeg ikke. Han er klar i mælet med sine udtalelser. Men han gambler – det gør han. Et nederlag i Odense på søndag vil straks give grobund for spekulationer. Er der blevet skiftet for meget rundt, burde han ikke allerede for en måned siden havde fastholdt sine udkårne 11 etc.

Jeg kunne i hvert fald godt finde på at trække akkurat det kort i rent arrigskab, hvis det ikke går efter mine forventninger.

Men lad os nu bare få en god start, og ellers tage en dyb indånding, det er som regel svært i Odense og de senere år har kampene været ganske livlige. Odense er også ved at finde et nyt koncept til sit hold.

Glædeligt forår! Det blomstrer altid så småt med Superligaen.

I hvidt og rødt… København mod Cercle Brügge

Onsdag aften. Oven på en af de bedste Roskilde festivaler i mands minde.

Midt i sommerferien. Midt i mellem regnbygerne og alt det andet.

Der var træningskamp i Parken, FC København mod Cercle Brügge fra vores nye træners hjemland – Belgien. Den danske sæsonpræmiere er allerede i den kommende weekend, så der var tale om den sidste prøve inden alvoren atter bryder ud.

Startopstilling:

Kim C
Lars J. – Sigurdsson – Sölvi – Oviedo
Bolaños – Claude – TK – Vingaard
Santin – Mos

Lad det være sagt, jeg ved ikke hvor meget man skal tolke i den formation. Wiland sad åbenbart på bænken hele kampen og af samme grund havde Vin overtaget anførerbindet. Diouf var også bænket, mens Damen var skrottet fra truppen på forhånd – for ufokuseret, for meget bøvl med et kommende salg. Jeg forstod udemærket træner Ariël Jacobs’ disposition. Find nu en løsning på sagen og lad os komme videre. 40 mio. er en ganske god pris for en spiller af hans kaliber i disse tider.

Nytilkomne Nicolai Jørgensen var ikke nået at blive udtaget.

En lille belgisk målmand mod en stor islandsk forsvarer. Det var kun et spørgsmål om tid før det gik galt.
(fra http://www.fck.dk)

Kampen begyndte med bolden meget på belgiske fødder, men København skabte chancerne. Den første allerede efter 2 minutter da målmanden kiksede en clearing og fik spillet lige til Bolaños, der forsøgte at lobbe fra halvdistancen. Bolden gik snert forbi stolpen.

Bemærkelsesværdigt virkede Claudemir ganske alert og spillede vel sin bedste halvleg længe. Vingaard spillede også med stor energi og samarbejdet mellem ham og Oviedo er i hastig fremgang.

I det hele taget så det københavnske pasningsspil fornuftigt ud. Belgierne pressede os meget højt i banen, ofte stødende med 3-4 mand, og vi formåede med pæn succes at spille os ud af presset, ja jeg mener “spille”, ikke sparke. En hurtig boldomgang kan gøre underværker, og den københavnske var ganske hæderlig. For det meste. Selv Claudemir indgik her med kvikt førstegangsspil.

Hans brasilianske landsmand i angrebet, Cesar Santin, havde desværre ikke forstået budskabet. Han fumlede rundt på vanlig vis, driblede og ramlede ind i modstandere, hvis han ikke faldt over sig selv, og brugte selvfølgelig efterfølgende et par minutter på at bebrejde sig selv ynkelighederne. Ergo alt ved det gamle, fristes jeg til at stønne.

Vores angreb kom over fløjene og den første scoring var intet mindre end fremragende. Vingaard blev sendt dybt og slog et fladt indlæg midt i feltet.

Pang – Mustafa Abdellaoue knaldede bolden i maskerne med et slangehug af en firsttimer.

Der gik kun et par minutter mere, så kom næste scoring. En dødbold ind i feltet fra Oviedo. Ragnar Sigurdsson kom fri og headede ind bag det belgiske målmand. Han lignede i øvrigt banens mindste spiller, Cercle-målmanden, og havde en del kvaler ved høje indlæg i feltet.

Inden pausen nåede Cercle Brügge at reducere på noget, der for mig lignede en misforståelse mellem Sigurdsson og Kim Christensen i målet. De tøvede foran bolden og pludselig spurtede en hurtig belgier imellem og vippede den over i det lange hjørne.

Vin i S/H. Sådan kan verden desværre blive så unuanceret.
(fra http://www.fck.dk)

2. halvleg blev en lettere kedelig affære, der desværre blev yderligere skæmmet af den nye rædsel af vores europæiske adidas-outfit. Den var rød.

Vi lignede et plagiat af danske EM-landshold, vi er røde, vi er hvide, herre jemini, mand!

Formodentlig grundet et eller andet sponsorstunt/fremvisning skulle spillerne iklædes og pines med den efter pausen.

I min københavnske optik er hvid, blå og sort omdrejningspunktet i vores selvforståelse. Rød har aldrig haft en plads der! En københavnsk målmand kan spille i rødt, men sgu ikke vores 10 markspillere.

Med det åbenlyse irritationsmoment tog det tid at rette fokus mod selve spillet igen. Det var med både tænders gnislen og knugede håndflader at kampen fortsatte nede på den friskanlagte plæne.

Vi havde egentlig en fin periode i begyndelsen af halvlegen. Kørte bolden rundt i pæne og hurtige kombinationer og søgte åbninger via begge kanter. Derefter begyndte den sædvanlige udskiftningsmølle.

Først kom Grindheim ind for en anonym TK, Grindheim fik noget der lignede et stød i mellemgulvet eller brystet, han våndede sig højlydt på grønsværen, og måtte hastigt ud igen. Efter kun et par minutter på banen. Bergvold var næste i rækken.

Santin røg ud, unge Cornelius kom ind. Og gjorde det hæderligt. Stadsgaard byttede med Sölvi. En anden lille overraskelse for mig, var at Jacobs valgte de 2 islændinge fra start og dermed vragede Kris i første omgang.

Mos fik en friløber midt i halvlegen, som han lossede lige i benene på målmanden. Claudemir tabte flere og flere af sine gode takter fra første halvleg og lavede et par kolossale fejlafleveringer midt i banen. Den ene kostede næsten en belgisk udligning – men træværket tog fra.

Sidst i kampen fik Mos endnu en friløber og blev igen pareret ud af målmanden. Man så ham egentlig ikke meget i selve kampen, Mos, men pludselig var han der bare. Helt fri. Inde foran mål. 3 store chancer. Et flot mål. Jeg giver ham godkendt.

Et kraftigt regnskyld væltede ned over i Parken i de døende minutter og fik det hele til at skøjte ud i fred og fordragelig. De rø’e holdt hjem… grrr! Bengtsson kom også ind, Claudemir fik fred for sine opspilsfejl.

Konkluderende er helhedsindtrykket godkendt. Belgierne spillede fornuftigt fodbold og frem for alt gav de en god match på deres høje presspil.

Og hvis jeg skal vurdere, hvad Jacobs har nået at tilføre holdet… tjah, boldomgangen virker hurtigere… måske! Jeg håber det. Det så sådan ud. Det gav kvikkere opspil.

1542 tilskuere forlod Parken efter stående ovationer og ivrigt syngende Rød-hvide farver, vi skal ned og slås.

Vi ses på søndag.

Nu bliver det alvor

Carlsberg-tribunen - det kære barn

Lørdag kl. 13. Endnu en træningskamp. Lad mig endelig benytte lejligheden til at rose FC København for at placere et par februar-træningskampe i Parken på netop dette skønne tidspunkt.

Det passer fortrinligt i min verden. Mens hr og fru Børnecheck omdanner SuperBrugsen til en banegård i Calcutta, Indien, kan vi andre defilere ind på Øster Allé og grynte os igennem de mere væsentlige detaljer her i verden, og samtidig få dæmpet tømmermændene fra en bowling-aften med arbejdskolleger.

Dagens forestilling: FC København – Elfsborg.

Lad det også være sagt. Det blev en dårlig kamp. På noget der lignede en meget dårlig bane. Spillerne skøjtede i hvert fald rundt og det gav flere pudsige situationer og halve og ganske utilsigtede frispilninger. Begge veje. Det var også tydeligt at Elfsborg fra vestsvenske Borås er et allsvensk top3-mandskab, de var et noget mere kombinationsstærkt bekendtskab end nordmændene fra Vålerenga som gæstede os for 14 dage siden.

Sportsdirektør/træner CV havde valgt følgende 11 til startopstillingen.

Wiland
Lars J, Sølvi, Stadsgaard, Oviedo
Bolaños, Delaney, Grind, Claude
Santin, Damen

Det blev ingen heldig hånd. Primært fordi Claudemir var fejlplaceret som venstremidtbane. Det er efterhånden en klassiker blandt københavnske fans. Ståle forsøgte med ham som kantspiller, det duede sjældent, Nilsson forsøgte med ham på kanten, det duede lige så lidt. CV forsøgte sig med samme masterplan i dag… det duede heller ikke.

Claudemir skal spille centralt, hvis vi skal have nytte af hans potentiale. Som kantspiller brillierer han mest med ikke at være der. Fordi han alligevel helst søger ind omkring det centrale kombinationsspil i maskinrummet. Ofte bevæger han sig helt modsat.

Det skete også i dagens kamp. Til tider til venstreback Oviedos store frustrationer. Han ønskede en kantspiller foran sig som støtte og assistent både defensivt og offensivt. I stedet følte costaricaneren sig nærmest i et ingenmandsland.

I samme forbindelse bliver dagens store spørgsmål selvfølgelig: Hvor er Martin Vingaard egentlig henne? Han er den mest naturlige venstrekant, som vi har. Men han var ikke i truppen og han var ikke meldt skadet eller syg på forhånd.

Vi begyndte kampen fint, men faldt jævnt i tempo som første halvleg skred frem. Der blev vældig meget spil på midten og de københavnske kombinationer sad ikke helt med samme præcision som i sidste træningsomgang. Igen virkede det som banen ikke helt var med spillerne, bolden hang nærmest som i gelé. Største chance var et direkte frispark lige før pausen.

Frispark tæt forbi.

Inde i omklædningsrummet spottede CV sandsynligvis det vi andre havde set. 2. halvleg begyndte som det første med at Claude og Delaney byttede plads.

Delaney tog venstrekanten og gjorde det egentlig godkendt. Som han også gjorde i første halvleg centralt. Han viser gejst og vilje, den unge mand.

Spillemæssigt kom vi frem til flere chancer. Et par ganske store – og en der burde have givet mål. Damen blev spillet fri i feltet og driblede rundt om Elfsborgs danske keeper, Kevin Stuhr Ellegaard. Han fik kluntet fjernet benene under Damen. Sådan så situationen i hvert fald ud fra min position i den anden ende af tribunen.

Det lignede en regulær fældning, men spillet kørte bare videre. Så meget for fordelsreglen, eller… ? Delaney fik bolden lige fødderne efterfølgende til en kæmpechance og formåede at ramme en svensk forsvarer foran et nærmest tomt mål. Intet straffespark, ingen scoring.

Senere fik Elfsborg en kæmpeforæring, da Oviedo og Stadsgaard og/eller Wiland misforstod hinanden. Oviedo fik spillet en svensker helt alene med Wiland i feltet, han kom dog ud i en for spids vinkel og sendte afslutningen i sidenettet.

I slutminutterne var den gal igen med forsvarsspillet, bolden blev aldrig renset ordentlig væk efter et svensk angreb og pludselig sejlede en mellemting mellem et lob og et skud over Wiland og i mål fra venstrekanten af feltet.

Elfsborg foran. Et flot mål som også mødte anerkendende nik på den nydøbte Carlsberg-tribune, tidligere kendt som Nedre C – det var jo trods alt en træningskamp.

Det blev afgørelsen. 0-1 og game over denne lørdag lidt tættere på foråret. Fortjent eller ej. København spillede en ganske sløj kamp.

CV havde før kampen prædiket, at han ville se tydelighed i både offensiven og defensiven. Mit gæt er, at han ikke så nogen af delene. Vi var frygteligt utydelige i store perioder af kampen. De første 8-10 minutter var måske de bedste samlet set.

Jeg savner også meget mere sikkerhed i forsvaret. Det bævrede noget omkring Stadsgaard, han virker ikke helt på plads, og det blev ikke nemmere af at Sølvi løb rundt som på et par rulleskøjter. Mange simple fejl i spillet, misforståelser og irritationer med Oviedo, og så videre, små sager der hurtigt kan koste dyrt.

I øvrigt spillede vi 80 minutter med de samme 11 spillere på banen. Først derefter blev Delaney udskiftet med Diouf og lidt efter Santin med Nordstrand.

Vores bedste: jeg er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg.

2327 tilskuere. Jeg havde selvfølgelig gættet det og vundet sms-konkurrencen, hvis det ikke var blevet annonceret i højttalerne.

Om en uge bliver det forår – så er det alvor igen!

Træningskamp mod nogle nordmænd fra Oslo

Træningskamp i Parken 11.2.2012

Tidlig lørdag eftermiddag spillede FC København træningskamp mod norske Vålerenga fra norske Oslo. Kampen blev spillet i Parken, der i vinterens anledning havde fået låget på.

Ikke at det hjalp synderligt på kulden, den var ganske gennemtrængende. Men det gav dog os tilskuere en umiskendelig duft af frisk græs fra den velplejede plæne som var blevet hængende efter vinterbehandlingen.

Ergo en duft en forår og en duft af den sæsonstart der efterhånden kun er en lille måned væk.

Københavnerne stillede med følgende 11 fra start:

Wiland
Lars J, Sigurdsson, Stadsgaard, Oviedo
Bolaños, Delaney, Claudemir, Vingaard
Santin, Damen

Noget der sagtens kunne ligne den kommende startopstilling til foråret.

Nu havde jeg – som mange andre – set et par af kampene fra træningsturneringen i La Manga inden, hvor holdet for alvor blev slebet til mod et par stærke russiske hold og ikke mindst ukrainske Shakhtar Donetsk. De positive billeder i mit hoved, som diverse livestreams havde givet, var et mere kombinationsstærkt københavnerhold.

Afleveringerne sad noget bedre og hurtigere end det vi så i det meste af det skuffende efterår.

Tendensen fortsatte mod Vålerenga. Vi spillede ganske fornuftigt i lange perioder og formåede at holde et fint tempo mod et ret defensivt norsk mandskab. Til gengæld manglede der meget i skarpheden i feltet. Vi kom frem til for få chancer – og endte i ubeslutsomhed frem for en afslutning.

Det løsnede sidst i 1. halvleg. Damen tacklede sig til bolden lige uden for feltet og spillede skarpt Bolaños fri i dybden. Fra baglinien drejede han et millimeterperfekt indlæg ind til Santin, der sikkert headede 1-0 i mål. Glimrende.

Den centrale midtbane leder stadig efter sin endelige formation. Claudemir er det sikre valg. I lørdagens træningskamp fik Thomas Delaney 1. halvleg ved hans side. I mine øjne var han banens bedste i de 45 minutter, som han spillede. Formodentlig bliver han stadig sparet efter sin skade fra La Manga. Derfor udskiftningen i pausen.

Fint overblik, flere sikre sideskift, bolderobringer og god bevægelighed. Den unge mand er ved at komme efter det og foråret bliver måske hans endelige gennembrud.

Grindheim overtog centralt efter pausen og gjorde det egentlig ikke dårligere. Han var direkte arkitekt til 2-0 målet med en præcis stikning til Vingaard, der spillede Damen til blankt mål. Igen en rigtig flot scoring.

Træner/sportsdirektøren Carsten V. Jensens dilemma bliver hvem af de to han skal kombinere med Claude. Den lille møvende Grind eller den mere elegante Delaney, som måske ikke er helt robust.  Det virker i hvert fald givet at Claude er sikker. Han måtte i øvrigt udgå med en mindre skade midtvejs i 2. halvleg. Først bad han selv om udskiftning, så fortrød han og spillede videre et par minutter, inden han blev taget ud og erstattet med TK.

TK er i virkeligheden den 4. mand til den centrale midtbane, men det virker som han er tilbage i en reserverolle nu. Efter Delaney, Grind, og Claude. Ganske forståeligt. Han har for mange udfald i sit spil og fik som noget af det første efter indskiftningen foræret Vålerenga en pæn chance.

Den gode TK, som oftest er i bad standing hos os københavnske fans, endte denne lørdag eftermiddag alligevel med at blive dagens helt. På en ganske pudsig måde.

Sigurdsson havde headet København på 3-0 og kampen var ved at dø. Mange udskiftninger, den sædvanlige træningskamp og trommerummen med at alle mand skal have spilletid. Kim Christensen havde afløst Wiland i målet. Stadsgaard var blevet erstattet af Sølvi i midterforsvaret, og pludselig ud af ingenting spænede en nordmand alene ned mod det københavnske mål. En offside-fælde kiksede. Eller rettere – fra min position lignede den en tyk offside, og allermest et linievogterkiks.

Under alle omstændigheder kom nordmanden alene med Kim C og forsøgte at drible uden om ham. Men i en fælles sandwich mellem Sigurdsson og Kim C faldt han i græsset. Kim C fik direkte rødt kort. Diskutabelt, ja jo… giv mig en replay! Det lignede mere Sigurdsson der fældede ham.

Jeg har tidligere set træningskampe, hvor man fra klubbernes side har set igennem fingre med udvisninger og ladet spilleren erstatte af en anden. Således at holdene fortsatte 11 mod 11. Men ikke denne lørdag eftermiddag i Parken. Det skulle være en træningskamp helt efter dommerbogen, og Wiland var som nævnt udskiftet. Altså måtte København finde en ny målmand blandt markspillerne og fortsætte 10 mod 11 i kampens sidste 20 minutter.

TK i målet

Det blev TK, der nappede den orange målmandstrøje. At han straks efter også nappede det norske straffespark, havde de færreste nok set komme. Det vakte naturligvis vild jubel på den tredjedelsbesatte Nedre C-tribune (gæt: vi var vel omkring 1.568 tilskuere).

TK forblev en mur i målet. Vålerenga formåede ikke at passere ham. Til gengæld scorede deres tidligere angriber, Mustafa Abdellaoue (Mos), 2 gange nede i den anden ende af banen og manifesterede en københavnsk 5-0 sejr. Mos afløste Santin i udskiftningsstrømmen midt i 2. halvleg og fortsatte altså med at gøre et godt indtryk.

Glædeligt også at se Martin Vingaard tilbage. Han spillede en godkendt 1. halvleg, mangler flere kampe inden vi har den gamle Vin helt fit oven på skaden igen. Men han har et fint blik for spillet, bør dog nok øve sig ekstra på hjørnesparkene.  Han fik losset en håndfuld ind i første norske forsvarer – i mavehøjde.

Status lørdag eftermiddag: FC København – Vålerenga 5-0 – og ja vi var så meget bedre.

Også i spillet på banen. Det ser faktisk okay ud!